destiny? ~ Arycia

Han lyttede til det hun sagde. Ja det var jo rigtig nok at hun stadig kunne beskytte denne person, hvorfor skulle hun ikke kunne det? han lo i sig selv af at han ikke helt havde tænkt på det på den måde. Han smilede et stort kærligt smil til det hun sagde. ”Jeg vil heller ikke forlade dig, kun hvis du bedte mig om det, og selv der, vil jeg nok ha svært ved at forlade dig.” sagde han kærligt. Han lod sin ene hånd glide op til hendes hoved, og stille nusse hende i nakken. Han havde lyst til at kysse hende, men om det ville virke mærkeligt…? Han holdt sig tilbage, og betragtede i stedet for hendes perfekte ansigt. Det var måske ikke alle som ville syntes at det var perfekt, men det syntes han nu en gang. Han syntes alt ved hende var helt perfekt. Han kunne stadig ikke fatte at hun var faldet for ham. *Hvad mon hun ser i mig?* tænkte han stille, men lo så stille i sig selv. *Hun tænker måske det samme som jeg tænker?* Han betragtede hende stadig, og han kunne ikke helt få blikket væk fra hendes læber. *Årh fuck det* sagde han til sig selv, og lænede så hovedet ned til hende, og kyssede hende hurtigt, men kærligt på munden, og trak sig så tilbage, for at se hvordan hun vil reagere på det.

Hun blev glad, meget glad inden i da han sagde han ikke ville forlade hende, det gjorde hende så varm inden i, hun følte sig for engang skyld, glad, glad end nogensinde før. Sammen med ham.
Hun kiggede på ham med et kærligt blik da han nussede hende i nakken, hun lukkede kort øjne med et smil, nød at han nussede hende, men åbnede så øjne igen.
Hun betragtede ham, som de sad der, overfor hinanden, men så tæt, hun var så tæt på ham. Hun kunne ikke lade vær med at lade hendes blik glide op og ned af ham, bare en enkel gang eller to, han var lækker, det var han altså. Hun smilede som tanken strøg hende. Mest smilede hun for sig selv, men det var synligt for enhver der kiggede på hende.
Hun kiggede op i samme sekund han lænede sig frem mod hende og noget fantastisk skete for første gang for hende. Han kyssede hende, hun blev kysset. Som hans læber skabte kontakt med hendes, kyssede hun tilbage, amatør agtigt, men med kærlighed.
Hun kiggede på ham med et stort, glad og kærligt smil på læben som han trak sig tilbage.
"Jeg vil aldrig bede dig om at forlade mig" sagde hun blidt.

Han betragtede hende efter han havde kysset hende på munden. Hun havde kysset med, og det var kun godt at hun havde gjort det. Han smilekærligt tilbage til hende. ”Jeg er glad for at du ikke vil smide mig væk” lo han stille. Han nussede stadig hendes nakke blidt. ”Bar sig hvis du vil noget, ikke.” sagde han stille. Ikke fordi han ville det store, men hun skulle bare råbe op hvis der var noget.

En dæmon som sad og betragtede deres sukkersøde kærlighed, havde fået nok. Han rejste sig op, og gik hen til dem, og stillede sig foran boret. ”Skal turtelduerne ikke snart noget andet?” spurgte han med en hånlig stemme. Det var ikke svært at se på ham at han foragtede at de var sammen. ”Siden hvornår er nat og dag begyndt at mødes?” spurgte han. ”Det er ikke meningen at de to ting skal mødes. Det er ikke naturens gang.” han hentydede til dem.

Hun lo blidt med, hvordan skulle hun nogensinde kunne få sig selv til at smide ham væk, lige nu betød han virkelig meget for hende, at det ikke kunne beskrives. Hun elskede ham jo! Hun smilede stort og nussede sig ind til ham, "lige nu vil jeg ikke andet end at side sammen med dig" sagde hun og smilede op til ham.
Hun gav et lille spring fra sig da en stemme afbrød hendes stund hos Benjimin. Hun kiggede op på denne mand, som åbenbart ikke var særlig vild med det de have gang i.
Hun kiggede op på Benjimin med en strejf af skræk i hendes øjne.
Hun kiggede dog tilbage på manden for at være sikker på han holde sig der hvor han var.
"Hvis du har et problem, hvor går du så bare ikke, eller lader vær med at kigge?" spurgte hun irriteret tilbage, men tøvende. Hun holde sig lidt ind til Benjimin.

Manden betragtede dem stadig, og smilede af hendes lille udbryd. ”Ser man det. Den lille engel kan blive sur.” lo han. ”Tror du jeg er bange for dig? Jeg ser hvor hen jeg vil, og er hvor jeg vil, okay” sagde han hårdt. Det kunne godt være at han spillede hård, men han var ikke en speciel stærk dæmon.

Benjimin så ned på Arycia med et beroligende blik, og så så op på manden. ”Hvis du ikke passer lidt på, så ved man aldrig hvad der kunne ske, vel?” sagde Benjimin i et meget roligt stemmeleje. Mandens øjne flakkede en smule, men så så direkte på Benjimin med et hånligt blik. ”Du vil ingen gang kunne gøre en flue fortræd.” lo han. Benjimin så ned på Arycia med et let spørgende blik. Han ville vide om hun ville havde om han skulle tage kampen op, eller om han skulle blive siddende her sammen med hende. ”Ha” lo manden hånligt. ”Du skal først spørge om lov?” ham her ville ikke bare gå af sig selv, en af dem måtte jage ham væk hvis de skulle ha fred. Benjimin så stadig spørgende på hende.

Hun gemte sig lidt ind til Benjimin, da manden havde et hårdt toneleje. Hun sagde ikke meget mere, hun kiggede bare lidt op på Benjimin imens, hørte lidt på hvad han sagde til manden, men manden lod ikke til bare at ville gå med det samme.
Hun kunne se det spørgende blik der kom fra ham, hun tænkte lidt over det, men hvorfor dog ikke, manden ville ikke gå med det samme, han skulle væk. Hun nikkede roligt og satte sig tilbage i sin stol. Hun smilede blidt til Benjimin og kiggede så ellers op på manden.

Benjimin sukkede svagt, og rejste sig så op, og gik over mod manden så faretruende han kunne, men det i sig selv var ikke nok. Benjimin blev nødt til at blive voldelig, og banke det ind i manden at man skulle lade dem være i fred. Manden fik dog det første slag ind. Det var tydeligt at han ikke var vant til at slås. Benjimin som ellers for det meste undgik slåskampe af visse årsager, placerede et perfekt og temmelig hårdt slag lige i ansigtet på manden. Manden tog sig til næsen, og det gav med det samme Benjimin en dårlig fornemmelse. Han kiggede om bag sig for at se om Aryia var blevet, eller hvad hun var, men i samme nu kom et hårdt slag ind fra højrer af. Det tvang Benjimin til at vende opmærksomheden tilbage på manden, som havde fået blodnæse af Benjimins hårdeslag. Blod.... Benjimin sukkede dybt. Han ville ikke kunne stille noget op nu.

Hun kiggede efter Benjimin, kiggede godt efter hvad han gjorde. Hun lukkede øjne og samtidig vente hovedet væk da manden slog Benjimin først, hun kiggede så tilbage lidt efter, hvor Benjimin så på hende, hun smilede blidt til ham. Hun gispede dog da manden slog Benjimin igen. Hun kiggede mod manden som havde fået blodnæse. Det fik hende hjerte til at slå et par slag over. Blod, hun turde ikke se det her. Hun lukkede hårdt øjne og gemte sig lidt væk.

Benjimin ønskede ikke at Arycia skulle opleve det der ville komme til at ske nu. Hans dæmon havd allerede overtaget kroppen, og smilede nu bare bredt. Han gik hen til manden som stod foran hem. Han var vaklet et par skridt bag ud. Benjimin slog med alt sin kraft manden lige i ansigtet. Man kunne høre et højt knæk fra hans næse som lige var bræket. Manden var faldet ned på jorden nu, og så bange op på Benjimin. "Jeg skal nok lade jeg være, hvis du lader mig være" bad han, men Benjimin opfangede intet. Denne gang var han kun opsat på at få blod, ligeglad med om det var en anden dæmon. Han tog hårdt fat i manden, og halede ham op i håret. Manden skreg af smerte, men det pårvirkede ikke Benjimin det fjerneste. Det eneste han tænkte på lige nu var blodet, og hvodan han bedst ville kunne få fat i det. Han lagde vurdere de hovedet på skrå for at finde den bedste måde at gøre det på. Deæbe manden, og samtidig kunne få så meget blod ud af det som muligt.

Hun tog hænderne for ørene da hun hørte et smertende skrig, hun vidste det var Benjimin der var skyld i det, eller ikke ham, men hans dæmon.
Hun havde hørt mandens bedende stemme. Det fik hende til at tænke på sig selv, den dag.
Hun åbnede langsomt øjne og kiggede hen på Benjimin, skulle hun stoppe ham. Hun nikkede. Hun var en engel, hun blev nød til at prøve.
Hun rejste sig tøvende op fra stolen, og tog nole forsigtige skridt hen mod Benjimin.
Da hun var bag ved ham lagde hun en rystende hånd på hans skulder. "B... Benjimin..." Sagde hun forsigtigt. "Vil du ik nok slippe manden?" Spurgte hun, meget tøvende og bange.

Benjimin havde lagt sine hænder på hver sin side af mandens hoved, parat til bare at dreje halsen om på manden, da han mærkede en skælvende hånd på sin skulder, og en bange stemme bede ham om at slippe manden. Han tøvede en smule. Skulle han slippe denne mand, som hun bad ham om? Så var det jo anden gang et bytte slap væk fra ham. Men måske skulle han hellere springe på hende i stedet? Engleblod var vel bedre end dæmon, ikke? Han kylede så bare manden fra sig. Han havde sluppet ham som hun havde bedt om, men måske ikke på den måde hun ville havde det. Manden blev liggende på gulvet og ømmede sig efter det der lige var sket. Benjimin vente sig om mod Arycia med blodtørstige øjne. Det var tydeligt at det stadig var dæmonen som havde overtaget i kroppen. I dag ville han ikke give lige så nemt op.

Hun kiggede på manden som blev smidt væk. Det var nu ik helt det hun havde ment, men det var vel bedre end ingenting. Hun kiggede op på Benjimin med et svagt smil. Hun kunne tydeligt se at det ikke var Benjimin, men dæmonen der stadig var der. Hvordan mon hun vil Benjimin frem igen. Hvad hvis nu hun bare lod som om alt var helt fint, måske ville dæmonen blive overrasket... Og måske ville den ikke gøre hende noget... Hun vidste ikke helt. Men det kunne vel komme an på en prøve.
Hun tog meget forsigtigt hans hånd, og trak lidt i ham mens hun gik med ham ud fra cafeen. "Lad os tage hjem" sagde og smilede svagt til ham. Hun var bange, hele hendes krop rystede, hun kiggede lige ud hele tiden, i frygt for at møde dæmonens blik. Hun havde er fast, men blidt greb om hans hånd som hun gik med.
"Jeg er glad for du slap den mand der..." Prøvede hun lidt. Selvom det nok ikke helt var konsekvens frit at bede han om at gøre det, for nu gik det hele helt sikkert ud over hende.

Han så på hende med et blodtørstigt blik, men han blev en smule overrasket da hun tog fat i hans hånd, og fik ham trukket med sig ud af cafeen. Folk kiggede undrende efter dem. Undrende over at englen som tydeligvis var bange, havde turet at hive dæmonen ud der inde fra. Benjimin kiggede også selv noget undrende på hende. Hun var sku modig selvom det var tydeligt at hun var helt igennem bange for ham. ”Jeg vil lige sige at du er modig eller måske er du snare dumdristig?” sagde han. ”Sådan som du bare hiver mig ud af cafeen i denne tilstand her.” man kunne høre på hans stemme at han morede sig en smule over hende. Han havde fulgt med et pænt stykke vej, men stansede nu brat op, og betragtede hende. ”Hm, det er jeg ikke” sagde han med en følelseskold stemme, ”For nu må jeg jo finde mig en anden at torturere, og få noget at spise af.” han så direkte på hende. ”Hov vent, det har jeg jo allerede.” sagde han, og lo en let ond latter. Der var en måde hvor man altid kunne stoppe dæmonen her på, men det krævede dog alligevel to ting, den ene ting havde Arycia i forvejen, den anden ting måtte hun selv finde ud af. Det var kun hende som havde muligheden for at stoppe ham, hvis hun fant den rette måde at gøre det på.

Hun skælvede ved hans stemme, hun strammede bare sig greb om hans hånd, lod som om hun ikke hørte særlig meget efter, hun havde ikke lyst til at se Benjimin, eller høre Benjimin i denne tilstand.
Hun lukkede øjne hårdt sammen da han pludselig stoppede op, hun prøvede at hive blidt i hans hånd, for at få ham med. Men han var ikke til at få med. Hun åbnede tøvende øjne og kiggede på ham. Hun rystede panisk på hovedet. "J... Jeg smager ikke godt" sagde hun med svag stemme.
Hun tænkte lidt over hvad der mon kunne stoppe ham, hvis hun nu kunne gøre et eller andet for at få Benjimin frem igen. Hun kiggede lidt ned jorden, tænkende. Der gik dog ikke lang tid, før at hendes blik fløj op på ham og et svagt smil formede sig på hendes læber.
Hun gik lidt tættere på ham, forsigtigt for ikke at provokere ham til at angribe. Da hun var helt henne ved ham, stillede hun sig op på tær, for ligesom at kunne nå ham, for han ville sgu nok ikke læne sig ned til hende.
Hun smilede lidt inden hun gav ham et langt og kærligt kys på munden. Hun snoede sine arme om hans hals og smilede mod hans læber. Inden hun trak sig lidt væk, stadig med armene om ham, for at se hans reaktion.

Han grinede af hende da hun prøvede at hive ham videre, uden held. ”Jeg er faktisk lidt ligeglad med hvor godt du smager, for man kan jo spise alt bare man er sulten nok” grinede han stadig. Han så på hende med et let undrende blik da hun så ned i jorden og så meget tænkende ud. Da hun igen kiggede op på ham, smilede hun. Hvad tænkte hun på? Han tog et skridt bagud da hun gik hen til ham. Han var ikke helt vant til at byttet bar kom hen til ham.
Han blev stående og kiggede ned på hende da hun stillede sig på tær, og lod sine læber møde hans. Han var ikke vant til at folk kyssede ham, og havde derfor ingen ide om hvordan han skulle forholde sig til det her. Han mærkede hendes arme rundt om halsen, og kunne mærke kærligheden i hendes kys. Han instinkt kæmpede imod. Han ville ikke give efter for hende, han kunne ikk… han sukkede en enkelt gang, og kyssede så med på hendes kys. Han var blevet sig selv igen. Han kyssede med kærlighed tilbage, og da hun trak sig væk fra ham, så han på hende med et kærligt smil og blik. ”Undskyld” mumlede han, og slog blikket ned i jorden.

Hun smilede da han endelig gav efter, hun kunne mærke hvor meget han egentlig havde kæmpet, men kærlighed var vidst bare stærkest (cliché xD).
Hun smilede stort tilbage da han smilede til hende, han var sig selv igen, og hvor var hun glad for det. Hun rystede på hovedet og krammede ham. "Det er okay, du gjorde mig ikke noget" mumlede hun ind mod ham og kiggede op på ham med kærligt smil.
Hun gav ham et lille kys på munden, inden hun igen tog hans hånd. "Lad os tage hjem... Det er vist lidt mere sikkert når det bare er os to" hun hentyd til manden som faktisk havde startet alt det her. Han havde faktisk fået hende til at tvivle et øjeblik på om dette nu også var godt... Hvor vovede han! Selvfølgelig var dette godt, hun elskede Benjimin, hun ville aldrig forlade ham. Hun smilede for sig selv af tanken.
Hun kiggede op på ham og hev lidt i ham med et kærligt smil og et kys på kinden.

Han kiggede op på hende igen. ”Nej men jeg kunne sagtens ha gjort dig noget, og så ville jeg nok aldrig være i stand til at tilgive mig selv det.” sagde han trist. ”Det var ikke særlig klogt bare at trække ham ud på den måde.” sukkede han stille.
Han kyssede tilbage da hun kyssede ham på munden, og var glad for at hun tog ham i hånden. Han nikkede til det hun sagde. ”Du har måske ret i at det ville være bedst på den måde, men jeg plejer for det meste at…” han sukke ”At holde mig fra alle slagsmål, og er ikke sikker på hvad der fik mig til at gå i slagsmål i dag.” han bed sig kort i læben. Han så på hende, og så at hun smilede af et eller andet. ”Hvad tænker du på?” spurgte han stille, og betragtede hende. Hun var den første person som han elskede, men alligevel kunne han sige med det samme at der ikke ville komme en eneste som han ville elske mere end hende her. Han smilede kærligt til hende, og strøg hende en enkelt gang over kinden. Han smilede bredt da hun kyssede ham på kinden.

Hun sukkede og smilede blidt til ham, "det ville aldrig være din skyld hvis han gjorde mig noget..." sagde hun og lagde hovedet på skrå.
Hun trak skulderne, "jeg tænkte at lade som om alt var normalt... Måske ville få det normale frem og du ville komme tilbage" sagde hun og trak endnu engang på skulderne.
Hun kiggede op på ham og smilede blidt, "manden provokerede dig... Os.. Det er normalt at blive meget sur af og til" sagde hun og smilede opmuntrende til ham.
Hun vende blikket ned mod jorden da han spurgte hvad hun tænkte på. "Jeg tænkte bare på at næste gang den mand havde lysten til at tale, skulle han nok bide sig i tungen først." sagde hun og grinede svagt.
Hun kiggede op på ham igen og smilede kærligt. "Og så tænkte jeg bare på hvor meget jeg egentlig elskede dig" sagde hun og kiggede så ned igen.
Hun smilede blidt og vende sin opmærksomhed mod ham.
"Lad os komme hjem, vi skal på diskotek i aften, og det kræver energi" sagde hun energisk og hev ham roligt med mod sin lejlighed.

Hun åbnede døren til lejligheden og gik ind, og efter han kom ind, lukkede hun døren og låste den efter dem, man vidste aldrig om der skulle komme nogen.
Hun tog roligt sine sko af og stillede dem på plads, inden hun rettede sig op. "Sulten?" spurgte hun spørgende. Alt imens hun gik ind og hen til køkkenet, hvor hun tog et koldt glas vand.

”Jeg ved godt at det ikke ville være min skyld, men det vil bare føles sådan, når han nu er en del af mig” sukkede Benjimin. ”Og så vil jeg nok ikke kunne tilgive det.” han så trist ned i jorden, men så hurtigt op til det næste hun sagde. ”Det var ikke en speciel kog måde, hvad hvis du ikke kunne finde en måde at få ham væk på igen?” spurgte han stille, og lagde sin hånd kærligt mod siden af hendes hoved, og lod en finger ae hende blidt på kinden. ”Du kunne ha været død, ved du det?” hviskede han meget stille, og så hende ind i øjnene.
Han nikkede stille til det hun sagde. At det var normalt at blive meget sur nogle gange. Hvem blev ikke sur på et eller andet tidspunkt inderst inde? Han nikkede også til det næste hun sagde. Han var enig med hende i at manden bare skulle holde sin kæft næste gang han havde sådan noget at sige. Det næste hun sagde, fik ham til at smile bredt. ”Jeg elsker også dig” sagde han, og strejfede let hendes læber med sine egne. ”Okay, lad os tage hjem” smilede han, og fulgte efter hende.

Han gik stille ind af døren efter hun havde åbnet den, og selv var gået ind, så hun kunne låse den efter dem. Han trådte hurtigt ud af skoene, og satte dem så der hvor hun i går havde sagt de skulle stå. Han kiggede op på hende da hun spurgte om han var sulten, og trak kort på skuldrene. ”En smule måske.” sagde han, og smilede blidt til hende, og gik med hende ud i køkkenet, og så bare på hende.

Hun sukkede, hun kunne jo ikke ændre på at han følte at det var hans skyld, men hun ville ikke bebrejde ham, hvis der var sket hende noget.
Hun bed sig let i læben og trak på skulderne, hun vidste ærligtalt ikke hvad hun skulle havde gjort, hvis det med at have kysset ham ikke havde virket. "Jeg tænkte ikke meget lige der... Jeg var bange" indrømmede hun og kiggede op på ham. Hun smilede blidt da han begyndte at ae hendes kind. Hun så lidt overrasket op på ham, som om det først lige gik op for hende nu, at han kunne havde dræbt hende. Hun nikkede svagt
Hun smilede stort da han sagde han også elskede hende, det var hun meget glad for.

Hun vende sig om mod ham og smilede. "Hvad kunne du så tænke dig, jeg kunne lave noget mad... Eller du kunne få en pandekage?" sagde hun, mere som et spørgsmål og smilede blidt til ham.

Han nikkede stille, og smilede et let trist men kærligt smil. Han vil helst ikke havde at hun var bange for ham, men han kunne jo ikke selv styre når HAN kom frem, og hvad HAN lavede. Han blev faktisk selv en smule trist af at tænke på det her. På at han kunne ha dræbt hende.

Han var lettet da de var i hendes lejlighed. Der var der ikke nogle som kunne provokere ham ud i et slagsmål viste han, så intet blod i det næste stykke tid. Han så stadig på hende da hun spurgte hvad han ville ha. ”Bare pandekager tak.” smilede han til hende. Da hun igen vente sig om, gik han stille over til hende, og slog sine arme rundt om livet på hende, og hvilede sin hage mod hendes skulder. ”Du aner ikke hvor meget jeg allerede er ramt. Jeg vil aldrig miste dig, nu når jeg har fundet dig.” hviskede han blidt i hendes øre, og gav hende et let kys på halsen.

Hun nikkede roligt da han sagde han gerne ville have pandekager. Hun tog nogen ud af køleskabet og stillede tog tallerkner på bordet, og gik i gang med at lave pandekager til dem.
Et stort smil formede sig på hendes læber da han lagde armene om hende, og hun kunne mærke hvordan hans hoved hvilede sig på hendes skulder. Hun rødmede let, og en varm og glad følelse boblede hende i hende. Hun bed sig let i læben da han kyssede hendes hals. "Og du skal heller aldrig miste mig, jeg vil altid være hos dig, og ingen andre" svarede hun kærligt igen, og vende sig roligt om mod ham og smilede kærligt til ham, inden hun gav ham et kærligt kys på munden.
Hun trak sig lidt væk, stadig stod hun tæt ved ham, men hun vende sig lige om igen for at lave pandekagerne færdige.
Hun tog tallerknerne og vende sig om mod ham med et smil. "Maden er klar" sagde hun energisk og holde en tallerken ud mod ham.

Han betragtede hende mens hun begyndte at lave pandekagerne klar. Han smilede bredt da hun sagde at han aldrig ville miste hende. Det var han kun glad for, for han viste ikke hvordan han skulle kunne komme gennem sit liv uden hende lige nu, eller faktisk aldrig. Han fattede ikke helt at han hade kunne overleve så længe uden hende ved sin side. Han smilede bredere da hun vente sig om og kyssede ham på munden. Han følte det seriøst som om han kunne flyve lige nu, men det ville nok være dumt at prøve, for et sted viste han jo godt at han ikke ville kunne flyve. Han smilede kærligt til hende, og kærligheden lyste stærkt ud af ham, da hun trak sig tilbage.

Han betragtede hende stadig da hun vente sig om, og lavede pandekagerne helt færdige. ”Tak” smilede han, og tog imod tallerkenen. Han gik hen til hendes bord, og stillede den fra sig der, og så så over på Arycia med et kæmpe smil.

Hun smilede stort tilbage til ham, inden hun gik hen ved siden af ham og stillede sin tallerken, og satte sig ned. Hun sukkede dybt da hun tog en dyb indånding og bare slappede af, som hun sad der.
Hun kiggede lidt på sin pandekage, men kiggede så på Benjimin.
Hun tænkte lidt over hvad der mon skulle ske efter de havde været på diskotek. Ville de gå hver til sit, eller hvad ville de?
Hun pillede lidt ved sin pandekage, inden hun valgte at spørger. "Hvad skal der så ske efter diskoteket?" spurgte hun lidt usikkert og tøvende. For hun ville helst ikke skilles fra ham. Det havde hun slet ikke lyst til.

Han smilede til hende da hun kom over og satte sig ned ved siden af ham. Han havde selv sat sig ned, og betragtede hende nu stille som hun sad der. Han kunne høre at hun sukkede dybt. Han lagde hovedet en smule på skrå, og så på hende. Hvad mon hun tænkte på lige nu? Han behøvede ikke at spørge før hun svarede på hans spørgsmål. Han tøvede lid, og så på hende. ”Øm.” han var ikke helt sikker. ”Jeg har ingen planer overhoved, så jeg vil lade dig bestemme det” smilede han til hende. Hvis hun ville havde, at han blev hos hende den nat også, var det fint med ham, og hvis hun ville havde at han skulle smutte hjem, ja, så vil han også gøre det, om end noget mere modvilligt. ”Du må bestemme om vi skal blive sammen eller om vi skal gå hver til sit igen.” det sidste sagde han mere stille, og han så også ned i bordet, og sukkede så stille.