destiny? ~ Arycia

Han smilede til hende, og nikkede til det hun sagde. Så hun havde intet imod store katte. Godt nok. Han betragtede hende mens hun tænkte sig om. Hun så virkelig godt ud sådan som hun stod der. Den tanke fløj lige gennem hans hoved. Hvorfor tænkte han på det? Han slog det ud af hovedet, og lyttede til det hun fortalte ham. Han nikkede stille. ”Ja det er også en pæn farve.” medgav han. Han trak på skulderne af hendes næste spørgsmål. ”Det har jeg ikke som sådan tænkt over” svarede han blot, og grinede af det næste hun sagde. ”Det kan de vel godt.”
Inden Benjimin svarede på hendes spørgsmål, smilede han en enkelt gang til hende. ”Den hedder ’I don’t care.’ Og den handler om end person som.. ej det er nemmere at høre selve sangen end at forklare hvad den handler om” Han smilede skævt til hende, og betragtede hende da hun sprang ned fra bordet, og gik over til køleskabet. Han så på tallerkenen hun havde med pandekager på. Om han ville have nogle? ”Jo tak, meget gerne.” svarede han venligt.

Hun nikkede og smilede, ja det var en meget smuk farve, hun kunne huske at hendes værelses vægge faktisk var tyrkis blå, eftersom hun havde fået sin mor og far til at hjælpe hende med at male dem. Og fået dem overtalt til at få dem malet tyrkis, i det hele taget. Det tog mange måneder at få dem overtalt. Hun smilte lidt af mindet. Men det forsvandt hurtigt igen, ved tanken om hvor de var nu.
Hun vende sin opmærksomhed mod ham igen, hun smilede blidt til ham og lagde hovedet på skrå, med et lille nik inden. "Har du lavet nogen sange selv?" spurgte hun.
Hun smilede, "yup... Det er de faldne beviser på" sagde hun svagt, men stadig med et smil.
Hun smilede blidt tilbage til ham, og lyttede til hvad han sagde, mens hendes øjne betragtede ham... Ret meget, dog meget diskret.
"Hm... Det kan være du kan synge den for mig på et tidspunkt?" spurgte hun og kiggede ham i øjne med et roligt blik.
Hun nikkede da han takkede ja til pandekage, hun tog to tallerkner frem og lagde en pande kage på hver. "noget du vil have på?" spurgte hun og kiggede på ham over skulderen.

Han nikkede kort til hendes spørgsmål. "Jeg har lavet et par stykker selv." Svarede han, og smilede til hende. Han nikkede igen til det hun sagde, langsomt. "Okay, men du er ikke selv falden vel? Måske lyder det en smule dumt, men underracer er jeg ikk så god til at placere." Svarede han, og smilede fjoget til hende.
Han betragtede hende stadig. "Jo, skal jeg nok gøre, bare sig når du vil høre den" smilede han. Han plejede ikke at sige til folk at de bare kunne sige når de ville høre en sang, hvad var der galt med han? "Øm sukker hvis du har det, ellers så uden noget tak, svarede han på hendes spørgsmål.

Hun nikkede, "nice" sagde hun med et varmt smil på læben. Der var noget personligt over at skrive sine egne sange, selvfølgelig, det var derfor der var så mange der selv skrev dem... Men der var også nogle som fik andre til at skrive dem... Fordi de ikke selv kunne finde på noget at synge om... Men ærligtalt, hvad var der så ved at synge hvis man ikke kunne leve sig ind i en sang?
Hans næste spørgsmål fik hende helt ud af sin tanke verden. Hun kiggede lidt på ham i noget tid. Men rystede så på hovedet. "Nej, jeg er skytsengel... Jeg passer på en bestemt person" sagde hun og smilede blidt. At blive falden, havde været en fristende ide for hende mange gange, men hvad pokker skulle Andrea så gøre, så havde hun ingen til at beskytte sig, og det blev hun da nød til at have.
Hun smilede stort til ham, "fedt!" sagde hun. Hun ville gerne høre ham synge, hun var meget spændt på at høre hvordan han sang.
Hun nikkede til hvad han sagde og tog så noget sukker på hans pande kage og rullede sammen og gav tallerknen til ham bagefter. "bare sid" sagde hun og pegede på stolen lige ved bordet.
Inden hun tog noget syltetøj og bagefter sukker på sin og rullede den sammen.
Hun satte sig ned ved siden af ham og kiggede lidt ned på sin pandekage, inden hun så kiggede op på ham igen. Hun havde aldrig siddet så tæt på en dæmon, villigt. Det skyldtes nok hans rolige personlighed, som hun så godt kunne lide.
Hun smilede blidt til ham inden hun tog en bid af hendes pandekage. Hun lagde pandekagen ned inden hun endnu engang kiggede op på ham.

Han smilede bredt til hende. Man kunne se på hende at hun syntes om det, ikke kun fordi hun havde sagt cool, men også den måde hun så ud på bagefter og mens hun sagde ordet.
Han så på hende, kunne ikke lade være med at kigge på hende. Han nikkede da hun sagde at hun ikke var falden. Det havde han egentlig heller ikke regnet med, men man kunne jo aldrig vide vel? Så hellere spørge en gang for meget end en gang for lidt. "Okay" svarede han på det hun fortalte ham.

Han tog mod tallerkenen som hun gav ham, og satte sig så ned på en stol ved bordet. Han tog en lille bid af pandekager, og rykkede stille. "Mm har du selv lavet dem?" Spurgte han, og så spørgende på hende.

Hun kunne godt lide at se ham smile så bredt. Det gjorde hende glad, når folk var glade, eller tilfredse, gjorde det hende glad.
Hun nikkede til det han spurgte om. "Yup, helt selv lavet dem, kan du lide den?" spurgte hun nysgerrigt, men holdt et roligt blik, i stedet for et alt for ivrigt udtryk, for at vide om han kunne lide pandekagen. Det kunne måske skræmme ham væk, og hun ville ikke have han skulle gå, af en eller anden grund.

((Krea svigt, sorry ): ))

Han smilede til hende. "Om jeg kan li dem? Er du sindsyg? Jeg elsker dem" lo han, og tog endnu en bid af sin pandekager. "Vil ønske jeg også kunne lave sådan noget lækkert noget" smilede han. Han kunne ikke beskrive hvor gode de var. "Hvem har lært dig at lave dem?" Spurgte han nysgerrigt.


\\sorry, kunne ikk finde på mere xD \\

Hun grinede blidt og smilede stort. "Jamen, det er jeg da meget glad for" sagde hun.
"Jeg kan lære dig det... Hvis du vil?" Hun kiggede spørgende på ham. Hun ville da gerne lære ham at lave pandekager. Det var meget let. Udover der var noget hemmeligt krydderi hun brugte, som gjorde dem så gode.
Hun kiggede lidt ned og kiggede så op på ham igen, efter lidt. "Min mor lærte mig det" sagde hun og smilede roligt.

((Helt fint, vi har vist begge to krea svigt xD))

Han nikkede, og grinede halvt til hende. "Det må du godt lære mig" han kigged kort rundt, og så så på hende igen. Han kunne af en eller anden grund ikke holde blikket fra hende i længere tid af gangen. Han nikkede langsomt da hun fortalte at det var hendes mor som havde lært hende at lave pandekager. "Hyggeligt"

Hun smilede blidt, "så kan du også lave noget lækkert" sagde hun og grinede lidt.
Hun kiggede ned og tog en bid a sin pandekager inden hun sad og pillede lidt ved den. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige.
Hun kiggede dog op på ham igen efter lidt tid.
Hun smilede halvt. "Ja..." Sagde hun og nikkede. Det var hyggeligt. Indtil hun blev så sur... Og skuffet.

Han nikkede og smilede til hende. "Tror bare ikke jeg bliver lige så god som dig til at lave pandekager" sagde han. Han var ved at få en uforklarlig trang til at putte eller et eller andet med hende. Det ville måske virke lidt mærkeligt, da de lige havde mødt hinanden. Han så ned på tallerkenen, og tog en bid mere. Der var nu kun en bid tilbage. Han så forsigtigt op på hende, og smilede svagt til hende.

Hun trak på skulderne, "de bliver måske bedre" sagde hun og smilede blidt til ham.
Hun spiste det sidste af sin pandekage og skubbede roligt tallerknen lidt væk fra hende, længere ind på bordet.
Hun så roligt på ham, og lagde hovedet let på skrå. "Hvor bor du egentlig henne? I nærheden eller?" Spurgte hun og smilede.

Benjimin trak på skuldrene. "Måske, men det tror jeg næppe på." Han tog det sidste af sin pandekager, og nød den til fulde. Han sank stille, og så så op på hende igen. Hvor han boede? "Æm ikke langt her fra" smilede han forsigtigt. "Hvor længe har du så boet her?" Endte han så med at spørge, og så på hende med et spørgende blik.

Hun lagde hovedet på skrå, "Man ved aldrig." sagde hun og smilede roligt.
Hun nikkede kort, "okay" sagde hun. Fordi hun spurgte var mest bare for at holde samtalen igang, vide om han boede i nærheden, eller om han var langt væk.
Hun tænkte lidt over det... "Nogen år... Jeg flyttede tidligt" sagde hun og smilede blidt.
Hun rejste sig roligt op og tog begge deres tallerkner, og satte dem i vasken, til opvask senere.

”Nja, jeg er ikke god til at lave mad” smilede han. ”Så jeg tvivler stærkt” Han nikkede da hun sagde at hun havde boet her nogle år. ”Hvor tidligt er tidligt, hvis man må spørge?” han fulgte hende med øjnene da hun rejste sig op, og tog hans tallerken. ”Tak for pandekager” smilede han. ”Skal jeg hjælpe dig med noget?” han var ikke sikker på om hun ville ha at han hjalp hende, men nu spurgte han dog alligevel om det.
”Hvad skal vi så lave nu?” spurgte han lid efter, og betragtede hende stille. Han smilede varmt til hende, og ventede på at hun skulle svare noget. Han vidste godt hvad han ville lave hvis det var, men om hun ville det samme som ham, vidste han jo ikke lige, og det ville virke en smule mærkeligt for ham bare at spørge om det.

Hun hævede øjenbrynene, "du kan da altid lære at lave mad.." sagde hun og smilede blidt til ham.
Hun tænkte lidt over det, "Nok... 16 års alderen tror jeg.." sagde hun og nikkede kort efter og smilede til ham.
Hun kiggede over skulderen og gav ham et varmt smil. "Det var så lidt, og nej du behøver ike alt hjælpe, jeg tager bare det her senere." sagde hun og nikkede mod opvasken.
Hun ville ikke gøre det lige nu, ikke når han var der.
Hun gik hen og satte sig lidt væk, men foran ham på bordet og kiggede lidt tænkende op i loftet, men kiggede så på ham kort efter. "Hm... Har du nogle ideer?" spurgte hun og kiggede spørgende ideer, for lige nu, var hun ærligtalt blank. Hun var også ved at være lidt træt... Hun kunne mærke at hende øjenlåg blev tunge nogle gange, men hun havde ikke lyst til at sove nu, hun havde ikke lyst til at sende ham hjem, tænk hvis nu at hun ik så ham igen...

”Ja måske har du ret, men det er ikke alle der kan lave mad.” svarede han tilbage, og smilede. Han nikkede til det næste hun svarede. ”Så du har boet for dig selv ca 584 år?” spurgte han, og lo stille. Det var længe.
”Okay” svarede han, og smilede tilbage til hende. Han smilede en smule bredere da hun spurgte om han havde nogle ideer. ”Næ ikke sådan rigtig, ud over en. At putte eller noget, hvis du ikke har noget imod det?” spurgte han, og lo lavt, og holdte øje med hendes reaktion.

Hun trak på skulderne, "jeg tror du ville være god, hvis du fik det lært" sagde hun og lagde hovedet på skrå med et smil.
Hun bed sig lidt i læben og talte lidt inde i sit hoved, det passede meget godt, "det passer meget godt, det føles i hvert fald som i alt evighed" sagde hun og lo blidt. Hun var nu glad for at komme væk fra sin familie. Selvom hun lidt fortrød ikke at have brugt mere tid sammen med dem før de blev dræbt.
Hun kiggede kort ned, men hendes øjne strøg lynhurtigt op mod ham, putte? Putte kunne være dejligt, hun var faktisk også ret træt, så at putte og kunne slappe af... Lød faktisk ret dejligt, også selvom hun lige havde mødt ham... Men, det gjorde da ikke noget.. Vel? Spurgte hun lidt sig selv.
En bedragerisk rød farve strøg til hendes kinder, en stærk rødmen. Hun smilede imens, skævt og begyndte så at nikke. "At putte lyder hyggeligt" sagde hun og smilede blidt til ham. Brillant ide!

”Hvad får dig til at tro det?” lo han. ”Sidst jeg prøvede, var jeg elendig til det” han smilede varmt tilbage til hende. Han betragtede hende mens hun selv talte efter. Han havde talt rigtigt, og havde da heller ikke regnet med andet end det.
Han blev lidt usikker på om han skulle ha nævnt det da hun så så hurtig op på ham. Det var måske ikke noget som hun ville? Han bed sig næsten usynligt i læben, men da han så hun rødmede, kunne han ikke lade være med at trække på smilbåndet. Hun ville faktisk gerne? Utroligt. Han smilede bare endnu bredere til hende, og lagde hovedet halvt på skrå i mens.

Hun grinede lidt, "men sidst du prøvede, havde du ikke mig som lærer" sagde hun og smilede skævt.
Hun var overrasket over at han faktisk havde spurgt. Men hun var på en måde glad for at han faktisk var ærlig.. Og ville. Hun rejste sig roligt op, og rakte sin hånd ud mod ham. Så hvis han ville kunne tage den, og hun kunne følge ham til hendes soveværelse.. Så de kunne putte.
Godt nok var der rodet også der, nok mest der, for det var der hun flippede mest ud.

”Næ det er jo rigtig nok at jeg ikke havde dig sidst jeg prøvede, men jeg er den mest elendige du nok har set.” lo han. ”Kan brande det meste på” indrømmede han.
Han så på hende da hun rejste sig op. Han rejste sig også op, og tog forsigtigt hendes hånd, og fulgte efter hende ind på hendes værelse som roede mere end hendes stue. Han var allerede blevet vant til at hun roede, for han lagde ikke specielt mærke til det. Han fulgte med over til hendes seng, hvor han satte sig ned, og kravlede et lille stykke ind, og satte sig så i skrædderstilling. Han så på hende, og smilede varmt. Han ville havde at hun skulle bestemme om de helst bare skulle side op eller ligge ned, og hvordan og hvorledes.

Hun grinede lidt og smilede, "du skal bare trænes af mester kokken her" sagde hun og nikkede selvsikkert.
Hun smilede da han forsigtigt tog hendes hånd, hun gik stille og roligt mod hendes værelse og fejede nogle af tingene der var i vejen, væk med foden imens de gik hen mod sengen. Hun kiggede på ham da han satte sig i skrædderstilling længere inde på sengen.
Hun fulgte lidt med, men fik ham roligt ned og ligge i sengen, og som han lå ned, og hun havde søret for at det var ved puderne de lå, lagde hun sig ind til ham og puttede sig roligt, med rødmende ind til ham. Og i det samme, undslap et gab.

Han grinede af hendes kommentar om at hun var en mesterkok, men han sagde hende ikke imod, for han vidste jo ikke helt om det var sandt, eller noget hun fandt på. Hun var måske lidt for selvsikker lige nu, men det gjorde intet.

Da de var kommet ind på hendes værelse, og han havde sat sig ned, lod han hende skubbe ham ned og ligge. Han smilede da hun lagde sig ind til ham, og han lagde automatisk en arm beskyttende rundt om hende. Han strøg hende forsigtigt over håret med den anden. ”Den lille engel er blevet træt” sagde han med en blid tone. Han kunne også godt forstå hende egentlig. Han havde overfaldet hende, og der var sket en masse for hende, han vidste jo selvfølelig ikke hvad hun havde lavet, før hun stødte ind i ham. Det havde de ikke lige snakket om, men det var også fint nok for ham. Han kunne svagt se at hun rødmede over situationen. Det var sødt på sin vis. Han fik hende tættere på sig, bare en smule, og smilede. ”Ligger du godt?” hviskede han blidt i hendes øre.

Hun smilede af hans arm der lagde sig rundt om hende, hun lukkede roligt sine øjne da han strøg hende over håret. Hun smilede blidt og kiggede på ham. "Ja, meget" sagde hun og kunne ikke lade vær med bare at putte sig mere ind til ham. Det havde været noget af en mærkelig dag, men den var ikke dårlig, i hvert fald slet ikke nu. Hun kunne slet ikke klage.
Hun nikkede roligt, "Jaer, og dig?" spurgte hun tilbage og smilede blidt til ham.

Han smilede til hende da hun kiggede på ham. Et varmt og en smule kærligt smil. ”Du burde måske sove lidt?” spurgte han med en sød stemme, og stør hende igen over håret. Han kunne ikke lade være med det. Det var for fristende, men hun lod heller ikke til at havde noget imod det. ”Mhm, godt, og ja.” smilede han. Han lå ikke dårligt. Langt fra, nu når han lå sammen med hende. Han kunne også efterhånden mærke at han var blevet en smule træt, men han sagde det ikke til hende. Han nussede hende stille på hendes arm, hvis det var irriterende måtte hun jo bare sige til, for så skulle han nok stoppe med det. han betragtede hende stille, brændte billedet af hende ind på sin nethinde. Hun var virkelig en køn kvinde, det måtte han indrømme, om end smuk. Han smilede af det, og til hende.