destiny? ~ Arycia

Hun satte sig lidt tilbage mod muren. Lyttede til hvad han sagde, og var med det samme glad for at hun havde været så ynkelig at bede ham om at lade vær, eller at stoppe. Hun smilede og nikkede, "så er jeg da glad for jeg sagde noget i det mindste." sagde hun og betragtede ham som han kiggede ned igen.
Hun smilede blidt til ham, "i lige måde Benjimin"
Hun rykkede lidt på sig da det var begyndt at blive lidt koldt at side ned.
Måske skulle hun komme hjem af, få renset såret, og få blodet væk. Hun tænkte mere på at få blodet væk nu, end at få renset det.
Måske ville han med hjem, få noget at drikke og de kunne snakke videre.
Hun vende sin fulde opmærksomhed mod ham med et blidt smil. "Øhm... Jeg tænkte på at gå hjem af.. Få det renset og sådan... Men vil du med?" spurgte hun og kiggede tøvende på ham, mens hun afventede hans svar.

Han kiggede op på hende, og smilede varmt. ”Ja det var det, hvis man gerne ville overleve.” han smilede kækt. ”Ikke at der er noget i vejen med livet, det er ikke det jeg siger, slet ikke, men de fleste beder ikke sådan rigtigt for deres liv.” sagde han stille. Han smilede bredere da hun sagde at det også var hyggeligt at møde ham. Han så igen ned på sine hænder. Benjimin ville kunne side her i flere timer uden det ville genere ham synderligt. Han så ikke op da hun begyndte at tale. Så hun havde tænkt sig at tage hjem? Fint nok. Han havde i bund og grund heller ikke regnet med at hun ville blive for evig. Han sukkede, men så så op på hende med et ryk. Mente hun virkelig det hun sagde? ”Du ikke bange for han kommer tilbage?” spurgte Benjimin tøvende, og betragtede hendes ansigt nøje. ”Men jo, jeg vil gerne med, hvis du ikke har noget imod det.” sagde han stille, og smilede forsigtigt til hende.

Hun betragtede hans varme smil som hun syntes ret meget om. Hun trak svagt på skulderne og smilede, "måske tænker de ikke særlig godt i sådan en situation" sagde hun og trak endnu engang på skulderne.
Hun kiggede undrende på ham som han igen kiggede ned, han kiggede ret meget ned syntes hun... Men på en måde forstod hun ham godt, man kunne ikke holde øjenkontakt forevigt.
Hun smilede blidt til ham som han kiggede op igen. Hun tog roligt sine arme ud af trøjen og ud til ærmerne så det så lidt mere... Normalt ud, end at have to ærmer dinglende.
Hun kiggede lidt tøvende ned, men kiggede så op på ham igen. "Jov.. Men jeg er villig til at tage chancen" sagde hun med et svagt smil.
"Det har jeg ikke"
Hun rejste sig roligt op og rakte en hånd til ham, med et blidt smil.

”Måske har du ret i det.” mumlede han stille, og smilede så forsigtigt til hende. Han skulle ikke bekymre sig om alt det lige nu sagde han til sig selv, for han kunne ikke ændre på fortiden, lige meget hvor meget han somme tider ønskede det. Han sukke lydløst af sig selv, og så stadig på Arycia. Han betragtede hende mens hun tog sin trøje eller ærmer, ordentligt på. Han lagde hovedet en smule på skrå, og betragtede hende. Hvis hun var bange, hvorfor i alverden ville hun så tage chancen? Han forstod hende ikke helt.
Han så kort på hendes hånd, som hun tilbød ham, og tog så imod den, så hun kunne hjælpe ham op. Han så lidt rundt om sig, og så så tilbage på hende igen. ”Bor du langt her fra, eller hvad?” spurgte han nysgerrigt, men stille. Hun var skyld i at en sang var popet op i hans hoved, men det ville virke mærkeligt bare at begynde at synge her, foran en anden person. Han kunne sagtens synge selvom andre hørte det, men han var ikke altid lige begejstret for at folk hørte ham. Det var faktisk hans måde at komme ud med sine følelser og tanker på, til tider. De samme fire linjer af sangen blev ved med at køre i ring i hans hoved.
Han fulgte efter hende da hun begyndte at gå hjem til sig selv, og han kunne ikke få linjerne ud af sit hoved på noget tidspunkt.

Hun smilede og nikkede, "det har jeg nok" sagde hun og blinkede drillende til ham.
Hun kiggede roligt på ham, og smilede da han tog hendes hånd, hun hjalp ham hurtigt op og gav hans hånd et forsigtigt klem inden hun slap hans hånd.
Hun rystede på hovedet. "Nej, jeg bor i en lejlighed, faktisk lige rund om hjørnet..." sagde hun og smilede.
Hun begyndte så småt at gå imod lejligheden, mens hun holde øje med om han fulgte godt med hende. Hun smilede blidt til ham imens. Hun gemte sine albuer så godt hun kunne, de var i hvert fald ikke der hvor der var huller på trøjen, det ville jo være for risikabelt. Ville det ikke? Hun trak mentalt på skulderne og fast holdt bare sig blik på ham, hun vidste ikke helt hvorfor, hun kunne bare godt lide at kigge på ham egentlig. Han så jo ikke dårlig ud jo.

Han grinede lavt af det hun sagde. Det var en varm latter, men det kunne tydeligt høres at han ikke grinede ordentligt. Han grinede halvt af at hun blinkede til ham. Hvad skulle det gøre godt for? han kunne ikke helt se at det var drillende, for der var ikke mange som havde blinket til ham før. Han kiggede måske heller ikke lige ordentlig efter, for ellers havde han nok lagt mærke til den drillende glød i hendes øjne.
Da hun havde hjulpet ham op at stå, gav hun hans hånd et lille klem inden hun slap hans hånd. Han så en smule forvirret på hende. Han var ikke sikker på hvad hun mente med det, om der overhoved var noget bag det, eller om hun bare havde gjort det.
Han betragtede hende stille, og nikkede så til det hun fortalte. ”Hm, okay” sagde han stille, og smilede forsigtigt til hende. Han fulgte efter hende da hun gik, og betragtede hende i smug ud af øjenkrogen. Et smil voksede stille frem på hans læber mens de gik, ikke et ondskabs et af slagsen, men et smil som indikerede i at han morede sig en smule over at hun blev ved med at kigge på ham.

Hun gik bare roligt med ham til hendes lejlighed. Lidt hurtigt for at hurtigt kunne få vasket de albuer, for de var begyndt rigtig at svig.
Hun kiggede lidt tilbage for at se om hun havde ham med. Ellers gik det bare hurtigt til de kom til en bygning som hun hurtigt gik hen og låste døren op på. Hun holdte døren tålmodigt for ham og gik så ellers op til 4 etage for så at lukke en dør op, som var til højre for dem når de kom op af trappen.
Hun lukkede den roligt efter han var kommet ind.
"Ja.. Øhm det så her jeg bor.." Der var meget rodet, forskellige ting lå spredt hist og her, eller nærmere smidt.
Mest fordi når hun kom hjem, kom hun ud med følelserne.
For hvis han havde lagt mærke til det... Havde hun smilet rigtig meget, selvom der ikke var meget at smile af efter det der skete. Men det var sådan... For at holde det gode humør oppe for andres skyld... På en måde.
"Undskyld... Her er ret rodet."
sagde hun og kiggede flovt ned i jorden. Det var dog ikke ulækkert, som det nogen gange kunne være hvis der var meget rodet. Og der lugtede heller ikke indlukket. Der var helt friskt.
Man kunne også sagtens være der, men der lå bare ting man skulle passe på med at træde på.
Hun tog hurtigt sine sko af og satte dem på en hylde. "Du kan bare stille dine sko på hylden også" sagde hun og smilede svagt til ham.
Hun gik hurtigt forbi ham. "Bare føl dig hjemme" sagde hun inden hun forsvandt ud på sin toilet, med en ny t-shirt.

Hun begyndte at rense sine albuer rigtig godt. Smed ellers hendes trøje ud i skraldespanden og tog så den nye på. Men inden hun gjorde det, tog hun lige noget plaster på først.
Hun kig derefter ud af badeværelset med et roligt og lettet smil på læben.
Hun gik roligt ud i sit åbne køkken og tog noget saftevand, som allerede var lavet, ud af køleskabet.
"Kunne du tænkte dig noget at drikke" råbte/sagde hun, alt efter hvor han var. Mens hun selv tog sig et glas saftevand.

Han fulgte stille efter hende hen til den lejlighed som hun boede i. Han så op af bygningen de kom over til. Ikke fordi han ikke havde set et højt hus før, for det havde han, men han kunne bare ikke lade være. Han skyndte sig ind af døren som hun holdte for ham, da hun havde låst den op. Han stod lidt og så sig rundt i opgangen, og fulgte så med op på 4. etage, hvor hun låste en ny dør op, som førte ind i en ret rodet lejlighed, men Benjimin var ligeglad med om det roede, eller i hvert fald lige nu. Det ville nok heller ikke være alt for høfligt at sige at hun skulle rydde op, for det var jo ikke noget han kunne bestemme. Det var hendes lejlighed, og hun måtte gøre med den hvad hun ville. Han så på hende da hun snakkede til ham, og nikkede stille.
Da hun var gået ud på badeværelset, tog han sine sko af, og satte dem der hvor hun havde sagt han skulle sætte dem, og gik så ind i hendes rodede stue. Han så sig kort rundt, og sukkede stille. Han begyndte automatisk at nynne en lille melodi fra en sang som han havde haft på hjernen i noget tid nu. Hvorfor han begyndte at nynne var han dog ikke helt sikker på. Han kunne bare tænke bedre når der enten var musik eller hvis han selv nynnede en eller anden melodi.
Han gik ud i gangen igen, lige som Arycia kom ud fra badeværelset. Han så på hende, og smilede forsigtigt, og nynnede stadig lavt den samme melodi, om og om igen. Han fulgte langsomt efter hende, da hun gik ud i køkkenet som heller ikke var særlig stort, men hvad havde han regnet med? Ikke det store. Han betragtede hende stille, og nikkede stille til hendes spørgsmål. ”Jo tak” af en eller anden grund kunne han ikke lade være med at betragte hende, men hvorfor var han ikke klar over.

Hun havde godt haft et øre til den melodi som han gik og nynnede, men om hun skulle direkte spørger ham om den... Vidste hun ikke helt.
Hun nikkede til hvad han sagde og tog så endnu et glas ned fra en hylde og skænkede noget saftevand op i glasset og rakte det roligt til ham. "Håber du kan lide saftevand..." sagde hun og smilede. Hun vidste ikke helt hvad sådan nogle dæmoner spiste, udover han selvfølgelig levede af blod, men hvad han ellers levede af, vidste hun ikke meget om. Hun havde aldrig rigtig studeret disse dæmoner. Hun var alligevel for bange til nogensinde at bruge tid på en. Men Benjimin vidste sig så at være helt anderledes... Udover den dæmon inde i ham. Som ikke var særlig sød. Hun sukkede lidt og gned sine albuer ved tanken om deres møde.
Hendes tanker gik tilbage til den melodi der. "Hvad var det for en melodi du nynnede lige før?" spurgte hun og kiggede undrende og undersøgende på ham.

Hun kiggede roligt op på ham og studeret ham nærmest. Sådan hvad hun havde med at gøre, for hun havde ikke lige haft et roligt minut, til at stoppe og op og så kigge helt på ham.
Hun kunne også se hvordan han betragtede hende, hun havde dog intet imod det. Hun smilede bare blidt til ham imens og tog sig en hurtig tår af sit saftevand inden hun stillede det ned på køkkenbordet.
Hun håbede elegant siddende, op på køkkenbordet og tog så sit glas igen.
Hun kiggede lidt ned i gulvet, overvejet hvad hun dog skulle sige. Men kiggede så op på ham igen efter kort tid. "hvor gammel er du så?" spurgte hun. Ikke at det var særlig 'vigtigt' med alder, men hun ville nu gerne vide hans alligevel.

Han så på hende mens hun skænkede saft op til ham også. Han tog imod glasset, og smilede hil hende. ”Jeg kan sagtens spise det samme som dig, selvom jeg er bloddæmon.” sagde han stille, og tog en tår af saften. Da hun spurgte hvilken sang det var han havde nynnet lige før, standsede han kort op. Ikke fordi han ikke ville fortælle hende det, han skulle bare lige huske hvad den nu hed. ”den hedder monster.” svarede han. ”En god sang, som desværre passer en smule for godt til mig” sagde han stille, men smilede så til hende. Han betragtede hende da hun elegant sprang op på kanten af bordet og satte sig der. Han smilede til hende, endnu bredere end før. ”Hvor gammel jeg er? Hm. Kropsalder er 19 men kan ikke lige huske min præcise alder.” svarede han. ”Hvor gammel er du selv?” spurgte han stille, og betragtede hende stille. Hvis han skulle skyde på noget, så ville han gætte på at hun var nogle lunde samme kropsalder som han selv, men hvor gammel hun i virkeligheden var, vidste han ikke.

Hun kiggede smilende på ham, og nikkede så som 'okay'
Hun havde nu ikke regnet med at han faktisk spiste det samme som hende, hun havde troet han var lidt mere som vampyrer, som ikke kunne spiste andet end blod. Men det var han åbent bart ikke... Som var en god ting da...
Hun kiggede lidt mere undrende på ham som han bare standsede. Men smilede så bare da han sagde hvad det var for en sang... Monster, hun havde ikke rigtig hørt om den. Men titlen fortalte ret godt om handlingen.
"Oh..." mumlede hun og kiggede med hovedet på skrå, på ham. Hun kunne ikke sige ham så meget imod, selvom han i sig selv ikke var et monster, så havde han et monster inde i sig. Hun smilede opmuntrende til ham.

Hun betragtede hans smil som var blevet bredere, hvilket gjorde hende glad på en måde.
19... Det var hun også, så det var vel meget heldigt. Så havde de den samme alder og havde et større mulighed for at realetere bedre til hinanden.
"19 lige som dig, men sind... 600 år" sagde hun og smilede svagt. 600 år var gammelt, dog ikke så gammelt som så mange andre hun havde mødt. Men hun opfattede det nu stadig som gammelt.

Han betragtede hende stille da han havde fortalt hvad sangen hed. "Den handler om en mand med et monster i sig, tror bedre man kan forstå den hvis man høre den" sagde han og betragtede hende stadig. Ud fra titlen på sangen, ville man måske bare tro at det var personen selv som var et monster, men det var ikke lige tilfældet.

Han smilede til hende da hun fortalte at hun også var 19 år som han selv var. "Fedt." Sagde han "og 600 er ikke så gamle igen" lo han stille. Han prøvede ikke på at fornærme hende eller noget som helst, men hvis hun blev fornærmet, ja så vidste han ikke helt hvad han skulle sige eller gøre ved det.

Det gav meget mere mening nu som han uddybede det. "Åh... Nu forstår jeg det bedre" grinede hun halvt akavet og smilede. Han var jo på ingen måde et monster. Han var meget stille og rolig over for hende.
Noget hun ikke var vand til fra dæmonernes side.
Hun kiggede roligt på ham, men grinede så blidt, "Nah.. Tjoh, lidt... men nej... Ikke så gammelt" sagde hun smilende og betragtede ham igen.
Hun tog en tår af sin saftevand igen og stillede den så.
"Hvad laver du så i din fritid?" spurgte hun nysgerrigt mens hun holde sit blik på ham.

Han smilede af hende da hun sagde at hun bedre forstod det nu. "Godt" han kunne ikke lade være med at grine halvt af det næste hun sagde. Det lød på sin vist sjovt måden hun sagde det på. Han tog en tår mere af saften, og betragtede hende stille imens. "Hvad jeg laver i min fritid? Tjo... Jeg synger af og til, men ikke så meget ellers." Svarede han. "Hvad med dig, hvad laver du i din fritid?" Spurgte han stille. Han var af en eller anden uforklarlig grund villig til at lære alt om hende, men det skulle han nok bare droppe allerede nu tænkte han.

Hun smilede blidt til ham. Hun kunne godt li ham, han var venlig, stille og rolig, ikke som en dæmon, og det kunne hun rigtig godt lide ved ham.
Hun smilede skævt da han begyndte at grine. Hun lagde hovedet let på skrå.
Hun nikkede til det han lavede i fritiden. "Det lyder da interessant" sagde hun og smilede blidt til ham.
"Jeg tegner ret meget..." Sagde hun og trak på skulderne. Hedes tegninger var baseret på hendes følelser. Hvordan hun så dem. Så hun var ikke så meget for at vise dem, fordi hun var bange for man ikke ville kunne lide det.
Hun tænkte lidt over hvad hun ellers kunne spørger om, hun kunne godt tænke sig at vide meget mere in ham.
"Nogen familie..?" Spurgte hun roligt.

"Ja det er det vel" han smilede til hende. "Hvad tegner du så? Ting eller mere abstrakte tegninger?" Spurgte han nysgerrigt. Han ville gerne vide hvad hun tegnede hvis hun ikke havde noget imod det. "Hvis du ikke har noget imod jeg spørger." Hans smilede et lidt forsigtigt smil til hende.

Han så ned i jorden da hun spurgte ind til hans famile. "Mine forældre er døde, og det har de været i langtid efter hånden, og kender ikke andet familie." Sagde han stille, og så op på hende igen.

Hun smilede... Men standsede så lidt, hvordan skulle hun forklare det... At hun tegnede... Hendes følelser. Hun kiggede lidt tænkende på ham. "Det er svært at forklare... Men jeg tegner mine følelser som jeg forstiller mig, at de ser ud." Sagde hun og smilede svagt, da det nok var lidt mærkeligt at gøre. Men det var bare sådan hun kom ud med så mange følelser, mest vrede.
Hun kiggede lidt undskylde på ham, da hun havde spurgt om hans familie. Hun havde fortrudt det, fordi hun kunne se det ikke var det nemmeste at tale om.
"Det er jeg ked af at høre" sagde hun og gav ham et opmuntrende smil.

"Oh så du tegner dine følelser? Interessant. Jeg kommer af med mine følelser ved at synge dem ud." Fortalte han, og smilede skævt til hende. Han kunne godt se på hende, at hun fortrød at ha spurgt ind til hans famile. " det gør ikke noget. Det var min fars skyld at de begge døde, og nok også en smule min egen skyld" man kunne høre at han var blevet en smule trist ved tanken om hvad der var sket den gang. Han sukkede stille, og så hende ind i øjnene.

Hun nikkede og smilede, der var så mange billeder inde i det lille rum, med meget aggressive tegninger, fordi det var det hun følte mest når hun var alene og havde været glad hele dagen for andres skyd.
"At synge er også en god måde at komme ud med følelser på" sagde hun nikkende og smilede blidt til ham.
Hun lagde hovedet på skrå... Hans skyld? Hvordan hans skyld? Men hun spurgte ikke, hun kunne se hvor trist det gjorde ham, og hun kunne ikke lide at se ham trist. Hun kunne ikke lide at se nogen trist, men specielt ham her, kunne hun slet ikke lide at se trist.
Hun smilede blidt til ham, og kiggede ham direkte tilbage i øjne, med et mildt og varmt blik.

Han nikkede til det hun sagde. Ja det var en god måde at komme af med sine følelser på, og det virkede altid for ham på den måde. Han havde på fornemmelsen at hun var blevet nysgerrig efter at vide mere. Han kunne som regel se på folk hvis de var blevet nysgerrige eller noget, men han var ikke helt sikker på om han kunne fortælle det. Han havde aldrig rigtig fortalt sin historie til nogle før, men en gang skulle jo være den første, men skulle han fortælle hende sin historie? Han var en smule i tvivl, for han vidste at den kunne blive slem at høre for andre, men han kunne også bare skære det meste af historien af, så der kun var skelettet tilbage af historien. Den ville ikke være ligeså grusom. Han sukkede stille, og så dybt ind i hendes øjne, som søgte han efter et eller andet i dem. Han sukkede igen, og kiggede så kort rundt enden han ente med at kigge på hende igen.

”Min far prøvede at finde en måde at få mig til at opføre mig mere som en dæmon på” begyndte han stille. ”Han havde prøvet alt, eller næsten, og havde næsten opgivet at finde en måde, men så… så prøvede han så med blod, og du har fundet ud af hvad der sker når jeg ser blod.” han sukkede stille. ”Jeg blev bare meget voldsommere den gang, end jeg var over for dig. Min far var tilfreds, men jeg endte med at dræbe min egen mor mens jeg var i den tilstand. Min far sagde intet til det, han prøvede flere gange at vise mig blod, og jeg blev lige voldsom hver gang. Han ville gerne ha at jeg blev mere voldsom i den tilstand, så han… brugte visse metoder for at se om han kunne gøre mig mere farlig. Det endte dog bare med at blive hans død i sidste ende, og nu bliver jeg voldelig når jeg ser blod, og det kan man nok takke min far for.” han sukkede stille. Han havde udladet nogle enkelte detaljer i hans historie, men de ville ikke være gode for hende at høre, ikke alle detaljerne i hvert fald, og nu kendte hun så hans historie, faktisk som den eneste. Han havde aldrig før fortalt den til nogle, og hvorfor han fortalte hende den nu, var han ikke selv klar over. Han så ned på sine hænder, men så så op på hende, for at se hvordan hun ville reagere på hans korte udgave af hans livshistorie.

Hun kiggede undrende tilbage i hans øjne, han så, så søgende ud. Hun havde helt lyst til at spørger hvad det var, indtil han så vendte blikket væk og kiggede lidt rundt, inden hans øjne endnu engang faldt på hende, og han begyndte at tale.
Hun kiggede lyttende, og interessant på ham imens han fortalte hende om hans mors og fars død. Hun havde ondt af ham, når han sådan talte om det, for hun vidste jo hvordan det var at miste sin familie, og at tale om dem, var ikke lige det nemmeste.
Og at det var hans fars skyld at han havde den dæmon inde i sig... Det gjorde hende bare sur, men hun kunne ikke tillade at blive sur, hun var ikke sur når hun var sammen med andre. En engels lov. Eller hendes families lov.
Da han var færdig kiggede hun først lidt ned i gulvet, chokeret over hvad han lige havde fortalt hende. Og beæret over at han faktisk fortalte hende det, da hun vidste det nok ville være svært. Men hun var ked af det på hans vejene, at hans far havde gjort sådan ved ham.
Hun kiggede op, og så, så på ham med et bedrøvet blik. "Jeg er beæret over at du ville fortælle mig det, for jeg kan forstille mig det er svært, og samtidig, jeg er ked af at du er blevet udsat for det..." sagde hun og kiggede lidt ned i gulvet igen, og dinglede med fødderne. Så de af og til ramte ind i skabene.

Han trak stille på skulderne. ”Du behøver ikke at være ked af det på mine vegne, jeg overlever. Min far var skuffet over mig før han fandt min indre dæmon. Jeg havde været ondere som helt lille havde min mor fortalt mig. Jeg lavede bide- og kradsemærker på hende, og de regnede med at jeg ville vokse op og blive en rigtig blodtørstig bloddæmon, men jeg endte bare med at skuffe dem.” han sukkede stille. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige ellers lige nu. Han havde intet som sådan på hjertet mere. ”Når lad os tale om noget andet.” han smilede til hende. ”Kan du lide dyr? Hvad er dit yndlings dyr, yndlings farve, livret?” han grinede halvt til hende, og betragtede hende. ”Kan du lide musik? Hvad kan du bedst lide af musik?” han stillede bare en masse random spørgsmål lige nu.

Hun kiggede lidt op på ham og smilede skævt til ham. Hvordan kunne de være skuffet, de havde fået sådan en fin søn... Men ja... Det var hvad engle ville synes.. Selvfølgelig.
"Jeg synes nu kun det er godt... At du blevet som du er... Ikke nær så ond som en dæmon måske skulle være" sagde hun og smilede. "Men det er selvfølgelig fordi jeg er engel, at jeg synes det." fortsatte hun.
Hun nikkede hurtigt da han sagde at de skulle snakke om noget andet. Det havde hun også helst lyst til.
Hun kiggede overrasket på ham da han kom med alle disse spørgsmål. Hun grinede blidt. "Tjoh... Jeg kan godt lide dyr, mest katte... Yndlings farve... Blå, og livret... Pasta" sagde hun og grinede lidt, hun elskede virkelig pasta.
"Dem der ikke kan lide musik, har virkelig ikke noget liv, så selvfølgelig, jeg er nu ret meget til... den rockede stil.. Selvom det godt kan virke mærkeligt, da jeg er engel." sagde hun og grinede lidt af sig selv.
"Men... Du siger du synger... Har du så et band?" spurgte hun nysgerrigt.

Han smilede af hende. Selvfølelig kunne hun bedst lide at han var mere stille end en normal dæmon ville være. Hvem kunne ikke bedst lide det? en stille dæmon? Måske ikke dæmonerne selv, men de fleste andre, ikke? Han grinede halvt af hende, og lyttede så ellers til det som hun svarede. Så hun kunne bedst lide katte? Han kendte en som havde en, ikke en kat, men et dyr der var i familie med katten. ”Fedt nok. Jeg kender en som har et dyr, der er i kattefamilien. Er det lige meget hvilken kat det er, eller skal det være en lille kat?” spurgte han, og grinede. ”For hvis du ikke er bange for de støre kan du da måske på et tidspunkt møde hans.” grinede Benjimin halvt. ”Blå er en smuk farve. Hvilken nuance af blå? Lyseblå, mørkeblå, blå blå eller hvad?” han smilede, var nysgerrig. Han kommenterede ikke pastaen, da han ikke vidste hvad han skulle sige til det, han nikkede blot af det.
Han rystede på hovedet da hun spurgte om han havde et bandt. ”Nej, jeg synger bare for mig selv for det meste, og af og til for andre for at få nogle penge.” svarede han. ”Og jeg havde ikke lige regnet med at du var den type som hørte rock, men det er en god genre. Jeg kan synge lidt af hvert.” han lo lavt. ”En af mine yndling sange er en rock sang, men den er ikke hård rock, mere over i den stille afdeling af rocken.” fortalte han, og lo igen lavt, og smilede til hende.

Hun kiggede lidt tænkende på ham og trak lidt på skulderne, "Hmm... Små katte er søde, men jeg er ikke bange for det store katte... Så det kunne da være sjovt at møde hans en dag" sagde hun og smilede skævt.
Hun bed sig lidt i læben, imens hun tænkte lidt over hvad for en blå, der nu var hun bedst kunne lide... "Tyrkis blå" sagde hun og nikkede, "Yup, tyrkis er smukt" sagde hun. "Eller den smukke farve, en strand har, når den er ren" sagde hun og nikkede igen.
Hun nikkede til det han sagde til hans sang, og band. "nogensinde overvejet at starte et band?" spurgte hun, lidt dybere ind til det.
Hun grinede og trak lidt på skulderne, "engle kan også være rebeller, men fedt du kan synge lidt af hvert, det er altid godt at have noget blandet" sagde hun og smilede skævt.
Hun nikkede roligt, "hvad hedder sangen?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå.
Hun sprang elegant ned fra køkkenbordet og åbnede så køleskabet, da hun var begyndt at blive sulten. "Vil du have noget mad?" spurgte hun og tog et fad med en masse pandekager, bare så hun ikke behøvede at lave mad hver evig eneste dag, for så god var hun ikke til det.