A bloody good day! - Ahri

Ancalagon havde lagt armene over kors og smilede faktisk en smule til hende da hun svang dynen over sig og lagde ryggen til ham. Han så ned på hende pjuskede hale og fik sådan en lyst til at nusse den, men han holdt sig tilbage med lysten og tog en stol og satte den op af væggen, hvorefter han satte sig ned og kiggede kort på sin sovende mage som bevægede sin hale roligt frem og tilbage, som en kat med noget af sin hale ud over kanten.
Nogle vil ikke havde troet en som Ahri vil kunne havde så stor effekt til en drage, hvis de havde hørt det fra en anden person uden at havde set det i virkeligheden. Han kunne dog ikke helt sove så han begav sig ud af rummet men ikke før at han havde sikret at Ahri var i sikkerhed og lukkede døren efter sig, for han stolede ikke på det her universitet, selv hvis de var venlige, så kunne man ikke vide sig sikker.
Ancalagon fik sniget sig ud af stedet uden at nogen så ham og begav sig ind i byen som havde en mørkt lag over sig, som om at natten havde lagt et tæppe over hele byen.
Det tog ham ikke lang tid at finde en kro og fik en omgang øl i et krus og sad og drak for sig selv, da han ikke lige følte sig i humør for at komme i snak eller tiltrække opmærksomhed, så han havde sat sig i et lidt mørkere sted i kroen.
Kroens humør var højt og ølene blev givet ud og skænket til folk, hvilket fik dem bare til at hygge sig endnu mere. Men hvad er en by kro uden gruppen af lidt for fulde ballademager som bare ledte efter en slåskamp og selvfølgelig blev den fremmet fyr som sad for sig selv, som blev deres mål og gik grinende hen mod Ancalagons bord og stillede sig halvt omkring det, da båsen Ancalagon sad ved, stod i et hjørne i kroen.
"Well Well Well, hvad har vi her drenge? En ensom vandre som tror han bare sådan kan komme her og drikke vores øl?" Kom det fra hvad lignede deres såkaldte førehund i gruppen.
"Høhøh jah hvad bilder han sig ind?" Kom det fra en anden som så lidt mere fuld ud som desuden også stod med et krus øl i hånden og smilede fjoget mod Ancalagon.
Ancalagon sagde intet, men tog bare endnu en tår af sit krus øl og så ligeud.
'Førehunden' af gruppen placerede sin ene flade hånd på bordet og lændte sig lidt tættere på Ancalagons, "Jeg tror vist ikke du hørte mig fremmet, men du er ikke velkommen her fister" sagde han igen nu med en lidt mere truende stemme mens de andre bag ham smilede halv fuldt med deres krus i hånden.
Ancalagon tog endnu en tår og satte sit krus ned på bordet mens han slugte den mængde øl uden at registrere mændene ved hans bord og det var først efter lidt tid at han pludselig kiggede op på lederen som trak hovedet en smule tilbage i ubehag da han så Ancalagons orange-rødlige øjne, som om det var et vildt dyr som bare ventede på at den fremmede mand gav den en grund til at springe frem og angribe.

Hvorfor var hun hele tiden så sur, det virkede underligt. måske bare hormonerne der drillede, på den anden side savnede hun lidt det at blive holdt tæt, for tiden var det bare død og ødelæggelse eller sex. ikke så meget stilhed, ingen leg mere. hun sukkede for sig selv. ørene var lagt tilbage, alting i hendes hoved blev sat på pause da hun lukkede de krystal blå øjne inde bag sine øjenlåg.
hvem ville have troet at sådan en farlig drage nogle sinde ville falde for noget så uskyldigt som Ahri, hun fattede intet da de først mødtes, flygtede jo enlig også fra ham som senere dannede sig til et forhold. nu var de næsten uadskillelige, på den anden side skulle man huske på at Ahri havde en personlighed som en kat, hvis Ancalagon noglesinde blev kedelig for hende, kunne hun finde på at smutte. plus det dyriske i at hun heller ville have den stærke end den svage, hvilket nok også var grunden til at hun nogle gange ikke kunne lade Rollo være, han var stærk. var han ikke også Ancalagons ligemand? uanset hvad, kunne hun frygte ham på så mange måder. men også føle sig en lille smule tiltrukket af hans styrke, dog var Ancalagon ikke en der styrede hende med frygt, han var varm og altid hos hende. hvilket gjorde at hun ville blive hos ham i noget tid endnu, plus det menneskelige i hende fortalte hende også om og om igen, at han var faren hvilket betød at deres bånd var stærkere end nogle sinde.
døren der lukkede, fik kort Ahris øre til at rejse sig, dog faldt de ned igen. hun var selv på vagt når hun sov, men derimod sov hun også ret tungt. hun vågnede kun lige en smule af Ancalagons forsvinden men faldt hurtigt til ro igen, hvor hun lagde sig om på den anden side for at ligge bedre. det sorte hår der dækkede hendes ansigt en smule, samt dynen der var faldet en smule af hende.

kroen Ancalagon var i, blev stille da den lille gruppe valgte at konfrontere Ancalagon i at han burde skrubbe helt væk, hvilket ikke helt virkede, da de så også valgte at snakke til en barbar.
Ahri vågnede i løbet af tiden, roligt steg hun ud af sengen, kørte hånden igennem det halv lange sorte hår. hun gabte for sig selv og begav sig udenfor, hun vidste Ancalagon var udenfor, samt det at hun kunne fornemme hvor han var på den anderledes energi han havde i sig, hun gik iført den hvide jakke, samt sorte indertrøje hvor hun i det mindste havde fået et par hvide shorts på, dog begav hun sig udenfor i bare tæer. [[hendes tøj [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] ]]
det var dog stadigvæk koldt udenfor, sneen var dog ved at forsvinde igen. vinterne var dog blevet længere, hvilket Ahri ikke anede noget om, da det var hendes første vinter. hun gik ind på kroen, varmen kærtegnede hendes hud. hun rystede blidt kulden af sig, inden hun gik hentil Ancalagons bord. han var underligt nok omringet af et par mænd, måske var det tjerner? hun trak på skulderen, hvor hun begav sig derhen. roligt gned hun sig i det ene øje, hvor hun skubbede en smule til denne underlige førehund, for at komme forbi ham.

Ancalagon tog endnu en tår og ignorerede den aggrassive gruppe og passede sig selv. Godt nok så han ennorm rolig uden på men indeni var han meget tæt på at rive hovederne af mændene, bogstaveligtalt, men han havde lovet sin mage at han ikke vil føre til død af andre personer og han prøvede virkelig at overholde løftet, men hans drage-instink kæmpede ham nærmest imod ham selv og prøvede konstant at kæmpe imod sig selv og bryde fri.
Han fik med det samme færden af Ahri da hun gik indenfor og om det så havde været hans drage-jeg som tog over eller det at hans mage blev behandlet på den måde sagde klik op i hovedet på ham. En ting var at de prøvede at få ham til at skride, men en anden ting var at de gjorde hans mage noget, hans gravide med hans barn noget.
I det øjeblik at Ahri prøvede at komme igennem gruppen, greb førehunden af gruppen hendes arm og kiggede hende lige i øjne, "Skrid tøs, vi har travlt" og skubbede hende hårdt ind over et bord til så at få et krus i hovedet af Ancalagon som fik ham til at rygge i gulvet, dog det gjorde ham ikke bevistløs, men nok til at det svimlede for hans øjne.
Ancalagon fik med det sammen en hård næve i maven, hvilket fik ham til knække forover men stormede lige ind i maven på manden foran sig så de ramte et bord bag dem hvor andre sad så bordet væltede med øl og alkohol fløj op og landede på folk som fik nogle af dem til at bande og svovle over den spilte øl.
Førehunden som var blevet væltet omkuld kom op igen og trak ærmerne op som tegn på at han var klar på skulle uddele næver til Ancalagon.
"Ud med ham!" Sagde førehunden vredt og selv om Ancalagon gav dem som prøvede at tage fat i ham, kunne man se at han ikke lignede sig selv, hans ansigtsudtryk var næsten en smule sløret som om at han var blevet bedøvet af en form, dog havde det taget længere tid for bedøvelsen af tage over ham da han jo som sagt ikke var et menneske.
En kro vært skyndte sig hen til Ahri for at sikre om hun var okay og om hun var kommet noget til, han undskyldte mange gange for den gruppe og Ancalagons ballade. Faktisk så stod han lidt i vejen for Ahri til at hun ikke kunne komme fordi og hjælpe Ancalagon, selv om kroejeren ikke vidste at Ancalagon og Ahri var sammen.
Gruppen havde trukket Ancalagon ud i en gyde og selv om han prøvede at kæmpe sig fri, så var hans krop blevet for bedøvet til at han faktisk kunne gøre noget overhoved imod dem og så kom første slag, det ramte ham perfekt i maven og fik alt luften til at forsvinde i ham og næste kom lige efter. Sådan fortsatte førehunden med et tilfreds smil mens han fortalte Ancalagon at han bare skulle havde skridet da han fik besked på det.
Blod begyndte at vise sig en smule ved Ancalagons læbe og hans øjne var blevet med sløret. Han mærkede pludselig noget meget koldt og spidst borre sig op i maven på ham og pludselig følte han sig lys vågen men hans krop var dog uenig og han faldt lige så lang han var med en dolk i maven mens gruppen grinte og forsvandt i de mørke gader og væk fra scenen de lige havde lavet. Ancalagon lå bare mens en lille blodpøl langsomt formede sig og lige så stille lukkede hans øjne i sig mens han mumlede Ahris navn.

hvorfor var det lige at et par tjeneste folk valgte at skubbe hende væk, ikke nok med at hun blev skubbet væk. men hun blev også skubbet ind i intet andet end et bord, manden var noget så stærk, det faktum at hans skub fik hende over et bord. dog reagerede hun ikke så pænt på det, hun rejste sig med det samme op igen, med larmen omkring sig ville hun havde gået hentil dem igen. hvis det ikke havde været for kroejeren der valgte at spærre vejen for hende, hun forsøgte at være rar ved at gå udenom ham, men selv dette lod han hende ikke gøre. nok det at man noglelunde kunne se at hun var gravid, på samm tid med at der jo var folk der sloges. hvem ville også lige lade en kvinde blande sig i denne afære!?
hun skubbede ham dog væk til sidst, da han forsatte med at undskylde. det var akavet, men følelsen af at Ancalagon blev hevet ud af døren gjorde hende nervøs, de var hvad fire imod en, det var på ingen måde færd overfor Ancalagon. hun løb ud af døren, kiggede sig omkring, hvor alt hun kunne se var folk der gik hen af gaderne, hvor var han blevet af. hun gik roligt rundt, kiggede ind i alle gyderne der nu engang var. da hun så mændene fra stedet løbe ud af en gyde, hun løb med det samme ind i gyden, Ancalagon ville være der uden tvivl!
dog havde hun ikke lige forventet at se ham ligge som han gjorde, blodet der roligt sev ud af ham, mens dolken sad i hans mave. hendes øre kørte tilbage, øjnene blev store og halen faldt nærmest til jorden. hun løb dog stadigvæk hentil ham, hvor hun faldt på knæ ved hans venstre side, hun lagde en hånd på hans kind, derefter tjekkede hun om der overhovedet var en puls.
Ahri kan heale, ikke bringe folk helt tilbage fra de døde. hun havde dog nærmest gjort noget lignende mod en vampyr, problemet var bare at vampyren stadigvæk havde en slags puls der slog i ham, eller hvis man kunne sige det normalt, så var han i forvejen død med en krop som en zombies.
hun placerede sine hænder på dolken, hvor hun hurtigt hev den ud og begyndte at heale. lys kørte rundt om hendes hænder, mens de krystal blå øjne nærmest blev lila, såret lukkede sig langsomt i igen. desværre kom der folk til gerningsstedet, hvor Ahri selvfølgelig havde siddet med kniven, hvor personerne var flygtet for at hente vagterne. hun nåede dog at heale ham helt, hvor en vagt greb hendes ene arm og hev hende op at stå. hun løftede hovedet, hvor hendes øjne mødtes med vagten. uforstående kiggede hun rundt, hvorfor greb han fat i hende? vent var han en af dem der havde såret Ancalagon, hendes øre kørte tilbage, hvor halen nærmest var over Ancalagon som et skjold. ikke at det ville hjælpe særlig meget.
hun kunne jo ikke fjerne bedøvelsen der kørte igennem Ancalagon, men kun heale det havde været noget andet hvis det havde været gift der kørte igennem hans åre. vagten trak hende omgående med sig. da hun ingen energi havde til at kæmpe imod, da den var brugt på at heale Ancalagon, som stadigvæk lå i sin egen blodpøl. var hun nærmest tvunget til at følge med denne person, selvom hun ivrigt forsøgte at slippe ud af hans greb.

Ancalagon havde næsten mistet bevistheden da Ahri kom og helbredte ham men var stadig halvt bedøvet og det slørerede for hans øjne når han prøvede at fokucere på ting, dog så han hvordan Ahri blev trukket væk, hvad?! nej det var ikke hende skyld.. hun var ikke skyld i kniv stikket!
Ancalagon blev løftet op og sendt hen til den lokale læge og blev hurtigt lagt op på lægens træbord da de stadig troede at han var død nær og kunne ikke tro deres egne øjne da de så at han var healet og det eneste han gjorde var at mumle Ahris navn og tilfældigt rullede ned fra bordet og slog hovedet og fik et form for black-out.
Han vågnede først op dagen efter i et shok og så rundt, han var i Ahris og hans seng på universitetet igen uden tøj på som var lagt på stolen ved siden af sengen, uden at tænke over hvem fanden havde afklædt ham, hoppede han i tøjet og rev døren op og greb den første fan af ham som var en af professorene som havde studerede ham.
"Hvor er hun?!" Spurgte han truende og holdt professoren oppe i luften ved halsen med en hånd mens hans orange-rødlige nærmest viste ild der brændte i flere hundrede tusindende grader, han var gal, nej ikke gal, han var rassende, hvis noget var sket med Ahri mens han var væk, vil han brænde byen ned, om det så ville koste ham muligheden for at være sammen med Ahri og se sit barn, han havde godt nok fået en masse menneskelige egenskaber takkede være Ahri og havde meget nemmere ved at kontrollere sin indre drage vrede, men hvis nogen, nogensinde gjorde Ahri som vil skade hende på nogen måde, så de bøde med nedbrænding af byen og deres liv.
Professoren forklarede med en smule besvær da Ancalagons greb om hans hals, var ret hårdt, men fik forklaret at hun var i fængsel og skulle hænges idag i forsøg på mord.
Da ordet 'hanges' kom på banden blev Ancalagon bare endnu mere, ingen skulle gøre hans mage noget mens han var i livet og slap professorens hals, som så landede på gulvet mens han prøvede at få vejret igen og råbte efter Ancalagon at de faktisk havde prøvet forgæves at forklare vagterne at det ikke var Ahri som var skyld i det, men Ancalagon havde allerede smækket døren bag sig før han hørte resten.
Han spændede igennem byen og mød hvor galjen fandt sted og det første han ser var en kæmpe menneske mængde som råbte og skreg om at hun skulle hænges for sin forbrydelse.
To vagter holdt Ahris med et jerngreb, klar til stille hende op på den lille stol, så hun kunne få lykken omkring hendes hals.
Ancalagon stoppede op i rædsel da han så hvor svag Ahri så ud, hun havde næsten intet fået af spise eller drikke og hun var iført i nogle beskidte klæder som åbenbart skulle matche en forbryde når de havde gjort noget glemt i byen.
Ancalagon råbte op og brugte sin dybe drage stemme i menneske stil, men havde så stærk effekt, at det ikke nok med at det gav dem lige foran ham, et kæmpe shok, men overdøvet alle andre, "ENOUGH YOU FILTHY LITTLE HUMANS!!" Råbte han rasende og skubbede alle foran ham til siden, til han stod foran den lille trappe som han gik meget hurtigt opad til han stod foran de to vagter, Ahri og bødlen som stod med lykken klar.
Vagterne slap Ahri ud af simpel chok over at se Ancalagon rent faktisk i live, da han så ret død ud i gyden. Ancalagon havde simpelthen fået nok af denne by og kunne ikke holde sin transformationen tilbage og faldt ned på alle fire og pludselig stod der en kæmpe mæssig drage og alle begyndte at råbe og skrige i rædsel.
Galgen som var lavet ud af træ, blev knust og Ahri blev grebet af Ancalagons drage fod og lidt efter lidt var de væk fra byen, Ancalagon havde ikke engang skadet nogen, jovh måske givet professoren lidt hostefald fordi hans greb var så hårdt, men ellers ikke, utroligt nok eftersom hans mage var tæt på at blive hængt.
Ancalagon landede langt væk i en skov, væk fra alt og alle og skulle lige havde opbrugt sin dybe vrede og fik væltede et par træer og brændt et par andre træer til han vendte sig mod sin mage med bekymrede drage øjne og lagde sig ned og pakkede hende ind til sig og brugte sin varme ånde til at give hende en stuetemperatur. "Tag noget af min energi" fortalte han hende, næsten bedte hende, så hun kunne få nogle af sine krafter tilbage, han var veludhvilet og kunne klare at hun tog noget af hans energi så hun ikke ville være så svag over for det kolde vejr, selv om han faktisk hold hende varm.

At overnatte et koldt og fugtigt sted, var noget Ahri endelig havde vænnet sig af med. Hun havde vænnet sig til at være tæt ved et bål, i Ancalagons arme eller bare på et noglelunde tørt gulv, hun rystede en del. Kunne ikke sove mens hun bare ventede, hvad skulle der ske?! Hvorfor tog de hende også lige ind, hun havde som altid mange spørgsmål omkring byerne, de havde lært hende at tale noglelunde, men ikke helt forklaret hende omkring de mange regler i storbyer. Hvad et fængsel var, eller hængning. Hun var forvirrede, sad i et hjørne sammen krymmet, hvorfor tog de også hendes tøj og gav hende noget tyndere stof på? Ancalagon gav hende altid varmt tøj, hvorfor så dette kolde tøj nu?
Hun fik ikke mad, ikke at det tog meget på hendes kræfter hvis det ikke havde været for den lille familie der havde siddet inde hos hende. En lille dreng var syg, meget syg hostede blod op hele tiden, mens moren sad med ham i armene og vuggede ham frem og tilbage. Ahri som den altid lidt for god hjertet person, kravlede hentil dem og healede ham. Det tog en del af hendes kræfter, som hun regnede med bare kunne samles hvis hun fik sovet lidt. Men det var ikke altid nok, moren ønskede også at blive healet, det samme med hendes datter, hvilket ende med at bruge alt for meget af hendes energi. Hun havde brug for mad, til at få sit system til at fungere igen. Ikke nok med det, fik hun ikke engang vand. Hun spurgte engang i mellem vagterne, der ignorede hende. Hvor hun forsøgte at gribe fat i en af dem, som slog hende med en pind på armen, hvilket dannede et langt mærke på hendes arm.
Hun faldt dog i søvn op af muren, og blev vækket ved at blive hevet op på benene af to vagter, der trak hende med sig. Bandt hendes arme sammen bag hendes ryg, hendes hår var en smule uglet og beskidt var hun nu altid. Da de kom op til lykken, kiggede hun omkring. Forstod intet ved dette, hvorfor skulle hun op på en scene? Vent ville de have hende til at klatre, det kunne hun ikke, hun var for træt. Hun forsøgte at gå ned igen, hvor de trak hende med sig igen. ”No no, k-kan ikke.” Lød det forvirrede fra hende, hun var hæs og tør i munden. Hendes underlæbe var flækket af kulden. Hendes øre kørte tilbage, de krystal blå øjne lyste op af bekymring, hvorfor var hun her?! Hvor var Ancalagon. ”A… Ancalagon…” Lød det lidt fra hende, da de fik hende til at stå stille på et kryds der var skåret ind i træet under hende. Halen kørte nærmest mellem hendes ben, mens bødlen skulle til at vikle lykken om hendes hals, lød den dybe stemme.
Hendes øre rejste sig op, rettede sig imod Ancalagon der kom gående imod dem. Han var hurtigt oppe af trappen og stod lidt ved hendes side, kun få sekunder gik før han forvandlede sig om til en drage og nærmest susede op i luften. Ahri nåede ikke engang at reagere før han havde fået fat i hende og fløj væk, hun kiggede en smule op på ham. Var han ok?! Hun var ellers begyndt at tro at hun ikke havde fået ham healet ordentligt! Da de landede kiggede hun omkring sig, han varmede området op og pakkede hende ind til sig. Hun lagde hænderne på den hårde skæld, dog var den varmere end vinden. Tage energi fra ham? Men det at forvandle sig til drage tog vel meget energi fra ham, hun rystede blidt på hovedet. Ørene blev trukket tilbage og halen viklede sig om hendes hofte, som en lille dyne. ”Sove… Ahri sover bare.” Lød det fra hende, et tegn på at hun havde været en del bange, når hun var skræmt havde hun det med at tiltale sig selv som tredje person.

Ancalagon liggede ned på sin mage med varme øjne og næsten hviskede til hende, hver ikke bange mis, jeg vil beskytte dig, men tag noget energi fra mig som du får nogle krafter igen" nærmest bedte han, hans stemme, så dyb som den nu var, faktisk lød en smule bange. Han var bange for at hans mage ikke ville havde nok krafter til at overleve natten, selv med hans varme og han førte sin snude ned til hendes hoved og gnubbede det meget blidt med hendes som et dyr vil gøre med dens mage.
Ancalagon blev ved med at ånde stuetemperatur varm luft ned til Ahri plus at ilden han havde spydt afsted omkring dem havde optøet og næsten brændt det græs der nu var.
Fuld månen vist sig nu op på toppen af himlen og ulvehyl begyndte at lyde fra nogle enkle ulve parks som snakkede med hinanden, samt andre dyr kom frem i månelyset og stoppede kort op og kiggede på dragen som lå om nærmest vogtede over Ahri som en skat og en svag knurren lød fra Ancalagon hver gang at dyret stod lidt for tæt på, speciel da en flok ulve stoppede op en smule for tæt på men de valgte at søge videre efter mad, selv om de havde meget lyst til Ahri da de var sultene og Ahri var et meget let bytte, hvis det ikke havde været fordi hun befandt sig omfavnet af en stor ildspydende drage som beskyttede hende med sit liv og var ikke til at prøve noget med.
Ancalagon fik ikke sovet meget og det han fik sovet, var altid med det ene øje halvt åben men blev aldrig rigtig søvn, for hver gang en lyd lød, så rejste han hovedet og fokucerede med det samme på der hvor lyden kom fra.
Ingen skulle gøre hans mage noget, og slet ikke prøve på noget, han var mere eller mindre ligeglad hvem det var, hvis nogen eller noget prøvede noget, vil de dø på stedet eller skoven vil brænde ned i forsøget og sikkert brænde personen eller hvad eller hvem det nu måtte være som havde ture prøve på noget.
Da det var blevet dag igen, var Ancalagon faldt isøvn og lagt hovedet halvt over hulet han havde lavet til Ahri for at holde hende varm så der kun var et meget lille hul til lidt lys og luft, ellers så havde hun befundet sig i stuetemperaturer og beskyttet imod alt slags vejr eller rovdyr da stortset alle rovdyr i skoven ikke ville turde at angribe hvis de kun kunne se Ancalagon som drage. Ancalagon gabte en ekstra gang da han missede med øjne og kiggede ned på Ahri for at se om hans mage stadig sov eller om hun var vågen så de kunne tage videre og hjem igen, da de ikke skulle tilbage til den by, for han vil nok brænde den ned til jorden hvis de vendte tilbage igen.

Hun rystede på hovedet, nægtede og var stædig som altid. I stedet krummede hun sig sammen i en lille kugle, hvor hun lagde sig ned på jorden. Hun lukkede øjnene roligt i, hvem døde lige af ikke at spise i en enkelt dag, eller to. Hun havde overlevet længere, den eneste grund til hun var så udmattet, var fordi hun valgte at bruge sin energi på fangerne. Hvis nu hun havde ladt vær, ville hun have bare en smule mere energi i sig.
Den hvide hale der lagde sig over hende, samt de sorte øre der rykkede på sig, hver eneste gang Ancalagon knurrede. Hun vågnede få gange i løbet af natten, da ulve hyl lød omkring hende, hvilket gjorde hende en smule nervøs. Hvilket gjorde at hun kom ned i det lille hul som Ancalagon havde lavet til hende, det var underligt for hende at sove udenfor igen. Nu hvor hun næsten havde brugt et år på at sove inden døres, hun sov tungt.
Som altid kunne hun gå i en dvale, når hun havde brugt meget energi, dog havde Ancalagon endnu ikke prøvet at se denne dvale, hvilket var et held, han ville nok gå i panik over det. da hun så ikke ville vågne op efter mad, eller hvis folk forsøgte at dræbe hende. hun ville bare sove, så tungt at lyden af et skud ved hendes øre ikke ville vække hende!
Dog oplevede han det ikke denne dag, da hun vågnede op roligt. En lille sol stråle ramte hendes ansigt, og var grunden til hendes små gab, hun kravlede ud af hullet, mens maven knurrede efter mad. Hun slikkede sig roligt om munden. Mens hun kiggede omkring sig, ikke at hun ville spise hvis der kom mad på bordet lige nu, hun ville heller hjem. Plus på denne tid, var alle bær klamme og rådne, hvilket var alt hun kunne holde i sig for tiden. Hendes mave nægtede at indtage andet!

((Lorte svar, men computeren virker stadigvæk ikke.))

Ancalagon kiggede på hende kravle op fra det helle gemmested han havde lavet til hende via sine vinger, hale og krop. Han havde ikke sovet hele natten og nærmest været en som en falk der spejdede for sit byttedyr, dog spejtede han for rovdyr som kunne finde på at skade hans mage.
Heldigvis havde der kun været meget få rovdyr og ingen væsner eller mennesker i nærheden om natten, så det havde lettet på Ancalagons frygt for sin mages liv.
Han var træt med det var lige meget, det vigtigeste ligenu var at få Ahri hjem og det havde han også tænkt sig at gøre, for han rejste sig op nu da Ahri alligevel var gået op af hans hjemmelavet hul og foran ham. Han strakte sig lige en ekstra gang og gabte med sit store gab åben på vidt gab så man kunne se ind til hans mund.
Han rystede sig lige en ekstra gang og så brugte han snuden til at føre under Ahris ben og løftede hovedet roligt op, så hun ikke faldt bagover, men gled bagud i stedet og endte ved hans arme/vinger med benene og så begyndte han ellers at gå af sted mod grotten hvor resten af holdet var forhåbelig, det var alligevel nogle dage siden at de havde været hjemme.
Ikke desto mindre begyndte han at gå med Ahri på rykken i retning af hjem og ignorerede byttedyrene som de passerede, selv om han var sulten og sagens kunne æde et par dyr, men Ahris sikkerhed var mere vigtig end sult og hvis det ikke havde været fordi han var træt, havde han undret sig lidt over hvorfor de ikke flugtet fra ham, men var nok fordi de begge bare lugtede som dyr og ikke mennesker, så de utroligt nok flygtede ikke men holdt sig bare for en smule afstand.
Hele morgen gik med at gå, Ancalagon kendte vejene hjem stortset lige meget hvor de befandt sig i verden, så kunne han altid finde hjem til grotten, var måske noget drage noget eller os bare noget man lærte gennem mange år... han havde nu også levet i næsten 2000 år og var stadig i sin unge alder, hvilket han jo så ikke vidste selv.
Faktisk vidste han ikke noget som helst om sin egen race, ud over at han havde mødt nogle meget få af sin slags og så sin mor selvfølgelig... men hun er vist ikke det store fortæller type om racer.
Ancalagon stoppede ved en sø for at få noget at drikke og stak derefter hovedet ned i søen for at vågne lidt hurtigere op og var dernede i lidt godt ti sekunder før han trak hovedet op igen og fortsatte turen.
Indtil videre havde de stortset kun stødt på meget få dyr, ingen rovdyr eller væsner, ikke engang mennesker og Ancalagon og Ahri havde passerede en by for en halv time siden og ingen mennesker i sigte.
Pludselig slog det Ancalagon mens de gik, hvis hans mage var gravid med hans barn... Hvordan vil barnet så se ud? Vil det være i et æg som ham eller blive født som et menneske, vil den ligne et menneske med drage træk eller vil den måske havde en hale?!
Det fik Ancalagon tiden til at gå med mens de bare kom nærmere og nærmere mod deres mål.