A bloody good day! - Ahri

Ahri kiggede omkring sig, så mange mennesker og så fantastisk et sted. Alle folk så anderledes ud, som om de havde lagt i solen i alt for langtid. Men deres hud var smuk, sort agtig hvilket gav dem et skinnende skær. Ørene viftede en smule, da en blæst lod håret blive strøjet så det kildede hende en smule.
Da manden kom hen og bad om deres fisk, knurrede Ahri kort af ham, viste sine tænder og øjnene virkede en smule truende. De ville have hendes fisk, så det var deres grund, de ønskede at stjæle deres fisk også spise dem foran hende og Ancalagon! hun lagde ørene tilbage, men da Ancalagon selv tøvede med at give dem fisken. Opdagede hun pludselig noget, han var ikke ved at blive træt af smagen af fisk? De havde spist fisk, ligesiden han havde mødt hende. ikke at hun hadede fisk nu, men det var underlig, selv hun kunne blive træt af smagen af fisk, så hvorfor var han ikke endnu? Var han vantil at spise fisk, eller var han begyndte at blive en smule som hende?
Hun grinte derefter for sig selv, hvor Ancalagon derefter gav fisken til manden. Det var underholdende, at se hvordan dette kunne ske. Hvordan hun smittede af på en person, hendes hvide hale viftede fra side til side. hvor lyden af børns latter lød bag hende, ørene vendte sig mod lyden hvor hun hurtigt snurrede rundt og gemte sig bag Ancalagon endnu engang. de krystalblå øjne landede på de små børn, hvor de rejste sig ret op. Var det bare børn? Det var underlig, at børnene var mere klædt til end de voksne.
Dog inden hun kunne reagere på noget, blev hun hevet fat på af en af kvinderne. Hvor hun smilte og forsøgte at forklare, at Ahri var nødtil at være klædt i noget andet, til maden. Ellers ville der ske problemer, og at det kun ville tage få minutter. Ahri forstod intet af det hun sagde, men gik dog stadigvæk tøvende med pigen. Der gik en hel time, hvor mændene forsøgte at snakke med Ancalagon, spillede musik og natten roligt faldt på igen.
Ahri kom derefter tilbage, kun iført et hvidt klæde, som dækkede brysterne, hvor den var bundet ved halsen og formet som en hvid kjole. Hendes hår var som det plejede at være, mens den smukke kjole matchede helt perfekt til den hvide hale og det sorte hår. hun svang sine arme rundt om Ancalagon, hvor hun kiggede omkring sig og smilte kærligt til Ancalagon, kvinderne rystede på hovedet hvor de blev hevet ud og danse af nogle af mændene. Ahri kiggede på dem og skubbede derefter Ancalagon væk, hvor hun satte sig på jorden i et bump. Betaget af deres danse trin, dog ønskede hun ikke at danse. Hvis der var noget hun aldrig havde gjort, var dette en af dem. Danse og følge med fremmede, var ikke en ting hun normalt gjorde.

Han grinte lidt over at Ahri gemte sig foran ham over at børnene stod og fniste bag hende ryg, dog begyndte nogle af mændene at snakke til ham og fik hans opmærksomhed.
Ancalagon sad og prøvede at følge folk som snakkede til ham at han helt mistede synet af Ahri, han så slet ikke at nogle af de yngre kvinder trak Ahri væk fra ham, da mændene som prøvede at snakke meget dårlig engelsk meget hurtigt endte med at de gik mere over i deres eget sprog, hvilket kun forvirrede ham endnu mere.
Da han placerede en hånd ved hans side, der hvor han regnede med at Ahri sad, men da hans hånd ramte jorden og ikke Ahri lagde han først mærke til nu at Ahri var ikke til at se og skulle lige til at rejse sig op for at finde hende, men Ahri selv kom ham i forkøbet, ved at komme ud fra en af hytterne på jorden ifør en meget smuk form for kjole som klædte hende perfekt og han sad bare og fulgte hende med hovedet og stoppede ikke med at kigge på hende, hun var smuk virkelig smuk og der var noget over hende, som fik ham til at opføre sig sådan som han gjorde da hun kom ud i kjolen, følelser han aldrig havde oplevet før.
Han rakte hånden ud som landede på hendes kind uden at fjerne blikket fra hendes lige indtil at han pludselig røg tilbage til sig selv og tog sig selv i at ae Ahris kind lige så blidt som hvis man nussede for sin kat. Han fjernede hånden og havde en anden underlig følelse indeni nu, en følelsen han heller aldrig havde oplevet før, dog blev han revet ud af sine tanker da folk begyndte nu at feste og danse, men det var overhoved ikke de former for danse eller fester han nogensinde havde været til og det var til at grine over, for de eneste fester han havde været til var en kro fest, så det tæller vel på en måde?
Og den anden gang var da han blev overtalt af Rogan til at tage med til en eller anden åndsvag forfinet fest for super rige folk som havde deres hoved så langt op i røven at man skulle tro at de kunne smage deres egen endetarm.
Den fest fortrød han inderligt meget, men dette, dette var mere i hans stil, dog skulle ingen forvente at få ham ud og danse.
Aldrig prøvet, aldrig gidet.
Dog fik han et krus i hånd af manden med et kæmpe hvidt smil, som var ham snakkede meget dårlig engelsk, Ancalagon kiggede ned i lerkrusset og sniffede lidt til det og tog så en tår af væsken, det var fejlen han aldrig havde troet han ville opleve, han fik en ordentlig hosten da han drak slurken og blev nød til at slå sig selv på brystkassen for at kværne den meget, nej ikke meget, ekstrem stærke alkohol.
Aldrig i sit liv havde han prøvet sådan en opskrift alkohol, det var det stærkeste alkohol han nogensinde havde smagt i sit liv, der blev grinede af Ancalagon over hans reaction over alkoholen og den sorte indfødt grinte også gav ham et klap på skuldren og spurgte på dårlig dansk, "Ike mer?" men manden blev dog overrasket over Ancalagons reaction, Ancalagon begyndte så selv at grine og tog lerkruset og bundede hele krusset i et huk og det var tydeligt at han blev ramt af alkoholden, dog holdt han sig op og røg på intet tidspunkt i gulvet, dog grinte han mere af det folk sagde når de grinte, selv om han ikke forstod noget som helt af det, men han var stadig ved bevistheden og kunne stadig gå utroligt nok.
Kvinderne var allerede ved at gøre fiskene klar og de havde endda lavet fiskesuppe ud af den større fisk som folk begyndte at få.

Den smukke fest blev afholdt, folk hyggede sig og for anden gang, hørte hun Ancalagon grine. Det virkede næsten underligt at høre ham grine, derimod var det rart. Gjorde hende næsten glad indeni, bare at vide at han grinte en smule. Hun smilte for sig selv, mens hun sad med knæende oppe til brystet, og halen omkring sig. de store blå øjne var sat fast på kvinderne, som langsomt begyndte at tilberede de fisk Ancalagon havde fanget.
Hun kom først ud af sin trance, da Ancalagon pludselig begyndte at hoste, hun lagde sine ben ned og vende sig om mod ham. En smule bekymret over hans reaktion på noget vand, som lugtede underligt. Måske var det gift, hvilket blev bevidst det ikke var, da han pludselig svang resten ned i en stor slurk. Han begyndte at grine endnu mere, mens folk forsatte. En af mændene rakte et krus til Ahri, som rystede på hovedet. Hun skulle ikke nyde noget af den underligt lugtende væske, hvis hun skulle have noget, skulle det være noget af den suppe de stod og lavede.
Solen var begyndte at gå ned, hvilket fik de dansende flammer til at virke mere fantastiske. Lyset dansede, sammen med flammerne som knitrede og gløderne der rejste sig fra ilden. Hun lagde endnu engang øjnene på kvinderne, som begyndte at dele maden ud, hvor hende ved gryden blev kysset på munden, også den ved siden af. alle omkring den gryde blev kysset hurtigt på munden, var det en form for ritual for at få mad? Betød det noget, og hvorfor presse ens læber imod en anden persons læber?
Det var underligt, men af en sær grund blev hun forlegen over at se det, uvidende om hvorfor. Kiggede hun kort op på Ancalagon, som stadigvæk sad og grinte, hun kravlede hentil ham endnu engang. hvor hun lagde en hånd på hans kind og drejede hans hoved, inden han overhovedet kunne nå at trække sig væk, eller sige noget. Kyssede hun hans bløde læber, mens mændene som havde snakket til Ancalagon begyndte at grine og skubbe til hinanden med et *Ååååååh!* der blandede sammen med hinandens stemmer.

((kort igen, sorry XD))

Ancalagon sad skulle til at række ud efter fisken på den lertallerken som var stillede foran ham, men før han nåede at gøre noget, mærkede han nogle bløde fine hænder på hans kinder og som vendte hans hoved og fik øje på Ahri, men før han nåede at gøre eller sige, mærkede han hvordan hendes bløde dejlige læber blev presset mod hans og alt kom så lige pludselig og følelsen han havde fået da han lagde øjende på hende i den hvide og virkelig smukke kjole, kom tilbage, hans dragehjerte slog lige to ekstra hop og det eneste han gjorde var at føre sin egen hånd op til hendes kind og en den anden hånd op mellem hendes sortehår og kyssede hende tilbage, hvilket fik ham til at miste balancen og at Ahri lænede sig ind mod ham og ham selv som pressede hende ind til sig, så han landede på ryggen, så Ahri nærmest lå ovenpå ham uden at hun blev fjernede fra hans læber.
Ancalagon lagde sin hånd som var på hendes kind, ned på midten af hendes ryg, eller faktisk over som når man krammede folk mens hans anden hånd nussede for hendes øre og kind.
Han havde mistet tid og sted da deres læber rørte hinanden i et langt og dybt kys og af en eller anden grund havde han ikke lyst til at at det skulle stoppe og bare fortsætte til uendelighed.
Der var flere folk stammen og selv gav hinanden kys, der var endda et andet ungt par som selv sad og nussede for hinanden og kyssede, dog var ingen tanker på andet end de bløde mest fantastiske læber og så selve Ahri, alt kørte rundt i hovedet på ham.
De to unge blev også hyldet af stammen, og man kunne se at de begge, efter de havde siddet og været fortabt i hinandens læber, nussen og kyssen, begyndte at kravle op af det store træ og forsvinde op i en af de mange hytter, hvilket åbenbart var grunden til at der blev festet, det var en eller anden form for forening mellem to personer som de holdt, da en del unge mennesker forsvandt op i hytter oppe i træerne, imens de ændre sad og grinede og snakkede i deres eget sprog eller spillede stamme musik med unge som ikke havde fundet nogen inu sammen med børn og ældre dansede deres.

//det okay, mit blev os kort xD//

Hvorfor slog hendes hjerte hårdere og hurtigere nu, hvor han kyssede hende igen. Var det meningen, bare følelsen af hans læber der pressede imod hendes, og skæget der kradsede men på en underlig rar måde. Fik hende til at føle sig varm indeni, måske var hun ved at være syg. Det ville ikke være noget nyt, hun havde altid haft nemt ved at blive syg, udover at det altid forsvandt hurtigt igen. Da hendes evne healede hende hurtigt, men også kunne slå hende ihjel på nul komma fem, hvis hun altså fik en stor sygdom, som ville stjæle alle hendes krafter.
De begge fik over balance, så de faldte om på jorden. Ahri lå ovenpå ham, men kunne ikke helt adskille sine læber fra hans. Hvilket gjorde hende en smule panikken, hvorfor ønskede hun ikke at stoppe kysset, hvad var der galt med hende. og de andre folk omkring dem, kyssede jo kun hurtigt, mens deres kys varede ved. Ikke at hun brokkede sig, hans læber var fantastiske.
Hendes øjne var lukket, mens deres kys forsatte i noget tid. Hendes bløde hænder var kært ned på hans brystkasse, mens følelsen af de varme hænder lagde sig på hendes ryg, det var rart. Kjolen varmede hende ikke helt så meget, og nu hvor mørket var begyndt at falde på, var alting såmænd begyndt at blive køligt, ilden varmede en del. Men at sidde med ryggen væk fra ilden, fik hende stadigvæk til at fryse. Lyden af musikken og folke sangene, fik hende til at åbne øjnene inden hun roligt trak sig væk fra ham.
Et skrig lød efter, hvor Ahri løftede sit hoved og en mand i rustning stod med en pistol for hendes hoved. Han kiggede tilbage på en af de andre, som lige havde dolkede en af mændene i brystet. ”Prøv lige at se hende her, hvid, blå øjne, sjove øre og en hale… hun kan opfylde flere ønsker end, en typisk tøs med store læber, som ikke kan sproget alligevel.” Ahri kørte sine øre tilbage, hvor hun derefter satte sig op, stadigvæk ovenpå Ancalagon. den hvide kjole sad stadigvæk perfekt på hende, mens halen var løftet en smule fra jorden.
Det var næsten som en hel hær af soldater, som crashed stedet. De susede rundt, tog mænd og kvinder til fange, dem som kæmpede hårdt for sig af mændene blive dræbt uden så meget at blinke. Hvert et skrig, fik Ahri til at kigge væk, hvor ørene lagde sig mere og mere ned. Øjnene der kun vidste frygt, og sorg. Hun kunne intet gøre imod dem, hvis hun lammede denne mand, var der en chance for at choket ville få ham til at trykke på aftrækkeren, selv hvis han ikke gjorde. Ville hun umuligt kunne løbe væk fra de andre, og Ancalagon var næsten for fuld til overhovedet at gå.
Den anden mand gik hentil Ahri, hvor han greb fat i hendes arm og hev hende op på benene. Hvor han smed hende ned på jorden igen, Ahri væltede selvfølgelig så klodsede som hun altid havde været, hvor manden derefter satte sig på hug overfor hende. ”Så, forstår du dette sprog, bare nik hvis du gør?” Lød det fra ham, med et lumsk smil på sine læber. Ahri hvæste af ham, hvilket fik ham til at lægge en kæde om hendes hals, da han nærmede sig hendes hals. slog hun ham og bed ham sågar i armen, hvor han slog hende med en knyttet hånd. For at få hende til at stoppe, han trak hende op at stå med kæden, som havde mere end en kvinde sat fast i. hun kiggede forvirrede omkring sig, hvor den anden mand kiggede på Ancalagon. ”Lad os lave en aftale, du går roligt med… også sker der hende ikke mere, eller vi dræber hende og dig, også går vi videre.”
Hvis han valgte at angribe, var der allerede fire med rettet pistoler mod de fleste af kvinderne, inklusiv Ahri. da de andre mænd også skulle følge med, så hvis nogle forsøgte nået, ville de skyde en af kvinderne. uheldigt for Ancalagon, vidste de hvem hans kvinde var.

Ancalagon var stadig lidt rundt på gulvet efter den store mængde følelser som blev nærmes overført frem og tilbage mellem kysset og så det at alkoholen nok havde ramt ham lidt mere end han havde regnet med, for inde for nogle få sekund forstod han ikke helt hvad der forgik før at Ahri ikke sad på ham mere?? Der var skrig? Hvad skete der lige her.
Det var først da han konsentrede sig at ting gav bedre mening og da han så Ahri i lænker skulle han lige til at springe på den første med kæden i hånden, men da en af vagterne pegede sin flintlock pistol mod Ahri og andre pegede mod de andre fanger.
Ancalagon stod med knyttede næver og man kunne se hans øjne lyste af en blanding af alkohol i kroppen og så gennemsyret vrede som næsten stod ud af ham, man kunne tydelig se at han havde lyst til at rive hovedet af dem alle, dog havde han lidt svært ved at fokucere på omgivelserne og gjorde at han på ingen måde var lige stand til at kæmpe og vil meget hurtigt kunne tabe til en som bare var en smule hurtig.
Der lå døde indfødte på jorden med grændende børn og kvinde mens mændene nede på jorden enten var døde eller hårdt såret.
Manden som stod med sin flintlock og som havde snakket til Ahri og så til Ancalagon stod og havde et lidt hånligt smil på sine læber og kunne tydelig se på Ancalagon at Ahri betød noget så ubeskriveligt meget og nærmest var klar på at springe i døden for hende.
Vagten kørte sin flintlock pistols rør hen af Ahris kind næsten i en slags flirtende måde mens han så ned på Ahri med et ret forustyrende blikke, dog rørte ikke hendes krop, da han kendte sin rang og plads og at han ville få en kæmpe røvful af sin overordnede hvis han gjrode noget ved hvad tekniskset for dem var en egendel som skulle sælges til højest bydende, speciel Ahri, da hun var lidt af en særlig, en eksotisk vilddyr.
En masse pludselige krigsråb højt oppe i træerne, men var ikke til at se hvor det kom fra, da det lød over det hele fordi at junglen lavede ekko så der var ingen chance for dem at vide hvor krigsråbene kom fra.
Pludselig høre vagterne en "HIGN!" Fra en vagt og da de andre vagter vende sig mod ham der sagde lyden, fik de lidt af et chok, en tyk, lang og vanvigtig spids spyd var fløjet direkte igennem mandens rustning, det var dog en rustning som kun lige dækkede de vigtigeste dele af kroppen da en fuld ridder rustning ville være upraktisk, dog alligevel havde spydset brudt igennem og borrede sig helevejen igennem og splittede rygsøjlen i to og sat sig fast i jorden bag manden som nu hang lidt over jorden, da den døde mands vagt fik kæppen til at bøje. "Hvad fan... HIGN!" Kom det fra endnu en.
Endnu en gang var en vagt død før nogen nåede at se hvor fanden spydene blev kastet fra og det at to var blevet spidet på under få sekunder, gjorde vagterne urolige og begyndte at sigte meget usikkert rundt på alt og alle.
Den forvirring som de to spyd havde givet, gjorde at Ancalagon fik chancen for at nedlægge manden med pistolen mod Ahris hoved og befrie Ahri og så gennem tæve alle vagterne for at gøre det imod Ahri. Ancalagon lappede ud med en hård næve lige på siden af kæben på manden som stod ved Ahri og det fik da også manden ned i få sekunder, og så op igen da slaget ikke havde været nær så hårdt som han havde troet og manden lappede selv en næve som fik Ancalagon ned på knæ og spytede blod ud på jorden og skulle til at kæmpe sig op og stå, men et vel placerede spark fra vagten sendte Ancalagon bagud og rullede om på fronten og rørte sig ikke længere. Dog var det på ingen måde sikkert for dem for nu regnede det rigtig med spyd og de blev nød til at efterlade en masse af de indfødte og fik kun et par stykker af kvinder og børn, deri blandt Ahri og var væk igen, dog blev de jagtet hele vejen gennem skoven til kun 4 ud af de 10 vagter som havde taget af sted fra byen, var nåede sikkert hjem igen med varrende til at sælge.
Vagten som havde sparket Ancalagon bevistløs holdt personligt Ahri i et fast greb så hun intet kunne gøre, da hendes hænder var bundet fast til kroppen samt med kæde om halsen, trak vagterne dem gennem byens gader. Folk kiggede med stor forundring efter Ahri og byen mindede meget om byen Ancalagon havde ødelagt, dog var hele byen andeledes på det punkt at bygningerne var helt hvide hvis ikke meget gule og lavet af speciele sten fra området og folk var fuldstændig sorte, der var ingen hvide ud over Ahri.
Vagterne førte Ahri og de andre fanger ned i fangehulet og smidt ind i hver deres og fik lukket døren bag dem med et brag mens vagterne så gik uden at sige en lyd.
Der var en meget slidt og beskidt seng i højre hjørne, en spænd som ikke lugtede særlig ny ud, dog var der ingen afføring i og så et meget lille vindu så højrt oppe at man ikke engang kunne hoppe op for at se ud og så var der kælder koldt, da de var et par meter under jorden.

Slaget fra før, havde gjort hende en smule sløv. Alting snurrede rundt for hende, var dette ikke tæt på at være første gang en person havde slået hende? hun kunne ikke helt huske det, dog kunne hun huske følelsen af jern mod sin hud. Da vagten gled flirtende pistolen op og ned af hendes kind, hun trak hovedet en smule væk og bed derefter ud efter ham. Ikke bange for endnu et slag, ej heller bange for tortur.
Lyden af gråd fra børn og kvinder, gjorde hende næsten sindssyg. Med så god en hørelse, også have så mange folk der græd og skreg omkring hende, var det som en dårlig drøm for hende. hun kiggede kort ud af øjenkrogen, for at se på Ancalagon. da lyden af et spyd der susede gennem luften, fik hendes øre til at vende sig. hurtigt var der to døde vagter, langsomt begyndte folk at råbe, som krigere klar til kamp. Ahri forstod intet, var kampen ikke slut. De kunne jo umuligt vinde imod disse folk, udover det. Havde alle vagterne pistoler, burde det ikke gøre dem svære at kæmpe imod.
Da Ancalagon slog manden, drejede Ahri hovedet, men så kun til sin skræk at Ancalagon blev slået omkuld af den selv samme mand, han lige havde slået. Hun forsøgte at komme hen mod ham, men på grund af de andre kvinder der var lænket fast, var det som at være lænket fast til en hestevogn. Hun adskillede sine læber og så bedrøvet på ham. Da vagten pludselig gav ham et spark i hovedet, hvilket fik hende til at skrig Ancalagons navn. Hendes øjne lyste lilla, hvor energien omkring hende forsvandt fra jorden. Hun nåede dog ikke langt, før en af vagterne slog hende igen, så hun kom ud af sin vrede og ikke kunne koncentere sig på at samle alt energien i den spinkle dog pæne krop.
Hun blev trukket ud af stedet, med stor kraft. De andre kvinder græd og bad til gud, om at mændene skulle redde dem igen, mens Ahri bare stirrede tomt ned i jorden. Forvirret over hvad der var sket, først kyssede de, hvor nogle underlige følelser forvoldte hende en underlig men rar følelse i maven. Hvor der så kom disse mennesker, der dræbte optil flere af disse ellers rare mennekser, udover det! Havde hun endnu ikke spist, hun var sulten og ville næsten gøre alt bare for en smule mad.
Hun kiggede få gange tilbage, nærmest håbefuldt om at Ancalagon ville komme løbende, eller bare som sin drage form. Redde hende, som den ungmø hun nu engang var. Hun sukkede for sig selv, hun var svag. Hvorfor ville han overhovedet beholde hende ved hans side, hun kunne ikke slås som ham, ikke beskytte sig selv. Hvad var hun god for, udover hendes lille evne med at kunne heale, var hun jo nyttesløs.
De gik i flere timer, hvor mange af vagterne døde, faldt undervejs til de mange flyvende spyd. Dog fik de også selv dræbt en del, hvilket var forfærdeligt. Ahris øre lå ned, bange og sulten gik hun gennem byen. Med vagten ved sin ene side, og en hel del mennesker omkring hende. de hviskede og snakkede, andre pegede og råbte til vagterne. Nogle drillede med at råbe beløb op, og kaste mad på kvinderne, som var blevet meget få nu. Ahri var derimod god til at undgå dem, nåede altid lige at tråde et skridt frem eller at bukke sit hoved, så hun undgik tomaterne og de andre klamme ting der blev kastet mod hende.
Dette forsatte til de kom ned i kælderen, hvor hun blev smidt ind i en celle. Vagtens greb var hårdt, smertefuldt og koldt. Hun blev nærmest kastet ind i cellen, hvor han lukkede døren med et brag, Ahri kiggede omkring sig. hvor hun lod blikket køre op til vinduet, så højt oppe. For at fangerne ikke skulle kunne kravle ud fra det, eller finde hjælp på den måde. Hun gik mod væggen og lagde hænderne imod den, langsomt og hårdt forsøgte hun at kravle op af væggen. Hvor hun bare faldt ned på jorden igen, med et bump. Hun lå på jorden, stirrende mod dette vindue. Hvis bare hun kunne komme op, så kunne hun komme ud og finde Ancalagon, han var forhåbentlig ikke død af slaget.
Hendes hjerte stoppede nærmest, bare ved tanken om dette. Hun holdte vejret kort, og begyndte endenu engang at kravle op af vægge. Hendes hænder blev blodige, neglene på fingrene begyndte langsomt at knække af, eller bare flække på midten. Hun forsatte i timer, hvor hænderne var blevet blodige, neglene var nu på væggen eller gulvet. hun ønskede ikke at opgive, men var efterhånden faldet så mange gange, at smerten i hænderne virkede om et lille kærligt klap over fingrene. Mens ryggen og hendes ben var smertefulde, hun lagde sig sammen krøllet på gulvet, hvor energien var brugt op. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, blod strømmede ud af hendes finger tipper, hvor negle burde sidde.

Ancalagon vognede med et sæt på jorden hvor han havde været bevistløs, der lugtede af krut og røg og død. Han skulle til at rejse sig op men en synderlig hovedpine fik ham til at sætte sig op og prøvede at få hovedpinen til at forsvande en smule ved at køre to fingre på teningerne, det hjælp ikke speciel meget dog, dog var han ædru og kunne tænke mere klart.
Den indfødte mand som havde snakket til Ahri og Ancalagon og kunne meget basisk dansk, kom hen og satte sig på hug foran Ancalagon og rakte en skål hen til ham.
Ancalagon kiggede først tomt på skålen med væsken i og derefter op og mødte mandens øjne. "Drik, hælper måd hovdpinn" Prøvede han at forklare, hvilket han ikke skule sige to gange. Ancalagon tog skålen og bundede det hele og en vild ekstrem varme spredte sig i hans krop og det følede som om han havde fået så gigantisk mavespark, så han bukkede sig forover og tog sig til maven, ""ARGH!" Lød det fra ham og lige så hurtigt som smerten var kommet, lige så hurtigt forsvandt den igen og Ancalagon ånede en smule tungt.
"Hvor, Hvor har de taget Ahri?" Spurgte Ancalagon med en meget dyb stemme, næsten dragedyb. Han havde grebet fat om den indfødte mands hals og kiggede op i øjne på manden og hans øjne brændte af vrede, han indre drage brølede inde i ham, klar til at bryde ud.
"Byen" prøvede manden at forklare og pegede i retningen af hvor byen lå. Manden blev helt bange for Ancalagon, for Ancalagons tænder og negle virkede næsten længere end normalt, hans propiler blev ved med at udvide og trække sig sammen, hans åndedrat var tungt men langsomt.
Ancalagon slap Mandens hals, så den indfødtes mand faldt på røven og så efter Ancalagon som rejste sig op og begyndte at gå, dog stoppede han og vendede sig rundt og sagde med en bestemt og næsten dæmonisk stemme, "Dig, dig, dig og dig, i kommer med mig" og de indfødte mænd som havde våben og de spyd som de havde brugt mod vagterne, forstod ham underligt nok, eller de forstod hvad Ancalagon havde i tankerne at gøre, at befrie dem som var taget til fange.
Ancalagon fik noget nyt tøj og endda en mere primitiv økse som de indfødte havde lavet, da han valgte det åben. Han var nu iført i stof som var vinklede rundt om overkroppen, skuldre, overarme og helt ned til skridtet og så noget stof som gik ned i et slags slag ned dækkede fronten og det bagerste fra bæltestedet og ned til skindebenene som hang løst og bevægede sig hver gang han tog et skridt.
Tilbage i fængselscellerne kom to vagter ned og gik fordi Ahris og hen imod den bagerste celle hvor en af de indfødte kvinder var og åbnede celledøren og gik ind til hende, mens hun prøvede at kæmpe imod og skreg højt op mens de to hårdføre vagter, koldt træk hende af sted mens kvinden halvt græd og halvt skreg for at slippe fri og da de var ude af kælderen, smækkede hoveddøren i med et brag mens gråden fra de andre kvinder som sad sammenfoldet i et hjørne og nogle sad næsten og vuggede frem og tilbage, da dette var alt alt for voldsomt for dem.
En lille times tid gik før at hoved kælderdøren gik op igen og to nye vagter samt en mindre mand som manglede en del hår på hovedet som havde nøglerne til cellerne.
De gik hen til den nu bagerste kvinde og åbnede op for døren, men i stedet for at trække kvinde ud og væk med, stod fængselsvogteren med hånden ude og fik en pengepose og takkede med et hånligt smil og gik igen. De to vagter kiggede fornøjet på hinanden, som om de lige havde vundet jackpot og en af dem begyndte at gribe fat i kvinde og rive klæderne halvt i stykker og så befamle hende mens hende gråd blev højere samt skrig.
Vagten som var over den indfødte kvinde vendte hende rundt så hun lå med hovedet ned i den beskidte seng og røven i vejet. Vagterne smed så bukserne til anklerne og voldtog den indfødte kvinde i lange hårde hug mens gråden fra kvinden fortsatte imens hendes mest kostbare egendel blev berøvet igen og igen i hvad føltes som timer for kvinden.
Manden tømte sig op i kvinden og trak sig ud, hvorefter at den anden vagt kom til og gjorde det sammen og tømte sig også op i kvinden og trak sig ud mens de begge snakkede og grinte over hvad de lige havde gjort og gik ud af cellen som fængselsvogteren igen var kommet ned og låsten cellen igen og forlod sammen med de to vagter igen og smækkede døren i igen.
Den indfødte kvinde lå, hun sagde intet, ikke en gang gråden kunne høres, hun lå bare på sengen og kiggede tomt ind i vægen, som om hendes sjæl var blevet revet ud af hende og knust i flere tusindende stykker.
I mellem tiden stod Ancalagon nu sammen med 5 andre indfødte ved grændsen til skoven og kiggede på byen. Byen var på ingen måde en fæsning, der var dog en halvt bygget mur af sten og tykt træ, dog på ingen måde en særlig høj mur.
Porten ind til byen var bevogtet af 4 til 5 vagter samt nogle bueskytter på murene, dog var der en del trafik af folk som gik ind og ud af byen, sikkert slavehandlere og handelsfolk.
Uden nogen form for plan begyndte Ancalagon bare at gå mod porten, uden nogen form for plan eller planlægning, eneste han havde i tankerne var Ahri og få Ahri fri, hans vrede var næsten ved at eksplodere og da vagterne så de 5 indfødte og Ancalagon troede de først at Ancalagon kom med slave og gik ham mere roligt imød, indtil at vagten som gik Ancalagon i møde, fik et så dybt et hug midt i ansigtet, at der ikke var noget ansigt mere.
Ancalagon trak den blodige økse ud af den døde vagt ansigt og fortsatte sin kolde bevægelse mod porten og de andre vagter stormede nu mod Ancalagon. Hug efter slag lå resten af portens vagter med afhuggede lemmer eller halscut.
Bueskytterne skulle til at skyde Ancalagon ned, men alle fik et spyd borrede igennem sig så de fløj ned fra murren og landede i en bod, hvilket fik folk til at panikke for nu stormede der kriger indfødte ud fra skroven, alle pumpede med blodrus, da det at vagter fra byen ofte havde stjålet indfødte fra stammer og fra flere stammer i skoven. 50 til 100 krigeriske indfødte med primitive hjemmelavede våben og rustning med krigs maling stormede mod byen og blev mødt af vagter samt almindelige mennesker som prøvede at flygte og dem som ikke nåede at flygte, blev huggede ned og skåret halsen over.
Vagterne stod klar i 2 linjer til kæmpe imod de invaderende indfødte med forreste gruppe med sværd ude og linjen bagved med ladt flintlock gevære.
Da de indfødte stormede gruppen fyrede den bagerste linje deres gevære af sted og nedslagter en god del dog nåede de stortset ikke at blinke før endnu flere stormede dem med krigsråb og spyd flyvende om ørene om dem.
Et kæmpe sammenstød og hele byen, dog selv om den ikke var særlig stor, var den stor nok til at man skulle tro at det var en mini krig som var igang.
Ancalagon løb blandt de indfødte og så at en linje skulle til at skyde mod ham, dog undvigede han ved at undvige bag en masse kasse. Da de havde affyret deres skud lige som han var nåede i dækning, kom han gående ud mod dem men satte i løb og som et vildt dyr sprang han på den første før de overhoved nåede at trække deres sværd og som en vild barbar, plantede han sin økse så dybt i hovedet på den første vagt at blod stod ud til alle sidder at øksen sad fast i mandens hoved, så i stedet for at prøve at hive øksen ud, trak han vagtens sværd og gennemborrede sværdet i halsen på den næste og sådan fortsatte han med at slagte hver og evig mand han så som ike var en indfødt.
Man kunne allerede høre råb og skrig ude fra fængslet af og der gik ikke mere end 10 minutter før at der kunne høres larm ude for døren ned til cellerne Ahri og de 4 andre indfødte kvinde var.
Pludselig gik døren op med et brag og en vagt fløj ned at trappen med ordentligt brag begrund af hans rustning.
Manden kom hurtigt op og skulle lige til at løbe op af trappen igen med lige da han når åbningen falder han ned igen med Ancalagon oven på den unge mand og før manden når at skrige af rædsel, får manden skåret halsen over fra kvinden Ancalagon havde i sin hånd med blod overalt, specielt hænderne.
Ancalagon havde et vildt, agrassivt og dyrisk blik og så Ahri med det samme og fik åbnede Ahris celle, men pludselig sprang manden som havde sparket Ancalagon bevistløs og bortført Ahri fra Ancalagon sad nu på ryggen og skulle til at borre en dolk i brystkassen med blev smidt over ryggen af Ancalagon som sprang på manden som en ulv der var klar på at flænse sit bytte.
Ancalagon sad på mandens mave og sendte den ene knytnæve efter den anden i hovedet på manden.
Ancalagon sad og næsten rystede af vrede mod manden som havde bortført Ahri fra ham at han råbte nej skreg af rasseri i hovedet på den døde vagt med så meget vrede at hans vilde drages side havde taget så meget over hans menneskelige personlighed at han selv havde svært ved at kontrollere sine egne følelser.
Han havde ikke en gang tænkt over at han havde befriet Ahri fra sin celle, det eneste han tænkte på var at denne her vagt skulle lide og lide sådan en brutal død at han aldrig ville ønske han var født. Selv efter at manden lå halvt dødende fortsatte Ancalagon og satte begge tommelfingre på øjne og pressede til, vagten begyndte at skrige op i panikken og bare den smerte der fløj igennem mandens krop. Ancalagon brugte så mange kræfter at hans fingre røj så dybt ind at han knuste mandens kranie.

Ahri lå i sin celle, holdte sig for ørene, mens skrigende kun blev højere og højere. Hun havde aldrig troet, at hun ville ønske at hun var alene i denne mørke kælder, dog var hun bange. Hvis hun var alene, ville hun så ikke også blive hevet udenfor og folk ville følge hende ud, hvortil vidste hun ikke. Bangefort hunn af dagene ville finde ud af det. Kvinderne forstod vel hvad der skete, mens hun forstod intet, alting omkring hende virkede uvirkelig. Hun kiggede få gange op, da en af kvinderne blev hevet ud af sin celle.
Mændene grinte en smule, af kvinddens ynkelige forsøg på at slippe ud af deres greb, hun kunne umuligt være stærkere end dem, de var to store mænd, mod hende. Ahri løftede sin ene hånd op, hvor hun roligt ragte den mod mændene, som kort kiggede på hende ud af øjenkrogen. Det virkede underligt, desværre for hende. Havde hun ikke fået søvn gennem natten, hvilket gjorde at hendes energi var på nul. Hun kunne intet forholde sig til, selv hvis hun brugte bare en smule af sin energi, ville den ikke nå at ramme. Inden den ville forsvinde ud i tynd luft, mens hun ville besvime.
Roligt trak hun sin hånd til sig, hvor hun satte sig op fra jorden. Hvad skulle hun gøre, hun var fanget i en kælder igen. Alle folk omkring hende skreg og græd, mens hun ikke engang kunne få klemt en tåre ud af øjenkrogen, måske var det af ren panik. Eller bare det, at hun havde prøvet noget lignede før. Hun løftede kort hovedet, da to nye mænd kom ind, med en mand foran dem. Der rakte de to vagter penge, hendes sorte øre rejste sig, dette var ikke sket før. Hvad etyd, ville de slippe en af dem fri nu, eller dræbe hende? Da vagternes smil blev lumske, trak hendes øre sig tilbage. Dette kunne ikke være godt, hun kiggede mod kvinden i den anden celle, som krummede sig op i et hjørne. Alt for at undgå mændenes blikke, da de så gik indtil hende.
De flåede tøjet af hende, hvor hendes skrig kun blev højre. Ahri forstod intet, var det ikke rart at komme ud af tøjet? Det burde da ikke gøre den store forskel, da tøjet kun sad der for at varme dem, men der var allerede for koldt her nede, til at tøjet ville hjælpe dem overhovedet.
Hendes øjne spærrede op, og pludselig blev hun klogere, klogere på kvindens skrig. Mændene voldtog hende, hun stirrede skræmt på dem. Da det til sidst blev for meget for hende, hun sætte hænderne op til ørene og klemte sine øjne sammen, hun kunne stadigvæk høre skrigende fra kvinden. De hæselige skrig, der gav en genlyd i hendes sind. Hun var vantil at høre sine egne skrig, ikke andre folks skrig!
Da skrigene havde forsat i få sekunder, kunne hun ikke holde det ud. Hun skreg, skreg så højt hendes lungere kunne. Alt for at overdøve de andres skrig, halen viklede sig rundt om hende. Mens den hvide kjole, var blevet en smule snavset, af at ligge på det kolde cellegulv.
Da mændene sluttede af med kvinden, tog de bukserne på igen og kiggede over mod Ahri som vuggede frem og tilbage, mens hun skreg for sig selv. De smilte til hinanden og rystede blidt på hovedet, hvor de gik forbi hende.
Hun stoppede skrigene, da de var forsvundet op af trappen igen. Øjnene lande på kvinden, som lå nærmest livløs og tom i sengen. Gid hun kunne snakke til dem, trøste dem, eller bare gøre noget godt igen. Hun kiggede skamfuldt væk igen, hvor hendes hjerte slog hurtigere og hurtigere. Hvad skulle der ske med hende, hvem ønskede lige at fange en masse rolige folk, som ikke lavede anede end af feste og hygge sig. Døren gik op endnu engang, hvor en mand åbnede hendes celle dør. Stanken af øl sivede fra ham, hans ansigt var rødt som tegn på druk, mens hans måde at gå på var slingrende. Hun rejste sig hurtigt op og trådte tilbage, hver gang han trådte tættere på hende. Hendes hjerte slog hårdt og hver en muskel i hendes krop fortalte hende, at hun var nødtil at slås. Hun satte hænderne op, mens halen nærmest lagde sig under hende, i ren frygt, ørene var lagt tilbage mens øjnene forsøgte at virke skræmmende.
Manden greb hurtigt fat i hendes arm, da Ahri forsøgte at slå hende. Han smed hende ned i sengen og lagde sig over hende, krydsede hendes arme over hendes hoved, og førte langsomt en hånd op af hendes inderlår.
Da der plusdelig lød en masse larm ovenpå, skrig og panik. Fik ham til at vende sig en smule om, da det så begyndte at hamre mod døren til cellerne, var han tvunget til at slippe hende. Hans sjov var ikke engang begyndt endnu, men han var nødtil at hjælpe, ellers ville bossen sikkert bare henrette ham. Han gik op af trappen, da Ancalagon sprang på ham, skar halsen over på ham inden han overhovedet kunne nå at fremføre et skrig!
Ahri satte sig op endnu engang, glæden over Ancalagon kom og gik så hurtigt at hendes hjerte nåede at stoppe kort. Manden der havde sparket ham i hovedet, var allerede ved at få så meget tæv. At det fik Ancalagon til at virke som skurken. Ahri kiggede skræmt op på Ancalagon, da han begyndte at bore sine fingre ind i mandes øjne. Hvor han langsomt maste kraniet, hendes øjne spærrede op og munden åbnede sig en smule. Hun pressede sig selv ind imod et hjørne, hvor hun kiggede ned i sengen. Hun kunne flygte, cellen var åben. Så det kunne lade sig gøre!
Hun sprang ud af sengen og løb forbi Ancalagon, op af trappen og kiggede forvirrede rundt, inden hun løb til højre. Hun panikkede, Ancalagon viste sit drage jeg igen, ville han så prøve at æde hende igen?! Hun kunne denne gange føle tårene presse på, hun klemte øjnene sammen hvor hun løb alt hvad hun kunne. Hjertede hamrede i brystet på hende, gispende efter vejret mens hun løb. Håret der svang fra side til side, mens halen nærmest virkede stille i luften. Ørene var kørt tilbage, da hun pludselig åbnede sine øjne og alt hun så var en brystkasse. Hun løb direkte ind i den, hvor hun var den eneste der væltede tilbage.
Hun lagde en hånd på sin pande og rystede på hovedet, for at komme tilbage til virkeligheden. Da hun lod øjnene køre op af personen foran hende, blev hun endnu engang overraskede og skræmt på samme tid. Rollo... Rollo stod nu foran hende, kold med overlegne blikke rettede imod hende, han flygtede ikke ligesom alle de andre.

Ancalagons sanser var forstærket som drage og da Ahri stormede forbi ham og ud af kælderen, reagerede han lyn hurtigt på det og vendte rundt, med blod på hænderne og i ansigtet løb han efter hende men en vagt kom i vejen for ham, som fik knækket nakken, men det havde sænket Ancalagon nok til at Ahri nåede rundt om et hjørne før han kunne få fat på hendes hånd.
Ancalagon kom rundt om hjørnet og så.. Rollo?! Hvornår fanden var han kommet helt her ned? Dog var det ikke Rollo han tænkte på, men Ahri.
Ancalagon holdt kniven i hånden og stod foran Rollo som selv så en smule overrasket ud over at støde på Ancalagon i dette sted som var fuldstændig løbet over randen af vrede indfødte folk.
Ancalagon kiggede på Ahri og gjorde noget som Ahri nok ikke ville havde troet at få fra Ancalagon i den tilstand. Han taber kniven og næsten små løber hen til Ahri og nærmest kaster sig ned ved hende og svinger sine arme omkring hende og knuger hende helt ind til hende.
"Jeg troede jeg havde mistet dig" kom det fra ham med sorg dog glæde over at han endelig havde hende i sine arme igen.
Hans dragejeg var forsvundet som dug fra solen, han rykkede sig lidt tilbage og tog hendes kinder med begge sine hænder og så hende direkte i hendes øjne, det eneste som viste sig i Ancalagons øjne, var glæde og lykke over at have Ahri hos sig igen, der var endda tåre som løb lige så stille ned at kinderne på ham og blandede sig med blodet.
Han trak hende ind til sig igen og sad bare der og holdt om Ahri uden at gøre noget andet, bange for at han ville miste hende igen, endnu en gang fløj alle de samme følelser frem i ham, da han sad med hende i sine arme igen.
Ancalagon kiggede på hende igen og gav hende et dybt og langt kys og slap hendes læber igen hvorefter han kom lidt mere til sig selv og kiggede op på Rollo som bare stod og ikke fattede hvad der lige var sket, Ancalagon havde lige vist en del af sig selv, han ikke en gang vidste Ancalagon havde og havde fuldstændig glemt alt om den plan han havde faktisk om Ahri.
"Nåh det her i gemmer jer" kom det fra en velkendt dog en stemme Ancalagon ikke regnede med han ville høre før om lang tid.
Rogan kom gående hen til dem efterfulgt af Arne og Erik alle med blodige våben og i kampstilling.
Det var helt syrrealistisk for ham at se sit hold her, mest af alt af Rollo som ikke var speciel glad for varme, men han var sikker på at Rollo nok skulle fortælle hvorfor han var endt hernede hvor Ahri og Ancalagon befandt sig.
Dog selv om det var rart at se ansigter han kendte og stolede på, flyttede han sig ikke, han fjernede ikke sine arme om Ahri på noget tidspunkt og brugte noget af stoffet han havde på, for at tørre det mest af blodet af så godt han kunne fra ansigtet så han ikke så så blodig ud.

Ahri drejede hovedet da Ancalagon løb omkring hjørnet, hvor hun næsten lige havde rejst sig op igen. Han svang sine arme omkring hende, så hurtigt at alt hun nåde at gøre var at placere sine arme på hans brystkasse, forvirrede dog glad over at han ikke ønskede at spise hende, fik hende til at kigge rundt omkring sig. Hvad skete der lige, og hvorfor var denne skræmmende mand Rollo også lige her? Vent! Måske var det hans skyld at hun blev kidnappet, eller at Ancalagon fik slag. Hun kiggede skræmt mod Rollo, mens Ancalagon snakkede til hende. Da han trak hende væk, med hænderne på hendes kinder. Lod hun sine øjne stirre ind i hans, hvor ørene var trukket en smule tilbage.
Han virkede... glad for at se hende? Men han slog jo lige en mand ihjel, foran hende og lod sine rigtige jeg tage over. Dog var han lykkelig over at se hende, så lykkelig at selv tåre begyndte at løbe ned af hans kinder. Hendes øre rejste sig en smule igen, hvor et hjerte varmt smil formede sig på hendes læber. Han ønskede ikke at såre hende, han ønskede at redde hende? Det var derfor han slog mændene ihjel, ikke at det var første gang hun så ham dræbe en. Men denne gang havde det være mere grusomt end før, hvilket havde skræmt hende en del.
Hun spærrede øjnene en smule op, da han pludselig kyssede hende dybt. En smule tøvende kyssede hun ham tilbage, hvor hendes øjne lukkede sig kort. Var det noget man gjorde hvis man var trist, eller lykkelig? Hun lod sine arme svinge sig om hans nakke, daa an lod deres læber adskille sig. Krammede hun ham i stedet for, hun var glad enlig lykkelig over at han kom efter hende, selvom han bragte så meget død med sig. Var hun stadigvæk glad for at have ham i nærheden, hun lod sine arme glide væk fra ham, da en stemme bag dem lød. Hun vendte hovedet, hvor Rogan stod bag dem med de andre bag ham.
Alle virkede til at være klar til kamp, hvilket var underligt men rart. De skiltes deres veje før, men denne gang var de forenet igen. Ikke at hun brød sig om at være i nærheden af Rollo, men de andre virkede nu gode nok. Rollo var den eneste, der fik hende til at gyse!
Hun kiggede omkring sig, mens Ancalagon stadigvæk krammede hende. Hun grinte kærligt over det, følte sig fanget, men på den gode måde. Fanget i den favn hun holdte af, den favn der beskyttede hende. Hun lod hænderne glide ned på hans bryst, da en pil pludselig fløj gennem luften, ramte midten af hendes rygraden. Hvor hun af ren smerte pressede sig ind mod ham, hun klemte sine øjne sammen og lod sig selv falde ned.
Manden var skjult, dog blev der fyret endnu en pil af. Rettede mod Rollo, derefter Ancalagons ansigt, også begyndte en rolig regn af pile, falde over dem.

Ancalagon kiggede op på de andre, det var egentligt ret rart at se de andre fra gruppen i alt denne kaos. Den velkendte lyd der kom fra når en pil borrede sig i ryggen på en person, kunne ikke høres tydligere end det var og den livløse krop i Ancalagons arme og pile som nærmest faldt som regndråber mod gruppen, lød som en tusindende fluger som fløj mod en.
Med det samme reagerede gruppen, Ancalagon tog Ahri op i sine arme og fik lige med nød og næppe undviget pilene, dog ramte en pil Rollos skulder, men ellers nåede han at rykke sig for de første pige som var mod ham.
Erik med det sammen dækkede mens Arne skød sin egen pil af sted som borrede sig ind i en af bueskytterne, dog var det mere et blindt skud da han ikke kunne se dem der skød, men hvor de skød fra og ramte en, for han faldt pludselig til syne.
Erik brugte sit store skjold til at skære Ahri og Ancalagon, da Rogan, Rollo and Arne allerede var ved at bane ved gennem byen foran Erik, Ahri og Ancalagon så de kunne komme ud.
Gaderne var fyldt med død og ødelæggelse, der var endda stadig indfødte som jagtede beborer og sloges med meget få vagter som var tilbage, de indfødte var på ingen måde venlige overfor deres modstander, de dræbte deres ofre på de mest utænkelige måder for at nedlægge deres fjende.
Det var ikke særlig svært for gruppen af finde en anden port, da det var en af de veje som de indfødte forlod byen på, de havde endda reddet alle slaverne som var ved at forsvinde fra byen og det samme gjorde Ancalagon og hans gruppe.
De fulgte bare alle de andre indfødte og befandt sig nu inde i junglen, dog drejede de til venstre i junglen og kom væk fra alle de andre så de nu var alene, de stoppede først op da de var et godt stykke ind i junglen.
Arne var havde allerede lavet en slags midlertidig båre ud af lenianer hvor Ahri blev lagt på og så blev hun ført op i et stort højt og tæt bebusket med store tykke græne som gik tværs af hinanden så det faktisk næsten formede sig som et gulv til dem.
Lige i det at de alle er nåede derop i sikkerhed, ser de en masse mænd, klædt i rustning og flintlock gevære og sværd, må havde været nabo slave byen som var igang med at jagte slaverne og de indfødte, men havde ret store problemer med at følge efter dem, da de indfødte var hurtige og på ingen måde tunge og gled aldrig på de våde jordbunde eller træstammer.
Da vagterne var væk, ånede Arne lettet op og lagde sig ned på det grænede gulv og lagde buen fra sig og sine pile. "Ser ud til at vi er i sikkerhed" sagde han, da han hverken hørte og kunne se nogen fjernder og det vil være umuligt for folk at finde dem nu da alle junglens træer var så tæt bebuskede som det var, som de sad i nu.
Rogan var med det samme over Ahri, da det var værst hos hende og begyndte at finde sin lille læder pose med sine redskaber og gik ellers igang med at bedøve med noget væske som han aede ud omkring der hvor pilen sad, som spredte sig som en varme fra et dejlig varmt bål og så pludselig kunne man intet mærke på det sted på kroppen, som om at den del bare sov en stille nat.
Han begyndte at operere meget forsigtig for at undgå at bare hive pilen ud med magt, da det ville kunne lamme Ahri fra top til bum, hvis han gjorde det, da pilen var kun få milimeter fra naverne i ryggen.
Han blev desværre nød til at skære meget lidt i hendes hud om pilen, dog ville hun ikke mærke noget som helst. Efter kort tid fik han pilen ud og lagde den ved siden af ham, derefter fik han lappede stedet så der ikke ville komme en indfiktion.
Ancalagon sad og kløede hende bagøret for at få hende til at slappe af, da hun havde været igennem mere end hun fortjente på en dag, dog var han yderst lykkelig over at Ahri var hos ham igen og turde ikke tænke på hvad der ville havde sket hvis de havde solgt hende som slave... eller misbrugt hende?! Bare tanken om at de kunne havde nedbrudt hende både mentalt og fysisk gav ham en klam smag i munden og dårligt.
Da Rogan var færdig gik han over til den siddende Rollo som skulle lige til at hive pilen ud med magt men fik et slag over hånden fra Rogan som fortalte at han skulle lade ham fjernde den og fik lidt beklagelser fra Rollo om at han sagens selv kunne gøre det, dog ignorerede Rogan Rollo mens han arbejdede.
"Så Rollo, fortæl mig helt præcis, hvordan fanden havnede du i den by, i var jo påvej nord på, hvis jeg ikke huske meget galt?" Spurgte Ancalagon nu nysgerrigt, da de kunne ånde ud og få pusten og endda få samlede kræfterne.
Rollo kiggede over på Ancalagon og svarede ikke med det samme og kiggede en gang væk men så tilbage igen, "lad os bare sige jeg hyggede mig lidt for meget med de lokale tøser og de gad pludselig ikke mere og et førte til noget andet og jeg kom nok til at tage dem mod deres vilje og så blev jeg overført herned, da de ikke var mænd nok til at kunne holde mig deroppe, HA! svæklinge" kom det sådan lidt ligeglad fra Rollo som hævede skuldrene.
Det var på ingen måde en big deal for ham, hey han fik da en omgang sjov med vagterne og endda noget med tøserne og de havde endda været hele 6 mænd om at få ham ned og lægge og selv der havde de svært ved at holde ham nede, og det havde været da han var stangstiv.
Ancalagon rystede på hovedet, Rollo havde ikke ændret sig på nogen måde og han mindede om sig selv. Ancalagon hev Ahri op til sig og lændede sig op af en træstamme som fungere som en væg og nussede for Ahri uden at fjerne sit blik fra hendes og smilede kærligt til hende.

Smerten fra pilen fik hende til at krybe en smule sammen, hun beklagede sig dog ikke. Ingen smertes lyd, slap hendes læber kun nogle få smertefulde ansigtsudtryk da Ancalagon samlede hende op hurtigt. Hun var jo også vantil at blive skåret i, hvor medicinen ikke rigtig fugerede imod hende, hun havde fået så meget smertestillende, at det ikke rigtig virkede på hende mere, det stoppede da hun fyldte 10 år. Der stoppede det smertestillende, hun var blevet imune over for det, hvilket gjorde at han droppede det til sidst.
Så smerte havde altid været en del af hendes liv, dog havde hun aldrig haft en en pil siddende i hendes ryg, det var altid bare små cuts som langsomt adskillede hendes hud. Det sad aldrig og ruggede indeni hende. Hun lagde en hånd på hans brystkasse, da de begyndte at smutte udenfor byen.
Hun var sulten, to dage uden mad også en pil i ryggen. Dette var ikke ligefrem hendes dag, eller uge, hun var ikke ligefrem en heldig kat. Men man skulle næsten tro hun havde ni liv, med de uheld hun kom ud for. Smerten fra at blive lagt ned på et eller andet, hun var usikker på hvad man skulle kalde det. Men det bragte i hvert fald smerte, mens hun blev løftet op og næsten alle, skyndte sig at lave et hurtigt skjulested. Hendes blå øjne var blevet en smule tomme, mens hun kiggede ud til siden.
Rogan der gav hende noget crem på den bare ryg, havde for første gang i langtid, fundet noget som skjulte hendes smerte, noget som stoppede smerten. Men følelsen i ryggen var der stadigvæk, hun kunne mærke hvor han rørte. Dog uden smerte, da han skar lidt i hende.
Hun rynkede kort på næsen af følelsen, hun kendte den følelse især af blodet der langsomt gled ud af hullet pilen havde lavet, mens Ancalagon forsøgte at berolige hende ved at klø hende bag øret.
Det var rart, men hendes vejrtrækning var stadigvæk en smule ustabil, hun panikkede nok mest over de folk der var her nu. Havde stadigvæk det indblik med at de ønskede at holde Ancalagon og hende fanget, Rollo ville sikkert torturer dem, han lignede lidt en som kunne finde på sådan noget.
Da Ancalagon hev hende indtil sig, lå hun halvt ned. Hendes hænder lå på hans arme og hovedet på mod hans bryst, lyden af hans hjerte beroligede hende en smule. Hvor hendes øjne langsomt lukkede i, de krystal blåp øjne forsvandt under hendes øjenlåg, mens hendes vejrtrækning blev mere normal igen. Ørene var kørt ned, som et tegn på at hun var trist eller bange. Det lignede lidt hinanden.
Da Rollo begyndte at snakke, åbnede hun sine øjne en smule. Lod sit hoved køre lidt tilbage, for at kigge op på Ancalagon. ”Svæker-ling?” sagde hun tvivlsomt og forkert, mens hun lignede et lille spørgsmålstegn.

Ancalagon kiggede ned på Ahri da hun spurgte om om ordet, derefter kiggede han op på Erik som hævede et øjenbryn som at fortælle, 'den må du selv klare'.
Han prøvede at forklare, "svækling, en svækling er en som ikke er så god til ting" prøvede han at forklare så godt han kunne så hun måske kunne forstå.
Dog blev de alle afbrudt af Arne som åbenbart havde været væk? Dog da han kom op igen begyndte han at trække et reb op fra jorden af, og man skulle tro det var løgn, men den mand havde fandme fået fat i den største fisk Ancalagon nogensinde havde set, den var ikke bare stor, nej den var næsten på størrelse med halvdelen af Ahri.
"Hvordan fanden havde du fanget sådan en stor fisk?? Og hvorfor fanden sagde du ikke at du smuttede?!" Spurgte Erik en smule fornærmet da han ikke engang havde fået af vide eller se eller hørt Arne forsvinde fra træet.
Arne smilede bare fornøjet, "Det er min hemmelighed" svarede han fornøjet og begyndte at skære et stort tykke af til Ancalagon som to imod kødet fra fisken og så på det, og sænkede det til Ahri, hun havde meget mere brug for maden end han havde, da han sagens kunne vente til næste stykke.
"Common, fortæl Arne, hvor har du skaffet dig denne fisk?!" Prøvede han igen og svang sin arm rundt om og begyndte at uldne Arnes hår mens han blev ved med at presse Arne til at sige det mens Arne prøvede at slippe fri og nægtede hver gang, dog var det ikke alvorligt for de begge grinede over det og opførte sig lidt som drenge.
Rogan havde taget over og begyndte at skære stykker ud af fisken og give til de andre.
Ancalagon bed en god klump af sit stykke og tykkede en god omgang på kødet, det var ret frisk kød og smagte lækkert og frisk, det vil sige at den næsten lige var fanget.
Selv Ancalagon kunne ikke hitte sammen om hvordan Arne har kunne skaffe fisk som hurtigt, og så endda SÅ stor en fisk oveni købet.
Erik slap Arne og tog sit stykke og gnaskede det i sig med stor velbehag, det var alligevel et stykke tid siden at de alle havde spist og Arne var næsten kommet med fisken som kaldet. Ancalagon var begyndt at mistænke Arne for at være noget han ikke helt havde fortalt dem om sig selv.
Ville blive interessant at se om han fortsætter med at lave nogle mere unormale ting for ham.
Dog sagde han ikke nej til fisken og der blev skåret store stykker af fisken hver gang folk havde spist sit tidligere stykke.

Svæklinger kunne ikke finde ud af ting, så de var lidt ligesom hende? Hun kunne ikke rigtig finde ud af noget, næsten ikke snakke eller hjælpe med en kamp. Hun kunne ikke redde folk, bære ting, være rar, trøste andre og ikke mindst forstå mange af de forskellige ord folk lukkede ud af munden.
Hendes øre rejste sig i et sæt, mens øjnene nærmest lyste op, da hun opdagede fisken Arne kom med. Den var stor, stor nok til at mætte nogle af dem. Kom selvfølgelig an på hvor meget de andre spiste, hun vidste bare at hun var sulten. Og følte at hun nok skulle kværne den fisk hurtigt, Eriks stemme virkede overraskede over noget. Dog forstod Ahri ikke helt sammen hængen i hans ord. Men sagde dog ikke nej til maden!
Da Arne rakte noget af fisken til hende, blev han kysset på munden. Hvor hun tog kødet og gumlede på det, som om det var helt normalt at kysse folk, man normalt fandt lidt skræmmende. Stammen/de indfødte, havde givet hende udtryk for at man skulle kysse de personer som bragte mad, og da Ancalagon fangede fiskene, og havde givet hende penge til fisk, så derfor kyssede hun ham. Det var bare ikke tænkt over, at det kys hun gav Ancalagon enlig betød noget for hende.
Når hun kyssede Arne, selvom det var kort. Følte hun intet, hjerterytmen var den samme. Men når hun kyssede Ancalagon, blev hendes knæ bløde som smør, blodet steg hende til hovedet og hendes hjerte hamrede hårdt i brystet. Så hun næsten ikke kunne trækkevejret, som om det ville hoppe ud.
Fisken var god, selvom den ikke var stegt. Hun var efterhånden blevet vantil at få stegt eller røget fisk, så det at få en rå fisk. Havde hun næsten savnet, smagen var stærkere og kødet virkede mere lødt og saftigt, dog elskede hun når det var stegt, så knaste det en smule hvor det ikke var en del ben som ville stikke hende i munden.
Mens hun spiste så hun nærmest lykkelig ud, som om hun havde en gave fra gud i sine hænder.

Som en hver anden person der så personen de virkelig godt kunne lide, kyssede en anden, blev man jaloux, og Ancalagon var ingen undtagelse, dog har det nok noget at gøre med at den menneskelige del havde tilføjet den 'skønne' del ved at blive jaloux på andre hvis der skete noget som Ahri gjorde ved Arne.
Ancalagon kiggede med et hævet øjenbryn først på Ahri som havde træt med at gumle på fiskekødet hun fik, "Hva' sku' det til for?!" Spurgte han med en smule forarvelse og daskede Arne en smule hårdt.
"Hey! det var ik' min skyld, hun kyssede mig!" Forsvarede Arne sig lyn hurtigt med hænderne i vejet.
Ancalagon placerede sine hænder på begge hendes kinder og drejede hendes hoved op af, så hun nu sad og kiggede på ham. "Kysse andre end mig er no no" Fortalte han hende og nussede hendes kinder og slap hendes kinder så hun kunne fortsætte med sit fiskekød mens Ancalagon kløede hende bag ørene.
Arne fik endda et dask bag på hovedet af Erik, "Spasser, hva' gjorde du nu det for??" Spurgte han Arne, hvor Arne bare så uden ord og med åben mund og ikke andet hvordan det var hans skyld at Ahri kyssede ham.
Han bedte ikke om at blive kysset!
Alt imens sad Rollo og bare rystede på hovedet, kærlighed, pfft.. og rejste sig op og gik hen til Rogan som sad ved et hul i buskaset i trækronen og kiggede ud.
Rogan sad og kiggede over på den nu forladet by, hvor stort røg stadig stod fra den, træet stod så og var så stort at der hvor Rogan og Rollo sad, var højere oppe og gjorde man lige kunne se ned til byen, man kunne endda se vagter patroljere rundt for at finde såret og slavere.
Uden at Ancalagon faktisk lagde mærke til det, begyndte han at stryge Ahris hale lige så forsigtigt da han lagde sig op af træstammen som fungerede som en væg mens begge hans be var på begge sidder af Ahri, grunden til han ikke rigtig lagde mærke til det, var fordi at han havde vendte sig til at nusse og kæle for hende så meget efterhånden at det nærmest bare kom som naturligt for ham.

Ahri kiggede ikke engang på Ancalagon, hun havde for travlt med at spise, det var fantastisk og nærmest smeltede på hendes tunge. Da Ancalagon daskede til Arne, drejede hun sit hoved kort. Uforstående over deres råben, lagde hun hovedet på skrå. Stadigvæk med mad i munden, hendes hale gled over gulvet langsomt. Mens de snakkede sammen, hun blev en smule overraskede over Ancalagon, der lagde sine hænder på hendes kinder.
Hun tyggede stadigvæk sin mad, mens han snakkede til hende. Forklarede hende noget underligt noget, der var et eller andet hun ikke måtte? Så meget forstod hun da, men det var tydeligt at se forvirringen i hendes øjne. Hun havde jo også lige lært, at man skulle kysse folk der gav en mad. Hun slugte maden, hvor hendes blå øjne kørte ud i øjenkrogen for at kigge henpå den spiste fisk, kun skelettet var tilbage.
Hun lænede sig op af Ancalagon, mens han kløede hende bag øret. Det var rart, men kunne også godt ende med at blive for meget, som om han gjorde det for at få hende til at sove? Hun smilte dog en smule for sig selv, mens han strøg hånden ned af hendes ryg, de andre stod ikke langt fra dem og beskuede de vagter der gik rundt. Stedet de havde lavet var jo ikke stort nok, til at alle folk kunne ligge nede på jorden. Hvilket gjorde at de skulle sidde op, hvis de skulle sove alle sammen. Eller bare ligge op af hinanden, så tæt som overhovedet muligt.
Da Ancalagon kørte en hånd gennem den pjuskede hale, lød et støn fra hende. Hun klemte sine hænder ind mod ham, hvor hendes ansigt blev en smule rød. Øjnene blev blanke, mens hendes vejrtrækning nærmest blev forførende.
hun kiggede kort mod Rollo og de andre, da hendes hoved var rettet den vej til at starte med. men lod derefter sine øjne mødes med Ancalagons.

Rollo og Rogan var faldet lidt i en slags diskution, eller det var ikke en rigtig diskution, mere en slags leg Rogan havde overtalt Rollo til at være med, Erik og Arne som de slagsbrødre de var, sad og halv sloges, altid havde de en eller anden form for spil for at vinde over hinanden, denne gang var det tommelfinger krig og de næsten lå ned fordi de kartede rundt med deres hænder som holdt hinanden om fingrespidserne mens de begge prøvede at få fanget den anden tommelfinger.
Lige i det at Ahri giver et støn fra sig, kiggede Rollo ud af øjenkrogen, det lød som et fint lille støn som fra en ung lille teenager pige. Erik og Arne stoppede kort op og kiggede på Ahri lidt overrasket over at hun pludselig var blevet tændt, de havde så heller ikke set at Ancalagon sad og strøg sine fingre over hendes hale.
Mens de halvt sad og kiggede på Ahri tog Arne chancen og prøvede at få Eriks tommelfinger ned men Erik nåede lige at fjerne sin tommel finger og så fortsatte deres halvt bryde kamp.
Deres tommelfingre mindede lidt om to slanger som stod over for hinanden efter som Erik og Arne hele tiden 'huggede' og 'undveg' med deres tommelfinger.
Ancalagon kigede også ned på Ahri og det gik først op for ham nu at han havde tændt hende en smule ved at gøre det, dog stoppede han ikke med at nusse og kæle lige så forsigtigt og blidt mens han ikke fjernede sit blik fra hendes og lagde en arm om hendes mave og holdt hende tæt ind til sig så hendes ryg lå op af hans front mens de kunne slappe af, for de fortsatte alligevel ikke før dagen efter, da det var bedre at bevæge sig om morgen i sådan en jungle her og så ville de også nå længere end ikke skulle til at finde et nyt sted at hvile sig.

Alting blev stille, efter hendes lille støn. Hun havde dog forsøgt at holde det inde denne gang, hvilket kun gjorde stønnet mere kært og lavt, mens hun nærmest rystede. Hvad var denne følelse hun fik, hun havde haft den en enkelt gang før. Da hun var i badet, hvor Rollo kun blev mere skummel efter dette. Hun skubbede sig selv væk fra Ancalagon, og krammede nærmest sin egen hale, hvor et stift blik der nærmest sagde *ikke røre* var limet fast på Ancalagon.
Hun rejste sig derefter op, hvor hun roligt trådte væk fra ham. Han gjorde hende sløret, fik hende til at tænke uklart og af en underlig grund, vidste hun ikke om hun hadede det eller godt kunne lide det. Hvilket fik hende til at tvivle på sig selv, hun satte sig et andet sted hvor hun lagde sig ned. Hun lagde sig som en lille bold, med halen over sin hofte og ørene der nærmest hvilede.
Lyden af Arne og Erik der nærmest sloges som slanger, med deres tommelfingre gav hende dog følelsen af at hun ikke kom til at sove. Hvilket gjorde, at da Erik var ved at vinde, hvor han lænede sig lidt frem. For at give sin arm og finger en lidt længere længde, sparkede Ahri til ham. Så han i stedet faldt ovenpå Arne, roligt lagde hun sig til rette, nu skulle der nok blive stille igen. Et kærligt smil formede sig på hendes læber, mens øjnene lukkede i.
Hun ønskede ikke at være ond, hun vidste bare ikke hvordan man brugte ordene til at bede folk om at tie stille, eller bare dæmpe sig for at hun kunne sove. Hvilket gjorde at hun brugte sit kropssprog, ved at sparke til ham.

Ancalagon kiggede efter hende og var lidt forvirrede over at hun rejste sig op, ville hun sove alene?
Han var ikke helt sikker på hvad han sådan lige havde gjort for at få hende til ikke at ville sidde hos ham, hun elskede da at blive nusset, så vidt han havde lært i den tid ham og hende nu havde rejst sammen. Dog smilte han lidt over Ahris spark til Erik som stoppede deres leg.
Det var vist også på tide at få noget søvn, hvilket måske var meget godt, efter den omgang som de havde været igennem, speciel Ahri, ku' være at det, var det der var grunden? Hun havde været igennem for meget og havde brug for at være alene?
Han gik ud fra at det var grunden da han selv var træt og foldede sine arme over maven og lukkede lige så stille øjne i sig.
Det samme begyndte de andre også at gøre, Rollo var kravlede længere op på en græn og lå lidt som en af de store kattedyr og sov mens en arm hang og dinglede, Rogan sad dog stadig og kiggede ud, da de alligevel havde brug for en til at holde vagt.
Erik og Arne stoppede dog ikke i noget tid med at diskutere, dog lavt, men hvem der havde fundet, men de faldt også i søvn efter noget tid.
Nu var der kun nattens lyde af dyr, insekter og den fjernde strøm af en flod som gik ud i et vandfald, det var en meget varm aften og nat, da det ikke kom under de 17 graders varme hele natten.

//blev kort, er træt xD//

Hun faldt hurtigt i søvn igen, den lave hvisken var faktisk rar. Det gav en følelse af at være beskyttet, mens man på samme tid var alene. Lyden af insekter der fløj gennem luften, fik hende øre til at bevæge sig når hun sov. Hvilket fik det til at ligne, at hun var vågen.

Da solen var væk, og mørket var faldt hen, vågnede Ahri midt om natten. Alle sov, udover den der havde vagten, hun tjekkede ikke hvem end det var. I stedet for lod hun sit blik falde på Ancalagon, som bare sov, helt uden bekymringere overhovedet. Hun kunne høre vandet der faldt fra vandfaldet, hvor følelsen af jord og kradsene omfavnede hendes krop. For første gang, valgte hun rent faktisk at bade.
Hun sneg sig ud, gjorde det så godt hun kunne for at den der holdte vagt, ikke skulle opdage hende. Hvor hun bedrog sig mod vandet, på grund af sine katte gener, havde hun fantastiske øjne der kunne se noglelunde i mørket, bedre end mennesker i hvert fald. Mens hendes hørelse advarede hende, hvis vagterne skulle være der. Da deres rustninger larmede, og klingede når de gik.
Da hun nåede vandet lod hun den hvide kjole, som ellers havde omfavnet hendes former smukt, af. Hun lod den falde til jorden, hvor hun derefter tog trusserne af og gik stille i vandet, for at sikre sig at hun kunne bunde. Da hun aldrig havde lært at svømme, vandet gik hende kun til lidt over navlen, hvor hun dykkede under vandet og kom hurtigt op igen, for at få snavset ud af håret også. Hun lod sine fingre køres igennem sit kul sorte hår, så der ville falde sten eller andre ting, som kunne have viklet sig ind i håret. Da hun lå på gulvet, eller oppe i træet. Vandet løb ned af hendes spinkle krop, mens hendes sorte øre løftede sig engang i mellem, drejede og lagde sig ned. For at sikre sig at der ikke var nogle omkring hende, hun var ikke blofærdig, men var stadigvæk bange for de dyr der kunne være.
Eller vagterne, hvis de fandt hende her. Ville de så misbruge hende som de havde gjort ved den anden kvinde, den person der var i cellen ved siden af hende. Hun rystede blidt på hovedet, for at få tankerne ud af hovedet. Det ville ikke ske, selv hvis de prøvede ville Ancalagon helt sikkert være der i nødens stund.
Tanken fik hende til at stå musse stille, stod hun og tænkte på Ancalagon? Hendes hjerte hamrede igen, og hun følte sig selv blive varm, hvorfor følte hun sådan? Og hvorfor var han heletiden i hendes hoved, selv når han ikke var i nærheden tænkte hun på ham. Var det en god ting, eller en dårlig ting.

Ancalagon pludselig op fra sin halv dybe søvn, hvorfor han vågnede vidste han ikke helt, men noget der ruskede i buskabet fik ham til at vågne, en skygge der sneg sig af sted nede på jorden som fik hans opmærksomhed og rejste sig stille op og begyndte at følge efter skyggen oppe i træerne, da de alligevel stod så tæt på hinanden at grænene nærmest formede små gangbroer man kunne gå på. Han fulgte skyggen længere og længere væk fra til han nærmede sig den lille flod som gik ud i et vandfald længere nede.
Da skyggen kom ud af skoven for at gå mod floden kunne han endelig se hvad det var og viste sig bare at være en form for hjort af en slags.
Ancalagon satte sig ned på den yderste gren uden at han kom til syne i månens lys mens han fulgte hjorten bevæge sig mod vanden, det var sikkert fordi den var tørstig at den gik mod vandet, dog stoppede den pludselig op over et eller andet i vandet, hvilket fik Ancalagons opmærksomhed og så ud mod vandet og.. der sad en og badet?
I starten havde det en smule svært at se hvad eller hvem det var, men da han fik øje på de katteligende øre slog det ham pludselig, han havde faktisk ikke set Ahri, men det havde været så mørkt så han kunne ikke se om hun lå der eller ej, men nu da han så Ahri sidde nøgen i vandet og, vaske sig? Den var ny, han havde aldrig troet han skulle se hende frivilligt hoppe i vandet, specielt fordi de få gange han havde prøvet at få hende ned, endte altid med han selv måtte hoppe i for at få hende med i og selv der kæmpede hun imod, hun blev dog bedre men bed stadig, det måtte han give hende, hun var en stædig lille mis når det kom til at undgå at komme i vand. Hjorten stod helt stille og kiggede på Ahri uden at give en lyd fra sig, da der intet skete vågede den sig hen til vandet, et lille stykke fra hvor Ahri badet men den havde sit ene øje hvilende på Ahri så hvis hun prøvede på noget, kunne den nå at løbe tilbage ind i junglen og slippe væk.
Ancalagon havde enorm meget lyst til at snige sig hen til Ahri, ikke forskrække hende ved at sige bøh til hende, da det ville være ondt men så hun ville finde ud af at han vidste hun selv var hoppet i vandet. På den anden side, var han nysgerrig på at se hvad hun ville gøre efter badet og så kunne han også beskytte hende bedre og holde øje med at hun ikke kom noget til.
Så med disse ord, satte han sig til rette op af en træstamme på en højt siddende gren og kiggede ned på Ahri med et lille smil over at se hende vaske sig selv.
Det fik ham dog til at tænke, han var faktisk selv en del blodigt stadig, hvilket han faktisk helt havde glemt og han trængte vis også til et bad og få vasket det tørrede blod af, så helt lydløst landede han på jorden uden at sige en lyd, hjorten var væk igen, den var åbenbart smuttet igen, for den var ikke til at se ved vandet.
Ancalagon begyndte at gå lige så stille hen af klipperne som førte ud til den lille flod og fjernede stoffet han havde rundt om sig og det var først da han trådt sin først fod ned i vandet ved Ahri at han gav en lyd fra sig, da vandet sagde en lille 'blup' da han kom helt ned og så nu ved siden af Ahri og gav et kort med velbehag lyd "Mmm det var godt" og nød det dejlige lune vand som var i floden og sad kort med lukket øjne før han åbnede dem igen.
"Tænk, jeg troede du hadet vand mis" kom det så fra ham og han vendede hoved og kiggede på hende med et lille velbehag smil.

Hjorten der nærmede sig vandet, fik hende kort til at stirre stift på den. Hvor hun derefter ignorede den, mens hun gik rundt i vvandet. Der var få sten i vandet, som kunne mærkes under føderne, men ellers var det mest sand, der fik en til at synke hvis man var det ene sted i alt for lang tid.
Hendes hale var under vandet, som en slange viftede den roligt under vandet. Mens hendes øre var kørt en smule tilbage, og det andet øre var rettet frem. Hun lyttede til skoven, fuglene sov, men det betød ikke at skoven sov, skoven var vågen mere end nogle sinde. Dyr vandrede rundt på jorden, mens fuglene sov.
Hun rettede hovedet mod Ancalagon, da han trådte ned i vandet. Hendes øre var rettet mod ham, mans et lille smil rejste sig på hendes læber, hendes hjerte bankede nærmest da hans stemme lød i hendes øregang. Hun sprang hentil ham, hvor hun svang sine arme omkring hans nakke og krammede ham indtil sig. Da han snakkede til hende, satte hun hovedet på skrå. En smule forvirrede over hans ord, oget med at hade... vand?
Hun hadede stadigvæk vandet, men de uger hun havde været sammen med Ancalagonm, havde hun fået et bad næsten tre gange om ugen. Hvilket gjorde at hun var vantil at være ren nu, så når snavset satte sig i længere tid på hendes krop, begyndte det at klø. Det var dog en god ting, da det gjorde at hun ikke ville lugte af fisk, hun ville derimod stadigvæk kæmpe for ikke at få et bad, hvis nogle ønskede at hun skulle have et bad. Hvor intet kradsede, da det så ville være et ubetydeligt bad.
”Ahri hader Vand.” Lød det fra hende, hun snakkede stadigvæk i tredje person når hun skulle snakke om sig selv.

((Sory det er lidt kort))

Ancalagon smilede til hende da hun sprang på ham og lagde armene om hende så begge deres krops varme spredte sig til hinanden. Han fjernede noget af hendes våde hårtotter fra hende kind mens han kiggede hende dybt i øjne og kunne ikke andet end bare være lykkelig, jah han var egentlig ret lykkelig over at være alene sammen med Ahri, det var stadig noget underlig noget at have lyst til at være alene sammen med en anden person, men igen var nok fordi at hun mindede meget om ham selv på visse punkter, hvert fald inde for sit drage område, ja sjovt nok.
Ancalagon sad med ryggen op af den varme klippeside og nikkede bare til det Ahri fortalte, han forstod godt hvad Ahri mente med vandet, after all, hun var på visse punkter ret meget en kat end menneske, men han kunne tydelig se på hende at hun nu godt kunne lide at blive vasket når hun var snavset.
Ancalagon havde stadig tørret blod rundt omkring i ansigtet og på armene, dog var blodet på hans krop ved at vaskes af da vandet gjorde sit arbejde okay godt, dog havde han nok brug for selv lige at vaske sig grundigt, så han lavede en skål med sine hænder og fyldte det med vand og kastet det i hovedet så der dryppede vand fra hans ansigt og noget sad en smule fast i hans skæg, men blodet blev da vasket væk dråbe fra dråbe til hans ansigt var blodfri og hvis det havde været dag eller bare lyst, havde man kunne se det tørrede blod som blev vasket af flyde væk i vandoverfladen og mod vandfaldet og så forsvinde helt.
Længere indad i skoven begyndte der at komme flere dyr, dog heldigvis ingen rovdyr, som brugte floden som drikke sted om natten hvor de var meget mere usynlige i mørket, de holdt sig dog et stykke fra Ahri og Ancalagon da de gik mod floden.
Ancalagon kiggede tilbage på Ahri og strøg sin hånd over hendes hår og kløede hende lidt på øret.
Det var faktisk rart at kunne slappe af en gang i mellem uden at blive angrebet eller bortført af nogle eller skulle tænke på hvornår man skulle undvige et våben, hvilket fik ham pludselig til at tænke på Ahri i cellen og hvor bange han faktisk havde gjort hende, den person der betød mest for ham i hele sit lange liv.
Det gjorde ham faktisk en smule trist indeni at han havde skræmt hende så meget, at hun flygtet fra ham, men han kunne bare ikke kontrollere sin vrede, bare tanken om hvad folk ville havde gjort ved hende, gjorde ham skidt tilpas og knugede hende bare en smule hårdere ind til sig, ikke så det gjorde ondt på hende, men sådan et slags klem for lige at sikre han stadig sad med hende i sine arme.

Ahri smilte varmt til Ancalagon, da han strøg det våde hår væk fra hendes ansigt, hun lagde sit hoved på skrå, da månen endelig tittede frem fra skyerne på himlen. Lyset fra månen fik vandet til at lyse op, lyden af vandfaldet var alt man kunne høre, sammen med deres ord. Vandet der gled ned af deres kroppe, lignede nærmest små diamanter som strillede ned. Hun var blevet ren igen, men ønskede ikke at gå op fra vandet, ikke nu hvor Ancalagon var der i.
Da han begyndte at vaske sit ansigt, abede hun efter og gjorde det samme. Hun skrubbede sit ansigt og rystede derefter på hovedet, så hendes hår spredte linjer af vand og dråber faldt ned. Hun kørte en hånd gemmen det lange brune hår, mens Ancalagon vaskede sine hænder. Da han kiggede på hende, lod hun sine fingre køre gennem hans skæg for at fjerne noget af blodet.
Hendes øjne var rolige, for første gang i langtid, lignede det at hun bare var glad. Ikke energisk, fjollede, skør eller bange. Hun så mere rolig ud, rolig og rar. Hvilket fik de blå øjne til at virke rare, og hendes smil til at varme alle folks hjerter.
Hun blev dog overraskede, da han pludselig krammede hende. Et lille smertes stød kørte gennem kroppen, da medicinen Rogan havde brugt, var begyndt at tage af igen. Hendes hænder var på hans brystkasse, mens han krammede hende. Hvor hun skubbede ham en smule væk igen, hendes øjne kørte fra hans øjne ned til hans læber. Hvor der kun gik kort tid, inden hun endnu engang kyssede ham på munden. Hendes øjne lukkede i, mens deres læber pressede imod hinanden i et vådt dog kærligt kys. Hans skæg virkede blødt, men stadigvæk en smule kradsende.
Lyden af dyrene der kom frem fra skoven, og vandrede mod vandet, fik hendes øre til at køre en smule tilbage. Hendes hale viklede sig omkrig deres kroppe, hvor de blå øjne roligt åbnede sig igen. Hendes venstre hånd kærtegnede hans nakke blidt, mens den anden stadigvæk var på hans brystkasse. Hun stod en smule på tæer, for at kunne nå hans læber. Han var jo ikke ligefrem lav.