A bloody good day! - Ahri

Ancalagon klarede det forholdsvis godt med hendes humør skiftninger, hormonerne arbejde hårdt for at ændre hende, hun virkede så anderledes. Men på samme tid var hun den selv samme Ahri, der drillede og virkede uskyldig. Hun gemte sig stadigvæk for Rollo når han kom ind, men var blevet lidt mere åben for ham. han havde forsvaret hende en lille smule, da de var fanget. Noget hun nok ikke ville glemme med det samme, han havde forsøgt at skræmme folk, ved at true dem på deres liv.
Det ændrede dog ikke at han angreb hende med vand, og grinte af hende når hun kom til skade. Han var stadigvæk ondskaben selv, når han kom gående med sine drillende øjne.
Hendes sygdom forsvandt, nok mest fordi Ancalagon pressede på at give hende mad. Hun nægtede det tit, men han forsøgte hver eneste dag og næsten hver time, hvis hun ikke havde spist før. Hans mangel på opmærksomhed gjorde hende utryg, ikke at han ikke gav hende opmærksomhed. Det var bare som om at når hans blik forsvandt fra hende, ville der ske noget dårligt. Hun elskede at være afspejlede i hans orange-gule øjne, hvilket nok kunne blive lidt af noget hårdt arbejde. Da hun heletiden tiggede om opmærksomheden, og hvis han ikke gav hende den. Bed hun jo, eller skubbede ham ned af stolene. Hvor latter kunne høres i grotten, det var hyggeligt men underligt. Hun følte sig så oppustet nogle af dagene, på trods af at hendes mave var flad som et bræt og hun selv var meget veltrænet.

Tøse fnider var ikke noget hun kendte til, hun havde enlig ikke kvindelige venner. De venner hun havde var indtil videre kun Ancalagon og hans gruppe, hvis man kunne sige at Ancalagon var lederen i den gruppe. Pigerne var endda hurtige til at flirte med Erik og Rollo, hvor et slag nærmest blev følt i hjertet. Hun kunne ikke lide disse kvinder, de virkede trælse ifølge hende. den måde de bare kom ind og med det samme snakkede underligt til Erik… Rollo, well han måtte gøre hvad han ville. Men Erik var hendes spille makker, han spillede skak med hende og forsøgte at lære hende kortspil. Selvom hun var dårlig, havde han en smule tålmodighed med hende, han var vel hendes bedste ven? Mens Ancalagon var ’Kæresten’.
Hvad skete der også lige for de blikke Rollo og Erik sendte dem, det var ikke øjenkontakt der blev holdt der. hun viftede beroligende med sin hale, mens hun opserverede deres opførelse. De virkede så anderledes, end når de snakkede med hende? hvorfor det, hun forstod det ikke. Det der nok virkede mest underligt, var den energi deres hjerte udsendte.
Så de var til trukket af disse kvinder? Hun kørte sine øre trist tilbage, da Ancalagon rejste sig op og gik hentil dem, dog ikke uden at efterlade tæppet omkring hende. mens Ahri sad og stirrede på dem, hvorfor ville han derhen? Var han ligesom Erik og Rollo, tiltrukket af dem?! Hendes øjne spærrede op, kunne det være rigtigt. Var hun så anderledes, at almindelige folk var mere intressante end hende? ikke at hun havde brug for opmærksomhed hele tiden, men pludselig at blive udskiftet af et par tøser. Hendes blik faldt ned på jorden, mens tankerne fløj af sted. Ville de så smide Ahri væk, nu hvor de havde fundet et par andre tøser? Hendes øre rejste sig sammen med hovedet, da man pludselig hørte deres flirtende stemmer, blive rettet mod Ancalagon!
Han stod med ryggen til, mens pigerne var alt for tætte på ham. de befamlede overkroppen, rørte ved hans arme og smilte forførende til ham. hendes hjerte sprang nærmest et slag over, mens pigerne snakkede til Ancalagon.
Det tog kun få sekunder, før Ahri var oppe at stå. Man nåede ikke engang at blinke, før hun var imellem Ancalagon og pigerne. Hvor hun lagde begge sine hænder på hans brystkasse. Mens hun kiggede tilbage på tøserne, med overkroppen pressede imod ham. hendes øre var kørt tilbage, mens halen var viklet rundt om Ancalagon og hende. for at indikere at han var fanget hos hende, og ikke dem!
Pigerne grinte dog over hendes reaktion, hvor den højeste af dem, med langt lyst hår og blå skindene øjne trådte frem. hun kiggede ned på Ahri, da hun var et par centimeter højere end hende. ”Hun ser underlig ud? Er det er kostume?” Spurgte hun, hvor hun derefter kiggede forførende op i Ancalagons øjne. De andre piger stirrede bare på Ahri, total facinerede over hendes udseende.

Før Ancalagon nåede at svare pigen, stod Ahri mellem ham og pigen og holdt sig ind til ham med sin hale om dem begge. Det kom faktisk helt bag på Ancalagon at hun reagerede sådan, nok også fordi at han selv ikke så dem som en trussel, hvilket Ahri helt sikkert gjorde.
Pigerne var på ingen måde rørt af Ahris meget defensive reaktion over at de var over Ancalagon som gribbe.
De alle andre stod nu nærmest en cirkel om Ahri og kiggede meget facinerede på Ahri mens pigen med det blonde hår som helt sikkert var den ældste af dem alle som kiggede først på Ahri og så derefter forførende op på Ancalagon mens hun bed sig selv frækt i underlæben og smilede meget forførende og gik til siden af Ancalagon, "og hvem er hun? Dit kæledyr? Og tænkte på om efter du har give dit lille kæledyr mad om du ikke havde lyst til at vise mig rundt i jeres lille hyggelige hule farlige?" Spurgte hun fræk og kært på samme måde og legede lidt med Ancalagons hestehale med fingeren og lænede sig en smule op af hans skulder og lavede nogle dårdyr øjne. Det var tydelig at se at den blonde pige var meget tiltrækkede af Ancalagon og lagde op til en masse ting, alt i mens de andre tøser kiggede meget facinerede på Ahris hale, "Uhhh er det en virkelig hale?!" Spurgte en af dem og skulle til at røre hendes hale, til Arne kom pigen til undsætning og hev hende op, "Yea jeg tror ikke du har lyst til at finde ud af om den er virkelig, hvorfor lade du mig ikke vise dig rundt?" Spurgte Arne med enorm selvværd med et førende frem smil som fik pigen til at hoppe lige i tønden med begge ben og tog Arnes arm og fniste helt vildt efterfuldt af en af de andre piger, og så forsvandt Arne ind ved siden af med en pige på hver side af sig som fniste og flirtede helt vild med Arne og viste alle de samme træk som den blonde tøs lavede foran Ancalagon.
Rollo og Erik kiggede måbende på hinanden og så efter Arne ikke helt fattede hvad der skete, dog røg de ud af deres wtf moment da den tredje tøs tog dem begge med en arm og gik med dem ind i det næste rum så det kun var den sidste som havde flirtede vild meget med Ancalagon som på ingen måde tænkte på at det var flirt, da han jo intet følte for dem så han kunne ikke se hvorfor han skulle vise gensidig tiltrækkelse til tøsen eller nogle af de andre, hvilket fik ham til at tænke på, han havde faktisk været på vej til at smide dem ud da de andre bare vandrede væk med tøserne og han var egentlig heller ikke en diktator og bestemte ikke over de andre på visse områder.
Den flirtende blonde tøs kiggede først ned på Ahri som var tydeligt allerede hadede de ny ankommende piger pænt meget og det blev helt sikkert ikke bedre ved at pigen så kiggede meget interesserede på Ancalagon mens hun fugtigede sine læber og kiggede sig over skulderen, "har du ikke lyst til at vise mig rundt? Altså efter du har sendt sin lille misser ud for at jagte mus hihi" Spurgte hun og legede uskyldigt men samtidige meget tiltrækkende og men kunne tydelig mærke at hun prøvede at slippe af med Ahri.
"Yeanej det tvivler jeg på at sker, men du ka' gå med de andre og hygge jer, jeg har andre ting med Ahri" svarede han ret kold over for hendes flirting. Dog slog det på ingen måde tøsen ud og fik et kæk smil blandede med frækhed og bakkede bagud mod det andet rum, "suit yourself handsome, ingen godter til dig så" fortalte hun med et glimt i øjne og blinkede til Ahri, tydeligvis hentydning til at Ahri lige havde fået konkurrence om Ancalagon.
Pigen drejede rundt på sin hæle og gik flirtene ind i det andet rum og svejrede med hofterne, rigtig vise hendes flotte former frem.
Rogan havde fuldt det hele fra sin plads med en bog i hånden og rystede på hovedet, "teenagers.." og læste videre.
Ancalagon havde haft sine arme om Ahri under hele turen og kiggede ned på Ahri og uden at sige noget, var Ahri oppe i hans arme mens Ancalagon kiggede dybt i øjne på Ahri med omsorg og faktisk kærlighed så meget som han nu kendte til kærlighed.
Faktisk hvis man tænkte over det, var Ahris første rigtige kærlighed i hele hans leve tid, selv når Ancalagon tænkte over det og faldt lidt hen, overraskede det ham på en måde lidt for så at ryge tilbage til virkeligheden når Ahri skubbede ham ned af sin stol for ikke at give hende nok opmærksomhed, efterfuldt af latter fra resten af gruppen.
Ancalagon gik tilbage til kaminen og satte sig ned mens han holdt Ahri tæt ind til sig og lagde sig i samme stilling som Ahri og Ancalagon havde ligget i inden tøserne kom og invaderede grotten, ville sikkert være det ord Ahri ville bruge.

Ahri knurrede af blondien der stirrede på hende, hvad ville sådan en tøs også lige her. Hun havde intet at gøre her, hun burde ikke engang være i nærheden af Ancalagon eller de andre. Ørene var kørt truende tilbage, mens hun pressede sig indtil Ancalagon, øjnene der nærmest bad blondinen om at holde sig væk fra ham, desværre tog hun ikke Ahri seriøs. Hun valgte derimod at virke mere og mere forførende overfor ham i stedet, det tirrede bare Ahri, hvilket fik hende til at knurre endnu mere. pigens ord fik hende også til at klemme øjnene en smule sammen, hvor vovede hun at snakke sådan om hende, som om hun ikke var der.
Ahri var ikke et kæledyr, hun var en person, ligesom den tøs foran hende. hun drejede hovedet en smule, da en af de andre pludselig snakkede bag hende. tøsen forsøgte at røre hendes hale, hvilket fik Ahri til at knurre endnu mere. hvor vovede de tøser at opføre sig sådan, som om Ahri bare var en ting. Hun løftede først ørene en smule, da Arne træk to af tøserne væk. Arne, den eneste person hun enlig ikke havde snakket med før, han var der bare. Hyggede sig med Erik, men snakkede ikke helt med hende?
Pigen stoppede ikke, hun forsatte med at tale ned til Ahri, som om hun virkelig bare var et husdyr. Hun skulle få, skulle hun!
Ahri hvæste af pigen, da hun bakkede bagud. Hvis hun ønskede at ligge en hånd på Ancalagon, ville hun få en smags prøve af Ahris knytnæve! Hendes øre rejste sig højt, hvor hun stirrede overraskede på pigen. Havde hun virkelig lige sat en kamp i gang, om Ancalagon? men, det var jo tydeligt at Ahri havde vundet denne kamp, så hvorfor forsøge at tage ham væk? Hun forstod intet, men følte sig en smule nervøs. Hvad nu hvis hun ville miste Ancalagon, samt blive smidt ud, nu hvor der var kommet mere almindelige kvinder ind i denne grotte.
Selv Ancalagons blide omsorgsfulde øjne, kunne ikke berolige hende. hun smilte bare en smule skævt, for at skjule sin nervøsitet. Mens hun holde sig i nærheden af ham gennem resten af dagen, til aften begyndte at falde. Kaminen var varm, og Ancalagon havde brugt hele dagen, med at sidde hos Ahri foran kaminen. Ahri var kun faldet i søvn få gange, hvor hun vågnede op i et sæt, når hun hørte de feminene stemmer der grinte, eller virkede bare den mindste smule forførende.
Da aften bed på, og mørket omfavnede landet udenfor. Var stormen i fuld gang, man kunne høre træerne der knækkede og faldt til jorden, samt den bidende kulde udenfor. Ahri holdte sig hele tiden i nærheden, krammede meget Ancalagons arm, hver gang han gik, gik hun med. Hendes øjne fulgte hele tiden blondinen, der hyggede sig med at snakke med de andre tøser, samt Rogan. Det virkede til at Rogan og hende havde meget tilfældes, altså ifølge Ahri. Da Ahri kun forstod halvdelen af det de snakkede om, hvor tøsen enlig bare snakkede om hvordan fyre skulle se ud, og hvilke metoder hun bedst kunne lide at bruge i træning. Samt hvordan hun ønskede at have en fyr, der kunne beskytte hende.
Gruppen samt pigerne, begyndte at drikke mjød. Pigerne skænkede hele tiden mjød op til drengene, hvor Rollo bad om en druk kamp mellem Ancalagon og ham, for at vise at han kunne vinde en sølle kamp. Det galte bare om at drikke disse syv krus fyldt med mjød, før den anden nåede at drikke det sidste.
Ahri derimod, sad bare og kiggede på dem, med pelsdynen over skulderne. Øjnene var blevet rolige, og hun viste ikke længere urolighed, for at blondinen ville springe på Ancalagon.

En af tøserne endte sågar med at spørger Erik og Arne, om hvilket tøs der var den pæneste ved bordet, hvor hendes blik kort strejfede Ahri. som sad med et krus mjød i hånden, hvor hun holdte den op til Ancalagon. hvor hun hele tiden ville rykke kruset væk, når Ancalagon ville gribe fat i det. med en varm latter, og et kærligt smil, de blå øjne der skinnede af varme og energi, samt det sorte hår, der var sat i en lav hestehale.
Pigen lagde en hånd på Eriks skød, hvor hun lænede sig frem, for at vise mere af sin kavalergang. mens hun ventede på et svar. sammen med de andre piger, der havde hørt deres samtale. for at vide hvem disse to fyre, nu mente var den pæneste af dem.

Ancalagon havde blevet hos Ahri hele dagen og hvorfor skulle han ikke det? Hun var hans og han var hendes, han havde ingen grund til at holde sig ved de andre tøser og det lød vist til at Arne, Rollo og Erik hyggede sig gevaldigt med dem og omvendt, for der blev fnistede enorm meget inde i det andet rum.
Ancalagon halv sad/lå med Ahri ved kaminen og varmede, han sad og nussede hendes øre lige så blidt mens han holdt hende tæt mens han kiggede ned på hende.
Da det blev aften kom Rollo, Erik og Arne ud med tøserne, alles hår var en smule ulede, hvilket havde betydet at de nok havde lavet noget andet end at spille kort sammen.
Ancalagon tvivlede på at det lige var sex de havde lavet, da Rollo er lidt af en råber når han kommer, det fandt resten af gruppen ud af en dag, da de var inde for at få information og kom til at bruge lidt længere tid end regnede med, så Rollo havde hyggede sig med en luder i rummet ved siden af og hans råben når han kom, gik lige igennem væggen.
Rollo havde udfordrede Ancalagon til gruppens druk spil som de indbyrdes spillede mod hinanden i gruppen, dog udfordrede Rollo mest Ancalagon, selv om Rollo havde slået Ancalagon en enkel gang i hele deres kendskab til hinanden, men det var også mere held, eller det var det i følge Ancalagon.
Det gik hurtigt, modsætning til almindlige mennesker som lavede druk spil og drak i et mere roligt tempo, da mjød normalt vil være ret stærk og hård for kroppen, eller det vil den de drak.
Man skulle næsten tro at begge havde ingen bund, for de bællede den ene efter den anden ned mens resten af gruppe råbte og begyndte at væde hvem der vil vinde og bare heppe på dem begge.
Da de begge havde drukket lige mange hver stod der kun et krus tilbage og på samme tid fløj deres hånd på hver sin side af kruset og så udviklede det sig til styrke, hvem kunne hive kurset ud af den andens hånd? Man kunne tydelig se at der blev brugt muskler og ikke kun ydre, nej også indre muskler som man ikke kunne se. Begge var usindelige stærke og begge vil ikke give op og det endte med at begge trak så meget at kruset gled ud af begge hænder og landede på bordkanten og det var nærmest som om at både Rollo og Ancalagon kiggede på hinanden i slow-motion og havde fået samme idé og nærmest sprang væk fra deres stod for at gribe kruset inden det faldt ned og alt mjødet løb ud, der blev grinet da begge lavede deres stunt, dog hørte man fra dem begge nede på gulvet, "Fuck" og begge kom op og sidde igen mens Ancalagon placerede kruset på bordet tomt, væsken havde løbet ud da begge greb kruset i luften så da de begge landede på gulvet, var der intet mjød tilbage i kruset.
"Damn uafgjort" lød det fra Arne og Erik og kiggede begge på Rogan som sad og smilede hoverende til dem begge, "Pay up guys" sagde han og rakte hånden ud til bordet og begge lidt skuffet over at de tabte gav hver det de havde vædet om. Aften fortsatte med druk og snak og Ahri var endda blevet mere sig selv og begyndte at drille Ancalagon med mjød og træk kruset hele tiden fra hans hånd når han skulle til at snuppe kruset ud af hendes hånd, han fik dog en smart idé og lagde armen om Ahri og så gav han hende i langt og dybt kys og fik snuppede kruset ud af hånden på hende da han pludselig ud af det blå gav hende det dybe og lange kys.
Da han trak sig tilbage smilede han drilisk og triumferende at han havde snuppede kruset ud af hendes hånd og distraherede hende med noget han vidste hun elskede og bunede kruset på ingen tid og skulle til at række ud efter et nyt krus, men pludselig fik han stukkede et nyt krus mjød lige foran snuden og tog det uden at tænke over det, da han var ved at blive en smule beruset og tænkte ikke over at det var tøsen med det blonde hår og opdagede heller ikke at hun sørgede for at Ahri opdagede det og smilede succesfuld over at han drak af hendes krus.
Dog før at Ancalagon nåede at finde ud af det begyndte Rollo at synge en druk sang som Arne og Erik sluttede sig til og fik det til at blive ret musikalsk med trampen i gulvet og banken på bordet

"Oh you can search far and wide,
You can drink the whole town dry,
But you'll never find a beer so brown,

Oh you'll never find a beer so brown,

As the one we drink in our hometown,
As the one we drink in our hometown.
You can keep your fancy ales,
You can drink them by the flagon,
But the only brew for the brave and true...
..Comes from our brown barrels!!"

Tøserne viste ikke rigtig lige hvordan de skulle reagere til at gruppen pludselig brød ud i sang, så de klappede bare med.
Da sangen var slut fortsatte fnisten og drikkeriet, tøserne var allative ret gode til at holde drikkeriet oppe med gruppen dog drak de slet ik' lige så hurtigt som gruppen gjorde.
En af tøserne begyndte at flirte med Erik som bare lagde en hånd på hendes røv og sikkert klemte den hele tiden mens han grinte og drak til snakken og jokeriet der blev fyret af.
Rollo sad allerede halvt og snavede dybt med den der sad til højre for ham og befamlede hende godt og grundigt uden at tage hentyn til de andre, dog tog gruppen det ikke særlig tungt men man kunne godt se hvor tøsen havde sin ene hånd hende, men igen så gemte Rollo ikke på at hans hånd var godt igang med at ælde tøsens bryster, til tøsens store nydelse.
Arne var ikke lige til at se nogle steder, ej heller en af tøserne.
Pludselig mærkede Ancalagon nogen flytte sin hestehale om bag ryggen, hvilket fik ham til at vende hovedet til tøsen med det blonde hår som rakte ham et krus mjød igen og blinkede frækt til ham og det var tydeligt at se hendes tegn hun gav ham, da hun havde tænkede over kroppen en smule så hendes kavalergang var mere synlig mens hun bed sig lidt i underlæben da Ancalagon tog kruset og skulle til at drikke det og man kunne se på tøsens øjne at hvis han drak af mjødet, var hun et skridt tættere på at komme i bukserne på ham, dog lige i det at Ancalagon skal til at drikke mjødet, fyrte Erik en joke af som fik Ancalagon til at flække af grin og bankede kruset ned i bordet så en del af mjødet røg ud over kanten. Et skuffet blik formede sig på tøsens ansigt og prøvede diskret at få ham til at drikke ved at flirte og nærme med sin hånd mod hans for at guide kruset op til hans mund, eller det var hvert fald hendes forsøg.
Hun tog absolut ingen hensyn til at Ancalagon faktisk havde sin arm om Ahri, var et tegn normale folk ville se om at Ahri og Ancalagon havde noget sammen, men tøsen var stædig og tog sig ikke af Ahri og så hende kun som en forhindring som skulle sættes på plads og se mens hun helt sikkert mente at hun kunne stjæle Ancalagon fra Ahri.

Det virkede vel heller ikke helt unormalt, at de hele tiden sad sammen og gik rundt op af hinanden. Men for de andre, måtte det vel være en smule irreterende at se på. Derimod ønskede Ahri ikke at lade Ancalagon blive hos kvinden, hvorfor gik hun ikke efter Rogan, han var den eneste tøserne ikke rigtig gik efter. Gad vide om han var ensom, om han enlig ønskede at have en kvinde ved sin side. eller måske ønskede han bare at være alene, i stedet for at ende hos en? Måske var han bange for at blive såret, for at den han ville elske, ville forlade ham?
Ahri kiggede tilbage på gruppen, da de kom ud fra værelset, hvor deres hår var ulet og strittede ud til alle siderne. Hvilket fik Ahri til at sætte hovedet en smule på skrå, hvad havde de lige lavet der inde, og hvorfor så de sådan ud? Hun ignorede det dog, da alle begyndte at sætte sig op til bordet, hvor der hurtigt ville blive en kamp. Normalt hadede Ahri når gruppen drak, hun kede sig altid og havde aldrig noget at lave. Men denne gang, var det hyggeligere. Alle virkede glade, på trods af de kvinder var der, slap Ahri en smule af. der var intet at frygte, da kvinderne virkede til at have mere øjne for Erik og Rollo samt Arne.
Kampen blev uafgjort, ved en høj latter og en masse råben. Det var sjovt at se på, den måde de begge sprang efter et krus. Hvor de endte med at miste mjødet alligevel, det virkede så underligt at se Rollo så useriøs, og på ingen måde skræmmende.
Hendes lille drilleri, endte ud i et langt og dybt kys. Hun havde selvfølgelig intet imod det, men det virkede alligevel en smule pinligt. Dog var alle ret berusede, men hendes hjerte hamrede hårdt i brystet, ved følelsen af hans våde dog bløde læber mod hendes samt hans skæg der kradsede en smule. Hun rødmede da han trak sig væk fra hende, smagen af mjød strejfede hende og fik hende til at slikke sig kort om munden. Det smagte underligt, hun havde aldrig drukket andet end vand hele sit liv, så det at der fandtes noget med en anden form for smag, virkede helt underligt for hende.
Hendes tanker var helt væk, at hun ikke engang opdagede at blondinen rakte Ancalagon et nyt krus. Det ville dog ikke genere hende, da det bare var væske, som endte med at blive drukket alligevel. Der ville ikke være et nederlag der, især ikke når Ancalagon lige havde kyssede hende. også foran blondinen, hvilket virkelig burde sende hende væk, bevise at hun ikke havde en chance så længe Ahri var i nærheden. Den pludselige sang, fik dog Ahri til at reagere. Hvor hun kort opdagede tøsens hånende smil og overlegende blik, hun trak ørene en smule usikkert tilbage. Forvirrede over hvad den tøs havde gjort, eller hvad hun lige tænkte på.

Gruppen virkede pludselig meget mere pervers, hvilket fik Ahri til at føle sig en smule utilpas, det stoppede hende dog ikke fra at være irriterede på Rollo. Den måde han bar begramsede kvinden på, og nærmest kvælte hende med sin tunge. Fik Ahri til at lamme ham, så han faldt ned af stolen og ikke kunne mærke andet end sit ansigt. Hun fniste kærligt af bumpet, af hans krop der faldt til jorden. Mens pigen nærmest kiggede forvirrede ned på ham, hvor hun derefter udbrød i en latter.
Ahri drejede først hovedet, med et kærligt smil på læben. Hvor det forsvandt hurtigt igen, da hun så pigens flirtende øjne, og den måde hun prøvede at få Ancalagon til at drikke fra kruset. Hvad var der i dette krus? Det gav ikke mening, og hvorfor skulle han drikke derfra!?
Hun kunne nærmest mærke sin vrede, over den måde kvinden så ned på hende. den måde hun mente at hun sagtens kunne tage alt fra hende, uden så meget besvær! Ud i et, satte Ahri sig op på stolen, slog kruset ud af Ancalagons hånd, inden den nåede til hans læber. hvor hun derefter slog tøsen i ansigtet, så hårdt at hun faldt ned af stolen. Hun havde trukket sine øre truende tilbage, mens hun sad med knæende oppe på stolen, og den ene hånd på bordet. For at kunne nå pigen, det tog kun kort tid. Før blondinen sprang over bordet, og greb fat i Ahris krave. Hvor hun endte med at rulle rundt på gulvet, Ahri var dog en af dem der kradsede, bed og gerne kastede folk over skulderen. Dette var jo en spinkel pige, og ikke en mand. Så ingen problemer der!
Da pigen fløj over Ahris skulder, ramte hun ned på bordet, med ryggen. Hvor hun kastede et krus mjød i hovedet på Ahri, som hun selvfølgelig fik i øjnene. Hun satte sine hænder op foran sine øjne, hvor ørene rejste sig op hurtigt. Inden man overhovedet fik set sig om, havde pigen lavede et cirkel spark i maven på Ahri, og da Ahri så bøjede sig ned af sparkets kraft, fik hun endnu et i nakken så hun faldt sammen på jorden.

Rollo kom op igen, med den ene arm på bord kanten og så den anden hvor han trak sig op, da hans krop lige havde fået kontrol over sin egen krop igen og det var lige da Ahri havde givet den blonde pige en ordentlig næve i hendes ansigt og det fik ham bare til at udbryde i latter som om Ahri havde sagt en joke, det var tydeligt at Rollo var bjælle stiv og alt til ham var morsomt.
Ancalagon nåede ikke en gang at reagere før at den blonde pige lå på bordet og havde kastede et krus i hovedet på Ahri som havde blindet hende kort da noget af mjøden ramte hendes øjne.
Dog da Ahri blev sparket i maven og derefter et i nakken rejste Rogan sig pludselig da han ikke var nær så fuld og var ved bevistheden.
Før nogle af de andre at reagere, selv før den blonde pige nåede at reagere fik hun et enormt skub med en hånd som så viste sig at være Rogans.
"What the hell old man?!" Udbrød hun fornærmet over det pludselig og meget ubehøvlede skub, mente hun selv.
Rogan satte sig hurtigt på hug og vendtede Ahri rundt og løftede hende op og lagde en hånd på Ahris mave og lukked øjne og ånede lettet ud og satte Ahri op og rejste sig op og vendte sig rundt til tøsen, "HVAD HELVEDE TROR DU LIGE DU ER IGANG MED?! HUN ER FORHELVEDE GRAVID DIN LILLE BATROUN!" Stod han og råbte lige i hovedet på pigen som på ingen måde det var muligt af denne her ældre mand at blive så rasende ud af det blå, Ahri viste tydeligt at hun ikke var en svækling.
"ER AHRI GRAVID?! BWAHAHA ANCALAGON DIN SATAN!" Råbte Rollo så pludselig op mens Ancalagon sad og ikke vidste hvordan han skulle reagere, Erik og Arne havde været midt i at drikke om kap da det blev sagt og begge sad med deres krus halvt væk fra deres åbne mund og kiggede fra Rogan til Ahri og så til Ancalagon, ikke ane hvordan de skulle reagere. De turde næsten ikke at gøre noget, for der var blevet helt stille i grotten som blev brudt da Ancalagon nærmest sprang over til Ahri for at lægge en hånd på hendes mave som om at han kunne føle om barnet inde i hendes mave var kommet noget til og kiggede så op på den blonde pige med et sådan et raseri at man næsten skulle tro at han ikke havde drukket overhoved.
Han rejste sig op og før Rogan kunne nå at sige mere havde Ancalagon grebet pigen ved halsen og løftede hende højt op over jorden og så pigen direkte i øjne som hvis han havde været drage, hvilket man også kunne se på pigen at Ancalagon faktisk gjorde hende en smule nervøs da hun pludselig fandt ud af at Ancalagon nok var farligere end hun havde troet.
Ancalagon strammede grebet om pigens hals som begyndte at lave gag lyde og man kunne se hun prøvede at komme fri og panikkede en smule over at hun faktisk var ved at blive kvalt af dette her væsen som var meget stærkere end hende selv og hun havde lige sparket Ahri i maven og den måde Ancalagon reagere på, betød nok at Ahri er Ancalagons mage.
De andre piger begyndte at råbe om hvordan skulle deres veninde overhoved vide og det var Ahri skyld og det hele, da det ikke virkede, begyndte den blonde piges veninder at bede Erik og Arne endda Rogan om at lade Ancalagon slippe deres veninde mens veninde med det blonde hår var så småt ved at miste lidt varme i ansigtet.
Rogan sad på hug og mærkede efter på Ahris mave og ignorerede tøserne og fokucerede på Ahri og om hun var kommet noget tid. Rogan var faktisk ret kold og det lignede ham op ingen måde at miste kontrollen på den måde, men han havde nok nogle gode grunde til at opføre sig sådan.
Ancalagon havde snappet i sin drage personlighed og det kunne ses, fordi hans tænder var blevet en smule længere og spidser og hans aura kunne føles af selv mennesker omkring ham at noget vildt var på vej til at krave sig ud af denne her krop.

Selvfølgelig var Ahri svag, dette var en dæmon og Ahri vidste faktisk ikke helt hvordan man skulle slås, da hendes liv aldrig rigtigt havde ført ud i et slagsmål, hun havde altid undgået det og var altid en af dem der kørte modstanderen træt i stedet for. Desværre kunne man ikke helt gøre det, i sådan en situation. Blondinen var hurtig, samt mjøden der sveg i Ahris øjne. Hun forsøgte lidt at gnubbe det væk, men mærkede med det samme sparket i maven og derefter i nakken. Det var smertefuldt! Men ikke nok til at sende hende ind i drømmeland, hun satte sig en smule op. Langsom som altid, med en smule ustabile hænder. Hendes nakke gjorde ondt, og maven virkede som om den lige om lidt ville kaste alt ud af sig. Da lyden af kvindens stemme lød lidt længere væk fra sig.
Hun løftede hovedet lidt, da Rogan med det samme fik hende helt op at sidde og nærmest løftede hende op, for derefter at mærke hendes mave. Hun trak ørene tilbage, af ren forvirring. Hvad havde dette med noget at gøre, hun havde jo kun fået et spark i maven, intet andet. Hun klappede ham roligt på hovedet, da han ånede lettet ud. Da han pludselig rejste sig op, og drejede rundt på hælen. Hans ord var udnerlige, høje og fyldt med vrede, hun forstod intet af det han sagde. Disse ord var længere end dem han havde lært hende, Batroun? Gravid? Forhelvede, dette var de ord hun ikke fattede brik af.
Det virkede også helt underligt, hvorfor ville Rogan den altid så rolige mand, pludselig være så højt oppe i det røde felt? Det gav jo ikke mening? Hun løftede sine øre en smule, da Rollo pludselig råbte op, og grinte. Stadigvæk forvirrede, så Ahri det mere som en hån.
Hun knyttede sine hænder, mens blikket landede på gulvet. hun havde tydligvis tabt denne kamp, hun ville ikke være givet op endnu, men det så ud til at alle mente at Ahri havde tabt. Rollo der hånede hende, og Rogan samt Ancalagon, der nu forsvarede hende. kunne det blive værre, hun klemte sine øjne sammen. Alt råben fik hende til at sætte sine hænder op til hovedet, hun havde tabt dette. Normalt ventede man til modstanderen var flygtet eller død, før de andre trådte ind. Men, denne gang var det klart. Hun havde tabt stort, meget stort. Så stort at selv Ancalagon måtte træde ind, det måtte vel betyde at hun burde forlade stedet. I skam, over at have tabt en kamp hun selv havde startet.
Hun rejste sig hurtigt op, hvor hun drejede rundt på halen. Man nåede næsten ikke at se hende rejse sig op, før hun havde grebet fast i pels tæppet, svunget det over sine skuldre og løbet ud af grotten. Ud i den bidende kulde, samt sne stormen der næsten gjorde det umuligt at se noget foran sig. hun løb lidt, inden hun måtte sætte farten ned, i ren frygt for at der pludselig ville dukke et træ op foran hende. sneens knagen, blev overdøvet af vinden der hylede

Ancalagon lagde på ingen måde mærke til at Ahri forlod grotten, hans øjne var rettet på pigen som man tydelig kunne se mistede mere og mere af sin bevisthed til der pludselig lød et knæk i nakken og derefter hendes livløse krop som faldt ned på gulvet, efterfuldt af de andre pigers skrigen og det var tydeligt at de nu frygtede Ancalagon og de fulgte Ahris vej ud af grotten og forsvandt i snestormen grædende og panikken for at de ville være den næsten som ville dø.
Rogan havde dog opdaget at Ahri var flygtet og fulgte efter hende, heldigvis havde han så meget tøj på så han havde kun kastede et tæppe over sig for at dække for den rasende sneblæst mens han råbte efter Ahri og fulgte de fodspor hun forlod bag sig.
Ancalagon kiggede ned på den døde blonde pige og drejede hovedet og så Erik og Arne som de eneste stående i grotten ud over ham selv, da Rollo var faldet i søvn i sin egen rus.
Arne pegede mod grottens udgang som tegn på at Ahri gik den vej og satte sig så ned samtidig med Erik, begge ikke helt vide hvad de skulle gøre nu, der var helt stille pånær Rollos snorken på gulvet efter som at Ancalagon selv var fulgte efter Ahri, var nok det dummeste Ancalagon kunne finde på at gøre i en fordrukken tilstand, dog var han ligeglad, Ahri var herude og han vil aldrig nogensinde give hende op eller miste hende, specielt ikke nu når hun rent faktisk var gravid og det havde aldrig givet ham tanken at det måske var det, der var grunden til at hun opførte sig sådan.
Ancalagon gik med armen op foran hovedet og havde intet andet på et sit normale tøjrustning og det var umuligt for ham at finder nogen som helst i den her snestorm og fodsporene var væk i den bidende blæst af sne så han så kun den eneste mulighed, at transformere sig, selv om det nok vil være en stor chance for at han kunne dø af det.
Rogan var dog stadig tættere på Ahri men hun var ikke til at se endnu og han fortsatte med at kalde på hende men råbene blev halvt kvalt og halvt fløjet rundt i vinden.
Rogan forstatte og fik pludselig en ordentlig gang sne i ansigtet så det blændede ham lige kort mens han gik og stødte pludselig ind i noget mindre end ham så både ham og det han stødte ind i så de begge væltede i snen.
Rogan fik fjernede sneen fra øjne og så det selv samme pelsskind og vendte det rundt for at se Ahri, "AHRI?! GODT JEG FANDT DIG, VI MÅ SE AT FÅ DIG TILBAGE, DET ER IKKE SUNDT FOR DIG!" Prøvede han at råbe til hende da blæsten nærmest prøvede med vilje at holde Ahri fra at høre noget som helst i den larmene og bidende vind som stormede rundt.
Rogan lagde armene om Ahri mens hun havde sin pelsdyne om sig mens Rogan havde sit tæppe om sig mens han prøvede at holde Ahri i live da det var ved at være under de ret så mange minus grader.
Et kæmpe brøl lød i vinden, men var næsten umuligt at høre om det var et brøl eller vinden, dog lyste den mørke natte blindhed som sneen gav om natten pludselig op, som om en havde tændt for en lampe. Det lignede næsten et lysshow da de skarpe og lyse lys forsvandt lige så hurtigt som det kom frem. Pludselig forsvandt alt vind omkring dem, som om sneen havde lagt sig uden varelse. Rogan kiggede rundt og fik øje på Ancalagon som stod over dem i sin drageform og dækkede for den stormende blæst af sne med sin ryg og det var tydeligt at det var hårdt for ham da han ikke var særlig modstålig over for kulde da han normalt faktisk var en kold blodsdyr som et krypdyr, grunden til at han havde så varm krop nogle gange når Ahri rørte ham i drageform, var fordi han kunne varme sin egen krop op, problemet var nu at han var for fuld til at kunne tænke lige og man kunne også se på hans øjne at han kæmpede en meget hård kamp om at ikke falde i søvn og blive i endnu større fare end han allerede var som drage.

Ahri gik gennem den bidende kulde, med bare ben og kun små sko på sine fødder, der på ingen måde holdte kulden ude. Hendes øre var kørt tilbage, måske var det lidt dumt af hende, at forlade grotten i denne form for vejr. Men hun kunne ikke være i grotten mere, hvis hun var der. ville det kun være i hån, hun havde tabt og kunne ikke engang vinde en kamp mod en pige. Hun burde træne, burde måske gå mere op i at lære at slås end at tale. De brugte også deres tid på at lære hendes evner at kende, ikke at det lærte hende noget. Udover at sigte bedre, og ramme bedre. Men det var stadigvæk ikke noget hun fik ud af det, da hun ikke kunne bruge mere energi medmindre hun ville besvime!
Da en eller anden pludselig bumpede ind i hende, faldt hun med ansigtet ned i den kolde sne. Hvor hun hurtigt blev vendt om, hun rystede på hovedet, for at få sneen væk fra hovedet. Det var koldt, hun lod roligt sine øjne åbne sig. for at se Rogans altid så rare ansigt, hun bed sig en smule i underlæben. Hvor hende øjne blev blanke, og det mest kære ansigts udtryk formede sig. tåre begyndte roligt at køre ned af hendes kinder, hvor han derefter svang armene rundt om Ahri. Hun placerede de kolde hænder på hans brystkasse, og pressede siden af sit ansigt ind mod sine hænder, hvor hun snøftede få gange.
Det var koldt at sidde i sneen, men bare det at føle en persons kropsvarme, gjorde det nemmer at stå imod kulden.
Hun klemte sine øjne sammen, mens hendes hjerte slog hurtigt i hendes bryst. Hvorfor kom han efter hende, det gav ikke mening for hende. men på den anden side, hun var jo også dum. Hun knugede sine hænder sammen, og krøllede hans trøje en smule. Mens hun græd i hans arme, sneen der farvede det sorte hår hvidt, mens hendes øjne åbnede sig en smule, stadigvæk med tårene kørende ned af hendes kinder. Det gjorde nærmest ondt at græde, som om hendes hals snurrede sig sammen!
Hendes øre var kørt tilbage, mens hun kun pressede sig længere indtil Rogan, for at opsluge mere og mere af hans varme!
Da sneen pludselig stoppede over dem, hun kiggede en smule op, for at få øje på Ancalagon. hvor hun hurtigt gemte sit ansigt mod Rogans brystkasse, hun nægtede at se på ham. han var sikkert skuffede eller sur, der var så mange følelser der kunne spille ind. Hun frøs, men ønskede ikke at komme tilbage i grotten, ikke med Rollos hånende grin og de andre nedladende blikke. Hun havde dog ikke set deres blikke, men var bange for at ende med at se dem.
Plus hvad var der sket med pigen? Det gav ikke mening, hun rystede en smule på hovedet. Så sneen gled ud af hendes sorte hår.

Ancalagon prøvede så godt han kunne at holde vinden og sneen fra at ramme Rogan og Ahri men alkoholen tog langsomt over hans styrke og han var ved at knække en smukke sammen og var ved at vælte ned men nåede at stødte til med sin ene vinge men det blev for meget og han væltede til siden af dem og kiggede på Ahri men var for træt til at kunne gøre noget.
Lige i det at Ancalagon væltede til siden blev de alle tre nærmest opslugt af den bidende kulde og stormede sneblæst, Ancalagon ville havde bandet hvis det ikke havde været fordi han var for væk i alkohol. Rogan lagde en hånd på siden af Ancalagons hoved, det var intet de kunne gøre, han var for svag til at kunne trække Ancalagon tilbage til hulen og for den sags skyld få ham ind i grotten og han selv var igang med at kæmpe for at holde varmen inde, selv med tæppe og det hele om sig.
Han kiggede op da nogle mørke skikkelser bevægede sig mod dem, men var ikke til at se hvem det var. Første troede han at det var de andre, men det håb forsvandt da det viste sig at være de andre tøser som flygtede ud af grotten og der var noget over dem som ikke var naturligt, altså ud over at de var dæmoner, så så det ud som om at sneen ikke rørte dem overhoved, som om de havde et beskyttelses skjold omkring dem. De stod alle og smilede stort over Ahri og Ancalagon som sad og lå i sneen svag og lige til at slå ihjel, den ene af dem tændte en stor flamme med sine hænder så alt omkring hende lyste om så man tydelig kunne se at deres tænder var enorm spidse og deres øjne var lille og lyste op i nattens mørke. Der var ingen tvivl i at de var i deres dæmon form og havde tænkte sig at lå alle tre ihjel.
"DU SLOG VORES VENINDE IHJEL! NU SLÅR VI DIN TØS IHJEL DIT SVIN! Råbte alle i kort og blev hvert dæmpede eller vari kke til at høre i stormen selv om det blæste og larmede så meget med vinden.
Dog skete det aldrig, Ahri og Rogan blev aldrig ramt af noget ild og man hørte kun skræklige skrig, efterfuldt af nogle vilde drage brøl som ikke kunne være Ancalagon, da han var stortset døssede hen i den kolde se og lignede en som var tæt på at dø af kulde.
Pludselig blev der stille og kun kulden og den bidende kulde kunne høres, dog selv dem blev brudt i et kæmpe brøl, præcis som når Ancalagon gjorde det, dog alligevel med en lidt anden tone i det og før de vidste af det stod der en drage, en kæmpe stor drage, præcis samme drage race som Ancalagon, men hornene var en smule længere og ikke så agrassive som Ancalagons horn. Ancalagon kiggede op på den nyankommende drage og brugte sine sidste kræfter på at fortælle den nye drage to ord, "Red hende" Kom det fra hans dybe drage stemme så det var tydeligt at høre for dem alle sammen og med disse ord lukkede Ancalagon øjne og forsvandt i træthed og rørte sig ikke.
Dragen som stod foran Rogan og Ahri kiggede på Ahri og så derefter Ancalagon hvor den så gjorde noget Rogan aldrig ville have troet han ville opleve i sit liv, den nye drage havde fået den bevistløse Ancalagon op på sin ryg og greb fat rundt om om Rogan og Ahri med sin ene fod og så lettede den fra jorden og fløj opad og selvfølgelig ikke så stejlt opad så Ancalagon faldt af, men nok til at efter kort tid kom de ud af stormen og blev fløjet væk fra stedet og landede først da de var flere kilometer væk i en anden skov ved et stort hus, lignede næsten et palæ og det var på ingen måde ligeså koldt som over ved grotten, dog var der stadig sne over det hele, men havde en mere rolig og nærmest magisk klang til sig, som om de befandt sig i en anden verden.
Dragen satte Rogan og Ahri ned ved de små trapper som gik op til en dobbelt glasdør som førte ind til stuen.
Dragen derefter lod Ancalagon glide ned af dens ryg så han landede med et bump ved siden af Ahri og Rogan bevistløs.
Dragen forvandlede sig så, men slet ikke på samme måde, der var ingen brækning af knogler og før de vidste af det, stod en kvinde foran dem og kiggede ned på dem men hun var på ingen måde nøgen som Ancalagon altid var når han forvandlede sig til menneske.

((Kvinden [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] ))

"Kom med ind så i kan få varmede jeres kroppe" fortalte hun og gav dem et lille mystisk dog varmt smil og gik hen til den bevistløse Ancalagon i sin dragekrop og strøg sin hånd hen over hans dragesnude og et lille varmt smil formede sig nu på hendes læber og pludselig lyste hendes hånd lilla og lidt efter lidt begyndte Ancalagon at forvandle sig tilbage til sin menneskeform og lod Rogan tage Ancalagon over skulderen mens han holdt Ahri ind til sig da han ikke stolede på kvinden, en hver som kunne blive til en drage var en trussel og hvis den person så også har andre evner, bliver de bare endnu farligere.
Dog havde de ikke rigtig noget valg, da de alle var ved at fryse ihjel og der spredte sig varme ud til dem fra huset, som om det var sommer derinde og Rogan kiggede ned på Ahri, "Hold dig til mig Ahri" fortalte han hende og begyndte at gå op af trappen og ind i huset, det var stort og lignede ikke noget han havde set før, det var stort og lyst med store vinduer, hele træ kaminer brændende med det samme underlige lilla ildlys som kvinden selv brugte mod Ancalagon til at forvandle ham.
Det første Rogan gjorde var at sætte sig ved ilden med Ahri og Ancalagon så de kunne få varmede sig, Ahri fik både pelsdynen over sig og tæppet Rogan havde brugt så hun kunne få varmede sig selv og så hev han sin læder flap frem hvor han havde sit grej og gik igang med at holde Ancalagon i live.
Alt i mens det, stod kvinden med armene på kors og kiggede ned på Rogan som prøvede at holde Ancalagon i live men kunne mærke på Ancalagons krop at han var ved at miste ham.
"Nej nej nej nej, du kan lige våge på at dø Ancalagon! Jeg forbyder sig at dø!" Sagde han til sig selv og prøvede igen og igen at udføre det han havde lært men intet så ud til at virke.
"Du skal forhelvede blive far, du har bare ikke at forlade hende nu, hører du mig din forbanede drage!" Fortsatte han lidt i panikken og irritation over at han var ved at miste Ancalagon.
Det var så der hvor dragekvinden kom hen og satte sig på hug og lagde sin hånd på hans bryst og lukkede sine øjne og åbnede sine øjne igen men de lyste en helt ekstremt lys lilla, næsten over i det hvide og en lilla energi nærmest svævede ud af hendes øjne og videre ned af hendes ansigt og hen over skulderen, ned af armen og ned i hånden og så ind i hjertet på Ancalagon som pludselig trak vejret igen, men stadig havde lukket øjne.
"Han skulle klare sig nu, så længe han ligger ved kaminen" forklarede hun Rogan og Ahri og rejste sig så op og satte sig i en lænestol med benene lagt over kors.
Rogan nikkede bare da han ikke vidste hvad han helt skulle sige til en kvinde der lige havde reddet Ancalagon, ham selv og Ahri var at dø i kulden og valgte faktisk for en gang skyld ikke at sige noget lige med det samme og bare varme sig ved ilden og så lige tjekke hvordan Ahri havde det og om hun var kommet noget til.

Da Ancalagon faldt sammen i sneen, løftede Ahri hovedet igen, kiggede hen på ham med triste øjne. Hvorfor fulgte de overhovedet efter hende, hun ville have skubbet Rogan væk, for at nærme sig Ancalagon. hvis det ikke havde været for de irriterende kvinder, Ahri drejede hovedet, for kun at kigge på dem. Hvor hun nærmest satte sig foran Rogan, på en underlig måde, for at beskytte ham. men inden alt skete, var der kun skrig. Ilden fra kvindens hænder forsvandt, stilheden bragte endnu engang kulden og vindens tuden med sig.
Hun krammede sig derefter ind til Rogan igen, mens hendes blik var på Ancalagon. det var koldt, og hun kunne intet gøre for ham, når han var hans drage form. Hvis nu bare han havde været i menneske form, ville hun kunne hjælpe ham meget hurtigere, bare varme hans krop op via sin energi. Hun klemte sine øjne sammen, mens hendes hår blæste væk fra hendes kønne ansigt. Da et enormt brøl løb, hendes øre rejste sig op.
Hun kunne ikke helt regne ud hvor brølet kom fra, da vinden forvirrede hende en del. Men da dragens krop pludselig kom frem, var det tydeligt for hende. hun lagde ørene tilbage, og kiggede op på denne nye drage. Var det som dengang Ancalagon mødte Ahri første gang, ville denne drage angribe dem? Hun ville umuligt kunne redde dem, da den stærke vind ville feje hendes energi kugle væk. Og ikke mindst gøre det svært for hende at løbe væk, hun kunne heller ikke trække Ancalagon væk, samt Rogan. Hvad skulle hun gøre, hvis denne drage ville æde dem nu. Hun klemte sine øjne sammen, og pressede endnu engang sin pande ind i Rogans brystkasse.
Hvad skulle hun gøre! Alting var ved at gå under for hende, Ancalagon ville dø og Rogan det samme. Alle omkring hende lige nu ville dø, og alt sammen ville være hendes skyld. Hun burde bare være blevet i hånen fra de andre, burde måske bare være gået ind i en af de andre rum, som når Arne blev sur på Erik. Hvorfor gjorde hun ikke det!
Hendes øjne åbnede sig med et sæt, da lyden af Ancalagons stemme lød. To ord blev sagt, svage og lave. Hun kendte dem, men hvorfor sige sådan. Hun ville ikke gå med friviligt, hvis Ancalagon bare skulle ligge og dø. Så heller dø sammen med ham, eller bruge sin energi på at få ham til at overleve, dog ville hun dø af det. da det ville svække hendes krop, så den ikke længere kunne producere varme. Hvilket ville gøre at hendes blod, ville fryse til is. Samt hendes hjerte, men hvis det var det der skulle til, for at give Ancalagon en chance for overlevelse. Var det vel det hun burde gøre.
Hun nåede dog aldrig så langt, før Ancalagon var på dragens ryg, og de var blevet samlet op. Som altid var Ahri bange for højder, og svang armene om Rogans nakke, samtidig med at hendes hvide pjuskede hale svang sig om hans arm. Hun ville ikke falde, ikke i dag, eller nogle sinde! hun klemte sine øjne sammen, mens Rogan kunne mærke hvordan hun rystede go nærmest skreg indeni. Først da de blev sat ned igen, åbnede hun sine øjne igen. Med blikket der flakkede rundt.
Da dragen blev til en kvinde, kiggede hun ikke forbløffede eller overraskede over det. mere trist, som om alting lige var blevet hevet ud af hænderne på hende, og hun nu ikke havde noget at leve for mere. som om hendes verden var gået under, og intet betød noget for hende. kvinden var meget moden, havde et modent ansigt og virkede til at være på samme alder som Rogan, eller nok mere Ancalagon. mens Ahri mere lignede en på 19 år, lignede disse to nogle på omkring 29-30 år. Ikke at det var noget, men det virkede så underligt. Hun følte sit hjerte der nærmest blev hevet ud, og smidt på jorden.
Ahri nikkede kort, uden så meget som at skænke Rogan et blik. Mens de gik indenfor, hun holdte fast i Rogans trøje, til de nåede ilden og satte sig ned. Hun tog sine knæ op til sig, hvor hun lagde hagen på sine knæ. Med den hvide pjuskede hale omkring sig, mens Rogan smed dynen og tæppet over hende. først der løftede hun sit blik en smule. Varmen fra ilden var rar, den omfavnede hendes krop og ansigt. Men lyden af Rogans panikken, gjorde det ubærligt.
Hun kiggede ned på Ancalagon, hvor hun ville have brugt sine evner for at hjælpe, da kvinden kom hende i forkøbet. Hun kiggede derefter op på kvinden og derefter ned på Ancalagon, hvor hun rykkede sig en smule væk, for derefter at stirre ind i ilden igen. Hendes ansigt var koldt, som om alle hendes følelser var blæst væk i snestormen. Hun stirrede bare ind i ilden, mens den nærmest dansede i kaminen. Hun trak vejret langsomt, dog… selvom hendes ansigtsudtryk var koldt som is, kunne man alligevel se en tåre trille ned af hendes kind. Mens hun bare prøvede på at holde masken, hun måtte ikke græde. Hvis hun græd, viste hun endnu engang at hun var svag.
Hun lod sit hoved falde en smule, nu var de et nyt sted. Og denne gang… denne gang var de hos endnu en kvinde, og ikke hvilken som helst kvinde. En af samme race som Ancalagon, en der havde viden, ikke var dum som hende. en som passede bedre til ham, en der var stærk nok til at redde 3 personer ud fra en snestorm, uden så meget som at virke udmattet. I forhold til den kvinde, var Ahri ikke andet end en myre. Hun fortjente ikke Ancalagon hos sig, Ancalagon havde mere brug for en der kunne forsvare sig selv. I stedet for en der altid bragte sig selv, og andre i fare. Hun lukkede sine øjne i, og gemte sit ansigt i sine knæ/arme.

Rogan satte sig ved siden af Ahri og hold om hende og aeede hende blind, "Ahri, hvis du har brug for at græde, så må du altså godt, du behøver ikke at være så stærk hele tiden" fortalte han hende mens han kiggede fra hende og over på dragekvinden som sad i lænestolen med bene lagt på kors og så over på Ancalagon hele tiden, som om hun ventede på at han skulle vågne op.
Rogan kiggede op på kvinden med et varsomt blik, en kvinde som kan forvandle sig til drage og menneske som Ancalagon er farlig nok at møde, men en drage som også kan bruge magiske evner er lige et helt nyt niveau af farlig, hvert fald i følge ham og de anede intet om hvem hun var eller hvorfor hun reddet dem.
For hvad end hun kendte, kunne hun lade dem dø i kulden, men det gjorde hun ikke, hvorfor?
"Hvorfor redde os, øhm.." Spurgte han men stoppede da han ikke helt vidste hvad han skulle kalde hende.
"Jeg har mange navne gennem mine år, men i kan kalde mig Asha'bellanar eller Flemeth, take your pick" svarede hun ham med et lidt kryptisk smil og så fra Ancalagon til Rogan og der var noget over kvindens øjne som gjorde ham utilpas, som om at selve dragen stirrede direkte tilbage i hjertet på ham for at se om han var værdi for at leve på denne jord.
"Men hvor at svare dit spørgsmål, jeg har en 'aftale' med jeres bevistløse ven og så kunne jeg vel ligeså godt tage jer med, i så ud til at betyde noget for ham" svarede hun på hans spørgsmål og kiggede tilbage på Ancalagon.
Nogle lave støn fra Ancalagon og nogle svage bevægelser begyndte at komme fra ham og pludselig åbnede han øjne som om han lige var vågnede fra et mareridt og satte sig op med et sæt og kiggede rundt med skræmte øjne, "Ahri?! Ahri?!" Kom det næsten med frygt i øjne, da han så hende sidde med tæppe og pelsdynen over sig, var han med det samme over hos hende og omfavnede hende helt ind til sig.
"Jeg troede jeg havde mistede dig mis!" kom det fra ham og placerede begge hænder på hendes kinder og så hende dybt i øjne mens hans øjne begyndte at blive fugtige og han lukkede øjne hvorefter at tårene rullede lige så stille ned af hans kinder og så kyssede han hende, og ikke bare et hurtigt et, nej et dybt, langt og med en person som nærmest skreg ud i rummet af sig selv om hvor meget hun betyder for ham.
Da han slap hendes læber kiggede han dybt ind i hendes øjne, "Hver sød ikke at forlade mig mis" kom det fra ham mens han aeede hende blidt.
"Awh, hvor er det dog rørende" kom det pludselig fra kvinden som slog hænderne sammen og rejste sig op og drejede rundt på sine hæle, gik op af en trappe og forsvandt ind af en dør og kom ned igen med noget tøj i hånden som hun så kastede til Ancalagon som greb det ud af nærmest refleks og kiggede på tøjet, det lignede det som han normalt plejede at gå i, hvilket fik ham til at kigge op på den kvinde han først nu havde lagt mærke til.
Hvem fanden er hun?
"Hvem er du?" Spurgte han og kiggede på hende med et mistorisk blik og lagde tøjet ved siden af mens han holdt Ahris hånd.
Utroligt nok virkede han hverken fuld eller så fuld ud, det var som om at kvinden havde fjernede alt hans alkohol i blodet da hun brugte sine evner på ham, hvilket var noget Rogan havde lagt mærke til nu da Ancalagon var vågnet.
"Er det sådan man takker sin egen mor for lige at have reddet dit skin dreng?" Spurgte hun med et kryptisk smil og lige i det at hun fortalte at hun var Ancalagons mod, kiggede Rogan lidt i en 'say what' agtigt blik fra dragekvinden til Ancalagon og tilbage igen.
Ancalagon havde på ingen måde forventet at få den infomation af vide fra hende og sad lidt og kiggede på hende. Hun kunne umuligt være hans mor, nej det var ikke muligt, hans mor forlod ham inden han overhoved var kommet til verden.
Ancalagon skulle til at rejse sig op men blev bremset af kvinden, "dit tøj my dear boy, tag det på før du vandre sådan rundt" og før Ancalagon havde tænkt over det, var han ved at tage sit tøj på, drage kvinden havde en underlig magt over ham, lidt som en forældre havde over sit barn, dog anede han ikke at det var den magt hun havde over ham, da han aldrig havde kendt til den form for magt.
"Søn..? Yea selvfølgelig er du min mor, min mor forlod mig før jeg overhoved var kommet til verden og du kommer bare og forventer at jeg ska' tro på dit bullshit kvinde?" Spurgte han med en irriteret tone, og han vidste faktisk ikke hvorfor at han blev irriteret over at hun fortalte ham det.
"Hahaha oh my, sikke et temperament, du har min søn, præcis som din far" svarede hun Ancalagon stadig med sit kryptiske smil som om hun bare sad og planlage alt muligt oppe i sit hoved.
"Jeg ved du blev forladt, jeg var den som forlod dig knægt, det er da sådan en skam at du ikke kender til vores race" fortsatte hun og lænede sig fremad og placerede fingrespidserne mod hinanden.
Ancalagon kiggede væk og ind i ilden, han vil ikke tro på hvad kvinden sagde, men inderst inde gav det nærmest mening at hun var hans mor, han kunne ikke forklare det men hendes duft var præcis den samme som den duft hans æg havde, da han kom til verden, det var den første duft han nogensinde havde duftet og vil være den sidste duft han nogensinde ville kende til.
"Haha tro mig eller lade hver søn, men inderst inde ved du det er sandt fortalte hun stadig med et smil på læberne og rejste sig op og gik hen mod hvor Ancalagon og Ahri sad, og satte sig på hug ved Ahri, My my, hun er vel nok en interessant pige og endda din mage" sagde hun med overraskelse da hun indså at Ahri var gravid med Ancalagons barn, "Hvad hedder du pigebarn?" Spurgte Flemeth og skulle til at mærke Ahris hår med sine fingre, men blev stoppede af Ancalagon, da han stadig ikke stolede på kvinden, som åbenbart mente at hun var hans mor.
Flemeth havde præcis samme øjnfarve og propiler kunne Rogan se og det gav faktisk ret god mening at de ville være i familie, at hun så lige frem var Ancalagons mor, kom dog stadig bag på ham.

Han sagde hun ikke behøvede at være stærk, men hun var jo altid svag. Så hvordan skulle hun noglesinde være stærk, når hun altid var svag som et ny født barn. Hun drejede hovedet væk fra Rogan, hvad skulle hun også lige gøre. Hun kunne ikke vinde en slås kamp, kom altid i fare, eller bragte andre i fare. Selv deres første møde med gruppen, blev hun jagtet af en gruppe mus, mens gruppen nedlagde en drage der gik efter hende, samt en ulv. Eller flere ulve, det var underligt, hun tiltrak bare fare, spørgsmålet var bare. Hvordan kunne en person, tiltrække så meget fare, på så kort tid?
Hendes venstre øre rejste sig en smule, mens kvinden snakkede. Det var underlige ord, hvilket fik Ahri til at mumle en smule. *Ashabellla…. Pfff flemming…. Meh!* Hun kunne ikke udtale det der tydeligvis var kvindens navn, hvilket fik hende til at bide sig i underlæben. Der var intet at gøre, end at undgå at sige den kvindes navn, hvis hun kunne undgå det, ville alting blive nemmere for hende.
Hun løftede hovedet en smule, da Ancalagon pludselige råbte hendes navn om og om igen. Hendes sorte hår var en smule ulet, samt vådt fra den smeltet sne. Hun nåede ikke engang at blinke, før han havde trukket hende ind i et varmt kram, med de ord han næsten altid sagde. Han frygtede at miste hende, så hvorfor blev hun ved med at smutte? Nu var det bare endnu mere skyldfølelse for at være smuttet, hun burde have vidst at Ancalagon ikke ville udskifte hende, med en sølle blondine. Men denne kvinde, denne kvinde var anderledes, hun kunne lære ham meget og var klog. Så hvorfor ikke være sammen med hende i stedet for?
Hendes tanker blev slået ud, da han lagde hænderne på hendes kinder og kyssede hende. spærrede hun sine øjne op, for derefter at placere en hånd på hans venstre hånd. Den var kold, hvilket ikke var overraskende, siden han var frosset ligeså meget som dem, han var derimod mere kold blodet end Rogan og hende, hvilket gjorde at hans blod nemmere frøs til. Hun lukkede blidt sine øjne, mens deres kys varede i et lille stykke tid. Han græd, det var sjældent man fik set hans tåre. Men de blev set engang i mellem, dog mest når det bare var Ancalagon og hende. hun åbnede sine øjne igen, da han trak sig væk fra hendes bløde læber. ”Undskyld…” Lød det fra hende, siden hun havde forsøgt at stikke af fra dem.
Kvindens stemme, fik hende til at kigge ud mod hende, mens hun forsvandt og kort tid kom tilbage igen. Tøjet der blev kastet efter Ancalagon, fik Ahri til at bukke sig lidt, af ren refleks for at han ikke ville gribe den. Så for at undgå tøjet, bukkede hun sig.
Mor? hvad var en mor? en forkortelse for en morder måske? Rogan havde aldrig lært hende dette ord, så hvad betød dette. Hun satte hovedet en smule på skrå, hvor hun kiggede kort hen mod Rogan, forvirrede over dette lille ord. ”Mor?” Lød det fra hende, på en spørgerne måde. Mens hun nedstirrede Rogan, med forvirrende øjne.
Ancalagons måde at lytte til kvinden, gjorde Ahri en smule nervøs. Måske var det bare en form for magt denne kvinde havde, men Ancalagon plejede ikke at lytte til nogle, det var sjældent han overhovedet lyttede til hende. ikke at hun ville have magten over ham, men det kunne være rart at han stoppede sin vrede når hun bad ham om det. hun lagde ørene tilbage, da hun pludselige satte sig på hug foran Ahri. Hendes øjne blev store, og nærmest skreg af ubehagelighed. Hun frygtede ikke denne kvinde, men var alligevel bange for at gøre noget forkert. Hun lagde sin pjuskede hale omkring sig, for at berolige sig selv. Mens kvinden snakkede til hende, hendes spørgsmål var nemt, hun vidste hvad dette betød!
”Ahri!” Lød det en smule højt fra hende, hvor hun derefter nærmest gemte sig bag Ancalagon. da han stoppede kvinden for at røre ved hendes hår, hun kiggede lidt op på kvinden. Hun var usikker på denne kvinde, fandt hende ubehagelig at være sammen med.

"Ho ho ho, ej men knægt dog, har du ikke lært din mage ordet mor? Når hun selv skal være en, en dag" grinte hun med en næsten varm bestemor latter og kiggede Ahri i øjne "mig skal du ikke være bange for Ahri, sikke dog et pænt navn du har pigebarn" svarede hun Ahri med begge hænder hvilende på sine knæ.
"Sig mig Ahri, ka' du lide blåbær, jeg har hørt at det er noget du spiser fortiden?" Spurgte hun med et venligt smil og rejste sig så op og vendte sig rundt og gik mod et hvad nok var køkkenet, og begyndte at hive køkkengrej frem, "Nu når det snart er morgen kan i vel lige så godt spise morgenmad her, se jer selv som gæster" fortalte hun alle tre som stadig sad ved kaminen, Rogan som dog havde regnet ud og accepterede at hun var Ancalagons mor, men for Ancalagon vidste han ikke hvor han lå i at tro på det kvinden sagde eller os var han bare beskyttende overfor Ahri, da han for ikke så lang tid siden være tæt på at miste hende igen.
Det slog ham at han måtte lære Ahri noget mere, så hun kunne blive bedre, da der tydeligvis var mange ord stadig som hun ikke kendte.
Ancalagon rejste sig ikke da han holdt Ahri i sine arme og så var han stadig ret kold på kroppen, selv med tøjet på og at sidde ved kaminen, selv at tre kaminer brændte på fuldedrøn, var hans krop stadig enorm langsom til at sprede varmen ud til hele kroppen, da hans krop fungere på den måde at den først vil sende varmen ud til de vigtigeste organer og dele som er i kroppen og så derefter videre til resten.
Flemeth havde allerede lagt en stor fisk og en bøf på hver sin pande og derefter fandt hun en lille skål hvor hun så forsvandt udenfor og kom ind i gik med skålen fyldt med blåbær som var friske og lignede de lige var plukkede, men det vil være lidt vildt, for hun var kun væk i få sekunder udenfor i kulden.
Rogan og Ancalagon kiggede på hinanden og deres maver rumlede, alt den overlevelse og druk havde gjort dem begge sultne og Ancalagon kiggede på Ahri og strøj sin hånd på hendes kind og smilede til hende og lændede hovedet ned til hendes øre, "Jeg beskytter dig min mis" hvilskede han og rejste sig op uden at slippe Ahri og så gik de alle hen til bordet med Ancalagons såkaldte mor stod og lavede mad, det var dog lidt underligt at se hende i udrustning og det hele og så stå og lave mad. Dog efter lidt tid var maden klar og Ancalagon fik bøffen, Rogan fik fisken og Ahri fik stillet en stor skål blåbær foran sig.
Flemeth satte sig så ned for bordenden af modsatte side af hvor Ancalagon sad, var ikke et særlig langt bord, dog langt nok til at der kunne mindst være tre retter mad ved siden af hinanden.
Faktisk var det et ret stort og flot hus, mange flotte og smukke malerier, enorm mange gulvtæpper, varme gulvtæpper.
Der var ikke tvivl at hun har tjent godt, eller bare slået tidligere ejer ihjel, sikkert sidste del, hun lignede ikke en som kunne finde på at arbejde for sine penge.
Ancalagon kiggede først på kødet og derefter på Rogan som gjorde det samme, da de ikke vidste om de skulle stole på Ancalagons 'mor', "Ha, gider i, hvis jeg havde haft lyst til at dræbe jer, havde jeg da lade jer fryse ihjel ude i stormen" svarede hun deres blikke til hinanden, hvilket var nok og så gik de til den, ikke noget bestik til at spise fint, nej det var med fingrene, de havde heller ikke fået bestik, hun havde sikkert ikke noget alligevel.

Ahri stirrede nærmest på Flemeth, mens hun snakkede til hende. det virkede underligt, personen havde en varm latter, meget beroligende men alligevel virkede hun så skræmmende for Ahri. Hun kiggede kort op på Ancalagon, og derefter op på kvinden endnu engang. hvad skulle dette betyde, hun var mor? måske var det et ord for ejendele, så Ancalagon ejede hende? det virkede underligt. Ahri troede ikke at Ancalagon havde slaver, men det gav mening, siden hun lyttede til ham. vent!? Ville det så sige at han havde udnyttet denne kvinde til klamme ting, som duksedrengen havde gjort ved Ahri?! Hun rykkede sig ud i et væk fra Ancalagon, hvor hun derefter kiggede væk fra ham, så han kunne også være sådan en person?
Det var ikke til at vide, der var så mange ting hun ikke vidste om Ancalagon, de kunne jo ikke helt snakke normalt sammen. Hun vidste bare at hun holdte af ham, meget endda. Et lille suk slap hendes bløde læber, mens hun kiggede ned i gulvet, med begge hænder på det halv varme gulv. Hun løftede først blikket, da lyden af skramlen fra køkkenet, kunne høres. Hun satte hovedet på skrå, mens Ancalagon pludselig holdte om hende igen.
Hun løftede blidt blikket, da han langsomt lænede sig frem til hendes øre. Hans ord var blide, og hun vidste han mente dem. Men det ville ikke betyde noget, hvis han udnyttede denne dame, som duksedrengen havde udnyttet Ahri?! Hun lod sit blik falde endnu engang. hvad kunne det mor betyde, det gjorde hende næsten sindssyg at leve i uvidenhed!
På den anden side, ville hun heller ikke forstå en forklaring på ordet, hvilket kun gjorde det værre! Da de alle satte sig ved bordet, begyndte Ahri at spise med det samme skålen blev sat ved hende. hun var ikke en af dem der mistænkte folk for at forgifte maden, hvilket kunne være et problem. Da hun sikkert ville spise alt, selv hvis det havde været forgiftet, hvilket betød at Ancalagon eller de andre, skulle fjerne skålen. Hvis de var sikre på at det var forgiftet, eller at der var noget i den. Hvis de blev taget til fange af nogle, hun kiggede op på Ancalagon, da kvinden snakkede.
At slå dem ihjel i stormen, eller bare at lade dem ligge. Det var vel sandt nok, hvis hun forgiftede maden. Hvorfor så bruge udstyr på dette, når det ville være nemmere og hurtigere at lade dem dø i sneen. Hun spiste roligt blåbærene, mens hendes blik endnu engang faldt ned på skålen. Hendes tanker kunne ikke helt falde væk fra hendes tur hos duksedrengen, den klamme lille fyr. Også overlevede han oveni købet, hvilket betød at han stadigvæk kunne være i nærheden, selvom det var så langtid siden. Hun kunne dog stadigvæk huske det, så godt som var det i går. Bare følelsen af sædet, og den klamhed hun fik af hans stank, selv hans stemme! Hun klemte sine øjne sammen og skubbede skålen væk. Hun havde ikke længere lyst til at spise, tankerne havde givet hende kvalme.

En pludselig stemme lød i hoved på Ahri, det var nærmest en hvisken og så alligevel tydelig nok til at hun kunne høre ordene når de blev sagt. *Elsker du ham Ahri?* lød stemmen i Ahris hoved, men der var ingen som lige snakkede til hende, da både Rogan og Ancalagon spiste mad, da de begge var sultne og kastede maden ind i munden.
*Han udnytter dig ikke lille Ahri, tværdimod, Lov mig at du vil tage dig af ham Ahri, han er magteløs uden dig ved sin side* lød hvisken igen, men denne her gang sad Flemeth med begge hænder under hagen med begge albuer på bordpladen og smilede til hende som en hver anden bestemor vil smile til sit barnebarn dog uden af bevæge sine læber, hørte Ahri Flemeths stemme nu klart og tydeligt i sit hoved. Da både Ancalagon og Rogan havde spist, åndede de let ud og lænede sig tilbage.
De var mætte og kunne tænke mere klart.
Ancalagon kiggede på Flemeth og lænede sig fremad, "hvorfor.. mor? Hvorfor efterlade mig?" Spurgte han nu og kiggede direkte i øjne på Flemeth, det havde været et svar han aldrig havde fået svar på i hele sit liv.
Før Flemeth havde han troet at begge hans forældre var døde så det at han lige nu sad til bord med hans mor, han mor som endda var levene, var underligt og han havde stadig svært ved at tro på det.
"Er det ikke åbentlyst, vores race har altid efterladt vores afkom, det er sådan vi overlever, ved at sotére de svage fra, så de stærke kan overleve og ser vist ud til at jeg fik ret, du er blevet en stærk Drakûa" fortalte hun ham og rejste sig så op.
"Men nok om det, i ser trætte ud, der er værelser ovenpå" fortalte hun dem og pegede op på første salen som hun havde gået opad før for at hente tøjet til Ancalagon.
Rogan takkede for maden og for at måtte blive til næste dag, Flemeth vinkede bare det af sig at det var intet problem og fjernede skålen og tallerkenerne men Rogan og Ancalagon rejste sig op og hvor Ancalagon vendte sig mod Ahri og kiggede på hende og satte sig på hug og placerede en hånd på hendes kind så de så i hinandens hånd.
"Kom, vi ka' ligeså godt overnatte her.. selv om jeg ik' er meget for det, har vi ingen steder at gå hen og jeg er stadig svag efter snestormen mis" forklarede han og løftede hende op i sine arme og gik så op af trappen og gik ind i et rum hvor en dør allerede stod åben, Rogan var gået ind i det andet rum, for at var ikke til at se i det som Ahri og Ancalagon befandt sig i.
Ancalagon lagde Ahri i den kæmpe dobbel brede seng som havde nogle varme tykke vinter dyner til at sove under og kunne holde en varm lige meget hvor man befandt sig, næsten magisk.
Ancalagon satte sig på senge kanten, stadig tænkende over denne dragekvinde som viser sig at hun pludselig er hans mor, selv da han lagde sig ned og lagde armene om Ahri og begyndte at nusse Ahri i søvn, lå han selv og så tomt op i det mørke værelse og havde svært ved at falde i søvn til den nyhed og det irriterede ham ret meget at hun var hans mor.
Han havde været meget bedre uden at vide, hvorfor nu? Hvad vil hun ham? Nok ikke for at samle op med hans liv, hun lignede ikke en som var den type...

Ahri løftede sine øre en smule, da stemmen lød i hendes hoved. det virkede ikke som hendes egen, men derimod en anden persons. Det virkede underligt, nærmest afskyeligt at høre en anden stemme inde i ens hoved. en stemme der snakkede til dig, uden du vidste det. da hun løftede hovedet, og hendes øjne landede på kvindens ansigt. Regnede hun hurtigt ud, at denne kvinde snakkede gennem tankerne. Ahris øjne blev ud i et kolde, uden så meget som en glans. Hvor hun samlede et blåbær op fra sin skål, og kastede den ind i hovedet på kvinden. Så den ramte mellem hendes øjne, Ahri havde altid været fantastisk til at ramme det hun ville.
Hun ville sikkert være en endnu bedre bueskytte, end Arne og Alex til sammen. Hvis det ikke havde været fordi hun ikke rigtig kunne løfte en god bue, og trække snoren tilbage på samme tid.
”Stop.” Lød det koldt fra hende, endnu engang fik hun et humør skifte, man kunne ikke andet end at hade hendes gravidtet. Hun var endte trist, kold, eller overglad. Kun få gange virkede hun som sig selv, hvor hun bare smilte og var stille. Det var dog ved at være noget tid siden nu, det virkede helt underligt for hende. hun var ikke selv vantil at virke så kold, eller opføre sig som hun gjorde. Men af en underlig grund, kunne hun ikke lade værd med det. kvindens ord gjorde hende vred, uden grund. Ahri havde aldrig troet at Ancalagon ville bruge hende, da hun selv mente at hun var svag. Hun var derimod bange for at Ancalagon havde misbrugt denne ’mor’som hun kaldte sig selv.
Da de var færdige med at spise, og Ancalagon begyndte at snakke med sin mor. lagde Ahri en hånd på sin mave, sparket gjorde stadigvæk ondt. Det var nærmest smertefuldt, som om alting indeni hende var dødt eller lammet. Måske lå hendes indre i kaos, eller smerte! Hun klemte sine øjne en smule sammen, mens hun prøvede at dulme smerten, ved at presse lidt ned på sin mave. Hun prøvede på at gøre det diskret, så ingen ville opdage det. det var nok ydmygelse, at de havde set hende tabe til blondinen, men også at vise smerte var mere hånende.
Hun løftede sit hoved, da Ancalagons stadigvæk lidt kolde hånd, blev placerede på hendes kind. Hun smilte roligt for sig selv, mens hun pressede ned på sin mave. Hun ville ikke vise smerte, det gik ikke. Ikke foran ancalagon, hun spærrede sine øjne op i overraskelse over at han samlede hende op. Hvor hun lagde sine hænder på hans trøjes krave, for at holde lidt fast i ham. ”J-Jeg kan godt gå.” Lød det fra hende, hun var efterhånden begyndt at snakke mere, efter det lille spark hun havde fået. Hun havde snakket mere denne dag, end hun havde gjort en hel måned.
Da de lagde sig i sengen, lå Ahri tæt indtil Ancalagon, med den ene hånd på hans brystkasse. Hvor hans nusseri fik hende til at falde i søvn langsomt. Det var nærmest fortryllende for hende, at blive nussede. Med en varm dyne over sig hun smilte en smule i søvne.
Da klokken pludselig blev mange, klemte Ahri sine negle ned i Ancalagons arm, mens hun krummede sig sammen som en kugle, af ren smerte. Kun den ene hånd der borede sig ned i hans arm, mens hendes egen hånd langsom borede sig ned i hendes mave. Det gjorde ondt, hun kunne ikke stoppe smerten. Hun prøvede alt hvad hun kunne, på at skabe smerte udenpå, ved at presse sine fingre ind i hendes mave. Så blod løb ned i madressen, desværre for Ancalagon, fik hans arm samme tur som Ahris mave. Tåre kørte ned af hendes tending, mens hun trak vejret tungt af ren smerte. Hvorfor gjorde det så ondt, normalt forsvandt smerten fra slag og knive meget hurtigt. Mens dette slag i maven, bare blev værre og værre. Hendes øjne var lukket i, mens hun rystede af smerten. Halen lå over hendes hånd ved maven, så man ikke kunne se det hun var i gang med. Udover det, dækkede dynen også hendes hånd der borede sig ind i Ancalagons arm, det eneste der fortalte at hun gjorde dette. Var den smerte det påførte Ancalagon, ved at hun borede sine negle ned i hans overarm. Så blod langsomt løb ned af hans arm, hvilket også galt hendes mave. Hendes hvide hale opslugte også noget af blodet, hvilket gjorde den hvide pels rød.

Ancalagon vågnede pludselig ved at noget helt ekstremt borede sig ned i hans arm, han vågnede ved at han skreg kort op i smerte og skulle lige til at lå ud efter det som fik det til at gøre så ondt til han opdagede at det var Ahris negle som borede sig dybt ned i hans arm, selv om det gjorde ekstremt ondt, så så han med det samme at hun selv var i ekstrem smerter og han fik dog fjernede hendes hånd fra sin arm. Dog ikke uden et kæmpe besvær, for en som Ahri, havde hun et ekstremt stærkt greb og han havde måtte bruge en del kræfter på at hive hendes negle op af hans arm, hvilket sved voldsomt da hun var nåede et godt stykke ned, heldigvis ikke nok til at lave et alt for stort ar, hvis overhoved et ar. Han satte sig op og kunne se at hendes hale var mørkere i mørket og fjernede den for at se hvordan hun borede sine negle i sin mave, uden at tænke på at hans arm blødte, prøvede han at fjerne hendes hånd ved hendes mave samtidig med at han prøvede at få hende til at tage dybe indåndinger og prøve at lade hver med at spænde, dog anede han ikke hvad der pludselig fik hende til at reagere sådan og han begyndte at panikke og råbte højt på Rogan som efter få sekunder nærmest kom væltende ind i meget lidt tøj og sin læder fold i hånden, da han gik ud fra at der var noget galt og tændte et starinlys og skyndte sig hen og så med det samme Ahri ligge i enorm store smerter og med begge hænder holdt væk fra hendes krop, så hun ikke kunne gøre noget skadeligt ved sig selv.
"Så gør dog noget, hun prøvede at skade sig selv af en eller anden grund Rogan!" Sagde Ancalagon og skulle alligevel bruge ret mange krafter for at holde hendes arme fra at borre sig ned i sin mave igen.
Rogan tænkte hurtigt og havde fundet en lille flaske frem med væske i og satte en sprøjte i og sugede noget af væsken op og førte sprøjten ned i hendes brystkasse, dog var metal nålen som han brugte, at man ikke kunne se et hul.
Han fik sprøjtede det ind og gik lidt tilbage og fortalte Ancalagon til at holde hende lidt endnu, men Ancalagon kiggede fra Ahri til Rogan mens Ahri langsomt blev mere og mere rolig, da det hun fik var noget meget stærk og afslappende medicin til folk med ekstreme smerter.
Ancalagon slap Ahris arme da han kunne mærke der ikke var mere modstand eller smerte at se i hendes ansigt. "Hva' gør det ved hende?" Spurgte han Rogan lidt bekymrende, da effekten havde så stor effekt på hende.
"Det gør ingen skade på hverken barnet eller hende, det får hendes krop til mere at slappe af og falde i en dyb søvn, så kroppen kan arbejde i fred uden at volde problemer med smerte" forklarede han Ancalagon og satte sig på sengen ved siden af og så Ancalagons sår som Ahri havde lavet med sine negle da hun ikke ligefrem havde korte negle.
Men da Rogan ville rense Ancalagons arm blev han bedt om at kigge på Ahri først, da han ikke skulle tage sig af Ancalagon først.
Rogan fik stoppet blodet med meget papir, da hun havde fået lavet nogle ret dybe huller fra sine egne negle og fik noget forbinding rundt om og noget meget blødt stof på de små huler for at stoppe mere blod efter hun var blevet renset.
Derefter fik Ancalagons arm samme behandling og da Rogan var færdig, kiggede han på Ahri som ikke viste nogen form for smerte, han var glad for at medicinen virkede, da den nærmest skulle bedøver den del af kroppen som fortæller at det gøre ondt, så man kan få noget søvn.
Rogan forlod igen, men ikke før at han fortalte hvor han skulle give Ahri noget mere og hvor meget, da for meget kunne mene at hun kunne blive helt væk i flere dage nogle gange i uger alt efter hvor meget hun vil få.
Det stak stadig i armen efter Ahris lille udbrud men havde hjulpet og der gik ikke lang tid før han selv faldt isøvn igen med den skadet arm for sig selv og den anden om Ahri med sin hånd der nussede hende, selv efter han var faldet isøvn.

Ahri vred sig nærmest i smerte, hun ville enlig ikke slippe hans arm. Da det var en måde at afreagere på, men han fik alligevel hevet hendes negle ud af hans hud. Mens spidserne af hendes fingre var blodige, og dryppede med blod. Da han slap hendes arm, svang den rundt om hendes mave også. Det gjorde ondt, hvorfor skulle det gøre så ondt, hun jamrede en smule af smerten. Mens tårene blev ved med at komme, hvorfor skete dette?! Det var næsten som da hun blev skåret op i siden, for at få hevet den ene lunge ud. Hvor bedøvelsen ikke virkede mere, disse minder sprang op i hende. smerten huskede hun, da det var ldit den samme lige nu!
Hun åbnede sine øjne sig en smule, da han fik vendt hende om på ryggen og forsøgte ihærdigt på at fjerne hendes hænder, fra hendes mave. Hun var måske svag, men med sådan en smerte lige nu. Virkede det næsten til, at hun var villig til at brække sine arme på dette. Dog fik Ancalagon lagt hendes arme mod sengen, begge hænder blodige. Som havde hun lige dræbt et dyr med sine bare næver.
Lyset skar fra stearinlyset Rogan kom gående med. Hun trak sine øre en smule tilbage, mens halen slog ned i sengen. Hun glemte sine øjne sammen, mens hun vred sig rundt i sengen i smerte. Hun var besværlig at holde nede i sengen, mens Ancalagon panikkede en smule. Hvad skulle hun gøre, hun kunne ikke styre smerten. Det skræmte hende nærmest, hvorfor gjorde det så ondt, når der ikke var sket hende noget?! Udover det spark. Men spark gjorde jo kun ondt i nutiden, ikke fortiden.
Da nålen ramte hende, og langsomt blev tømt inde i hendes blodkar. Vred hun sig meget mere rundt, dog kun i få sekunder. Før hendes åndedræt blev mere kontrulerede og hendes øjne langsomt blev trætte, smerten tog meget af hendes energi. Så meget at dette Rogan lige havde givet hende, gjorde hende mere træt end det måske burde. Det tog kun få sekunder, før hun lå helt stille. Åndedrættet var roligt og stille, man kunne næsten ikke se at hun trak vejret. Mens hendes hale lå blodig langs hendes krop, ørene var faldet til ro.
Ahri vågnede kun to gange i nattens løb, den første var overstået. Den anden var mindre farlig, da hun bare vred sig rundt. Og endte med at skubbe Ancalagon ud af den ellers så store seng, der fik hun samme tur. Hvor de lå tæt op af hinanden, hun var så beroligende at se på, når hun sov. Men når hun var i smerte eller vred, skulle man nærmest gemme sig. da smerten gjorde hende voldlig, og vreden nærmest gjorde hende overlegen. Ved at hun ville lamme en for sjov, og derefter tegne på en, eller klippe ens hår af. hvilket Arne havde oplevet som den eneste, hvor hun klippede hans skæg af. det voksede dog hurtigt ud igen, men det var sket.
Hun vågnede først op igen meget sent på efter middagen, hvor hun var svimmel og næsten ikke kunne gå ligeud. Som hvis hun havde været fuld, hun måtte bruge væggene til at holde sig oppe på sine spinkle ben. Mens hun langsomt gik ud af værelset, hendes tøj var blodigt. Og en smule hullet, fra hendes negle der havde boret hul i hendes kjole. Det lignede næsten at hun var en zombie, hun gik ikke normalt, samt øjnene der var slørret og blodet fra hendes mave. Plus det nu indtørrede blod på både tøj og pels.
Hun gik lige forbi Ancalagons mor, hvor hun satte en hånd på kvindens skulder, inden hun gik videre. Hvor et lille blod aftryk fra hendes fingre, formede sig på den skulder.

Ahri kunne virkelig give en hård næve her og der uden hun selv vidste det, speciel om natten hvor hun ofte fik ham på en eller anden mirakuløs måde ud af sengen. Han vågnede endda ved at hun vred sig igen, dog ikke helt så voldsomt som da hun jog sine negle ned i hans arm eller sin egen mave, blod over det hele.
Flemeth følte med det samme Ahris nærvær, da Ahri trådte ud af soveværelset, men gjorde dog intet ved det, indtil at Ahri satte sin hånd på hendes skuldre og satte et blod håndtryk på Flemeths skuldreplader. Hun kiggede ned på skuldrepladen og så derefter på Ahri som trumlede lidt afsted videre ind i den meget varme stue med kaminerne.
Flemeth smilte skummelt da hun så på blodhåndtrykket på sin ene skulderplade og tog sin ene finger og med spidsen af hendes metalnegle på hanskerne, lyste hendes øjne lilla som de andre gange og blodet begyndte at løfte sig i små dråber fra skuldrepladen til der var en lille rund kugle af blod, svægende lige over Flemeths hånd og blev nærmest sivet ind i en amulet hun havde rundt om halsen i en snor. Da alt Ahris blod forsvandt ind i amuletten lyste Flemeths hånd helt op i et lilla lys og få sekunder og forsvandt igen lige så hurtigt som det var kommet, hvorefter hun kiggede roligt hen på Ahri som var på vej ind i stuen og gik hen imod Ahri og stillede sig foran hende og satte sig på hug.
"Ancalagon er ikke lige her, han skulle være tilbage om lidt pigebarn" forklarede Flemeth mens hun gik hen til Ahri og kørte sine fingre hen over hendes kæbe og så hagen. Med tommelfingeren på fronten af hagen og så langefingeren lige bag ved vendte hun Ahris blik mod Flemeths egne så deres øjne låste.
Det var tydeligt at se hvor Ancalagon arvede sine øjne fra og drage udseende, når man altså så dem ved siden af hinanden.
"Nu må du passe godt på min søn Ahri, han betyder meget for mig og har på fornemelsen at det ikke er den første gang du kommer til at skrive i en seng" fortalte hun Ahri med et kryptisk smil igen og slap hendes hage, hvorefter hun tog amuletten af sig og førte den over Ahris nakke så hun havde amuletten om sig.
Flemeth tog så amuletten op i sin hånd, uden at hive amuletten af Ahri og hendes øjne lyste op i lilla og hendes hånd blev selv endda lilla med lilla energi omkring den og fik amuletten til at lyse op. Da Flemeth blev sig selv smilede hun varmt til Ahri.
"Denne amulet vil beskytte dig og dit afkom Ahri og en ting til, do be a good girl og hils Ancalagon fra mig" sagde hun og blinkede til Ahri inden hun gik ud af døren til det kæmpe store hus og gik ud i sneen og kiggede på Ahri da et skarpt lys formede sig om Flemeth og efter det forsvandt stod hun i sin store og fulde drage skikkelse og lettede med et og lige i det at Flemeth lettede fra huset, forsvandt hun nærmest ud af den blå luft og hvad havde lignede et luksuriøst kæmpe hus, var ikke mere end en ruin af et fortabt palæg i fortiden, alle træer omkring Ahri var døde, rådne eller brændt ned til roden.
Ancalagon og Rogan kom ikke mange minutter efter at alt pludselig havde vist sit sane jeg, stormende ind til Ahri, Rogan havde trukket sin sabel og gik rundt for at tjekke stedet for fare, men Ancalagon med det samme var hos Ahri og slog armene om Ahri og tjekkede hvordan hun havde det og kiggede op og havde et meget forvirret blik, da intet lignede det fra igår.
Rogan kom tilbage stadig med sin sabel trukket men havde intet fundet andet end gamle husdele og faldenfærdige vægge og tag. "Vi må se og komme af sted Ancalagon, kan ikke lide det her" fortalte Rogan mens han gik hen mod udgangen og stod og kiggede ud i den nu meget gyselige og mørke skov, som om noget holdt øje med dem.
Ancalagon kiggede rundt, som om at han forventede at hun ville springe frem, men ingen viste sig, "hvor er min Flemeth.. jeg mener min mor?" Spurgte han, dog var det stadig underligt for ham at sige mor, da det havde været første gang i over tusinden år at han havde mødt hans egen mor.
Var ikke noget han havde forventede skulle redde dem, at hun så også bare forsvinder. Han havde rigtig stor lyst til at lede efter hende, men ville ikke forlade Ahri, når Ahri var i den tilstand som hun var.

Ahri følte intet mens hun gik ned af den tomme gang, hun var ligeglad med Flemeth. Da hun ikke intresserede hende, alt hun kunne tænke på lige nu, var hendes morgen kvalme samlet den smerte hun bar lige nu. Hun greb også kun fat i Flemeths skulder, da hun havde besvær med at holde sig på benene. Et suk lød fra hende, da Flemeth pludselig snakkede til hende?! hun løftede sit hoved en smule, og kiggede tilibage mod Flemeth. Hun lede ikke efter Ancalagon, hun ville derimod bare ud og gå lidt. Smerten var stor, men kunne kunne ikke holde til at ligge i en seng mere. efter hun havde været syg i et par dage, hvor hun ikke kunne andet end at ligge i en seng, med Ancalagon ved sin side.
Hun spærrede øjnene en smule op, da Flemeth pludselig stod foran hende, med en finger under hendes hage. Det virkede nærmest truende, dog havde hun de samme øjne som Ancalagon. men de virkede meget mere truende, end dem Ancalagon bar. Det virkede helt underligt, hun stod som smeltet fast til jorden, mens hun lyttede til Flemeths ord. De sorte øre var en smule kørt tilbage, mens hendes blik var nervøst. Først nu forstod hun det hele!
Søn, ordet søn vidste hun hvad betød. Så dette måtte betyde at Flemeth, i virkeligheden var Ancalagons mor. hvor underligt, at hun så havde set Flemeth som en trussel. På den anden side, var hun vel bare bange for at miste Ancalagon.
Hun sagde intet før Flemeth valgte at gå forbi hende, hvor hun pludselig greb fat i hendes arm. ”Datter…” Lød det fra Ahri, hvor hun derefter lagde en hånd på sin mave. ”Pige, uhmmm… pige navne, kom endelig med nogle” Lød det en smule tavst fra hende, hun var ikke helt sikker på hun sagde ordene rigtigt eller til dens sags skyld, at de gav mening. Hun smilte dog bare skævt og håbede på at Flemeth forstod hvad hun sagde, mens hun lod hende forsvinde ud i det blå.
Da Ancalagon pludselig stormede hentil hende, da han begyndte at tjekke om hun var okay. Skubbede hun hans hoved væk fra sig, så han faldt en smule tilbage. Hvor hun derefter rakte tunge af ham, han vidste intet om at barnet ville være en pige. Ahri havde bare en følelse af at dette ville være hunkøn, og ikke hankøn. Hvilket gjorde hende så sikker, dog ville hun ikke fortælle Ancalagon det. han skulle intet vide, før barnet blev født.
Da Ancalagon spurgte efter sin mor, lagde hun begge sine hænder over hinanden. Hvor hendes øjne nærmest blev lilla, hendes bevægelse var rolig nærmest forheksende. Som om de ikke rigtig bevægede sig, men i stedet stod stille i luften, med kun skygger omkring sig. da hele scene pludselig blev vist i hendes hænder, hvor man kunne se Ancalagons mor forlade, alt sammen så realistisk som om hans mor var blevet minimal og nu stod i Ahris hånd. Selv hendes stemme kunne høres, dog blev det ikke vist noget af det Ahri havde sagt.
Dette var en af de mest fantastiske ting Ahri kunne, hun kunne tage sin hukommelse og overføre den til sin hånd. Så alle foran hende kunne se og høre hvad der var sket, alt hun skulle gøre var bare at huske på det, og få det fortalt ned i sine hænder via hendes energi.

Ancalagon havde bare siddet nærmest forstenet og kigge på Ahris hænder og det at hans mor forlod rummet i det lille hologram artig visning af det Ahri havde set.
Tåre begyndte at forme sig i hans øjne, det at se hans mor forlade ham, igen endda gav ham en underlig følelse indeni, som om følelser han ikke vidste han havde for et familie medlem pludselig viste sig frem, tåre der stod ned af kinderne på ham.
Det stod dog ikke ned af kinderne på ham, men hans øjne blev våde som når øjne fugtigede sig selv efter at være blive fortøre og enkle tåre trillede ned af hans kinder.
"Men.. neeeej, hvor vover hun at forlade mig nu, jeg har spørgsmål! Sagde han med vrede i sin stemme, og rejste sig op og gik med faste skridt ud af det ruinerede palæg og gik ud til han kom til midten af det åbne forhave kunne man vel kalde det til det faldenfærdede hus og lod sig falde ned på knæ og vendte blikket mod himlen som var dækkede til af grå skyer, stadig med tåre roligt trillende ned af hans kinder og med hænderne slapt hængende ned langs hans krop.
"HVA' VIL DU MIG?!" Råbte han rasende nu op mod himlen som om hans mor kunne høre ham og lænede sig frem over og slog sine ene knyttede næve hårdt ned i sneen som hans hånd dykkede en smule ned i den kolde sne.
Amuletten om Ahri, som hun havde fået af Flemeth, havde en lille rund smaragd grøn sten og nogle tegn rundt omkring den som svagt hele tiden lyste samme lillafarve som Flemeth havde når hun brugte sin magi, men i stedetfor blev den ved med at tænde og slukke for lyset i et meget svagt skær.
Rogan gik hen til Ahri for at hjælpe hende op med at stå da de ikke kunne blive i huset mere, alt lignede noget som havde været ødelagt eller døsede hen i flere hundrende år siden i en brænd og hvis Ancalagon ikke forvandlede sig til en drage, måtte de finde en alternativ vej hjem, end at flyve, desuden måtte de også finde ud af hvor helvede de var i verden lige nu, da flyveturen med Flemeth nærmest var blevet slettet for deres hukommelse.
Ancalagon havde slået et par gange i vrede og fustration over at hans mor Flemeth bare var smuttede igen, da han havde flere spørgsmål end han kunne tæle.
Skyerne var ved at forsvinde lidt hen og endelig viste der sig lidt sol frem dog med lidt blæst, men ikke overvælende meget, da det ikke var som med snestormen.
Rogan lagde mærke til noget ved den lille trappe fra udgangen og ned til jorden, der lå tøj og tæpper? Kan det være en afskedsgave fra Flemeth?
Rogan sagde hvert fald ikke nej til det og fik hurtigt givet Ahri tøjet, da hun stadig havde meget lidt tøj på, hvorefter at han lagde tæppet over hende og gik derefter hen til Ancalagon for at få ham op og gå, da de måtte se og komme videre.
Han brød sig ikke om skoven der gik omkring det ødelagte hus, som om en ondskab der bare ventede på at blive sluppet fri og lave død og ødelæggelse.

Ahri kiggede bare mod Ancalagon, hans vrede og tåre virkede underlige for hende. han virkede altid så stærk, men for en gangs skyld var han svag. Så hun var ikke den eneste svage i denne verden? Hun rejste sig op igen, med hjælpen fra Rogan. Hvor hun smilte kærligt til ham, de lilla øjne var atter blevet blå. mens hun glædeligt tog imod tøjet, hun gik roligt mod Ancalagon. hvor hun klappede ham blidt på ryggen, som et *There there* Mens et lille uskyldigt smil formede sig på hendes læber, hendes smerte i maven var efter hånden begyndt at gå væk.
Hun kiggede en enkelt gang ned på amuletten, hvor hun derefter gik en smule væk. De kunne jo ikke blive ved dette sted, især ikke nu hvor det var så falde færdigt.
Ahri gik forest, som hun altid plejede. Dog plejede hun at springe rundt, finde underlige ting. Men denne gang, var hun meget rolig hendes skridt var forsigtige, mens hovedet hele tiden var rettet mod sneen. Sneen knirkede under deres fødder, mens de gik. Ancalagon virkede ikke særlig glad under den lange gå tur, hvilket langsomt smittede af på Ahri. Hun var stille, smilte ikke og kiggede ikke op fra sneen en eneste gang. Hun gik forbi træerne, som om hun vidste hvor de skulle hen.
Mens de gik, dukkede en gruppe op bag træerne bag dem. De stod alle med sabler og nogle få dolke, hvor de nærmest fjernede snavs under deres negle, mens de smilte for sig selv. Ahri løftede først hovedet, da hun gik ind i en af dem. Han var på størrelse med Rollo, lignede faktisk Rollo ufattelig godt. Som om Rollo havde en bror, han lænede sig ned mod Ahri, som var stivnet fast på stedet. Hvor han lagde en finger under hendes hage og løftede hendes hoved en smule, Ahris sorte øre kørte tilbage. Men ikke af frygt, for første gang af ren arrighed.
”Wow!” Lød det fra ham, da han opdagede ørene! ”Guys, it got ears?! It looks… awesome!” han havde en britisk accent, hvilket bare udlukkede alle tanker om Rollo. Han greb med det samme fat i hendes ene øre, hvilket fik Ahri til at klemme sine øre sammen. Hvor hun med det samme slog ham i maven, dog ikke uden at vifte hånden med et smerteligt udtryg i ansigtet. Han havde mave muskler, uden tvivl! Hun trådte derefter væk. De var omringet, af folk med våben. Dog var Ahri træt af dette, hun kom altid ind i sådanne gruppe. Hvilket gjorde hende mere og mere arrig, hun samlede noget sne op og kastede i hovedet på ham der lignede Rollo. Som tørrede sneen væk, med en høj latter. Hvor han derefter samlede en bold is op, som han kastede efter Ahri. Hun dukkede sig dog, inden den ramte, hvor isen smadrede imod et træ og flækkede i tusinde stykker.
Da Ahri rettede sig op igen, greb en af fyrene fat i hendes hår og trak hende indtil sig.
De andre havde allerede snuppet Rogans sabel, de var for mange til at han kunne vinde en kamp med dem. De havde også kropsvisterede både Ancalagon og Rogan, med en kniv for deres hals. så hvis de gjorde noget, ville halsen blive skåret over.
Ham der hev Ahri indtil sig, var knap så stor, ca på samme højde som Rogan, måske et par centimeter lavere. Han kiggede op og ned af Ahri, og derefter af Ancalagon og Rogan, hvor han fugtede sine læber. ”Jeg tror vi har fundet en guld mine, kære venner.” Lød det fra ham, mens han greb fat i Ahris hænder og bandt dem sammen, hvor han derefter skubbede hende tilbage til Ancalagon. hun var lige ved at vælte, hvis det ikke havde været fordi hun var bumpet ind i Ancalagon. både Ancalagon og Rogan fik bundet hænderne stramt sammen, mens Ahri ikke lavede andet end at vifte med sine hænder for at få sine hænder fri. Hun begyndte endda at bide i snoren, hvilket gjorde at en af mændene klappede hende let på hovedet, som et tegn på hun skulle stoppe.

Ancalagon nåede ikke engang at reagere før de ny ankommende stod med en kniv for hans hals og kunne ikke rigtig gøre noget, for hvis han prøvede at forvandle sig, ville ikke nok med at hans mage Ahri og Rogan nok få deres halse skåret over, men han vil nok også få sin hals skåret over før han kunne udvikle og få sine hårde skæl frem.
Dog prøvede han uden tvivl at komme hen til Ahri for at gøre noget, men før han kunne gøre noget, blev han sparket til i knæhaserne så han faldt ned på knæ så han var i øjenhøjde med Ahri.
Ancalagon kiggede direkte Ahri i øjne, et lille skævt smil formede på hans læber før han blev hevet op igen og skubbet fremad samtidig med Rogan, hvor Ahri derimod var bådet blevet bundet stramt om håndled, ankler og fået noget stof i munden så hun ikke kunne tale, selv hendes hale havde de bundet fast til hendes rug, da en af de andre havde fået et ordentligt slag før af hendes hale.
Ahri var smidt op på skulderen af ham som lignede Rollo utroligt meget, dog var Ancalagon sikker på at det ikke var Rollo.
Godt nok var han nogle gange et svin, men han var loyal i sidste ende, hvis det virkelig galdte mellem liv og dø. Han kunne være en formidabel kriger og en man gerne ville havde på sin side, hvis man skulle i kamp.
Ancalagon blev skubbet en god omgang gange fremad og fortalt at han ikke sådan skulle sænke farten eller de ville gøre diverse ret forfærdelige ting ved 'rævetøsen', var hvad de kaldte Ahri, da hun mindede om en ræv til dem.
Rogan var de ikke så hård ved, da han så meget ældre ud end Ancalagon, så ham lod de være med at skube til, dog fik han samme trusler om at Ahri vil få hele turen hvis Rogan ikke gik det tempe de ville havde.
Pludselig kom de gennem nogle busker og befandt sig i en lejer fyldt med andre folk, lejeren var større end Ancalagon lige sådan kunne se, sikker 50 til 60 mænd med telte.
De alle tre bliver bundet til hver deres pæl siddende, og så forlod deres fangere dem alle tre grinende over de gode nyheder de havde og fortælle deres boss om deres fund.
Ancalagon havde ikke sagt noget efter at hans mor havde forladt bare pludselig og så bare ned i jorden med et fjernt blik, hvorimod Rogan var fuldt igang med at teste rebene og de knuder der var blevet brugt på at binde dem fast.
Amuletten som hverken Rogan eller Ancalagon havde set da den kun lige var på størrelse med hendes egen håndflad, dog lyste den en smule kraftigere end før, men ikke nok til at tage opmærksomhed, med mindre man kiggede direkte på den.

Det skæve smil der blev sendt hende fra Ancalagon, fik hende til at smile kort. Det forsvandt dog med det samme, da han blev hevet op igen. De blev alle hevet af sted i sneen, mens Ahri åbenbart virkede som den mest truende. Siden de havde bundet hende så godt fast, måske var det bare den at hun var så anderledes der gjorde dem en smule utrygge.
De fik endda en af sine egne til at bære rundt på hende, hun kiggede omkring sig mens hun bare hang fra skulderen. Det virkede underligt, det ikke at kunne bevæge andet end sine øre og hoved, hun kiggede ned i sneen mens de gik rundt med hende. snakken forgik på engelsk det meste af tiden, de virkede dog til at forstå hvad de andre sagde når der blev snakket en smule dansk.
Ahri var vist grunden til at Rogan og Ancalagon ikke angreb nogle af de andre, hvis hun ikke havde været i ligeså stor fare som de andre. Ville de helt sikkert bare være gået amok, ikke at det ville overraske hende. hun var efter hånden blevet vantil at se dem gå amok, angribe og dræbe alt med en puls. Nogle folk ville blive sindsyge af at se så meget død, men så var der Ahri. Det var nok hendes dyriske form, der gjorde at død var ligeså naturligt, som når man skulle tisse. Eller spise, det var bare noget der skete, som man ikke kunne stoppe.
Ahri kiggede omkring sig, da de blev bundet fast til en pæl. Hun lod hovedet glide en smule til siden, for at se hvad deres nuværende fjender lavede. Men det virkede bare som om de snakkede og drak en smule. Måske glade for endelig at få nogle fanger, på trods af kulden. En af mændene gik hentil Ancalagon, hvor han løftede hans hoved, med en kniv under Ancalagons hoved. ”Ser man det, ser man det… drage… nogle lunde fuldvoksen” Han skubbede hans hoved til side med Kniven, for at studere ham bedre. ”Uh, det længe siden vi sidst fik fanget sådan en. Så du må meget gerne skifte om til din drage form, vi er alle klar på en omgang brydning med en drage. Vores sidste drage skin er ved at være godt slidt, så vi har lidt brug for noget nyt, hvis du forstår.” Han gik derefter mod Rogan, hvor han fik samme tur. Dog kunne han ikke se noget specielt i Rogan, da han jo bare var et menneske. Han kunne dog godt se, at denne person måtte være den kloge af dem.
Sidst men ikke mindst, gik han hentil Ahri, hvor han løftede hendes hoved med sin hånd. ”Så hende her? Kende ikke denne race, jeg kender ellers en del til Dæmoner, vampyre osv. Men hun er anderledes, hva… søster?” Han kiggede hen mod Rogan og Ancalagon. ”Veninde? Slave? Hygge dukke… eller måske er hun en af jeres mager. Hvems? Din, eller dragens mage?” Han pegede på Rogan først, og derefter på Ancalagon. hvor han roligt placerede en hånd på Ahris bryst, hvilket fik hende til at stritte imod rebet. Desværre for Rogan og Ancalagon, strammede det deres reb meget mere.
Amuletten lyste kun en smule op, siden der ingen skade skete hende. og hun var ikke ligefrem i fare, mere bare i fare for at hendes værdighed ville blive slået ned med et brag. Men det var skam også det. Hun kørte sine øre tilbage, mens øjnene kun viste afsky for denne mand, der vidste så meget.