A bloody good day! - Ahri

Ancalagon var forudundrede over hvor mange ting Ahri formåede at finde på deres tur og han kløede hende hver gang hun viste han alle mulige ting, døde dyr og orme, for at fortælle hende at det var super fedt at hun fandt det, lidt ligesom med en kat når den kom hjem om aften med en død mus for sine poter og ville vise sin eger sin fangs.
Ancalagon mærkede da Ahri lagde sig ind til ham og der bredte et lille smil og han lagde armen omkring hende, eller faktisk lagde han begge arme om hende, for at varme hende bedre.
Han må have sovet i sluppet grabet om hendes fine lille krop, for han mærkede ikke med det sammen at hun fjernede sig fra hans krop og gemte sig bag ham, men da hun skreg op højt gav det ham et chok og han vågnede brat op og så Ahri hvæse af noget i mørket, han vendede hovedet mod fire lysene øjne og to hvide smil, han kom hurtigt op og stå med trukket økse og dolk mens han stod foran og var som et beskyttende skjold for hende.
Ingen skulle gøre mis noget ondt, med mindre de ville bøde med livet, og han kunne ikke se de to skikkelser, så han tænkte kun det værste, "Hvem er i og hvorfor skrider i ikke bare jeres vej og lader os være, jeg er træt og har ikke tid til at slå jer i ihjel" fortalte han dem irriteret, dog kom der intet svar fra dem, andet end at de bare stod og smillede til at de begge pludselig forsvandt, da de ikke smilede mere og man kunne ikke se deres øjne, to pludselig skrig lød i nattens kolde færd og deres øjne kom frem igen med et smil som var forandret, de havde sylespidse tænder med store hjørnetænder og begge havde fået gule øjne og begge begyndte at give først en lav latter, som blev højere som derefter blev knækket af kroppen som hurtigt tog form til noget Ancalagon nu vidste hvad var. Varulve, eller mere korrekt, landevejs varulve.
Han havde hørt om dem, de lever ude på sletter og endda ude i ørkner og fanger rejsende og folk som sover, de er farligere end normale varulve, fordi disse varulve kan gå i lang tid uden at spise og når de så ser et bytte, er der intet som vil kunne stoppe dem fra at nå sit bytte.
et fælles ulvehyl lød i nattens helvede og inden at Ancalagon nåede at sige noget var den første sprunget på ham og hvis de ikke havde været fordi at skyerne havde fjernet sig lige en smule fra fuldmånen, så der blev dannede lidt lys hvor Ancalagon og Ahri befandt sig, var Ancalagon blevet middag for varulven og Ahri var helt sikkert også, da de var hurtige og de var sultende.
Et piv lød da Ancalagon havde bukkede sig lidt og kastede den første varulv tilbage i mørket og havde brugt sin dolk på at skære dens brystkasse.
"Ahri, bliv hos mig, gå IKKE ind i mørket, bliv i lyset!" Fortalte han hende med et noget så seriøst, næsten på en befaling, da mørket var deres hjemmebase og deres legeplads da de kunne se klart og tydeligt i mørket og mange fra ørken varulvene havde taget ved lære fra flagermus med at bruge uhørlige lyde som hvis det ramte byttet, ville det ryge tilbage til dem og de vil vide præcis hvad de skulle gøre for at nedlægge deres bytte.
Endnu en varulv sprang mod dem og fik et ordenligt slag på tuden og men det stoppede dog ikke varulven fra at lande på ham, men han fik dog varulven fra at ramme hende os, men nu lå han og brydet med den ene af de to varulve og pludselig sprang den anden varulv mod side af Ahri for at ikke at komme foran. Ancalagon lå med sin ene hånd på den første varulvs hals og holdt den fra at bide halsen over på ham og med den anden hånd råbte han til Ahri, "AHRI!! BAG DIG!!" Før han måtte bruge begge hænder for at holde varulve fra hans hals.

Ancalagon stormede op, hurtigere end hun havde forventet. Hvor han stod som et skjold foran hende, med øksen i sine ene hånd og en dolk i den anden. Hendes øjne lyste en smule op, da han rejste sig. hvorfor virkede han til at beskytte hende, før ønskede han jo at spise hende. så hvorfor bragte han sig selv i fare, for hendes skyld?
Hun rejste sig op og stillede sig tæt mod hans ryg, hvor hendes hoved dukkede frem fra siden af ham. Halen bevægede sig så roligt, at det næsten lignede et spøgelse i mørket. Hendes hænder var placerede på Ancalagons ryg, mens hun prøvede at få ansigt, på disse to fremmede personer, som havde hevet hende i øret!
Dog, inden hun kunne få sat et ansigt på dem, begyndte de begge at grine. Så ubehageligt, at det løb kort ned af ryggen på hende. hvem var disse personer, eller mere… hvad var de?! Hun havde aldrig set andre folk end mennesker, også var der selvfølgelig Ancalagons drage form. Som var det første uhyre hun havde set, ellers var det bare ulve hun så. De krystal blå øjne, knib sig en smule sammen, for at have et mere fast blik på disse to personer. Deres øjne havde helt ændret sig, det virkede nærmest som en gyser historie, hvor man ikke ville kunne se sin fjende og langsomt ville pateres af dem.
Da den første sprang på ham, nåede Ahri knap nok at flytte sig, for ikke at blive væltet over sammen med dem. Det var så mørkt, at man næsten ikke kunne se forskel på Ancalagon og ulven. Det eneste man kunne se, var skikkelsernes anderledes former, mens lyden af knurren og Ancalagons stemme. Den første ulv blev dog kastede væk, hvor den anden fik ham helt ned og rulle i jorden. Ahri kiggede forvirrede omkring sig, hvad skulle hun gøre, hendes evne kunne skabe en smule lys. Men ikke meget mere end selve månen gjorde, selv hvis hun ville bruge sin evne på det, ville det kun skabe hende i problemer, da hendes kræfter ville blive opbrugt på dette.
Hendes øre rejste sig , da Ancalagon skreg hendes navn. Hun nåede kun med nød og næppe at springe til side, hvor ulven hoppede over hende. de syle spidse tænder blev vist, sammen med en knurren. Hendes øre lagde sig tilbage, mens hun vendte sig om på ryggen, for at se den lige lugt i øjnene. Af ren skræk, slog hun den over snuden inden hun fik rejst sig op! Hun sprang derefter over Ancalagon og den anden ulv, hvor hun greb fat i ulvens hale, så den blev trukket væk fra ham. Inden man overhovedet kunne nå at reagere, var hun stukket af.
Ulvene var hurtige, hurtigere end en hestevogn, med fire heste. Deres ben samarbejdede perfekt, mens de begge var på vej mod Ahri. Da Ancalagon stadigvæk lå på jorden, var hun nødtil at skaffe sig af med dem, hvis bare hun kunne finde et sted at klatre op. Dog var der ingen træer, hvilket kun bragte hende i flere problemer. Hun kunne umuligt blive ved med at løbe, især fra disse overnaturlige ulve! Hun kiggede kort bag sig, for kun at se den ene ulv springe mod hende. hun lod sig falde på knæ og glide hen af gruset, følelsen af hendes hud der blev sprættet op af gruset, og jorden der gravede sig ind i en stor hudafskrapning. Fik hende til at bide sig selv i underlæben, hurtigt rullede hun til siden. For at undgå at stå mellem de to store ulve, hvor hun endte op af en kæmpe sten.
De to ulve, trådte langsomt imod hende, mens savlen dryppede fra deres enorme gab. En piven slap hendes læben, mens hun pressede sig op mod stenen. Den første ulv greb fat i hendes kjole, da en pil pludselig faldt ned over den bagerste, borede igennem det ene øje og stak ud af dens kæbe. Hvor den anden vendte sig om mod den, med store øjnene. Da den ville reagere, borede to andre pile ned i dens ryg og derefter en ned i dens kranium.

Ancalagon kom hurtigt op på sine ben og så hen mod ulvene, begge døde?!
Dog uden tvivl stormede han hen til stenen hvor han regnede med at Ahri var og stoppede op ved stenen så krus og jord blev revet op da han stoppede.
Han med det samme gik hen til hende og placerede begge hænder på hver side af hendes hoved på fjernede håret som var røget lidt ned i siden og aede hendes kinder mens Ancalagons øjne viste storlettelse og faktisk glæde, dog da han så op og ned af hende for at se om hun var okay, trak han hende ind til sig og lagde sine arme rundt om hende og krammede hende dybt og varmt mens han havde lukket øjne. Da han slap hende igen satte han sig på knæ for at kigge på hendes hudoverskrappet ben, det var ikke et kønt syn og skulle renses så hurtig som muligt, men han vendte sig rundt da han fornemmede at der kom nogen imod dem og hævede økse og dolk i sine hænder, klar til at forsvare dem. Dog sænkede han dem med en lettelse da det var den sidste person han regnede med at se, men den første han ville være lykkelig over at havde været ham.
Arne var personen som havde skudt pilene af sted og dræbt begge monstre som ville dræbe dem, og med sænkede bue gik han dem i møde men havde dog et vågen øje på omgivelserne omkring dem.
"Arne! nøj du kom som kaldet" sagde han lettet og de begge gav hinanden et kort kram, og gik hurtigt hen til Ahri som Ancalagon hurtigt fik op i sine arme og lagt ned på jorden og brugte Arnes rygsæk som pude til hendes hoved, så hun ikke skulle lægge det på noget hårdt. Derefter mens Ancalagon sad ved hendes side og holdt hende i hånden og strøj hendes kind eller kløede hende bag øret, for at få hende til at slappe en smule af, da det nok ville svi en smule, det som Arne skulle gøre om lidt.
Arne havde en lille pose bundet fast til hans bælte med lægeredskaber og til at rense sår, som Rogan gav til Arne mere til Arne, men Arne var ikke kommet tilskade på sin tur så han kunne lige så godt bruge det til at rense Ahris dybe hudoverskrabning.
Først begyndte at han fjerne så mange småsten han kunne og så kiggede han på Ahri og sagde, "det kommer nok til at svi lidt og så hældte han noget væske ud på noget rent stoff og så begyndte han først at dugge på det åbne sår og derefter begyndte han at stryge lidt mere for at fjerne den døde hud, så det rene kunne få luft.

Ahri stirrede skræmt ud i luften, døde disse ulve virkelig så nemt. Bare af et par enkelte pile? Hun rystede nærmest, hvordan kunne en verden udenfor så dunkel en kælder, virke så farlig. Alting omkring hende, virkede farligt. Det varede sikkert ikke længe, før selve fuglene gik efter hende. hendes hår på halen og ørene rejste sig, da Ancalagon placerede sine store hænder, på begge hendes kinder. De krystal blå øjne slappede atter af, bare af en berøring fra ham, fik hende til at føle sig en smule tryg igen.
Et pludseligt kram formede sig mellem hende, hendes hjerte sprang et slag over. Hvorfor gjorde han dette? Var det normalt at kramme folk efter sådan en oplevelse, så hvis man var på nippen til at blive slået ihjel skulle man altså slå armene omkring personen, der nær var død? Vent! Han var også nær død, hvis hun ikke havde hevet ulven væk fra ham, ville han så ikke også være død!? Hun lagde armene omkring ham, mens et lille smil formede sig på de bløde læber.
Lyden af fodtrin i gruset, fik hendes øre til at rejse sig. hun var ikke i stand til at løbe fra endnu en af disse væsner, det meste af hendes energi var brugt på at undgå deres skarpe tænder, og løbe så hurtigt hun nu kunne. Men måske ville hun kunne klare det, så længe Ancalagon var der?
Tanken forsvandt dog igen, da Ancalagon sagde Arne med en høj stemme. Så det var en han kendte? Hun havde endnu ikke lært deres navne at kende, ud over Rogan, som havde sagt sit navn op til flere gange foran hende. et lille lettet suk, slap hendes lunger. Intet at være bange for, så længe det bare var Arne. Hallo det kunne have været værre, Rollo kunne have været der, han virkede aldrig til at ønske at hjælpe hende.
Inden hun nåede at tænke mere over tingene, blev hun lagt ned. Hvilket forvirrede hende en smule, hvad ville de med hende nu?! Da Arne hev en lille pose frem, sværmede der billeder fra kælderen rundt i hendes hoved. De ville skære hende op! Præcis ligesom tyskeren havde gjort, et skrig slap hendes læber. hvor hun sprællede, for at komme væk. Hurtigt satte hun sig bag Ancalagon, hvor hun stirrede stift og truende på Arne. Hvis han så meget som tænkte på det, ville hun pudse Ancalagon på ham.
Dog rørte hun sig ikke så meget, da hun opdagede at det bare var en klud med noget væske på, sikkert bare vand. Hun satte sig derefter foran Arne igen. Hvor hun gned sin kind op af hans kind, som undskyldning for hendes misforståelse. Dog tog hun undskyldet tilbage, da han lagde det på hendes knæ. Hvordan kunne vand svi så meget, et *SsssssH!* blev hørt, mens svien sivede rundt i hendes krop. Da han begyndte at stryge på såret, gjorde det kun mere ondt. Hvilket fik hende til at sparke ham væk, hvor hun greb fat i Ancalagon og trak ham ned mod sig.

Arne blev hverken sur eller overrasket over hendes reactioner da han puttede kluden på med væsken som skulle rense hendes åbne sår, dog pakkede han kluden væk da hendes sår var renset og havde havde brug for at blive forbindet, så det kunne heale. Arne kendte ikke til Ahris krafter til at heale folk eller andre, så han behandlede hendes sår som et hvert andet sår, dog kunne han se at Ahri ikke brød sig om ham og det kunne han godt forstå, da han havde faldet en gang da gruppen var oppe i bjergene og fået store hudoverskrabninger, brød han selv heller ikke om væsken.
Han kiggede ned i posen og fandt forbinding som han gav til Ancalagon som havde prøvet og berolige hende ved at klø hende bag øret og stryge hendes kinder mens han fortalte at det var okay og nok skulle gå og at han gør det for at hjælpe hendes sår.
Ancalagon satte Ahri op af stenen og begyndte langsomt og forsigtigt at rulle forbindingen om hendes hudoverskrabninger så det kunne være i fred og heale indtil hun selv kunne heale sine sår.
Da han var færdig, fjernede han blikket fra hendes ben og kørte han dem op mod hendes øjne og stoppede og så dybt i hendes blå klare øjne med sine egne vilde orangerødlig farvede reptil øjne og gav hende et smil og rejste sig op samtidig med Arne og vendte sig rundt og de gav hinanden endnu et kram og Ancalagon fik posen med lægeredskaberne som han bandt fast til bæltet ved siden af maden og så forsandt Arne med sin bue i sin hånd ud i nattens skygger og var ikke til at høre.
Ancalagon vendede sig rundt til Ahri og satte sig ned ved siden af hende ved stenen og tog hende ind til sig for at varme hende, han havde taget sin trøje som var blandingen af tyk skind og en ringbrynje, dog gjorde det tykke skind at man ikke kunne mærke ringene, kun se dem.
Han lagde den over hendes ben, da hun ikke havde noget på dem, så den kunne varme dem og hjælpe hendes sår til at heale bedre.

Morgen efter vågnede Ancalagon op da solen stod op og kun lige gav de første solstråler til verden, han kiggede på den sovende Ahri og så rundt, det var underligt at se absolute intet i miles omkres omkring dem, kun sletter og atter græs sletter at se.
Han rejste sig op og så de døde varulve som overnatten var forvandlede tilbage til deres menneske form og lå døde. En nøgen mand og kvinde lå lidt fra hinanden og lignede ikke andet end lokale i omegnen.
Han tog sin trøje på og derefter tog hende op i sine arme og gik hen til vejen igen og begyndte at gå videre, da de stadig havde et godt stykke vej endnu og hvis de ville nå frem til den nærmeste by inden det blev alt for sent om eftermiddagen, blev de nød til at gå nu og siden han ikke havde lyst til at vække den sovende Ahri, lod han hende sove mens han bar hende og fortsatte deres tur til hvem ved hvor.

Det var underligt, Arne kom som kaldet fra himlen, men smuttede også igen med det samme. Måske var det bare hende, men det virkede underligt. Hvorfor hjælpe, kun for at gå igen? Hun havde hjulpet Ancalagon, blev ved hans side. da hun nægtede at bruge så mange krafter, på at heale ham. For derefter at forlade hans side, hun fortjente mindst 100 års forbrug af fisk, før den gæld var betalt af!
Den varme trøje hun fik smidt over sine ben, gav hende gåsehud. Det var nærmest rart, følelsen af varmen der kom tilbage til hendes kolde ben. Et kærligt smil kom frem i mørket, på denne tur havde hun lært noget. At man skulle kramme, hvis man overlevede at blive angrebet. Og at Arne lever i skyggerne, kun for at vogte over Ancalagon.
De faldt endnu engang i søvn, samme sted som de havde rensede hendes sår. Duften af blod, sivede rundt gennem luften. dog var Ahri vantil duften af blod, hun havde trods alt levet et sted, hvor hendes blod altid lå omkring hende. eller bare duften af andres blod, da det jo ikke kun var hende der blev ekspementerede med.
Ahri vågnede op i Ancalagons arme. Hun sov altid utrolig tungt, hvilket gjorde hende til et enormt nemt offer. Hvis man ønskede kunne man nemt, snuppe hende mens hun sov og spænde hende fast til et bord. Uden hun ville vågne, medmindre man selvfølgelig gjorde skade på hende, eller bare kastede hende over skulderen.
De nærmede sig langsomt et by, på næsten samme størrelse som den sidste. Forskellen på denne var, den blandede race mellem Dæmoner, engle osv. Mens det var et større slave market, hvor næsten hele byens indbygger rente rundt med en slave ved sin side, andre havde fire nogle havde en. Mange af dem forsøgte også at sælge deres slaver, bare ved at falde i snak med en tilfældig person.
Ahri havde skubbet sig lidt væk far Ancalagon, som tegn på at hun hellere ville gå selv. Så da hun blev sat ned, gik hun rundt omkring i byen. Dog altid så tæt på Ancalagon som overhovedet muligt, hvis han gik videre var hun der. når hun fandt noget, greb hun fat i hans arm, for at han ikke ville gå væk. De fleste af omgangene fandt hun dog kun sten, af en person i en slave by. Var hun mest betaget af deres sten, som lå på jorden. Ikke dem der nu sad i bodene, som endda var lavet om til smykker.
Hun rejste sig op, hvor andre af gangene sad hun der i flere minutter. Helt betaget af stenene, myrene eller en regnorm som gravede sig vej ned i jorden igen. Hvilket fik folk til at snakke, snakke om hvordan hun så ud. Tøjet var gået i stykker, da ulven havde haft fat i det, hvilket fik hende til at ligne en slave. Ancalagons slave, men på den anden side. lod han hende gå rundt som hun ville, hvilket tydede på at hun ikke var hans slave? Mange folk hviskede om hvor forvirrende det så ud, som om det kun var normalt at hænge ud med det kvindelige køn, hvis det var en slave.

Det må havde set sjovt ud for folk da Ancalagon og Ahri trådte ind i byen som allerede var en by med slavehandel og dog kiggede folk en del på Ancalagon og Ahri, de troede selvfølgelig og heldigvis at Ahri var hans slave, ikke fordi at han så hende som sin slave, da han aldrig havde haft en slave, da han altid har spist dem, hvert fald som drage, og som menneske havde han altid slået dem ihjel hvis de kom i vejen for hans må, ellers så lod han dem værre.
Dog hjalp det på at folk så ikke prøvede at gøre Ahri noget, da det ville være krankelse af en andens mands egendel og det var noget de åbenbart tog meget højt i denne by, da det ville være som at bryde ind i ens hjem og stjæle andres ting.
Ancalagon kunne ikke lade hver med at smile lidt over Ahris overglade humør over alle de små glimtende sten som boderne havde og stod halvt lænede op af en stolpe med krydsede arme og ben. Andre gange var han med over og kigge med, ikke fordi det betød ham noget, da han ikke havde brug for små pæne sten, men Ahri virkede meget glad for at vise ham ting og han ville ikke gøre hende skuffet eller undre sig over hvorfor han ikke ville se de ting hun ville vise ham.
Det var godt at han fik dem af sted fra stenen tidlig om morgen, for nu ville de have meste af den sene morgen og tidlige formiddag til at slappe af måske sene formiddag hvis Ahri følte sig til at blive længere kunne de godt blive længere, da de ikke skulle nå noget og det egentligt var op til Ahri selv.
En meget beskidt knægt på ikke mere end ni eller ti år kom forsigtigt og en smule nervøst hen ved siden af Ahri som sagt kiggede på skinende sten, nervøst pegede på nogle forskellige sten i forskellige farve og gav damen en pose som sikkert indeholdte penge og så rente knægten hen til en lille fed mand som ventede på knægten og næsten rev posen ud af hånden på barnet og kiggede ned og så tilfres og gav knægten en hurtig flad i baghovedet så drengen væltede ned i mudret og fik kommando på at samle sig selv op og kravle op bag på hestevognen, derefter forsvandt den fede, dog meget velklædte mand ind i sin fine hestevogn og bankede på siden af hestevognen hvor kusken klaskede med rimene til hestene for at få dem til at trække vognen af sted og ud af den ikke så fine slave by men knægten siddende bag på hestevognen med mudder i hele ansigtet og en trist mime.
Ancalagon tænkte ikke så meget over det og kiggede mere på Ahri og selvfølgelig på omgivelserne, og om der vil være nogen som kunne finde på at angribe Ahri eller ham selv endda men han kiggede faktisk en del på hendes fantastiske pjuskede hvide hale og hendes køne små øre.

Hendes underlige udstråling, fik folk til at tænke meget over den hale hun havde. Mange ønskede at tage fat i den pjuskede hale, bare for at forsikre sig om den var ægte.
Øjnene fra folk. Fulgte dem ivrigt, hvis den var virkelig, var hun jo anderledes, ikke en dæmon, engel eller vampyr. Så hvad var denne mystiske kvinde? Selv tog hun sig ikke af øjnene, ifølge hende fulgte de ancalagon. Han så anderledes ud, i forhold til de velklædte mænd der gik rundt i denne by.
Hun tog roligt fat i Ancalagons arm, da den lille dreng kom mod hende. Hvem var han, hvorfor kiggede han på hende? Da han gav hende en pose. Tog hun imod den, inden hun rakte den til ancalagon. Hvorfor fik hun en pose? Hvad havde den pose med hend hende at gøre? Det gav jo ikke mening, hvis hun fik ting, hvordan skulle hun så reagere på dem?
Drengen virkede også så slidt, så hvorfor give hende noget? Da hun vendte sig om mod drengen. Var han allerede på vej væk! Uden at reagere på sin egen handling, løb hun mod hestevognen og hoppede op ved den lille dreng som lignede en der var ved at græde. Folk kramte andre når de følte for at græde, ikke sandt?
Hun svang sine arme om den lille dreng, mens et varmt knus blev givet til ham. kusken havde intet opdaget, hvilket gjorde at han ikke stoppede vognen.

((Mobil svar, håber det går:3))

Ancalagon havde bare lige kiggede ned i denne pose som Ahri havde givet ham, og før han vidste af det, var hun væk fra hans side, *fuck, hvor blev hun nu af?!* Tænkte han og kiggede rundt og fik hurtig øje på den hvide halse som, som bevægede sig som en hestevogn?
Ahri var hoppe op på en hestevogn som var ved at køre ud af byen med knægten bagpå som hun krammede, shit.
Ancalagon stormede efter med posen i hånden og blev nød til at skubbe til folk og hoppe over boder for at komme frem i tide før at vognen kom for langt væk og han ville komme alt for langt væk til at indhente hende på en enkel dag.
Han begyndte at løbe og han løb ret stærkt bare for at være et menneske, dog kunne han slet ikke hamle op med varulve i deres transformerede form eller heste som løber i galop.
Han kom op bag ved hestevognen og hoppede op ved siden af Ahri og kiggede bag sig og så hvordan de nu kom længere og længere væk fra byen, fuck var ikke meningen, damnit mis!
"Hva' har du gang i mis?!" halvråbte han lidt til Ahri, da det var begyndt at larme lidt og man ville ikke kunne høre hinanden ved normal tale, dog hørte kusken også råbet og så tilbage og fik øje på Ancalagon og Ahri og hev hårdt i rimen til hestene så hestevognen stoppede og fik dem til at støde ind i kanten med deres brystkasse, en forvirrede og sur fed mandehoved stak ud og råbte til sin kusk, "Hva' helvede er meningen menneske?! og fik af vide at der var folk som var hoppet på vognen og den ene af dem krammede hans slave.
"HVAD?!" Kom det arrigt nu fra den fede rigmand og steg ud af vognen og vendede sig mod bagsiden men så kun Ahri og hev fast i hendes hale for at få hende ned.
"Hvad fanden bilder de dem ind tøs?! Magen til frækhed!" skældte han ud til Ahri og skulle til at hæve sin fine stok og skulle til at give Ahri en masse pryl, men en hård men stærk hånd greb fat om håndledet på den rige fede mand og gik rundt så han stod med siden til manden og så på ham fra hans sko til hans skjorte, til vesten til hans store kinder og fedtede hår. "Vil de med det samme give slip unge mand, ved du overhoved hvem jeg er?! Hvad bilder de dem ind og afbryde en mand i at give en slave bryl" Sagde han ydderst fornærmede til Ancalagon som så rettede hans vilde orange-rødlige farvede øjne mod mandens. "Slave? Kaldte du lige hende for en slave?" Spurgte Ancalagon den rige mand uden at slippe hans håndled som han stadig holdt oppe i luften.
Ancalagon slap hans håndled og greb mandens ansigt eller hals, det var svært at se, da de nærmest var smeltede sammen fra alt den mad manden havde spist og presset hans hoved op af vognen. "Jeg svæger, hvis du så meget som rør et hår på hendes hoved, vil jeg personligt sørger for at du får et ekstra hul til at kaste de du kalder mad ned i din fede mave" Truede han og hvis øjne kunne slå lyn og flamme, ville hans stå i flame og slå lyn, han havde desuden også trukket sin dolk og sat den mellem mandens ben og ville skære mandens klunker op hvis Ancalagon havde trukket den mod sig selv.
Mandens øjne skreg ud hans rædsel, aldrig nogensinde havde han oplevet sådan en tur fra andre, da alle omkring ham i omegnen enten frygtede ham eller repekterede ham som en rig slavehandler, men lige nu var de så langt fra byen at selv hvis han prøvede at flygte tilbage til vagterne og byen, ville Ancalagon kunne indhente ham i løbet af ingen tid og nedlægge ham.
Ancalagon slap manden, da manden slap sin stok og skyndte sig ind i sin vogn og råbte til kusken at han skulle se og komme af sted med knægten bag på og lidt efter lidt, var hestevognen ikke til at se og Ancalagon vendede sig rundt mod Ancalagon og trak hende ind til sig og da han slap hende igen kiggede han på hende igen, "lov mig at de ikke bare render væk fra hvor jeg er, ellers har jeg svært ved at passe på dig" forklarede han, i håb om at hun ville forstå ham og lige så roligt, gav hende et kys på panden igen og vendte sig mod byen igen og skulle til at gå mod den igen, men vendte sig rundt og kiggede på Ahri og gav hende et smil mens han gav hende et ryk med hovedet som et tegn på, 'kom lad os gå tilbage'.

Hun klappede den lille dreng kærligt på hovedet, hvorfor virkede han så trist. Han havde da et sted at bo, og en far? Medmindre denne mand ikke var hendes far, måske var det en mand. Som gjorde det samme mod denne lille dreng, som tyskeren havde gjort mod hende! hendes øjne spærrede en smule op, mens hun kiggede ned på ham. Kunne det være sandt, kunne dette ske for andre? Men denne mand var så fed at det umuligt kunne lade sig gøre? Tykke mennesker, spise vel hele tiden mad. Vent! Måske havde manden spist hans børn og denne dreng var den næste.
Hun lagde en hånd over sin mund, da Ancalagon pludselig hoppede op på vognene. Hun drejede hovedet mod ham, med skræmte øjne. ” O mý diri-diri yeyilmiş almaq deyil!” hun skulle lige til at tage fat i Ancalagon, da vognen stoppede hårdt op. Så hun i stedet bumpede ind i ham, så de begge lå i vognen, hvor hun var ovenpå ham. Hun rystede blidt hovedet, de krystal blå øjne åbnede sig med et sæt. Da hun blev hevet ud af vognen, grebet om hendes hale fik hende til at lave et lavt skrig. Det gjorde ondt, hvem ville dog hive en i halen!? Bløde berøringer, ikke hive! Hun trak ørene tilbage, da den fede mand nu stod foran hende.
Ahri gav den fede mand en lussing, da hun nu stod foran ham. Kunne hun ligeså godt gøre hvad hun følte for, hvis han skulle æde en dreng, måtte han først vinde over hende! hun drejede hovedet lidt, da stokken blev hævet. Dette ville gøre ondt, men sådan måtte livet være. Måske fik han et godt slag indført, men hun ville give ham igen!
Da slaget aldrig kom, men manden i stedet åbnede kæften igen. Løftede hun det ene øre og kiggede forsigtigt på ham, hvor Ancalagon var kommet til syne igen. Endnu engang havde han reddet hende fra en del smerte, hun forstod ikke hvad hans plan var. Dog fik det hendes hjerte til at slå hårdt i brystet, nærmest så det var svært at trækkevejret, bare for smerten af hvert slag.
Hun spærrede sine øjne op, da manden var ved at stige ind i hestevognen igen. Hun kravlede derefter ind igen, hvor hun tog drengen med ud sammen med sig. roligt kiggede hun op på Ancalagon, med drengens hånd i sin. Ancalagons ord var underlige, meget underlige. Men de havde helt sikkert en betydning, hvilket bare fik hende til at nikke. Uvidende om hans mening med hans ord, gik hun med ham. Rykket med hovedet, tydede på at han havde slået sig. da han jo også var væltet i hestevognene, hun nikkede over sine fantastiske evner til at læse folks træk. Mens hun holdte den lille dreng ved dem.

Ancalagon stod lidt og kiggede på Ahri med hævet øjenbryn over at hun stod med knækten i hånden, hvorfor tog hun ham af? Hun var vist ikke klar over at de ikke kunne beholde ham, da han ikke været deres egendom, hvilket slog ham lige, hun anede jo ikke hvad slaver var og at de var en egendel for andre, shit, den skulle nok blive interessant at forklare.
Dog vendte han sig om mod byen og begyndte at gå, da de alligevel skulle tilbage til byen og finde et sted at overnatte da turen ud af byen ville være samme slette med ingen skove eller noget at se i længere tid. Da de var nåede tilbage til byen, blev de stoppede af en af vagterne som genkendte knægten, da han kendte til den fede rige mand som tit kom til byen og forlangede at vide hvorfor at hans 'slave' gik rundt med den rige mands slave.
"Yea, knægten faldt bare pludselig af da han kørte med hestevognen, så vi tænkte at vi ville aflevere knægten hos jer" prøvede han at forklare vagten, men fik af vide fra vagten at de ikke tog sig af flygtede slaver og at de skulle henvende sig til slavemesteren i byen og vendte sig rundt og pegede mod en åbendør hvor der livligt kom folk gående ind og ud af den alle med slaver, lige fra børn, til unge, til voksne.
Ancalagon vendede sig rundt til Ahri som holdt knægtens hånd og tog Ahris og begyndte at bevæge sig mod huset og stadig med en masse stirren fra de lokale og slaveejere over hvordan Ahri så ud og der var endda begyndt at blive hviskede blandt de lokale om hvor heldig Ancalagon var for at havde anskaffet sig sådan en lille eksotisk slave.
Ancalagon stoppede op lige inden de kom indenfor og kiggede på knægten som først stirrede på Ahri med et blik som på ingen måde viste glæde, men alligevel slap han hendes hånd og gik ind af døren, derefter fulgte han efter knægten ind med Ahris hånd i sin.
Da de kom indenfor, var det lidt overvældende syn, helt ned til 7 års alderen, var der slaver man kunne købe, der var endda sexslaver fra 10 årige og op til 15 år, da det så ud til at være mest populært åbenbart, for der var ret mange om at bydde på de små piger.
Ancalagon ignorerede det, da han ikke blev rørt af det og så havde han aldrig gide at bruge tid på slaver, så det at han gør det her med knægten sammen med Ahri, er nyt for ham.
Knægten stod allerede henne ved disken ved en høj og stor muskuløs mand, som man ikke ville tro, arbejdet sådan et sted, dels fordi han var ekstrem venlig over for knægten og gav ham noget slik som fik ungen til at smile lidt, selv Ahri gav han et varmhjertet og glædeligt smil og spurgte hvad hun hed mens han lænede ind over disken. Før at manden nåede længere trådte Ancalagon ind mellem manden og Ahris, stadig mens han holdt hendes hånd, så hun ikke ville blive snuppet af en eller anden syg i hoved person, som ville have hende for sig selv.
"Yea, godt forsøgt makker, men hun er ikke til salg over hoved, vi er kun her for at aflevere knægten her" forklarede han manden som var blevet sat op på disken og så pludselig gladere ud mens han sad med sit slik og gumlede på det uden at gi' et blik rundt, kun med focus på slikket.
"Awh, det var da trist, hun ligner ellers en som kunne sælge godt i vores aktion for små unge eksotiske piger" fortalte han stolt og pegede med tommelfingeren bagud i lokalet hvor et mindre næsten catwalk stil var igang med piger som var ret eksotiske i udseende og hudfarve.
Dog tog ejeren Ancalagons blik som et stort og tydeligt nej, da han næsten forudså sin egen død hvis han prøvede at tage Ahri.
"Nåh men jeg må vel heller se og finde en rar ny herre til dig" sagde manden til knægten med slikket halvt inde i munden som endelig kiggede op på manden som satte knægten ned og takkede Ancalagon og at han var sikker på at han selv kunne finde ud, og med disse ord, forsvandt manden med knægten væk om bagved og ude i et baglokale.
Ancalagon kiggede på Ahri og smilede lidt i den ene side af munden, "Kom lad os se og finde et sted vi ka' overnatte og så ka' det være at der er fisk imorgen" fortalte han hende og begyndte at gå ud af butikken med hende, da de ikke havde mere at gøre derinde.
Det var ikke så svært at finde et sted at sove, da det eneste sted var samme sted som de havde spist og det var kun et værelse med en dobbelt seng for par.
Det havde han ikke lige set komme, dog var han ikke imod at de skulle sove i samme seng, da han faktisk var begyndt at holde en del af hende, hvilket var underligt og noget han ikke helt vidste hvordan han skulle håndtere indeni og hans dragehjerte slog da også lige lidt hurtigere end normalt, hver gang at han holdt om hende eller når han strøj hendes kind.
Kroejeren viste dem op til værrelset og sengen var godt nok ikke den bedste kvalitet, og rummet var meget lille og en spand halvt rengjort for det værste pis, så den ikke lugtede og så der i det mindste var til at holde ud i lokalet.
Dog var sengen næsten mere en halvanden mands seng, da der lige akkurat kunne ligge to ved siden af hinanden, hvis de så også lå helt op af hinanden.
Det var hurtigt ved at blive mørkt herude og lyset var hurtigt ved at tage stil ude på sletten, dog stoppede det ikke alle folk for at være ude og snakke, købe, bytte, sælge ting, slaver og mad.

Ahri smilede kærligt til Ancalagon, uvidende som altid. Da de begyndte at gå igen, kiggede hun ned på drengen med et varmt smil på sine læber. hun skulle nok beskytte ham, så ingen ville æde ham. Næsten ligesom når mennesker fandt en killing i rande stenen, samlede den op og tog den med sig. sådan så hun denne lille dreng, han blev jo ikke kærligt behandlet!
De stoppede ved vagten som snakkede til Ancalagon, som altid forstod hun intet. Og siden det virkede til at han snakkede til Ancalagon, drejede hun om på hælen og satte sig på hug foran den lille dreng, roligt fjernede hun snavs fra hans ansigt. Hun kendte udmærket godt til den klamme beskidte følelse, men kendte også rædslerne ved et bad. Hun rejste sig op igen, og kiggede derefter på Ancalagon. hvad snakkede de om, og hvorfor pegede denne underlig klædte mand? Et billede af Erik der pegede for hende, fik hende til at huske. At man skulle slikke på folks fingre, når de pegede til en side. da hun skulle til at slikke på vagtens hånd, blev hun dog grebet fast i af Ancalagon som pludselig begyndte at gå mod en eller anden dør?
Hun kiggede tilbage på vagten, og derefter ned på drengen. Hvad skulle de nu? Da de kom inden for, opdagede hun hvor mange mindre årige personer der var i hytten. Hvilket fik hende til at kigge ned på drengen igen, skulle de allerede af med ham. Men hun ville gerne beholde ham, hvis det var skulle hun nok gå ture med ham og made ham! Hun ville ikke af med ham, heller beholde ham?! Et suk slap de bløde læber, og ørene faldt en smule ned. Første ting hun havde fundet, som hun ønskede at beholde også skulle hun af med ham.
Manden bag disken, var somænd ikke grim. Men ikke ligefrem hendes type, da han gled over disken for at snakke med hende, lod hun hovedet glide nuttet på skrå. ”Ahri.” Lød det fra hende, han ville vel vide hendes navn? Hvis hun ikke tog helt fejl, dog stillede Ancalagon sig ind mellem dem. Hvilket fik hende til at kigge op på Ancalagon, som stadigvæk havde sin hånd i hendes. Ahri løftede hovedet, og kiggede hen på drengen. Han fik mad, og det gjorde hun ikke? Burde hun være fornærmet, eller var det normalt at give dem mad. Når man ønskede at sige farvel til dem igen?
Ahri kiggede mod catwalken med pigerne der gik frem og tilbage, hun slap Ancalagons hånd og gned kort sit hoved op af hans arm. Inden hun begyndte at gå mod Catwalken, det virkede underligt at gå frem og tilbage med ingen mål? Eller måske var deres mål at nå først frem i køen, men man måtte kun gå? Var det en leg, eller noget andet. Hun gik tættere på catwalken og kiggede omkring sig, hvorfor havde de også så lidt tøj på? Måske galte det om at smide mest tøj, også nå helt hen til enden også tilbage igen, uden at vælte. Nu hvor man skulle gå så underligt, gad vide om hun kunne vinde denne underlige leg?
Hun kravlede derefter op på selve scenen, med halen der viftede omkring sig. denne leg skulle hun nok vinde, hvor svært kunne det være at gå? Et kækt smil formede sig på hendes læber, da pigerne begyndte at råbe op om at der var nogle der kom op på scenen. Begyndte nogle mænd at komme mod hende, for at tage hende ned igen.
Da de gik mod hende, så hun også dette som en leg. Hun smilte og hoppede over deres hænder, hvor hun gik mod enden af scenen. Denne leg var for nem, de burde gøre den svære. En af de store mænd fik dog fat i hendes ben og hev i det, så hun væltede med siden ned. Hvor et lavt ’Eeep’ slap hendes læber, hun tog fra med hænderne. Men slog alligevel siden af hovedet ned i gulvet, hvor manden trak hende ned og satte hende på gulvet. legen var ikke spor sjov mere, ikke nu hvor det indebar at komme til skade. Og hvorfor fik de andre ikke denne udfordring? Det var snyderi, de andre ønskede bare at vinde. Derfor snød de!


Da Ancalagon og hende forlod stedet, var hendes blik tomt. Hun kiggede ned i jorden det meste af tiden, hovedet gjorde ondt og alting snurrede rundt omkring hende. mens de fik værelset, holdte Ahri hele tiden fast i Ancalagons arm. For at sikre sig, at hun ikke faldt over ting. Eller at de folk der snød i spillet ville komme efter hende, bare fordi hun var bedre end dem.
Da de kom op på værelset, skød lugten af urin lige op i ansigtet på hende, hvilket gjorde at hun vendte sig om og lagde sig ude på gangen. Med halen snurrede omkring sin hofte, og hænderne under sit hoved. Den stank skulle hun ikke sove i, så heller sove ude på gangen. Der lugtede kun lidt af bræk, men det var ikke helt så forfærdeligt som derinde. Plus der kunne umuligt være to i den seng, hvilket betød at hun alligevel skulle sove på gulvet.

Ancalagon lagde mærke til hvordan Ahri forlod rummet, han bebrejdede hende ikke, dog var det spanden som stank og heldigvis ikke rummet og hun skulle ikke sove på gangen, for så gjorde han også og hun havde brug for noget blødt at ligge på efter at hun slog hovedet, så der var ingen tvivl om hvad der skulle gøres, han tog spanden og stillede den ud på gangen og gik hen og satte sig på hug foran Ahri og smilede til hende. "Du har da ikke tænkt dig at ligge herude helt alene, har du?" Spurgte han hende men bar hende dog op i sine arme alligevel og gik ind på værelset igen og åbnede vinduet, da de var en del syd på og det stadig ikke var helt nat, var det stadig lunt udenfor, så det var ikke koldt at have et åbent vindu, plus det ville tage resten af stanken og rent faktisk værre til at være, nu stank gangen så i stedet for, men stanken slap ikke igennem den lukkede dør, heldigvis.
Ancalagon tog tøjet på overkroppen af uden rigtig at tænke over at at Ahri kunne stå og se på ham, det betød så også at hans piskear på ryggen blev synlig for Ahri, da han stod med ryggen til hende for at lægge tøjet på en stol så han kun havde sine bukser på og sko.
Derefter satte han sig på sengen og kiggede op på Ahri og kørte sin hånd lige så stille over hendes kind og aede hendes kinde lige så stille mens han hev hende ned til sig, så hun kunne sidde på hans lår så han kunne klø hende ved ørende som han så også gjorde.
"Resten af aften bli'r vi her" fortalte han, da dagen alligevel var ved at være omme mens han stadig nussede for hendes kinder med sin tommelfinger og klørede hendes øje mens han langsomt lagde sig ned i sangen så Ahri nu lå ovenpå ham med ham under hende og hans fingre der nussede for hendes ansigt og strøg sin hår ned langs ryggen igen og igen uden at stoppe med at klø hende bag ørene.
Hans tanker bag al den nusning og afslappende kløende, var fordi hun havde slået hovedet og faldet, så han ville trøste hende og få hende til at slappe af, da det alligevel kun er anden gang hun ligger i en seng, eller denne gang sammen med en anden, grunden til at han tog sin tøj på overkroppen af, var fordi at så ville han kunne varme hende bedre når det blev nat og koldt, hvilket snart nærmede sig ind over byen og færre og færre mennesker var til at høre ude på de mudrede gader.
Hele natten lå han og nussede hendes ryg og skuldre samt kinder som næsten var i en slags vane, som om at han havde gjort det i flere hundrede gange og var vand til at gøre det hver dag, selv om det var første gang, ud over det så blev hendes øre nussede og kløede gennem natten, dog grundigere når han var vågen.
Da det var ved at blive køligt og endda koldt, slog Ancalagon tæppet eller en slags dyndyne over dem, så Ahri ikke ville fryse, selv om hun havde sin kjolde på.
Fleste mænd i Ancalagons position ville nok gå for røven og staks udnytte muligheden, men ikke Ancalagon, han holdt sig til nussen af hendes ryg, skuldre og øre mens han nogle gange bare lå med arme omkring hende, en gang i mellem lavede et lille tryk, helt udvidende som han sov, som en refleks for at tjekke om Ahri stadig var hos ham og i hans arme.

Var det ikke tydeligt? Selvfølgelig havde hun tænkt sig at sove ude på gangen, der duftede bedre og der virkede nogle lunde stille. Hun kunne ikke se noget problem der, selvom hun dog heller ville sove i den varme seng. Hun blev døg løftet op og ført ind i rummet, hvor hun kort skubbede til Ancalagon af ren arrighed, hun ville ikke være inde i denne stank. Det stank så grimt at hendes hår på halen næsten faldt af, hun rynkede på næsen da han satte hende ned igen og begyndte at lufte ud.
Halen var stille og ørene var kørt arrigt tilbage, mens hendes krystal blå øjne fulgte ham. Han behandlede hende som en mindre værdig, han løftede hende hele tiden. I starten holdte hun af det, men nu virkede det underligt. Hvorfor løfte på hende hele tiden, han tvang hende næsten også til at ligge sig ned i jordet, da hun slog hul på knæet. Hendes blik kørte ned på forbindingen om hendes knæ, hvor et kort suk slap hendes læber. han kunne ikke ønske at skade hende, nu hvor han havde hjulpet hende med et sår. Oh yea, og han åd hende jo ikke. Hvilket også var noget, hun smilte kort for sig selv. Da hans hånd lagde sig på hendes kind, løftede hun hovedet en smule.
Roligt trak han hende med sig ned i sengen, hvor hun først trak sig væk. Men kunne alligevel ikke modstå klø turen bag øret, roligt lagde hun sig ned ved hans side og lukkede sine øjne i endnu engang.
De lå side om side, helt op af hinanden i en mands sengen. Da hun til sidst i løbet af aften, var gledet ned af ham. Hendes pjuskede hale, bevægede sig roligt over Ancalagons ben. Mens hun sov, vågnede hun end ikke af de små ryg der engang i mellem kom fra Ancalagon.

Dagene gik, hvor de havde valgt at blive i denne by, da Ahri af en sær grund ikke ønskede at smutte. Måske var det håbet om den lille dreng, der ville komme tilbage til hende. der gjorde at hun ikke ville smutte, eller det at hun var sikker på at hun havde set Rollo i nærheden. Hvilket fik hende til at ønske at blive i byen, da det var meget nemmere at gemme sig bag en mur. End en bar slette, uden så meget som et træ i nærheden. Så hvis han angreb, kunne hun skynde sig rundt omkring hvert et hjørne også selvfølgelig også være hurtigt til at klatre op på tagende.
De dage de havde været der, var der ikke sket mange problemer. Ahri var efter hånden blevet god til at købe mad ind, og med mad, var det Fisk. Hun havde lært at bede pænt om det, give pengene og at dele fisken, i stedet for bare at spise den med det samme hun fik den.
Hver en aften, sov hun ved Ancalagons side, gik sjældent i bad. Medmindre Ancalagon valgte at tvinge hende, så han desværre også selv var tvunget til et bad. Men hvem kunne brokke sig, et bad med hende var skam ikke et helvede. Udover at hun kradsede og bed i starten, når hun så gav op. Stod hun op af en, rystende og ventede kun på at vandet fra bruseren ville stoppe med at fosse ned på hende.
Det var dog blevet bedre, hun kradsede knap så meget. Dog bed hun stadigvæk, og hun havde stadigvæk ikke lært det med tøj. hvilket gjorde at hun tit åbnede døren nøgen, mens budbringerne eller folk der ønskede at dele nogle sedler ud, tit bare stod og stirrede i døren. Med åben mund og ingen ord der ville fosse ud, indtil Ancalagon kom omme bag hende. hvor de med det samme sagde deres erende, som tit bare fik Ahri eller Ancalagon til at lukke døren i deres ansigt.

Ancalagon havde indset at hun gerne ville blive i byen, hvorfor vidste han ikke helt, men det gjorde ham ikke særlig meget faktisk, for det var desuden også hende som styrede turen og siden at de hverken skulle nå noget eller flygte fra nogen, så kunne de vil godt blive i byen i nogle dage.
Men han måtte se og få lært hende ikke at åbne den dør hver evig eneste gang split nøgen når der bliver banket på deres værelses dør. Budbringerne knægtene begynder bare at stamme og rødme, specielt når han selv stod bag hende, var et helvede at få infomationen ud af dem uden at høre hvert andet ord to gange.
Folk virker dog mere vand til Ahris tilstedeværelse når hun går rundt i byen havde han lagt mærke til når de begge havde været ude og købe ind eller bare trumle rundt i byen ud over det så havde mænd en vis frygt for Ancalagon og havde på ingen måde lyst til at pisse ham af, da han altid gik med sin et hånds økse og dagger ved bæltet, desuden lignede han også en blodtørstig barbar. Den var faktisk en smule større end han havde regnet med og der var et lille område hvor der faktisk boede mere 'normale' mennesker. Hun var dog enorm stædig, når det kom til valget af mad, altid fisk og altid lige op i ansigtet på ham når hun fandt en fisk hun vil have.
Ancalagon havde endda fået fiskede sig frem til at få et bedre værelse til dem, et værelse med en dobbelt seng med et lille rum hvor toilettet var inde, som ikke var en spand, men mere et trælokum, men afføringen forsvandt ned til svinegåren, men det holdt lugten væk fra deres værelse, hvilket var et plus og han skyldte lidt Ahri et bedre værelse da hendes lugtesans var meget bedre end andres.
En dag lød der pludselig en masse trumpeter fra den modsatte indgang til den som Ahri og Ancalagon var kommet ind af for efterhånden en del dage siden.
Det viste sig at være en cirkus af en art og man skulle ikke tro det, men der var faktisk så mange mennesker i byen som strømmede til midten af byen for at se dette anderledes cirkus at Ancalagon selv kun lige kunne se over nogle af folkenes hovedet, så han havde fået den idé da deres hotel de boede på lå ved det centrale i byen, så hvis de kunne komme op på taget, kunne se sidde på kanten af taget og se det hele, hvilket var det han havde gjort, taget Ahri ved handen og smilede til hende og sagde "Følg mig mis" og begyndte at halv løbe så de kunne nå op på taget. Det var ikke så svært at der var masser af kasser som var stablede op som det fungerede lidt som en trappe for folk.
Inden for et minut havde Ancalagon guidet Ahri med op på taget, dog skulle det ikke undre ham at hun allerede havde af prøvet taget og været deroppe de gange hvor hun selv har været nede i den lille by uden ham. Det var noget han stolede på at hun kunne klare, han havde ikke set nogen fare og de har ikke været angrebet af nogen i alle de dage de havde befundet sig i byen, dog ligesom den første gang man lade sin ude kat få lov til at strække sine ben og udforske omgivelserne selv, var præcis den følelse Ancalagon havde i sin mave, var dog noget han skjulte så godt som muligt men inderst inde var han pisse nervøs for at der ville ske hende noget og havde faktisk nærmest omfavnet hende da hun var vendt tilbage uskadt ved at stryge hendes kinder og så klø hende lidt bag øret.
Ancalagon satte sig til rette helt ude ved kanten og så ned på cirkuset som var ankommet. Der var dog de mere sædvandlige visninger med en farlig dire-ulv, nogle kunstre som kunne lave en masse stunts og saltomutaler, dog gik folk et skridt tilbage og lavede et højt 'gips', for ud af en vogn trak en stor muskuløs mand en tyk metalkæde som havde en ende som var viklede rundt om en drages hals.
Ejeren af cirkuset forsikrede alle folk at dragen var helt ufarlig og ikke kunne gøre dem noget og at de havde den under kontrol. Han begyndte så at forklare om den og hvilken sjælden race det var og at der kun var et dusin tilbage, derud over viste han at dens mange horn som gik ud fra baghovedet og stak lodret ud, gjorde at den ikke kunne få metalkæden over hovedet, ud over det forklarede han også at dens flamme var for længst uddødet og den kunne ikke spyde nogen ild igen, hvilket fik folk til at slappe af da den virkede ikke speciel meget i et humør til at nedbrænde og slagte en by til grunden, den så i det hele taget på ingen måde hvad en drage var, et stolt og majestætisk. Dette lignede en drage som var fysisk kørt ned og trænet til at være lydig og underdragig for sin eger.
Da Ancalagon så Dragen, vidste han med det samme hvad for en slags race det var, og det bekymrede ham og han stolede på intet tidspunkt det ejeren af drage var ufarlig, den race han havde i metalkæde, var en meget territorisk og farlig hvis man ikke var på vagt, det var kendt for at være ekstrem tålmodige og vente på det helt rigtige tidspunkt, derud over var det helt ekstrem gode til at grave, hvilket gør at de ingen vinger har, dog lang hals, lignede lidt en komodovaran bare meget større og farligere.
Ancalagon holdt nu ekstra øje med Ahri så han forhåbelig kan nå og redde hende fra at komme til skade.

Grunde til at Ahri smækkede døren i hovedet på budbringerne, var at de altid stammede så meget at hun havde mere svært ved at forstå deres ord. De snakkede lavt og utydeligt, hvilket irriterede hende. så hun lukkede døren og gik så derefter væk, lagde sig altid i sengen lige bag efter, hvor hun begyndte at kramme puden og lå på maven. Nogle folk ville nok se dem som et par, en tøs der gik frit rundt i en slave by og så det at hun gik rundt nøgen. Skabte nogle rygter, hvilket gjorde at unge drenge bankede på døren. Hun var dog ikke altid nøgen, hun smed ikke tøjet når hun frøs, da hun havde fattet at det varmede ens krop en smule.
Deres nye værelse gjorde dog at hun næsten ikke gik ud, hun var doven og ville altid heller bare ligge og slumre i den bløde seng. Med armene slået om puden, dog elskede hun at handle ind. Hun anede ikke hvorfor, men det føltes bare rart ikke at blive jagtet af folk med sten, eller det at de ikke råbte af hende. gjorde hende også glad, det var rart at være i byen. Et sted hun nok skulle kunne overleve, der virkede enlig også roligt. Folk drak mindre end i doomsville, når de endelig drak havde de også slaverne der førte dem hjem igen.
Mens Ahri altid efterlod Ancalagon når han blev fuld, hun havde aldrig drukket og forstod ikke følelsen af det. Så ham bare som en tosse når han blev fuld, og gik når han blev for underlig for hende. og det kom fra pigen der samlede døde dyr op, og næsten altid fik Ancalagon til at stikke næsen ned i dem.

Den dag karnevalet kom, løftede hendes øre sig. hun kunne ikke se meget over de andre mennesker, men var af en underlig grund ikke intresserede i det. Først da Ancalagon blev, var hun klar til at spring i kamp med denne nysgerrighed. Hun fulgte med ham op på taget, hvor hun så nemt som ingenting klatrede op på taget.
Hendes blik skimte alle deres kunster ned, den måde de spring rundt på fik hende til at smile. Det var ikke svært, hun kunne det samme. Hvorfor gjorde det hende glad, at hun kunne noget som andre kunne. Hun forstod ikke sin følelse, men blev dog nærmest overraskede, da en mand pustede ild ud af sin mund. Det kunne Ancalagon også! Eller kun i hans drage form, hun vidste det enlig ikke?
De krystal blå øjne veg ikke fra karnevalet, før Dragen kom frem. et helt stille øjeblik, hvor hun ikke kunne trækkevejret. Hvad var dette, havde de en drage? Hvordan kunne det lade sig gøre, og hvordan følte ancalagon lige omkring dette? Hun lod sine øjne køre op på ham, og derefter ned på dragen. Deres ord forvirrede hende, men dragen virkede ikke uskadt. Som om den havde mistet lysten til at leve?
Hun lagde hænderne på hendes tendinger, hvor hun lavede et lyd af smerte. Hendes hoved gjorde ondt, da minder dukkede op for hende. dengang hun mistede lysten til at leve, hun ønskede ikke at være på planeten mere. da forskeren torturede hende, og hun ingen udvej kunne se. Hun var klar til at dø, hvilket denne drage også var. I hendes øjne, eller tog hun fejl?
Det stoppede hende dog ikke fra at hoppe ned fra taget, hvor hun landede elegant på alle fire. Som en kat, der var langt ned. Normale folk ville nok brække et ben eller to, mens Ahri var smedig og vidste hvordan man skulle lande, for at undgå smertefulde oplevelser i knoglerne.
Hun gik tættere på dragen, pressede sig en smule gennem publikummet. Nysgerrig over, om denne drage var ægte. Den lignede på ingen måder Ancalagon, eller den drage Ancalagon dræbte. Så hvad var dette, hvorfor gav den hende den samme frygt som hun havde haft for Ancalagon, lidt den samme frygt som hun havde for Rollo.

Ancalagon så et kort væk og da han kiggede til siden hvor Ahri havde siddet, var hun sprunget?!
Ancalagon fulgte hende med øjne kort før at han kunne se hun var på vej mod dragen.
Shit! Det næste han lavede lignede lidt noget fra et stunts, først gled han nede af det stejle tagside og landede på jorden efterfulgt af et rulefald så han ikke ville brække eller lande forkert på jorden.
Lyn hurtig som han var, stormede han mod menneske mængden, men modsætning til Ahri, var det meget svære at komme igennem menneske mængden end det var for Ahri og han kunne på ingen måde nå at komme hen til Ahri før hun kom hen til dragen.
Ejeren lagde på ingen måde mærke til Ahri da han var fuldt igang med at råbe op hvilket fantastisk og majestætisk væsen den var og kun den stærkeste mand kan tæmme dyret, hvor der så kom en meget pumpede mand med rustning på, sværd i den ene hånd og et net i den andet.
Dragen fik øje på Ahri med det samme, men den gjrode intet i første omgang men da hun begyndte at nærme sig den, bakkede den mere og mere bag ud, næsten sænkede sit hoved i underkastelse for hende og det var også tydeligt at se, at den var misbrugt og pisket for at blive tæmmet, dens rygrad havde en meget mørkelilla farve, hvilket var helt modsat til at den ellers var meget lys i huden, næsten hudfarve agtig.
Dens øjne viste stress og den manglede et lille stykke af halespidsen og flere af dens horn og klør var trimmede ned, så de ikke var skarpe og kunne skade nogen.
Da ejeren vendte sig rundt og så hvordan Ahri nærmede sig sit 'trofæ' og hvordan hans drage bakkede bagud fra sådan en lille svag pige, hvad ville resten af tilskuerne ikke tro om hans farlige drage, hvis den viser sig som en kujon over for en freak med en pujsket hale og øre.
"Hvor tror du, du skal hen?!" Spurgte han kommenderende og svingede med sin pisk som havde hængt ved hans bælt og svang den lige ved dens side, og ramte kort dens bagerste ben, hvilket fik den til at væse af ham noget så meget mens den prøvede at bakke mere bag ud men blev trukket tilbage af en arbejder.
Ejeren vendede sig mod Ahri og hævede hånden til at svinge pisken og svang sin hånd mens han sagde "Uforskarmet tø.." mere nåede han ikke at sige da han svang pisken så læder snogeren svang rundt om Ancalagons underarm som han holdt op foran sit ansigt som rejste sig helt op og hev hurtigt pisken ud af hånden med manden.
"Jeg sværger, hvis du nogensinde tænker på at rører hende igen, så flår jeg hovedet af dig" sagde han truende og ud af det blå lappede han en knytnæve af ham som holdt kæden til dragen, som så hurtigt fandt ud af at den kunne slippe væk og nærmest på for nyet kræfter sprang den halvt op på dens vogn som den havde siddet i et flere måneder af gangen, for så at blive vist frem, hoppede den fra den høje vogn og direkte mod jorden og stormede mod udgangen og selv om der blev rådt på vagterne om at de skulle stoppe den, kunne de ikke få fat på den. En enkel havde fat i den længe lænke og nærmest gled hen over jorden og blev nød til at slippe for ikke at forsvinde med ned under jorden ude for byen.
Ancalagon stod lidt og sundede sin næve da både Ahri og Ancalagon grebet af flere hænder end de kunne tælle og presset ned på jorden.
Ejeren havde råbt på vagterne som havde set det hele og brudt ind og grebet både Ahri og Ancalagon, da cirkuset gav byen underholdning hvorimod at Ahri og Ancalagon bare var gæster, eller ubydne gæster nu og dem vil de meget gerne af med.
Ancalagon prøvede at række hånden ud efter Ahri for at få fat på hende, men kunne ikke nå hende og fik øje på en vagt som skulle til at hæve en stor tohånds økse for at hugge hånden af Ahri, "NEEEEJ!" Råbte han og i det tilfælde var der noget som slog klik for Ancalagon, hans øjne ændrede glans, hans universe-ligende orange-rødlige øjenfarve nærmest skreg af et vildt dyr som havde fået nok og ville bryde fri.
Ancalagon åbnede munden uden af fjerne blikket fra Ahri, men i stedet for et menneskeligt råb, lød der et øverdøvende brøl fra ham som fik alle til at stoppe bragt op.
Hele Ancalagons knoglebygning begyndte at knække og brække sig i hans krop, hans hud og hår faldt af og skæl begyndte at vise sig, hans knæbe og næse blev meget lænere, tænder begyndte at vokse til det helt ekstreme. Hale voksede ud af halebensroden, huden ved hans arme og siden af kroppen smeltede nærmest sammen og blev til vinger, syre begyndte at dryppe fra hans kæbe som ætsede alt under ham.
Folk var et chok over dette pludselig udbrud, specielt ejeren af dragen Ancalagon havde sluppet fri, stod nu en kæmpe stor og endda fuldvoksen drage for øjne af ham.
Ancalagon rejste sig på begge bagben og spreder vingerne ud og give hele området et kæmpe tordens brøl og landede igen på jorden.
I hele 5-10 sekunder var det som om tiden stod stille i byen, ingen vidste hvad de skulle gøre eller ikke gøre, det eneste de vidste lige nu var at det var dødsdømte.
[color=#ff0099]"Fang ha...!"[/color Mere nåede han ikke at sige før halvdelen af ham var oppe i Ancalagons bund og blive rysket frem og tilbage til han blev smidt ind i en væg, knust og død.
En stik flamme satte ind til halvdelen af byen, bygninger væltede sammen, selv hotellet som de havde boet på, havde fået et ordentligt slag fra hans hale som knust flere mennesker levende derinde og mens alt den ødelæggelse var igen, havde Ancalagon ikke flyttede sig fra Ahri, han havde stillet sig så han formede et form for beskyttelsesrum for Ahri uden at gøre hende noget, han beskyttede Ahri mod alt omkring dem.
Halvdelen af byen stod i flammer og ødelæggelse mens den anden halvdel lå halvt i ruiner.

Ahri havde aldrig været en af dem, der tænkte sig om før hun gjorde noget. Hun gjorde det bare, og ville så selv se hvordan det hele ender. Hvilket kunne være træls, hun efterlod Ancalagon af ren nysgerrighed. Hvilket vel var en af hendes kendte kende tegn som en kat.
Hun svang sig gennem menneskemængden, hun var spinkel og lille, hvilket gjorde det utrolig nemt for hende at komme forbi. Hun skubbede dog en smule til folk, for at komme forbi uden for store problemer. Manden der stod med dragen i hånden, virkede til at have for travlt til overhovedet at opdage Ahri. Hun trådte forsigtigt tættere på, mens de katteagtige øjne stirrede ind i dragens ene øje.
Den trak sig væk fra hende, som om hun var den skræmmende her? Hun havde jo intet gjort, måske var det, det at føle sig magtesløs der gjorde det. Den virkede næsten såret, hvilket fik hende til at række en hånd frem. hun kunne vel give den noget af sin energi, den ville dog ikke få de ting der var faldet af dens krop, til at gro ud igen. Den ville derimod bare give den flammen tilbage i kroppen, gøre som en energidrik gjorde. Give en masse energi, energi nok til at kunne stikke af i hvert fald.
Hun nåede knap nok at komme tæt på den, før ejeren af den begyndte at piske ned mod dens ben, så Ahri fik et chok og trak armen tilbage. Hun kiggede uskyldigt op på ham, hendes hvide hale lå stille mod jorden, mens ørene var rejst lidt. Hvorfor gjorde han dette mod den, den gjorde jo ikke noget. Hendes øre kørte tilbage, da han rettede sig mod hende og løftede hånden med pisken. Øjnene blev skræmte, ville han nu gøre noget imod hende?! hvad havde hun gjort, han kunne jo ikke vide hvad hendes evne var. Så hvorfor, hun sætte sine hænder op, da hans hævede arm faldt mod hende. hvor lyden af piske smældet, kun var der kort. Da hun åbnede sine øjne igen, stod Ancalagon foran hende. med en arm beskyttende op foran ham, hendes øre rejste sig endnu engang. Hun kiggede mod Dragen, mens lyden af Ancalagons stemme lød mod ejeren af denne drage.
Hun var ikke bekymret for Ancalagon, han var stærk og selvsikker. Han ville umuligt kunne tabe en kamp mod en simple mand, plus hun følte ingen energi til en kamp af denne mand. Hvilket gjorde hende mere sikker. Ahri nåede knap nok at blinke, før der var sket et eller andet med kæden. Så dragen pludselig sprang væk, op på taget og derefter ned. Hvor den flygtede ud af byen, gravede sig ned så hurtigt som lynet. Overrasket, vende hun sig mod Ancalagon. hvor hun med det samme blev hevet væk fra ham, hendes øre lagde sig endnu engang ned mod jorden. Forvirret kiggede hun omkring, på de mange mennesker der havde taget fat i hende.
Mens de pressede hende ned, gjorde hun hvad hun kunne for at slippe ud af deres greb. Mens de blev nødtil at være to personer, til at holde hendes arme mod jorden. For at hun ikke kunne nå at flytte dem, inden øksen ville falde.
Hun forstod nu seriøsiteten igen, hvilket fik hende til at skrige. Hvad kunne hun ellers gøre, hun skreg og ved sig rundt, mens tåre kom frem i hendes øjenkrog. Hun ville ikke miste sine hænder, dette var anden gang nogle ville hugge hænderne af hende. denne gang havde hun dog ikke stjålet noget, så hvorfor gjorde de dette! ”NOOO!! ” Hun kiggede skræmt ud af øjenkrogen, for at kigge på Ancalagon. selv han var smidt ned mod jorden, hvad skulle hun gøre. Hun kunne ikke bruge sine evner når hendes hænder var holdt nede af så mange folk, hvem skulle hun rette imod. Uanset hvad, ville hun kun kunne lamme en eller to, men der var mindst seks til at holde hende og endnu flere mod Ancalagon!
Hun klemte sine øjne sammen, mens hun kæmpede for at komme fri. Heller kæmpe så godt hendes svage krop nu kunne, indtil lyden af knæk og skrig lød. Der åbnede hendes øjne sig endnu engang, øjnene landede med det samme på Ancalagon igen. I sin drage form, folk forsvandt hurtigt fra Ahri, da Ancalagon lagde sig beskyttende omkring hende. de var nødtil at smutte, dette sted kunne ikke være helt roligt mere. stedet lignede lort, ruiner og flammer over alt. De var nødtil at smutte, hun kiggede væk mens Ancalagon nærmest åd den ene mand. Hvor hun lagde en hånd på hans hårde skæld, burde hun løbe eller sætte sig op på ham. Han var hurtigt, det samme var hun. Men hvad var sikres for dem? Det var det endelige spørgsmål, hun valgte derfor at sætte sig op på ham, som en hentydning til at de skulle flyve nu. Helst så langt væk som muligt, de burde finde et sted hvor han kunne forvandle sig tilbage, eller bare sove. Det måtte tage meget energi for ham, at skifte form.

Alt stod i flamme, halvt døde, halvt levende opslugt af ilden fra Ancalagon som havde et had, et had fra hans dyriske og vilde side, hvilket er noget som sker hvis et væsen, normalt en drage af sin egen art, men i dette tilfælde Ahri. Hvis en person eller væsen kommer i fare og han eller hun er fanget selv, sker der noget for dragen, det slår klik for dens vilde og animalske side og vil beskytte det væsen som den holder af eller elsker, hvilket i nogle tilfælde kan betyde den visse død da alt som hedder fornuft og tænke klart, er nærmest bedøvet når dragen kom i sådan en tilstand, det eneste den har på tankerne er at redde, beskytte og i visse tilfælde, ofre sig selv for at sikre at den som dragen holder af eller elsker, vil overleve.
Ancalagon gjorde klar til endnu en stikflamme og hele hans brystkasse og hals lyste op mellem de meget tykke skælplader og lige i det at han skal til at sænke en bygning ikke så langt fra hvor de var, kom der en lille dreng grædende ud fra bygningen. Det var drengen som Ahri så gerne havde ville beholde men som de afleverede hos manden, manden var en af de døde blandt menneskemængden og lå ved døren med knust brystkasse fra en tung murblok som ramte ham.
Ancalagon nåede lige at stoppe fra at jævne bygningen fuldstændig og udslette drengen helt da han mærket Ahri på ryggen af ham, hvilket fortalt ham at hun var i sikkerhed på hans ryg og rejste sig på bagbenene for spredte sine vinger og lettede med et ordentligt brøl, alt sammen fra at se drengen og at Ancalagon lettede forgik så hurtigt at de allerede var et godt stykke fra byen og højt oppe i luften.
Ancalagon havde allerede snuden mod syd som var den vej som Ahri ville gå. En sort tyk røgsky stod op bag dem fra byen de havde tilbragt næsten mere end en uge måske to, det var en smule svart at sige. Ancalagon gav et brøl fra sig en gang i mellem, hvilket var et varselsbrøl til hvem end der prøvede at tage Ahri fra ham.
De fløj hurtigt over landskabet og med et ramte de en ordentlig varmebølje og gik fra 14-15 grader til næsten over 23 grader og med ingen skyer overhoved, en god medvind som holdt den 23-24 graders konstant solvarme fra at blive ulidelig for Ahri.
De var endelig kommet ud af de mange mange flade sletter og fløj nu over hvad lignede mere en frodig jungle som Ancalagon havde sat kurs mod. I løbet af nogle få minutter fløj de over trætoppene i høj far, Ancalagon var så tæt over træerne at Ahri næsten kunne øre bladende.
Ancalagon landede ved en kant med en halv stor flod med voldsom strøm som faldet ud over kanten og drønnede ned ved slutningen af klipperne.
Det viste sig at de var landet ved et vandfald med en jungel omkring dem og flere lyde fra alle mulige dyr end nogen anden skov, fjerne skrig, mindre insekter, fugleflokke som snakkede og derefter lettede fra deres træ og fløj over deres hoveder og ud over vandfaldet og fortsatte videre mod syd og hvad lignede en fjern by og mere jungel som strakte sig godt ud.
Ancalagon begyndte at vandre frem og tilbage omkring stedet for han havde landet og lavede en blanding mellem hvæsen og knuren, hver gang at han hvæsede mod ingen ting, rejste hans hudflapper som gik fra hans underkæbe og til nogle få meter ned, som var et tegn på at han var klar på at angribe.
Man kunne tydelig mærke på ham at han var klar på at slå ihjel og gik hen til kanten og stillede begge sine gribe klør og så lyste hele hans brystkasse op og hals og en ekstrem lang og stor flamme stod flere meter ud i luften, dog var det væk fra træer så det var kun luften som blev svitsede. Han vendte sig rundt og gik tilbage og mens han gik lød knæk og knugler som begyndte at brække sig i hans drage krop og kort efter lå Ancalagon nøgen på maven dog ikke bevistløs, for han havde sine øjne åbne og med en hånd så prøvede at nå Ahri som et forsøg på at sikre at Ahri var okay, dog var hans krop så udkørt at han ikke kunne bevæge sig og han havde ondt i kroppen og trak vejret meget tungt.
Der havde været helt stille da Ancalagon havde brølet og spydet ind ud i luften men kom hurtigt tilbage og jungle var endnu en gang et overvæld af lyde og dufte over alt.

De fløj gennem himmelen, ikke en eneste sky på himlen. Vejret blev kun varmere og varmere, mens hun sad, eller nærmest lå på hans ryg. Kiggede hun få gange ned mod jorden, de var så højt oppe, at det gav hende kvalme. Hvad nu hvis hun faldt ned, kunne han nå at gribe hende? hun ville ikke kunne overleve et fald fra denne højde, uanset hvad.
Da de nåede ind i skoven og han langsomt ændrede sig, sprang hun ned af hans ryg. Lyden af knoglerne der formede sig, gav hende gåsehud. Hun lagde sine hænder over sine pjuskede sorte øre, for at dæmpe lyden en smule. Men fjernede dem igen, da hans menneske krop var blevet synlig. Hun tog en kappe af, som hun havde haft på for at holde skulderne varme, og for at gøre så hendes hale ikke blev revet så meget i, af byens unger. Den by som Ancalagon havde ødelagt, med sine enorme brøl, ild og formskiftning.
Hun smed kappen over hans nøgne krop, hvor hun satte sig på knæ ved hans side. roligt overførte hun noget af sin energi, for at smerten hurtigere ville gå væk. Og resten af kroppen ikke ville føle sig helt svækket, hvis nu der skulle ske noget. Var hun på ingen måde stærk nok, til at kunne samle ham op og løbe væk.
Hendes venstre øre rettede sig bagud, for at lytte til skoven bag hende mens det andet, var rettet frem. hun sikrede sig at der ikke var nogle, som ønskede at skade dem. Især ikke mens Ancalagon var svag, plus hvis hun hørte noget truende, ville hun i det mindste kunne nå at dække ham med blade eller måske bare kappen, mens hun ville kunne løbe væk også komme tilbage.
Skoven var smuk, vandet fra vandfaldet glimtrede som millioner af diamanter, der faldt fra en klippe. Det var smukt, men ikke ligefrem noget for en vandskræk kat som hende. dog havde hun en sær følelse af at blive overvåget, hvilket gjorde hende bekymret. Det kunne dog ikke være nogle fra byen, de ville være for langsomme til at følge efter dem? Ikke sandt. Hun sad roligt med hænderne på Ancalagons brystkasse, mens hendes energi langsomt blev overført til hans krop, fik cellerne i blodet til at arbejde hurtigere. Heldigvis var det ikke smertefuldt, det tog omkring en time for hende. før hun ikke kunne holde til mere, hun lagde sig svimmel ned ved hans side. hvor øjnene hurtigt klappede i, og hun var væk i drømmeland. Så langt væk, at end ikke en kokosnød ville kunne vække hende, hvis der skulle falde en ned i hovedet på hende.

Ancalagon vågnede da solen var ved at gå ned i vest og gav et enormt smuk rødligt skær i himlen.
Han satte sig op og så ned på den sovende Ahri og smilede lidt for sig selv og lagde en hånd på hendes side og gav hende et kort kys på munden og lagde kappen over hende så hun var dækket for hvert fald insekter som kunne finde på at lande på hende om natten.
Han kløede hende bag øret en smule og kiggede så en smule på hende, han havde det underligt, efter det klik han fik da han så Ahri i fare og tæt på at miste begge hænder, startede... eller mere forstærkede noget inde i ham, hun betød vist meget mere for ham end hvad han selv havde regnet med og det forvirrede ham, da det var første gang i hans 1780 år som han havde levet i, at han havde følt sådan om et andet væsen. Jo der havde da været kvinde han havde haft med i seng, gennem mange år, men det havde aldrig været nogen form for følelser omkring dem, de var normale hvor Ahri... Jah Ahri hun var, anderledes, hun mindede ham ofte om ham selv i den form at hun også var vild og det at hun var et væsen han ikke vidste hvad var, gjorde hende meget mere interessant og hendes charme var på visse punkter perfekt.
Han rystede på hovedet efter at havde siddet ved Ahris side og tænkt mens han kiggede på den sovende pige. Han rejste sig op og gik hen til den nu meget mere rolige flod, han havde brug for vand og satte sig ned på knæ og begyndte at drikke hvorefter han stak hele hovedet ned under vandet og trak det op igen og rystede hovedet og gik tilbage til Ahri som han stille aeede noget hår om bag øret og gik ind mod skoven da han sikrede sig at Ahri var helt dækket i mørket, takke være hendes kappe.
Ancalagon stoppede op ved skovkanten, eller hvis man nu kunne kalde det en skovkant, junglen var overalt, de var bare på et mere bart og klippeområde end resten af junglen.
Ancalagon kiggede en ekstra gang mod hvor Ahri lå, hun var ekstrem svær at se i mørket og det gav han et lille smil af forsikring og så forsvandt han ind i junglen.
Da solen var på vej med at stå op, vendte Ancalagon tilbage med hvad lignede en form for mere primitiv tøj, det var nogle simple klæder om ham, det viste sig at han faktisk var støt på en handelsmand som var faret vild og han havde hjulpet ud og som tak havde givet ham noget tøj, da handelsmanden syntes det var meget besynderligt at ikke nok med at støde på en anden person, men at han så også var nøgen og meget lyn i huden da alle andre som er født i omegnen ude for junglen, var meget mørke eller sorte i huden.
Ancalagon havde noget som mindede om en bambus og så en masse lenlianer i den anden hånd hvor han så sætter sig ned ved siden af den sovende Ahri og begyndte at lave sin egen fiskestang så han kunne prøve og fange dem noget mad, da han var sulten og Ahri helt sikkert var sulten, da hun hver gang ville have fisk.
Han havde faktisk vendet sig til at leve sammen med hende, endda nød hendes selvskab mere og mere jo længere tid de brugte tid sammen. Han startede med at skilde lelianerne til meget tynde tråde og så sætte de forskellige sammen så det langtsomt vil blive til en line.

Ahri vågnede ikke, hun var væk. Øjnene rørte dog på sig da han kyssede hendes læber, men ellers var der ingen reaktion på hende. hun befandt sig i drømmeland, helt nøde i hendes mørke mystiske sind.
Da hun vågnede igen, var Ancalagon i gang med af lave en fiskestang, hun satte sig roligt op, hvor kappen faldt ned. Med et par smedige bevægelser, var hun over ved hans side og hjalp ham, gjorde enlig bare det samme som ham. Anede ikke hvad han havde gang i, men hvis bare hun gjorde det samme. Burde intet kunne gå galt, tiden gik og en fiske stang blev lavet til sidst. Ahri stirrede ned i vandet, mens Ancalagon forsøgte at få noget på krogen. En refleksion af hendes eget spejl billede, fik hende til at nærme sig vandet. Så hendes næse næsten rørte vandet, da en fisk pludselig sprang op i hovedet på hende. af ren chok! Slog hun den ind på breden, hvor den sprællede rundt. Hun lagde en hånd på den og skar halsen over, med sin pegefinger negl. Den skulle ikke stikke af, men der var behov for mere end en lille sølle fisk.
Timer gik, før der overhovedet kom mere fisk. Ahri kedede sig som altid, og begyndte at samle brænde ind. Lege med Ancalagons skæg mens hun lå med hovedet i hans skød, andre gange flettede hun hans lidt lange hår og flere af gangene sov hun bare ved hans side.
Dog skete det uventede, da de endelig fangede en noglelunde stor fisk. Kom nogle folk frem, mørke i huden, med lændeklæder og spyd rettet imod dem. Ahri kiggede op på de forskellige af dem, hvor hun derefter prikkede til spidsen af spydet. En af dem snakkede et underligt sprog til en af de andre, hvor han derefter rettede blikket mod Ahris øre og hale.
Hun kiggede op på Ancalagon, og kravlede hen i hans skød. Hvilket så utrolig sært ud, da hun kun var et halv hoved mindre end ham, også det at hun virkede en smule mere voksen i udseendet. så det at hun kravlede hen i en mands skød, for at gemme sig. virkede underligt, nogle af dem grinte og snakkede derefter til de andre, som også begyndte at grine.

Ancalagon sad egentlig og hyggede sig meget godt og blev overrasket over at Ahri kom over og gjorde det samme som han gjorde, hun vidste sikkert ikke hvad hun lavede, men han stoppede hende ikke, da det var hyggeligt at være sammen med hende.
Ancalagon havde efterhånden vendet sig så meget til Ahri at han faktisk bare lod hende lege med hans fletning og skæg hvis hun havde lyst.
Da hun fik daskede fisken ind på breden og dræbt den råbte han 'sådan' til hende og smilede mens han fortsatte med at fiske og de fik da fanget en lille bunke, så ud til at være nok, men han tænkte at de godt kunne bruge bare lidt mere.
Pludselig fik han bid og fik lidt af en barkse tur med den, men fik dog den hurtigt op og fik hurtigt fat i halen på den og tog en mindre sten og baskede stenen mod dens hoved til den lå helt stille.
Ancalagon sad tilfreds over den store fisk de havde fanget og satte sig tilbage da han hørte noget raslen fra buskaset og ud kom der ingen andre end indfødte, eller han gik ud fra det var indfødte, for de snakkede et mærkeligt sprog han ikke fattede en bjælle af. Hvor er Rogan, når man har brug for ham?!
Ancalagon kiggede ned på Ahri, præcis som en cat, kravlede hun hen til hans skød for at være i noget som var sikkerhed for hende. Han lagde begge arme om hende og kiggede op på de ny ankommende som åbenbart grinte over Ahris hale og øre, sjovt normalt prøvede folk at hive eller røre ved dem, men de fandt det bare morsomt uden at komme tættere på.
Fisken lå ved siden af Ahri og Ancalagon og en af de mørke mænd kiggede på bunken af fisk som Ancalagon havde fisket til Ahri og ham selv for morgenmad.
*Hvis de tror at de ka' få vores fisk, må de tro om igen... damn nu begynder jeg at lyde som mis* tænkte han pludselig for sig selv uden at fjernde blikket fra dem.
Manden i midten satte sig på hug med sit spyd i sin hånd mens han brugte den som stødte og begyndte pludselig at snakke på deres eget sprog, eller et meget dårlige forsøg på sproget, det var endda dårligere end Ahri selv og hun havde forbedre oveni købet.
"Kom.. kom kateperson og mand, gå os, kom... mad" Prøvede han at sige og prøvede at virke så venlig som han kunne og gav endda sit spyd til sin ven og lavede en bevægelse som betød 'følg os, kom med, mad hos os'.
Ancalagon kiggede på den sorte mand i lændeklæde og så derefter ned på Ahri og aeede hendes kind lige så blidt, "Hva' tror du mis? Ska' vi stole på den og gå med, eller blive her?" Spurgte han hende uden at stoppe med at kæle og nusse for hendes kinder, hals og hår. De sorte mænd kiggede lidt på hinanden og forstod narda af det Ancalagon sagde og manden som snakkede virkelig dårlig dansk, prøvede igen, "Kom, mad.. ike fred, fisk kom" Prøvede han igen og lavede samme bevægelse og derefter at pege på fiskene og så på skoven og satte sig på hug igen og kiggede på Ahri og Ancalagon igen.

De indfødte snakkede ligesom hende, hvilket fik hende til at spærre øjnene op. Hun forstod deres ord, og kunne nemt nikke til dette, selv da Ancalagon spurgte hende om de var til at stole på. Måske mere, om de skulle gå med dem. Kiggede hun kort på Ancalagon og derefter hen mod manden, som derefter nævnte noget om fisk!
Hun nikkede og fjernede sig hurtigt fra Ancalagon, rejste sig op og kiggede nu på de andre indfødte, som havde sænket deres spyd. Hun kiggede ned på Ancalagon, ventede på at han ville rejse sig fra jorden, hvor de senere ville følge med disse underlige mennesker, som grinte af hende? hvorfor forstod hun ikke, men aldrig stille spørgsmål omkring mad. Så ville de bare beholde den for sig selv, dog havde Ancalagon og Ahri mad. Men burde det afholde dem fra at møde andre folk, måske kunne de endda finde ud af noget fra dem. Så som at fiske bedre, eller tilberede fisk så der var mere smag i dem?! Der var så mange muligheder med fiskene!
Ahri fulgte efter dem, med nogle mænd ved siden og den der nu havde snakket til hende foran hende. de forsatte indtil en lille landsby, lavet af træ og andre underlige ting, blade var som tage og alting var bundet sammen. Mange af kvinderne havde kun lige noget til at dække sine private dele, med nød og næppe. Stof virkede ikke som noget de havde meget af, hvilket fik mange af kvinderne til at skule en smule til Ahris side. hun kiggede dog ikke på dem, mere på det nye anderledes samfund. Der var smukt, solen og varmen der blandede sig perfekt. Dog var der en smule fugtighed i luften, som kunne få en til at føle sig en smule beskidt.


((Aner ikke helt hvad jeg skal skrive, men der skal nok skrives mere næste gang ^^))

Det lød på Ahri at hun gerne vil med dem da hun rejste si. Ancalagon havde samlet fiskene op og gik sammen med Ahri og de tre indfødte som viste Ancalagon og Ahri vej.
Det var en lille gåtur gennem junglen og der gik ikke lang tid før at de var inde i en landsby af samme indfødte, alle helt sorte og næsten intet tøj på, Ahri måtte virkelig trives i disse omgivelser da vejret, omgivelserne og det at man ikke behøvede særlig meget tøj på.
Ham som havde snakket fortsatte længere ind, dog var landsbyen ikke særlig stor og kaldte på ud på nogen sikker, i deres eget indfødte sprog som Ancalagon ikke forstod, de to andre gik over til to tykke træstammer og begyndte at kravle op, hvilket fik Ancalagon til at følge dem med blikket til at fik øje på huse og endda gangbroer mellem de høre tykke træstammer en del over jorden.
Han havde slet ikke troede at stedet for så stort, da hvis man bare stødte på landsbyen, ville man kun lægge mærke til den lille næsten lejer størrelses plads med et bål, nogle små træhuse og det var egentligt det, jo og så de mange indfødte lige nu som sad rundt om bålet.
Den indfødte som havde snakket til dem stoppede op da en meget gammel mand stod og lænede sig op af en træn og snakkede med ham Ahri og Ancalagon fulgte efter, pludselig vendte den indfødte mand sig rundt og snakkede til dem igen.
"Kom.. fisk, lav mad" prøvede han at forklare og vinkede med hånden mens han smilede. Ancalagon med alle deres fisk i armene fulgte efter til de var ved bålet for den indfødte mand satte sig ned og rakte ud efter Ahris og Ancalagons fisk, hvilket fik Ancalagon til at tøve en smule da han havde brugt en del tid på at fange dem, men de kunne ligeså godt færdiggøre dette besøg nu når Ahri var så vild efter at se hvad der var herinde.
Da Ancalagon havde givet fiskene, gik kvinderne med det samme igang med at tilberede fiskene i gryderne mens Ancalagon satte sig tilrette ned ved siden af den indfødte mand som snakkede kort med den gamle mand.
Nogle af de indfødte børn kom genert hen imod Ahri og nærmes satte sig på hug bag hendes hale og fniste lidt over hendes buskede hale, det havde overhoved ikke set hendes øre endnu, det var halen som var enomt spændende for dem og de havde ekstrem meget lyst til at øre den med turde ikke.