A bloody good day! - Ahri

Ancalagon reagerede med det samme da hun pressede sine læber mod hans, han placerede sin ene hånd på hendes kind og aede den med sin tommelfinger mens han kyssede hende tilbage i et dybt, dog kærligt kys, helt væk i hendes læber lukkede han selv øjne.
Hans anden hånd hvilede på hendes røv, da det var mere for at løfte hende op så deres hoveder nu var i lige højde, men det holdt ham dog ikke fra at nusse hendes baller lige så stille mens hans læber ikke slap hende, man skulle næsten tro at han ikke trak vejret, men han trak det gennem næsen, hvilket gjorde han ikke behøvede i langt tid at slippe hendes helt ubeskrivelige, bløde, dejlige og fantastiske læber.
Natten kunne ikke blive bedre i hans mening, månens lys der tittede frem fra himlen bag skyerne, dyrene som passede sig selv og drak vand, dog holdt øje og lyttede konstant på om der kom nogen rovdyr, hvilket faktisk var ret heldigt, da dyr havde en meget højere reaktion end nogen andet form for væsen, med mindre de selvfølgelig havde forstærket sanser end dyr, men det gjorde at Ahri og Ancalagon ville blive advaret et godt stykke tid før at nogen vil nå at snige sig op på dem, da dyrene ville larme hvis de flugtet.
Ahris krop var utrolig blød at mærke mod hans egen, bløder end nogen anden kvinde krop han gennem sine mange lange går har levet i menneske form og da månens hvide lys ramte hendes hud lignede det tusindende stjener som havde spredt sig ud i deres univers.
Hendes hale var blød, virkelig blød og det var en smule underligt lige da hun slog halen rundt om dem begge, ikke fordi han gav udtryk for det eller viste tegn på det, men han var måske også bare mere overrasket over hvordan hun kunne styre halen.

Hans læber var bløde, og varme. Hun forsvandt nærmest væk i dem, mens kyssede forsatte. Hun følte hans en hånd der blidt kørte ned på hendes røv. Hun rødmede en smule, mens den bløde hale kørte en smule op af ham. Usikker på hvordan hun skulle reagere på det, bare følelsen af hans hånd der nussede hendes røv. Gav hende gåsehud, hun åbnede langsomt sine øjne, hvor hendes øre var kørt uskyldigt ned. Mens rødmen kun spredte sig på hendes kinder, hun havde aldrig i hele sit liv haft disse følelser. For ikke at nævne de følelser hun fik når hun så Ancalagon, hvergang hun så ham bankede hendes hjerte.
Da han dræbte den ene mand foran hende, på den mest grufulde måde. Var det dog som om hendes hjerte stoppede, af ren frygt. Dog kunne hun ikke frygte ham, hun vidste han var blid. Inderst inde vidste hun godt at han bare ønskede at redde hende, at beskytte hende og holde hende tæt. Hvilket kunne være grunden til hendes følelser for ham, var hun virkelig ved at blive forelsket i en drage? Eller hvad man kunne kalde ham.dog virkede det vel en smule sødt, den måde to modsætninger blev sat sammen på.
Hun var som en kat, mens han var et rovdyr der kunne dræbe næsten alle omkring sig. Hun var lille og han var stor, hun kunne næsten ikke dræbe, hvor han nærmest dræbte for sjovs skyld. Hun var uskyldig, og han var skyldig i mange mord, sikkert også voldtægter i en periode.
Hun adskillede deres læber fra hinanden, hvor hun lagde en hånd tæt på sit hjerte. Det bankede så hurtigt, at alting gjorde ondt. Hendes ansigt var rødt, mens hjertet slog hårdt i brystet på hende. Hun følte næsten at luften forsvandt ved hvert et slag, mens tanken om at kysse Arne ikke var nogle stor deal, men at kysse Ancalagon. Hvorfor fik det hendes hjerte til at banke, mens hun hele tiden havde lyst til at kysse Ancalagon, og være i nærheden af ham.

Ancalagon blev ved med at nusse hendes baller lige så forsigtigt og ae hendes kind mens han ikke stoppede med at kysse hende, han kunne ikke, han ville ikke. Hvad var dette? følte han kærlighed for en? Hun bragte følelser frem i ham som ingen anden havde gjort før, selv dem som prøvede, havde han bare ignorerede og forladt dem og aldrig vendt tilbage.
Men Ahri, åh Ahri, selv hendes aura omkring hende fik hans hjerte næsten til at danse og bare ville springe ud og kramme hendes.
Han åbnede sine øjne og så på hende med sine øjne som ikke kunne gøre andet end at elske den pige som lige nu sad på ham med sin hale omkring dem.
Dog havde dette ikke kunne holde vise reaktioner tilbage hos Ancalagon, Ahris krop og deres lange, dybe og kærlige dog våde kys og deres konstant nussen og kælen for hinanden, havde fået hans lem til at rejse sig så spidsen pludselig strejfede hendes lille revne, vent.. var hun jumfru?
Selvfølgelig var hun det, hun havde altid levet væk fra andre mennesker.
Dog begyndte han and bevæge sit lem lige så forsigtigt så hendes revne langsomt åbnede op for spidsen af hans lem og holdt lige spidsen indenfor mens han stadig var fuldstændig væk i hendes bløde saftige læber.
Grunden til at han ikke bare stødte i bund, var fordi at det vil være utroligt smertefuldt for Ahri, ikke nok med det, hendes jumfruhinde var noget han også skulle springe for at komme helt igennem. Han tænkte at tage det i et meget roligt tempo for hendes skyld så hun kunne vende sig til følelsen at have noget op i hende.
Efter lidt tid af nussen, kælden af hendes krop, begyndte han at bevæge sit lem dybere og dybere op i hendes våde hule og sådan fortsatte han til han nåede til hendes jumfru hinde som han pressede lidt på så han kunne mærke hinden på spidsen af hans lem, ikke nok med det så maste og strammede hendes hule utroligt meget og han kunne mærke hvordan den masserede hans lem så godt han kunne.
Ancalagon stoppede kysset og begyndte at kysse hendes hals mens han begyndte at massere hendes bryster lige så stille og hviskede så "Det her vil nok gøre en smule ondt" og så brød han igennem og kom ind bund.
Hele følelsen af hendes våde hule som åbnede sig helt for ham og det at den massere hans lem så ekstremt at man skulle tro det var løgn, fik ham til at begynde med at ånde tungere og dybere og begyndte så at bevæge sit lem langsomt ind og hud af hendes hule, bevæge lemmet i hele strækninger så det kun lige var hovedet der var inde, og så igen bevæge den centimeter for centimeter i bund i et roligt tempo.

Hvert et kys, fik hende nærmest til at ryste. Hun holdte af ham, mere end noget andet. Men havde kun kendt ham i kort tid, en månede ca. Hvordan kunne man falde for en person så hurtigt, var det normalt. Plus, hun anede ikke hvad kærlighed var, for hende var kærlighed ligesom fisk, den glæde hun fik af fisken der blev fanget, og smidt hen over et bål. Eller glæden, når man fik taget splinten ud af ens hånd. Dog var denne glæde, anderledes. Ancalagon gjorde hende glad, så glad at hun hele tiden ville være ved hans side, hele tiden ønskede at have hans hænder på hende.
Da hans lem pludselig strejfede hende, kom nogle få billeder op i hovedet hos hende. De billeder fra kælderen, den kvinde der skreg. Dette var en dårlig ting! Hun burde stoppe, men hendes krop ønskede ikke at stoppe. Hun lod kun sine kys blive dybere og mere forførende. Da han løftede hende op, lyd et lille støn fra hende. Hun lod sine ben svinge om hans hofter, hvor de pressede imod hans hofter, mens hans lem kun trængte mere og mere ind i hende. Det gjorde en smule ondt, men hun kunne lide det? Var det ikke underligt, normalt ville folk hade smerte. Men denne smerte var anderledes?
Hun lavede små støn, ved de rolige bevægelser han lavede. Da han pludselig hviskede hende ind i øret, omkring smerte. Steg smerten, hun klemte sine øjne en smule sammen, hvor hun lod sin pande falde på hans skulder, hvor et højt støn slap hendes bløde læber. Hendes åndedræt blev tungere og mere lystige, mens følelsen af ham indeni hende, fik hende til at lave en masse underlige lyde. Hvilket kun fik hende til at rødme mere, hun følte sit hjerte slå og smerte stige og falde.
Alting af hang af tempoet, hun lod sine læber falde på hans nakke, hvor blide kys kørte ned af hans nakke. Hun havde sine hænder på hans skuldre, hvor hun selv endte med at sætte farten en smule op. Hun var stram, men det stoppede hende dog ikke i at sætte tempoet op. Selvom smerten var der, den var dog begyndt at forsvinde igen.

Han mærkede hver centimeter af sit lem da hun begyndte at sætte tempoet op, hendes små blide kys på hans nakke gjorde han vildere efter hende og begyndte at hæve tempoet og kørte lemmet hurtigere op i hende, han kørte sin hår ind mellem hendes hår og greb fat i det mens han anden hånd stadig masserede hendes baller.
Hans vejrtrækning blev mere vild og mere dyrisk og han begyndte selv nu at på en måde at makere sig med sine tænder, han lavede nogle meget blide dog makerende bid, hvor han åbnede sin mund og så bider i hendes skulder men i stedet fro at bide til køre han bare tænderne hen af hendes hud mens han lukkede munden igen.
Vandet omkring dem blev ved med at skuvle op hver gang Ancalagon stødte med voldsom fart op i Ahris meget stramme mis, dog hjalp det varme vand og hendes safter med smørelsen.
Ancalagon begyndte at stønne meget mere da hendes meget stremme mis gav det mest fantastiske pres på hans lem at han kørte som en gal op i hende uden af slippe hendes røv.
Hans bid skiftede meget, nogle gange gav han hendes hals enorm mange kys og arbejdede sig så ned til hendes skuldre igen.
Dog kunne han mærke at der ikke skulle meget til før han sendte sin først ladning langt oppe i hende og kørte hurtigere og hurtigere op i hendes underliv og mærkede hvordan hendes mis sugede ham op i sig..
Han fik dog pludselig en idé og fik kravlede bagfra op på kanten af floden så han sad med sit lem helt i bund på hende med hende oven på ham, derefter lagde han sig ned og placerede hendes hænder på hans bryst og så begyndte han at bunde hende igen og igen så man kunne høre Ahris safter næsten skuvle af en art.

Hun bed hans nakke blidt, hvor hun lavede et lille rødt mærke, som nok ville blive der i noget tid. Hun lod derefter sine bløde læber glide op af hans nakke, inden hun lod sin pande presses imod hans skuldre. Det var en underlig følelse, så underlig dog så behagelig. Da han begyndte at lade sine læber ramme hendes nakke, lod hun sit hoved glide en smule til højre side. For at skabe mere rum til ham, hans bid fik hende til at lave små nydende støn. Hvor hendes øjne klemte sig sammen, hun var selv meget dyrisk, men i dette øjeblik følte hun sig svag. Som om hendes krop gjorde alting af sig selv, den bevægede sig af sig selv. Selv de lyde hun lavede, kunne hun ikke kontrolere.
Hun bed sig selv i underlæbe, mens hvert et stød hamrede igennem hendes krop. Vandet det kunne mærkes, hver eneste gang han kørte op i hende kunne hun mærke vandet der nærmest gjorde det samme. Hendes vejrtrækning blev tung, og øjnene ¨åbnede sig en smule igen. Hun kiggede lidt op på ham, hvor hun lod sine hænder køre igennem hans hår, inden han valgte at ligge sig på vandets kant og placere hende ovenpå ham, hvor han førte hendes hænder ned på hans brystkasse.
Hun brugte sine hænder og knæ, til at løfte sig selv fra jorden og derefter køre ned igen. Mens vandet stadigvæk dryppede ned fra hendes krop og hår, hun lagde vægten på sine hænder, der derefter pressede ned på hans brystkasse. Dog ikke meget, da hun også brugte sine ben.
Det tog dog ikke langtid, før hun følte sin krop give efter. Hun lavede et højt støn, hvor hun derefter faldt sammen ned over ham. Hendes vejrtrækning var hurtigt, dog forførende. Mens hun kun var blevet en del strammere, hun var endelig kommet. Dog kun efter lidt kort tid, men kunne man blame hende. Det var også hendes første gang, så hun kunne ikke holde til meget overhovedet.

Ancalagon pumpede og pumpede op i hende mærke hvordan han nærmede sig sit brisk punkt, men han holdt lidt igen, den følelse han fik af at køre hans lem op i hende, var uden tvivl det bedste han nogensinde havde prøvet og det at hun var så utrolig stram gjorde det hele så meget bedre og svære for ham at holde igen.
Hans åndedræt var i sync med hendes og hans øjne fangede hendes da hun kom og lige i det moment, kunne han ikke holde sig tilbage mere, alene trykket og malkningen fra hendes mis om hans lem var så fantastisk en følelse og gjorde at det blev for meget, trykket blev for stort.
Sprøjt efter sprøjt tømte han sig op i hendes indre så det blev blandede med hendes orgasme og det var en utrolig dejlig følelse at mærke hendes varme våde safte.
Ancalagon lagde sig flat ned på ryggen og prøvede at få pusten, stadig med sit lem i bund på hende, så hendes safter og hans salve blev holdt deroppe, det var ikke noget han tænkte over, hell, han tænkte ikke en gang på at der var så stor en chance for at han lige havde gjort hende gravid.
Med Ahri ovenpå kunne hun føle Ancalagons hjerte pumpe derud af, som om den stadig var igang med at løbe et marathon og ikke kunne stoppe.
Han løftede hovedet lidt og så på Ahri og et varmt smil var tydeligt, selv i det halv mørket som lå over junglen. Ancalagon strøj sin håndryg og fingre hen af hendes kind og kunne ikke gøre andet end at sende varme og kærlighed til denne vidunderlige pige.
Ancalagon begyndte så at grine pludselig, ikke en høj vild latter, men mere en varm og glad latter, han kunne ikke ønske sig i et bedre sted at være end lige der hvor han lå med Ahri oven på sig. De var alene igen ved floden, enten havde de skræmt dyrene væk eller også var dyrene færdig med at drikke, en af dele dog var Ancalagon lige glad med begge valg muligheder.
Månen stod højt på himlen og oplyste nu hele floden og der hvor de lå med tungt åndedræt og hamrene hjerter som igen og igen prøvede at få normalt tempo igen.
Ancalagon kunne ikke gøre andet end at bare kigge op mod alle de mange tusinde stjener som glimtede og skinede tilbage til dem.

Hun kunne høre hans hjerte slå hordt, i hans bryst mens hendes kind lå på hans bryst. Alting snurrede nærmest rundt for hende, mens hun følte hans væske flyde rundt indeni hende. Det var underligt, var dette virkelig normalt at gøre for folk, og hvorfor virkede folk altid så glade efter. Hun forstod det ikke, den kvinde i cellen blev stille, mens mændene grinte og gik. Dog gik Ancalagon ikke, han grinte bare kort, mens han strejfede sin håndflade imod hendes kind. Hun rettede sit blik op mod ham, hvor et lille smil formede sig på hendes læber. Hun var glad, hvorfor vidste hun ikke helt.
Hun fjernede sig fra ham, hvor hun satte sig en smule op. Hun kørte sine fingre gennem sit lange sorte hår, for at redde det med sine fingre. Da hun ingen børste havde, hun kiggede op på himlen, hvor hun rettede sine øre ind i skoven. Noget kom nærmere, det raslede i buskende hvilket fik hende til at kigge derhen. Dog var det kun en lille kanin, med bjuskede hvid pels, den hoppede frem men stak hurtigt af igen da den opdagede Ahri. Hun lagde hovedet på skrå, mens hun stirrede på den hoppe væk.
Hvor hunn lagde sig ned igen ved hans side, hun lagde en hånd på hans brystkasse. Hendes øjne forsvandt, under hendes øjenlåg. Kun kort tid efter, var hun forsvundet ind i drømmeland, som altid var hun hurtig til at falde i søvn.
Solens stråler var det der vækkede hende, hvor alt hun så da hun åbnede øjnene, først var Rollos ansigt. Af ren chok, lammede hun ham så han væltede ned i dem, dog nåde hun at fjerne sig. Så i stedet hamrede han ned i Ancalagon, hvor hun satte sig op og kiggede ned på Rollo. Hendes blik blev derefter løftet hvor resten af gruppen stod omkring dem, hun var som altid ligeglad med at være nøgen. Forstod intet i det forkerte ved det, hvilket gjorde at hun nok var den første person. Som disse folk mødte, der ikke skyndte sig at dække sin krop eller rødmede når alle kiggede på hende.

Ancalagon vågnede af noget meget tungt der pludselig væltet oven på ham og gav ham lidt af et shock. "Hva' fuck sker de... Rollo?! Hva' helvede laver du?!" Spurgte han Rollo ret irriteret over at han bare lå på ham, og hvor fanden var Ahri henne og prøvede at få Rollo af sig, men manden var fandme så tung som en okse.
Rollo lå bare og sagde intet men hans tanker var sikkert ved at eksplodere mod Ahri, Erik og Arne begyndte at flække af grin over at Rollo bare faldt som han gjorde, helt stift som et bræt.
"Så hjælp ham dog af Ancalagon tosser" kom det fra Rogan som havde taget sin frakke af og puttede den over Ahris skuldre så hun ikke var nøgen for øjne af de andre.
Erik og Arne fik Rollo af Ancalagon, dog ikke uden en omgang skubben og pusten, da han ikke var en let lille pige som Ahri.
Ancalagon kom op og sidde og så ned på Rollo og lagde først mærke til hvor stift Rollo lå, og så så på Ahri som sad ved siden af ham. "Ahri, var det dig som gjorde det der?" Spurgte han hende lidt lige som en katte ejer som snakkede til sin kat når katten havde gjort noget den ikke måtte.
Ancalagon fik Eriks frakke som han tog på så han bare havde lidt på kroppen, da han egentligt savne at have sin normale blandings læder-ringbrynje på og en et hånds økse, han savnede dog at have et våben ved siden side.
Pludselig sprang Rollo og rassende på Ahri over at hun lammede ham, men blev grebet af Erik og Arne som holdt ham tilbage fra at hoppe i ansigtet på Rollo, mens Ancalagon stod foran Ahri, Rollo slap fri og stod lyn hurtigt foran Ancalagon så de stod foran hinanden og så hinanden lige i øjne mens Rogan stod ved siden af dem begge og skulle til at skilde dem ad.
"Flyt dig" Kom det fra Rollo som ikke blinkede en eneste gang.
"Nej, du rør hende ikke" Svarede Ancalagon roligt uden at vise nogen form for frygt for Rollo.
"Jeg sagde flyt dig, hun fortjener en røvfuld" sagde han så og pegede på Ahri kort.
"Du rør hende ikke og gør ingen af delene" svarede Ancalagon Rollo igen. Begge flyttede sig ikke og man kunne føle spænding mellem dem, men til sidst lavede han en lille bevægelse med hånden og gav en 'pfft' lyd fra sig og vendte rundt og begyndte at gå og vendte sig rundt da han var nåede et stykke væk fra de andre.
"Jeg siger jer, en af de her dage, ender hun med at få en røvfuld og hvis det ikke bliver en af jer, bliver det mig" sagde han truende og pegede på Ahri igen og trampede videre via floden mod nord i egen vrede.
Ancalagon vendte sig rundt og nussede hendes kind og smilede, "bare rolig, jeg ska' nok sørger for han ikke gør dig noget mis, men du må altså se og holde igen med dine lammelser på Rollo" og så fulgte de efter Rollo og mod nord, da det var alligevel en af de eneste veje de kunne tage, plus så var de lige ved siden af noget vand som de kunne drikke fra hvis de blev tørstige.
Ancalagon holdt sig ved Ahri mens de gik, imens Rogan gik foran dem og Erik og Arne bagved Rollo som havde fået lov til at rasse lidt af, dog sagde han intet og sendte nogle ubehagelige blikke en gang i mellem til Ahri hvis de fik øjenkontakt, han smilede endda et gyseligt smil som man tydelig kunne se at han mente det med at give hende en røvfuld bag i.
De nåde egentligt ret langt med ikke speciel meget fare, der var lige et enkelt rovdyr som prøvede at nappe Ahris hale, men blev lige akurat reddet af Ancalagon og rovdyret drevet væk af ham ved at virke større end rovdyret selv.
De holdt en til to pauser ved floden før de fortsatte videre gennem junglen til de faktisk endelig kom til hvad lignede en tilgroet sti med et skilt med smås og meget utydeligt tekst at læse, men de kunne dog få noget ud af den utydelige tekst, 'fortsæt nord, 20 kilometer' og så vil de være ude og støde på starten af den gigantiske slette som Ancalagon og Ahri havde gået på og fløjet over. Dog denne gang var det en sidesti de var på og ikke hovedvejen syd på.
Det var først da solen var ved at gå ned, at de kom til ydre grændsen af junglen at stien stoppede og ingenmands land startede for at komme nord på, hvilket fik dem til at stoppe for dagens vandring og samle noget træ og starte et bål, floden var allerede stoppet for flere timer siden, men de havde sikrede sig at fange nok mad og tage nok vand til store dele af turen mod nord på. Rogan sad og kokkererede en suppe efter hans egen opskift, den var baserede på fisk, men der var tilsat diverse krøderier for at give den lige det ekstra kick, så når man spiste den, ville ens smagsløg eksplodere i smagnydelse og velbehag. Hvilket den også gjorde og suppen blev dog også spist op så alle blev mætte, dog var der intet tilbage og solen var ved at forsvinde fra himlen og den store flotte måne tittede frem og gav hele sletten en meget smuk belysning samtidig med at lyset fra det godt kørende båls lys nærmest udkæmpede en kamp om at lyse hos Ancalagon og de andre.
Der var allativt stille, ud over natdyrende som strejfede junglen om natten og de flagremus som jagtede insekter i luften.
Rogan sad op af et træ med en bog og passede lidt sig selv, Rollo var ikke til at se, nok ude og bryde med et af rovdyrene der var i skoven, Ancalagon sad ved siden af Ahri og kastede små græne i bålet så den sagde små sitne lyde og lidt af flammen rejste sig op mod himlen for forsvandt ud af den blå luft, der var blevet en smule køligere, da de var på kanten af junglen og kanten til sletten.
Arne lå og sov, pakket godt sammen mens Erik sad og holdte vagt.

Ahri kiggede op på de andre mens de grinte, dog virkede Ancalagon lettere irriterede. Hun kiggede omkring sig, for at finde det der nu var så sjovt. Forvirrede, blev der lagt en jakke over hendes skuldre, hvor hun lod sit hoved dreje for at kigge op på Rogan. Et uskyldigt smil formede sig på hendes læber, mens hun lagde hænderne på jakken og lukkede den en smule. Der var nu ikke koldt, så hvorfor gjorde han dette? Måske var det fordi han svedte og ønskede at hun bar den, who knows.
Hun kiggede hen på de andre igen, da de begyndte at arbejde med at få Rollo af Ancalagon. Hun grinte kærligt over deres besvær med at få ham af Ancalagon, hendes øre var rejst og halen logrede glad til alle sider. Kunne det se sjovere ud, to mænd der prustede for at gå en person væk fra de andre, det var sjovt. Kunne sikkert ikke blive sjovere, mest fordi Rollo bare lavede det mest irriterede ansigts udtryg, som tegn på at han var ved at springe i luften.
Hendes lattere stoppede dog, da Ancalagon snakkede til hende. Hendes øre kørte en smule tilbage, hvor hun drejede hovedet væk, for at virke som om hun ikke hørte hvad han sagde. Halen blev stille og lagde sig omkring hendes hofter igen. Mens det sorte hår dækkede halvdelen af hendes ansigt. hun rejste sig op på samme tid som Ancalagon, for ikke at være den eneste som sad på jorden.
Da Rollo stormede op på benene, drejede hun hovedet hurtigt. Mens de andre greb fat i ham, trådte hun en smule tilbage. Hun vidste udmærket godt hvor dette ville ende, han var sur på hende. Hun havde dog ikke gjort noget galt, hun havde bare lammet ham i kort tid. Men hun havde en grund! Han var skræmmende, og stod over hende...
Ørene var kørt skræmt tilbage, da han slap ud af Arne og Eriks greb. Hendes øjne kiggede skræmt på ham, med en blandning af uskyldighed der sivede ud af de blå øjne. Dog stillede Ancalagon sig imellem Rollo og hende, hun lagde en hånd på Ancalagons ryg og lod sit hoved poppe ud bag ham. For at kigge op på Rollo, hans stemme lød ikke ligefrem glad, han lød vred og hæs. Da han så pegede på hende, kiggede Ahri først på Rollos finger, hvor hendes krystalblå øjne rettede sig mod ham. Hun væste af ham, inden hun gemte sig væk bag Ancalagon igen.
Da han gik væk, tillod hun sig at kigge på ham igen, men da han pegede på hende igen gemte hun sig. Rollo var stadigvæk skræmmende, han var stor og muskuløs, lidt ligesom Ancalagon. Men han råbte meget mere end Ancalagon gjorde, og hun frygtede jo også Ancalagon engang i mellem. Dog mest når han blev meget dyrisk, hvilket fik hende til at føle den kolde sved løbe ned af ryggen på hende. Hun trådte en smule væk, da Ancalagon vendte sig om mod hende. Hun lagde sin hånd på hans, da han nussede hendes kind. Hvor hun pressede den blidt imod sin kind, hendes øjne lukkede kort, hvor de roligt åbnede sig med et smil på sine læber.
Hans ord forstod hun ikke, men vidste bare at det havde noget at gøre med Rollo. Hun så det som at hun burde snakke med ham, men hun kunne ikke føre en samtale med ham. Så spørgsmålet var, hvordan hun kunne få Rollo til at tilgive hende. Han forskrækkede hende, hvilket var grunden til at hun lammede ham. Hvis bare hun kunne sige det sådan, og et undskyld. Mens selv et undskyld kunne hun ikke forstå, så det ville være underligt hvis hun forsøgte at sige undskyld til ham. Da det bare ville være vulapyk.
Deres lange gåtur, med Rogan foran dem og de andre bagved. Fik hende til at kigge tilbage på Rollo engang imellem, men hvergang han fik øjenkontakt, lavede han noget ubehageligt, som at smile skræmmende til hende eller bare give hende nogle gyselige øjne. Hvilket gjorde at hun hurtigt kiggede væk igen. Både Ahri og Ancalagon havde enlig ikke noget tøj på, de gik bare rundt i det tøj gruppen havde givet dem, alt Ahri bar var Rogans jakke intet andet. Mens Ancalagon havde en anden jakke på, og sikkert også taget noget til at dække sit lem med.
Hun gik rundt i sine egne tanker, hvilket gjorde at hun ikke opdagede rovdyret der havde sneget sig ind bag på hende. Hun blev forskrækket da Ancalagon reddede hende, og virkede større og mere skræmmende for dyret, hvilket fik den til at løbe væk. Ahri kiggede kort på rovdyret og derefter op på Ancalagon, jakken var for stor til hende. Hvilket gjorde at den dækkede hendes røv, skjulte hendes former og gjorde så man kun kunne se hendes fingre spidser, hendes negle var allerede begyndt at vokse ud igen.
Deres gåtur tog langtid, hvor Ahri lagde sine arme på Ancalagons ram. Gennem turen veg hun ikke fra hans side, Rollo lavede hele tiden de underlige smil til hende, hvilket gav hende gåsehud. Dog måtte hun finde en måde at undskylde på, hvis hun ikke undskyldte hurtigt ville han sikkert aldrig stoppe med de truende øjne og luskede smil.
Da de nåede til enden af floden, stoppede hun op og kiggede omkring sig. Solen var begyndt at gå ned, og de var endelig ved at komme ud af junglen. Ahri satte sig ned, da de endelig fik chancen for det, hendes fødder gjorde ondt. Hun var vantil at gå i sit eget tempo, og altid ligge sig ned og sove. Men pludselig efter noget tid, sammen med Ancalagon var hun også blevet vantil at blive båret rundt. Så det at gå var ikke noget hendes fødder var vantil mere, hun sukkede blidt da hun satte sig ned og masserede sine fødder kort. Da duften af mad der blev lavet, fik hende til at snuse ud i luften. Da de alle fik spist færdig, sad hende og Ancalagon i nærheden af bålet.
Hun lænede sig op af Ancalagon, med hænderne i sit skød og halen liggende langs hendes ben. Hendes øre rejste sig op, da lyden af vinger der flabrede rundt over dem. Fik hende til at løfte sit hoved en smule, øjnene fulgte flagermusene.
Det tog lidt tid, før hun valgte at rejse sig op og gå væk fra gruppen. Hun havde lyst til at gå lidt, ikke langt væk men bare en lille tur. Hun var selvfølgelig klar hvis et rovdyr ville angribe hende, selvom hun ikke havde set Rollo i noget tid. Tillod hun sig at gætte på at han var faldet i søvn et andet sted, det var også koldt. Hvilket gjorde at hun trængte til at gå, for at få varmen inden hun gik videre. Mens hun gik rundt samlede hun en smule brænde, så bålet kunne var ved i løbet af natten. Hvis det gik ud, ville de bare fryse mere alligevel. Hendes hår dækkede det ene øje, mens hun gik rundt. Det var langt og fyldigt, viftede nærmest i vinden, mens hendes hale var stille. Viftede kun når hun gik, og ørene var rettet op i vejret, for at kunne følge alle de lyde der nu engang var omkring hende.

Et enkelt alene hyl lød ude på sletten, langt fra hvor de befandt sig.
Man kunne høre de små flagremus som endda lød som små mus på den måde de gav små piv fra sig mens de jagtede, der var endda en enkel en som fløj overhovedet på Ahri, den ramte hende ikke, men lyden af suset fra den fløj over hende, den havde dykkede efter en natsværmer og fik fat på den ligeform Ahri og fløj så op i et træ hvor den begyndte at spise natsværmeren.
Det var lidt overraskende over den mængde insekter som befandt sig i junglen helt ved udkanten til sletten da sletten var ved at blive ret kølig, det måtte være forvirringen af den varme jungleluft og den kølige slette kulde som gjorde dem kulrede i hovedet, hvilket flagremusene udnyttede og fik masse af mad.
Ancalagon halv sad op af træstammen med armene lagt over kors og sov lige så lydløst, da han kunne mærke han faktisk havde haft brug for noget søvn, så det kunne lige så godt være nu da de alligevel lavede hold for natten, da det var en lang gåtur de havde foran sig og havde brug for så meget søvn som de kunne få.
Erik havde gået hen til Arne og daskede til ham for at få ham til at vågne og fortalte ham at det var hans tur til at holde vagt, hvilket Arne så også gjorde, imens Erik lagde sig ned ved bålet for at varme sig mens han langsomt faldt isøvn til de gritende flammer.
Jo længere væk Ahri kom for resten af gruppen, jo mere følte det som om hun blev overvåget af nogen eller noget, som om et rovdyr der lå på hug og bare ventede på det rigtige tidspunkt på at springe på hende.
Det var næsten som om en skygge der lå over hende og fulgte hende fra junglens mørkedyb, første da Ahri var langt nok væk fra de andre at der var en som trådte frem fra junglen og en velkendt stemme som Ahri med sikkerhed kendte alt for godt lød bag hende.
"Well well well.. hva' laver du dog væk fra Ancalagon og de andre tøs?" Spurgte ingen anden end Rollo som stod med sin store tohånds dobbelt bladet økse hvilende på sin ene skulder og et gyseligt smil og nogle øjne der viste ingen samvigtighed, som om en dæmon havde overtaget Rollos sind og lige nu havde set Ahri som offer for sin dæmoniske legeri.
Han rørte sig ikke med det samme og stod i vejen for Ahri at kunne løbe forbi ham uden at blive taget af ham.
Han begyndte så at gå i rolige skridt mod hende til han stod foran og kiggede ned på hende stadig med sin økse på skulderen. Han så ned på hende som den lille kat hun var, hun havde været en slem mis for ham og nu skulle han nok få sat katten på plads og der var ingen drage til at hjælpe hende denne gang.
Det var faktisk ret vild så stor forskel der var mellem deres højde, Hun gik ham til lige under brystkassen måske lige starten af maven, hvor hun gik Ancalagon til miten måske lige til brystkassen. Rollos hår lå vildt ned af skuldrene på ham og der var ingen orden eller stil over det, som Ancalagon eller Erik havde med sit skæg.

Ahri dukkede hovedet da flagermusen susede over hende, og gav en følelse vinden fra dens vingere. Hvilket først gav hende et chok, dog grinte hun kærligt af det efter. Hun havde svært ved at fornæmme dem, da de ingen tørst havde efter hendes blod, og ingen fare var for hende.l

Følelsen af at blive overvåget gjorde hende utryg, hun gik rundt og samlede en masse brænde, som hun derefter lagde forsigtigt ned. Da hun så noget bevæge sig i buskaset, hendes øjne lyste en smule op, og følelen af sin lille blodtørst og legeri kom op i hende. Hun sprang i buskaset, og fik fanget en rotte. Hvor hun hurtigt knækkede nakken på den, dene kunne hun give Rollo, som undskyldning for at have lammet ham to gange nu.
Hendes øre kørte tilbage, da hun hørte den velkendte stemme, som med sikkerhed tilhørte Rollo. Hurtigt drejede hun rundt, hvor hun kiggede op på ham. Hendes øre var kørt usikkert tilbage, mens øjnene var store og funklende. Hans smil var skræmmende, kunne med sikkerhed skræmme livet af den rotte hun lige havde fanget. Da han trådte tættere på hende, lod hun sig selv tage et skridt tilbage. Inden hun rakte Rotten op imod Rollos ansigt.
Dette skulle ses som en ofring og et undskyld, hvilket fik hende til at smile skævt og usikkert til ham. Hvis hun var heldig tilgav han hende, da hun havde fanget den af sig selv. Og nu hvor han havde fulgt efter hende, havde han også set hvordan hun havde fanget den. Hvilket vel betød en del!
Lyden af ugler i skoven, var alt der fik hendes øre til at bevæge sig engang i mellem. Hendes øjne lande kort på Rollos hår, og røg derefter hen på hans skæg. De andre gjorde noget ud af sig selv, på visse måder. Mens Rollo lignede en barbar, som ikke tog et bad på noget som helst tidspunkt. Hendes krystal blå øjne lyste en smule op som stjernerne på natte himelen, da månens lys ramte dem på en helt speciel måde. Hun tog endnu et skridt tilbage, så hun stod op af en af træerne. Dog stadigvæk med hænderne rakt ud, ventende på at han ville tage imod hende ofrering.

Rollo stod allerede og tænkte på alle de tænkelige måde han kunne staffe hende på som pludselig blev afbrudt over at hun rakte ham den rotte hun havde fanget inden han viste sig selv.
Han kunne se hvordan hun underkastede sig selv foran ham, hun prøvede at.. undskylde? Godt nok lignede han en vild og farlig barbar, men han var ikke dum, han kunne udmærke se at hun underkastede sig og prøvede at gøre sig på god fod med ham igen, præcis som i en ulve folk.
Han hævede øjenbrynet og hans skræmmende smil var forsvundet, da han ikke vidste hvordan han nu skulle reagere overfor hende, han kunne se at hun virkelig mente sin undskyldning.
Han kiggede på rotten, det var en stor rotte, ret stor faktisk og han havde repekt for folk som fangede deres egen mad og hadet folk som kun købte hun en fisker og så brokkede sig over maden, lært dog og fang din egen mad fjols!
Han havde virkelig meget lyst til at give hende en lærestreg, men det var blevet pludselig svært for ham at gide når han endelig stod og kiggede på Ahris øjne, Rollo var ikke let at imponere, men begyndte han virkelig at overveje at modtage hendes undskylding?
Hvis det havde været en anden person som prøvede havde han nok siddet oven på personen og gennemtævet han eller hende eller bare dræbt dem på stedet, men der var noge uskyldigt og vildt ved Ahri som han faktisk repekterede, utroligt nok.
Han kiggede ned på rotten og pludselig med en hånd svag han sin kæmpe store og tunge økse hvor Ahri stod og man ville næsten tro at det var Ahri øksen gik efter fra siden, men øksen ramte hende aldrig, men i stedet lød der et ordentligt 'chup' og lige over hovedet på Ahri var øksen borret godt ind i siden på træstammen uden at havde lavet en skramme på Ahris hoved.
Derefter tog Rollo den døde rotte fra hendes hænder og kiggede på den som en eller anden vampyr som kiggede på et menneskes hals og så bed han, nej han bed ikke bare lidt af rotten, nej han bed hele hovedet af rotten så blodet stod ud over hele Rollos mund og så tog han hovedet ud af sin mund og tabte det afbidte hoved tilbage i Ahris hænder som et tegn på at han tog imod hendes undskylding og så hev han øksen ud af træet og lagde øksen op på sin skulder igen og så vendte han rundt mens han gik med resten af rotten og råd af den som de havde gjort med fisken som om det var en lille snack for ham og forsvandt ind i den mørke jungle og var ikke til at se igen, ikke en lyd eller skygge var til at se af ham, pist væk.

Hun rystede en smule, han skræmte hende og ville sikkert altid gøre det. Men hvis hun ikke snart gjorde god med ham, ville det ende i lort, han ville sikkert dræbe hende eller skære halen af hende, hvis hun iokke snart fik ham til at tilgive hende!
Da han stod i langtid og kiggede ned på rotten. Var hun næsten helt sikker på at han ville tage imod den. Tilgive hende på stedet, også gå væk igen. Da han løftede sin ene hånd, løftede hendes øre sig en smule. Øjnene spærrede op og i et sæt, var øksen lige over hendes hoved, hun stod helt stille. Tåre begyndte at komme i hendes øjenkrog, mens hendes læber var en smule adskilte.
Hendes hjerte galoperede afsted, hun kunne næsten ikke trækkevejret. Så skræmt at hver en muskel ikke kunne bevæge sig, og alt der kørte gennem hendes hoved var at hun lige om lidt var død. Han ville om lidt kvæle hende, hun var sikker på det. Dog forsvandt hendes tanker, i det han tog imod rotten. Da han bed hovedet af den, og gav den tilbage til hende. Lod hun endelig sig selv ånde ud, han tog imod det. Men var stadigvæk skræmmende, uhyggelig og klar på at dræbe hende hvis hun gjorde noget forkert.
Da han drejede rundt og gik væk fra hende. Faldt hun ned på knæ, lod rottehovedet trille ud af hendes hænder. Hun hev lidt eftervejret, igen kunne hun trække vejret. Nu hvor faren var ovre, kunne hun endnu engang lade sin krop bevæge sig.
Hendes øre rejste sig da lyden af kviste der knækkede lød foran hende, hun løftede hovedet og i sit fantastiske humør stod en ulv foran hende. Salv der løb ud af munden på den, sammen med dens stank af en ånde. Hun skød med det samme en energi kugle mod den, for at lamme den. Desværre hoppede ulven væk lige i tide nok, hvor den sprang mod hende. Hun hoppede hurtigt væk, hvor den bed fat i træet. Da hun rejste sig op igen, løb hun mod ilden igen, dog løb hun forbi Rollo som igen lå på jorden. Var den heldige vinder af energi kuglen, hvor ulven løb efter hende. Hun forsøgte at stoppe hurtigt op, da hun så ham ligge på jorden. Mens gled i jorden, så hun faldt ned. Hun kravlede hurtigt hentil ham, hvor hun forsøgte at trække ham væk igen. Desværre for hende, var han for tung. Ulven løb imod dem, og sprang med det samme op Rollo, bed fat i hans ben så blod kunne ses.
Hun slap Rollos arm, hvor hun derefter sprang på ulven og bed fat i dens øre. Den var gigantisk, gik Ahri omkring til brystet med hovedet. Hun blev hurtigt kastede væk af den, hvor den sprang imod hende igen. Gøende og hylende, gik den efter hende. Hun rullede rundt på jorden for at undgå den, hvor hun derefter samlede en kæp op, hurtigt placerede hun den i munden på den. Så den ikke kunne nå at bide hende, i stedet svang den hende rundt så hun fløj hen og landede på Rollos ryg igen. Hun rullede hurtigt af ham igen, hvor hun hev en smule efter vejret. Det gjorde ondt, sagde knæk på en af dem. Hun lod sit blik glide op på ulven, der løb imod dem endnu engang. Da den ville springe på dem igen, rejste Ahri sig op hurtigt og svang en kæp, hvor hun ramte den i hovedet. Den faldt til siden, men rejste sig hurtigt op igen.

*Okay that's it, I'm going to fucking destroy that girl!* Tænkte han rasende da han fladt stift ned på jorden, dog mærkede han en sivende smerte da et eller andet bed han i benet og hvis han ikke havde været fordi han var lammet, havde han i det mindste sagt av, men intet kom ud, han kunne ikke en gang se, da hans blik var rettet ned i jorden, så han mærkede kun da Ahri landede på hans ryg, eller han gik ud fra at Ahri udnyttede det at hun lige havde lammet ham og fået hans tillid, dog havde bidet været enormt smertefuldt og han var ret sikker på at det ikke kunne være Ahri, for så stor en mund havde hun slet ikke, og desuden så var tænderne meget større og føltes som dyretænder.
Da lammelsen var hævet, havde den kæmpe store ulv sprunget lige imod Ahri, da hun havde lavet modstand, så den tænkte at den heller måtte drage hende først, før den kunne spise Rollo, dog skete der det, at lige i det at ulven sprang mod Ahri fik Rollo styr over sig selv og han lappede sin arm op i luften og ramte ulvens kæmpe i sådan et brag at ulven blev kastet ud af sin bane for fløj forbi Ahri og smadrede kroppen ind i et andet træ ved siden af.
Rollo kom op og kunne endelig se hvad fanden der skete omkring ham og han blev faktisk overrasket, Ahri stod og trak efter vejret og ulven havde en flænge i sidden af hovedet.
Hurtigt fik han lagt to og to sammen og gik ud fra at Ahri rent faktisk lige havde reddet ham fra at blive spist, desuden så var Ahri ikke helt dum.
Han skulle til at tage et skridt mod sin økse, men bidet fra ulven var slemmere end han lige havde regnet med og han lavede en grim grimasse og væltede ned på sine knæ.
Ulven var i midlertidig kommet op igen og skulle lige ryste slaget af sig før den sprang på Rollo denne gang så begge rullede rundt i græsset og et stykke fra skoven mens de lå og brydet, ulven der prøvede at flæse op Rollos hans med sine tænder og Rollo som med begge hænder holdt den ved halsen og prøvede at holde den fra at bide ham.
Selv Rollo som havde nogle vilde muskler og styrke kæmpede med at holde ulven oppe, da ulven var på størrelse med Rollo selv.
"ØKSEN!" Råbte han pludselig over til Ahri og slap ulvens hals med en hånd og prøvede at række hånden ud efter sin økse, men ulven lagde pres på så han blev nød til at bruge begge hænder under den, for at den ikke fik fat på ham.
Ulven knurrede helt vildt efter at få fat på Rollo og havde helt glemt Ahri og fokucerede kun på Rollo nu.

Han ville uden tvivl hade hende nu, da han sikkert ville tro at hun havde lammet ham med vilje, da hun blev kastet rundt. Af den, fik hun følelsen af sin ryg der sagde knæk. Hun rejste sig hurtigt op igen, men kunne føle hvordan smerten i ryggen låste hende fast. Hun slog ulven, og da den igen ville hoppe på hende, var Rollo oppe at stå igen. Hurtig som lynet, fik han slået ulven væk. Ahri stod og stirrede op på ham, med store øjne, hivende efter vejret.
Hendes hjerte slog hurtigt i brystet på hende, adrenalinen pumpede igennem hendes åre, hun havde ikke meget energi tilbage. Det var nat, hun havde ikke fået samlede sin energi op fra den første lammelse, som hun havde givet Rollo om morgenen. Og nu havde hun lammet ham endnu engang, hvilket kun betød undergangen for hende. Hun kunne ikke bruge mere af sin energi, medmindre hun ønskede at besvime på stedet.
Overraskede over at Rollo væltede sammen efter lige at være kommet oppe at stå, fik hende til at løbe hentil ham igen. Hun faldt ned på knæ over for hans ben, hvor hun hurtigt hev hans bukseben op. Såret var stort, blodet løb ned af sideren på hans ben. Hun kiggede omkring sig, hvor hun overvejede at heale ham. Men hendes energi var forfærdelig lav, hun ville ikke kunne heale såret færdig, ikke nok før hun ville besvime!
Da ulven sprang på ham igen, faldt hun tilbage. Med hænderne oppe for ansigtet, rullede hun rundt på jorden. Rollos skrig efter hans økse, fik hende til at rejse sig op igen. Hun forstod ikke ordet, men var 100% sikker på hvad det måtte betyde, hvorfor skulle han ellers række sin hånd ud efter hans økse og råbe op. Hun samlede skaftede op og trak den imod ham, hun kunne ikke løfte den, da hun på ingen måde var stærk ligesom Ancalagon, Rollo, Erik osv. Hun lod skaftet falde ned i hans hånd, da kloen fra ulvens pote strejfede hende. Skar jakken op, og fik hende til at vælte ned. Den bed dog stadigvæk efter Rollo, som om Ahri bare lige skulle væk, så den kunne dræbe Rollo. Smage hans kød på dens tunge, og lade sine tænder gnave ned i hans ben!
Et skrig lød fra Ahri, da hun blev ramt af kloen, hvor hun hurtigt satte sig op på sine knæ igen. Lod sit blik falde på hendes krop. For at tjekke efter sår, kun et lille snit over ribbenen, dog intet blod. Lidt ligesom en hudafskrabning.

Med et sådan et sving med øksten fløj direkte ind i kraniet på ulven, det eneste man hørte var et ordentligt knas da bladet fra øksen borrede sig halvejs ind i ulvens hoved så den faldt om, død på stedet, ikke engang et hyl eller piv fra den, den lå bare stille med blod over det hele.
Rollo kravlede ud fra under den døde ulv og træk vejret meget tungt og man kunne se at det havde været noget af en udfordring fra hans side at holde ulven væk og han kiggede dog kort på Ahri og så tilbage på ulven og lavede en stor spytklat som han spyttede på ulven før han rejste sig op, eller første forsøg sendte ham ned på knæ igen da han trådte på den forkerte fod, hvilket fik ham til at bande over sit ben. Han kom op og stå igen mens han stod halvt humpende på sit ene ben uden sin økse som stadig sad dybt i den døde ulv.
Lige i det at Rollo rent faktisk rakte hånden ud til Ahri som en hjælp til at få hende op og stå blev Rollo ramt med sådan et pres fra et eller anden han ikke nåede at reagere på før han lå ned igen på ryggen og så direkte op i nogle dyriske og vilde drage øjne som lignede at var ved at var på brikspunktet i at forvandle sig i så voldsom vrede.
"HVOR VÅGERE DU AT GØRE SKADE PÅ AHRI!" Råbte Ancalagon i gennemsyrede vrede i ansigtet Rollo med begge hænder på Rollos hals, man kunne endda se hvor hans tænder var blevet bare en anelse mere spidse. Det var tydeligt at han var mere i sin drage jeg end i sit menneskelig jeg.
Rollo viste dog ingen frygt for Ancalagons drage jeg, men han prøvede at slippe fri og fik sat sit raske ben under maven på Ancalagon og skubet ham af sig og kom halvt humpende op.
"Jeg har IKKE rørt Ahri Anca! Råbte Rollo tilbage til Ancalagon som stod foroverhøjet og sprang på Rollo igen så Rollo gled lidt hen af jorden på ryggen med Ancalagon oven på ham med begge hænder på Rollos skulder.
Han begyndte pludselig at trække vejret meget tungere og hans negle og tænder begyndte at gro længere og hans propiler udvidet sig pluselig og samlede sig igen til en hel smal sprække.
Et skreg fra ham begyndt at lyde efterfuldt af et øjt knæk, horn var langsomt begyndt at gro ud af hovedbundet på ham og man kunne tydelig se at han var på vej til at forvandle sig ud af sin voldsomme vrede.

Ahri sad på jorden, mens blodet fra ulvens kranie fløj omkring dem. Dog kun små dråber, hun havde ørene lagt tilbage. Med halen liggende omkring hende, Det var klart for hende at Rollo havde kæmpet en lidt hård kamp med et skadet ben. En smule beundring fik hun dog for ham, selv ville hun ikke kunne klare en ulv på den størrelse og på ingen måde så op med de sår han havde på sit ben.
Da han fik rejst sig en smule op første gang, hvor han faldt sammen. Løftede hun sin hænder en smule, nærmest klar til at hjælpe ham op igen. Da han valgte at forsøge selv igen, han kom denne gang op at stå dog en smule rystende. Mens Ahri sad på jorden, hendes hjerterytme var ved at blive rolig igen. Da han rakte sin hånd ud til hende, opdagede hun først hånden der forsvandt. Da han blev slået i gulvet af Ancalagon, hun drejede hurtigt hovedet mod Ancalagon. som stod over Rollo, råbende og fyldt med vrede. Hendes øre kørte en smule tilbage, hvorfor var han sur. Rollo havde jo hjulpet hende, på trods af at hun havde lammet ham. Det var hendes skyld Rollo var kommet til skade, da hun havde lammet ham igen… ved endnu et uheld, hun var forfærdelig!
Rollo var selvfølgelig kold i røven overfor Ancalagon, mens Ancalagons drage side langsomt var begyndt at dukke op. Ahri løftede sine øre, og rejste sig hurtigt op. Da hornene var begyndt at komme frem, hun susede ind i ham. Så han faldt af Rollo, som lå på jorden. Hun lå derefter ovenpå Ancalagon, med sine hænder knyttede og pressede imod ham. ”Nyu! Rollo Nyu bad… Rollo hjælpe!” Hun klemte sine øjne sammen, mens hendes pande blev pressede ned i hans kraveben.
Hendes øre var kørt tilbage, da hun derefter løftede hovedet og kyssede Ancalagon. hans hjerte hamrede hårdt i brystet på ham, hvilket fik hende til at reagere sådan. Han skulle beroliges, men hvordan. Af ren panik kyssede hun ham, af en underlig grund virkede han altid til at falde ned når hun kyssede ham. Det var vel en god ting, men på den anden side ville hun ønske at hun kendte til flere metoder for at stoppe ham.
Hun trak sig stille væk, hvor hun kravlede af Ancalagon og derefter hentil Rollo. Med ryggen til Ancalagon, lod hun sit blik falde på Rollos sår. Hun kiggede omkring sig, hvor hun derefter begyndte at heale hans sår. Såret lyste en smule op, og man kunne se hvordan det langsomt samlede sig. men man kunne også se hvor meget hun koncentrerede sig og hvor mange krafter hun brugte på det, hendes øjne blev blanke og sløret. Da såret ikke var særlig dybt mere, faldt hun en smule sammen, lagde en hånd på sin pande. Hvor hun derefter rettede sig op, gjorde det i kort tid igen, inden hun besvimede og faldt til siden.

Med et var Ancalagons vrede væk, som dug for solen var hans vrede væk. Det var først da Ahri kyssede ham at han faldt til ro og lå lidt tom og drejet hovedet over mod Rollo og Ahri som var igang med at heale Rollos sår, måske var der noget i det Ahri sagde til ham.
Dog nåede han ikke at tænke mere før at han så hende falde til jorden, hvilket fik ham ret hurtigt op igen og kravlede hen til Ahri og bøjede sig ned og greb Ahri op i sin favn før han rakte hånden ned til Rollo som kiggede op på Ancalagon med et tøvende blik men tog sig hans hånd og blev hevet op mens de gik allertivt hurtigt tilbage mod ilden, Rogan kom dem i møde og fik Ahri over i sine arme og fortsatte videre tilbage så Ancalagon kunne hjælpe Rollo tilbage til ilden mens Erik havde fået Rollos økse ud af hovedet på ulven og sammen med Arne trak de ulven med tilbage til bålet, hey gratis kød skulle man da ikke sige nej til når det bare lå der.
Der var stille den lille tur som Rollo og Ancalagon gik mod bålet, godt nok var det ikke så langt væk, men Rollo humpede stadig på sin fod en smule.
"Du må sku' undskyld mit udbrud på dig Rollo, men troede du prøvede på at gøre hende noget" Undskyldte Ancalagon så pludselig og kiggede på Rollo og kiggede tilbage på Ancalagon der så gav ham et lille skævt smil, "var faktisk også min hensigt, men din forbandede tøs viste sig at hun sagens kunne beskytte sig selv og så reddet hun egentligt også mit liv" svarede han Ancalagon og kiggede over mod bålet hvor Rogan var allerede igang med at udføre sin underlige medicinske metoder til at få hende til at få lidt energi og få hende til at vågne igen, nogle gange så skulle man tro at Rogan kunne magi, for selv om han godt nok brugt nogle redskaber, kunne han altså noget med medicin som ingen anden kunne og han vidste hvad han lavede.
Da Rollo og Ancalagon nåede hen til bålet, blev Rollo sat op af træet Ancalagon før havde sovet op af, da det var det træ som var tættest på bålet som havde været ved at gå ud, men Arne havde fået samlet nogle grene og sat fut i bålet igen så det varmede godt og til det blev morgen.
Rogan havde rensede hvad der var at skrammer og sår og så havde han skabt en underlig røg ud fra noget pulver han havde knust og ført ned i Ahris mund som var noget pulver som kom fra en helt speciel plante som kunne enten få hjertet til at starte igen hvis det var gået i stå, eller også kunne det give et ordentligt energi boost hvis man var gået kold.
Det var så også det sidste pulver han havde tilbage, men skulle virke efter en halv time.
Derefter blev Ahri pakket godt ind i den frakke hun havde om sig og så sad Ancalagon med hende og hældte vand lige så stille ned hendes mund og sørede for at hun forblev varm.
Erik og Arne havde fået sovet mest, så de valgte at begge sidde og holde vagt mens Rogan kunne endelig få noget søvn, hvilket han nok også havde brug for, da han nok var den ældste menneske i gruppen og det overrasket Ancalagon altid hvor udholdende Rogan var nogle gange.
Rollo var selv faldet isøvn op af træet så hans sår kunne heale, så det kun var Ancalagon og de to andre som holdt vagt der var vågen.
Ancalagon sad med Ahri op af sig mens han strøj sine hænder lige så stille over hendes kinder og førte noget hår bag hendes øre mens han hviskede til hende "Jeg vil aldrig nogensinde lade nogen gøre dig noget ondt mis" og efter en halv time begyndte hans øjenlå at dale lige så stille i til han sad med Ahri pakket godt ind i frakken af hans brystkasse mens hans hoved hang lidt foran mens han ånede lige så stille, der var også kun 2-3 timer tilbage til at det vil blive tag igen.

Hendes hoved lå tæt op af Ancalagons brystkasse, lyden af hans hjerte der var faldet til ro. Var beroligende for hende, hun var som altid fredelig når hun sov. Da hun bare besvimede og ikke døde af det, hvis hun skulle dø af at give alt sin energi. Skulle hun heale en op til fire gange i træk, hvor hun skulle gøre det med det samme når hun vågnede. Lidt ligesom hun havde gjort ved Ancalagon, da han var drage. Det var et held at hun ikke døde den dag, da alt hendes energi havde været brugt på ham.
Hvis man tænkte over det, havde hun healet en drage, som hun frygtede enormt meget. Nok til at skrige og løbe i vildens sky, men alligevel healet ham og reddet hans liv. Og Rollo var også blevet reddet af hende, hun havde reddet ham fra ulven og healet ham til hun besvimede. Det lå vidst til hendes natur at heale folk, selvom de skræmte hende. dog ville hun aldrig i sit liv heale den mand der torturede hende i kælderen, hun ville ikke ønske at se hans ansigt igen. Alt hun huskede omkring ham, var at han havde underlige ting, ligesom Rogan og hele tiden brugte de kolde redskaber imod hende. hun huskede smerten fra kniven der langsomt skar hendes hud op, og syren der blev hældt ned over hendes ryg. For at se hvor meget hendes krop kunne tag af skade, til hendes evne ikke kunne heale hende mere.
Hun følte med det samme energien suse gennem hendes krop, da Rogan hældte noget ned i hendes mund. Dog vågnede hun ikke af det, selvom det gav hende energi. Ville man blive overraskede over hvor meget energi hun havde brug for, bare for at vågne. Hun kunne sove i fire dage, nogle gange før hun ville have nok energi. Men derimod var det sjældent at hun sov så længe, hun rynkede på næsen da Ancalagon sagde sine ord. Stadigvæk i en dyb søvn, men hans ord ramte hende alligevel, et lille smil formede sig på hendes læber.
Da solen stod op igen, var bålet gået ud. Og med det samme var solen begyndt at bage på dem, så meget at man umuligt kunne holde fast på noget jern, uden at brænde sig. Man kunne stege hvad som helst på de økser Ancalagon, Rollo og de andre gik med. Udover det, var sveden noget man overhovedet ikke kunne stoppe. Det var så varmt, at når de gik forbi ulve, kunne man se hvordan de ikke orkede at gå efter dem. Da varmen var for meget for dem, det virkede næsten som en tørke. Selv nogle tøre blade, begyndte at ryge i den varme. Ahri vågnede op af varmen og gik væk, hun rystede sig inden hun begyndte at kigge omkring sig. stedet virkede underligt, nu hvor der var sol og mørket ikke længere lå over dem.
De gik selvfølgelig videre, Ahri var den hurtigste af dem alle. Da hun intet bar, og også var den eneste der ikke gik rundt med sygt meget tøj på. Alt hun havde på var en jakke, som dækkede hendes røv og alligevel var så stor at hun ikke rigtig svedte i den. Hun havde energi nok til at løbe omkring dem, og stadigvæk løbe lidt i forvejen hvor hun tit satte sig ned og stirrede på de rygende blade, til gruppen kom op til hende. hvor hun derefter løb i forvejen igen, vinkede til dem og derefter løb rundt i cirkler. Alting var så fredeligt, da ingen ønskede at arbejde i den varme. Selv fuglende var stille. Måske en smule for stille…

Ahri var ligesom et lille barn nogle gange med alt den energi hun havde og var utrolig så meget hun ændrede sig når hun ikke var træt eller bange.
Dog smilede Ancalagon over at se Ahri så meget oppe og køre og over at have så meget energi i sig. Dog var det en lang tur og Rollo blev stadig nød til at have en smule stødte fra Erik som havde Rollos arm over sin egen skulder mens de gik.
"Du sku' bare også bare forelske dig i en tøs med for meget energi" Drillede Rollo Ancalagon med et skævt lille smil, de var blevet gode venner igen og Ancalagon forstod godt at det havde været mørket som havde forvekslede dem for hvad de egentligt gjorde.
Ancalagon kiggede tilbage med et hævet øjenbryn, "common, hun er da ik' SÅ gal at være sammen med" svarede han Rollo som begyndte at grinte lidt men stoppede fordi at han kom til at træde for hårdt på sit dårlige ben.
"Jah en af os nyder hende vist lidt mere end os andre" kom det fra Erik som gav Ancalagon et lumsk smil.
"Ha" kom det så fra Ancalagon igen og så grinte de alle af det mens Ancalagon hele tiden holdt øje med at Ahri ikke løb for langt væk.
"AHRI, HOLD DIG I NÆRHEDEN" Råbte han ud til hende da hun var ved at løbe lidt for langt væk for hans behag, han har været ude for at miste hende lidt for mange gange de sidste par gange, for hans liking.
Solen var nådesløs dog var det godt at de alle have tøj på, selv Ahri, da solen var en dræbe til folks hud og ville gøre ends hud solskoldet i løbet af meget kort tid.
turen gennem sletten var lang og der blev dog holdt et par hvil en gang i mellem, og Ancalagon løb dog også efter Ahri, nu mere bare for sjovt og prøvede at fange hendes hale, som når en unge prøvede at fange en andens unges hale, da han kom helt op til hende, så i stedet for at gribe fat i hendes hale fortsatte han med at løbe og løfte hende op i sine arme og fortsat med at løbe mens han nappede efter hendes hals, uden at bide til, men mere markeringer.
De andre kiggede på hinanden med et hævet øjenbryn da de så Ancalagon udførte den form for leg og fattede ikke at han var denne koldblodige drage som kunne finde på at brænde en by op hvis han havde lyst til.
Dog Rogan begyndte bare at grine over at se Ancalagon løbe efter Ahri og fange hende og så bare prøve at nappe til hende.
Da det var endelig blevet mørkt og varmen havde dalet afsindigt til at det begyndte at blive meget kølligere end da de var ved grænsen til sletten og junglen.
De var nåede meget mere nord på, dog ikke sne, men det begyndte mere og mere at ligne de landskaber som de havde været for efter hånden flere uger siden, måske en måned, ingen af dem var sikker på hvor lang tid at det havde taget at lave denne tur, dog var de også ret ligeglade da de ikke havde noget de skulle nå, eller jo de skulle finde noget ordenligt tøj til både Ahri og Ancalagon.
Da endelig slog sig ned for lejer satte Ancalagon før der Ahri ned på sine egne fødder igen mens Arne var gået igang med at lave et bål med det sidste brænde de havde taget med sig fra junglen, for de var ret sikre på at der kun var en dags vandring måske en og en halv dag til før de ville se mere normale træer fra norden og byer som med ordenlig vare og ikke alt det eksotiske ting.
Rollo blev sat ned og kiggede efter af Rogan for infektioner, der var ingen, heldigvis og Rollo skulle bare få noget mad og en nats søvn og så skulle han være klar igen.
De havde desværre ikke mere fisk, men Erik og Arne havde fået taget nogle gode stykker kød fra den døde ulv som sikkert er ædt af ådselsæder nu eller rådnet væk.
Ancalagon vidste ikke om Ahri kunne lide kød fra dyr, som ikke var fisk, var hvert fald noget hun ville komme til at smage, hvis hun ville have nok energi igen imorgen.
Kødet blev stægt og fik en lækker god farve, hvilket betød at den var klar og alle fisk et stykke samt Ahri som fik et stykke kød af Ancalagon som selv to et og begyndte at spise.
Hvis man ikke var vand til at spise kød fra rovdyr, var kødet måske en smule sej at trykke, men smagte ret godt, syntes han nu selv.
De var ret sikre herude på sletten, for de var nåede til en lille sø med et enkelt træ ved og vandet i søen var drikkeligt, så de kunne også sluppe deres tørst og lød ikke som om der var nogen store rovdyr inærheden.

Ahri var enlig meget smuk, den måde hendes hår glimtrede i solens stråler og de blå øjne der altid viste glæde. Der var ingen misforståelser i, hvorfor folk valgte at fange hende og forsøge at sælge hende. hvem ville ikke ønske at have en neko pige ved ens side, hvor hun altid ville løbe rundt smilende med de smukke øjne og det fantastiske hår der kun bøjede i vindens varme brise.
Hun kiggede tilbage på gruppen, da Ancalagon råbte af hende. hvor hun i et satte sig ned med et bump, ventende på at det kom tæt på hende. hun sad bare og stirrede på dem, med hænderne i skødet og ørene der var rettet imod gruppens tunge skridt. Dog tog det ikke langtid før hun fik øje på en sommerfugl, og med det samme hoppede efter den. Først væltede hun, da hun forsøgte at springe siddende efter den. Men kom hurtigt op at stå igen, hvor hun løb rundt og hoppede efter den. Klappede hænderne sammen, for at få fat på den. Da hun så endelig fangede den, stirrede hun ned i sin hånd, hvor den stod stille. Viftede en smule med sine vinger, mens de store blå øjne var smeltet fast på den. Da den fløj igen, satte den sig først på hendes næse og derefter fløj den væk igen.
Da gruppen holdte et hvil, gik Ahri rundt omkring. Da hun pludselig hørte noget komme løbende, hun drejede hovedet og så Ancalagon der løb drillende imod hende. et kækt smil formede sig på hendes læber, hvor hun løb væk fra ham. Hendes latter var kærlig og varm, kunne næsten smelte alle mænds hjerter. Hvor hun derefter grinte endnu mere, da han fik hende samlede op og nappede hendes hals. hun forsøgte at skubbe ham væk, mens han løb lidt rundt med hende. man skulle nok aldrig tro, at sådanne modsætninger ville ende på denne måde. Hun var bange for alt, mens denne mand intet frygtede. Udover at miste hende, hvilket kun gjorde alting besværligt. Da hun var noget af en ulykkes fugl, hun var klodsede og forstod kun få ting. Hvilket gjorde, at hun engang i mellem havde daskede til en bikube, hvor Rogan var den der var nødtil at redde hende.
Andre gange havde hun prikket til en kæmpe myretue, med en pind. Hvor hele tuen var kommet efter hende, der var også den mest farlige gang. Da hun valgte at forsøge at angribe en løve, men blev hevet væk af Erik som samlede hende op. Da de hver i sær skiftes til at gå med Rollo, han var jo ikke ligefrem en lille mand.
Da de endelig satte sig ned, hvor dagen var omme. Var Ahri hurtig om at springe på Ancalagon. hvor hun rullede rundt i hans skød, kort tid efter satte hun sig op, da duften af noget der ikke var fisk. Fløj gennem luften, hun sniffede ud i luften og kiggede ind i bålet. Hendes blå øjne stirrede stift på det underlige kød, da de valgte at række hende et stykke. Sniffede hun til det, og satte det derefter på jorden, hendes øjne ramte derefter bedrøvet på Ancalagon ”Fisk?” hendes stemme var trist, og hovedet lagt en smule på skrå. Uforstående om at de ikke havde mere fisk, lod hun sit hoved gnubbe op af Ancalagons skulder, mens ordet fisk heletiden blev nævnt

Ahri havde været konstant i fare og havde hele tiden brug for at blive reddet fra diverse dyr og man skulle tro at hun havde lært første gang at det at daske til et rovdyr rent faktisk var farligt. De alle var blevet lidt af en slags beskytter for hende.
Der var især dengang hvor Rogan havde måtte hive Ahri væk fra en bitube og halvt hive hende væk fra de mange vrede bier.
Ancalagon lavede en 'umpf' lyd da Ahri pludselig valgte at hoppe ned i skødet på ham, ikke fordi han ikke vil have hende i på sit skød, men hun kom helt springende ned på ham så han blev lidt overrasket, dog slog han armene om hende og gav hende nogle små napperi som nussen ved hendes skulder og hals men slap hende så igen da hun duftede mad.
Han kunne allerede se på hendes blik at hun ikke ville spise det og gjorde det ikke bedre da hun så brugte sit 'I am adorable' nummer med at gnube sig op af Ancalagon og spurgte efter fisk igen og igen.
"Desværre mis, der er ikke mere fisk før vi kommer til en af de større byer" prøvede han at forklare og drejede rundt så de sad med fronten til hinanden, hvor Ancalagon tog kødet igen og satte foran hende, "Energi, godt kød, spis, gør dig stærk" prøvede han at forklare hende og hævede tallerknen til hende, hun blev nød til at spise for at få nok energi, til de kom tilbage til de normale omgivelser de normalt befandt sig i, da der var søer og her var stadig ingen søer at se i miles omkres da de stadig var på sletten.
Rollo rullede bare med øjne over at Ancalagon skulle sidde og overtale Ahri.
Han selv tog en god bid af sit stykke og lændede sig tilbage med den anden arm bag hovedet og nød at kunne slappe af lidt før de skulle gå den sidste dags march før de ville se træer og byer byggede til at kunne holde til en vinter.
Rogan havde fundet sin bog frem igen og sad og læste videre med Erik og Arne var som selvandlig i gang med at vinde over hinanden i et eller andet spil de selv havde opfundet, det var faktisk noget de gjorde ofte hvis de ikke havde nogle kort eller brikker.

Hver eneste gang de måtte redde hende, kiggede hun uforstående op på dem med hovedet en smule på skrå. Aldrig forstod hun hvorfor de reagerede udmattende og lettere irriterede på hende, men i stedet klappede hun dem på hovedet og begav sig videre.
Da Ancalagon slog armene om hende og nappede til hende, skubbede hun tit hans hoved væk fra hende og havde en munter latter. Det var typisk hende at grine, altid være glad. På trods af alt det hun havde været i gennem for kun en dags tid siden, hvor tingene kun var kørt ned af bakken. Man kunne vel kalde det en gave, at hun kunne lægge det hele bag sig også bare have det sjovt. På den anden side, var hun også hurtig til at heale sine sår. Hendes negle var groet ud endnu engang, mens såret i ryggen næsten var helt væk. Det var dog stadigvæk en smule ømt efter pilen havde ramt hende, hudafskrabningen var også væk igen.
Da Ancalagon valgte at løfte maden op til hende, havde hun hænderne på jorden og sad på sine knæ. Halen var bøjet i en krog og viftede elegant i luften, med rolige bevægelser. Da han løftede det op til hendes ansigt, drejede hun bare hovedet væk. Nærmest fornærmet, hun ønskede ikke dette kød. Fisk var alt hun ville have, hvis hun ikke kunne få fisk, ville hun ikke have noget.
Hendes øre var rettede imod Ancalagon, men kørte tilbage efter hans ord. Hvor hun rystede på hovedet, kødet kunne ikke være godt, og gjorde hende ikke stærk! Eller gjorde det? Hun spiste jo altid fisk, og det havde ikke rigtig gjort noget godt ved hendes muskler. Så måske hjalp dette? Dog var hun stædig og nægtede, hun ønskede ikke at spise dette. Hvilket hun bestemt ikke gjorde, uanset hvor meget han ville presse på.
Da alle faldt i søvn, var Ahri selvfølgelig træls og kravlede op i en af træerne, hvor der ingen grenene var. Hun brugte sine ny udgroet negle til at kravle op i træet, hvor hun kravlede højt op til den eneste gren der var, hvor hun faldt i søvn deroppe. Der var kradsmærker op af træet, fra efter hun havde klatrede sig vejen op til grenen. Da solen stod op igen, nægtede hun så at komme ned. Sad bare og kiggede ned på dem, lagde sig derefter til at sove igen og ignorede dem. Selv hvis de gik, ville hun blive liggende. Hun havde ingen pagt med dem, om at hun skulle være der. plus hun troede også at de var fange vogter, hvor Ancalagon og hende var fangerne. Så det at de ville smutte ville kun få hende til at tro at hun var fri, hvilket ville gøre at hun stadigvæk ville sove oppe i træet

Ancalagon prøvede nogle par gange men gav op og spiste det selv.
Ancalagon havde endda prøvet at få hende ned om aften da hun havde kravlet op i træet som de havde slået lejer ved. Ancalagon havde endda sat sig ned og arme lagt over kors og så flyttede han sig ikke fra træet, godt nok var hun stædig, men det kunne han også være hvis han gad.
hun skulle ikke tro at hun bare sådan kunne styre dette show og da de dagen efter vågnede og Ahri som den stædige kat hun var, bare ikke ville ned.
Fik Ancalagon en idé og begyndte at hviske til de andre, do højt nok til at Ahri kunne høre hvisken men stadig lavt nok til at hun ikke kunne høre hvad det var de snakkede om, pånær et ord, fisk.
De andre begyndte at fortsætte og snakke sammen som om intet var hen og Ahri ikke var besværlig mens Ancalagon stadig stod lændet op af træstammen og kiggede syd og smilede for sig selv. Han gabt sig en smule og strakte sine arme ud og kløede sin ryg og kiggede op på Ahri. "Ej det sørme ærgerligt at du ikke fik noget at spise igår aftes og der ingen søer er i nærheden for at få fisk.. hva' end må du gøre? Du kunne jo også komme ned til mig og få den sidste fisk i den her pose" sagde han og holdt en pose i sin hånd som Erik havde bårret rundt på. Ancalagon åbnede op for læderposen og lugten af fisk var stærk og spredte sig op via træet og lige op i Ahri. Ancalagon kiggede op og smilede til hende og lukkede og bandt snorren om posen igen for at forsejle posen og så gik han efter de andre.
Han vidste at dette var et fremmet sted, der var stadig meget få træer stående et stykke fra hinanden, der var ingen søer i nærheden af dem ergo, ingen fisk i en dags march, hvilket var det de alligevel skulle, da de stadig befandt sig på en slette.
En skrappen lød oppe i luften, den var meget skarp i skrappen fra hvad lignede ådselsædere og svævede i ring højt oppe i luften over træet Ahri lå i, Det lignede at Ahri var død da de ikke kunne se særlig godt og begyndte at dale og lande i grænene stadig skrappe til hinanden mens en begyndte at våge sig frem og nappede hende i halen og skulle til at nappe hende igen.