A bloody good day! - Ahri

Det at hendes stønd gik fra de små næsten uskyldige støn til højere og lækre støn med meget mere dybte i gjorde ham bare mere og mere vild efter hende og pumpede løs i hende og lige i det han hører hendes orgasme støn var det for meget for ham, da han også mærkede den lækre våde varme safter som en orgasme gav, blev simpelthen for meget for ham og han kunne godt lige køre en ektra omgang før han vil sprøjte op i hende, dog kom han til at køre for hurtigt ud så da han røg ud, kom ham mens han kom med et tungt 'ahhh!' fra ham og han sprøjtede kræftig fra sit lem med store klatter som skød mod Ahris inderlår og på hende klitoris og noget ramte endda lige på kanten af hendes køns læber og noget ramte starten af det nederste af hendes baller.
Ancalagon lå nu sad og svedte ret meget faktisk og hans hjerte pumpede derud af som om man skulle tro at han lige havde løbet flere hundrede kilometre i et stræk.
Hans arme lå spredt ud til begge sidder og hans lem hang ligeud som hans ben lå, men blev langsomt mindre jo mindre hård den blev og gik tilbage til sin dvale tilstand, til næste tur var klar på en tur. Ancalagon lå endda og så stjener hver gang han havde lukket øjne, hun blev også bare bedre og bedre for hver gang de havde sex sammen, det måtte være hendes dyriske side og så kroppen som kører ham så meget op i det vilde fælt at det næsten er bedre træning end det han selv havde fundet på for at holde sig i form.
Han fik dog taget sig sammen løftede sine arme og bevægede sig lidt til siden hvor han så placerede sine hænder på hendes kinder hvor han drejede hendes hoved til siden, så deres øjne mødtes og så kyssede han hende igen mens ha nussede hendes mave blidt.
Da han slap deres kys satte han sig op og førte Ahri op og sidde mellem hans ben hvor Ancalagon så rejst sig op og hjælp Ahri op, han var godt nok smadret i sine ben, da han brugte uhyrlig mange kræfter på at støde så hurtigt og hårdt op i hende.
Da han bøjede sig ned for at række ud efter sit tøj, lagde han mærke til en skygge som stod lændet op af en træstamme, hvem pokker kunne det være og hvem fanden har været så fræk at stå og kigge i deres retninger, heldigvis havde personen ikke kunne så noget før Ancalagon havde taget hende bagfra, men så havde det også kun være hans overkrop som var det eneste man kunne se nu da både Ahri og Ancalagon var oppe og stå så... shit personen kunne jo se hans Ahris krop!
Ancalagon gik med det sammen foran Ahri og lagde hænder om bag sig og om Ahri for at lave et form for skjold, så hvem det end var, ikke fik fornøjelsen at se hans Ahris krop.
Da en latter så lød fra personen i skyggen og Rollo kom frem fra træet mens han klappede sine store hænder og havde et kæk smil. "Fik du hyggede dig ancalagon?" Spurgte han med et drilsk smil, da han kunne se det faktisk var en smule akavet at Rollo bare havde stået og se Ahris nøgne krop på den måde.
"Hva' fuck laver du her Rollo og hvorfor fanden står du og gemmer dig som en anden tyveknægt?" Spurgte Ancalagon tilbage.
"Hey, jeg er ingen tyve knægt, en morder ka' gå an, men en tyve knægt er for langt" svarede han og pegede sin finger mod Ancalagon men sænkede den igen.
"Du kunne da i det mindste fortælle hvorfor du stod der og var creepy" Spurgte han Rollo som kom i tanke om hvorfor han egentlig stod der og ventede.
"Nåh jah, de andre spørg efter dig" svarede Rollo og vendte sig rundt og gik tilbage til træet hvor han trak sin kampøkse ud af træstammen og så gik han igen uden at fortælle hvad de havde brug for ham om.
Ancalagon vendte sig rundt mod Ahri og smilede, hun så helt forpjuskede ud efter deres sex. Han bøjet sig ned igen og skulle til at række ud efter sit tøj.

Ahri rullede ned af ham, mens hun rystede sig kort. For at få det værste sved af sig, plus det sæd der enlig var. Den dyriske måde hun rystede på, fjernede næsten alt. Sågar noget af det løst siddende  hår på hendes hale, hvor hun derefter kørte en hånde gennem det lange pjuskede sorte hår. hun kiggede tilbage på ham, hvor han lå og lød som en der var ved at dø. Hun stillede sig på fire over ham, med sine ben på hans venstre side. og en arm på hver side af hans hoved, hvor hun bukkede ned og kyssede ham blidt på munden. Halen bevægede sig som en slange i luften, mens deres læber mødtes kort.
Hun rykkede sig derefter væk, da lyden af åndedræt kunne høres. Hun satte sig ned ved Ancalagons venstre side, hvor hun kiggede sig omkring. Det var underligt, hun havde ikke lagt mærke til noget som helst, da de hyggede sig. men nu, nu kunne hun høre åndedrættet fra noget i nærheden, noget der stod stille. Højst sandsynligt stirrede på dem, måske en ulv? Nej de ville have angrebet, og går ikke altid uden en flok. Måske var det noget større, mere farligt?!
Da Ancalagon hev hende op at stå, kiggede hun op på ham og lod ørene køre tilbage, åndedrættet var der stadigvæk. Hun drejede hovedet, på samme tid med Ancalagon hvor de begge fik øje på en skikkelse i mørket. Ahri stirrede stift på skikkelsen, da Ancalagon pludselig stillede sig ind foran hende. hvor han blidt lagde armene omkring hende. hun kiggede op på ham, og pressede derefter sin overkrop ind mod hans ryg, hvor hun blidt/drillende bed hans skulder. Mens hendes hale logrede til siderne, da Rollo stod frem. kiggede hun kort på ham, hun gemte sig med det samme bag Ancalagon, så godt at man ikke engang kunne se hende. som om hun var forsvundet herfra, det enestes tip om at hun stadigvæk var der. var den pjuskede hale der roligt kørte fra side til side, så pelsen blev synlig også forsvandt, hvor den så kom til syne igen.
Ancalagons samtale med Rollo, fik hende til at presse sig endnu mere indtil Ancalagon. Som altid kunne hun ikke lide ham, men på den anden side. hvis man viste et rovdyr at man var bange for dem, viste det bare at hun var svag. Og derfor var chancen for at han angreb meget større! Hun lagde det hele sammen i hovedet, hvor hun af ren selvtillid til sine tanker. Valgte at lamme Rollo… igen… inden han overhovedet fik fat i sin økse, hvor hun hurtigt tog sit tøj og knappede det igen. Dette var dog ikke hævn for at have grint af hende, mere hævn for at han havde set en side af hende. som hun ikke selv, havde vænnet sig helt til!
Da Ancalagon samlede sit tøj på, løb Ahri hen og greb fat om Rollos økse, hvor hun trak den ind i mørket af skoven. Hun nåde faktisk langt væk med den, og var hurtigere end man lige kunne regne med. Især når hun bar en økse på den størrelse, eller hun trak den nærmere hen af jorden.
Som altid var hun træls, især over for Rollo. Manden var uhyggelig og fortjente en lærestreg, hvilket hun så sandelig skulle give ham. hun gemte hans økse, et fantastisk sted. Hvor hun derefter løb hentil Ancalagon igen. Hun havde været så hurtigt, at man næsten ikke kunne nå at opdage at hun var væk, før hun var tilbage uden Rollos økse. Hun rakte tunge af Rollo, inden hun trådte på hans ryg og gik over ham. hvor hun greb fat i Ancalagons arm, hun var træls. Måske var det selvtillids boostede af lige at have sex, hvilket betød at Ahri blev meget træls efter sex.

Da Ahri rystede sig som en hund ville gøre hvis den var blevet våd, fløj der noget af hans sperm i hans retning men fik dog ikke noget på sig men tog hånden op mod ansigtet for at dække for det "Arh mis, du sku' bare lige ryste dig" sagde han og smilede til hende.
Da Ahri lammede Rollo, åndede Ancalagon tungt, "hva' skulle det til for mis?" Spurgte han hende og kiggede på hende med et hævet øjenbryn og kyssede hendes kind og holdt hendes hånd og gik så hen til Rollo og satte sig på hug ved siden af ham og ventede på han fik kontrol over sin egen krop, hvilket der ikke skulle gå særlig lang tid før han fik kontrol igen.
Da Rollo fik kontrol over sin krop igen var han faktisk ret hurtigt op på benene og nærmest sprang som en tiger efter Ahri og hvis det ikke havde været fordi at Ancalagon havde grebet fat i Rollo, var Rollo fløjet lige i fjæset på Ahri med begge hænder.
"Waow waow waow, easy Rollo" sagde Ancalagon mens han holdt Rollo fra at give hende smæk bag i.
"Slip mig! Når jeg får fingrene i hende, har hun så rød en røv at hun ikke ville kunne sidde på den i to uger!" Kom det fra ham vredt og prøvede igen og igen at slippe fri og få fat på Ahri.
"Lad os nu prøve at komme til fornuft" prøvede Ancalagon at forklare og fik Rollo til at stoppe og stod bare og kiggede ondt på Ahri og lagde begge arme over kors.
Ancalagon vendte sig rundt og tog Ahris hånd og vendte sig mod Rollo igen, "mis, hvis du undskylder overfor Rollo, så lover Rollo ikke at slå dig, right Rollo?" forklarede Ancalagon og kiggede fra Ahri og Rollo, han måtte simpelthen se og få løst dette her.
Ancalagon gik bag Ahri og slog armene om hendes mave og lagde hovedet på hendes skulder så det var ved siden af hendes mens han kiggede på Rollo.
Rollo stod og kiggede på Ahri og ventede på at hun sagde undskyld til ham, ellers var der stor chance for at han ville give hende en ordentlig omgang smæk bagi da hun var træl og havde brug for opdragelse.
"Argh.. Fint jeg lover jeg hverken giver dig smæk Ahri eller vil slå dig, HVIS du lover ikke at lamme mig" kom det så fra Rollo da han så Ancalagons blik mens han stod bag Ahri og holdt om hende som et nyforelsket kæreste par nok ville gøre.
Ancalagon kiggede så på Ahri og kyssede hendes kind og halv hviskede til hende, dog kunne Rollo også høre det. "Og nu det din tur mis" sagde Ancalagon til Ahri og nussede hende mens han varme hende og holdt hende helt tæt ind til sig og aede hendes mave stille og roligt.

Ahri kiggede tilbage på ham, mens han snakkede til hende, hvor et uskyldigt smil formede sig på de fyldige læber.
Rollo havde ifølge hende altid brug for at blive lammet, han havde beluret dem som et andet dyr. Ikke at hun tog sig af at han havde set dem have sex, mere det at han havde holdt øje med dem. Hvor hun havde vist en helt anden side af sig selv, hvilket gjorde at han fortjente at blive lammet. Det kunne ikke passe, at hun var den eneste der skulle ændre sig, når Rollo kunne være så skræmmende som altid. Og alt hun skulle var ikke at læbe, gå med tøj, ikke røre ved underlige dyr osv. Der var så mange ting, som hun ikke måtte og helst skulle.
Rollo der pludselig sprang op, fik hende til at hoppe om bag Ancalagon, hendes øre kørte tilbage og en knurrende lyd kunne høres fra hende. han skulle passe på, hun havde ikke brugt mange krafter, på trods af at det var aften. Havde hun ikke lavet meget, så hun kunne sagtens lamme ham igen! Hendes knib øjnene sammen, mens hun skulede over på Rollo, som snakkede til Ancalagon.
Sige undskyld til Rollo, aldrig i livet. Han fortjente mere at blive skubbe ud, blive tæsket. Hvis hun altså havde været stærk nok. Det var ret trist at hun intet kunne, udover at være hurtig, heale og bringe folk i problemer. Men hvis man så det på en anden måde, kunne man jo sige at hun holdte folk i form? Det bløde kys der blev placerede på Ahris kind, fik fik hende til at smile. Dog forsvandt smilet hurtigt igen, da hun blev bedt om at undskylde til Rollo
Ørene var kørt tilbage igen, hvor hun sank hovedet. Et tegn på at han intet undskyld ville få, i stedet rakte hun tunge af ham, hvor hun krydsede sine arme og vendte ryggen til Rollo. Han fortjente det, og fortjente intet undskyld.

Rollo smilede bare over Ahris flabet måde at være over for ham og rakte tunge.
En stemme lød bag Rollo som fik Rollo og Ancalagon til at se hvem det var og viste sig at det var Arne som kom bærende med Rollos økse, dog ikke uden besvær da han ikke var nær så stærk som de andre, dog havde han lidt et underligt look på hans ansigt.
"Hey, øhm Rollo jeg fandt din økse ude i skoven, troede aldrig du efterlod din økse" sagde han og gav Rollo hans økse igen som tog den og lagde den op sin skulder og kiggede ned på Ahri. "Jeg må ha' glemt den" svarede han og have et udspekulerede smil på sine læber mens Arne bare stod ikke helt forstod hvad der helt præcis skete men sagde bare ses til dem og forlod dem for at gå tilbage til grotten da han havde været ude og jage og havde fisk og kaniner bundet til reb som han havde over skuldren og forsvandt rundt om et hjørne ved bjerget og var ude af syne.
"Well, det tager jeg som en undskylding lille Ahri, din undskylding er modtaget" og så gik han forbi dem og forsvandt samme hjørne så det kun var Ahri og Ancalagon som stod tilbage alene. Ancalagon havde kiggede efter Rollo til han forsvandt, hvor Ancalagon så kiggede tilbage på Ahri og satte sig på hug og kiggede op på hendes øjne og smilte til hende og lagde en hånd på hendes kind mens han strøj sin tummelfinger lige så stille hen af hendes kind.
"Lov at være en sød mis" kom det fra ham, eller det var mere end blanding mellem et spørgsmål og en konstatering til at han håbede lidt på at hans Ahri ville holde igen med lamningerne.
Derefter formede der sig pludselig et lille drilsk smil på hans læber og så inden Ahri nåede at reagere var hun løftet op i hans arme og mens han gik mod grottens indgang plantede han et langt og dybt kys på hendes læber uden at se hvor han gik, men han gik bare og det var som om at han havde en gps indplaterede i sin hjerne når det kom til at gå hen mod hulen, for han stødte ikke ind i noget som helst på gå turen mod grotten da han også havde lukkede øjne da det at kysse Ahris læber var en så unik, fantastisk, vidunderlig og helt utænkelig perfekt oplevelse, hendes læber var så ekstrem bløde og saftige at kysse.
Det var nu lidt komisk at Ahri givet så stor effekt på ham hvor da de mødtes første gang, var hun set som føde, hvor nu ser han hende som den mest dyrebare person i hele sit liv og ville opgive sit liv for at brikke Ahri i sikkerhed.
Det tog ikke lang tid før at de stod foran den lille træ dør som gik ind i bjerget til grotten de andre allerede befandt sig, dragen var væk som de havde dræbt helt tilbage da de tog fra grotten flere uger tilbage nu.
Ancalagon slap først hendes fyldige og bløde læber da de stod foran døren og brugte albuen for at åbne døren og smutte ind og sørgrede for at han gjorde så Ahri til ville slå hovedet mod klipperne. Man skulle næsten tro at de var blevet gift på den måde Ancalagon bar hende og åbnede døren til grotten.
Han lukkede døren efter sig og gik ned af klippe gangen som gik ned til den næste dør som gik ind til selve grotten og hvis det ikke havde været for de to fakler som brændte på hver side af den sidste dør ind til grotten, havde der været bælravne mørk i gangen.
Da Ancalagon åbnede næste dør og kom ind i grotten og lukkede døren bag sig, stadig med Ahri i sine arme, dog satte han hende ned igen.
Det første både Ahri og Ancalagon mødte var den over lækre duft af mad som havde spredt sig i hele grotten, ud over det så den varme som kaminen spredte sig ud havde sat temperaturen til stuevarme, en 20-25 grader.
Erik havde taget sin frakke af og sad nu kun en stoft shirt og sine bukser mens han spillede kort for sig selv, Arne var igang med at hjælpe Rogan med at lave mad og gøre det klar.
Rollo sad og slibe sin dobble bladet økse med en slibesten mens han sad halvt i sin seng med begge ben ud over kanten.
Ancalagon gav Ahri et kys på hovedet og så gik han op ved bordet og satte sig ned og tog et trækrus som stod på bordet og kiggede i det, tomt, selvfølgelig.
Det slog faktisk Ancalagon at han ikke havde drukket mjød i ret lang tid nu og rejste sig igen med kursset uden rigtig at tænke over hvem der havde drukket af det og satte krusset for hanen hvor mjødet fra tønden løb ud.
Han tog en stor slurk mens han gik hen til sin stol igen for at sætte sig ned.

Da Arne kom gående med Rollos økse, rullede Ahri med øjnene. Den eneste grund til at Rollo var med i denne gruppe, var sikkert fordi de andre frygtede ham. fordi han ikke lavede andet end at true dem med sine øjne, den dybe og lettere skræmmende stemme. Eller bare det at han havde en økse, som de andre havde besvær med at løfte. så man ønskede ikke helt at kæmpe imod ham, Ancalagon havde sikkert også problemer med at løfte den skide økse.
Da Rollo gik forbi hende, løftede hendes øre sig. hun fulgte ham med sine øjne, mens han gik forbi. Snakkende omkring en undskyldning, hun ikke havde givet ham. hvorfor skulle hun dog give ham en undskyldning, pff. Han fortejente endnu en lammer, hun gjorde endda klar til at lamme ham igen, da Ancalagon pludselig satte sig på hug overfor hende. lod sin bløde hånd placere sig på hendes kinder, et kærlig smil kom frem på hendes læber. mens hun lod sine øjne lukkes sig i, langsomt rettede hun sig op. Mens hun lod sit lille smil forlade sit kønne ansigt.
Hun skulle opføre sig ordentligt, det ønskede hun sig ikke. Hun opførte sig ordentligt, hvis hun ønskede det. Hun havde ikke brug for at blive oplært af en anden person. Også selvom det var Ancalagon, hun vidste faktisk ikke helt hvad hun følte for denne person. Om han betød en masse for hende, eller om han bare var en hun hyggede sig med når hun følte for det.
Da han pludselig samlede hende op igen, lod hun sine læber blive pressede imod Ancalagons, det blide varme kys. Der fik varmen til at bevæge sig gennem hende krop. Mens den ene hånd blev placerede på hans brystkasse, måske var der en smule følelser for denne mand. Denne ene person der heletiden kom løbende til hende, når hun endelig var i fare, g ikke kunne holde sig selv kørende, kom han også altid hentil hende og løftede hende rundt. Som en anden prinsesse, denne person var fantastisk. Han var nok, han var hvad hun havde brug for. Alt hvad hun overhovedet havde lyst til at bruge sin tid hos.
Mens han gik rundt med hende, lod hun sin verden forsvinde fra sig. hun lod alting forsvinde fra hendes tanker, hvorfor tænke så meget. Bare fordi man ikke kunne snakke, eller forstå noget som helst, betød det ikke at hun havde behov for at tænke så meget som hun gjorde, hun burde lukke sine tanker ned engang i mellem.
Der var varmt, da de kom indenfor. Hvor hun endelig røg tilbage på sine fødder, hun lod sit blik sive rundt i rummet. Hvor blikket landede på Rollo, som truende sad og slibbede sin økse. Hun kørte en hånd gennem sit lange hår, hvor hun stalkede Ancalagon som en anden kylling efter sin mor. hun veg ikke fra hans side, mens han gik hen og øsede mjød op i sin kop, hun satte sig ned på en stol ved Ancalagons side. hvor hun lod blikket falde ned i bordet, der var varmt. Ikke forfærdelig varmt, men meget varmt. Hun rejste sig op og gik rundt omkring stedet, hvor hun derefter gik rundt i de andre rum, der hvor de lod sine tyvekoster ligge. Eller dem der nu havde brugt grotten før, Ancalagon kom med sin grotte og overtog stedet. Hun gennem rodede stedet, for at finde noget køligere at gå rundt i, hun fandt en hvid skjorte, hvor hun først duftede til den. Den duftede meget godt, det var heller ikke lige fordi disse fyre, gik rundt i almindeligt tøj. det var altid tøj, som vikinger eller bare en masse skind fra dyr og pels.
Hun tog sit tøj af, hvor hun smed den hvide skjorte over sine skulder og knappede den. Hendes blå øjne lukkede i, da følelsen af det bløde stof om favnede hendes bare hud. Hun havde dog stadigvæk trusser på. Men ikke bh eller bukser, kun en stor hvid skjorte og et par sorte trusser.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Ancalagon smilede da han gik ind i det andet rum da han så Ahri stå i den hvide skjorte og så fantastisk smuk ud som altid. Han gik hen til hende og slog sine arme hende og gav hende et langt og kærligt kram mens man tydelig kunne mærke hvordan varme fra hovedrummet i grotten var begyndt at sprede sig hurtigt ud til rummet de begge stod i.
Ancalagon havde heller ikke sin skind-rustning på eller våben, han havde kun sin stof skjorte med en lille åbning i fronten oppe i toppen som gik ned som en trekant med to snore som hang lige så stille på hver side af trekanten.
Han havde kun sine støvler som han normalt havde på som han blev ved med at have på og så sine bukser. Han slap hende igen og tog hendes hånd og vendte sig mod indgangen til det første rum og gjorde klar til at at de skulle ind igen.
"Kom mis, der er mad og tror at der en nogle stegte fisk jeg tror du ville kunne lide" forklarede han hende mens han gav hende et lille smil og gik så ind med Ahri i sin hånd, man kunne allerede dufte maden fra det rum de stod i og duften gik lige op i ens næse.
Rogan og Arne må have overgået sig selv, for nøj det duftede godt.
Ancalagon gik med Ahri i sin hånd ind til de andre som allerede sad ved bordet og spist deres fisk og drak og snakkede om hele gruppens tur og andre oplevelser de havde været igennem, gennem tiden.
Ancalagon trak en stol ud til Ahri og satte sig selv ned med Rogan på sin højre side så Ahri kom til at sidde ved siden af Erik på sin venstre side.
Ancalagon skænkede fisk over på Ahris tallerken og det var faktisk rigtige tallerkner som de brugte nu, hvilket havde været en af de ting som de andre havde været ude og købe da træ tallerknerne var blevet besværlige at gøre ren og metal tellerkner var meget nemmere at vaske af. Erik begyndte at fyre en joke af om folkene med hestevognen, hvilket fik resten af gruppen til at flække af grin og det skulle skåles alle rejste deres krus og råbte "skɒl! alle sammen og så bundede de alle sammen deres krus og satte det ned på samme tid igen. Der blev så sat et krus foran Ahri, dog blev der kun hældt vand ned i hendes krus og så pokede Ancalagon kærligt til Ahris side og kiggede på hende "kom mis, hæv dit krus med os! Jeg vil gerne udbringe en skål til Ahri for at være hos os og bringe udfordring til os" skålte Ancalagon og så kom det fra Erik "Hørt!" og så bundede alle deres krus igen og så grinte de alle igen og så fortsatte Erik, Rollo og Arne med at snakke om våben og hvad for et slags våben der bedst kunne redde en i en farlig situation og de skulle selvfølgelig ikke blive enig. Rollo havde faktisk ikke set ondt på hende eller givet hende onde blikke hele aften ved bordet.
Ancalagon satte sit krus på bordet og lagde sin arm om bag skulderen på Ahri og kørte sin hånd op gennem hendes hår og nussede hendes øre mens han gav hendes fyldige læber et langt kys før han slap dem igen, dog slap han ikke hendes øre og fortsatte bare meget at nusse hendes øre og hals mens han svarede et spørgsmål Rogan havde om hvornår Ahri skulle lære at blive bedre til sproget, hvilket fik Ancalagon til at kigge på Ahris ansigt og smilede for sig selv og så så tilbage på Rogan, "well, vi kunne vel kigge på det her en af dagene?" Svarede han og vendte sin ommærksomhed på Ahri drejede sig rundt så han sad med fronten til Ahri og brugte nu begge sine hænder til at kæle og nusse for hendes hals, øre og kinder.

Resten af aften gik egentlig på snak og druk, dog tænkte Ancalagon at Ahri nok ville kede sig over at de bare sad og drak, så efter et par mjød krus, rejste han sig op og tog Ahris hånd i sin og så gik hen ind i rummet ved siden af, som nu var varmet godt op med kaminen som brænte i flere timer og der var ikke et sted som var bidende koldt, dog jo længere væk man kom fra kaminen, jo køligere ville det blive.
Ancalagon stod og kiggede på alt rodet, eller der var sikkert masser af værdigenstande at finde hvis man fandt mange af tingene værdifulde, men han så stortset det hele for ubrugeligt, da han ikke kunne bruge noget som billeder til noget, eller kister med fine kjolder eller smokings.
Han havde faktisk aldrig rigtig tænkte over rummet før nu da Ahri brugte hvert fald et par gange derinde. Han stod og kiggede rundt fandt noget af et billed der stak op fra alt rodet i hele rummet og gik hen til det og satte sig på en stor tøjbunke og hev billedet frem fra roddet som lå på det. Billedet var sikkert mange penge værd og sikkert rigtig flot for nogle, dog var det ikke det som fangede hans øjne, det var personen på billedet, eller rettelse, det var kvinden på billedet som lignede utrolit meget Ahri, hvis han ikke vidste bedre, havde han gået ud fra at det var hende, samme ansigstræk, samme kulsorte pjuskede hår, dog ikke helt så pjuskede som Ahri, masse øjne og farve, dog var der to ting som skildte sig ud, kvinden på billedet havde ingen katteøre eller en hvid hale som Ahri.
Ancalagon satte sig ned og kiggede på det som om at der ville vise sig noget hemmeligt som gemte sig bag det rigtige maleri som han så på.
Hun sad på en stol med hænderne flettede og hvilende pænt i hends skød og i en stor og fin kjole men et maleri bag hende op på en væg med et andet maleri malet ind, maleren var faktisk utrolig dygtig hvis man gik ind for at kigge på sådan noget.

Da han pludselig trådte ind i rummet, kiggede hun op på ham med det altid så uskyldige smil på sine læber. hendes øjne lyste en smule op, mens ørene var rejst højt, hun fjernede noget hår fra sit ansigt. Da han svang sine muskuløse arme om hendes spinkle krop. Hun lukkede de blå øjne i, mens varmen fra ham, nærmest omfavnede hende. hun elskede hans kram, de var blide og altid så varme. Måske en smule for meget, når han gjorde det i flere timer, hvor hun kunne føle sig fanget. Men så slemme var hans kram nu heller ikke.
Da han slap hende og lod deres hænder flette sig sammen, lagde hun hovedet en smule på skrå. Mad, der var mad og stegt fisk var en af delene, hun nikkede kærligt over hans ord. Mens hun fulgte ham, duften fra fisken der blev stegt, sprang nærmest i hovedet på hende. hun snusede ud i luften, følelsen af hendes mave der hungrede efter mad, fik hende til at klemme en smule om Ancalagons hånd. Det var også tid til mad, især fisk. Alle sad allerede ved bordet, hun placerede sig ved siden af Ancalagon. med sine hænder i skødet, ventende på mad.
På denne tur, havde hun alligevel fået en del opdragelse, hun kunne forstå en del ord. Forstod nu at det var forkert at smide tøjet i et rum fyldt med mennesker, og forstået at folk havde slaver. Så man måtte ikke bare trække folk væk, hvis man ikke kunne lide den måde de blev behandlet på.
Hun ventede spændt på maden, da Ancalagon placerede en tallerken foran Ahri, tog hun med det samme for sig. stadigvæk ikke opdraget nok til at bruge kniv og gaffel, det var bare redskaber der gjorde en langsommer. Hun ville have mad, ikke jern ind i munden. Alting smagte også bedre, hvis det blev spist med fingrene. Hun lyttede til deres ord, og løftede kun hovedet få gange. Når alle grinte, hun smilte en smule skævt, hvad skulle hun ellers gøre. Hun forstod jo ikke joken, sådan var hun ikke. Det at forstå humor og underlige ord, hun var bare ikke en med humoristisk sans.
Hun rykkede en smule på sig, da Ancalagon prikkede hende i siden. Hun kiggede blidt på ham, med et par blide øjne. Hun tog stille fat i sit glas, hvor hun hævede det forsigtigt fra bordet. Skål? Hvad betød det? at man skulle drikke, eller løfte en kop. Hun efterabede dog bare de andre, uden så meget som at sige et ord. Hun tog en lille slurk, inden hun placerede glasset med vand på bordet endnu engang.
Det var underligt, hvis man lagde mærke til det, så drak hun sjældent vand, hun drak næsten aldrig. Havde ikke rigtig brug for det, normale folk havde brug for vand hver eneste dag, men af en sær grund tørstede hun ikke efter drikkelse, kun mad.
Da han pludselig kyssede hende, spærrede hun øjnene en smule op. Det gav ikke helt mening for hende, hvorfor kyssede han hende nu? Det var som et chok for hende, først spiste de og nu kyssede han hende pludselig! Ikke at hun havde noget imod det, mere det at det bare skete ud i det blå. hun kyssede ham tilbage, mens følelsen af de varme hænder, kærligt kærtegnede hendes øre.
Hun lod sit blik falde på Rogan, som var grunden til at deres kys stoppede. Hun skubbede tallerken ind på midten af bordet, som et tegn på at hun ikke ønskede mere. ved at skubbe sin tallerken væk fra sig, nogle gange var hun som et barn. Andre gange som en irriterende teenager, der var aldrig nogle tegn på at hun var voksen, ikke engang engang i mellem.

Aften gik med druk, hvilket fik Ahri til at ligge hen over bordet, mens hun legede med sit krus. Der var fyldt med vand, hun pustede noget hår væk fra sit ansigt, mens kedsomheden kun kørte gennem rummet. Hun kunne jo ikke forstå dem, kun når Rollo råbte op, blev alting interessant, men på samme måde kedeligt, da han hver eneste gang væltede og grinte videre.
Hun lod sine øjenlåg falde, da lyden af stolen ved siden af hende, larmede. Da Ancalagon pludselig rejste sig op, hun åbnede sine øjne igen da han greb fat i hendes hånd. Hun rejste sig hurtigt op, betød dette noget? Hun havde ikke lyst til sex lige nu, var det underligt? Især hvis han havde. Hun kiggede tilbage på de andre mens de gik, ind i et af de rum hun forholdte sig mest i.
Ahri fandt intet af dette interesant, hun krydsede sine arme da han begyndte at rode rundt i skraldet. Mens hun lod sit blik falde, øjnene lukkede i. hvad skulle hun lave, dette havde hun gjort hver eneste gang hun kom hen i denne grotte, der var intet der var nyt for hende. selv det billede Ancalagon hev op, havde hun set op til flere gange. Kvinden så bekendt ud, og gjorde hende trist, hver eneste gang hun så den. Hun hadede af en underlig grund det billede, hvorfor vidste hun ikke. Ahri gik hen til Ancalagon, hvor hun roligt tog fat i maleriet, med et lille smil på sine læber.
Da hun fik det i sine hænder, kiggede hun på det. inden hun smadrede det mod væggen, hvor et brag lød. Af billede der knækkede, og lyden af træet der faldt ned på gulvet, samt nogle sten der faldt fra væggen.

Da Ahri tog maleriet fra ham og smadrede det mod væggen blev han ikke sur, billedet gjorde ham intet at det var ødelagt, var nok også fordi han ikke havde en brik forstand på malerier og så videre, en kunster ville sikkert blive rasende over at hun havde smadret sådan et maleri, dog blev han overrasket over hende pludselig trængen til at ødelægge det.
Braget fra rammen da den ramte klippevæggen gav en af de andre et chok inde ved siden af da maleriet blev smadret og kom til at vælte på sin stol og der kom en høj latter fra alle de andre og så drak de ellers bare videre og hyggede sig.
Ancalagon rejste sig op og bøstede støvet af sine bukser da gulvet ikke just var særlig rent da ingen af dem havde brugt rummet overhoved, det var der bare.
Han kiggede på Ahri og grinte lidt Ahris trang til at ødelægge maleriet og gik så hen til hende og strøj sin hånd hen over hendes hoved.
Klokken var ved at være mange og Arne lå allerede med halvt pelsdynen over sig og bobblede dybt i søvn, Rogan havde pakkede sig selv ind i hans egen seng men lå stadig og læste med et lille lys som brændte da ilden fra kaminen var så småt ved at gå ud, så skyggerne lagde et halvt tæppe over hele rummet de befandt sig i, rummet ved siden af hvor Ancalagon og Ahri var også ved at falde tilbage til sin normale meget kolde næsten fryselig temparatur, var faktisk grunden til at de alle havde så varmt tøj på og sov med meget varme dyner og lagner, da det kunne blive meget meget koldt om vinteren.
Rollo sad på sin stol med hovedet på bordet, den ene arm hang og dinglede mod jorden mens den anden arm halvt lå på bordet med sit krus i sin hånd, dog snorkede han ikke specielt meget, utroligt nok, det måtte være mjødet som har svækkede hans snorken.
Ved siden af Rollo sad Erik på præcis samme måde og var helt væk i sin egen rus, selv med et krus i sin hånd.
Ancalagon gabte en smule og gik hen til kaminen og prikkede lidt til ilden for at se hvor meget mere han kunne få ud af den, men uden meget hjælp, søvnen var også ved at tage over og det var også ved at blive køligere i det rum de var og ville være smart hvis man hoppede uden en dyne eller tog noget varmt og tykt pels tøj på.
Da klokken allerede var over midnat, eller det gik han ud fra og det at de faktisk ikke havde fået en ordentlig søvn på hele deres tur hjem, ville det gøre godt at få noget rigtig søvn i en seng.
Og uden at rigtig tænke over det løftede Ancalagon Ahri op og bar hende hen til sin seng, heldig vis var sengen stor nok til de begge kunne ligge i den uden at føle sig mast eller at de måske ville falde ud af sengen.
Han lagde hende i sin seng og hoppede selv i og slog armene om hende for at holde hende varm plus den tykke pelsdyne holdt kulde væk fra dem.
Mens de begge lå i sengen nussede han hende lige så stille, ikke noget specielt seksuelt nusseri, mere bare kærlig og afslapnings nussen af skuldre, hals og mave.

Dagene gik i hulen, de havde ikke rigtig noget de skulle nå eller nogle steder de skulle hen, så de kunne ligeså godt holde til ved hulen, dog blev det slet ikke indelukkede for dem, begge døre til udenfor stod åbne da folk kom og gik som det passede dem og de skiftede til at jage, eller det var mere Arne og Ancalagon der skiftede til at jage da de andre ikke var nær så gode, så det var meget nemmere og sikkert at det var de to som jagtede eller fiskede efter mad for afterne i grotten.
Kaminen var tændt stortset hver dag og varmede godt op så det var til at være, Ancalagon tog endda Ahri med ud for at vise hvordan man kunne fange fisk med et spyd og reb end at sidde ved bredden og håbe på at man fanger noget.
Arne var endda nogle gange væk i flere dage for at jagte vildt som hjorte eller endda magiske vild dyr, han var et naturtalent til at jage vildt og Ancalagon havde endda en gang taget med Arne ud og jage og Arne gav ingen lyd fra sig, det eneste dyret hørte, var lyden af buestrengen som blev trukket tilbage og så lyden af pilen som borrede igennem dyrets hals.
Rollo og Erik var også nogle gange ude, men det var mere kamp træning, hvilket var noget de alle gjorde en gang i mellem, Ancalagon havde taget Ahri med ud for at træne eller han prøvede at forklare at de skulle træne mod hinanden og prøvede at forklare at hun skulle prøve at lamme hans ben før han nåede hen til hende og havde stillede sig på en rimelig afstand og med et trænings økse i hånden, da han ikke ville bruge sin rigtige, da han ikke havde lyst til at der skulle ske et uheld, stormede han mod hende men i stedet for at løbe lige i mod hende begyndte han at løbe mere zikzak så det ville være svære for hende at ramme ham, hvilket gjorde at to ud af fire gange, nåede han hen til hende og grab hende i sine arme og kyssede hende dybt med et stort smil. De andre gange væltede han med hovedet ned i jorden dog ikke uden at grine lidt af det og fortælle hende 'godt gået'.
Sådan fortsatte de en til to gange om dage hvor Ancalagon ville tage Ahri med ud for at træne hendes energi ting han aldrig vidste helt hvad var.
En gang i mellem gik Ancalagon uden foran grotten og forvandlede sig til sin drage form bare for at være i sin egen form igen og nogle gange lettede han og var væk i lidt tid, andre gange gik han bare rundt med Ahri op på hans ryg så de kunne gå en tur.
En enkel gang da Ancalagon og Ahri var ude og gå, hvor Ancalagon var i drageform, havde Ancalagon lige kort lettede fordi at han havde glemt noget tilbage ved grotten og ladt Ahri vente ved et stort træ, da hun ikke brød sig om at flyve og han kun vil være væk i 5-10 minutter, nogle pludselig stemmer lød og en lille gruppe voksne mænd trådte frem og så på Ahri med nogle sultende øjne og havde været meget nærgående og en af dem havde endda trukket en kniv og havde den klar til hvis Ahri gjorde modstand, mens en anden var igang med at smide bukserne.
Dog nåede de ikke særlig langt, for et øverdøvende brøl lød fra luften og Ancalagon landede med et ordentligt brag og man skulle næsten tro at der havde stået flammer ud af hans øjne, for mændene fik et kæmpe chok og nærmest i skræk kravlede væk fra Ahri da Ancalagon endda snakkede til dem om at skrube af i sin dyne mørke og faretruende stemme, nogle faldt endda på knæ foran Ancalagon og bad om nåede. Ancalagon gjorde dog ikke særlig meget ved dem, da han hverken var sulten eller kunne se at de havde gjort Ahri noget, så han lod dem flygte skrigende væk fra Ahri.
En dag mente Rogan at det var på tide at Ahri lærte at tale bedre og skrive og bare blive bedre til at kommunikere med andre bedre så hun ikke kun hang på kropssprog, da det ville hjælpe hende selv en hel del.
Og Ancalagon var enig med Rogans forslag og førte Ahri med ned til Rogan da ham og Ahri havde været ude og fiske for aftensmad.
Rogan havde fundet bøger og masser af papirer og diverse ting for at kunne lære hende, dog ville det vise sig at Ahri ikke helt var så... enig i lære.
Man kunne tydelig se at hun kedet sig når Rogan begyndte at gå længere i dybten med at lære hende sproget og at skrive, dog var han en meget toldmodig ældre mand og han gav ikke op, lige meget hvad, hvilket Ancalagon var ret imponerede over at Rogan stadig fortsatte med at lære hende, lige meget hvad hun prøvede på, om det var at stikke af, gemme sig bag Ancalagon eller Eriks skjold eller Erik når han kom ind af døren.
Det skulle ikke undre Ancalagon at Ahri også havde lammet Rogan et par gange for at slippe væk eller bare for at være møjirriterende over for Rogan, men var dog ikke noget han fik set hvis skete, da han havde været udenfor og en tur ind til byen for at hente mere mjød sammen med Rollo, begge to med en store tynde som blev rullet gennem byens gader, hvilket også fik et par blikke når Rollo og Ancalagon rullede dem og forsvandt ud af byen igen.
Det var dog ikke altid ting de skulle lave, der var nogle dage hvor det mere eller mindre var slappe af ting og det var mange af dem ret gode til, Erik prøvede endda en gang i mellem at lære Ahri at spille skak.
Ancalagon og Ahri fik da også dyrkede en hel del sex, dog uden afbrydelser fra de andre heldigvis, pånær en enkel gang eller to lige efter de begge lå og pustede efter en hed omgang, var Arne kommet hen til dem, men da han så dem ligge nøgen, vendte han sig lyn hurtigt om.
Der var nu gåede en måned hvor de havde været i grotten og utroligt nok, havde Rollo en enkel gang vist Ahri nogle nærkamps metoder som gjorde man kunne slippe ud af et greb på, hvis der var en som prøvede at holde en fast med hænderne.
Selv om Rollo stadig syntes at Ahri var en brat og skulle havde en omgang de gange hvor hun havde fået ham op i hans røde fældt, var hun stadig blevet en del af gruppen og hun var måske blevet mere som en irriterende kusine for ham, men de ting som han havde tænkt på way back da de første gang så hinanden, var ved at være mere uskyldige slag bag i, da hun tit var en virkelig irriterende brat over for ham.
Dog havde han da fået et par gange igen, ikke lige givet hende smæk, men han havde da fået fået sprøjtede vand efter hende og en enkel gang fik han da gjort hende så gennemblødt af vand at hendes hale nærmest lå faldt på jorden fordi den havde fået så meget vandt på sig, hvilket gav ham et kæmpe grin over det og havde nået at slippe fra hende inden hun nåede at give ham igen.
Ahris lærdom havde i mellemtiden set fremtrin, måske ikke så voldsomt som Rogan havde håbet på, men der var da sket forbedringer til hendes tale og lidt til hendes skrift, hun var dog stadig den samme stædige mis som Ancalagon elskede meget dybt.
Ancalagons ravn havde endda begyndt at føle sig mere tryk omkring Ahri og havde en gang i mellem landet på Ahris skulder og nussede sit lille hoved mens den skrappede lige så stille ved hende og nogle gang bragte den endda mindre fisk til hende.
Men den var stadig loyal over for Ancalagon og fløj altid over til Ancalagon hver gang han havde været væk i længere tid.

Det at smadre et maleri, betød intet for hende og tydeligvis heller ikke noget for Ancalagon. hun smed resten fra sig, inden hun valgte at gå lidt væk fra bunken med rod. Ancalagons latter fik hende til at glide hovedet en smule på skrå, uforstående hvad det sjove kunne være? Hun rystede blidt på hovedet, over den varme latter. Hvad kunne man sige til dette, han grinte så pludseligt at det var rart, et tegn på at han ikke var sur over at hun ødelagde hans ejendom. Eller måske de andres ejendom, hun lagde sine øre uskyldigt tilbage, da hans hånd gled over hendes hoved.
Det var blevet sent, og tempreturen var blevet utrolig lav. Ahri lagde sine arme over kors, for at varme sin krop en smule. Hendes arme lå under brystet, hvilket fik hendes bryster til at se meget størrere ud, end de i virkeligheden var. Ikke at hun havde små bryster, hun havde enlig ok store bryster. Perfekt formede, da hun jo var atletisk, hendes kurver var også fantastiske. Men hendes dumhed, kunne gøre hende en smule grim, ulidelig at være sammen med i hvert fald.
Ahri gik med det samme hen til Erik, som sad overfor Rollo. De lignede hinanden på den måde de nu sad på, den måde begge snork sov. Hun prikkede blidt til Erik, selvfølgelig gik hun ikke hentil Rollo. Manden skræmte hende og fik det altid til at løbe koldt ned af ryggen på hende, hun kunne ikke tage ham, hans holdning og den grufulde energi der strømmede ud af ham. hun ønskede helst at undgå ham, men var tvunget til at hænge ud med ham, medmindre hun valgte at forlade gruppen. Hun var jo ikke ligefrem en loyal hund, men en kat. Gjorde hvad hun ville, kom kun tilbage for maden og et varmt sted at sove. Kærlighed var heller ikke inde i hendes ord forråd, hvilket kunne betyde at hun en dag ville smadre Ancalagons hjerte.
Hun løftede Eriks hånd op i vejret, hvor der ingen reaktion kom på ham. ørene rejste sig, da hun slap hånden og tyngtekraften fik hånden til at slå ind mod hans side. hvorefter hun løftede hånden op igen, og lagde den på sit hoved. Hun kunne godt lide bare at have en hånd på sit hoved, det behøvede ikke at være nusseri hele tiden, bare det at føle ens varme der strømmede igennem deres hånd, og ind i hendes krop. Var fantastisk for hende, hun smilte en smule. Hvor hun slap hånden, langsomt gled den ned af hendes hoved igen. Han virkede næsten død?
Hun forlod ham først, da Ancalagon pludselig løftede hende op i sine arme, mens hun gabte. Af ren reaktion, greb hun fat i det nærmeste, hvilket var Erik. Så da hun blev løftet op i Ancalagons arme, blev Erik hevet ned af sin stol. Inden hun slap ham, da hun opdagede at det bare var Ancalagon. han havde det med at forskrække hende, engang i mellem. Et varmt smil formede sig på de trætte læber, hvor hun blev båret ind i sengen. Sengen var blød, dog en smule kold. Da Ancalagon lagde sig ned ved hendes side, pakkede hun sig hurtigt indtil ham. der var koldt, og han var varm. Hun havde sin pande imod hans kraveben, og hænderne pressede imod hans brystkasse. Ørene var lagt ned, som et tegn på at hun slappede af. halen var rolig og hang lidt ud fra senge kanten, mens de krystal blå øjne var forsvundet bag øjenlågene.
De blide berøringer, fik hende til at spinde lavt. hendes vejrtrækning, var som altid beroligende og rolig.

Dagene som gik dem så hurtigt forbi, gjorde bare at alle lærte Ahri bedre at kende. På så mange underlige måder, som i at hun ikke var genert. Hvis hun synes hendes tøj kradsede, gik hun bare nøgen rundt, totalt koldt over de blikke Rollo sendte hende og Arnes rødmen, mens han kæmpede for ikke at stirre. Hun var også en af dem, der lagde sig i skødet på alle, udover Rollo. Hvor hun lå med hænderne på deres inderlår, og hovedet på sine arme. Hvor hun kiggede op på dem med sine store blå øjnene, der bedte dem om at nusse hendes ryg. De lærte også hurtigt, hvor doven hun enlig var. Det at hun kun gik udenfor engang i mellem, og altid lå foran ilden, mens hun sugede varmen til sig. hun sov hele tiden i varmen, og gik enlig kun rundt i den hvide skjorte, udover når den blev vasket. De eneste gange hun havde sit kriger tøj på, eller sit vinter tøj på, var når Ancalagon fik det på hende. hvor han lærte at det var besværligt at give Ahri en rustning på, uanset hvor meget den dækkede.
Da Ancalagon hev Ahri med ud, for at lære hende at fiske med spyd. Betød det at han skulle have hende ud i det is kolde vand, for at nå ud til fiskene. Hendes grund til at side i breden, var at hun ikke skulle udenfor ellers. Hun hadede kulden, og især vandet der gjorde hendes ben våde og halen klistrede. Hun hadede det! da han fik hende ud, lavede hun ikke andet end at ryste, hvor hun stod med spyddet og bevægede sig ikke en eneste gang. Selv da fisken svømmede mod hende, stod hun bare og kiggede tiggende på Ancalagon, med ørene tilbage og store sorte kupiler. Som tiggede om at komme tilbage ind i varmen, hun havde knap nok været fri i et år. Og dette var første gang hun oplevede en bidende kulde, som ikke var fordi det havde regnet!
Hvor det tit hjalp hende, så de gik tilbage til grotten. Hvor hun med det samme sprang foran ilden, rystende og med fødderne nær den varme ild. Så det nærmest stikkede i hendes fødder, hun sukkede for sig selv. Mens varmen kom tilbage til hendes fødder.
De andre få gange hvor hun kom udenfor, var for at træne i nærkamp. Eller så nær en kamp, man nu kunne med hende. de trænede mest hendes evne, med at lamme folk. For at se hvor god hun var til at ramme, hvilket man kun kunne blive positivt overraskede over. I starten forstod hun intet, det at Ancalagon løb imod hende, i zikzak. Fik kun hendes venstre øre til at falde, og hovedet til at glide på skrå. Hvor hun kiggede på ham, som om han var en idiot. Hun forstod først hentydningen, efter to til tre gange hvor han havde placerede et kys på hendes kolde dog bløde læber. hun ramte næsten hver eneste gang, hvor hun løb hentil ham, når han faldt om til jorden, for at tjekke om han var kommet noget til.
Det mest spændene der skete en af dagene, var nok da Ancalagon forvandlede sig om til en drage. Hvor han måtte smutte tilbage, da han havde glemt noget. Ahri som var påført til vinter tøj, ventede som altid pænt på at han kom tilbage. Hun stod op af et træ, mens hun legede med det sorte lange hår. da der pludselige begyndte at komme ud fra buske og træer, hvor hendes øre rejste sig højt. deres underlige latter, fik hende til at ligge hovedet en smule på skrå igen. Hun ville træde væk, da en af dem trådte helt op mod hende, hvor han pressede hende en smule op af træet. Den højre hånd, der kærtegnede hendes kind, og langsomt kørte sin hånd ned af hendes hals, derefter ned til hendes bryst. Hvor hans kolde hånd kravlede ind under hendes læder jakke. Hun skubbede ham væk, med det samme. Da Ancalagon pludselig landede ved deres venstre side.
Drenge forsvandt hurtigt igen, uden at blive skadet af Ancalagon. udover deres værdighed måske, hun gik hentil Ancalagon hvor hun klappede hans snude, med et varmt smil på sine læber. måske skulle han ikke være bange for at miste hende, hun var stadigvæk ved hans side. på trods af at grotten ikke altid var varm nok, og maden ikke altid var nok til at mætte dem alle. Så havde hun aldrig forladt hans side, hun var hele tiden hos ham. udover når han var på jagt sammen med Arne, den yngste i gruppen. Ingen vidste enlig hvor gammel Ahri var, hun kunne være 16 år og løb rundt med voksne mænd, plus havde sex med en der på så mange måder ville være pædofil.
Den dag Rogan mente at han skulle lære Ahri at tale, opdagede han hurtigt hvor træls hun var. Hun ønskede ikke at lære, i starten samarbejdede hun. Gjorde som Rogan forklarede, men efter kun få minutter. Begyndte hun at kede sig, forsøge at gå. Andre gange gnubbede hun sit hoved op af Rogans brystkasse, som et tegn på. *Hey lad os lave noget andet, hvad som helst bare ikke dette.* mange af dagene gik på at finde Ahri, der gemte sig bag ting og i kister. For at undgå Rogan, andre gange gemte hun sig under Rollos dyne. Så langt gik hun dog kun en enkelt gang, hvor hun virkelige hellere ville tilbringe tid sammen med Rollo end Rogan.
En af dagene prøvede Erik endda at lære hende at spille skak, hvor hun på mystiskvis vandt hele tiden. Hvert et træk, var så perfekt velplacerede, at han næsten tabte efter kun få brikker. Hvor hun rykkede rundt, og forsvandt ligeså snart spillet var slut. Han vidste selvfølgelig ikke at hun kunne snyde, hun kunne læse hans energi. Den energi der strømmede ved håbet om at hendes brik ikke blev placerede der, måske så han helt kold ud. Hvor et normalt menneske ikke ville kunne læse ham overhovedet, men hun læste hans indre. Ikke ydret, hun kunne gøre det samme ved Ancalagon. hvis han fandt en eller anden tøs tiltrækkende, eller stirrede på en af pigerne i byen. Kunne hun føle det, og lammede ham tit fra bælte stedet og ned. Så han var nødtil at trække sig efter hende, hvor hun ville være irriterede og bare gå videre, hun vidste dog aldrig hvorfor hun reagerede sådan. Han kiggede jo bare på andre køn?
Rollo derimod fik taget så meget hævn på Ahri, at når han kom indenfor i grotten. Susede hun bag Ancalagon, eller Erik. Da de var de største, i forhold til Arne og Rogan. Hvor hun heletiden holdte sig så langt væk fra ham som overhovedet muligt. Hun skulle ikke nyde noget af flere hævn forsøg, med vand. Hun nænnede ikke engang at give ham igen, når hendes pels endelig var blevet tør. De gange han havde gjort hende driv våd, skreg hun og sprang ind i flammerne på bålet. Da hun var våd, slukkede det ilden. Som ellers havde været godt i gang, og hendes bare fødder ville blide en smule forkuldene. Hvor hun væltede med det samme, og svitsede hud under hendes fødder ville blive synlig. Tåre formede sig i hendes øjenkrog, smerten under hendes fødder var stor. Men hun græd skam mere over vandet, end smerten.
Det skete dog kun en enkelt gang. Ahri og Ancalagon havde derimod sex meget mere end man skulle tro, hun lagde tit op til det efter maden. Mens alle sad ved bordet, hvor Ancalagon for det meste træk hende væk fra de andre, andre gange var alle gået kold i mjøden og de valgte så at have sex foran dem alle. Udover at alle sov, hvor de gjorde det på bordet, fjernede alle tallerknerne og Ahri blev lagt op på bordet. Nok mest fordi Ancalagon var fuld, hvor det gjorde at han ikke tænkte så meget over at alle enlig kunne vågne af selve larmen.
De blev opdaget af Arne, som forlegen vendte ryggen til dem. Hvor en af de andre gange, opdagede Rogan dem. Dette var dog mere tildækket, hvor dynen var over dem, og de lå i sengen. De havde dog kun gjort det en enkelt gang der, det var mest på gulvet. eller i stolene, kisterne, oppe af væggen andre gange stod Ancalagon enlige med hende. hvor hendes ben var viklet omkring hans hofter, og hans hænder var på hendes røv. Hvor han stop op af væggen, og bestemte tempoet.
Ancalagons ravn, og Ahri var derimod blevet ok venner. Når Ancalagon var i nærheden, hang de tit ud sammen. Hvor Ahri sprang rundt efter den, forsøgte at fange den. Og når hun gjorde, slap hun den fri hvor den derefter fløg rundt for at fange hende. hvor den ville lande på hendes hoved og nappe hende blidt i øret, som et tegn på at hun var den. En form for fangeleg, der tit så totalt grufuld ud når Ahri fangede den lille ravn. Og Ravnen styrt dykkede ned mod Ahri.
Efter kun en uges tid, i slutningen af måneden begyndte Ahri at opføre sig underligt. Hun gad intet, spiste ikke fisk og sov meget mere, hvis man rørte hende i nærheden af maven. Når Ancalagon og hende sov sammen, og han ville holde om hende når de sov i ske. Hvæste hun nærmest af ham, og skubbede ham væk. Hvor hun derefter rykkede sig ud på kanten af sengen, hun undgik ham. virkede meget bleg og syg om morgen, hvor hun heller ikke ville ud af sengen. Når folk ønskede at træne hende, gik hun ligeså snart de vendte ryggen til hende, eller lagde sig ned i de tørre blade. Hun var meget livs løs, og gjorde intet.
En af dagene, hvor de alle var ude i byen. Da grotten var blevet for kold til at være i, og de var nødtil at tage ind i byen for at købe træ, hvis de ønskede at have varme om natten. Træerne og kvistene udenfor var gennemblødte, af fugt og regn fra de sidste par dage. Og siden ingen rigtig havde noget at lave, kunne de ligeså godt tage af sted mod byen. Så der var flere hænder til at bære brænde, hvor de alle gik af sted. Ahri der opførte sig underligt, gjorde at det virkede for uansvarligt hvis de lod hende være alene i grotten. Hvilket de måske burde have gjort, for da de nåede ind til byen. Var den tom, alle var nærmest væk, udover nogle få mænd i rustninger der grinte.
Ingen nåede at opfatte nået, før alle var skudt med en bedøvelses pil, udover Ahri. Da gruppen faldt til jorden, stoppede Ahri op og kiggede omkring sig. mændene gik hentil hende, og greb fat i hendes kæbe, hvor de tjekkede hende for alt. Ørene og halen, var underlig og de kunne selvfølgelig ikke lade værd med at røre ved dem. Mens de snakkede sammen og grinte, denne gang forstod Ahri dog hvad de sagde. Det at hun var et misforster, men de alligevel havde lyst til at gøre frygtelige ting mod hende.
Gruppen vågnede op igen, i en kæmpe celle. Hvor Ahri lå i et hjørne, hun opførte sig stadigvæk meget underligt, men havde stadigvæk sit tøj på. Hvor det sad som det gjorde da de tog af sted, alle sammen var lukket inde i den samme celle. Men omkring dem, var der andre folk, der ikke lavede andet end at træne. De slog og sparkede ud i luften, andre mænd piftede af Ahri og få af de andre kvinder der trænede. Ahri var dog den mest tiltrækkende der inde, da hun selvfølgelig havde [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] på.
Hun var den mest uskyldige af dem alle, de store blå øjne og de kattelige træk. Sammen med hendes smedige bevægelser, der nærmest kunne få en mand til at besvime og kun ønske at holde hende nær. De andre kvinder var muskuløse, og lignede faktisk mænd en smule. Nogle af dem blev trukket ud, med folk der stod omkring dem. Rettede pile imod deres pander, og sværdene trukket. Hvor de tog en enkelt person ud, førte dem ned af gangen og lukkede dem ud i en kæmpe arena. Hvor man skulle kæmpe for livet, hvis man vandt over modstanderen som nogle gange var et dyr, andre gange et andet menneske. Fik man lov til at have en hyggelig nat, med en af de adelige mænds kvinder. Som de selvfølgelig lod stå på en række foran vinderen, hvor han måtte udpege en af dem. Så længe han ikke dræbte dem, hvis de døde. Ville han gå gennem tortur, som at få lagt sin arm indtil en af løverne, hvor ham ville blive holdt nede mens løven ville æde hans ene arm. Hvor han dagen efter, skulle kæmpe imod to løver. Med kun en enkelt arm.

Rogan lærte dog hurtigt at Ahri på ingen måde en mønster elev eller en som elskede at lære og han brugte næsten mere energi på at finde hende og nærmest trække hende hen af klippegulvet når han så endelig fandt hende, især en dag, hvor han kaldte på hende muntret om at hun rigtig skulle lære en masse spændende ting og hvis det ikke havde været fordi hendes hale var til syne for ham, havde han nok brugt det meste af dagen, Rollo havde endda heller ikke sladrede om hendes gemmested, da det næsten var for ondt over for hende og han havde efterhånden også vendede sig til hendes nærvær, desuden havde han også givet hende en god omgang hæv ved at hælde vand på hende så hun faldt ind i deres kamin og slukkede bålet og stod helt gennemblødt og græd, man vil nok mene at han var et ondt menneske for at bare grine og så gå udenfor og lade hende stå der og græde, men hun havde fortjent det og han havde sværgede at give hende igen. Dog stod Ahri ikke længe i kaminen, for Ancalagon var som en hø hos hende og bar hende op i sine arme uden at tænke på at det ville gøre hans front af tøjet gennemblødt med vand. Han var ligeglad og tænkte kun på Ahri og trøste hende og forbinde hendes fødder.
Rollo fik desuden også lige en flad bag på hovedet af Erik men det ændrede ikke Rollos humør og forlod grotten.
Ancalagon havde stortset mistede tal på hvor ofte de faktisk havde sex, nu da de havde så meget sex sammen og han tog hende på de mest vildeste måde, dog sjovt nok, så var lige den ekstra tak vildere når han var helt væk i mjødet efter de havde drukket igennem, dog drak han aldrig mens han tog hende, det vil nok heller ikke gå godt hvis han prøvede.
Arne skyndte sig at forlade grotten da det nu alligevel var ret akavet for ham at være der, da han var den eneste som befandt sig lige i det tidspunkt i grotten, ud over Ahri og Ancalagon.
Rogan var dog mere kold over at Ancalagon og Ahri hyggede sig under den varme pelsdyne og rystede bare på hovedet og sagde til sig selv "Unge.." og satte sig over i sin lille læse plads som var huggede ind som en slags ekstra seng.
Ancalagon var blevet ret god til at ramme Ahris ømme punkter som ville få hende til at få voldsomme orgasmer ved at nusse og stryge for hendes hale når han tog hende i doggie-style og han tænkte på ingen måde over alle de gange han faktisk kom op i hende og hvad det faktisk indebærret at der var meget stort chance for at han kunne gøre hende gravid.
Ancalagon var glad for at hans ravn og sin lille mis var blevet meget bedre venner, dog var han lidt nervøs for den leg de begge elskede at lege, da det så ret voldsomt ud hver gang Ahri fangede den, heldigvis skadet hun ikke hans ravn når de legede.
Og så skete der noget meget mysik, hvilket Ancalagon ikke forstod narda af, Ahri ville pludselig hverken spise fisk eller noget andet form for mad, ikke en gang holdes om maven, hun var aldrig i sex humør og det gjorde Ancalagon meget forvirrede, speciel det med sexen og fisken, da hun altid lagde op til sex efter aftensmad og fisk kunne hun nærmest aldrig få nok af.
Men pludselig stoppede det bare og Ancalagon spurgte endda Rogan til råds da han gik ud fra at Rogan vidste et eller andet som kunne opklare det, men da Rogan prøvede at føle på Ahris mave trak han sig selv meget hurtigt tilbage før han ville blive bidt.
En dag var de alle taget indtil en ny by som de ikke havde været i før, da Erik havde fået et tip om at de solgte billig brænde og mjød da de løb tør sjot nok ret hurtigt.
Dog havde Ancalagon ønsket at det kun havde været ham, Erik og Rollo som var taget af sted, så Rogan og Arne kunne passe Ahri, da hun stadig opførte sig underligt.
Det sidste Ancalagon huskede var da noget ramte hans hals og det næste var at han vågnede op med en dunkene hovedpine i en celle med ingen våben, dog var de alle i samme celle, hvilket var altid noget og det første han gjorde var at tjekke om de alle sammen var okay, speciel Ahri, da hun allerede ikke havde det godt og så meget mere pleg ud end normalt.
"Er du okay mis? Hvor er vi?" Spurgte han og kiggede rundt. Der var flere celler med fanger i, folk der råbte, en enkel stod endda og bankede hovedet mod hans cellemur så det lavede en underlig 'bonk' lyd hver gang. En gang i mellem kom vagter ned for at trække fanger op og forsvinde ud af hovedcelledøren.
Da Rollo vågnede op som den sidste, kiggede han rundt og udbrød "Argh you GOT to be kidding me..! og rejste sig op og gik hen til trammedøren og begyndte at ruske i den for at tjekke om han kunne rive den af og hvis det ikke havde været fordi der var vagter til at stoppe ham, havde han i sidste ende revet træmmedøren af sine halvrustne hængsler af.
Rogan satte sig op på den enkel træstol som var i alle celler og kørte rundt i cirkel bevægelser for at få hans egen hovedpine til at holde op.
Erik var rasende, faktisk var det første gang Ancalagon havde set Erik så rasende siden han havde mødt Erik. Erik mindede næsten lidt som Rollo når Rollo var rasende, da de begge var næsten lige høje og fik et kæmpe blodrus når de var rasende. Erik stod og hamrede sin flade hånd med træmmerne mens han råbte til vagterne at de skulle slippe dem fri eller der vil falde hoveder.
Arne var mere stille og rationel tænkning lige nu og sad på gulvet og sikkert allerede langt i tanker med hvordan de kunne slippe fri da han også var en ekstrem god tyv.
Vagterne sad bare og spillede kort med en lampe på et bord for at få mere lys end der der kom for de træmmede vinduer i fængslet.
Pludselig sprang døren op og to bodyguards, af hvad man lige kunne se på deres klæder og i midten gik en fin klædt mand mens han gik og så alle sammen an, som om at det var en zoologisk have for ham og de alle sammen var hans personlige samling.
Han stoppede pludselig op da han fik øje på Ahri og et stortset samlede sig på hans læber og pegede på hende, "Hende der" sagde han så med en meget forfinede og næsten tøsede stemme mens hans finger kunne næsten ikke have flere smykker på dem.
Lige i det øjeblik hvor de to vagter som allerede befandt sig i kælderen åbnede op for celledøren, sprang Rollo og Erik nærmest i flæsket på vagterne udleverede den ene næve efter den anden til vagterne og bodyguardene og der måtte komme flere, mange flere vagter til undsætning for at få dem til at holde Rollo og Erik nede, så nogle andre vagter kunne bane sig vej mod Ahri som stadig sad i hjørnet med Ancalagon hos hende og Arn foran og Rogan som stod ved siden af Arne.
Der skulle hele 6-7 næsten 8 mænd til at holde Erik og Rollo nede og sikre at de ikke rev hovedet af den fine mand.
Der var kæmpe skrigen og råben over den pludselig action der skete i fængslet og nogle opførte sig næsten som aber og hoppede op og greb fat i deres trammer og holdt sig oppe og svang frem og tilbage som en abe mens de råbte 'fight kill death!'.
Arne blev hurtigt nedlagt, dog ikke uden at give et par hårde spark mellem vagternes ben.
Rogan fik et enkelt slag efter han havde knækkede nakken på den første som rørte ham, men så ikke det andet slag før det var for sent.
Ancalagon stod med ryggen til Ahri men hænderne ude som om han havde lange klør på sine fingre og nærmest hvæsede af de vagter som nærmede sig ham langsomt, de begge kunne se et vilddyr i hans øjne og før de vidste af det, var han over dem og udlaverede det ene slag efter det andet og holdt dem fra at nå til Ahri, dog blev han afbrud af et reb som blev kastede rundt om hans hals så han blev kastede ned på gulvet og ligeefter var 4-5 mænd over ham.
De to bodyguards kom nu hen til Ahri og den ene greb hendes arme med et fast greb og den anden havde en sæk han fik over hendes hoved og så med en del besvær begyndte at krække hende ud af cellen.
Det var for meget for Ancalagon og man kunne tydelig høre på ham at om få sekunder ville han transformere sig ud af skræk for at miste Ahri og en indre vrede og trag til at rive alt ned og dræbe alt som lever i denne by og hans øjnes propiller begyndte at trække sig sammen og udvide sig igen og igen mens hans tænder blev meget længere og hans en dyb knurren lød dybt inde i ham, dog fik Rogan stoppede Ancalagon i at transformere sig ved at fortælle at det vil knuse Ahri og de andre, hvilket fik ham til at stoppe transformationen før det ville være forsent.
"Jeg særger, jeg dræber dig svin, høre du mig? Jeg slår jeg fucking ihjel hvis du ikke slipper hende lige nu!" Råbte han til den fint klædte mand som var på vej ud af kælderen med Ahri som blev holdt fast af de to kæmpe bodyguards.
Den fint klædte mand stoppede op og vendte sig og gav Ancalagon et nedladende smil, Hi hi, som de dyr dog kan kvække! hihi" lød hans næsten pige stemme som han forlod rummet i en fnisen.
De alle blev kastede i hver deres celle så det ikke ville ske igen mens resten af vagterne fjernede den døde vagt som havde fået knækket nakken.
Da Ahri fik fjernede sin pose over hovedet, havde hun fået lænker og håndledende og poser for hænderne og lænker om anklerne mens hun stod mellem de to bodyguards som havde en snor i deres hånd som gik fra det halsbånd hun havde rundt om halsen, da de ikke havde brug for flere forsinkelser i programmet.
Den fine mand satte sig på sin trone og kiggede ned på Ahri, "Hvilken vidunderlig skabning, hvad hedder du ting?? hihi" Spurgte han og sad foroverbøjet og studerede sit nye pet som han havde planer med.
"Nåh nok om det, kom med mig min lille ting, hihi" fortalte han i sin høje forpigede tone mens de gik ned af en gang og ud af en dobbeldør og kom ind i et gigantisk sal, var faktisk en arena byggede under et kæmpe hus, arenaen var allerede fyldt med tilskuer som uden tvivl var kommet lagt for at se denne arena.
Med en enkel stor gitterport i venstre side af arenaen som åbnede sig op hvor to vagter for en fange kom ud, dog lød der et højt 'oooooooh' fra alle tilskuerne da Ancalagon, Rollo og Erik kom ud, hver med flere meters afstand og alle spændt fast præcis som med Ahri, dog de havde metal halsbånd som også blev brugt som håndjern, så deres hænder var spændt op hoved højde.
Man kunne tydelig se at de var tunge at have på, men det knækkede ingen af dem.
Den fintklædte mand rejste sig fra sin nye trone og rakte hænderne ud mod alle tilskuerne som hyldede ham. "Mine gode, dejlige gæster, i er kommet her for at se kamp, blod og død og jeg vil selvfølgelig give jer det! Og for jer heldige deltager, i skal kæmpe til døden og selvfølgelig underholde alle de her FINEE MENNESKER som er kommet idag for at se jer kæmpe, hihi. Men men, jeg er ikke urimelig, den som vinder og overlever som den sidste person i arenaen, vinder ikke kun sin frihed, men finder retten til at lege og bruge min nye lille ting her for en hel nat! Hihi" Råbte han ud til forsamlingen.

Ahris metal kæder blev spændt fast til gulvet, så hun kun lige akurat kunne stå op og se på kampen som lige om lidt ville starte.
Ancalagon stod nede i arenaen og kiggede på Erik og Rollo som kiggede tilbage og de alle nikkede i enighed.
Alle blev løsladt fra deres kæder på dem, men blev skubede ind et bure som stod i den store arena og låst ind, da det var først når den fint klædte mand fløjtede, at kampen gik igang.
Hvad var kun få minutter, føltes som flere timer og som om at alt gik i slow motions, man kunne næsten se sveden på nogle af deltagerne som var pumpede med adrenaline og klar til at få nå fisse og sin frihed.
Da fløjten lød og celle dyrene gik op, var det som at se vilde dyr slås, ingen våben, kun rent råstyrke fra ens krop var våbene i brug.
de startede med at være 15 i arenaen men allerede 2 var blevet dræbt med at få brækket ryggen og nakken.
Det var et blodbad, en sad på en anden og slog løs mens han grinte med et sindsyg latter mens blod sprøjtede i ansigtet på ham som slog den anden.
Ancalagon var allerede over en og lå og brydet med ham, Rollo havde mødt næsten sin lige mand, eller kvinde, de lå og rullede rundt og uddelte slag i masse vis, Erik var mere taktisk og undveg og gav hårdt igen, men før han vidste af dem var han væltede omkuld af en anden bagfra, så Erik faldt med front først i gulvet, men blev reddet af Ancalagon som sprang op på den som havde væltede Erik og hen ham af Erik.
Det var voldsomt og tilskuerne elskede det og råbte og skreg over nogle af de grusomme måde fangerne blev dræbt på og råbte kun på mere.
Den fint klædte mand grinte endda på en måde man næsten ville regne for at være en sindsyd latter.
"Jeg få sige ting, de tre mænd som holdt mig fra at tage dig, giver et fantastisk show, speciel ham med den tykke hestehale" sagde han og havde et kæmpe smil som om han lige havde fået en kæmpe gave fra sin far eller mor og pegede på Ancalagon mens han snakkede til Ahri og kiggede til ned på kampen igen.
Pludselig blev alle fangerne stoppede og alle fik reb om deres hals og trukket tilbage i deres celler, eller 5 fanger der var tilbage blev smidt i cellerne i arenaen.
"Jeg synes vi ska' lave 1 mod 1, synes du ikke lille ting? Jo selvfølgelig gør du det, tihihi" svarede han hende med sit eget svag og rejste sig fra sin stol og gik hen til kanten og rakte hænderne ud til befolkningen som om han var en eller anden elskede konge eller kejser.
"Lad en mod en kæmpe og må vinderen få sin frihed og min lille ting!" Råbte han ud med stor glæde som blev modtaget med stor hyldest mens den fint klædte mand pegede på Ancalagons bur og en af de andres fangers bur, begge blev lukket ud men holdt fast af 6 vagter så de ikke kunne gøre noget.
Ancalagon kunne lige akurat se op til Ahri stå spændt fast til gulvet og en indre gnist af vrede bobblede inde i ham, ingen skulle røre hans mis og det fjols skal nok vide hvordan det føler at blive bankede til næsten randen af ønsket om selvmod.
Ancalagon og den manden mand blev sluppede fri og stod nu over for hinanden, klar til endelig afgør om frihed.
Ancalagon stod bare og kiggede på hans modstander som var en større og mere pumpede udgave af Rollo og han havde endda tattoveringer som lyste, uden tvivl en dæmon.
Ancalagon kiggede en sidste gang op på Ahri og så så mod dæmonen og begge stormede mod hinanden og et kæmpe sammen stød mellem dem så de faldt til jorden og udleverede slag efter slag mod hinanden, ene slag hårder end det andet.
Efter en halv times tid, var Ancalagon og dæmonen stadig igang med at tæve hinanden, men Ancalagon fik et heldigt punkt hvor han fik dæmonen ned og lægge for han lå ovenpå ham og han åbnede munden og det var ikke hans normale tænder, men mini udgave af hans dragetænder og en ild som nærmest dansede i hans øjne. Dæmonen skreg op i rædsel da Ancalagon bed et kæmpe stykke kød af dæmonens hals som hans stødtede ud og væk mens han sad og dæmonen som lå og prøvede at trække vejret men luftrøret var bidt over og blod i massevis flød ned i hans lunge mend Ancalagon ikke stoppede med at tæve dæmonens ansigt, selv efter at man stortset ikke kunne se dæmonens ansigt mere, begrund af Ancalagons hæftige slag i ansigtet som var blandede med blod, masse og smadrede ansigt.
Selv tilskuer var blevet helt stille mens Ancalagon bare fortsatte med at banke dæmonens ansigt mere og mere til plukfisk, man kunne endda høre den tunge og høje lyd hver gang Ancalagons næve slamrede ned i ansigtet på den døde dæmon.
Den fint klædte mand sad bare og kiggede derned og ikke helt vidste hvad han skulle gøre og sad næsten lammede.
Ancalagon rejst sig fra den allerede døde dæmon og kiggede rundt med blod fra top til maven til han udbrød i et brøl, men ikke et menneskebrøl, men hans indre drage brøl og så faldt han sammen på sine knæ fordi at han var få sekunder fra at forvandle sig i ren had, ryisk vildskab og raseri, dog nåede han aldrig at forvandle sig, for en vagt havde givet ham et slag på siden af hans hoved med bunden af sit gævær før Ancalagon gik i sort.

Ancalagon blev kastede ind i en af cellerne som de alle havde været i før, men alle blev smidt ind i deres egen celle, selv Ahri var smidt ind i en celle igen, da hun stadig var en ting i den fint klædte mands øjne, dog var hun i en celle ved siden af den Ancalagon lå bevistløs i, dækket med blod fra top til maven.

Yea… Ahri ville aldrig være en af dem der ønskede at lære. Dog begyndte hun alligevel at forstå ordene, hun kunne ikke skrive sætninger, derimod lærte hun at stave nogle få nemme ord. Og vidste hvordan et ’A’ så ud. Hun begyndte også at sige Godmorgen til alle, samt velkommen hjem! Når Ancalagon kom ind af grotten igen. Hvor hun krammede ham og kyssede ham, nærmest som hvis de havde været gift. Hun sagde dog også godmorgen til de andre, og velkommen hjem hvis Ancalagon allerede var hjemme. Den eneste der ikke fik denne behandling var Rollo, hver gang han kom ind af døren gemte hun sig bag Ancalagon.
Lige siden hun havde fået de brændsår under fødderne, havde hun holdt sig en smule væk fra ilden, frøs tit og gemte sig meget under pelsdynen. De første par dage, efter hendes uheld med ilden. Kunne hun ikke engang stå op på sine fødder, da det kun fik hendes brændsår til at sprække. Selv når hun sov, kunne hun stadigvæk mærke gløderne under hendes fine små fødder. Hvilket gjorde at hun var vågen mange af nætterne, hvor hun sad op i sengen og stirrede på sine fødder, i håb om at smerten ville gå væk, hvis man stirrede længe nok på det.
Når hun endelig fik sovet, var det tit på grund af udmattelse. Når hun skulle øve med Ancalagon, om at remme sit mål. Nåede hun knap nok at lave en energi kugle, før lyset fra kuglen ville forsvinde, og hun ville falde til jorden. Så hårdt tog smerten på hende, selvom hun kunne gå på fødderne, kunne hun ikke sove på grund af smerten. Så det at bruge sin evne, som i forvejen brugte meget af hendes energi. Gjorde hende mere svag, hendes sår healede langsomt, på grund af mangel på energi. Hun virkede dog ikke pyldret, derimod var hun glad som altid. Hun gik bare mindre, og hendes energi lå i bunden. Hvilket gjorde at hun sad i sengen, og lærte af Rogan. Da hun nu ikke kunne flygte, kun få gange skubbede hun Rogan ned af sengen eller svang pelsdynen over ham. som om han ikke var der, hvis hun ikke kunne se ham. nogle af de få timer, og dage sad hun også og spillede skak mod Erik. Hvor hun en enkelt gang lod ham vinde, hvor man kunne se glæden sprede sig i hans øjne. Alle de gange han havde vundet over Arne, var som en rutine. Hvor han følte sig uovervindelig, så det at tabe til en så dum som Ahri. Kunne vel kun gøre en mand rasende, og næsten sætte et mål op for at vinde i spillede. Hun lod ham vinde, da han begyndte at bande lavt for sig selv. Og nu hvor hun forstod ordene, kunne hun ikke lide at se ham sådan. I starten troede hun at han snakkede om teknikker, eller hvor han skulle sætte sin brik. Men det at forstå ham nu, gjorde det klart for hende at han var en lidt dårlig taber.
De gange de havde sex, oplevede Ancalagon også at Ahri bed. Kærligt, men alligevel en smule hårdt, hvor hun enlig kunne pirre ham på så mange forskellige måder. Som at bevæge sine hænder på hans overkrop, som virkede så rolig men på samme måde erotisk. Og den måde hendes støn, kunne virke så uskyldige, men energien fra dem virkede som om man fik et helt nyt bust! Det var så mange ting man ikke vidste, så mange ting hun kunne gøre. Især hendes smedighed, var fantastisk under deres hyggelige stunder. Hun holdte aldrig igen, selv når hun lagde op til sex. Var det tydeligt, skjulte intet.
Hendes tegn på at ønske at have sex, var som en kats. Den måde hun lå på ryggen, kiggede op med de så smukke blå øjne. Der var forførende og det kærlige smil på hendes læber. mens hun nærmest rullede rundt på sengen, eller gulvet. det var så forskelligt, og når Ancalagon endelig gik imod hende. satte hun sig op hurtigt, smilte kækt til ham. hvor det i stedet blev til en leg for hende, det at undgå ham hvor hun først gav efter når hans greb var om hende, og deres læber mødtes. Som en lille fangeleg, hvor han altid var nødtil at fange hende.
Der var dog også gange, hvor hun var meget mere direkte, greb bare fat i ham, kyssede ham og kørte sin hånd pirrende ned i hans bukser. Hun ændrede sig mange gange, den måde hun lagde op til det. nogle gange smed hun bare tøjet forførende foran ham, hvor hun kiggede på ham og bed sig i underlæben. Hendes metoder var uendelige, der var næsten altid en ny ting hver eneste gang. Dog den mest brugte af dem, var den lille leg. Hvor han måtte fange hende, når hun lå i sengen og forførte ham, med hendes store blå øjne.

Hendes pludselige måde at opføre sig på virkede så underlig. Hun gjorde intet, slog Ancalagon hvis han lagde op til sex. Hvæste af næsten alle, eller knurrede meget af dem. Mens hendes øjne aldrig rigtig var sat fast på nogle af dem, de skiftes hele tiden, mellem at kigge på gruppen. Rollo blev dog holdt mest øje med, hun stirrede på ham når de spiste. Udover at hun ikke rigtig spiste noget, der var dog en ting hun spiste. Hvilket var underligt, hun ville kun spise blåbær. Hvis det ikke var blåbær, kastede hun op, selv når det var fisk. Hun kunne ikke holde noget inde, udover de skide blåbær, hun så aldrig tilfreds ud. Når hun spiste blåbærene, men spiste dem dog.
Selv hendes lege med ravnen var forsvundet ned i jorden, hun viftede den bare væk når den endelig kom hentil hende. den kunne derimod godt regne ud hvorfor hun var som hun var, trist for den, kunne den ikke bare forklare gruppen hendes underlige opførelse. Eller forklare hvorfor hun var som hun var, Rogan derimod. Var den kloge i gruppen, da han skulle tjekke hvad der var galt med hende.
Bed hun ud efter ham, hvor han kunne føle hendes tænder snitte hans hånd. Han forsøgte kun få gange at finde ud af det, som når hun sov. Hvor hun endte med at give ham det største smæk i ansigtet, med en knyttet næve. Man skulle nok ikke tro at hun kunne slå hårdt, med han knækkede alligevel en tand den dag. Hun undskyldte dog for det hurtigt, hvor hun samlede samlede den knækkede tand op fra jorden, og vaskede den. Hvor hun placerede den på den anden del af tanden, som var i munden på Rogan. Energien blev brugt, den måde tanden langsomt samlede sig selv igen på. Det formåede dog at tage to næsten tre timer, med Rogan som sad med Ahris hænder i sin åben mund. Hvor hun ikke lavede andet end at stirre ned i hans mund.
Deres tur i byen, havde Ahri været i mod. Hun ville ikke helt af sted ud i kulden, især ikke når hun bar så lidt tøj. men hvad kunne man sige, hun var kræsen og nægtede at bære bukser eller nederdele. Hun gik kun med til underbukser, hvilket i forvejen ikke var nok. Den rustning hun gik rundt med, var lavet af læder. Der var endda cuttet et hul, så halen kunne komme ud. Hvor de havde fået syet det blødeste stof omkring hullet, så den umuligt kunne irritere hendes hale. Hun elskede det, men hadede tanken om at have tøj på. Heldigt for dem, hadede hun at fryse lige så meget som hun hadede bukser.

Ahri nikkede til Ancalagon, da han bekymrede spurte om hun var okay. ”Kæ-Kælder… uhmmm, undergrund?” Lød det fra hende, en smule usikker. Hun var ikke sikker på hvor de var, eller om det var de rigtige ord hun slap ud af sin mund.
Det at der var så mange folk der råbte og skreg omkring dem, fik hende kun til at kigge fortvivlet rundt. Hun hadede larm, især skrig. Hun hørte også alting meget højre end de andre, hvilket gjorde at hendes øre tit var kørt tilbage, for at dæmpe støjen. Hun kyssede Ancalagon, da han kiggede sig omkring. Hvor hun lagde en hånd på hans kind, for at få ham til at kigge på hende. man kunne vel godt sige, at deres forhold selv var voksede Ahri til hovedet. Hun undgik aldrig rigtig Ancalagon, og kyssede ham tit. Dog var alting faldet en del, da hun begyndte at opføre sig sært.
Kyssede blev afbrudt af Rollo og Erik, der var pist! Over det der var sket. Hun lagde sig i stedet indtil Ancalagon, for at få trygheds fornemmelsen. Bare det at være i nærheden af Ancalagon, fik hende til at falde lidt til ro. Hun lagde en hånd på hans ene arm, og sit hoved mod midten af hans brystkasse, for at lytte til hans hjerte rytme. Altid så beroligende, at kunne lytte til. Hun lukkede sine øjne, hvor kun hans hjerte rytme kunne høres ved hende, alting var væk i det øjnene lukkede i. hun var mere rolig end man ville forvente af den ellers ret arrige Ahri. Som ikke havde lavet andet end at hvæse af gruppen de sidste par dage, og havde slået mange af dem.
Hun løftede sit hoved, da lyden af en knirken fra en dør tog hendes opmærksomhed. Hendes øre rejste sig, og det samme gjorde hun i det han pegede på hende. hvad ønskede denne mand, hun reagerede tavst ved at ryste på hovedet. Som et tegn på at hun ikke ønskede at gå med ham, som om hun havde et valg at tage med denne storsnudet person. Hun kiggede derefter op på Ancalagon, som havde rejst sig med hende. hendes øjne var bekymret, og viste kun at hun frygtede at blive tage af denne mand. Hun kiggede derefter på sine hænder, hun kunne altid lamme ham? men ville det skabe problemer?
Hun nåede ikke langt i sine overvejelser, før celledøren var blevet åbnet, hvor Rollo og Erik var sprunget på vagterne. Hun rettede blikket mod Rollo og Erik. Mens vagter kun formede sig vejen mod dem. Den måde disse to kunne kæmpe på, beundrede hun. Hun var ikke engang i stand til at ligge Arne ned, som hun mente var den svageste i gruppen. Altså udover hende selv, hun kunne kun lægge folk ned, hvis hun lammede dem lidt.
Da de fik banede sig vejen hentil hende, stillede Ancalagon sig ind foran hende, hvilket fik hende til at presse sig ind til hans ryg. Mens hendes hoved poppede ud fra hans side af, med ørene kørt tilbage og et uskyldigt blik mod denne rige herre. Hvorfor ville han have hende? hvad havde hun gjort, de var først lige kommet, så hun ville ikke være en god ting at have i deres varetægt. Især ikke med hendes underlige opførelse, for tiden.
Alting kørte så hurtigt for hende, den måde alle blev lagt ned og prusten kom fra vagterne. Mens de holdte dem alle sammen nede, hun trådte tilbage. Fik kun lammede en af vagterne, før de andre greb fat i hende. hun skreg derefter, mens hun kæmpede for at slippe ud af deres greb. Hvor hun endda bed en af dem, så hårdt at blod dryppede ned af hendes læber. det stoppede dog, da han slog hende og greb fat i hende igen. Hun kiggede tilbage på Ancalagon, med bedrøvet øjne. ”A-Ancalagon…” Lød det lavt fra hende, mens tåre formede sig i hendes øjenlåg. Frygten for at hun nu ville forsvinde fra ham, frygten for at blive desikerede igen spredte sig i hendes knogler. Hun kunne ikke helt røre sig, hvilket fik vagterne til at løfte hende op af trapperne. Deres greb var hårdt og smertefuldt, hun kunne høre Ancalagon skrige efter hende. den måde han skreg, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. uvidenheden bragte hende kun mere frygt.
Hun hvæste af denne tøsede herre, mens hendes øjne ikke viste ham nogle form for frygt. Hvis hun viste frygt overfor dem, havde hun tabt. De eneste folk der måtte se hende hjælpeløs, var Ancalagon og hans gruppe. Med undtagelse af Rollo selvfølgelig, han var en fjende… ville altid være en, efter hans hævn med vandet.
Hans spørgsmål fik hende til at hvæse, hvor hun spyttede ned på hans sko. Som om hun ville fortælle ham, hendes navn. Han var ikke andet end en duks, der fik alt leverede på sit dørtrin. Hans lille latter gav hende kvalme.
Hun var dog stædig som altid, det at blive trukket hen af gulvet i armene, af hans vagter. Var besværligt for dem, hun kæmpede for at slippe ud af deres greb, især da de ville putte hendes hænder ned i poser. Det ville gøre det umuligt for hende at bruge sin evne, da den ikke ville kunne suse igennem posen uden at energien ville blive brugt på posen i stedet. Og det at blive lænket fast i arme og ben, bragte kun grufulde minder frem.
Da tilskuerne begyndte at råbe og skrige, af folkene der kom ind i arenaen. Løftede hun hovedet en smule, halen viftede ivrigt omkring. Mens ørene var rejst, da Ancalagon kom ind i arenanen. Et tegn på at de ikke havde såret ham, eller de andre i gruppen. Udover deres lille slagsmål i cellerne, lignede de sig selv.
Da herren råbte ud til publikummet, daskede hun til ham med sin hale. Hvilket fik ham til at stamme engang i mellem, til han greb fat i hendes hale og hev hårdt i den. Dette fik hende til at skrige, af ren smerte. Hendes hale var følsom, dette føltes nærmest som når han dreng blev sparket i skridtet. Hun viklede sin hale om sine hofter, og kiggede kun ned i jorden. Hvorfor endte hun altid ud i problemer, eller hun bragte altid Ancalagon ud i problemer. Hendes hoved blev dog løftet igen, da herren pludselig, snakkede om at de skulle dræbe hinanden og at vinderen ville få en hyggelig aften med hende?! men, hun hadede godt nok Rogan på grund af hans undervisning, men hun ønskede ikke at han skulle dø. Det samme galte resten af gruppen, især Ancalagon. Rollo måtte dog godt få et par slag, men han skulle da heller ikke dø. Han havde vel aldrig rigtig såret hende, da hun selv var grund til skaderne under hendes fødder.

Hun hvæste af den storsnudet herre, da han pegede på Ancalagon og snakkede om ham som om han var en ting. ”Han dræbe dig! Ahri mener det, Ancalagon dr-dræbe dig!” Lød det fra hende, selvfølgelig med den forkerte grammatik, men hendes ord var tydelige. Og man forstod jo hvad hun mente, hun tænkte dig ikke over at hun lige nu havde givet ham sit navn. Hun ville bare have at han fik den største omgang tæv, og at han skulle vide at navnet på ham der ville give ham pryl, ville være Ancalagon.
Ancalagon var skræmmende underslagsmålet. Han var som et vildt dyr, mens han kæmpede. Ahri stirrede nærmest på kampen, som et hvert andet dyr. Havde hun den samme respekt, hvis en person ikke var stærk nok til at kunne vinde et slagsmål, ville han på ingen måde kunne være stærk nok til at beskytte hende eller det barn der en dag ville komme. Så hvis dette var noget, var det kun et tegn på at Ahri havde valgt den helt rigtige mage. En der ville kunne beskytte hende, gennem alt. Sikkert gå igennem ild og vand for hende, hun ville dog aldrig ønske at se ham kæmpe. Hun ønskede bare at være hos ham, leve i fred og sove. Hun havde ikke et behov for at se hans styrke, ifølge hende var han stærk nok for hende.

Hun sad i cellen ved siden af hans, hvor hun rakte sine hånd ud til ham. for at røre ham, hun ville sikre sig at han var okay. Hun havde den venstre hånd mod trammerne. Og den anden strukket ud imellem dem, mens hendes ene finger kun lige kunne røre hans kind. Hvor hun kiggede bekymret på ham, var han okay? Hans slag i hovedet, havde efterladt i stort blåt mærke. Ikke at de andre slag ikke havde gjort det samme.
Vagterne derimod, havde fået en stor interrasse for Ahri. I stedet for at side og spille kort, sad de med fødderne oppe på bordet og armene over kors. Hvor de stirrede på Ahri, med perverse smil og sultne øjne. Ahri derimod var for opsat på Ancalagon, til overhovedet at bemærke at vagterne fandes.

Døren til kælderen gik op og en ældre mand med stort fuldskæg og meget flottere rustning end det vagterne havde på. Han gik direkte hen mod de to vagter som rigtig sad og slappede lidt for meget af og fik en ordentlig skide balle af hvem nok var deres kaptain.
Kaptainen stoppede op ved Ahris bud og kiggede på hende og hendes forsøg på at nå Ancalagon helt, han rystede bare på hovedet mens man hørte ham mumle noget om vilde dyr skulle aflives hvis det stod til ham og forlod og smækkede døren bag sig, så der kun var Ahri, de to vagter som nu sad og var lidt mere gnotten over at de lige havde fået skide balle, og så alle fra Ancalagons gruppe og så ham selv plus den sidste fremmede fange som overlevede arenaen.
Rogan sad i en celle over for Ahri og lænede sig op af væggen mens han sad med benene lagt over kryds og samme for hans arme mens han havde lukkede øjne og mumlede nogle ramser som ingen kunne fatte brik af hvad betød.
Rollo gik rundt i Celle og var længest væk fra Ancalagon og Ahri mens han stadig var rasende og ruskede i sine træmmer, selvfølgelig skete der ikke noget, da dette var et andet fængsel de befandt sig i, dog stadig under den fint klædte mands kæmpe hus.
Erik sad i en celle til venstre for Ahri og kiggede over på Ahris uendelige forsøg på at nå Ancalagon helt, dog var han helt stille men godt støvet, det var de alle faktisk, på nær Ahri, da det var sten gulv de sad på alle sammen, hvor arenaen havde sand og jord som bund.
Arne var ikke i sin celle, han var blevet trukket ud af sin celle og kom først tilbage efter nogle timer og kastede ind i sin celle og landede med et ordentligt brag da han ramte den tomme skidespand som stod i hjørnet.
Ancalagon rørte sig ikke ud af stedet og hans ene øjenlå var halvt åben så det så ud som om at han faktisk var død, der var ingen bevægelser at se på hans brystkasse, eller det var der, men de var så langsomme og korte at det var næsten umuligt at se og vide.
Arne rejste sig op og skulle til at springe i fjæset på vagterne men stoppede da en flintlock pistol blev placerede på hans pande og et sværd ved hans mave.
Han gled ned af væggen som sengen hang op ad og kiggede på de andre rundt men sagde intet, for han nåede aldrig at sige noget, for pludselig gik døren op og den fint klædte mand kom ned igen med 6 vagter til at beskytte ham, da de ikke ville havde samme lille episode som der skete da Erik og Rollo og resten angreb vagterne og bodyguardene.
Med samme barnlige dog vanvigtig overlegende smil og med lidt for meget make-up i ansigtet, stod han nu og kiggede på Ancalagon ude blandt sine vagter i sikkerhed og grinte sit tøsede lille smil over at se Ancalagon i sådan en tilstand og med blod over det hele.
Derefter gik han til siden og kiggede så på Ahri og bøjede sig lidt forover, dog ikke for tæt så Ahri ikke kunne nå ham med sine arme mens han gav hende det mest ubehagelige smil nogensinde, hvis Ahri havde kunne læse tanker, havde hun måske gået ud af sit gode skind, da manden eller han var mere end meget ung mand, måske lige i starten af sine 20'ere, han havde endda en hvid paryk på som ikke en gang gemte alt hans halv fedtede sorte hår.
"Den ting er fasinerende!" Sagde han med stor glæde som et lille barn som for første gang fik noget slik i hånden og kiggede på Ahri og kiggede op og ned af Ahris krop, så tydelig på hendes former.
"Tror du den kan danse?" Spurgte han vagten til venstre for ham uden at fjerne blikket fra Ahri, "Uhhh gad vide hvordan hun vil se ud i mit lolita tøj?! udbrød han helt i et meget højt toneleje og samlede sine hænder og førte dem op til sit ansigt. Hans lidt for røde læber fugtigede og man kunne se at det tændte ham vanvigtig meget, bare tanken om Ahri i sit meget dukkede lolita kjoler.
Erik var lige ved at brække sig over mandens snakken, eller mere over hvordan knægten snakkede mens Rollo faktisk begyndte at flække af grin, hvilket man tydelig kunne se gjorde den fint klædte unge mand utilpas og forarget og trampede over til Rollo og trampede i jorden, "JEG KRÆVER RESPEK I MIN EGET FÆNGSEL!" Råbte han som et lille barn der ikke fik sin vilje. Rollos smil forsvandt og han gik helt hen til træmmerne af sin celle, hvilke næsten fik den fint klædte ung-mand til at træde nogle skridt tilbage men alligevel prøvede ikke at virke bange.
Rollo tog en af træmmerne og kiggede direkte i øjne på herren af stedet med et blik som var dødalvorlig at det næsten fik den fint klædte mand til at føle sig meget mindre og det var næsten svært, da han var på højde med Ahri.
"Jeg sværger, hvis du så meget som flække et hår på hendes hoved, flækker jeg dit hoved og hvis ikke jeg, kan jeg forsikre dig om din lille skid, at så vil Ancalagon" fortalte Rollo manden uden at fjerne blikket fra den fint klædte mand og tog sit metal krus op og flækkede metalet midt over for at symolisere den fint klædte mands hoved.
Man kunne tydelig se hvor utilpas det gjorde herren af fængslet og prøvede at virke urørt af det og sagde "Nåh-h jeg er ikke bange! Din store.. Vildmand! Ha!" Sagde han så med sin høje pigede stemme og forlod rummet i en fart.
Rollo kiggede efter herren og lige i det at døren blev lukkede og der kun var de to samme vagter tilbage, udbrød alle i høj latter på nær Rollo som stadig så sur ud og satte sig på sin seng, for herren havde faktisk pissede sig selv og man kunne se mørke pletter på gulvet hele vejen op og ud af døren.
Efter flere timer uden at nogle havde kommet ned, pånær når der skulle skiftes med vagter til at vagte dem i cellerne, den mand som havde overlevet arenaen var dog blevet hevet ud og var ikke kommet tilbage.
Pludselig kom der en hæs dog lav lyd fra Ancalagon som begyndte at røre på sig igen og langsomt kom han op på alle fire mens han holdt med en hånd på sit hoved for at få styr på sin kæmpe hovedpine og den anden holdt han om sin mave, da han havde smerter i siden og maven efter den hårde slås kamp med dæmonen.
Da han endelig åbnede øjne med et sæt og rejste sig pludselig op og så i en vildens sky efter Ahri og da han fik øje på hende kastede han sig ned på knæ ved træmmerne for at række ud efter hende, "Ahri! Jeg troede jeg havde mistede dig..." kom det fra ham.

Ahri forsøgte ivrigt at nå Ancalagon, hun stoppede ikke. Hun hviskede endda Ancalagons navn om og om igen, som et håb om at han ville vågne op hvis han bare hørte sit navn eller hendes stemme. Han virkede skræmmende død, hvis det ikke havde været for hendes gode øjne, ville hun tro at han var sten død. På samme tid, kunne man se støvet fra jorden, blæse roligt væk fra hans mund. Mens han lå stille på jorden, uden så meget som at bevæge en finger.
Lyden af vagterne der fik den største skideballe, fik hende kort til at dreje hovedet. Hun sad på sine knæ. Med begge hænder mod trammerne. Hun forstod intet af dette, hvorfor endte de her. Hun huskede tydeligt, hvad de havde sagt til hende. hun var et monster, hvilket gjorde at dette var hendes skyld. Men hvad var det nu et monster var? Dette ord havde Rogan ikke lært hende, hun havde set Ancalagon som et monster. Men hun fandt jo Ancalagon rar og kærlig, og var endda begyndt at føle et stærkt bånd hos ham. hvilket vel betød at et monster, var et fantastisk væsen. Han kunne transformere sig, præcis som hun kunne. Så de var ens?
Forvirrede tænkte hun over alting, dog stoppede tankerne, da Arne blev ført bort. Hun holdte skarpt øje med Arne, hvor hun nærmest ventede på at han ville komme tilbage. Vagterne der muggede sig, over skide ballen. Diskuterede om hvilken race Ahri var, den ene mente en formskifter, mens den anden mente at hun var en der gik i udklædning.
Hun rettede sig op, da manden i det underlige tøj kom frem. af ren arrighed, greb hun fat i spanden ved hendes side, og kastede den mod trammerne. Den var tom, men klangen af hjernet der slog mod hinanden, gav et ekko. Og gjorde stedet stille, hun hvæste af ham og kiggede på ham med vrede og kolde øjne. Desværre så hun stadigvæk utrolig kær ud med denne form for ansigts udtryk, intet kunne gøre de blå øjne og hendes bløde kinder grimme. Duksedrengen fik endda et chok, hvor han derefter snakkede videre omkring lolita tøj og dans.
Hvis det ikke havde været for Rollos latter, ville hun være begyndt at tænke over hvad fuck Lolita tøj var. Hun forstod intet af dette, selv hvis hun skulle komme til at forstå det, ville hun stadigvæk hade ideen om at skrifte tøj igen og igen. Det var nok den ene gang i butikken, for at finde disse klude.
Hun drejede hovedet mod Rollo, som, som altid var skræmmende. Han fik endda duksedrengen til at pisse i bukserne, vagterne måtte desværre holde masken til han var gået. Hvor de begyndte at grine, og smile omkring alt dette. Ahri fandt det dog bare klamt, hvilken kvinde ville ikke det. hun gik ikke meget op i renlighed, men hun fandt stadigvæk ting klamt. Som at stinke, eller det at pisse i sine bukser. Hun rettede sig hurtigt imod Ancalagon igen, da nogle hæse lyde lød overfra ham af!
Hun satte sig omgående ned på jorden igen, mens hun placerede sine hænder på trammerne. Da han fik rejst sig, røg han hurtigt ned på knæ igen. Hun kiggede op på ham, med et stort smil på sine læber. hvor hun tog fat i hans hånd, hun holdte begge sine hænder på den, hvor hun roligt førte hånden op til sin kind. Med hovedet en smule på skrå, og de blide øjne rettede imod Ancalagon. kunne man høre folk rasle udenfor dørene af, hun følte Ancalagons varme køre gennem hende. selvom hans hånd var kold, var hans energi varm, varm som ilden. Bare mere behagelig, hun lukkede sine øjne blidt i, mens hun pressede hans hånd imod hendes venstre kind.

Ancalagon smilede, tros den hårde omgang han havde været igennem noget tid siden men han strøj sin tommelfinger over Ahris kind som hun pressede den mod hans hånd med sin anden hånd holdt om en tramme, da det krævede en del kræfter at holde sig oppe, men han var hård at knække og lidt smerte skulle ikke holde ham fra sin mis.
Hans øjne så direkte i Ahris, stadig smilende og sagde så "Jeg sværger at beskytte dig mi.." men blev afbrudt at døren til alle cellerne gik op og enorm mange vagter kom ind og stod på en lige lang række ved siden af hinanden, hvorefter den samme herre med det store skæg som havde skældt de to vagter ud noget tid siden, gik med hagen højt og hænderne samlede bag på ryggen og i fuld uniform og en sabel i sin skede.
Han stoppede op ved Ahris celle og pegede på hende, "Hende der" og en vagt trådte frem og tog en mini armbryst frem som sad på håndledet og affyrede en mini pil som ramte hendes hals.
Pilen indeholdt noget meget kræftigt og stærkt sovemiddel, så stærk at det vil normalt være noget man brugte på heste når de skulle operere, men da de ikke vidste hvor stærk en dozi hun skulle have, fik hun den mængde, dog vidste de godt at det ikke kunne slå hende ihjel.
Ancalagon kiggede på pilen som ramte Ahris hals og på vagten som affyrede pilen og blev rasende men slap ikke hendes hånd.
"Hva' fuck er det i tror, i laver?!" Råbte han rasende, hvis bare han kunne forvandle sig uden at være bange for at mase Ahri og de andre fra gruppen!
Ingen svarede ham.
"Hey! Fuckfaces, slip hende!" Råbte Erik og Rollo i kor da bedøvelsen slog igennem og to vagter gik ind for at hente hende og bar hende ud, dog havde de lidt problemer med at Ancalagon ikke ville slippe Ahri og to andre vagter gik ind og fik lagt Ancalagon ned, men Ancalagon gav ikke op og man kunne se på vagterne at de ikke havde forventede sådan en masiv stor styrke fra en mand i sådan en tilstand.
Med tilråb fra de andre fra gruppen og meget grimme ord råbt til kaptainen om at slippe Ahri, fik Ancalagon brudt sig fri fra de to vagters greb og slog dem begge ihjel ved at bore sin tommelfinger gennem deres halse som de begge bare lå og træk vejret mens blodet fossede ud.
Kaptainen havde beordrede resten af vagterne til at holde Ancalagon tilbage og låse ham inde i sin celle mens kaptainen og den ene vagt som bar Ahri forsvandt op af trappen og ud af kælden mens en vanvigtig slåskamp mellem Ancalagon og de vagterne, han havde sprunget direkte ud i gruppen som stod ved hans celle.
Højre og venstre udleverede han næver til vagter og undgik de fleste, dog fik vagterne selv nogle gode slag ind, dog var det hans plan for han havde fået fat på nøglerne til cellerne og kastede dem over til Rogan som fik låst hurtigt op og gav dem videre og lidt efter lidt var det en stor bryde kamp.
"Efter dem Ancalagon! Vi tager os af vagterne!" Råbte Rogan og nåede lige at undgå et sværd som kom svingene lige mod hans arm som han havde peget mod døren.
Ancalagon skulle lige til at brokke sig over at han ikke ville forlade dem, men rystede det af sig og vendte rundt og spænede efter kaptainen, heldigvis havde han sin drage lugtesans og var allerede ved at indhente kaptainen, Ahri og vagten som bar hende.
"Gi' mig hende og stop ham!" Råbte kaptainen til vagtern og tog Ahri og sin egen skulder og spænede ud af det kæmpe hus som lå oven på arenaen og kælderen.
Vagten stoppede op og skulle til at skyde men Ancalagon var for hurtig for ham og sprang lige på ham for fronten af så vagten væltede på ryggen uden sin pistol i hånden og Ancalagon oven på ham med hans pistol i hånden. Et ordentligt brag lød og kaptainen kiggede over skuldren og så Ancalagon kom spænende efter ham.
Kaptainen sprang op på en hestevogn som allerede var ved at sætte igang og kom hurtigere i gallob end Ancalagon kunne nå at indhente den og før han kunne nå og fange den, var hestevognen allerede ude af porten men før at hestevognen kom helt væk trak han en pistol og skød mod Ancalagon.
Kuglen flyver lige igennem hans ben og ancalagon faldt ned på knæ og rakte hånden strakt lige ud efter hestevognen og vagter for alle sider som spænede lige imod Ancalagon og råbte "AHRIIIIIIIIII!" men inden de nåede hen til ham kom Ancalagons gruppe til undsætning og kunne hive Ancalagon væk før vagterne kunne dræbe Ancalagon.

Hestevognen stormede hen over den fast jordvej, dog kunne det ikke undgås uden at bumpe en del gange. Kaptainen var allerede fuldt igang med at sørger for at Ahri ikke kunne gøre noget hvis hun vågnede eller når hun vågnede ved at putte små poser over hendes hænder som var sat fast til halsbåndet så hendes hænder var spændt fast op ved hendes hals.
Halsbåndet havde en snor som gik fra halsbåndet og til den anden væg i heste vognen så hun ikke kunne gå nogle steder, andet end at sidde ned på sættet, hvilket kaptainen også havde sat hende og lod hende sidde der.
Hestevognen fortsatte videre nord på og kom længere og længere væk fra alle former for byer eller landsbyer og mere sne var ved at vise sig i landskabet til at der ikke var andet end en helt krid hvid sne som når sne lige var faldet og ingen havde gået i den.
Efter en time eller to kørsel var sovemiddelt holdt op med at virke og kaptainen sad med sin flintlock pistol og hvilede hånden på sit skød mens pistolen var rettede mod Ahri så hvis hun prøvede noget under køreturen, ville han kunne skyde hende uden hun kunne nå og gøre ham noget, da hestevognen ikke havde meget plads til at bevæge sig rundt i.
Hestevognen rullede ind af en stor vinterport med sne på den og istapper under det øverste af den men hestevognens kusk ødelagde dem da han kørte under porten og stoppede ved den store trappe op til slottet hvor en butler, to slotsvagter, duksedrengen med et smørede smil og en ældre mand i meget fint klædt tøj stående ved siden af knægten som nok var hans far som havde et stort flot overskæg.
Kaptainen kiggede på Ahri og fik tvungede en mundkurv om munden så hun ikke kunne bide nogen og derefter trak hende ud ved hjælp af snoren til hendes halsbånd hun havde om halsen.
"Ah der er tingen" kom det fra knægtens far som gik ned af træppen og hen mod kaptainen og Ahri som blev holdt i en kort line.
duksedrengen spænede over og stod foran Ahri og havde et hoverende blik dog opførte han sig som et lille barn da faren fortalte hans søn at han skulle huske at fodre Ahri og te sig som om at han godt vidste det og hans far ikke skulle blande sig.
Kaptainen gav linen til duksedrengen som snappede snoren ud af Ahri og kiggede nu med store øjne dog næsten grådige øjne og det var tydeligt at han havde kæmpe stådreng af at kiggede på Ahri, det var tydeligt at han tændte på den måde Ahri var spændt fast på og begyndte hårdt at trække Ahri med sig uden at takke sin far eller nogen anden.
"Hhmp, børn.." sagde han bare og viftede kaptainen væk og gik selv ind mens kaptainen bukkede og gik væk.
Duksedrengen hev Ahri med op af en stor træppe forbi nogle store vinduer hvor man kunne se ud til hele landskabet fra den ene side og det eneste man kunne se var noget af slottet, stien som forsvandt lidt efter lidt jo længere væk man kiggede og så sne og atter sne over alt i natuen.
Knægten hev Ahri ind i et rum og spændte hendes snor fast til hans gulv og lukkede døren derefter og gik hen til hende igen og kiggede ned på hende med et rigtig nedgørende dog forkælede blik.
Men hendes hænder bundede sammen bag på hendes ryg og hun ikke kunne bevæge sig mere end få centimeter rundt om punktet snoren var spændt fast om, sad knægten og smilede stort.
"Vi ska' have det SÅ sjovt sammen mmmm" lød hans enorme tøsede stemme og klappede i hænderne stadig med en ekstrem stå dreng som var tydelig at se gennem stoffet og man skulle næsten tro at den vil bryde igennem.
Dog inden knægten nåede at gøre noget ved hende, skulle knægten spise og råbt og skreg i sin tøssede stemme om at han var midt i noget og forlod Ahri alene med en smækkede dør bag sig og en råben som blev lavere og lavere jo længere væk knægten gik.

Ancalagons smil varmede hende, det var et tegn på at han var uskadt og kun følte smerte udenpå. Eller sådan så hun det, der var så mange ting hun stadigvæk ikke forstod. Dog var ord begyndte at falde hende bedre ind, hun kunne dog stadigvæk ikke rigtig finde ud af at snakke korrekt. Hendes grammatik var lort, dog gjorde det hende kun sødere. Den måde hun måtte kæmpe for at sige ordene, og den blide stemme. Som næsten ingen havde hørt, hvem havde overhovedet hørt hende snakke, udover Rogan? Ikke mange, kun skrig, hvor hun skreg efter Ancalagon eller skreg af ren smerte. Ellers hørte man sjældent den varme stemme, fyldt med energi.
Ancalagons stemme var rolig, med et lille smil på sine læber. da døren pludselig gik op og lyden af sko raslede omkring dem. Ahris sorte øre rejste sig op i et sæt, hvor hun drejede hovedet en smule. Endnu engang var de efter hende, hvad var der lige ved hende, som var så fantastisk. Hun trak ørene tilbage, mens manden pegede på hende. kort kiggede hun mod Ancalagon igen, da følelsen af et stik satte sig i hendes hals. hun lagde hurtigt en hånd på sin nakke, hvor hun trak den ud. Hun smed den væk, med ren forvirring i øjnene. Det gjorde ondt, hun kunne nærmest mærke det køre gennem hendes åre. Hendes syn blev slørret, og hun begyndte at hyperventilere en smule. Hvad skulle hun gøre, da hun ville rykke sig tættere på træmmerne, lagde hun hurtigt mærke til at følelsen i hendes ben ikke var den samme. Hun kunne næsten ikke røre sig, det tog kun kort tid for hende, før hendes øjne faldt i og alt omkring hende var væk. Lyden af Erik og Rollo, var det sidste hun hørte.

Hun vågnede langsomt op af alle de bump på vejen, dog ville hendes øjne ikke helt åbne sig. hun rykkede en smule på sig, hvor følelsen af rebet om hendes håndled skar i hendes hud. Det gjorde ondt, men hvorfor var hun bundet? Da hendes blå øjne åbnede sig træt, hvor de landede på pistolen som det første. Hendes lange sorte hår var pjuskede, af at have være bevistløs.
Mens det bøjede en smule i siden, så det dækkede hendes ansigt. Hun lagde ørene helt tilbage, og stirrede op på ham. mens tiden gik, da hun endelig rykkede på sig, var da de hev hende ud af hestevognen. Hvor hun næsten væltede ud, hendes ben sov. Hun kunne ikke helt gå ordentligt, og det hjalp i hvert fald heller ikke, at der var sne under hendes fødder. Hun havde dog sko på for en gangs skyld, men det var stadigvæk koldt for hende. hendes bjælde i halsbåndet klang, når hun tog et skridt. Mens sneen knagede under hendes fødder, ørene flakkede rundt. Mens hendes hoved drejede hvert enestes sekund.
Hvorfor så landet sådan ud? Hun kunne endda se sin egen ånde, det var underligt. Hun rettede sig dog en smule op da manden kom ned, med det fancye overskæg. Hvem var han og hvad ville han med hende? det tog kun kort tid for hende, før hun lagde det hele sammen.
Duksedrengen kom springene ud og greb hurtigt fast i snoren til Ahri, dog ikke før han havde begloet hende. hun frøs, rystede og kiggede op på de ældre folk, med øjne der nærmest tiggede om at blive befriede. Hun havde lagt sine øre helt tilbage, da hun pludselig blev hevet i.
Hun blev hevet op på hans værelse, hvor hun endnu engang blev spændt fast. Til gulvet, det tog kort tid før han måtte efterlade hende. dog fik han sagt nogle underlige ord, hvad hygge kunne de have sammen, hun fandt ham jo klam!?
Han kom først tilbage sent, hvor han næsten var i for dårligt humør til at gøre noget. Han ønskede intet, udover at hans maids skulle skifte Ahris klæder. Hvor de nærmest hev det af hende, og påførte hende en underlig hoodie og kjole. Hvor dukse drengen bare nikkede af dette, tilfreds med valget af tøj. udover at det sorte lange hår måske ikke helt passede til dette [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Uger gik desværre, Ahri brugte meget tid på at flygte. Hun slap tit væk fra maids, som skulle skifte hendes tøj, hvor hun hver eneste gang forvild på stedet. Hun løb forvirrede omkring, for at finde udgangen. Dog løb hun tit ind i vagterne, der med det samme fik hende ned at ligge. En af gangene crashede hun en af deres fine middage, hvor alle sad ved et langt bord. Hvor hun med det samme sprang op på bordet og løb af sted, der blev hun dog fanget med en snor om benet. Hvor hun faldt ned på gulvet, nåede knap nok at tage fra med hænderne. Hvor de træk hende væk igen.
Hendes tøj gennem de 3 uger hvor hun var alene, uden Ancalagon ved sin side. måtte hun kæmpe sig væk fra dukse drengen, var enlig tæt på at give op mange af gangene. Men kom dog udenom det når hun så en mulighed. Hun fik skiftede tøj to gange om ugen, om til noget underligt [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] som var ubehageligt at få på, der var så mange underlige ting som hun skulle gå med. Som sløjfer, sko og strømper, samt hatte eller roser der blev spændt fast. Der var så mange ulidelige ting der skille sættes på hende, hvilket var det rene mareridt for hende.
Hver eneste morgen havde hun kvalme, mange af gangene kastede hun op og nogle få gange besvimede hun, mest når duksedrengen forsøgte at komme i nærheden af hende. hvor han ville gå i panik over det, hvad nu hvis hun var død.
Hun bed endda også hans hånd, kradsede ham en enkelt gang, hvilket havde givet ham et ar over øjenbrynet.

Den snobbede knægt var næsten værre end tøsser ude og kigge på tøj sammen, for hver gang at Ahri blev tvunget ned i kjoler efter kjoler var knægten helt op og køre han prøvede endda at række ud og røre hendes ar som lignede knurhår men blev selvfølgelig bidt, hvilket fik ham til at udbryde et meget højt piv og tog sin hånd til sig og kiggede først ned og derefter på Ahri, "Slet missekat!" og sprøjtede støvvand på hende, ikke over vældende meget med lige nok til det var til at mærke.
Dog en dag hvor Ahri var spændt fast til gulvet igen med mundkurv og poser om hænderne for at være træl med mad og vand i en skål lavet af gul, kunne man høre nogle lidt halv tunge trip af to føder som gik hen imod hende lidt langsomt, viste sig at være knægten som gik på en underlig måde med hånden ned i bukserne og lavede nogle meget underlige ansigts udtryk og udbrød nogle gange nogle snobbede næsten pivede lyde hver gang at det var lidt for godt det han gjorde ved sig selv, mens han stod foran Ahri med halvt åben mund og fetede hår mens han hviskede til sig selv og kiggede med intense øjne op og ned og slugte Ahri med øjne.
Det var lige blevet morgen og havde snet om natten og sneede stadig udenfor, lige så fint og blid sne fald dækkede himlens tætte skyer.
Tjenestefolk havde allerede været oppe i et par timer og klokken var kun lidt over 9 og knægten så stadig en smule morgen træt ud.
Han trak derefter sit lille lem frem, selv da det var stivt, kunne man kun lige se spidsen når han holdt sin lille hånd om sit lem mens han rev den af over for Ahri og nærmede sig hendes ansigt og greb hendes hoved med den anden hånd så han holdt hendes hoved helt fast da hun alligevel ikke kunne gøre noget.
Dog lige i det at han lave den mest akavede orgasme lyd da det lød som en blanding af en alt for lys stemme og noget som en lille grisling vil lyde som og ikke nok med det, da han kom havde han rettede sit lem lige imod Ahris ansigt da hun ikke kunne undgå begrund af at hun var spændt fast, blev han så slap i benene at han nærmest gled og faldt bag over og først slog sin bagerste del af hovedet og så sprøjtede han nogle små klatter af sted, men i stedet for at ramme Ahris hår og ansigt, fløj det lige i ansigtet på ham selv og endda noget røj halvt ind i hans mund.
Knægten lå bare nærmest helt i chok over hvor pinligt det lige havde været for ham og rejste sig op og kiggede på hende og skulle lige til at råbe fornærmet af Ahri for at få ham til at vælte selv om det var hans egen skyld, begyndte det helt vildt at svi i hans ene øje, da noget af hans ege sæd havde ramt ham over det ene øje og var gledet ned i øjet på ham, så han stormede ud og råbte panisk på sin mor og far og forlod rummet og Ahri til at være alene igen.

"Sorry Ancalagon, men jeg har mistede dem i sneen" lød det trist fra Arne da han kom tilbage til det lille bål de havde lavet i bjergene, da de havde fulgt efter hestevognens spor, men blev nød til at slå lejer og så tog Arne ud da han arbejdede nemmere alene for at finde spor.
Ancalagon sad og en stor rund sten, parkede godt ind i varmt tøj og et varmt tæppe mens han sad og holdt en vandre gren som han nu sad og brugte som en salgs pæl til at holde sig op af mens han ikke havde sagt noget som helst mens de havde ledt efter Ahri.
"Anca, der er næsten gået 6 uger og vi har ikke fundet spor af Ahri, hvor end de er taget hen... jah jeg ked af at sige det, men jeg er bange for..." mere nåede Arne ikke at sige før at Ancalagon hoppede ned fra sin sten og lanede i sneen som nu havde dækkede alt i miles omkres og så på dem alle med et blik som viste sorg, tab og hævn, man kunne se en desperation i Ancalagons orange-gule drageøjne som spredte sig mere og mere og havde udviklede sig til en hævn som sad nu så dybt at han var ligeglad.
Ancalagon faldt på alle fire stadig med tæppede over sig, begyndte han at forvandle sig og efter kort tid stod der en kæmpe drage og havde kun et mål, ikke føde, ikke sove, ikke et varmere sted at være, nej et mål og det var at finde sin mage og slå dem ihjel og havde taget Ahri fra ham.
Med et ordentligt vingepust var Ancalagon højt oppe i luften og udsendte et øredøvende larm som spredte sig med vind og vejr hvilke også ramte slottet hvor Ahri befandt sig og lød som torden, men mere som en unaturlig torden og knægten var lige kommet ind på sit værelse, fået fjerndede sperm og nyt fint tøj og fixede håret og undrede sig over hvad det kunne være for en underlig torden og det havde ikke tordnede i flere dage, han havde faktisk lige kort glemt Ahri men kom hurtigt i tanke om sin nye lege ting og vendte sig rundt og slog hænderne sammen "Hvem vil lege klæd ud leeeeeg?!" Spurgte eller mere konstaterede han og løb halv fesent ind i sit kæmpe klæde skab og for hver kjole, speciel lolita kjolerne trådte han ud og holdt op og med et kæmpe snobbede smil begyndte han at opføre sig som en tøs igen.

Hun blev behandlet som et dyr, fodret med skåle og holdt fanget inde på et værelse. Altid i snor og fik vand når hun gjorde noget forkert, det var ydmygende. Men hun følte stadigvæk for at tæve denne dreng, hvis det ikke havde været for de skide poser på hendes hænder. Hun kunne ike bide dem af, selvom hun havde forsøgt. Og selv når de kom af, så hvis hun lammede ham, ville hun ikke få mad i flere dage. Så hendes energi ville falde.
Den dag han kom luntende indenfor, med en hånd i bukserne. Sad hun på gulvet, stirrende ud af vinduet. Med sit lange glatte hår, de gav hende bad, alt for mange samt skiftede hendes tøj hvert eneste sekund. Sammen med en masse andre ting. De gav hende endda makeup på en enkelt gang, dog fik det hende kun til at se underlig ud. Som hvis man gav en kat makeup på.
Hun undlod ham først et blik, da han drejede hendes hoved og kom hende i ansigtet. Hun klemte sine øjne sammen af ren afsky, hvor han derefter faldt om på ryggen. Han var afskyelig, burde dø uden tvivl. Hun var blevet underlig vantil at folk døde omkring hende. Ancalagons gruppe lagde ikke skjul på mordene, og det samme gjorde de ikke i arenaen. Der var så mange ting, som kun blev brugt imod hende. hun hadede dette, var nødtil at holde sit humør oppe, ved at stirre ud på sneen.
Maids kom ind på værelset, hvor de gjorde hende ren igen. Snakkede til hende som om alting var perfekt, at hun var køn og nok skulle blive gift med en af de ædle herre i huset, selv en slave kunne blive gift snakkede de om.
For at gøre hende ren i hovedet, måtte de tage mundkurven af hende. i starten gik det som det skulle, men da de skulle sætte den på igen. LØD det! Ancalagons brøl, hendes øre rejste sig op og hendes øjne blev store. Var han her virkelig! Han… hun klemte sine øjne sammen, hvor hun bed fast i mundkurven og kastede den væk. Hun slog hovedet ind i en af pigerne, hvor hun derefter rejste sig op. Med et, slog hun panden mod vinduet. Hun kunne ikke løfte sine hænder, hvilket betød at hun måtte smadre ruden med panden. Hun slog panden mod ruden hele fire gange, før den gik i stykker. Dukse drengens maids, måtte stoppe hende. da han pludselig kom indenfor igen, for snæversynet til overhovedet at opdage noget. Deres maids sad hos hende, mens han ledte efter tøj. da hun pludselig skreg høj, Hendes skrig forsatte, hvor pigerne måtte holde sig for ørene, for at dæmpe det.
Den energi hun kunne lukke ud, for at gøre skriget højre. Selve ruden rystede af skriget, en revne kom i en af de andre roder. Hendes øjne var lukket, men følelsen af blod der langsomt kørte ned af hendes pande, fik hende til at tie stille. Da hun knuste ruden, havde hun på samme tid fået et hul i panden. Hvor blodet sivede ud af hendes pande og ned af siden, samt ned mellem hendes øjne, og gled til den venstre side af næseryggen. Det gjorde ondt, men håbet om at Ancalagon var tæt nok på til at høre det, var alt hun bekymrede sig om lige nu

Maidene begyndte at krække Ahri væk fra vinduet for at lægge hende ned mens en nu maid kom ind med varmt vand og forbindinger, de vidste udmærke at hvis der skete noget med deres herres søns nye lege ting, ville de blive fyret og måske slået og det havde de ikke lyst til at prøve.. igen.
De fik hende ned og holdt hende fast med reb mens de gik igang med at rense og give hende forbinding mens knægten kiggede på vinduerne og vendte sig rundt og begyndte at råbe og skrige over at Ahri havde ødelagt hans vinduer og begyndte at ruske i en af maidene om at ordne vinduerne og fuldstændig kold over at Ahri faktisk var kommet til skade.
Maiden fik bundede Ahris hænder fast til gulvet og kravlede væk fra hende og kom op og begyndte at løbe ud for at få en til at ordne knægtens vinduer, imens næsten hoppede og dansede den forkælede dreng rundt på gulvet og råbt og skreb, i forventning at folk bare kom og ordnede hans vinduer.
knægtens far kom ind, "HVAD ER DET FOR EN LARM?!" Spurgte han med maiden som sønnen havde sent af sted.
"Min ting ødelagde mine vinuder far, fix dem NU!" Te han sig barnligt mens faren førte sin ene finger op til sin tænding og kørten fingren i cirkelbevægelser mens han havde sit vinglas med en dyr rødvin i.
Ancalagon hørte med det samme skriget som blev ført med vinden da han lige havde fået kort modvind og rettede sit rassende blik lige mod den retning skriget kom fra og satte af sted.
Han skød med vandvigtig fart gennem luften og inden for få minutter var slottet i sigte, og få sekunder efter landede han på siden af det gigantiske slot som ruderne var i stykker.
Faren stod med ryggen til vinduet og prøvede at finde hoved og hale i sønnens falsk halv gråd men pludselig ændrede sønnens falske gråd til noget som fra en som havde set sit værste mareridt og begyndte at langsomt bakke bagud.
Lige i det at Ancalagon får kiggede ind af vinduet og ser Ahri ligge med folk over hende snapper det, han begyndte med det samme at frygte de værste ting og på et splitsekund var faren væk og smidt a pokkeren vold knust og død, alle maidene havde lige nåede at fået forbinding om Ahris hoved da det hele skete og i ren rædsel bakkede væk og så langt væk fra det frygtelige væsen som lige havde slået deres herre ihjel!
Ancalagons mund blev lyst helt op i en klar ild farve og lige med et flyver der en vandvigtig stik flamme lige gennem rummet, fordi Ahri og lige imod alle maidene som ikke en gang nåede at skrige op før de forsvandt til aske og skabte et gigantisk hul i den modsatte side.
Ancalagon kiggede på Ahri for at se om hun var okay og fik øje på knægten som startede det hele og som havde holdt hans mage, hans mis, han Ahri fra ham, knægten skulle bøde men Ancalagon skød ikke ild mod knægten som allerede var væk, da han ville ramme Ahri.
Ancalagon kiggede og hans øjne ændrede sig pludselig som solen og månen og fik den varme og glæde over at endelig var hos hende igen og førte hovedet hen til hende.
"Er du okay, gjorde de dig noget mis?" Spurgte han med sin dybe og faretruende stemme, dog på ingen måde faretruende over for Ahri.
Ancalagon var så overlykkelig over endelig at se sin Ahri igen og hvis nogen af dem havde gjort hende noget ondt, ville de alle bøde og han vil slagte alle og han vil starte med den forbanede klamme og forkælede knægt!

De kæmpede bragt for at få hende ned at ligge, det tog tid og var en smule besværligt. Hvis det ikke havde været for hendes svimmelhed, efter de slag i hovedet. Ville de ikke kunne ligge hende ned, i hvert fald ikke langtid nok til at kunne pleje hendes sår. Hun lå stille, mens følelsen af den kolde klud blev ført mod hendes pande, den is kolde vind greb nærmest fat i hendes bare ben og arme. Hun lå stille, med ørene helt tilbage og halen liggende langs med hendes krop.
Den skrigende duksedreng, fik hende bare til at himle kort med øjnene. Dette var et skide vindue, og nu havde hun været her så længe. At hun vidste at der var tomme værelser, så han kunne vel bare finde et andet sted at sove. Også få lavet vinduet i morgen, hvis der altså blev en morgen?
Hendes øjne var tåget og livløse, som om hendes gnist var blevet helt væk. Hun lå stille, med maidsene omkring sig. selv lyden af et dyr der landede på siden af huset, fik hende ikke til at røre sig. alting snurrede rundt for hende, hun havde ondt i hele kroppen. Sikkert fordi hun altid var bundet fast til ting, og sov på det hårde gulv. Plus den klamme mad de gav hende, hun havde ingen energi overhovedet. Energien blev brugt på et skrig, som nok ikke var blevet hørt.
Først da ilden fløj forbi hende, vågnede hendes øjne en smule op. Dette kunne kun betyde en eneste ting! Hun drejede hovedet hurtigt, hvor hun satte sig op. Stadigvæk bundet fast til gulvet, med store blanke øjne kiggede hun op på ham. han kom, han kom virkelig. Hun troede ikke han ville komme, hun forventede næsten at han havde opgivet hende. men han kom, hun nikkede til hans ord, mens forbindingen på hendes pande ret hurtigt var blevet blod rød.
Hun klemte sine øjne sammen, og lod hovedet falde. Hun havde følt sig alene, rent faktisk troet at Ancalagon ikke ville komme. Hendes hjerte bankede som bare pokker, mens tårene begyndte at løbe ned af hendes kinder. Over arene på kinderne, hvor de mødtes på hendes hage og dryppede ned på hendes skød.
et snøft blev hørt, mens håret dækkede det meste af hendes ansigt. dog holdte forbindingen en god del af håret væk fra hendes ansigt, hvilket gjorde at kun halvdelen af hendes ansigt var dækket af det lange kul sorte hår!
Hun løftede sit blik, hvor et stort smil formede sig på hendes læber. selvom tårene løb ned af kinderne på hende, fik hun kun fuldført to ord. "Velkommen hjem" Den eneste sætning, hun kunne sige uden problemer og med den varmeste stemme. hvor hun derefter faldt til jorden, udmattelse og en hjernerystelse.

Ancalagons varme blik forsvandt da faldt til gulvet, hvis han havde været i sin menneske form, havde han kunne bære hende, men her kunne han kun afbløde hendes fald så hun ikke slog sig mere. Han var rasende og hans indre brændte i vrede og hans begyndte at kravle ind i rummet ødelægge alt, vægge der styrtede sammen, taget der faldt dog aldrig ramte Ahri fordi Ancalagon stod over hende. Han fyrte en gigantisk flamme af sted mod døren som den forkælede knægt var løbet ud af og hvad end der var derinde, var død, fjernede fra jordens overflade.
værelset lignede nu mere en balkon end et værelse, da der stortset intet væg var tilbage og takkede være Ancalagons ødelæggelse fik han øje på knægten rent faktisk flygte i hestevogn og fortalte kusken at skynde sig væk i sin irriterende pigede stemme.
Ancalagon kiggede ned på Ahri og bed snoren som holdt hende fast til gulvet og tog hende med foden og lettede igen og satte efter hestevognen og indhentede den på ingen tid.
Den rige knægt var ved at få et nervesammenbrud og skiftede med at grine hysterisk eller græde af skræk og rædsel, da han pludselig mærkede hvordan hestevognen blev lettere, og heste som vinede mens de styrt dykkede ned mod deres død sammen med kusken som skreg i rædsel dog sikkert overlevede faldet da han nåede at gribe fat i et træ og kun brække foden med knoglen som stod ud af skindebenet, men det var vel nok også en død, da det var ved at blive ekstrem koldt oppe nord på.

Tilbage i grotten som de havde forladt i første omgang for at hente træ for bræne var ordnede og kaminen brændte på fulde drøn.
Ahri var blevet set til og lå nu i Ancalagons seng med varme lagner og en meget varm pelsdyne, eller det var vel efterhånden blevet mere Ancalagons og Ahris seng da de efterhånden har sovet sammen i den seng i snart over en måned.
Med Ancalagon i sit normale vikingeudstyr, sad han hver dag ved siden af sengen hvor hun lå og forlod ikke hendes side, hverken for mad eller vand.
Rogan havde fået fixet hende og givet hende næring og væske til at få energi nok til at kunne overleve da hendes krop var blevet meget svag, hvilket gjorde at Rogan lærte noget om Ahri som hun gik og holdt hemmelig eller måske ikke en gang vidste havde i sin mave og Rogan havde ingen idé om hvordan han skulle få sagt det til Ancalagon, han vidste ikke en gang hvordan Ancalagon ville reagere og med Ahri bevistløs, var det nok bedst at vente med at fortælle det.
Det gav også pludselig meget bedre mening for Rogan efter han havde fundet ud af det som Ahri bar på og som voksede i hendes mave.
Ancalagon var døssede hen med et krus med vand i og den ene albue hvilede på sengekanten og knugede næve med hovedet hvilende på knorgeren.
Rollo og Erik var ikke til at se, Rogan sad og læste mens Arne sad og holdt ilden kørende, dog havde de masser af træ for resten af vinteren, så træ ville ikke være et problem lige forløbigt.

Da hun endelig vågnede op, lå Ancalagon ved hendes side. sovende med et kros i hans hånd, og hovedet gemt væk i sin arm. Hendes øre rejste sig en smule, hvor det ene faldt ned. H vad var dette, var hun virkelig kommet tilbage til gruppen? Hun rystede en smule, hvor hun lagde en hånd på sin pande. Det gjorde ondt, smertefuldt var det, næste gang burde hun ikke bruge sit hoved til at smadre et vindue med. Et lille smil formede sig på de fyldige læber, hvor hun kørte sin hånd over hans ene kind. Han virkede så fredfuld når han sov, lyden af knitren fra bålet var så beroligende.
Hun trådte langsomt ud af sengen, stadigvæk iført en skide lolilta kjole, mens hun begav sig over til bålet. Jorden var kold for hendes fødder, mens luften var fyldt med varme, fra bålet. Det var underligt at være tilbage, på trods af at have været væk i så lang tid. Hendes håb havde også forladt hende, til hun så Ancalagon. dog havde hun troet at det bare var en drøm, hvor hendes store ønske blev opfyldt hun var blevet reddet endnu engang, en eller anden dag burde hun redde Ancalagon. siden deres første møde, havde hun ikke været til andet end besvær for ham.
Hun gik med tunge skridt mod ilden, sine hænder var lagt over kors. For at ligge pres på maven, hun havde ondt i maven, samt hovedet. Efter få skridt mod ilden, faldt hun om på stedet, hvor et bump lød, da hendes lille krop faldt til jorden, med håret der dækkede hendes ansigt. Det lå spredt, det kul sorte lange hår.

Lige i det at Ahri væltede ned på gulvet, dog faldt hun på et stort pels gulvtæppe som de var begyndt at placere rundt omkring, eller de havde fået fat på et ved at skinde en bjørn og bruge dens skind ved kaminen.
Vågnede Ancalagon op da han hørte bumpede i et sæt og satte sig op og kiggede ned på sin seng men så ingen Ahri i den?! Åh nej..
Ancalagon så bag så og var næsten i frygt for at der var sket hende noget og var over hos hende med det samme og vendte hende rundt i sine arme og fjernede håret fra hendes ansigt mens han holdt om hende tæt.
"Ahri..? Ahri..? ROGAN!!" Råbte han da han ikke fik svar tilbage og den ældre herre ved navnet Rogan kom nærmest spænende ind fra det andet rum med at rodet og var endda lige ved at tippe og få overbelance men nåede da i et stykke over til Ancalagon og Ahri.
"Hun må havde faldet, kom løft hende hen i din seng igen, men denne gang læg dig ned og varm hende med din krops varme" fortalte Rogan og Ancalagon gjorde som Rogan fortalte ham så Ahri nu lå varmt i Ancalagons arme mens Rogan brugte noget af sit lyttelægeudstyr for at lytte efter om der var noget slemt.
"Hun har brug for mere nærrig Ancalagon, hendes temperatur er slet ikke høj nok til at være ude af det kritiske" Fortalte Rogan Ancalagon og rejste sig med det samme og hentede en bakke med varm fiskesuppe, hvor Ancalagon tog skeen og fik lirkede skeen lidt ind i hendes mund uden brug af tvang og langsomt hældte han suppen i hende så den kunne varme hende og sprede sig.
Da der ikke var mere suppe svang han den varme skinddyne over dem og lukkede alt form for kulde ude.
Det sidste Rogan fortalte Ancalagon var at Ahri skulle hvile sig og slappe af og at han skulle holde øje med hende og hvis det blev værre måtte han kalde på ham igen.
Ancalagon nikkede bare og kiggede så ned på Ahri og et lille trist smil formede sig kort på hans læber og strøg sin hånd hen over hendes bløde fine kind og holdt om hende og slap hende ikke igen.

Hun følte sig så svag, aldrig havde hun følt sig så svag og dårlig. Alting kørte rundt og kvalmen var hele tiden over hende, hun kunne ikke helt holde til noget. Var hun syg, eller var det slagende i hovedet der gjorde hende omtåget? Hun kunne smage suppen, der langsomt gled ned. Hvor hun derefter vende sig om på siden, lagde en hånd på Ancalagons brystkasse og lagde sig så tæt indtil ham, som overhovedet muligt. Hendes hale lå langs deres kroppe, mens ørene hang en smule.
Der gik omkring tre dage, hvor hun ikke lavede andet end at sove. Hun havde feber en af dagene, hvor hun meget af tiden kastede op. Hun kunne ikke engang holde til lugten af mad, hvor hun tit forsøgte at rejse sig. men var for svimmel til at gøre noget overhovedet, først den tredje dag, var hun ved at blive frisk. Hun vågnede tidligt og kærtegnede Ancalagons kind, når han sov. Samtid med at hun var begyndt at kunne gå rundt i grotten, hun befandt sig dog hele tiden i nærheden af Ancalagon.
Hvilket gjorde det svært for dem at få mad om vinteren, da Ahri heletiden ville gå med Ancalagon, når han skulle fange mad. Plus det at hun ikke kunne klare lugten af mad, med så god en lugte sans var det næsten umuligt at spise i grotten, uden hun ville vide det.
Hendes humør skiftede tit, nogle gange var hun glad og løb rundt. Hvor hun derefter endte i et humør, hvor hun nærmest sad og græd i et hjørne uden nogle grunde. Hendes konstante kvalmer, fik hende også til at svimle rundt mange af gangene. Hun var også arrig, hvilket fik hende til at bide Ancalagon, når han drak med gruppen, hvor hun følte sig udenfor. Bed hun ham bare, eller skubbede ham ned af stolen. Alt for at få hans opmærksomhed!
Det tog dog ingentid for Ahri, før hun sov ved kaminen, hvilket var det eneste sted man kunne placere hende. hvor hun med det samme, ville falde i søvn.

En af dagene, var en snestorm begyndt udenfor, alting var uklart og vinden var kold. Alting virkede som et kaos udenfor i skoven, mens kulden var så stor at ilden havde svært ved at holde dem varme. Ahri sad meget i Ancalagons skød, tæt ved bålet med et tæppe omkring dem begge. Hvor hun rystede en del, stirrede ind i ilden og pustede ned i hænderne når det blev for koldt, for de små hænder.
Lyden af pige fnider lød ved indgangen, hvor et par tøser var kommet indenfor. Sneestormen havde drevet dem ind i den nærmeste grotte, hvor de var omkring fire tøser, som ikke lavede andet end at brokke sig over sneen. Snakkede om at stedet her måtte være deres tilholdssted, indtil stormen forsvandt. Kvinderne var kønne, måske en smule for kønne. Tæt på at være en incubus race, men noget ved deres bevægelser sagde noget andet. Incubuser havde normalt en meget sikker måde at gå på, mens disse var mere rolige og almindelige. Måske bare et par dæmoner, som søgte ly for stormen. De havde ikke engang lagt mærke til gruppen, ej heller ilden der var længere inde. Da sneen havde deres opmærksomhed, de stod roligt og børstede sneen af deres tøj, hvor en af dem lavede noget af det om til en snebold og kastede den i hovedet på de andre. Hvor en kæk latter lød, de virkede rar nok.
Ahri løftede hovedet ved lyden af de ukendte stemmer, hvor hun drejede sig en smule. Løftede sine øre og hale, og placerede sine hænder på Ancalagons lår. Hvor hun kiggede om bag ham.

Ancalagon var konstant vågen i alt den tid som Ahri havde det skidt, var de længeste dage han havde holdt sig vågen, hele tiden holde øje med Ahri, give hende jævnlig med næring og væske så hun kunne få det bedre, selv om hun ikke kunne spise noget eller drikke, fik han hende til at drikke suppe, dog uden at bruge nogen form for tvang da han ikke ville tvinge hende, det havde hun oplevet nok af i en levealder.
Selv da Ahri viste tegn på at få det bedre og endda begynde og virke mere frisk kunne hun pludselig vende sig 360 grader og bare sætte sig ned og tude.
Ancalagon kom selvfølgelig med det samme for at trøste hende og holde om hende og blev ved med at spørgere hvad der var galt hver gang, hele hendes konstante humør svingninger var meget forvirrende for ham og var aldrig noget han havde oplevede hos andre tøser han havde mødt.
Dog holdt det ham ikke fra at opgive hende, kunne han aldrig finde på, Ahri var hans mage og han ville aldrig forlade hende eller opgive hende.
Det gjorde det heller ikke bedre at Ahri ikke forlod Ancalagons side stortset og med en underlig trang til at få kvalme over lugten af mad, blev spisetider meget forskellige.
Dog slap Ahri ikke for mad, selv om hun blev dårlig af bare lugten, hvilket fik Ancalagon til at give hende rødder som ikke lugtede og gav nok næring dog smagte det ikke af særlig meget men var spiseligt.
De sværeste tider med hendes humør skifte var bestemt de tidspunkter hvor hun mente at han åbenbart ikke gav hende nok opmærksomhed og bare skubbede ham ned af sin stol med mjød over det hele. Rollo, som den drukken kriger grinte hver gang da det så enorm komisk ud og endte til selv med at vælte af sin egen stol fordi han næsten hoppede på sin stol af bare latter.
Og så var der de ubydende gæster som en dag tilfældigt fandt hen til grotten begrund af en heftig snestorm udenfor, de havde heller ikke kunne skaffe ekstra mad til senere og havde kun lige nok til resten af ugen.
Den unge friske fnisen fik Ancalagon selv til at kigge over på tøserne samtidig med Ahri og var ikke helt sikker på om han drømmede eller om han var vågen da han mente at han havde fortalt Rollo og Erik til at skubbe den store sten foran indgangen da vinden susede lige igennem grotten nogle gange da den yderste dør havde set bedre dage.
Arne tittede endda hovedet frem fra det andet rum og kiggede med et hævede øjenbryn da han undrede sig over hvem fanden der fniste som tøser og gjorde store øjne da det var 4 unge piger som stod og legede med sneen de havde trukket med ind, dog smeltede sneen ret hurtigt da det var godt varmt i rummet.
Lidt efter kom resten fra gruppen ind for at se hvad eller hvem der havde fniset i grotten og pludselig stod Rollo i sin muskeløse overkrop med en økse de brugte til at hugge brænde med over skulderen med Erik i sin stof/pels frakke med ærmerne rullede op da han havde ret blodige hænder og hjorten Arne havde skudt inden snestormen tog til og kiggede på de 4 tøser som pludselig lagde mærke til omgivelserne og det at der stod 3 voksne mænd og to af dem godt lækre og det var nærmest som nogle robotter som slog flirt knappen til, for uden varelse gik de straks igang med at virke meget interessere i Erik og Rollo.
Rogan var ikke lige til at se og var sikkert igang med at læse i en bog, hvilket betød at han ikke havde lyst til at blive forstyrrede med mindre absolut nødvendig.
Ancalagon hævede et øjenbryn og blev nød til at finde ud af hvem de var, for det så ud til at de andre derover havde mere travlt med at glo på tøsernes kroppe og former.
"Jeg tilbage om lidt mis" fortalte han Ahri og kyssede hende på panden og kravlede ud men lagde det varme tæppe over Ahri og strøg hendes kinds med sine fingre og vandrede derover og stod så med armene lagt over kors.
"Hvem er i og hvad vil i her?" Spurgte han ude videre og havde nok lydt lidt kold, men han havde altså en mage at tage sig af og havde ikke tid til små nymfer komme og distrahere dem alle.
Pigerne kiggede på Ancalagon og man skulle nærmest tro at han havde været en magnet over for piger, for det var over Ancalagon og stod nu nærmest og befamlede hans overkrop og føre den ene sjofle kommentar efter den anden og hans øjne så de vist ikke ud til at være stødt over.
Da Ancalagon stod med ryggen til Ahri kunne hun ikke se hans ansigt og kun tøserne som gik igang med den helt store flirting, men Ancalagon bare stod i få sekunder og ikke lige fattede hvad der skete mens de andre fra gruppen selv stod lidt og kiggede med hævede øjenbryn.