leave the poor las alone! //Erzsébeth Florka//

Hun sukkede irriteret, hun ville ønske hun for gangs skyld bare var i stand til at forsvarer sig selv. Hvis hun var stærk og i stand til at kunne forsvarer sig selv, var hun ikke slave mere og hvis hun ikke var slave mere, havde hun ikke lagt som en sæk kartofler over Sajros skulder. hun bed tænderne hårdt sammen, han havde været sindssygt smart. Hun ville lige meget hvad hun gjord ikke kunne komme væk fra ham. Han havde givet folk opfattelsen af hu havde fået ny herre, og hun havde blot reagerede som en hver anden slave. Så det gik slet ikke op for dem at han faktisk var i gang med at tage hende med, for at frisætte hende.

Hun kæmpede videre, på et eller andet tidspunkt måtte han da slippe hende? Hun bed og slog. Men intet så ud til at virke, for han rullede bare med hans skuldre, og sagde han var blevet bidt værre? og ovenikøbet morede hun ham en smule? hvis det var tilfældet skulle hun da ikke holde sig tilbage? Ikke fordi hun gjord det? Men… hun rystede på hovedet og begyndte at tænke sig om. Den straf hun ventede sig blev værre, for hvert minut der gik. Så hun skulle tænke hurtigt. Han måtte have noget våben på sig? Hun viste der var risiko for at stikke ham ned… men hun kunne jo prøve? Straffen kunne da ikke blive værre, end hvis hun slet ikke kom tilbage? Hun bed sig i læben, og begyndte at lede. Hun viste godt det så dumt ud, og det mere virkede som hun tog på ham. Men den mand måtte jo have et eller andet på sig? ”Jeg vil ikke med, til det paradis du snakker om. Jeg er hvor jeg hører til! ” knurrede hun og søgt videre. Hun blev dog forhindret da han løftede hendes hoved en anelse og rødmede da hun hørte hvad han hviskede. Hun blev musestille og helt gispede dag han strammede grebet endnu mere.

Hun blev så flov over han kommenterede hendes krop, hun kunne ikke finde ud af hvorfor. Men det var mærkeligt. ”Min herre kan lide min krop! og han er den eneste jeg skal elske! Ikke en eller anden fremmede!! ” skreg hun irriteret. ” slip mig nu!!! Jeg vil ned! Og hjem!!”

Da han grinte gik det op for hende hun have afsløret sin plan, hvilket var sindssygt dum!? Men hun tænkte sig ikke om længere, men bare skreg næsten hvad der falde hende ind, blot i håbet om han blot slippe hende. Men det virkede ikke..
Hun kunne lugt at havet var utroligt tæt på, og lyden af vandet der var lige ved siden af hende bekræftede teorien. Hun vred sig igen. Hendes hals gjord ondt pga. af alt skrigeriet, og hun kunne mærke hun var ved at blive afkræftet. Men det behøvede han ikke at vide! Hvis hun prøvede længe nok, kunne det jo være hun slap? Selvom den teori efterhånden var ved slippe op. ” Vel kan jeg så! Jeg er den bedste svømmer og har en super god sporing sans. ” hun kunne hører på sin egen løgn den ikke være særlig god til at lyve. Faktisk havde hun aldrig været særlig god til sådan noget. Hun havde altid været dårlig til at lyde, hvilket også bragte hende i fedtefadet, nærmest hver dag. men folk kunne bare hurtigt regne det ud.

Sandheden var hun altså ikke kunne, svømme. Det havde hun aldrig kunne, det var ikke noget hun havde lært. Det var det smarte ved at have haft en slave siden barnsben. På den måde forhindrede de dem i at lærer at svømme, og derfor ville de have svære ved at stikke af til søs. Hun kunne ikke udelukke hun ville give det et forsøg, hvis han satte hende ned. Straffen ville blive lige så frygtelig som at dø af vand? Eller hvad? Hun viste det ikke. Men det var forsøget værd
” sæt mig nu ned! Vil de ikke nok!...” spurgte hun hviskende.

Han havde trukket på skuldrende af hendes ord hvis det ikke havde været fordi hun havde lagt på hans skulder. Hun var stædig det måtte han give hende, han var dog stadig sikker på at det bare var en form for tilvænning der var sket grundet for lang tid som slave. Han forstod ikke hvordan det kunne ske for nogen, han vidste bare at det betød at han ikke havde andet valg end at sætte hende fri imod hendes "vilje", selvom han jo også troede på at hun i virkeligheden gerne ville have hendes frihed. Ellers skulle hun nok lære at værdsætte den når hun engang fik smagt den.

Han klappede hende på hovedet med den anden hånd end den han holdte hende mod skulderen med, mens han begyndte at gå henover landgangsbroen til skibet. Det var ikke et stort skib og ville nok ikke være den mest komfortable rejse, men det var ikke vigtigt på nuværende tidspunkt. Alting handlede for ham bare om at få hende af øen. Hun måtte da blive mere samarbejdsvillig når hun engang slap af øen? Der kunne hun måske indse at hun ikke skulle frygte hendes herres vrede ret meget længere? Han fik igen hans mund tæt på hendes øre for at hviske til hende som svar.
"Men ville det ikke være rare at blive elsket igen, istedet for en som bare udnytter dig og din krop? En der tænker på hvordan du har det?" kom det lavt som et spørgsmål til hendes kommentar om at hun kun skulle elske hendes herre og at han kunne lide hendes krop. Han havde også rystet en smule på hovedet af de ord inden han havde svaret hende igen.

Han grinede en smule af hendes forsøg på en løgn, det var tydeligt jo at det var en løgn. Han gik hen til den ende af skibet der var længst fra havnen og satte sig der ned, hvor han så hev hende ned at sidde på hans skød, hvor han stadig holdte armene om hende i et ret så stramt greb. Nu ville han blot sidde og vente på at skibet ville sejle afsted. Så snart de var kommet langt ud ville han da også slippe hende.
"Så nu er du sat ned? Var det alt de havde af ønsker fra mig?" sagde han med et drillende smil og stemme. Det var jo ikke løgn da han havde sat hende på hans skød. Matroserne på skibet var begyndt at øre sejl klar og de havde tøjret skibet frit. Hvis hun skulle "reddes" skulle det til at gå stærkt da der ikke ville gå længe før de ville blive stødt fra. Men umiddelbart lod der ikke til at være nogen der havde stillet spørgsmål ved det der skete, de fleste troede nok bare at hun var en uartig slave som skulle hjem og have sin straf.

Hun kunne høre den hule lyde af trin på landgangsbroen, og mærke hvor håbet for komme fri fra sajro, stille og roligt forsvandt fra hendes sind. Hun kunne mærke hendes krop give op, også selvom de ikke en gang var kommet afsted endnu. Hun sukkede og rullede sine blinde øjne af ham da han klappede hende på hovedet. ”jeg en slave.. ikke dyr …” knurrede hun irriteret og fjernede et hår der irriterede hende.

Hun lyttede uvillig til hans hvisken og fnøs. ”Ha, det skulle komme fra person der fik børn med sin bedste veninde.. ” knurrede hun. Det var ondt sagt, det viste hun godt. Men hun var så sur og ked af det. Hendes krop brændte sådan. Det var psykisk smertefuldt for hende at han havde tvunget hende med sådan? Hun stod til at miste arme og ben fordi han ville lege helt. Tårerne samlede sig og hendes angst strejfede hende.

Hvad skulle hun gøre? Folk ville ikke lytte til hende! Når hun for en gangs skyld, står i situation hvor hun ikke prøver at flygte, men komme tilbage til sin herre for at undgå for meget tæsk. Opfatter folk hende som en uartig slave?! Hun begyndte at snøfte. Hun havde lyst til at skrige op og bare flå ham i stumper og stykker. Men det eneste hun kunne gøre var bare og ligge over hans dumme skulder og bare gør ingen ting? Hun bed tænderne hårdt sammen igen og prøvede at stoppe med at græde. Hun var så sur! Han havde været så forbandet sød! Og nu ..

Hun blev endnu mere sur da han grinte af hende. Han havde et dejligt grin, men forbande ham langt væk, at sætte hende i denne situation. Hun gispede forskrækket da hun blev trukket ned på hans skød. Nu sad hun i hans varme favn, som på alle måder havde været så meget mere dejligt hvis det ikke var fordi hun var blevet kidnappet. Hun vred sig og skreg hun ikke vil med. Men alt det blev hurtigt blev blot til gråd og uforståelig ord. Hun var angst, vred og ked af det. Hun kunne ikke lide denne har situation, men hun måtte indse at hun kunne intet gøre ind blot at græde, og håbe lidt medgang. Hendes ord blev til hulken og der gik ikke langtid før hendes krop blev for træt til at vride sig og kæmpe mod hans umenneskelige styrke.

” jeg ville ikke med…” græd hun stille og lagde sig ind til ham. hun rystede til af udmattelse og angst. Hendes stemme var blevet hæs og hendes kinder var plaskvåde af tårer. ”du så ond sajro…” græd hun og lagde sine små hænder på hans arm. ” undskyld for de hårde ord…” hviskede hun hulkende som den forbandede halve engel hun nu bestod, kunne hun ikke leve med at svine folk til. Lige meget hvor onde de var mod hende, og hvor meget skade de påførte hende. Så tilgav hun dem altid. *alle mennesker gemmer på noget godt Erz, inderst inde..* havde hendes far altid sagt. Det var store ord fra en dæmon af hans slags. Men det var det der havde fået ham til at forelske sig i hendes mor.

Hun lukkede sine øjne og græd videre. Det blev ikke den værste dag i hendes liv, men det blev i hvert fald aldrig glemt..

Da hun sagde det med at det skulle komme fra ham rystede han bare på hovedet af hende. Men hendes ord om at hun ikke havde været et dyr havde dog fået ham til at klappe i, fordi det ikke var hans intention at behandle hende som hverken dyr eller slave. Men det med at han havde fået børn så han ikke som en slem ting, han var der da stadig for børnene og han holdte da også af hende, han ville blot ikke være bundet til hende, grundet alt det rod hun havde i hendes liv, som han godt nok også mest havde hørt om efter de havde haft sex.
"Du burde ikke snakke om ting du virkeligt ikke kender alting om... Nogen kunne blive sårede eller sure over det." hans stemme var for første gang oprigtigt kold og følelsesløs, grundet det faktisk havde været en ret så træls kommentar at få. Han vidste godt at han kunne få hende til at hade ham igennem dette, men han havde ikke sinde at lade det stoppe ham. Han troede inderligt på at han gjorde det rigtige for hende i sidste ende.

Han mærkede hvordan hun til sidst gav op, hvilket skete samtidigt med at båden begyndte at sejle. Han mærkede også hvordan hun lænede sig ind mod ham. Det overraskede ham meget fordi han ikke var sikker på om hun var glad for hvad han gjorde, eller om hun virkeligt hadede ham. hendes ord om at han var ond var også med til at skabe et kraftigt virvar i hans hoved fordi han altid havde svært ved at se sig selv som en god person. Det eneste gode han havde gjort i hans liv var vel at dræbe Sakrefs højre hånd... Faktisk det meste han havde gjort i hans liv var at dræbe. Han lagde sit hoved henover hendes, så hun blev gemt ind mod hans hals, mens han blot strammede grebet lidt om hende, men mest for at trykke hende ind mod ham da hun selv havde søgt det jo.
"Jeg ved det, men sådan er det vel når man er skabt som en race som næsten ikke kender andet end vold, kamp og drab." sagde han stille, ingen tvivl om at hendes ord havde ramt ham. Alle folk havde vel deres svage punkter hvilket også var derfor han bare rystede på hovedet af hende da hun undskyldte. "Nej nej du har ret, jeg skulle have kunnet styre mig med min veninde, og jeg burde kunne styre min vrede og dyret." sagde han bare mens han holdte hende ind mod sig. Hvis hun ikke kæmpede imod mere ville han løsne grebet nok til at hun kunne komme fri når skibet engang var en mil ude fra havnen.

Han havde ret, hun burde ikke udtale sig om noget hun ikke kende til. Men hvis ikke måtte udtale sig om ting hun ikke havde forstand på, så kunne hun slet ikke sige noget. Hun havde ikke forstand på noget, følelser, hvordan man snakkede og opførte sig. hvordan man overlevede en grusom verden? Hun havde lukket af for alt i hele sit liv. Hun husker slet ikke hvornår hun sidst have sagt så meget som hun havde den dag. hendes hulken blev små snøft.

Hun kunne mærke havde sat fra land, hendes hjerte bankede hurtigt af den adrenalin der blev pumpet ud i hendes krop. Hun havde mest af alt lyst til at kæmpe videre, komme fri, sprænge ned i vandet. Men hun gjord det ikke, hun ville ikke mere. Hendes krop var træt, og hun måtte indse, at hun ikke fik sin vilje. Hun trykkede sig endnu mere indtil ham, som en killing der gjord sig klar til drømmeland. Hun lyttede til han sagde. Hun viste hun havde såret ham, hun kunne hører det på hans tonefald. Hun sukkede irriteret, hvorfor har man medlidenhed med en som kidnapper en … okay .. han kidnapper hende ikke… han redder hende. Selvom hun ikke vil indrømme det, så er det det han gør. Men .. efterhånden er det med at blive reddet bare ikke så fristende mere. ” ingen er skabt til at dræbe” hviskede hun træt, og lyttede til hans hjerterytme. Hun havde drejet ansigt til siden så hun låg med øret tæt ved hans bryst. Det skabte ens hvis ro i kroppen, på hende. Det lagde en lille dæmper på hendes trang til at stikke af. ” alle er skabt til noget godt, det er miljøet der dømmer dem til at være dem de er. ” hun trak vejret dybt. ” Derfor er det vigtigt at være sig selv tro, og huske på den personen man i virkeligheden er, og lader sig blevet farvet af sine omgivelser, samt ikke pådrage sig den rolle de giver dig. ”

Hun kunne mærke hun blev døsig af alt den varme han gav hende, men hun ville ikke sove. Det ikke aften, hun har ikke fået ordre på det.. ” fordi det ikke den person du er.. ” mumlede hun træt og gned sine øjne. Hun var ikke rigtig selv klar over hvad hun sagde, hun remsede egentligt bare noget op hun kunne huske et eller andet sted fra. Desuden kunne han vel være ligeglad, han fik sin vilje… så

Et træt smil dannede sig på hendes læber. ”Du giver et dyr i fangenskab ret?” et opgivne musestille grin forlod hendes læber ”Jeg er en hjernevasket slave, der sidde i din favn, og venter på at det sekund du slipper mig, vil jeg stikke af hoppe i vandet og tage tilbage til min herre…” hun gabte kort ” er jeg en man burde give ret? ” spurgte hun undrende og tvang sine øjne åben.

Inderst inde var det nok godt nok hun blev reddet. Men det var bare ikke gået op for hende endnu. Det skete nok heller ikke foreløbigt.

Det sjove var jo at de historier han havde hørt om guderne der havde skabt varulvene, jo lige netop havde skabt dem med det formål at være dræbere. Men hun havde vel et eller andet sted ret i at det var miljøet der skabte en istedet, og for ham var han blevet en dræber, da hans første jobs havde været som lejesoldat og lejemorder. Men det var vel egentligt ligemeget at snakke om nu, hun havde ret men det var ikke noget han behøvede sige fordi nogle gange brugte han sin race som undskyldning for det han havde gjort, og andre gange indså han at det bare var alt han kendte til.

"Du gør intet af det, du er for træt til det, hvis du hopper i vandet så ender du med at drukne. Hvis jeg da ikke når at indhente dig først." sagde han med en rolig stemme, samtidigt med at han løsnede grebet, sådan at hun kunne styrer hvordan de sad lidt mere. Eller stikke af hvis hun virkeligt havde tænkt sig at gøre noget så dumt. Da han løsnede sit greb om hende faldt hans hænder ned og lagde mere eller mindre mod hendes skød istedet for at lægge rundt om hendes liv.

"Og at du er en slave, eller tilfangetagen dyr, betyder ikke at du ikke kan have ret i de ting du siger?" kom det rolige spørgsmål fra ham. Han håbede virkeligt ikke at hun havde tænkt sig at hoppe i vandet fordi det ville blot gøre det så meget mere besværligt for dem begge. Han ville ikke lade hende svømme i land, så han ville være nød til at hoppe i efter hende, og det ville blot betyde at de begge ville ende med at have vådt tøj. Måske det endda ville betyde at hun ville ende med at fryse. Han håbede virkeligt hun bare ville blive siddende.
"Sæt dig nu bare godt til rette, og slap af, der er en lang rejse forude... Hvad vil du så gøre når vi når frem?" han spurgte hende trods han forventede stærkt at hendes svar ville være noget i stil med at hun ville forsøge at flygte fra ham igen. Han håbede virkeligt at han kunne få hende overbevist om at hun kunne klare sig selv, eller at det ville være bedre for hende at bo hos ham. Hvor hun da ville få lov til at gøre som det passede hende.

Erzsébet rynkede lidt utilfreds på næsen. ” jeg er da ikke træt … jeg er bare … udmattet” mumlede hun mellem sine gab. ”frisk som en fisk.. bare vent og se..” hun var træt. Men hun kæmpede for at holde sig vågen. Snart ville han sikkert give op og lade hende flygte.. selvom det så igen bare ville ende med hun blev taget.. Tanken gjord hende endnu mere træt. ”synd du ikke er halv kat.. så havde jeg måske klarede mig…” mumlede hun.

True story.. hvis han havde været halv kat, var der chance for han var bange for vand. så havde hun chancen for at stikke af. Hun sukkede og drejede sit hoved uroligt fra side til side. Hun ville ikke sove, hun skulle flygte… måske.. måske kunne hun bare sove, bare en lille smule. Hendes øjne blev ved med at falde i og hun gryntede sur. ” baarrh ..slaver har ikke meget at skulle have sagt, og de fleste livserfaringer jeg har, har du vist allerede besluttet dig for er forkert… eller sad vi jo ikke her.” mindede hun ham om og smilede kort.

Hun kunne mærke han løsnede grebet om hende, og tanken var egentligt hun skulle flygte. Men han var så varm, og hendes krop ville adlyde. Hun sukkede. ” jeg stikker af i morgen når jeg vågner…” mumlede hun træt og puttede sig op af ham i stedet. Hun elskede varme, det havde hun altid gjort. Men der var ikke meget varme i små kælderrum, så hun havde vende sig til kulden. ” lige nu… vil min krop ikke adlyde …” hun lagde om på siden og trak bene op til sit bryst. Ligesom fosterstilling, blot siddende og med Sajro til at læne sig op af. ” så varm… ” hviskede hun og kunne mærke hun døsede stille og roligt hen. ” så træt …” hun kæmpede med at holde sig vågen. Bare lidt i endnu, det kunne jo være hun fandt energi.

”når vi kommer i land? Hmm.” mumlede hun. Hun prøvede at tænke klart, men til sidst lod hun bare søvnen svarer for hende ” sove.. sove… og flyve hele vejen til smukke, plukke drømmeland..” sagde hun og døsede hen i sine drømme. Fyldt med en mærkelig form for tryghed og varme.

Han rystede bare på hovedet af hende hvilket nok kun kunne mærkes som en mild rysten gennem hans krop. Det var så meget en løgn at hun ikke var træt, men det var hun nok også godt selv klar over, og hun forsøgte nok heller ikke at overbevise ham om at det ikke var løgn. Det andet hun sagde med at han nok ikke troede på ret mange af hendes livserfaringer var derimod meget sandt. Men trods det ville han gerne holde så god en stemning mellem dem og det var også derfor han kom med en drillende kommentar omkring det med at slaver ikke havde meget at skulle have sagt.

"Men du har hverken noget for eller i din mund, så du kan da sagtens tale alt det du vil? Som du beviste da du lagde på min skulder?" blev det sagt med en drillende toneleje, fordi det hele var ret underligt, hende der skældte ham ud men alligevel blev hun liggende op af ham, og hun virkede faktisk til at være glad for at lægge op af ham på den måde. Alting ved dette var bare meget meget underligt syntes han.

"Du stikker af? Du virker ellers meget glad for at lægge op af mig?" sagde han med den samme drillende stemme, som han hjalp hende med at krølle lidt sammen ind mod ham. Han havde selv brug for en smule søvn. Men han kunne ikke sove på den måde de sad lige nu. Så han ville blot vente. Han kunne do gikke hold et gab tilbage som de begge sad der og var trætte.

Han grinede af hende svar, træt var hun med garanti. Han kunne ikke holde sin egen træthed tilbage længe hvilket var derfor han rullede dem begge ned af siddepladsen sådan at han lagde på siden og holdte hende mod hans bryst så hun kunne få noget varme og han kunne sikre sig at hun ikke bare stak af sådan uden videre. "Kan forestille mig du gerne ville have en blød seng at sove i så, når vi når frem hvis du gerne vil sove?" var det sidste han sagde inden han mærkede sig selv døse hen og stramme grebet en smule om hende.

Hun havde godt bemærket hans rysten, men hun ville ikke kommenter på det. De var som dag og nat de to. Så på mange punkter ville de nok aldrig komme til enighed. Hun rystede blot på hovedet af ham af træthed, han skulle være glad for hun var opbygget som hun var. Ellers havde hun givet ham en slag der ville kunne mærkes resten af hans liv.

Som slavehandler og ejer måtte man jo på en eller måde sikre sin sikkerhed, for slaver kunne blive meget aggressive og oprørske. Desuden skulle man oveni også sikre at slaverne ikke vil kunne flygte så langt eller være stærk nok til at slå dem ned. Så man havde forskellige måder til at sørger for at de ting aldrig skete. Det kunne gøres på mange måder, udsultning, klippe akillessenen, straffe, bedøvelse, osv. I hendes tilfælde var bedøvelse og udsultning, den metode de havde brugt allermest. Så hun blev udsultet, så hun præcis ikke havde nok næring i kroppen til at producer energi, så hun kunne gøre modstand i længere tid af gangen. Desuden havde hendes krop vendt sig til at hver gang hun blev sur, gik kroppen i dvale, fordi hun gang på gang havde fået bedøvelse når hun blev tosset og for meget ude af kontrol. Så hun lukkede automatisk ned. Hvorfor hun valgte at lægge sig op af mand hun intet vil have med at gøre… var nok mest af dovenskab… og hvis hun så havde prøvet at flytte sig, havde hun jo nok heller ikke fået lov.

Hun gryntede utilfreds over hans drilske kommentar over hvor hun låg. Han skulle bare vide det heller ikke var helt frivilligt. Man hun lod ham leve i den tro at hun havde overgivet sig, jo bedre og nemmer blev det for hende næste dag. Desuden, behøvede han da heller ikke vide han havde en utrolig dejlig aura, der til trak hende meget. På den måde, hun følte sig tryg. Hun smilte lidt over hun ikke var den eneste der var døsig, så lidt havde turen da påvirket ham? Den store kriger kunne blive træt. Endnu en fordel, for så var der ingen der holde øje.
Hun beklagede sig lidt, da han rykkede rundt på dem. Men det var ikke noget der hev hende ud af drømmeland. Hun lagde sig ubevist mere ind til ham og skjulte sit ansigt i hans bryst.

Drømmen startede fint, de sædvanlige gode minder omkring hende og hendes far, hvor de legede og gyngede. Dansede ved stranden og sang. Men det begyndte at slå over i nogle mere mærke drømme, sådan nogle trælse nogen hvor man bliver bange og urolig.. lyder og stemmer af folk der råbte af hende lød omkring hende. Angsten bumpede ud i hendes krop. Tilråb kom hist og pist fra. Hun vende ansigtet fra side til side, og hun kunne mærke hvordan lænkerne omkring hendes ankler og hendes hænder gjord det svært for hende at bevæge sig ordentlig lidt. Hun pev panisk, prøvede at finde ud hvad alt det handlede om. EN gennem trængende mørkstemme dæmpede folkene omkring hende og derefter læste op at hun blev dømt for at have flygtet fra sin herre, og taget penge fra ham til egen brug. Hun prøvede at skrige og benægte. Men hun kunne ikke. Hun prøvede men der kunne ingen lyd ud af hendes mund. Hun blev spurgt om hun erkendte sig skyldig, men heller ikke her kunne hun besvarer. Hun kunne mærke hvordan frygten for straffen bumpede rundt i hende. Hun kun mærke hun blev tvunget ned på knæ, og noget varmet nærmer sig hendes forvejen blinde øjne. De ville fjerne alt der var kønt ved hende, og lade hende lide den ene smertefulde tortur ting efter den anden. Alt sammen for at statuer et eksempel, for alle andre. Hun skreg og hun kæmpede imod men der skete intet. Hun var som lammet!? hun kunne hører folks håne råb og tilkald. Hvordan det morede dem at se hende lide.
Hun kunne mærke hvordan de tog fat i hendes tunge, og mærke hvor metallet lige hurtigt strejfede for at marker hvor de skar af.

Hun slog øjne rædselslagende op, og gispede stille. *bare en træls drøm erz..* tænkte hun og tørrede sin svedige pande. Hun prøvede at få kontrol over sin vejrtrækning, og huske hvor hun befandt sig. noget med en båd? …. Hun mærkede noget varmt foran sig.  ” sajro..” mumlede hun og tænkte sig lidt om med sammenkneben øjne. I det hun kom i tanke om det slog hun øjne op og skulle til at skubbe til ham, da hun kom i tanke om det nok ikke var en god ide. Hun måtte udtænke hvordan hun kom væk fra uden at vække ham. Hun låg lidt og tænkte. Hun viste ikke om han var vågn. Hun kunne ikke rigtigt bedømme sådan noget, men hun regnede ikke med det når han var ligeså træt som hende selv. Hun låg lidt og smilte da en plan sneg sig frem.

Hun begyndte af lave nogle små ryk, og krympe sig lidt sammen. Ligesom hvis man skulle brække sig, hun lavede nogle små suropstødslyde. ” sajro… jeg skal kaste op…” løg hun og håbede han ville vågne op og slippe hende. Fordi på den måde kunne hun komme i nærheden af rælingen på båden. ” sajro… please slip, jeg skal kaste op….” beklagede hun sig igen og prøvede at virke så søsyg som muligt.
Dette burde virke, ellers måtte hun finde noget at forsvarer sig selv med. Hun kende ham ikke! Og han skulle ikke tro hun bare var en der gav op. Selvom han egentligt prøvede at hjælpe hende..Men hun vil ikke hjælpes ! eller … nej! Det ville hun ikke ! hun klarede sig fint selv så … ERZ you got this. … ”sajro…”

Sajro havde haft en meget hændelsesfri nat, ingen drømme at snakke om eller tænke på så da han blev vækket af en lav stemme var han relativt frisk. Dog var han ikke frisk nok til at fornemme at hun løj for ham på trods af hvor dårlig hun stadig var til at live. Men så igen hendes sure opstod og krampebevægelser hjalp også med at få det hele til at virke mere oprigtigt. Det tog ham dog stadig lidt tid før han fik sluppet hende helt, og da han havde sluppet hende nikkede han bare et for at sige at han forstod, på trods af at hun var blind.

"Ja selvfølgelig, lad mig give dig en hånd så." sagde han venligt, som han hjalp hende over til rællingen, og så holdte han hendes hår samlet og bag hendes hoved sådan at hun ikke ved et uheld kom til at få bræk i håret, da det ville være ret så ærgeligt. Så kunne han lige så godt dyppe hende hoved først i havet. Han blev bare stående med et løst greb i hendes hår for at hjælpe hende og ventede på at hun blev færdig med at kaste op. "Hvis jeg forstod rigtigt i går, burde der ikke være alt for mange timer til at vi er fremme." sagde han med et smil på læberne. Han glædede sig selv til at komme tilbage til fastlandet, og et sted hen hvor der var mange flere skove at bevæge sig rundt i. Og gå på jagt i.

"Har du egentligt været på fastlandet før? Eller har du altid været fanget i blodhavet?" spurgte han hende forsigtigt. Han havde ikke nogn anelse om at hun havde haft planer om at forsøge at stikke af da han troede på at hun bare gerne ville have muligheden for at kaste op, og at hun så måske bare havde været heldig nok til at kvalmen var gået væk da hun nåede hen til rællingen. Han vidste ikke hvad han mere skulle sige til hende, men han slap dog hendes hår da hun virkede til alligevel ikke at kaste op. Han satte sig ned på rællingen med ryggen mod havet og fronten ind mod midten af båden. "Der er nu noget behageligt over havet hvad? Så roigt og stille? Altså udover hvis man har søsyge selvfølgelig." det sidste blev sagt med et grin og en smule undskyldende da han jo havde sagt det første uden at tænke på at det nok ikke var så fedt at være på en båd hvis man havde det skidt. Sajro virkede relativt frisk, men det var mest fordi hun havde vækket ham. Han havde levet et liv på flugt, så når man vågnede skulle man helst vågne helt.

Hun kom til at smile lidt da det lykkes hende at vække ham, og overbevise ham om at hun skulle kaste op. Hun blev lidt stolt over hun kunne lyve så godt!! Hun kom i tanke om hun burde spille videre, eller virkede det hele helt mindre overbevisende. Hun fjernede smilet og lavede en brækfornemmelse til, og var i gang med at fjerne sig fra ham da han løsnede grebet. Hun troede i et kort øjeblik han ville lade hende gå selv, og derfor så hun chancen for at flygte.. men da han så ville hjælpe hende, skulle hun til at protester. Hun ville for det første ikke have hjælp, fordi så kunne hun ikke stikke af. For det andet, kunne han jo bare sove videre? Hun ville bare have ham til at løsne grebet omkring hende. Men inden hun nåede at sige noget, kom hun i tanke om det ville vække mistanke…

Hun nikkede som tak, i stedet og lod ham hjælpe hende over til rælingen. Hun var ikke van til folk hjalp hende så meget? Det var lidt mærkeligt? Hun var van til at klare sig selv, så det undrede hende lidt at han holde hendes hår. Hun ved hovedet undrende mod ham før hun bukkede sig udover kanten og lod som hun prøvede at kaste op. Men faktisk panikkede hun lidt, hun skulle jo ikke brække sig… eller det skulle hun ikke før. Nu hvor hun stod op blev hun ret utilpas. Båden den gyngede lidt, og gav hende kvalme. Hun lyttede til hvad han sagde omkring, de snart ville ankomme til fastlandet. De måtte være langt væk så? Hun bed sig lidt i læben. Ville hun kunne svømme så langt? Var hun overhovedet i stand til at svømme? Hun måtte give det et forsøg..

Hun stod lidt og lidt vandets brusensen og tænkte lidt over hans spørgsmål. Hun havde egentligt ikke tænkte over hvor hun havde været, de normalt fragtet afsted i nogle indelukket vogne, eller trukket afsted. Hun var aldrig rigtigt psykisk tilstede når hun skiftede ejer, men hun havde da været på fastlandet … havde hun ikke? Hun stod lidt og tænkte. Uden af at sige noget. Da han slap hendes hår og hun kunne mærke hans øjne ikke var fæstnet på hende, vende hun sig om og hoppede op på rælingen og drejede sig så hun sad med bene ud over rælingen og fronten ud mod havet. Hun prøvede at virke så naturlig i sine bevægelser, så han ikke fattede mistanke. ” øhmmm, måske?” mumlede hun og kørte fingerende igennem håret. ”Jeg har været mange steder efterhånden, så jeg tænker ikke rigtigt over hvor jeg befinder mig..” sukkede hun.

Hun sad og prøvede at samle mod til at hoppe i vandet. Hun tøvede meget, for selvom hun gerne ville flygte, var der noget der holde hende tilbage. Hun kunne ikke finde ud af om det var frygten for at drukne eller fordi Sajro havde fået overbevist hende om at hun ikke skulle tage tilbage. hun strammede grebet om rælingen og lyttede til bølgerne der slog båden. hun lyttede ikke voldsomt meget til hvad han sagde. Kun nogle små bider såsom roligt, stille? Noget med havet vist?
Hun trak vejret dybt ind og indåndede den saltede lugt af havvand. Hun kunne ikke få sig selv til det.. hun kunne ikke hoppe i. Hun skulle til vende sig om og sætte fødderne på jorden igen. Da en stor bølge slog ind mod skibet og hun tippede overbords. Et forskrækket gisp forlod hendes læber og hun mærkede hvordan hun bare faldt bagover. Det hele gik for hurtigt til hun kunne nå at skrige, før hun blev omfavnet af det isnende kolde vand.

Hun plaskede med armene og prøvede at komme op til overfladen. Af ren panik prøvede hun på at trække vejret undervandet, hvilket blot fik hende til hoste, og skabte endnu grund til at prøve på at nå over fladen. Hun hostede og mere vand kom ind. Hun kæmpede med arme og ben, men hun ville bare ikke komme nogle vejene! Hun prøvede igen, men hver gang trak hun mere og mere vand ind. Hun kunne mærke hvordan hun langsomt kvaltes, og hun døsede stille og roligt hen.

Han smilede bare som svar på at hun ikke rigtigt vidste om hun havde været der. Nu fik hun da muligheden for at komme dertil og faktisk opleve hvordan nogle af dens områder var. Selvom hun var blind var der steder som Emerald Forest der virkeligt var værd at besøge duftene og lydene i det område var helt fantastiske. Sajro kom til at dagdrømme sig selv en smule tilbage til de gange han havde været i den jungle. Det havde været nogle fantastiske oplevelser på trods af at det var ret varmt der.

"Der er nogle steder der er virkeligt værd at besøge. Nogle steder hvor duftende er helt fantastiske." sagde han med et stort smil og en glad stemme. Der var noget behageligt ved at sidde der på rællingen med hende, han troede jo ikke på at hun ville hoppe over bord. Så da det skete at hun faldt ned blev han overrasket, og han kunne se hvordan hun plaskede for at holde sig over. Han var nød til at hoppe i hurtigt efter hende.

"STOP BÅDEN!" råbte han mens han hev han smed hans tøj hurtigt, selvom han var nøgen var det ikke noget han tænkte over, besætningen var mænd, hun var blind og han var ikke den blufærdige type. Det ville være svært at redde hende hvis han selv blev tynget meget ned af hans tøj. Han hoppede så i vandet efter hende. Hun var ikke nået langt fra båden, så det tog ham blot et på kraftige tag før han nåede hen til hende, og lagde den ene arm omkring livet på hende lige under hendes bryst. Han hev hende så ind til sig så han havde fuldt styr på hende. "Okay, ikke noget med at sidde på rællinger?" sagde han med en drillende flabet stemme, som han lagde sig om på ryggen med hende over sig på brystet, og han begyndte så at svømme hen mod skibet igen. Det var ikke så heldigt fordi båden tog meget lang tid om at stoppe, men de så da ud til at være igang med at stoppe nu. Han blev bare ved med at svømme hen mod skibet, fordi det ville være skidt hvis de begge blev i det kolde vand for længe. Han havde lidt en fordel ved at være naturligt varm, men det var stadig tydeligtvis koldt vand som godt kunne blive farligt hvis de var i for længe. Han forsøgte derfor bare at svømme hen til skibet så hurtigt han kunne.

Det sidste Sajro sagde fik hun ikke fat i før hun ramte vandets overflade. Det hele var gået så hurtigt, og hun havde ikke nået at tænke før hun låg under vand. Det isne kolde og dødstille vand. hun kunne mærke hendes krop prøvede at varme kroppen op ved at ryste helt vildt. Men det virkede ikke, vandet havde lagt sig som en dyne om hende, og fik hende til blive udmattet og træt. Hun havde ikke energi til dette, hun havde ikke fået noget at spise, kroppen havde intet at arbejde med. Hun var så godt som fortabt! Det her var slet ikke som hun havde planlagt det! Hun fortrød! Hun ville ikke hoppe over bord?! Hvorfor skulle hun udsættes for dette? Var det fordi hun tog det forkerte valg at lade være? Tankerne fløj rundt i hovedet på hende. Hun kunne hører et højt råb oppe fra overfladen et sted. Hun kunne ikke hører hvad der blev råbt, men det var vel også lige meget nu ikke? Hun stod ikke til at kunne reddes. hun et bare luftbobler forlod hendes mund og hun lukkede sine blinde øjne i. Vandet bid ikke så meget som det havde gjort, hun kunne faktisk slet ikke mærke hun befandt sig undervand.

Vandet blev uroligt omkring hende, og noget utroligt varmet greb hende om livet. Hendes lukket øjne åbnede sig en lille smule, men blev tvunget i igen da det salte vand irriterede hendes øjne. Hendes krop blev presset roligt ind mod en andens utrolige varme krop. Hendes krop begynde at ryste igen, og for at kabe varme. Da hun nåede overfladen, fik den friske luft hende til at gispe efter vejret. Som så førte til hun hoste vand op fra lungerne. Hun begynde at hoste voldsomt, men kun lidt vand kom helt op og ud af hendes mund. Hun kunne ikke i den position de låg i få fri adgang til at lukke vandet ud af lungerne. Hun hostede kraftigt og følte hun blev halv kvalt i vandet. Normalt ville man gå i panik, fordi døden låg lige om hjørnet og det var ubehagelig osv. Men … hendes hoved mod hans brystkasse, hvor et bankende hjerte fik hende til falde til ro, og så den beroligende tilstand hun kom i. En behagelig søvn, der fik alt smerte til at forsvinde… det var så dejligt at, hun egentligt ønskede denne dø. Denne frihed hun kun få, og behagelige søvn. Hun ville have den. Hun ville ikke tilbage til en frygtelig verden, hun ville sove. Sove helt ind, møde sin far, se sin mor.

Hun kunne intet sige pga. alt den hoste, så hun prøvede i stedet med de få kræfter hun havde tilbage at skubbe hans arm væk fra livet. Som tegn på han bare skulle give slip g lade hende dø. Han skulle ikke bekymre sig om hende, og teorien for han sit ønske om hendes frihed. Hun ville så have ønsket hun var i stand til a sige ordentligt farvel og tak for at få hende fri. For selvom hun ikke turde at indrømme det, ønskede hun lidt den frihed. Hvis hun genopstod, ville hun finde ham og sige tak. Det skulle være hendes mission. Men først skulle hun få sin evige søvn. Hun hostede igen og lidt vand væltede ned fra hendes blålæber og lage hovedet til siden af udmattelse. Hendes hænder prøvede en sidste gang at fjernehans arm før hun døsede hen for anden gangen af udmattelse.

Han mærked hende være ved at rygge ved hans ene arm og han anede ikke hvad det skulle til for, men han sørgede i hvert fald for at holde fast om hende sådan at han ikke på noget tidspunkt så meget som var i nærheden af at slippe hende. Det ville være et spild at være hoppet i vandet hvis han så blot kom til at tabe hende og lade hende drukne alligevel. Han fik hende vendt lidt rundt sådan at han stadig lagde på ryggen, men hun havde brystet ned af og burde bedre kunne komme af med vandet, hvilket også var tydeligt da der ret hurtigt kom noget vand ud af hendes mund. Han rystede på hovedet af hende.

Han nåede efter noget tid skibet som han greb fast henover rællingen med den ene arm mens han stadig holdte om hende med den anden. Han fik hjælp af besætningen til at hive hende op, og derefter hev han sig selv op. Hun blev hurtigt lagt ned i båden hvor Sajro så tjekkede for at se om hendes hjerte stadig bankede og om hun stadig trak vejret. Hun lod dog bare til at være træt og udmattet. Da hun lod til at være bevidstløs men dog stadig i live, trækkende vejret og med bankende hjerte, så var det bare varmen hun skulle have igen. Der blev bragt dem begge nogle tæpper og noget stof til at tørre dem med. Sajro tørrede først sig selv og derefter tog han hendes tøj af og tørrede så hende. Han satte sig så ned med hende, hvor han svøbte et tæppe omkring dem begge, sådan at hun kunne få godt af hans egen kropsvarme.

Sådan blev han så ellers bare siddende indtil hun vågnede eller hvis hun begyndte at gøre tegn på at hun ikke længe trak vejret eller havde et bankene hjerte. Hvilket var derfor han sad med hans fingre mod hendes håndled hvor han kunne mærke for puls, og han bare regelmæssigt mærkede efter at hun trak vejret.

En kvindes stemme fyldes hendes hoved. Hun hørte den tit når hun var ked af det, og alene eller når hun havde brug for hjælp. Hendes far havde fortalt hende, da hun var yngre at hun rummede sin mors sjæl. På den måde var hun altid i sikkerhed og aldrig alene. ”Erz… Erz?” stemmen var så blid og behagelig. Faldt ro når hun snakkede, og det fik hendes til at længdes mere efter at komme op ved siden af hendes mor. Så hun kunne hører den til evigtid. ”Erz, du er nød til at vågne op.” – ” men hvad hvis jeg ikke vil? Jeg vil være fri mor, jeg vil være sammen med dig!.” hun ville ikke vågne ikke, nu hvor hun var så tæt på sin frihed! ”Det ikke din tid endnu, vågn og lad Sajro hjælpe.. han vil dig det gode. ” – ”Mor please! Jeg vil være hos dig!” Hvorfor måtte hun ikke få fred! Hvorfor skulle hun forblive på denne jord! ” Erz vågn”- ”please mor jeg vil ikke.”

Hendes hjerterytme faldt, der resulterede i at puls også faldt. Hendes vejrtrækning stoppede pga. alt væsken der ikke var kommet ud. Hendes krop blev tung, og kold samt ligbleg. Hun kæmpede ikke i mod den døden. Hun havde ikke tænkt sig at vågne som hendes mor bad hende om. Ikke nu! Hun ville være hos hende om hun vil have det eller ej. Hun savnede hende. Hun havde intet familie, hun havde ingen at være hos, eller som vil tage sig af hende. Lige ud over Sajro.. men han var sikkert lige glad. Eller helt var han nok ikke. Sajro havde overrasket hende meget, den venlighed han havde udvist. Han vækkede nogle mærkelig følelser i hende, som var helt igennem fantastiske. Hvis det ikke var fordi hun var så ensom bange, følsom, samt havde traumer. Havde hun nok kæmpet imod døden og givet ham en chance. Men hun ville heller ikke skuffes, og blive ladt alene. Hun kunne ikke klare sig selv, og der var jo grund til hun blev solgt videre konstant. Ingen gad blinde mennesker! Så hvorfor prøve at leve, når ingen vil give hende en chance.

” Erz lyt nu til mig!” stemmen var mere bestemt denne gang. Men hun ville ikke lytte, det var sådan her det ville ende uanset hvad hun gjord. Så hun kunne lige så godt dø nu… ikke? Tankerne florerede igennem hende, omkring hvad der ville ske hvis hun døde. Det gjord ondt. Folk jo ikke skænke det en tanke? Folk ville jo bare være ligeglade? Hun ville ende på bunden af havet, som et mishandlet dyr. Glemt og aldrig husket? Hun kunne mærke hvordan hendes krop gav mere og mere op. Den eneste følelse hun havde i kroppen var sorg? Hun skulle dø i sorg, alene og forladt. Det hele var forsent nu, lige om lidt ville hun dø. Med den eneste følelse som var sorg. Hun havde håbet på glæde? Men nej. Hvad nu hvis hun slet ikke kom op til sin mor? Hvad hvis hun blot ente alene, og dømt til aldrig komme op i himlen?

” du skulle kæmpe imod erz…” –” undskyld mor…” hendes hjerte stoppede, og alt blev mørkt. Mørkt og stille. Intet lys, ingen himmel. Ingen der kom og hentede hende. Bare helt mørkt. Et skræmmende klam og ulækker mørke. Som hun nu fordi hun igen tog det forkert valg, var dømt til at leve i! tus mørke… Hvorfor lytter du ikke erz…

Sajro holdte fast i hende og forsøgte at få varme i hende, men det lod ikke til at det på nogen måde virkede, hun forblev blot mindst lige så kold som hun havde været lige inden han samlede hende op af vandet, måske var hun endda blevet koldere. Det var først da han mærkede hendes puls forsvinde helt at han begyndte at bande over sig selv. Over at han selvfølgelig ikke havde tænkt på at hun skulle have været vækket sådan at hun kunne få vandet ud af lungerne. Så da han nu sad med hende uden at hendes puls slog måtte han jo forsøge at få hendes hjerte igang igen og hende vækket så hun kunne få vandet ud af kroppen.

"Kom så vågn op! Du dør ikke!" han sagde det meget højt som han viklede dem begge ud af tæppet og lagde hende ned på ryggen hvor han begyndte at give hende hjertemassage, ikke meget tanke gik gennem hans hoved udover cirka hvor det var han skulle trykke og i hvilket tempo og hvilken styrke. han gjorde hvad han kunne for at være forsigtig og ikke trykke alt for hårdt.
Imens han pumpede hendes hjerte afbrød han det fra tid til anden for at forsøge at puste liv i hende, som han havde lært man skulle.
Sørgede for at lukke for hendes næse som han forsøgte at puste luft ned i hendes lunger for at få gang i dem igen.

"Kom så... Du kan godt! Jeg tror på at du kan!" hans stemme var febrilsk, han ville ikke kunne se sig selv i øjnene hvis han havde ladet hende dø. Fordi hvis hun døde nu var det jo hans skyld. Ham der ikke havde reddet hende fra druknedøden ordentligt, samt at hun ikke havde været ude på havet hvis det ikke havde været for ham overhovedet. Han fortsatte blot med at forsøge at få liv i hende igen, da han ikke havde tænkt sig at give op før det virkede helt umuligt. Så længe havde hun jo ikke været væk, det burde været muligt!

”Erz.....kæmp..” stemmen var tilbage, men forsvandt lige så hurtigt som den var kommet. Der gik noget tid og så kom den igen ”erz… kæmp…” Kæmp for hvad? Hun var forvirret? ” du får en chance til erz… brug den fornuftigt..” – ” jeg forstår ikke?” hun kunne tænke igen? En smerte brede sig i hendes brystkasse. blev hun straffet? Hvad skete der? Hun forstod intet?

Længere kunne hun nå at tænkte før hun mærker noget der pustede luft ned i hendes lunger, og som fik sat en reaktion i gang i hendes krop, som nærmest pressede alt vand op fra lungerne ud. En febrilsk stemme lød i hendes øregange og voldsom trykken fik hende til bevidsthed for en kort stund. Hun kunne mærke den klamme følelse af vandet der pressede sig op igennem hendes luftrør og ud væltede ud igennem hendes mund. Hun hostede kraftigt da vandet var på vej tilbage igen. Hun lage hovedet til siden så vandet kom ordentligt ud igen, og men indefor kort tid døsede hun hen igen og pulsen faldt hurtigt. ” erz kæmp… ” hun var stadig forvirret, hun kunne i finde ud af hvad der skete. hun gispede da hun mærkede den samme smerte som før. Det var en hårdt og ubehageligt tryk. Som fik hende i kort varigt bevidsthed

*det nu du skal kæmpe erz* tænkte hun og prøvede at åbne sine øjne lidt. Hun mærkede det hårdt tryk igen, og begynde at pive af smerte. Hun var bange… hun ville ikke ned i mørket igen. det var ubehageligt. Lige meget hvem eller hvad der påførte hende smerten skulle blive ved. Hun ville fortrække den smerte til hver en tid. hun kunne mærke tårerne der fylde hende tørrer øjne og fugtede dem og hendes kinder. Hun rystede igen af kulde og angst. Det hele havde været så ubehageligt og det gjord ondt over alt. Hun havde kvalme og hovedpine. Hun var svimmel, og træt. Men hun var bange for at falde i søvn for tænk hvis hun ikke vågnede igen? hun gispede lidt og hostede. Små pine fulde peben kom fra hende, imens hun kæmpede med sin angst og smerte. ” Sajro please… hjælp mig! ” hviskede hun ” jeg vil ikke tilbage i mørket…” hun prøvede at føle efter ham, men havde ikke så mange kræfter, så hun gav op. ” sajro…” beklagede hun sig og drejede sit hoved besværet fra side til side. ” please..”

Han sukkede dybt da der endeligt kom en reaktion for hende, men da hun så forsvandt igen sørgede han for at blive ved. aldrig i livet, han var så tæt på nu skulle han nok få hende i live! Han troede på sig selv da han kunne se hvor tæt han var kommet på at lykkes, så da hun endeligt åbnede munden for at snakke, så han ned på hende, og stoppede med at pumpe hendes hjerte, og istedet lagde han tog fingre mod hendes pulsåre ved halsen for at sikre sig at hun virkeligt var i live, og da han kunne mærke at hendes puls var blevet kraftig, om end meget hurtig var han ikke i tvivl. Han fik hende op at sidde så hurtigt så muligt, og greb hendes hånd som han så placerede på hans egen skulder.

"Jeg er lige her." sagde han roligt, som han tog tæppet han havde haft om dem tidligere og svang det om skuldrende på hende. Han viklede hende dog ikke ind i det da han gerne ville have at hun vågnede nok til selv at kunne gøre det. Han sendte hende et smil igen, på trods af at hun ikke kunne se det. Endnu engang tænkte han på hvor ondt han havde hende over at hun ikke kunne se den verden der var omkring hende. Han ville egentligt gerne spørge ind til det, men det kunne vente, det var måske ikke det bedste at snakke om med en person der lige havde været ved at dø.

"Bare rolig, du skal ikke der tilbage." sagde han med en rolig stemme og lagde sine hænder på hendes skuldre, og hvis hun lod ham så ville han trække hende ind til sig igen. Fordi hun havde stadig brug for varmen. Han ville så lægge sine arme om hende, og pakke tæppet rundt om dem begge to. Lige nu var det ham fuldstændigt irellevant at ingen af dem havde tøj på, det der var vigtigt var at give hende varmen.

Det gentagende kraftige tryk i der blev placeret mod hendes brystkasse forsvandt. I stedet kunne hun nu mærke noget varmt trykke stille ind mod hendes hals. Hun skar lidt ansigt af det, da det var ubehageligt, og mærkeligt. Da hun kom op og sidde blev hun ekstra meget svimmel og fik kvalme. Men hun prøvede at ignorer det, fordi hun var bange for at døse hen. Hendes hånd blev placeret på hans skulder, som var bar? Hun var musestille, og bed sig i læben af forvirring. Hans stemme, gav en behagelig genklang i hendes hoved. Imens hun lyttede til hans stemme og åndedræt, bevægede hun sin hånd med en stille blid bevægelse hen af hans skulder, og forsigtigt kærtegnede hver lille runding, sene, ud af bulende knogler eller muskler, som kunne befinde sig på hans skulder. Hun følte hans varme bløde hud, mod sin bare kolde hud, og kunne føle hvert enkelte lille ar.

Hun havde sat fascineret, og følte på ham. Hun havde aldrig rørt en anden person, på den måde. Det var mærkeligt, og spændene. Så det optog hende lidt. Da han så bevægede sig for at give hende tæppe på stoppede hun og tog sin hånd til sig. Hun hostede lidt, og ruskede lidt i våde uglet hår. Hun måtte ligne noget katten havde slæbt ind. Hun hostede igen og trak tæppet om sig. Hun havde slet ikke bemærket hun var klædt af, så da han gjord tegn til at ville trække hende ind til sig lod hun ham blot gøre det, fordi hun frøs virkelig. Først da hende bare ryg kom i kontakt med hans bare mave og bryst, gik det op for hende, at HAN ikke havde sin tøj på. Hun slog øjne chokeret op, og sad musestille. Hvis han ikke havde tøj. Hun mærkede på sig selv og kunne mærke hun blev helt ekstrem varm i sine kinder. ”Du ikke tøj på.. ?” hviskede hun. Hun sad længe og forstod ikke helt, hvorfor de ikke havde tøj på. ” jeg har ikke tøj.... på…?” mumlede hun.

Det hele blev lige pludseligt så pinligt, og hun viste ikke hvad hun skulle gøre. Det kunne jo ikke passe han havde tøj på lidt for lidt siden? Ikke? Hun drejede sig og lagde en hånd på hans brystkasse. hun mærkede lidt på ham, dog mindre grundigt i forhold til det hun gjord ved skulderen. Men igen blev hun ubevist fascineret, og hendes berøringer blev mere kærtegne og undersøgende. ” du havde en jakke på før….” mumlede hun og mærkede videre på hans brystkasse, og roligt bevægende hun hånden ned ad. Hvor hun studerede alt på hans bryst og mave. Følte hans varme, og hans hud. Fulde hvert et ar fra start til slut, hvis der var nogen. Sad næsten musestille og bare rørte. Aldrig havde hun prøvet at mærke en anden person før. Hun måtte aldrig rør nogen, og det her tilfælde var det heller ikke sikkert hun måtte, men hun kunne ikke lade værre. Hun bevægede sig længere ned, men stoppede så, da hun kom i tanke om hvad der kunne være længer ned. Hun blev helt rød i hovedet og trak hånden til sig. ” du har ikke noget tøj på ...” mumlede hun flovt og dækkede sine bryster til ved at ligge armene overkors.

Han blev en smule overrasket over hendes måde at føle på ham på, og havde det ikke været fordi han var som han var, og at hun havde været tæt på at dø havde han måske også stoppe hende. Han rystede lidt i kroppen da hun undersøgte hans skulder fordi hun ramte det område af hans skulder og hals region som var dækket i et enkelt stort ar fra den gang han var blevet bidt af sin forbærer som gjorde ham til varulv. Han smilede bare da hun sagde det med at de ikke havde tøj på. "Nej det har vi ikke, fordi du har brug for varmen." sagde han med et roligt smil om læberne og en alvorlig stemme.

da hun drejede sig rundt ville han til at trække hende ind til sig igen, men han nåede ikke at gøre noget før hun begyndte at føle på hans krop. Til at starte med var det meget uskyldigt og Sajro så ingen grund til at stoppe hende, men så småt som hun gjorde det nåede hendes hænder længere og længere ned. Hvilket ikke var så godt fordi det var faktisk utroligt rart. Han rykkede sig en smule, men heldigvis stoppede hun inden hun nåede langt nok ned til at mærke effekten af hendes berøring på hans krop. Hvilket også var grunden til at han ikke havde stoppet hende, han ville ikke skræmme hende væk eller tro hun som sådan gjorde noget forkert. "Nej vi har ikke tøj på, fordi vi har begge været i vandet, og dit tøj var pladdervådt så jeg tog det af. Og jeg kan bedre varme dig hvis der ikke er stof i mellem os." sagde han igen alvorligt, men han var tæt på at grine da han godt selv vidste hvordan det måske kunne lyde, men det stoppede ham ikke. Da hun dækkede hendes bryster drejede han hende rundt og trak hendes ryg ind mods hans bryst igen. Sørgede dog for at effekten fra hendes tidligere berøringer ikke kunne mærkes for tydeligt, medmindre hun bevægede sig for meget.

Erz havde bemærket han havde rystet under hendes berøring omkring skulderen, men hun havde forsat fordi det kæmpe ar havde fanget hendes interesse. Men hun stoppede dog efter noget tid, da han havde nævnt at det var fordi de havde brug for varme. Hun svarede ham dog ikke på det, og opfattede vist heller ikke rigtigt hvad han sagde, før det blev nævnt for anden gang. Dog mere detaljeret.

Han havde rykket sig en smule, hvilket hun hurtigt opfattede point i. Hun var så flov og blev helt genert over at have rørt ved ham. Hun så væk og prøvede at skjule sin krop endnu mere. Men det blev svært da han trak hende ind til sig og et lille forskrækket gisp slap hendes læber. Hun kunne nu igen mærke hans bare hud mod sin. Han var så varm, og det brænde nærmeste mod hende kolde hud, på en behagelig måde. Hun bed i sin under læbe og rystede en smule. Hun var ikke bange, hun frøs bare en smule og så var der en mærkelig følelse i kroppen hun ikke lige viste hvor kom fra. ” men… men…. ” stammede hun og viste ikke rigtigt hvordan hun skulle forhold sig til situationen. Hun sad nøgen, op af en nøgen mand… hvordan skulle hun .. hun kunne ikke lige finde ud af det.

Hun viste dog godt hun nok ikke havde noget valg, af den årsag han nok ikke lige ville lade hende tage sit plaskvåde tøj på, i hvertfald ikke frivilligt. Udover det var hun nok dsv. Heller ikke i stand til lige at rejse sig op, så hun kunne lige så godt sætte sig til rette? Hvis man kunne sige det? Hun sukkede opgivende og rykkede sig i stedet tætter indtil ham. Hun sad lidt uroligt i noget tid for at finde den bedste mulige måde at sidde på. Først prøvede hun at sidde lidt længer op af ham, og derefter prøvede hun lidt længer nede af. Sådan rykkede hun sig og op ned af ham, er par gange før hun fandt en mellem og mere behagelig position. Hvor hun kunne have sit hoved mod hans bryst, og lytte til hans hjerte.

Hun rynkede lidt på næsen og kiggede lidt op mod ham. ” er du syg?” spurgte hun hviskende og bekymret.” dit hjerte pumper hurtigere ind normalt? Men du har en tung og langsom vejrtrækning? Er du okay?” hun kunne også tage fejl? Hun kende ham jo ikke, men hun syntes bare ikke at det plejede at være sådan? Nu låg hun jo så heller ikke op at samtlige mennesker hun lige havde mødt. Hendes hjerte pumpede jo selv hurtigt, hvorfor det gjord det anede hun ikke. Det var nok en bivirkning af vågne fra den trælse søvn. Men han havde da ikke sovet? Havde han? Det kunne også være han bare skulle falde til ro…efter at have hentet hende i vandet? Hun havde været i vandet… hun kunne stadig ikke helt huske hvad der var sket… det irriterede hende lidt.. men det var ikke relevant lige nu..

Han tyssede på hende da hun begyndte at sige men, fordi der var ikke noget men her. Hun skulle have varmen, og dette var den bedste måde for det. Problemet kom så selvfølgelig når de engang nåede i land, hvilket vist ikke skulle tage meget mere end en time. Hvilket altid var en god ting da dette at sidde sådan her med hende var ved at blive en smule akavet grundet hvordan hun bevægede sig. Hun var ikke så bekendt med at det ikke var så smart når man var tæt på nogen der var nøgen? Han forsøgte virkeligt ikke at reagere på det, men det var svært især da hun ligesom godt fangede at hans hjerterytme og underdræt havde ændret sig. Kroppen var altid så svær at få til at lyve, og han vidste godt at han ikke kunne lyve om det, så han måtte finde en måde at tale udenom det på.

"Nej nej jeg er skam ikke syg." sagde han med et roligt smil, mens han stadig holdte hende tæt, især nu hvor hun var stoppet med at bevæge sig, så hun heller ikke bare begyndte igen. "Jeg skal bare lige slappe af, det har været ret så stressende de ting der er sket siden du faldt i vandet." han ville ikke lyve direkte så han forsøgte bare at få hende til at tro at det skyldtes at han havde hevet hende op af vandet og derefter reddet hendes liv. Han forsøgte derefter også at dreje samtalen hen på noget andet, han kendte jo stadig ikke hendes navn.

"Forresten, nu hvor vi ikke har noget bedre at snakke om, må jeg så få lov til at høre dit navn?" spurgte han hende med en rolig stemme, da det havde været ret så besværligt at tale med hende når han ikke kunne bruge hendes navn. Det var underligt at skulle tænke på hende som slave, hende, hun eller lignende. Eller nogle gange tænkte han jo også bare på hende som den blinde kvinde, eller blinde pige. Og det var jo ikke helt dækkende over hvad hun i virkeligheden var.

Hun sænket sit hovedet da han tyssede på hende. Det bekræftede blot at hun ikke havde noget valg, selvom det var grænseoverskridende. Hun trak på skuldrene over hans forklaring på hvorfor hans hjerterytme var så høj. Hun havde ikke opfattet det var en løgn, for så naiv som hun var troede hun på ham. Det havde hendes mor bedt hende om, så måtte hun stole på han ikke løg for hende. Hun lagde hovedet ind til hans bryst igen og lyttede til rytme, og hans vejrtrækning, som hun fandt beroligende. Hun var lidt flov over hun havde påvirket ham så kraftigt. Men hun havde jo prøvet på at få ham til at droppe de redning, han ville jo så bare ikke lytte. Hun sukkede kort og ville egentlig gerne rykke lidt på sig igen. men hun var hold rimelig godt fast. Så hun måtte leve med positionen hun sad i og prøve at samle så meget varme som muligt.

Hun rynkede lidt forvirret på næsen, da han drejede samtalen over på hendes navn. Hun sad lidt tænkte. Havde hun virkelig ikke fået det sagt? Han havde jo spurgt før? Hun tænkte lidt tilbage og kom i tanke om hun havde flygtet, og havde muligvis forhindret ham i at få fat i den del. Hun sad lidt stille, og tænkte over hedes navn. Det var langt tid siden hun havde brugt det. Hun blev letter frustreret fordi det eneste hun lige hun kunne huske var Erz. ” øhm mit navn…” mumlede hun og prøvede at komme i tanke om det. Hun bed sig i læben og prøvede virkelig at huske det. ” Erz…. Erz….” mumlede hun tænkende. Hun lukkede øjne og tænkte længer og længer tilbage og prøvede at huske et sted hvor hun havde brugt sit navn. Blot for huske hvad hun alverden hed. Hun var så vantil Slave, pige, eller du der. Så hun havde efterhånden glemt det. ” Erzse… Erzsè… ” det var lige på tungen. ” Erzsébet! ” hun smilede træt og åndede lettet op. ” Erzsébet sir.” hun var glad for hun ikke havde glemt det helt, hun havde stadig noget tilbage fra hendes gamle liv, som ikke var gået tabt. Det eneste hun havde tilbage fra sin mor og far, samt kunne forbinde hende til dem, var hendes navn. Alt andet såsom smykker, tøj, instrumenter, bamser, osv. Var gået tabt. En slave måtte ikke eje noget selv. Så hendes navn betød alt for hende. Dog kunne hun ikke huske sit efternavn. Men det var vel også lige meget når hun havde sit fornavn.

” når vi skal i land, må jeg vel godt få mit tøj på igen?” hun havde ikke tænkte sig at gå nøgen rundt, det var akavet nok i forvejen. Så hun regnede stærkt med at få tøj på, og hvis han ikke brød sig om det, så gjord hun det alligevel. Hun skulle ikke dele sin krop mere med ham en højst nødvendigt. Hun brød sig i det hele taget ikke om at vise sin krop frem. Hun følte sig beskidt og klam. Samt alle de ar hun havde, gjord det ikke bedre. ” ikke fordi du har meget at skulle have sagt… omkring det i hvert fald” mumlede hun og trak lidt på skuldrene.

Han sad roligt og lyttede til hende da hun begyndte at finde ud af hvad det var hun hed. det var ærgeligt at hun ikke havde hendes navn så meget brugt at hun kunne fortælle ham det med det samme. Det var også rart at se at hun forstod at hun ikke skulle bevæge sig for meget. Det kunne bare ende galt for dem begge hvis hun altså fortsætte med at bevæge sig sådan. Han kiggede på hende da hun så endeligt fandt frem til hvad det var hun virkeligt hed.

"Erzebeth? Er det okay jeg bare nøjes med at kalde dig Erz?" han spurgte hende roligt, da han egentligt gerne ville have et noget kortere navn at bruge til hende end hendes fulde navn da det var ret så langt. Selvom det var et ganske kønt navn. Han blev ret overrasket over hendes spørgsmål, omkring om hun måtte tage hendes tøj på.
"Jeg håbede lidt på du ville tage min jakke, da dit eget tøj er meget vådt og en smule i stykker..." han sagde det undskyldende da han havde været nød til at flå hendes kjole op da han skulle have hende ud af det grundet hvor besværligt det ellers kunne være at få en bevidstløs person af tøjet.

"men nej havde ingen intention om at du skulle gå nøgen gennem byen. Ikke alle skal nyde synet jo." kom det mere flabet for ham for at skabe en lidt bedre stemning, men han mente det dog. Hun var udsultet og tynd, samt dækket i ar. Og ja det var måske ikke det kønneste, men trods det så hun ud til at have en flot figur, og med lidt mere mad at spise så kunne hun blive en rigtigt flot pige. og arene, var intet problem for ham det var blot noget der viste hun havde haft et ret så hårdt liv og det var jo noget mange kunne have, så det var ikke grimt i hans øjne.

"Vi er forresten fremme inden alt for længe." sagde han med et roligt smil. Han håbede hun var ved at have varmen, fordi på trods af der var noget rart over at sidde med hende, så havde det denne effekt på ham som kunne gøre det hele meget akavet, især hvis hun opdagede det.

”Erz er fint. Det kalde mine forældre mig altid, så det fint” sagde hun og smilede kort. Hun sad altså ikke særlig godt, hun brugte lidt kræfter på at rette måden hun sad på igen. For hun kunne ikke blive ved med at sidde som hun gjord. Hun rykkede på sig og satte sig tætter ind til ham og trak tæppet mere om dem.

” i stykker?” hun vende hovedet undrende op mod ham. ” har du revet den i stykker? ” hun spærrede øjne op og sad lidt og måbede. Det var det eneste tøj hun havde tilbage. nu havde hun jo ingen ting? ” jamen… ehmf…” hun sad lidt og tænkte. ”hvor meget i stykker?” hvis det ikke var revet i alt for mange små stykker kunne hun redde kjolen.

Flyttede sig lidt fra ham og tog sig til hovedet da hun blev vildt svimmel. Hendes krop var ikke kommet sig, det var hundred procent. Men de var snart i land og hun skulle ikke gå nøgen under en jakke. Så, hun begynde at føle efter den ødelagt kjole med den ene hånd og dækkede byster med den anden. ” muligvis kan jeg redde den, hvis hun altså ikke har flænset den. ” hun rykkede sig lidt mere væk fra, og blev endnu mere svimmel. Hun vældede forover så hun var nede på alle fire. Dog stadig med en hånd der dækkede for brystet. Så i teorien var det alle tre. Hun prøvede at få det hele til stå stille. Påtrods af hun ikke kunne se noget som helst, kørte mørket stadig rundt for hende. Hun fik kvalme og hovedpine. Hun havde ondt i brystet, og kunne mærke hun ikke havde voldsomt mange kræfter. Armen hun støttede med rystede voldsomt, så hun prøvede at sætte sig tilbage i oprejst position. Men det skete ikke ubesværet. ” please.. vil du ikke hjælpe sajro, jeg tror ikke rigtig min krop vil adlyde mig lige nu.” sagde hun og lagde sig ned på den kolde skibsgulv. hun var blevet meget varmer af at ligge op af Sajro, det var tydeligt. Hun frøs når hun var væk fra ham. Men hun var jo ligesom nød til at få tøj på, hun kunne jo ligge op af ham hele tiden.

Desuden var hun vantil til kulde, det var sådan en sigøjner ting og slave. Der levede man jo ikke ligefrem stedet hvor det var varmt, så efterhånden bed kulden ikke så voldsomt meget. Kun hvis hun havde fået varmen, hvilket var tilfældet her. ” den kjole er det eneste jeg har, så må jeg finde en eller anden løsning.” mumlede hun og lukkede øjne, i håbet om det hjalp på sin svimmelhed.