I can't talk about it...(Sakref)

Reine smilte og lyste nærmest op da Vincent gav ham lov til det og skyndte sig, at spise. Han var blevet god til, at spise maden med en gaffel, når han havde fået det skåret ud. Nogle gange røg noget ved siden af eller endte på bordet, hvor han så tog det med fingrene. Rafaela tog det ikke så tungt fordi han var jo kun et barn og han skulle jo lige lære det. Hun var faktisk overrasket over, hvor meget han egentlig kunne som 2 årig, men når hun så selv tænkte over hvad hendes far Sakref havde fortalt hende hvordan hun var i Reines alder undrede det hende faktisk ikke for hun havde også altid været meget hurtig til, at lære tingende når hun havde sat sig noget for. Emily sad bare stille og spiste sin mad stille og roligt. I hverdagen kunne man slet ikke mærke på hende, at hun blot var et menneske iblandt dæmoner og draconianere til hverdag. Hun passede bare ind som den stille og rolige pige.
Rafaela rørte næsten ikke maden, men spiste alligevel lidt. Mest for at det så ud som om hun spiste noget for børnenes skyld.
Da Makkadin rejste sig op for og fortælle det han havde, at sige vidste Rafaela ikke hvordan hun skulle reagere. Hun havde ikke ligefrem den bedste kontakt med resten af familien. Hun havde sådanset ikke set dem siden Reine blev født og det var ikke ligefrem nogen succes. Hun vidste dog med sikkerhed, at Luce, hendes biologiskemor var i sikkerhed for hun havde set hende en gang imellem siden hun kom til sin onkel og hun havde det godt selvom hun ikke havde noget, at give sig til siden Sakref forsvandt. Det eneste Sakref havde sikret inden han forsvandt var, at Luce havde et sted, at være fordi Luce var nemmere at passe ind med almindelige mennesker og andre væsner end de andre havde det.
Rafaela sagde overhoved ikke noget imens børnene var der, mest fordi hun ikke syntes de skulle blandes ind i hendes relation til hendes familie.
Da Emily var færdig med at spiste sagde hun tak for mad og tog sin tallerken og satte den hen ved vasken. Emily gik op på sit værelse og Reine kravlede ned fra sin stol og hev Vincent i ærmet for, at få ham med ud og lege "Gå du bare udenfor Reine, onkel Vincent kommer om lidt" sagde Rafaela sødt til Reine og han smilte stort og løb udenfor på terrasen og ventede på Vincent.
Rafaela kiggede på sin onkel med et underligt blik. Hun var ikke glad for, at hendes familie kom og hun syntes selv det hele var ret hårdt i forvejen. Hun rejste sig op og begyndte at tage af bordet "Jeg tager opvasken i aften" sagde hun stille.

Vincent vidste ikke hvad han skal sige til situationen. han kender ikke til resten af familien særligt meget. han har mødt dem en enkel gang eller to men han kender dem ikke som sådan. han forstod dog at de var i knibe og havde brug for hjælp.
"far har du så tænkt dig at gøre det som jeg tror du ville? købe den tomme grund ved siden af huset og bygge et gæstehus?" spurgte Vincent.
Makkadin nikkede "det var i hvert fald min plan men det kan ikke nå at blive bygget inden de kommer for de kommer imorgen aften. men vi kan få ordnet papirarbejdet med at få grunden og så finde plads til at de alle kan sove her indtil da." sagde Makkadin og hjalp til med opvasken.
Vincent nikkede forstående og gik ud til Reine for at lege med ham.
"kom her din lille bandit du sagde du ville ride på min ryg." sagde Vincent med et smil og satte sig på knæ så Reine kunne kravle op.

da Rafaela begyndte at tage af bordet og sagde hun ville tage opvasken alene var Makkadin ikke helt med.
"jeg hjælper dig med at tørre af. med alle de skader du har skal du ikke stå med arbejdet alene."
sagde han og hjalp til med at tømme bordet og gik ud til Rafaela i køkkenet og hjalp med at tørre opvasken op.
Victoria var imellemtiden gået igang med at vaske spisebordet.

der gik noget tid hvor der var stilhed før Makkadin sagde noget til sidst.
"jeg ved godt du ikke bryder dig om din familie min pige men jeg håber du kan se fra min side at de ikke har det nemt og de har behov for vores hjælp." sagde Makkadin med en rolig stemme. hans blik mod Rafaela.
han vidste godt hun ikke brød sig om sin familie men de var stadig familie og selvom hun hadede sin familie så ved Makkadin at hendes familie hader ikke hende.

Da Vincent var kommet ud til Reine hoppede han op på hans ryg og holdt fast om halsen på ham "Elsker dig onkel" sagde Reine sødt.

Rafaela vidste godt, at hendes onkel ville tale med hende da han sagde, at han nok skulle hjælpe med opvasken. Han vidste jo godt, hvordan Rafaela havde det med hendes familie. Man behøvede ikke at være særligt klog for, at vide det.
Hun vaskede op uden, at sige en lyd eller sige ham imod om, at han ville hjælpe hende pga hendes skader.
Hun stoppede med at vaske op og kiggede hen på sin onkel da han begyndte, at snakke om hendes familie. Hun trak vejret tungt og kiggede hen på ham "Det okay onkel. De har behov for hjælp, men hvor var de da jeg havde behov for min familie? Jeg kunne nøjes med, at få nærmest slukket for min hjerne istedet for, at arbejde med den største sorg en moder kan opleve. Sorgen blev bare større på grund af det. Ingen stod op før det nærmest var forsent. Jeg var ved, at skade Melvin, Zantanna og begå selvmord før far indså jeg havde det dårligt. Der var ikke nogen af dem der kommer som ville støtte mig jeg fik bare at vide Melvin sagde vi skulle lade dig være. Jeg har ikke set dem siden Reine blev født og det var heller ikke ligefrem et hyggeligt møde vel? Reine ved ikke hvem hans familie er udover jer 3 og han ser Vincent som sin onkel som er virkelig dejligt, men Vincent er jo ikke hans onkel det er Melvin, men han kender ham ikke" man kunne godt høre på Rafaela, at det gjorde ondt på hende, at snakke om det og der løb også nogle enkelte tårer ned af hendes kinder "Men for din skyld onkel skal jeg nok hjælpe dem selvom de ikke hjalp mig rigtigt" sagde hun stille og trak vejret tungt. Hun rystede lidt i hele kroppen dels pga vrede med også pga hun var ked af det.
Hun gik igang med, at vaske op igen. Da hun var færdig med det sidste som skulle vaskes gik hun igang med, at sætte tingende på plads som Makkadin havde tørret.

Makkadin lyttede roligt og fornuftigt med i hvad Rafaela sagde.
han forstod hende godt at hun ikke havde de bedste følelser for sin familie fra doomsville city. men det meste af hendes problemer har været fra Sakref og Melvin. de andre har selvfølgelig ikke hjulpet hvilket heller ikke ligefrem en god ting men Makkadin kunne ikke lade vær med at have en fornemmelse af at måske vidste det meste af familien ikke at hun var blevet mishandlet af dem. det kunne være nogen af dem vidste det men han tvivlede på at de alle vidste præcis hvad der skete.
"jeg ved godt alt det Rafaela. jeg ved også at det ikke er dem allesammen som var sådan over for dig. dem som du har snakket om der har gjort mest skade på dig er Sakref og Melvin. og begge kommer ikke herhen imorgen. Sakref er forsvundet sporløst og Melvin har valgt at tage ud for at lede efter ham så han kommer ikke. jeg ved også godt at de andre ikke har gjort noget for at stoppe det men har du overvejet om de overhovedet har vidst at det foregik?" svarede Makkadin til det Rafaela sagde.
"men jeg er glad for at du alligevel vil hjælpe dem og hvem ved. det kan være at du lærer noget nyt om din familie nu hvor du ikke har set dem længe." sluttede han af med da Rafaela sagde hun ville alligevel hjælpe dem.
der gik noget tid med at opvasken blev klaret og nu begyndte Rafaela at sætte det på plads. på plads.
Makkadin vendte sig mod Rafaela igen.
"hvis du kan klare det sidste Rafaela. så vil jeg smutte ud til det lille tempel der er ved siden af huset. kan du komme forbi imorgen tidlig og møde mig der? der er noget jeg gerne vil prøve hvis jeg må." sagde Makkadin til Rafaela.
templet der var ved siden af huset var et lille et som Makkadin selv havde bygget. det var et tempel hvor han kunne bede og øve sin hellige magi. han havde en plan for at hjælpe Rafaela.

Rafaela kunne godt se på sin onkel, at han lyttede til hende og godt kunne forstå hvordan hun havde det. Hun lyttede stille til det han sagde og tænkte lidt over det. Hun var sikker på, at hendes familie vidste, hvordan det havde foregået for hun havde gået i nærmest ingenting og gik amok bare der blev nævnt noget med barn eller hendes mor. Selv flere år efter vakte det en vrede i hende. Hun tænkte endda på episoden, hvor hun var kommet ned, hvor alle spiste og hendes far havde fået besøg af Camille, hvor det var gået helt galt og der ikke var nogen der reagerede rigtigt på det der foregik. Udover Camille fordi Rafaela nærmest skreg i et smertehelved grundet den magt Sakref havde haft over hende når hun fik et udbrud hvor hun ville skade nogen i familien. Hun var sikker på, at Camille havde troet, at Rafaela var psykisk syg og burde bo på et psykiatrisk hospital eller et sted, hvor de sindssyge boede. "Ja onkel jeg er sikker på, at de vidste at der var noget som var galt. De har alle siddet der hvor jeg gik amok endda imens far havde en gæst på besøg så ja jeg er sikker på det. De andre lignede nogen som om det var dagligdags kost for dem og som om de vidste hvilken kontrol far havde over mig. Jeg havde jo ikke en eneste selvstændig tanke i flere måneder onkel og det vidste de andre godt selvom jeg nærmest boede enten i fars kælder eller på hans værelse" sagde hun bestemt. Man kunne godt se på hende, at minderne om den tid påvirkede hende stadig. Hun bed sig lidt i læben og kiggede kort ned i gulvet.
Hun lyttede stille til Makkadin imens hans snakkede om, at han var glad for, at hjælpe ham. Hun trak let på skuldrene "Jeg tvivler onkel, men det for din skyld jeg gør det fordi du har lært mig så meget og nærmest været som en rigtig far for mig jeg gør det onkel" sagde hun stille. Når hun tænkte over det ønskede hun rent faktisk, at hendes biologiskemor havde bortadopteret hende til Makkadin og ikke Sakref dengang. Hun havde sikkert ikke været fyldt op med så meget had i kroppen af det. Det var selvfølgelig blevet meget bedre både med hendes humør og det had der havde været var blevet mindre.
Hun fortsatte med, at sætte tingende på plads og kiggede på ham da han snakkede om templet. "Det kan jeg sagtens onkel, hvor tidligt snakker vi onkel?" spurgte hun stille og kiggede på ham imens hun satte tingende på plads.

Da hun havde fået sat tingende på plads gik hun ud til Vincent og Reine. Hun så på dem lege og smilede stille "Reine kan du komme herover med din hest og sige godnat for nu det ved, at blive sengetid for dig så kan du og onkel Vincent lege videe i morgen" sagde hun stille og smilte sødt til dem.
Reine klappede Vincent på hovedet da de var kommet over til Rafaela. "Dygtig hest" sagde Reine og gav Vincent en kæmpe krammer "Godnat onkel og tak for rideturen" sagde Reine til Vincent før Rafaela tog ham op i sine arme. Imens Rafaela gik vinkede Reine til Vincent. Dem de mødte på vejen op på det værelse Reine sov på havde Reine vinket og sagt godnat til de andre. Rafaela puttede Reine godt under dynen og havde kysset ham på panden, læst en godnat historie for ham. Da han sov gik Rafaela ned i stuen igen og satte sig i sofaen. Rafaela havde været ligeglad med alle de smerter hun havde i kroppen fra skaderne, men hun ville stadig putte Reine som hun plejede og bære ham op som hun plejede. Hun havde været ligeglad, hvis nogen mente hun ikke skulle gøre det bare pga hendes skader.

Makkadin kom med et lille suk af det Rafaela sagde med at hun mente at hele familien vidste det hele. men kom hurtigt tilbage fra det suk som om det slog ham ikke ud.
"jeg forstår dig godt du tror at de ved alt med alle de ting der har været sket med dig. og måske har du også ret at der har højst sandsynligt været nogen i din familie der vidste hvad der foregik og nogen har højst sandsynligt haft deres mistanker. jeg tror bare personligt at det nok ikke alle der vidste hvad der foregik. mest fordi jeg kender min bror nok til at vide at er god til at skjule hvad han gør for de fleste. der er en årsag til at han kunne skabe så meget magt over folk." sagde Makkadin roligt.
Makkadin smilte blidt til hende da hun sagde at han var som en far til hende. "og jeg ser dig også mere som min egen datter end som min niece. det er også derfor jeg vil gøre alt i min magt til at hjælpe dig. og jeg er stolt over hvor langt du er nået." sagde han stolt til hende. han vendte sig mod vejen til stuen og tænkte lidt på hvornår hun skulle komme. han stoppede op inden han nåede ud af køkkenet
"kom kl 6 imorgen tidlig." sagde makkadin og pausede kort før han forsatte.
"tænk lidt over det jeg har sagt og overvej at spørg din familie individuelt for at finde ud af hvor meget de ved om det der er sket for dig. det kan være du bliver overrasket. jeg smutter ned i templet. vi ses imorgen. sagde Makkadin med et smil og gik ud af køkkenet igennem stuen og ud i haven for at gå hen til det lille tempel der var ved siden af huset. der var nemlig entree fra haven.

da Rafaela kom ud i haven gik Vincent hen til hende med Reine på skuldrene.
Vincent smilte af det Reine sagde og løftede ham ned fra skuldrene så de kunne kramme og gav et stort kram tilbage.
"sov godt din lille cowboy vi ses imorgen" sagde Vincent med et smil og returnerede Reine til Rafaela og lod dem gå ind imens han vinkede tilbage til Reine.
Victoria var kun lige på vej ud til haven da Rafaela var på vej ind med Reine.
Victoria var så småt ved at få kontrollen over sit udseende igen. hendes horn var blevet mindre og hendes vinger var nu gemt væk helt så man ikke kunne se dem. det eneste der var tilbage var nogle små sorte horn på hovedet, hove som fødder, hendes hale og selvfølgelig hendes røde hud og katteagtige øjne var der også. heldigvis var hendes øjne ikke længere dæmoniske men nu kun lidt ligesom en kats.
hun smilte blidt til Reine.
"sov godt lillemand" sagde Victoria til Reine imens hun vinkede til ham. hun gav et roligt smil også til Rafaela. så det var tydeligt at hun ikke var sur på Rafaela længere.
da Rafaela var gået ind med Reine var Victoria gået ud i haven for at tage sig en smøg. Vincent var gået hen til Victoria nu hvor hun også var ude så de kunne små sludre under en smøg.

Rafaela lyttede stille til det Makkadin fortalte. Hun sagde sådanset ikke noget til det han sagde omkring hendes familie. Det kunne godt være, at hendes onkel havde ret i det han sagde, men hun havde stadig virkelig svært ved, at tro på det fordi de havde alle været der og set hendes pludselige forandring. Hun sukkede lidt.
Hun smilte stille da han sagde, at han var stolt af hende "Tak onkel" sagde hun stille og smilte til ham.
Hun nikkede stille til ham da han sagde han skulle møde hende ved templet kl 6 om morgenen. Hun kiggede efter ham da han gik. Hun lyttede dog stille til det han sagde om, at snakke med hendes familie omkring det. Hun trak let på skuldrene. Hun sagde intet til det for hun måtte tænke over det.

Da hun havde sat sig på sofaen igen. Der var ingen andre inden i stuen end hende. Hun sad stille og tænkte over det hendes onkel havde sagt omkring, at snakke med hendes familie alene om, hvad de vidste om den periode fra hendes far havde taget barnet til hun prøvede på selvmord, hvor hendes far havde indset, at han havde taklet hende forkert.

efter noget tid hvor Rafaela havde siddet alene i stuen kom Victoria og Vincent ind fra haven, af da de var blevet færdige med at snakke derude.
"jeg må nok så småt smutte hjem af" sagde Victoria og gav Vincent et farvelkram.
"jamen du må jo komme godt hjem faster. det var godt at se dig igen" sagde og krammede tilbage.
Victoria nikkede til Vincent og gik hen imod Rafaela.
"vi ses Rafaela. undskyld jeg var lidt hård ved dig tidligere, du er bare min lille guldklump og vil gerne beskytte dig" sagde Victoria og bukkede ned for at kramme Rafaela også.


efter at Victoria fik sagt farvel til Rafaela gik hun ud i gangen for at tage overtøj på.
"jeg kommer nok forbi imorgen når resten af familien kommer. bare for at sikre mig at alting er fint" sagde Victoria ude fra gangen og vinkede farvel og gik efter.
nu var det kun vincent og Rafaela tilbage i stuen.

Rafaela sad lidt i sin egen verden og tænkte tingende igennem. Hun havde samtidig en indre diskussion med sig selv om hun skulle snakke med sin familie alene omkring dette hvor det var kun en ad gangen eller ej. De kunne vel lige så godt selv haft taget kontakten og spurgt ind til hvordan hun havde det og hvad der var foregået.
Hun begyndte samtidig at tænke over om det måske kunne være pga hendes far der havde behandlet hende nærmest som en slave der gjorde, at hun vel begyndte, at søge tilbage til det hos Zero? Hun vidste ikke helt hvorfor og hun vidste godt, at Victoria ikke var dulmet helt ved det.
Hun blev hevet tilbage til virkeligheden og kiggede hen imod Vincent og Victoria da de var kommet ind i stuen igen. Hun vidste ikke hvor længe hun havde siddet alene inde i stuen før de var kommet ind.
Hun gav Victoria et kram da hun bukkede sig ned for, at kramme hende "Vi ses faster. Det er okay" sagde hun stille. Hun slap Victoria og kiggede efter hende ude i gangen og vinkede farvel til hende.

Da Victoria var gået kiggede hun hen på Vincent. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til ham. De havde jo ikke rigtigt fået snakket sammen siden han var kommet hjem "Er du så på vej hjem nu eller hvad tænker du? spurgte hun stille og kiggede kort ned på sine hænder hvor der var nogle små rifter.

Vincent vendte blikket hen til Rafaela da hun snakkede til ham.
han var lidt i sin egen verden angående alt hvad der foregår lige nu for familien.
"tænker jeg bliver lige og snupper en kop the inden jeg smutter. vil du have en kop?" spurgte han med et smil og gik ud i køkkenet og satte en gryde med vand til kogning.
han gik tilbage til stuen men satte sig i lænestolen der var lige ved siden af døråbningen til køkkenet så man kunne se ind i køkkenet fra stolen.
"hva så Raf. du ligner en der har meget på hovedet." sagde han med et venligt smil til hende.
da vandet var kommet op og koge gik han ud og lavede the.

Hun kunne godt se på ham, at han havde været i sin egen verden da der gik lidt tid før han svarede hende. Hun smilede stille til ham og nikkede "Jo tak det vil jeg gerne" svarede hun stille og smilede sødt til ham.
Hun kiggede efter ham da han gik ud i køkkenet for, at sætte vand over. Hun trak let på skuldrene. Det gjorde en smule ondt og hun vrængede kort på næsen da. "Ja der foregår så meget for tiden synes jeg" sagde hun stille "Men du ligner også en der har noget der køre rundt i hovedet på dig" sagde hun stille for, at skifte emne fra sig selv og over mod ham så hun ikke skulle tænke på sit eget liv og det der foregik for hende for tiden.

Vincent kom tilbage med en kop the til både ham selv og en til Rafaela.
"jeg tænker ikke på så meget andet end forberedelserne til imorgen. men jeg tror mine tanker ikke er lige så store som dine er." sagde Vincent mens han satte sig ned i sofaen ved siden af Rafaela og tog en tår af sin the.
"men det er tydeligt at se på dig at du tænker meget på det det som de andre nok har snakket med dig om. hvis det er kan vi snakke sammen om dine tanker" sagde han og lændte sig tilbage i sofaen og lagde blidt en hånd på hendes ene skulder.

Rafaela tog imod sin the da Vincent rakte hende den "Tja det jo mange mennesker der lige pludselig skal overnatte og hvordan onkel har tænkt sig at få plads til dem alle kan jeg ikke lige forestille mig" sagde hun stille. "Ja der er jo mange tanker og det, at min mor og dem kommer er alligevel ikke ligefrem det jeg jubler mest over og giver en del tankemylder" sagde hun stille. Hun bed sig lidt i læben da Vincent havde sat sig ved siden af hende. Hun tog en tår af sin the og kiggede ned i den som om hun håbede der viste et eller andet mirakel nede i det. Hun kiggede op på Vincent da han snakkede om det hendes onkel og faster havde snakket med hende om tidligere på dagen "Der er ikke så meget at sige om det Vinc. Det har været mest omkring familien i Doomsville og det der foregik der" sagde hun stille. Hun vidste udemærket godt, at hun løj for Vincent og alligevel ikke helt for det havde været det hun havde snakket med sin onkel om ude i køkkenet. Hun vidste sådanset ikke om Vincent vidste hvad det var hun havde snakket med Victoria om tidligere og hun kunne ikke få selv selv til, at snakke med Vincent omkring sine problemer med Zero.

Vincent nikkede til det hun sagde med at det meste af hendes tanker er om familien.
forstående at du har mange tanker angående dem når du ikke har set dem i nogle år. men sovepladser tror jeg ikke du skal tænke over. jeg ved min far snakkede om at udvide huset mens de er her så er plads til de fleste. ellers tager jeg nogle af dem hjem til mig" sagde Vincent roligt og nussede stille Rafs skulder.
"men hvis det hele bliver for meget for dig kan du altid komme hen til mig for at få lidt fred fra dem." sagde han med et blidt smil.

Hun lyttede stille til det Vincent sagde. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det. Hun var dog glad for, at han var forstående over, at hun havde så mange tanker omkring sin familie fra Doomsville. Hun bed sig lidt i underlæben da Vincent nussede hende på skulderen. Hun trak vejret dybt for, at lade være med at tænke på smerterne på hendes skulder. Hun drak blot af sin the og vidste ikke hvad hun skulle sige eller hvad hun skulle gøre af sig selv.
Emily var gået i seng hun havde dog ikke været nede for, at sige godnat for hun var faldet i søvn på sin seng imens hun læste i en af sine bøger.
Hun kiggede hen på Vincent "Hvordan har du det med, at de kommer?" spurgte hun stille og kiggede spørgende på ham.

Vincent trak lidt på skuldrene af hendes svar.
"jeg har det lidt underligt med at de kommer og skal bo her, men udover det ved jeg ikke særlig meget om dem. den eneste jeg som sådan har snakket med er dig og din far. ellers mener jeg kun har mødt kort en enkel eller to af hans lærlinger eller hvad de var." sagde han og tænkte lidt over den side af familien.
han havde faktisk næsten ikke mødt den familie.
"hvad kan du egentlig fortælle om din familie? udover din far selvfølgelig. hvordan er de andre? jeg ved kun bider af det du har snakket om men har aldrig rigtigt mødt nogle af dem." spurgte Vincent nysgerrig. han ville gerne vide lidt om familien inden de kom så han var lidt mere forberedt på hvem de er.

Rafaela lyttede stille til det han fortalte om hvordan han havde det med, at de kom. Hun kunne sådanset godt forstå ham.
Da han så spurgte ind til familien sad hun lidt og tænkte over hvad hun mente om sin familie. "Mor er vel meget almindelig, inden alt det med Darius osv var hun virkelig sød og kærlig, men sådan har jeg det ikke med hende længere. Surzi og Zaela er nogle liderlige tøser som kan sno alle omkring deres fingre og udnytter gerne alt der har en puls. Har ikke rigtigt oplevet nogen der kan modstå dem endnu udover mig selv. Melvin er nok den jeg kan lide bedst i familien. Han er sød og kærlig og omsorgsfuld, men eftersom han ikke gik imod vores far da han ville smide vores barn til døden og Melvin ikke støttede mig ved jeg ikke hvad jeg skal mene om ham. Darius kender jeg selvfølgelig ikke du hentede mig jo dengang han blev født og snakkede jo ikke rigtigt med ham da Reine blev født. Men kan ikke rigtigt huske alle fars lærlinger, men de fleste er vel gode nok, men far har vel også styr på dem og de er vel også blevet brugt godt af mine søstre og far" fortalte hun. Det sidste vidste hun sådanset ikke noget om, men det var hendes indstilling om hendes egen far efter den tid han havde behandlet hende mere eller mindre som en slave end som hans datter.
Hun stirrede ned i sin the. Hendes far havde sådanset fået hende til, at tro på, at hun nærmest var født til, at skulle være en slave efter det han havde gjort imod hende. Hun sukkede lidt "Som du kan høre har jeg ikke ligefrem det mest positive syn om min familie derfra Vinc og ja er kommet langt og har et knapt så stort had som dengang, men det gør stadig virkelig ondt og der skal meget til før det bliver anderledes Vinc. Det er vel for, at bevise overfor dem, at jeg er mere voksen end dem, at jeg lovede onkel at hjælpe dem nu, hvor de har brug for hjælp da de ikke hjalp mig da jeg havde brug for dem. Jeg vil kunne bevise overfor dem, at det ikke er deres fortjeneste, at jeg er blevet voksen. Ja kan stadig ikke lide dem, men jeg vil så gerne kunne bevise overfor dem, at jeg er bedre end dem" sagde hun stille, men bestemt. En enkelt tåre trillede ned af hendes kind. Hun sagde det lige så meget for, at bevise overfor sig selv hvorfor hun skulle hjælpe dem selvom hun mest af alt havde lyst til, at forsvinde imens hendes familie var der.
Hun drak det sidste af sin the og stillede sin kop på sofabordet.

Vincent nikkede lyttende. han forstod godt hvorfor hendes barndom og ungdom var underlig for hende med så mange mennesker med så mange ting der kører rundt i den familie.
"jeg kan godt forstå at du ikke har det bedste syn på din familie da det lyder til din familie er meget anderledes. men det lyder som om du ikke har et problem med dem men mere hvad der er sket." sagde Vincent og tog en tår af sin the. han kunne høre at Rafaela talte godt om dem allesammen men det som om Rafaela ikke vil fortælle helt hvad der er sket.
"hvad ændrede sig ved dig og din mors forhold da Darius blev født?" spurgte Vincent nysgerrigt. han ville gerne vide hvad der ændrede sig siden at hun ikke kunne lide sin mor mere efter darius blev født.

Rafaela sad bare stille på sofaen og ventede på, at se Vincents reaktion på det hun fortalte. Hun sukkede kort "Måske, men episoderne med dem viser sådanset bare hvordan de i virkeligheden var Vinc" sagde hun stille. Man ville tydeligt kunne høre på hendes stemme, at hun ikke bare lige ændrede mening eller holdning til sin familie.
Hun sad lidt og stirrede ud i luften før hun svarede på Vincents spørgsmål omkring hendes mor "Far havde jo lige smidt mit barn for døden samme dag det blev født. Blot en uge efter hvor jeg stadig var tynget af sorg kommer hun bare løbende som en glad julestjerne og fortæller, at de ventede Darius. Det gjorde ikke ligefrem sorgen bedre for mor havde ikke gjort noget for, at stoppe fars beslutning om mit barn eller bare været inde på min stue den dag overhoved. Hun var der sådanset ikke. Det var vel lige så meget hævn lysten over, at hvis jeg ikke måtte få barnet skulle de heller ikke så var jeg ligeglad med hendes liv også. Det kan godt være det var et mirakel hun blev gravid, men Reine er et lige så stort mirakel pga far og Rottenstein har brugt mig som forsøgskanin og chancen for at jeg kan få børn nu er næsten ikke eksisterende. Ingen af dem har været der hos Reine. Den korte stund på hospitalet da han blev født betyder intet. Har stadig lidt den holdning at de ikke sku have haft Darius. Mor var der aldrig og stoppede aldrig far i, at ødelægge mig eller mit liv. Det at gå rundt på slottet og udenfor slottet som en anden luder og hjernedød gås uden en selvstændig tanke. Hun stoppede ikke far selvom han gjorde mig til en slags sexslave for ham istedet for hans datter. Hun stoppede ham aldrig. Selv ikke efter jeg er kommet væk derfra og kommet rimeligt videre og haft fået Reine og taget Emily til mig som var hun min egen har hun aldrig sendt et eneste brev eller noget til mig. Kan du forklare mig hvorfor jeg skal glæde mig til, at se min mor når hun ikke en gang har sendt et enkelt telegram for, at huske mig på, at hun stadig elsker mig? At hun stadig er min mor ligemeget hvad? Det kan jeg ikke Vinc" sagde hun stille. Der var kommet gråd i hendes stemme og tårerne var begyndt, at løbe ned af hendes kinder. Hun rejste sig op og gik haltene hen til et vindue og stirrede ud i mørket "Ingen af dem har vist et eneste tegn på, at de stadig elsker mig, at jeg stadig er en del af familien. Kan godt være jeg ikke har haft kontaktet dem, men det var ikke mig som svigtede dem da de havde det værst det var dem som svigtede mig. Jeg var mere til rotterne end noget andet dengang du hentede mig Vinc. Du og onkel har gjort alt for, at få mig frem i livet igen og fået mig til, at føle mig elsket og hørt til et eller andet sted. I har været med til, at gøre jeg kan håndtere Reine og Emily uden, at gå i spåner over et tab og en sorg" sagde hun stille imens tårerne stadig løb ned af hendes kinder.

Vincent lyttede roligt med til hvad Rafaela sagde. det var tydeligt at hun ikke har et godt forhold til sin familie men det handlede mere om at hun følgte sig svigtet af sin familie for ikke at have blandet sig i hendes fars misbrug af hende, og så gav hun meget skylden for hendes første barns død på Darius.
Vincent rejste sig op og gik hen til Rafaela ved vinduet og tog hende blidt på skulderen for at få hendes blik mod sig.
"jeg forstår dig Raf. og jeg siger heller ikke at du skal glæde dig til at se dem. det jeg siger er at ting er ikke altid som man tror de er. jeg har kun mødt onkel Sakref kort så jeg ved meget lidt om hvem han er som person. men jeg kunne fornemme at han er stærk. hvis han er lige så stærk som min far, så kan jeg godt forstå at din familie ikke har kunne gøre så meget for at stoppe ham. jeg har prøvet at kæmpe imod min far. tro mig han er stærk. han slog mig som var det ingenting og jeg kunne se at han ikke var seriøs i kampen." sagde Vincent og hev Rafaela blidt ind til sig for at give hende et kram.
han holdte krammet i noget tid for at trøste hende og få hende til at slappe af.
efter noget tid så gav han langsomt slip på krammet når han kunne mærke at hun var blevet mere rolig igen.
"jeg ved det hele kan være hårdt. men du jeg ved at du også er kommet langt fra da jeg først hentede dig. det er derfor jeg ved min far også sagde ja til at de skulle komme fordi han vidste at du var kommet langt frem. men det her skal ikke handle om at du er bedre end dem og bevise over for dem at du er bedre end dem. det er nok ikke årsagen til at min far sagde ja til at de skulle komme."" sagde han roligt. han kendte sin far nok til at vide at hans far er typen der tester en. ikke for at være ond imod en men for at man kan vise man er god af hjerte.

Rafaela stirrede ud af vinduede og lod tårerne løbe. Hun havde stadig meget hun skulle arbejde med når det gjaldt hendes familie. Hun mærkede Vincents hænger på sine skuldre og hun vendte sig om og kiggede op på ham, men tårerne løbende ned af sine kinder. Hun lyttede stille til det Vincent fortalte "Far er en svækling som skjuler sig bag sin styrke og misbruger den. Kan godt være han er stærk og skræmmende når han er sur, men det ændre ikke mine holdninger Vinc. Heller ikke om mor overhoved. For kan godt være far er stærk og så videre, men når det gjaldt mor var han lige så dum som en ny forelsket tøs der ikke kan tænke på andet end fyren hun er forelsket i" sagde hun bestemt. Man ville tydeligt kunne høre på hende, at der skulle en del til for, at ændre hendes mening og det ville være svært, at få hende til, at rokke sig lidt. Hun puttede sig ind til Vincent og lod tårerne bare løbe. Selvom det gjorde ondt i hele hendes krop når Vincent holdt sine arme om hende. Hun lukkede sine øjne og rystede lidt i hele kroppen.
Hun kiggede op på Vincent da han trak hende lidt væk fra sig da hun endelig var kommet lidt til ro igen. "Måske, men nu må vi se om jeg i virkeligheden er kommet videre eller om det bare er overfladisk" sagde hun stille og sukkede lidt og lod kort tankerne flyde rundt i hovedet på hende "Men det måske mig det var galt med hele tiden dengang? Det kan godt være, at det er sådan det rent faktisk hænger sammen" sagde hun stille og vendte sig om så hun stod med ryggen til Vincent igen og stirrede ned i gulvet "Undskyld Vinc, skal ikke smide alt det jeg har på dig. Men tror ikke jeg er kommet så langt som man skulle tro. Far behandlede mig vel bare sådan som jeg i virkeligheden var født til? Han vidste det måske allerede dengang?" man kunne godt høre på Rafaela at det var hendes følelser der talte og ikke hendes logiske sans der talte.

Vincent lyttede til det hun sagde og blev lidt sur over at hun begyndte på at nedgøre sig selv igen men han skjulte det godt.
"du skal ikke undskylde for at snakke med mig om det her. jeg spurgte selv ind til det og jeg vil gerne være der for dig." sagde han roligt og tog hende på skuldrene så han kunne se hende i øjne. han kiggede hende i øjne med et roligt blik. han viste ikke vrede eller noget som helst i sit ansigtsudtryk. man kunne se han var alvorlig men ikke ond.
"du er nød til at stoppe med at slå dig selv så hårdt som du gør. du er din egen væreste dommer. lad vær med at døm dig selv så hårdt for ting som du var ude af kontrol af. af samme årsag som du er nød til at dømme din familie så hårdt for noget der var ude af deres kontrol. " sagde han og kom med et lille trøstende smil til hende.
"du er nød til at tilgive dig selv for alt, alt det du har været udsat for og du har været igennem skal du tilgive dig selv for. ligesom du er nød til at tilgive din familie for ikke have kontrollen til at kunne gøre noget for dig. ligesom du heller ikke havde nogen kontrol over hvad der skete." sagde Vincent roligt men alligevel fast.
han gav hende endnu et kram og holdte også krammet i noget tid før han roligt gav slip igen.
"jeg siger ikke du skal klare alt det lige nu og her. men sov på det. jeg tænker jeg smutter op nu. hvis du har behov for at have nogen ved siden af dig når du sover, kan du bare komme ind til mig." sagde Vincent med et roligt smil.

Rafaela sagde ikke noget og og lyttede blot til det Vincent sagde. Da hun igen mærkede hendes hænder på sine skuldre så hun vendte sig om imod ham igen og kiggede op på ham. Tårerne løb ned af hendes kinder. Hun lyttede stille til det han sagde. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forstå det han sagde, men hun var jo også meget træt, havde smerter og var virkelig ked af det hele så hun sagde ikke noget til ham omkring det, at hun trådte sig selv ned på den måde for hun vidste inderst inde jo godt, at han havde ret.
Hun puttede sig ind til ham da han krammede hende ind til sig. Hun havde savnet den tryghed der var i hans arme når han holdt hende ind til sig. Hun lyttede stille til hans tilbud om, at sove inde hos ham. Hun vidste ikke helt om hun skulle tage imod det for på den ene side kunne hun godt finde på, at tage imod det og på den anden side kunne hun ikke fordi hun ville skjule alle sine skader for ham. Hun trak vejret dybt og smilede op til ham "Tror godt, at jeg vil tage imod dit tilbud Vinc bare i aften så jeg kan sove trygt og godt og tungt" sagde hun stille og smilede stille til ham.

Vincent smilte blidt til hende.
"godt, lad os komme op i seng" sagde han blidt og løftede hende op i sine arme.
"tænker med den måde du har haltet på så er det bedst jeg bærer dig op af trapperne." sagde han med et smil og bar hende op af trapperne og hen til værelset.
han satte hende roligt ned så hun kunne stå op igen og åbnede døren for hende til hans værelse.
hans værelse var ikke super stort men han havde plads til en stor seng og nogle natborde plus et skrivebord og tøjskab.
han gik hen til skabet og tog en ekstra pude frem til hende og lagde i sengen. han begyndte så småt at tage noget af sit tøj af så han kunne sove.

Hun smilte stille til ham. Dan han løftede hende op pev hun kort da det gjorde ondt i hele kroppen "Tror nok jeg ville kunne klare, at gå selv op på værelset, men tak" sagde hun stille og smilte.
Da han satte hende ned lige udenfor værelset smilte hun sødt til ham og gik ind på værelset da han åbnede døren. Hun gik stille ind på hans værelse og kiggede kort rundt før hun gik hen til den ene side af sengen. Hun tog sin kjole af og alle mærkerne og forbindingerne kom til syne. Hun stod med ryggen til Vincent. Hun var lidt nervøs for hans reaktion. Hun spekulerede kort om hun skulle tage forbindingen af hendes hale så det kunne få lidt luft i løbet af natten. Så kunne hun vel få sin onkel eller Vincent til, at sætte det på igen i morgen når hun vågnede, men hun valgte, at lade være for så kunne hendes onkel ordne det i morgen så det sad godt igen.
Hun satte sig på sengekanten igen og tog forbindingen af sin ankel så den kunne få luft.
Hun lagde sig stille i sengen og trak dynen over sig.