I can't talk about it...(Sakref)

Vincent havde sat sig i den anden side af sengen da Rafaela satte sig ned.
han var lidt overrasket over hvor forbundet hun var.
"hold da op nogle skader du har fået. vil du måske have noget til imod smerten?" spurgte han roligt
han havde lidt forskelligt smertestillende. noget af det var dog stærkere end andre og havde også ekstra bivirkninger ved sin styrke men vidste ikke hvor ondt hun havde endnu så han vidste ikke hvor meget smertestillende hun skulle bruge mod smerterne.
imens han snakkede så tog han langsomt bukserne og sokker af og lagde sig også under dynen.

Hun kiggede på ham da han snakkede til hende. Hun nikkede kort "Ja har vel været lidt uheldig, men ja tak ville være fint til, at sove på så jeg kan være frisk til i morgen tidlig. Skal mødes med onkel klokken 6 i morgen tidlig" sagde hun stille og lagde sig så hun kunne se på ham.
Imens Vincent fandt de smertestillende til hende lå hun og tænkte på første gang hun havde ligget i Vincents seng sammen med ham. Det havde været første nat da hun var kommet i huset for flere år siden. Tiden var gået stærkt og dengang hun mødte Vincent havde hun ikke troet, at hun ville kunne få en god relation med ham, men spurgte man hende nu havde hun sagt noget helt andet for hun kunne ikke forestille sig, at miste kontakten til Vincent for han betød alligevel en helt del for hende. "Det faktisk lang tid siden, hvis man tænker over hvornår jeg lå her for første gang var Vinc?" sagde hun stille og smilte stille til ham.

Vincent tænkte lidt over hvad for nogle smertestillende han skulle give hende. men han tænkte at hun nok skal have noget halvstærkt med de skader. han bukkede ned i natbordet ved siden af sig og fandt en lille svamp frem fra en pose.
"her den skulle give dig en lettelse på dine smerter. du skal bare spise den så burde du få det bedre." sagde han og rakte den lille sjove svamp til hende.
den var en kraftig smertestillende men årsagen til den var god var fordi den vendte smerten om til en nydelse i kroppen som er lige stærk som smerten var for personen.

Hun kiggede lidt skeptisk på den svamp Vincent havde fundet frem. Hun tog imod den og spiste den. Hun syntes den smagte lidt sjovt, men ignorerede smagen for, hvis den blot virkede så var det jo ligemeget hvordan den smagte. Hun lagde sig på siden med ryggen ind imod Vincent. Hun trak dynen godt op over sig og puttede sig ind til Vincent dog havde hun lagt halen så han ikke ville komme til, at skubbe for meget til den og så den ikke lå i vejen for Vincent. Hun lukkede stille sine øjne og ventede sådanset mest på, at den ville virke så hun kunne falde i søvn "Kan du sove godt Vinc" sagde hun stille.

Vincent havde lagt sig på siden imod Rafaela og valgte blidt at lægge en arm over Rafaela så hun følte sig mere tryg og puttet.
"i lige måde Raf" svarede Vincent tilbage til hende.
de lå faktisk tæt på hinanden. men svampen virker hurtigt så smerten af at ligge tæt op af hinanden ville forsvinde hurtigt.
Vincent synes det var rart at ligge op imod Raf og synes det var meget beroligende at se hende ligge viden af ham.

Rafaela faldt ret hurtigt i søvn da smerterne begyndte, at forsvinde og hun puttede sig helt op af ham. Hun følte sig tryg imens hun lå der ved hende og havde en arm omkring hende. Hun sov tungt og trygt. Hun nød, at han lå ved siden af hende og det gav hende en hvis form for tryghed, at han lå der og passede på hende.

Hun sov tungt og roligt hele natten. Hun vågnede om morgenen da de første solstråler kom frem og ramte hende i ansigtet. Hun kiggede omkring og kom i tanke om den aftale hun havde haft med sin onkel. Hun havde ikke helt lyst til, at rejse sig op, men hun var også nød til det. Hun kiggede om på Vincent for, at se om han sov eller om han var vågen. Hun satte sig op og fik forbundet sin ankel igen og tog sine sko på igen. Derefter tog hun den kjole på hun havde haft på aftenen inden. Hun smilede sødt til Vincent før hun rejste sig op og listede ud af værelset for ikke, at vække Vincent hvis han sov. Hun gik ind på sit værelse og redte sit hår og satte det op i en knold.
Hun gik roligt ned af trapperne og ud til templet hvor hun havde aftalt med sin onkel, at mødes med ham. Klokken var lidt i 6 da hun var kommet op til templet. Hun kiggede sig lidt omkring.

Vincent sov stadig tungt. han var meget udmattet efter at være kommet hjem efter sin opgave. han vågnede ikke engang af at Rafaela rejste sig og gik ud.

selve templet var ikke et stort templet men det var tydeligt at Makkadin brugte meget tid på det tempel. loftet var pyntet med et flot håndmalet illustration af himlen med engle og paradis og det hele. der var to rækker af 8 stolper som hver var oplyst af sterinlys på pyntet lanterner.
på gulvet var der malet med en slags farve en masse mønster og symboler og forme som gav til sammen et meget komplet mønster.
efter stolperne stod et stort stenalter og på væggen en skulptur af en kvindelig engel med 16 vinger, på hovedet bar hun en flot krone og hendes krop var blottet som naturen havde lavet den.
ved siden af skulpturen var der to store mosaik vinduer der nærmest fortalt eventyrlige historier med sine farver der kom fra de første solstråler på dagen.
foran alteret sad makkadin og mediterede men åbnede øjne da Rafaela kom ind pga lyden fra døren.
"godmorgen Rafaela. du kommer lige til tiden." sagde Makkadin med et roligt smil og rejste sig op.

Rafaela syntes Vincent havde set sød ud imens han sov. Hun kunne godt haft ligget hos ham endnu længere og bare kigget på ham imens han sov.

Hun kiggede undersøgende på de forskellige billeder som var malet rundt omkring. Hun syntes faktisk der var meget spændende og flot. Hun kiggede hen på sin onkel. Hun gik roligt hen til ham da han snakkede til hende "Ja, ville nødigt været kommet for sent onkel" sagde hun stille og kiggede på sin onkel. Normalt havde hun ikke noget imod lige komme nogle minutter forsent, men det sidste styk tid kom hun enten lidt før eller lige på slaget. Hun stod og spekulerede på hvad det var hendes onkel ville med hende oppe i templet for han havde jo ikke sagt noget udover, at hun skulle mødes med ham der kl 6.
Hun lagde sit hoved let på skrå og kiggede på sin onkel "Hvad var det du ville prøve onkel?" spurgte hun nysgerrigt. Hun havde generelt altid været meget nysgerrig af person så det var ikke nyt for hende, men hun var til gengæld blevet bedre til, at lade sin nysgerrighed styre da hun var blevet straffet af Zero hver gang hun havde været nysgerrig og stillet nysgerrige spørgsmål.

Makkadin vendte sig om og lagde sin kæmpe store bog han havde hængende på sin side hver gang han gik ud i kamp eller rejste op på alteret og slog op på en et stykke i bogen. siden havde masser af billeder og skrift som var umuligt for Rafaela at læse da sproget var fra en helt anden verden.
"jeg havde tænkt mig at se om jeg kan fjerne det mærke du har fået fra den kontrakt. jeg tror den her side i min bog vil kunne hjælpe med at bryde kontrakten men stadig overholde den." sagde Makkadin roligt og forklarende.
"det er meget svært at forklare hvordan denne besværgelse fungere men den på sin vis finder årsagen til den onde magi og simpelthen fjerner årsagen til at den er der til at starte med. det er dog meget helligt og lys magi" forklarede Makkadin videre.
det var en okay stor besværgelse der krævede mange forberedelser. hvilket var årsagen til at han blev oppe hele natten. samtidig med at solen skal lige til at stå op for at magien fungere optimalt.

Rafaela kiggede på sin onkel da han gik hen til hende. Hun havde godt set den store bog han havde haft med sig tit, men hun havde ikke tænkt mere over det. Hun kiggede underligt på ham hun kunne ikke helt forstå hvad han snakkede om for hun havde ikke fortalt ham om nogen kontrakt så hun havde det som om han havde snakket med Victoria.
Hun bed sig usikkert i underlæben "Hvilken kontrakt og mærke snakker du om onkel?" spurgte hun nysgerrigt og prøvede at lyde som om hun ikke helt vidste hvad han snakkede om. Selvom hun i virkeligheden godt kendte til kontrakten, men hun havde ikke nogle direkte mærker der havde med kontrakten, at gøre udover de skader Zero personligt gjorde som hun fik.
Hun prøvede, at undgå en direkte øjenkontakt med sin onkel da hun vidste, at hun ville have det virkelig dårligt med, at se sin onkel i øjnene.
Hun var blevet lettere nervøs for om hun kunne stole på Victoria nu, hvor hendes onkel ved noget om hendes kontrakt.

Victoria havde faktisk ikke fortalt noget som helst til Makkadin andet end at tale sammen for at hun kunne køle ned. men det behøvede hun heller ikke for Makkadin var der da Victoria gik igennem det samme og han så alle de samme tegn. ikke nok med det men kan kunne lugte magien næsten. han var virkelig sensitiv over for dæmonisk magi. især efter hans opstigning til ærkepaladin.
"min søde Raf. jeg er ikke født i går. lad os sige det sådan, jeg har set alle tegnene før. jeg ved ikke om du ved det her men din faster har gået igennem det samme." sagde han og kiggede Rafaela i øjne.
" samtidig står du på noget af det mest helligste jord i hele denne verden så alt der har noget med ond eller dæmonisk magi står ud som en stødt tommelfinger." sagde han med lidt komik i stemmen.
han ønskede ikke at være efter hende eller skælde hende ud for det ville ikke føre ud til noget. Makkadin var faktisk meget snedig. næsten lige så snedig som Sakref kunne være. dog var deres principper meget anderledes. Makkadin brugte sin snedighed til at få sandheden frem og hjælpe folk frem for at udnytte deres problemer til ens fordel som var mere Sakrefs princip.

Rafaela havde sådanset glemt det Victoria havde fortalt hende om, at Sakref og Makkadin havde set hende da hun var ud for det samme. Det var nok også derfor hun ikke havde haft den tanke om, at hendes onkel godt vidste, hvad hun var ude for. Hun kiggede ned i jorden da han talte, men da han sagde han tydeligt kunne se det pga det var dæmonisk så forstod hun slet ikke, at han ikke havde gjort noget for over 2 år siden. For det skete allerede imens hun stadig lå på hospitalet efter hun havde født Reine.
Hun sukkede kort "Det har hun fortalt, men du kan ikke gøre noget onkel. Der er ikke nogen løse ender overhoved" sagde hun stille og kiggede knapt op på sin onkel for hun vidste godt, at han gerne ville hjælpe hende, men den eneste løse ende ville være, at Zero døde eller han havde fortalt eller gjort så familien vidste hvad hun var endt ud i og hos hvem. Begge ting skulle være i det. Måske var alle skaderne tydelige tegn, men ingen af dem vidste hvem han var og hun ville ikke fortælle dem det. Hun kunne ikke fortælle dem det for det ville stadig ikke haft været ham som havde fortalt dem det, men hende.
Hun var hans slave permanent den ene uge hver måned og det måtte hun bare indse og acceptere. Hun ville endda være tvunget til at acceptere det om hun så mistede sine børn pga det.
Hun bed sig lidt i læben "Undskyld onkel" sagde hun blot lavt og vendte ryggen til ham for, at begynde og gå ned i huset igen.

Makkadin smilte og sukkede lidt.
"jeg tror du misforstår hvad denne magi kan, dette er ikke noget med løse ender. kald det hellig indblanding. et mindre mirakel så at sige." sagde Makkadin.
da Rafaela vendte sig om og prøvede at gå ud sukkede Makkadin stille.
"undskyld Rafaela, det her er det bedste for dig." mumlede Makkadin lavt og lagde sin hånd oven på bogen.
i det han lagde hånden på bogen var det som om den eksploderede ud med et kraftigt lys. alle de forskellige symboler på gulvet begyndte at lyse kraftigere og kraftigere op.
døren til templet blev lukket med et smæk og blev pludselig umulig at åbne som var der en kraft der holdte døren lukket. kirkeklokken der var i templets tårn begyndte at ringe og sollyset udenfor virkede som om det lyste kraftigere og kraftigere igennem det farvede glasvinduer. selv jorden under templet virkede som om det rystede og Rafaela fandt sig selv blive fanget mere og mere af lyset som blev skarpere og skarpere hele tiden. indtil alting var så lyst at alting var hvidt.
pludselig forsvandt lyden kirkeklokken der ringede. jorden rystede ikke mere. men Rafaela var heller ikke længere i templet. hun stod lige pludselig i verden som var ukendt for hende. der var grønt græs så langt øjet rækkede og himlen over hende var flot blå med enkelte hvide skyer der plettede himlen.
men Rafaela var ikke alene opdagede hun. foran hende stod der lige pludselig en kvinde foran hende. hun var ufattelig smuk og nærmest skinnede af lys. på hendes ryg havde hun de flotteste vinger nogensinde med de reneste hvide fjer. på hendes hoved havde hun en krone der var flottere end nogen anden konges og hun bar en flot hvid kjole og bare fødder.
hun stod bare mod Rafaela med et roligt smil på ansigtet.

Rafaela hørte blot på det hendes onkel sagde, men hun vidste ikke hvad hun skulle svare ham for hun kunne ikke få sig selv til det og hun havde jo selv kontaktet Zero dengang. Hun stoppede kort op, men gik fortsat hen imod døren. Hun fik et kæmpe chok da dørene blev lukket med et smæk. Hun kiggede omkring sig og så lyset blive kraftigere og kraftigere omkring hende. Hun måtte knibe øjnene sammen for akkurat og se sin onkel. Hun lagde sine hænder for sine øre da klokken begyndte at ringe. Det lød højt for hende. Hun stod meget ustabilt da det hele rystede omkring hende. Jo kraftigere lyset blev jo mere måtte hun knibe sine æjne sammen og til sidst lukke dem helt og satte sig på hug for, at lukke lyset og lyden ude. Hun vidste ikke hvad der foregik og havde en følelse af, at hun var ved, at blive sindssyg.
Da det endelig stoppede med, at ryste og larme fra klokken rejste hun sig op og åbnede langsomt sine øjne for og se sig omring. Lyset var knapt så skarpt. Hun kiggede hen på den underlige kvinde der stod foran hende og smilede. "Hvad sker der? Hvor er jeg og hvem er du?" spurgte hun nysgerrigt og lød også em smule forvirret. Hun vidste jo ikke hvad der foregik.
Hun troede i et kort øjeblik, at det bare var en drøm og hun om lidt ville vågne ved siden af Vincent i hans seng. Hun var næsten sikker på det for det hele føltes ret uvirkeligt for hende.

kvinden kiggede på Rafaela imens hun spurgte om alle de forskellige ting og kom med det blideste smil nogensinde. hun gik langsom imod Rafaela. pludselig hørte Rafaela en fremmed kvindelig stemme i sit hoved.
"frygt ikke mit barn. din rejse er kun lige startet og har en lys fremtid. lad ikke mørket fordærve dit hjerte" sagde stemmen med den mest sødeste og blideste stemme nogensinde. det var som et kor af engle og nærmest lød gudelig.
hun gik hen til Rafaela og åbnede sine arme op og gav Rafaela et kram.
da hun rørte Rafaela kom der en varm sitrende følelse igennem hele hendes krop som var noget af det mest afslappende og fredeligste nogensinde. det var nærmest som et moders omfavn men mange gange stærkere.
"lad lyset omfavne dig og vaske dit hjerte af alt mørke." sagde stemmen i hendes hoved.
mens den afslappende varme følelse forsatte så var det som om at Rafaela selv begyndte at lyse op og lyset forsatte med at blive skarpere og skarpere indtil hun kunne ikke se mere og pludselig var det som om hun fandt sig selv igen liggende på tempelgulvet.

Rafaela forstod ikke helt hvad der foregik og hendes onkel havde heller ikke rigtigt forklaret hende omkring det han var igang med. Hun lagde sit hoved lettere på skrå da hun hørte en stemme i sit hoved. Det var så heller ikke underligt for hende for det var jo sådan hun kommunikerede med andre når hun var i sin drageform. Hun følte sig ikke helt tilpas ved, at kvinden gik tættere på hende og pludselig holdt hende ind til sig.
Hun begyndte så, at slappe af ret hurtigt. Hun fattede ikke helt hvad det var kvinden prøvede på eller hvad hun mente med alt det hun sagde overhoved.
Da lyset igent begyndte, at blive meget skarpt lukkede hun sine øjne. Hun forstod stadig ikke hvad der foregik.
Da lyset forsvandt åbnede hun sine øjnene langsomt og så, at hun lå på ryggen i templet igen. Hun satte sig op og kiggede sig rundt omkring. Hun rejste sig op og kiggede spørgende på sin onkel "Hvad skete der onkel?" spurgte hun stille.
Hun vidste ikke hvor længe hun havde været sammen med kvinden eller hvor længe hun havde lagt på gulvet i templet.

Makkadin smilte til Rafaela og løftede sin hånd fra bogen som ikke længere lyste eller havde ord på den side den var slået op på.
Makkadin begyndte at gik hen imod Rafaela for at hjælpe hende op fra gulvet men var næsten selv ved at kollapse ved det første skridt han tog.
han brugte sin ene arm imod den ene søjle til at få sit fodfæste igen.
"som jeg prøvede at forklare inden du gik så var det et lille mirakel jeg udførte på dig." sagde han tydeligt udmattet efter at have kastet besværgelsen.
"for at forklare hvad der skete så kastede jeg en besværgelse til at bede om hjælp fra lysets gudinde. og det ser ud til at hun hørte min bøn." sagde Makkadin, imens han nærmest kæmpede for at komme hen til Rafaela.
den besværgelse var ufattelig kraftig men Makkadin ville ikke bekymre Rafaela med det. han ønskede ikke at hun skulle føle sig som en belastning eller en byrde.

Rafaela kunne godt se på sin onkel, at han var blevet udmattet. Hun var dog stadig helt forvirret over, hvad der var foregået. Hun rejste sig hurtigt op da hun kunne se, at hendes onkel var ved,a t kollapse og gik hurtigt hen til ham for, at støtte ham. Hun kiggede lettere bekymret på ham "Er du okay onkel?" hun ville være sikker på, at han var okay før hun ville bombadere ham med en masse spørgsmål om, hvad der var sket. "Onkel hvad skete der egentlig? Hvad gjorde kvinden ved mig? Var kvinden her i virkeligheden eller var hun bare en drøm? Hvad mente hun med alt det hun sagde onkel? Jeg er helt forvirret onkel og vil gerne forstå det hele" Man kunne tydeligt høre på Rafaela at hun ville vide hvad der egentlig foregik. Hun vidste ikke en gang hvad klokken var blevet. Hun stod stadig op af sin onkel for, at støtte ham.

Makkadin støttede sig lidt op af Rafaela for ikke at vælte. han var skam okay men den besværelse drænede ham for næsten alt energi han havde opbevaret.
"jeg er okay Rafaela. den besværelse drænede mig bare for alt min energi." sagde han og holdte sig støttende op af hende.
"det der skete var at jeg kastede en besværgelse på dig som beder lysets gudinde om at hjælpe dig mod din forbandelse du havde over dig. men for at være ærlig så havde jeg ikke forventet at hun ville hidkalde dig til hende." sagde han lidt overrasket.
"den kvinde du så var lysets gudinde. hvad hun gjorde var at ophæve din forbandelse. jeg ved ikke om hun gjorde mere eller om hvad hun sagde til dig. for mig skete alting inden for et øjeblik. efter lyset fyldte rummet og blindede alting så forsvandt det igen efter et kort øjeblik og så lå du der." sagde han og smilte blidt til hende.
"men af hvad jeg ved så kunne hun aldrig finde på at såre nogen der har en del af lyset i sig." sagde han med et smil.

Rafaela holdt om sin onkel og kiggede op på ham. Hun lyttede blot til det han fortalte. Hun var dog glad for, at han havde det fint og bare var træt. Hun kiggede dog lidt underligt da han nævnte om forbandelse hun havde over sig "Hvilken forbandelse snakker du om onkel?" spurgte hun nysgerrig.
Efter hun havde fået svar begyndte hun at følge Makkadin ud af templet og ned til huset igen "Kom onkel så skal jeg hjælpe dig ned i stuen i din gode stol så skal jeg lave dig en god kop the med ekstra honning i og lidt morgenmad og så skal du i seng" sagde hun stille holdt om ham imens hun hjalp ham ned til stuen i huset.

Makkadin kiggede Rafaela i øjne.
"jeg regnede ud at du havde endt i et lignende problem som din faster og derfor valgte jeg og se om lysets gudinde ville høre min bøn. hvilket det ser ud til at det virkede" sagde makkadin og smilte roligt til hende.
han kom med et lille grin da hun begyndte at kommandere lidt med ham.
bare rolig Rafaela. jeg vil ikke sige nej til en kop the men behøver ikke at sove endnu" sagde han lidt protesterende imod hende.
han vidste godt hun var bare bekymret for ham men det var jo normalt meningen at han skulle hjælpe hende og ikke omvendt.
de fik gået ind i stuen og Makkadin satte sig i sin stol.

Hun kiggede sin onkel i øjnene, men kiggede dog ned i jorden og bed sig i underlæben da han begyndte, at snakke om den situation hun var i "Men det her er anderledes end hos faster" sagde hun lavt. Hun kiggede dog op på ham da han begyndte, at protestere angående, at sove "Du kommer i seng efter morgenmaden onkel du er træt og skal have energi basta!" sagde Rafaela bestemt og dominerende. Hun smilte dog til ham og hjalp ham ned i sin stol, hvor Rafaela derefter gik ind i køkkenet og begyndte, at koge noget vand til the og skar lidt brød og smurte honning på nogle madder. Da vandet var kogt lavede hun the til dem begge og puttede en stor ske honning ned i Makkadins kop og rørte rundt. Hun satte det hele på en bakke og stillede det på det lille bord som stod ved siden af Makkadins stol og sofaen. Hun stillede Makkadins kop tæt på ham og satte sig på sofaen og tog en tår af sin the. Hun smilede stille til sin onkel "værsgo onkel få du dig lidt, at spise og drikke onkel så skal jeg nok hjælpe dig op i din seng bagefter" sagde hun stille og smilte sødt til ham. Hun tog et brød og begyndte, at spise det og drak sin the.

han smilte og tog på hendes skulder da hun sagde det var anderledes end med hendes faster.
"det ved jeg min guldklump men uanset hvad der har bundet dig til hvem det end er så har lysets gudinde hjulpet dig af med det. ved ikke hvad det har handlet om men jeg kan garantere dig for at hun giver kun lykke og glæde. intet ondt." sagde makkadin med et smil.
han vidste ikke hvem Rafaela var blevet slave for og hvorfor men han vidste at lysets gudinde opfylder mirakler.
Makkadin smilte til hende. han synes det var sødt hun var så stædig. det mindede ham om resten af familien.
"fint Rafaela. dog sover jeg ikke hele dagen væk. så gammel er jeg heller ikke endnu." sagde han lidt flabet med et smil til hende.
han tog imod den the og madder hun havde lavet til ham og spiste stille og roligt så han kunne nyde det lidt.

Hun smilte stille til ham imens hun spiste sin mad og drak af sin the. Hun grinte dog lidt af hendes onkels flabbede kommentar "Selvfølgelig er du ikke det onkel, men du skal have kræfter og energi til resten af dagen onkel. Der kommer jo gæster..." det sidste sagde hun lidt lavt. Hun kiggede ned i sin the i et kort øjeblik før hun tog en tår af den. Hun vidste stadig ikke helt, hvordan hun skulle have det med, at hendes familie fra Doomsville kom hen til dem og skulle bo der. Hun vidste sådanset ikke, hvordan hendes onkel ville have så mange mennesker til, at bo der og hvor de alle sammen skulle sove henne, men det måtte han vel finde ud af, men hun vidste dog en ting og det var, at hun ikke ville varte sin familie op som de var van til fra slottet af. Det kunne de godt glemme og hun mente ihvertfald, at de godt kunne hjælpe til med det daglige.

Makkadin smilte af hendes kommentar om at han ikke var gammel men han lagde mærke til at hun lidt sank stemmen da det kom hen til om familien.
"tage det roligt Rafaela. jeg ved det er svært med din familie. men husk at tingene kan ikke blive løst på en eftermiddag. så giv tingene lidt tid og giv dig selv også lidt tid til at tage kampene" sagde han med et roligt smil og blik. han vidste godt at hun nok var både nervøs for når de kom og samtidig var hun vred over de kom. men han vidste at hun er også nød til at give sig selv chancen for at være klar til ændringerne selv.