I can't talk about it...(Sakref)

Hun kiggede på sin onkel da han snakkede til hende "Det ved jeg godt onkel, men synes bare det er hårdt, at skulle konfronteres med dem efter så mange år. Hele den side af familien ser jo kun miraklet der skete da Valiona opdagede at hun ventede Darius og den dag han blev født, men de ser ikke det mirakel som er her i huset. Far og Rottenstein gjorde det næsten umuligt for mig, at blive gravid igen, men jeg fik verdens dejligste søn med et kæmpe held og det nok også det sidste blodbundende barn jeg får. Jeg ved godt, at jeg ikke skal dvæle ved fortiden, men det gør jeg desværre når det gælder dem onkel. Jeg vil så gerne kunne komme over det, men det er svært når de skal bo her, hvor jeg føler jeg kan være mig selv og nu har jeg en følelse af, at jeg skal lægge bånd på mig selv imens de er her onkel" sagde hun stille og kiggede op på sin onkel.

Makkadin lyttede roligt til hvad Rafaela sagde og smilte roligt til hende. han rejste sig op fra sin stol og satte sig ved siden af hende på sofaen og lagde en arm om ryggen på hende.
"du skal heller ikke lægge bånd på hvordan du lever her i mit hjem. de kommer kun fordi de har ikke andre steder at flygte hen. men det skal ikke ændre på at det her er lige så meget dit hjem som mit. og der er ingen der forventer at du skal konfrontere dem i det de kommer ind af døren. tage tingene som de kommer. du har jo heller ikke set de andre i den tid du har været her. det kan være de har ændret sig lige så meget som du har." sagde han støttende. det var tydeligt at Rafaela var bekymret om hele den situation og den hårde beslutning at få konfronteret dem med hvad hun har været igennem. han forstod godt at intet af det er nemt.
"jeg forstår også godt hvordan du har det med hvad der skete med dit barn og darius og hele den situation. og den situation er heller ikke køn på nogen som helst måde. det er også derfor jeg ved du ikke skal bare tilgive dem for det sådan uden videre. men du skal også vide at folk kan føle anger for deres handlinger. selv de stærkeste laver dårlige beslutninger igennem deres liv. uanset hvor gamle de er." sagde makkadin roligt til hende og gav hende et kram for også at trøste hende.

Rafaela kiggede efter Makkadin da han rejste sig op. Da han havde sat sig ved siden af hende puttede hun sig ind til ham. Hun lyttede stille til det Makkadin sagde til hende. Hun var virkelig glad for, at han lyttede til hende og forstod hende. "Jeg ved det godt onkel og skal nok prøve at tage det som det kommer" sagde hun stille.
Hun kiggede op på ham da han nævnte det med Darius "Jeg kan ikke tilgive dem for det onkel. Ligemeget hvad fortjente det barn ikke at dø overhoved" sagde hun stille. Hun kiggede rundt og drak det sidste af sin the. Hun sad og tænkte på om hun skulle få smidt sin onkel i seng og derefter gå ind og sove et par timer mere. "Nåh onkel du skal i seng så du kan få mere energi. Skal også sove lidt så bliver jeg måske i lidt bedre humør når jeg vågner og ser mere klart på tingende" sagde Rafaela stille og rejste sig op og ventede på, at hendes onkel rejste sig op. Hun spekulerede på om hun skulle gå ind i sin egen seng eller ind til Vincent igen. Når hun tænkede over det sov hun mere inde hos ham end inde i sin egen seng.

Makkadin smilte roligt.
"jeg forstår dig godt. børn bør heller ikke dø. men snak med dem når du føler du er klar " sagde han med et roligt smil.
han nikkede til det hun sagde.
"ja lad os heller få sovet så vi er friske sagde makkadin roligt og rejste sig op for at gå op imod trappen med rafaela.

Rafaela fulgte Makkadin ind på hans værelse og gjorde klar så han kunne lægge sig i sin seng. Hun smilte sødt til ham og gav ham et kram "Sov godt onkel" sagde hun stille og gik ud af værelset og gik hen til døren der førte ind til Vincents værelse. Hun stod lidt og spekulerede over om hun skulle gå ind til ham igen eller om hun skulle gå ind til sig selv. Hun valgte at liste ind på Vincents værelse og tog sin kjole af og lagde sig ved siden af Vincent og puttede sig ind til ham med ryggen imod Vincents mave. Hun lukkede sine øjne.

Makkadin krammede tilbage da hun krammede ham godnat. "sov godt min guldklump" sagde han med et smil og lagde sig i sengen til at sove.
Vincent lå stadig og sov da Rafaela kom ind og han vågnede ikke engang af det.
da han mærkede hende lægge op af ham så lagde han nærmest automatisk armen om hende for at putte.

Rafaela faldt hurtigt i søvn da hun mærkede Vincents arm om sig. Hun sov i ca 2 timer, hvor hun igen vågnede. Hun hørte børnene lege inde på værelset ved siden af, hvor Reine havde værelse. Hun smilte stille og kiggede på Vincent, hvor hun rejste sig op og fik taget kjolen på igen, fik bundet sin fod ind igen og taget sine sko på så de støttede om hendes ankler. Hun rejste sig stille og. Hun var begyndt, at mærke smerterne omkring hendes hale igen. Hun trak vejret dybt et par gange før hun rejste sig op og gik ud af Vincents værelse og kiggede ind til børnene der legede. "Godmorgen unger har i spist?" spurgte Rafaela ungerne hvor de rystede op hovedet. Rafaela gik ned i køkkenet og gik igang med, at lave morgenmad imens børnene legede.

der gik ikke længe efter at Rafaela vågnede at Vincent vågnede også. hun var kun lige gået ned for at lave mad til dem før han var oppe og hoppede i tøjet.
han gik ud af værelset og gik ned til Rafaela.
"godmorgen Raf har. sovet godt?" sagde vincent med et smil da han kom ud i køkkenet.
han havde hørt fra dagen før at hans onkel ville gå ud i templet men han vidste ikke hvad han havde tænkt sig eller lignende.

Rafaela var igang med, at dække bordet da Vincent kom ned til hende. Vandet til the var blevet kogt og hun havde skåret lidt brød og sat på bordet med lidt pålæg og honning. Rafaela smilte sødt til Vincent "Godmorgen Vinc. Ja jeg har sovet fint hvad med dig?" spurgte hun nydgerrigt. Rafaela var lidt spændt på om hendes onkel overhoved lagde sig til, at sove men også spændt på hvor længe han ville sove. Hun havde nærmest beordret ham i seng.
Børnene kom larmende ned af trapperne da Rafaela kaldte på dem fordi der var morgenmad. Rafaela tyssede på dem "Onkel sover så i må hellere være lidt stille" sagde Rafaela sødt. Børnene nikkede og satte sig ved bordet. Emily smurte selv sin mad, men Rafaela gik igang med at smøre Reines med honning på og hældte mælk op til ham og Emily.

Vincent smilte tilbage til hende. "som en sten. jeg kan ikke huske sidst jeg har været så udmattet." sagde Vincent og strakte skulderen.
"er jeg ellers gået glip af noget imens jeg sov?" spurgte Vincent nysgerrigt imens han satte sig ned efter Rafaela havde sagt til de andre at Makkadin stadig sov.
han vidste det ikke var altid at hans onkel sov så længe.

imellemtiden havde Makkadin været vågen i en times tid da han ikke kunne pludselig sove. han var dog heller ikke så udmattet længere så han var gået igang med at meditere indtil de andre vågnede og derfor meditererede han selv nu imens de andre var nedenunder.

Rafaela sad ved bordet og drak blot af sin the. Hun var ikke sulten da hun havde spist med sin onkel for nogle timer siden inden hun gik i seng igen. Hun kiggede på Vincent da han spurgte om han var gået glip af noget. Rafaela trak let på skuldrene "Det nok en længere historie" sagde hun blot da hun ikke helt vidste hvordan hun skulle forklare hvad der var sket oppe i templet tidligere på dagen.
Reine rejste sig så snart han havde spist sit brød og drukket sin mælk og løb op på sit værelse igen. Emily gik også op på sit værelse for, at læse. "Det var hurtigt de var væk igen. Hvornår mon familien fra Doomsville er her?" spurgte hun lettere irriteret "Hvordan vil onkel overhoved have plads til så mange mennesker? Hvor skal de overhoved sove?" spurgte hun lettere irriteret imens hun var igang med at tage af bordet.

Vincent vidste ikke helt hvad Rafaela mente med at det var en længere historie men han trak bare på skuldrene og tænkte at han ville spørge et bedre tidspunkt.
han fik hurtigt smurt nogle madder så han selv kunne få lidt af spise.
"af hvad jeg forstod så kan de være her når som helst. men pladsmæssigt så ved jeg at vi har ekstra madrasser til at sætte op i templet. så der kan der godt sove en del stykker. resten tænker jeg bliver nok opdelt i stuen og hvis der mangler plads så må nogle af os ofre lidt plads på vores værelser." sagde Vincent imens han fik spist sine madder.
Vincent rejste sig op efter at have spist og tog sin tallerken ud og til vask.
han gik tilbage til stuen og hen til Rafaela og lagde blidt en hånd på hendes skulder.
"i værste tilfælde flygter du bare ind på mit værelse hvis de bliver for meget for dig" sagde Vincent med et roligt smil til hende.
han vidste det ikke var nemt for hende at hendes familie skulle komme så at hun havde et sted for at være i fred med nogle hun stoler på.

imellemtiden havde Makkadin fornemmet at de andre var ankommet til byen nu.
han rejste sig op og begyndte at blive ordenligt klædt igen og gik ned af trapperne.
"jeg har fornemmet at de er ankommet til byen nu. jeg går lige ud og tager imod dem. kan i lige finde de ekstra madrasser imens jeg er væk?" sagde og spurgte Makkadin da han var kommet ned til de andre og var gået igang med at tage overtøj på.

Rafaela var igang med at rydde lidt op i stuen efter hun havde ryddet af fra morgenmaden. Hun stoppede dog op og kiggede på Vincent efter han havde spist og var kommet tilbage ind i stuen. Hun lyttede stille til det han sagde. Hun sukkede kort og kiggede ned i gulvet, men kiggede dog op på ham igen da hun mærkede hans hånd på sin skulder. "Så flytter jeg nok mere ind på dit værelse indtil de er væk igen Vincent" sagde hun stille og bed sig lidt i underlæben. Hun prøvede, at komme i tanke om en eller anden positiv ting der ville være ved, at hendes familie kom, men hun kunne ikke komme i tanke om andet end hun håbede, at de først kom hen på aftenen.
Hun kiggede hen på sin onkel da han kom ned fra trapperne og fortalte hvad han havde fornemmet kunne man tydeligt se på Rafaela, at hendes humør havde ændret sig drastisk på få sekunder. Hun lukkede sine øjne og trak vejret dybt nogle gange inden hun kiggede op på sin onkel igen "Skal vi nok onkel" sagde hun stille og kiggede ned på sin hale som bare hang som den havde gjort siden den blev syet fast igen. Hun sukkede kort og begyndte, at rydde op i stuen igen.

Makkadin smilte til Rafaela et roligt smil.
"godt min lille guldklump. du skal nok klare den. vi tror på dig" sagde Makkadin og lagde en blid hånd på hendes skulder.
"jeg er tilbage inden længe" sagde Makkadin imens han tog sine støvler på og sin kappe.
han gik ind og gav Raf et kys på panden og Vincent et kram og gik ud af døren.
Makkadin var selv lidt nervøs om hele situationen og hvordan den ville komme til at gå men han havde tiltro til at Rafaela skulle nok klare den.

Rafaela bed sig i underlæben og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun var faktisk utroligt glad for, at hendes børn var ovenpå og legede og læste så de ikke kunne se hvordan hun havde det nu. Hun kiggede op på sin onkel da han snakkede til hende og havde lagt en hånd på hendes skulder. Hun svarede ham sådanset ikke for hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun ønskede inderst inde, at hendes familie bare blev væk. Hun lukkede sine øjne da hendes onkel kyssede hende på panden. Hun trak vejret dybt og kiggede på Vincent efter hendes onkel var gået "Sover på dit værelse imens de bor i det her hus" sagde hun bestemt. Nægtede Vincent ville hun nok blive sur på ham. Hun knyttede sine næver "Hvor er de madrasser henne og er der dyner osv? Så kan vi vel dække op til dem i templet" sagde hun stille. Hun begyndte og tænke tilbage hvor mange de var som ville komme og kom frem til 8 og det tænkte hun, at der burde der være plads til i templet, men hun kom i tanke om, at hendes biologiskemor var lærling hos Sakref inden og det måtte hun vel stadig være? Det troede hun ihvertfald og så ville hun da også komme med. Den tanke fik et lille smil og et lille håb frem i hendes ansigt. "Min biologiskemor var fars lærling så hun burde vel også komme ikke? Onkel sagde hele familien også fars lærlinger ikke?" spurgte hun kort for, at få bekræftet fra Vincent hvad det egentlig var hendes onkel havde sagt aftenen inden.

Vincent nikkede til at hun skulle sove inde hos ham. han kunne høre hun havde behov for det og det ville han ikke starte en kamp med hende om.
da hun spurgte om madrasserne så gik han hen imod trappen og skabet under trappen.
"de er her under trappen. der burde også være dyner og puder samt lagner og lignende her også. ellers har jeg flere oppe på mit værelse. men tror der kun kan være maks 5-6 i templet. de har nemlig også nogle af deres ting med." sagde han og begyndte at tage tingene ud af skabet.
Vincent tænkte sig lidt om hvem det var der ville komme.
"jeg ved ikke om din biologiske mor kommer. men hvis hun ikke gør kan det være de andre ved hvor hun kan være" sagde Vincent. han var faktisk lidt usikker hvem der præcis kom men han kunne huske de fleste kom i hvert fald.
de fik taget alle tingene ud de skulle bruge og fik stillet det meste ud på templet da lyden af en flok nærmede sig huset.
Makkadin kom ind af døren med Victoria bag sig også. hun må have mødtes op med de andre på vejen. efter hende kom Neko, Beko, Bron og Nika, efterfulgt af Valiona som holdte lille Darius i hånden. han var omkring en 8 årig så det ud til. til sidst kom Zaela og Surzi.

Rafaela var glad for, at Vincent accepterede, at hun skulle sove inde hos ham imens familien var der. Hun ville nok blive en smule sur, hvis han ikke ville acceptere det. Hun smilede tilfreds til ham. Hun fulgte med Vincent hen til trappen. "Så må resten sove et andet sted om ikke andet må jeg vel ofre mit værelse" sagde hun. Man kunne dog godt se på hende, at hun ikke var helt tilfreds med, at nogen i hendes familie skulle sove på hendes værelse. "Ved allerede hvor hun er Vincent det er bare ikke i orden, at de tænker på alle andre, men glemmer en, hvis det er hun ikke kommer med" sagde hun lettere koldt, men man kunne alligevel høre på hende, at der var et lille håb hos Rafaela, at hendes biologiskemor var med. Hun begyndte, at hjælpe Vincent med at bære tingende op i templet. Hun havde bare lagt puder, dyner mm på madrasserne for hun tænkte, at de selv måtte lægge betræk osv på for det ville hun ikke gøre for dem.
Da familien begyndte, at komme var Rafaela igang med, at flette Emilys hår inde i stuen og Reine sad på gulvet og legede med nogle figurer. Reine sprang op og løb hen til Victoria og gav hende en kæmpe krammer "Hej moster Toria" sagde Reine sødt. Han kunne stadig ikke finde ud af at sige Victoria rigtigt. Han kaldte Victoria altid for moster ligesom Makkadin og Vincent for onkel. Rafaela kiggede dog kun hurtigt hen imod døren da Makkadin kom ind og smilte sødt til ham og Victoria, hvor hun derefter havde fokus på Emilys hår igen.

Victoria kunne ikke lade vær med at smile af hvor nuttet hun syntes Reine var.
"hej min lille skat. har du savnet moster?" spurgte Victoria imens hun krammede Reine tilbage og løftede ham op i hendes arme.
Makkadin fik taget overtøj af og gik ind i stuen.
"Hej min guldklump. fik i fundet madrasser frem?" spurgte Makkadin Rafaela med et venligt smil.
de andre var dog stadig igang med at tage overtøjet af.
når Makkadin havde hørt fra Rafaela at de havde sat tingene frem og ud i templet så nikkede han med et stolt smil. og vendte sig mod de andre.
"godt allesammen. indtil videre kan i alle stille jeres ting ude i templet så kan vi altid det tingene ud når vi får aftalt sovepladser. så kan i sidde lidt udenfor imens jeg så laver forfriskninger til jer. " sagde Makkadin med et roligt smil.
"hvad med jeg kommer og hjælper dig med forfriskningerne Makkadin?" spurgte Valiona, Makkadin. det så også ud til at Valiona kun sørgede for Darius og de andre havde valgt at bære de få ting hun havde med.
under hele snakken havde Darius holdt sig bag ved Valionas ben imens han kiggede på de andre. især imod Rafaela. dog så han ud til at være mere bange som et normalt barn ville være over for ukendte folk.
"hvis de andre kan klare det så vil jeg ikke sige nej til et par ekstra hænder. søn gider du ikke at vise de andre ud til templet?" sagde Makkadin og spurgte.
Vincent nikkede "skal jeg nok far. Raf vil du med?" spurgte Vincent til Rafaela.
Vincent viste vej hen til døren til haven og de andre gik en efter en ud med deres ting. Makkadin var sammen med Valiona og Darius ude i køkkenet.
det var faktisk tydeligt nogle af dem havde ændret sig rigtig meget. dem der nok havde ændret sig mest var nok Zaela og Surzi. de havde blandt andet ændret deres tøj fra at være meget provokerende til noget mere normalt ligesom Victoria normalt gik med. men selv victorias tøj var lidt udfordrende stadig. selv deres personligheder virkede mere afkølet denne her gang. de har ikke engang prøvet at overfalde Vincent endnu eller Makkadin for den sags skyld.
de andre havde også ændret sig. mange af dem så meget mere voksne ud.

Rafaela kiggede dårligt nok hen imod sin familie. Hun havde lyst til, at sparke dem ud af døren igen. Hun kiggede dog hen på Makkadin da han snakkede til hende "Ja onkel det er ude i templet" svare hun stille og blev færdig med Emilys hår. Hun smilede kort tilfreds og kyssede Emily på panden "Så du færdig lille skat" sagde hun sødt og smilede til Emily. Emily rejste sig op fra den skammel hun havde siddet på imens Rafaela havde ordnet hendes hår. Rafaela kiggede mistroisk på sin familie som var kommet og Emily holdt sig tæt ind til Rafaela da Emily generelt var en meget genert pige. Rafaela lagde en arm om Emily og holdt hende tæt ind til sig. Hun smilede dog til Reine der var i Victorias arme. Rafaela holdt sig bevidst et godt stykke væk fra sin familie da de var kommet ind for, at holde sig selv med nede. Hun kiggede kort på Darius og hendes blik begyndte så småt at blive mere mørke i det som tegn på vrede. Hun kiggede hurtigt ned på Emily igen og aede hende i håret. Rafaela prøvede, at finde på noget Emily kunne tage sig til og en undskyldning for, at hun kunne gå væk og blive der indtil hun havde ro på sig selv. Hun kunne jo ikke bruge templet længere nu, hvor hendes familie skulle være der. Hun blev dog hevet tilbage til virkeligheden da Vincent snakkede til hende. Hun stod lidt og tænkte over det. Hun kiggede ned på Emily "Gå du bare med onkel Vincent op i templet, jeg skal lige ordne noget ude i haven" sagde hun stille og kiggede ret bestemt på Vincent.
Rafaela gik ned i trænings området som var længst nede i haven. Hun kiggede kort over skulderen og ventede på at de var gået op i templet hvor hun fik sine 2 ilddrager frem og begyndte, at svinge rundt med hænderne så dragerne af flammer begyndte, at flyve rundt om hende. Hun stod med ryggen til huset så man ikke kunne se hvordan hendes ansigtsudtryk var, men så man på hende kunne man godt se, at hun var igang med at kæmpe imod sin egen vrede og had. Hun kunne kun akkurat styre sig imens hendes børn var i nærheden af hende. Hun troede ikke på, at nogen i familien havde ændret sig bare fordi de havde skiftet tøjstil.
Hun stod ude i haven i godt og væld 30 minutter før hun slappede af igen og fik hevet dragerne til sig. Under hele episoden havde hun stået med ryggen til huset. Hun gik op imod templet og stødte på Bron på vejen derop. Hun kiggede kort på ham "Dav Bron lang tid siden" sagde hun stille. Hun vidste ikke hvad hun skulle snakke med ham om eller sige til ham for sidst hun havde snakket med ham havde hun lige fået, at vide at hendes mor ventede Darius og der var hun rasende "Hvad er der sket med Luce? Hun var også...fars...lærling" sagde hun stille da hun var blevet ret skuffet over ikke, at haft set hende, men da hun skulle sige ordet far kunne man tydeligt se og høre på hende, at det var et ord der nærmest var forbandet i hendes verden og føltes næsten som tortur for hende bare, at sige det.

Vincent nikkede som response til Rafaelas blik. han forstod at hun nok havde brug for at stresse af.
han tog Emily i hånden og viste resten af familien vej til templet for at stille deres tasker.
de sagde ikke så meget som om de alle var lidt rystet over situationen der var sket.
de andre var stadig inde i templet og sætte op men Bron som altid havde ikke så meget at sætte op så han var færdig før nogen andre var i nærheden af at være.
han stod med ryggen mod muren til huset og ventede på de andre blev færdige da Rafaela kom op til ham.
hej Frøken Rafaela. det er længe siden." sagde Bron roligt. han var ikke kold mere. siden han fik fundet lidt sin sjæl igen har han været mere livlig af en udød af være.
Bron lyttede til hvad Rafaela sagde med Luce. han lagde blidt en hånd på hendes skulder og kiggede hende i øjne med sine glødende blå øjne.
"frøken Luce er sikker. Mester Sakref gav hende adgang til nogle af hans skjulesteder længe siden. jeg fik aldrig helt alle detaljerne. men hun er i sikkerhed..." sagde Bron med et lidt beroligende blik. hans mund var stadig dækket af en metal så man kunne ikke se om han smilte eller ej men det virkede som om han prøvede at berolige Rafaela

Rafaela kunne godt høre på Brons stemme, at han ikke var så kold som hun huskede ham, men hun troede alligevel ikke helt på, at han havde forandret sig særligt meget siden dengang hun boede i Doomsville. Hun lagde sit hoved lettere på skrå da Bron fortalte om Luce. Rafaela smilte kort og rystede let på hovedet "Sikker i et hus i Doomsville? Var hun ikke god nok til, at være sammen med jer andre længere? Tror du ikke jeg ved hvilket hus hun er endt i? I kunne lige så godt indgå i et normalt samfund som hun kunne ikke? Men det er vel ligemeget" sagde hun lettere skeptisk. Man kunne tydeligt se på Rafaela, at hun var meget skeptisk over, at det som skulle forestille hendes familie ikke også sørgede for, at hendes biologiske mor var i sikkerhed ligesom de andre lærlinge. For hende var Luce mere vigtig end elverne og Bron. Selv Valiona og Darius var mindre vigtig for hende end Luce og det vidste alle jo godt. Rafaela havde stadig små kontakter i Doomsville fra klanen af som holdt øje med Luce for hende og gav de vigtigste beskeder til hende.
Rafaela havde stadig en del forbindinger på og hendes hale hang bare som en klump kød som virkede mere dødt end levende. Rafaela havde så også ondt omkring halen, men hun viste ikke nogle tegn på smerter for det behøvede hendes familie ikke vide noget omkring.

Bron sukkede kort over Rafaelas svar. han forstod godt at det var hendes mor og derfor var det for Rafaela den vigtigste person i verden.
han tog stille og roligt sit mundstykke af så man kunne se hans mund. det så ud til at han havde fået lidt nyt hud til sin kæbe da den var mindre benet at se på. dog havde han stadig huller i sine kinder.
"hun fik adgang til en af hans sikkerhedshuse for at beskytte hende. Mester Sakref mente at hun var bedst til at blande sig ind med flokken og ikke blive lagt mærke til. jeg tror hans plan var at bruge hende som spion i byen senere hen når tingene var faldet ned igen. men så forsvandt han." sagde Bron og lagde mundstykket i sin lomme og lagde en blid hånd på Rafaelas skulder med det der lignede et beroligende smil. dog var det svært at sige med kinder der stadig var hullet at se på.
"hun er ikke blevet glemt eller efterladt. jeg ville have nemlig hentet hende på vejen imens vi andre stak af men Melvin insisterede på at han ville tage hen til hendes sikkerhedshus for at hjælpe hende." sagde Melvin med et lidt følelsesmæssigt blik i de lysende blå øjne han havde.
Bron ville aldrig efterlade nogen alene. ikke efter hvad han havde gennemgået i sit efterliv før han mødte Sakref og hele Morladin familien. meget få personer ved at Bron var låst inde i næsten 2000 år under jorden alene i ørkenen i nærheden af det der nu er Syrien. som var dengang Babylon.

Rafaela kiggede på Bron og ventede sådanset på et modsvar fra ham. Hun kiggede dog undersøgende på ham da han tog mundstykket af for det gjorde han aldrig. Hun lyttede stille til det han fortalte. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på det han fortalte, men på den måde gav det også god mening for hende det Bron fortalte fordi hun kendte jo resten af sin familie og hendes fars lærlinge og de ville haft lidt svært ved det når hun tænkte efter. Hun var selvfølgelig stadig skuffet over, at hendes mor ikke var der, men hun var samtidig taknemlig over, at Bron fortalte hende sandheden. Hun smilte kort til ham "Tak for din ærlighed Bron. Er selvfølgelig skuffet eller mere ked af, at hun ikke er her, men sådan som du lægger det op giver det god mening, men jeg forstår ikke hvorfor Melvin mente, at i ikke skulle tage hende med" sagde hun stille.
Hun trak vejret tungt og spekulerede på om hun skulle lytte til det hendes onkel havde sagt om, at hun skulle prøve, at spørge ind til hvad de forskellige vidste om, hvad der egentlig foregik i den tid hun konstant var i røven af sin far. Hun vidste, at Bron ville svare hende ærligt for han var ikke en der løj overfor nogen. Han holdt ting hemmeligt, men han ville aldrig lyve omkring det han vidste og specielt ikke hvis han vidste det ville hjælpe modparten at komme videre i livet og det var vel det hun havde behov for selvom hun stadig ville haft svært ved, at tilgive sine forældre for det der skete dengang. Hun kiggede op på Bron med bedende øjne "Bron svar mig ærligt og jeg beder dig kun om, at være ærlig overfor mig fordi jeg har behov for, at vide dette" hun tav kort og kiggede kort ned i jorden før hun kiggede op på ham igen "Hvor meget ved du omkring det far gjorde ved mig og behandlede mig på? Fortæl mig alt det du ved" sagde hun stille. Man kunne tydeligt se og høre på hende, at hun havde virkelig svært ved at snakke om dette og hun vidste det krævede meget mod fra hendes side af, at spørge ind til dette og bede ham om, at fortælle hende dette.

Bron smilte lidt af hendes tak. det var ikke noget han var vant til at høre fra nogen. men hans smil forsvandt hurtigt og istedet lyttede hun til det hun spurgte om. han vidste ikke særlig meget om hvad Sakref gjorde mod Rafaela. det smule han vidste var at Sakref havde låst Rafaela inde på sit værelse i en længere periode og at han et tidspunkt var begyndt på eksperimenter på hende men ikke hvad for nogle slags.
"jeg har ingen årsag til at lyve over for dig frøken Rafaela. men for at være ærlig så ved jeg ikke særlig meget om hvad mester Sakref gjorde med dig. jeg overhørte nogle af hans eksperimenter men om det har været dig eller en anden er aldrig til at sige. det var meget få der fik lov til at være i laboratoriumet uden hans tilstedeværelse." sagde Bron og trak lidt på skuldrene. han var en god spion. men den der lærte ham det var stadig Sakref så det var lidt umuligt for Bron at overgå sin mester.
"det jeg ved er at Mester Sakref har eksperimenteret med os allesammen på et tidspunkt. nogle gange grufulde eksperimenter blev lavet på os. de andre vil ikke snakke om det men jeg har haft en mistanke om det i lidt tid. men hvorfor han har eksperimenteret med os eller dig frøken Rafaela det ved jeg intet om. vi havde ikke ret til at stille spørgsmålstegn til ham. " sagde Bron stille. han kiggede ned i mod jorden med et trist blik. som var han kommet i tanke om noget smerte han selv havde følt.

Rafaela stod og lyttede til det Bron fortalte omkring hvad han vidste. Hun sukkede kort. På en måde havde hun svært ved, at tro på det fordi han havde jo været der da hun flippede maks af imens Camille havde været der. Hun sukkede stille "Ok Bron. Tak for din ærlighed, men undrede du dig ikke over hvorfor jeg ændrede mig så meget som jeg gjorde. Skiftede tøjstil fuldstændig, opførsel var anderledes og hvad der ellers skete når jeg var udenfor værelset?" spurgte hun stille. Hun kunne godt se på Bron, at han havde det svært med det, at snakke omkring det Sakref gjorde ved dem alle, men Rafaela havde bare virkelig svært ved, at tro på det. Hun kiggede ned i jorden og stod lidt uroligt.