I can't talk about it...(Sakref)

han havde taget nål og tråd frem og satte sig på sengen ved siden af hende. den tomme flaske havde han bare proppet tilbage i tasken så den kunne blive genbrugt.
han vendte sig mod Rafaelas hale først da den så ud til at være værst.
han begyndte at kører nålen ind i huden på Rafaelas hale og begyndte at sy halen fast til Rafaelas igen så den sad rigtigt. det ville dog også kræve når han var færdig at hun får bandage rundt omkring der til at holde halebenet fast igen.
han gjorde det så hurtigt som muligt men stadig var han præcis og ikke gjorde det for hårdt.
når han så endelig var færdig med halen så tog han noget bandage og lagde over halebenet.
det var magisk bandage han havde købt som ville sætte sig fast til huden uden at være klæbrende eller gøre ondt. det var bygget til at være behageligt mod såret men samtidig sidde godt fast så det ikke faldt af selvom det ikke hænger fast i noget andet end hendes hud.
Makkadin vendte opmærksomheden imod Rafaelas ryg og begyndte at sy hendes sår sammen og putte bandage på sårerne der var på ryggen og det bagerste af hendes arme og ben.
nu manglede han bare fronten af Rafaela hvis hun havde nogle sår der.

Rafaela lå stille på maven og rykkede ikke på sig eller noget da Makkadin var igang med at sy hendes sår sammen. Hun slappede bare af og halv sov imens. Hun vidste godt, at hendes sår var slemme, men hun havde ikke rigtigt kunne gøre noget.
Da hun kunne mærke, at Makkadin ikke rørte ved hende mere kiggede hun op imod ham for, at se om han var færdig med hendes bagside. Da hun var sikker på, at han var færdig vendte hun sig langsomt om så hun lå på ryggen. Hun havde lige så mange blåmærker og nogle enkelte dybe sår på fronten som hun havde haft på ryggen, de dybe sår var dog ikke så slemme som dem på ryggen. Hun lukkede sine øjne og slappede af så hendes onkel kunne ordne hendes skader der.

Makkadin ventede på at Rafaela fik rykkede sig om på ryggen så han kunne gå igang med fronten.
han var dog glad for at se at sårerne ikke er lige så dybe på fronten af hende.
han tog salverne og begyndte igen at smørre sårerne og tog hensyn til at ikke at trykke for hårdt når han smurte på sårerne.
når han var færdig med de små sår fik han hurtigt syet de lidt større sår. dog var der ikke brug for så mangle sting igen da de ikke var lige så slemme.
når sårerne var syet og smørret ind så puttede han bandage på og sikrede sig at de sad fast.

Makkadin valgte derefter at ville tjekke om hun havde nogle brækkede knogler eller lignende indre skader.
"jeg mærker lige efter Rafaela om du har nogle indre skader. hvis der er nogle steder der gør meget ondt eller lignende så sig til. bedre at være på den sikre side." sagde han og roligt til hende og begyndte at mærke efter på hendes krop efter skader.
han var blid dog fast på samme tid med sit greb og han var meget omhyggelig med at tjekke om der var nogle indre skader.

Rafaela lå blot stille på sengen. Hun rykkede sig ikke en tomme imens Makkadin var igang med, at behandle hendes skader. Hun lå blot med lukkede øjne. Hun havde en følelse af at hendes hjerne var tom. Der var ikke en eneste tanke som kørte rundt i hovedet på hende og hun følte heller ikke nogle former for smerter imens Makkadin var igang med, at pleje hendes sår.
Hun kiggede dog op på Makkadin da han snakkede til hende. Hun smilte kun let til ham og nikkede. Derefter lukkede hun sine øjne igen og slappede af. Hun følte sig træt.
Rafaela havde ikke nogle indre skader udover nogle ømme muskler og de ydre skader hun havde. Hun sagde ikke en lyd til ham overhoved.

Makkadin blev færdig med at tjekke.
han var godt tilfreds med sit arbejde og stille nussede Rafaela på armen.
"sådan, så er dine sår ordnet. hvordan har du det Rafaela" spurgte han med et roligt smil.
han var lidt bekymret for hvordan Rafaela havde det mentalt. men der var ikke noget han kunne gøre for hende lige nu. især efter at hun har fået miksturen som kan være en del beroligende.

Rafaela lå stille og nærmest kæmpede for, at holde sig vågen. Miksturerne havde gjort hende meget træt. Hun kiggede op på sin onkel med trætte øjne da han snakkede til hende "Jeg er bare så træt onkel" sagde hun stille. Hun puttede sig nærmest ind til Makkadin og nærmest kæmpede for, at holde sig selv vågen. "Tror jeg vil sove indtil maden er færdig" sagde hun lavt. Man kunne tydeligt høre på hende, at hun var meget træt.
Der gik ikke lang tid før hun var faldet i søvn med hovedet på Makkadins skød. Hun sov som en sten næsten med det samme.

Efter der var gået ca en halv time var hun begyndt, at bevæge på sig igen. Hun vågnede stille og roligt. Hun så allerede meget mere frisk ud nu, hvor miksturen var blevet opbrugt. Hun satte sig op i sengen og kiggede sig omkring.

han nikkede forstående. "helt okay Rafaela. du kommer bare ned når du har hvilet dig." sagde han med et varmt smil.
han lod hende ligge på hans skød indtil hun var faldet helt i søvn. imens nussede han hendes hår så hun slappede mere af.
da han var helt sikker på at hun var faldet i søvn så løftede han hende langsomt fra sit skød og på plads i sengen og en dyne over hende.
han rejste sig derefter og listede ud af værelset. hvor han hurtigt tog sin taske på vejen ud.
han gik ned af trappen og ned til de andre.
Victoria var ude i køkkenet stadigvæk med maden hvor Makkadin tog over i stedet.
Victoria valgte så at gå op til Rafaela selvom Makkadin sagde hun lå og sov. hun ville se hvor meget hun behøvede at blive lappet.
hun åbnede stille døren ind til hendes værelse og listede stille ind på værelset og lukkede døren bag sig.
hun gik hen til sengen og valgte at løfte dynen for at se hvor meget hun var blevet lappet sammen. da hun så mængden af bandage blev hun overrasket og vred. dog ikke vred på Rafaela men på hvem end der havde gjort det imod hende. Victoria blev faktisk så vred at hun kunne ikke holde fast på sin "menneskelige" form og ændrede sin form til en af hendes djævleforme. hendes hud skiftede farve til en mørk rød og hendes fødder blev til hove og hendes vinger, hale og horn kom frem.
hun kunne ikke gøre noget nu. når hendes vrede bliver så stor så ødelægger det desværre alle barriere som skjuler hendes styrke og sande udseende. og der ville gå minimum en time eller to før hun kunne skifte sin form igen.
hun sukkede. hendes stemme noget dybere og med et dæmonisk ryst ved sig.
hun vendte sit flammerøde blik imod stolen og satte sig ned og ventede på at tiden gik.
det hun dog ikke var forberedt på var at Rafaela ville vågne så hurtigt fra bedøvelsen Makkadin havde givet hende.
det her blev lidt svært at forklare at hun var i sin djævleform i Rafaelas værelse imens hun sov.
"sovet godt Rafaela?" sagde Victoria roligt. dog var det lidt svært at lyde helt normal når hun havde sin dæmoniske stemme lige nu.

Victorias dæmonform.

Rafaela var så heldig at, efter Rottenstein og hendes far havde lavet så mange forsøg på hende og specielt den som Rottenstein havde gjort som havde ændret hendes udseende gjorde, at gift og miksturer blev hurtigere forbrændt i hendes krop end normalt. Normalt for hende ville en enkelt af de miksturer Makkadin havde givet hende været ude af hendes krop ca 30 min efter hun havde drukket det, men grundet hun havde fået 2 var der jo gået længere tid og hun vidste jo godt, at det ville tage tid for Makkadin, at lappe hende sammen.
Rafaela havde stadig en dyne over sig da hun satte sig op. Hun blev lettere forskrækket da hun så Victoria sidde på stolen på hendes værelse i sin dæmonform. Hun bed sig lettere i underlæben da Rafaela havde en ide om, hvorfor Victoria havde skiftet form. Hun kiggede op på Victoria "Har sovet som en sten" sagde hun stille og kiggede op på roden af sin hale. Hun sukkede kort og kunne godt mærke på den, at den var mere stiv end normalt pga bandagerne.
Hun rejste sig op og haltede hen imod sit skab "Hvad laver du egentlig herinde Vcitoria?" spurgte hun nysgerrigt. Hun kiggede ned på sin fod som var forbundet den. Den var kun forstuvet. Hun brummede kort og kiggede i sit skab efter noget mere behageligt, at tage på hvor hun heller ikke skulle slås med sin hale.
Hun bevudst undgik, at kigge for meget på Victoria eller snakke med hende for hun kendte Victoria godt nok til, at regne ud, at hun ville spørge ind til hvad der var sket.
Rafaela havde fundet en løs kjole som også kunne være udover hendes hale så den ikke skulle igennem et hul eller noget andet. Hun tog den på og fandt et par sko som var nemme at tage på, men som samtidig ville støtte hendes ankler. Hun gik hen til sin seng og satte sig igen og kiggede på Victoria "Hvornår er aftensmaden færdig?" spurgte hun for, at slå alt fokus fra hende væk. Hun tog skoene på og snørrede dem godt til hendes ankler.

"det var godt " svarede Victoria til hvordan Rafaela havde sovet.
Victoria kiggede med et roligt blik på Rafaela da hun rejste sig op for at skifte.
"jeg kom for at tjekke til dig. havde hørt fra Makkadin hvor stor en mængde sår du havde." svarede Victoria til hvorfor hun var her. det var egentlig derfor hun kom op.
Victoria holdte blikket imod Rafaela. hendes øjne gløede i mørket fra lokalet som ikke var rigtigt lyst op andet end fra nogle stearinlys.
"der går ca en halv time før maden er klar endnu" sagde hun stille som svar men holdte stadig blikket imod Rafaela.
Victoria havde godt regnet ud at Rafaela ikke ligefrem ønskede at snakke om sin situation men Victoria ville vide hvad der foregår. både for at hjælpe Rafaela ud af situationen og samtidig få fat i hvem end er ansvarlig.
der gik et øjeblik før Victoria fik sagt noget igen. inden hun sagde noget havde hendes hale åbenbart forlænget sig hen til døren og låste døren så de ikke kunne blive forstyrret.
"har jeg nogensinde fortalt dig dengang jeg blev til en slave for en magiker?" spurgte Victoria imens hun stadig holdte et intenst blik på Rafaela som var det hun kiggede Rafaela under huden med øjne.

Rafaela lyttede blot til det Victoria svarede på alle de spørgsmål hun havde stillet og nikkede som svar til det. Hun kiggede dog hen på Victoria med et undrende blik da hun begyndte, at snakke om, at hun havde været slave for en magiker. Hvorfor stillede hun sådan et underligt spørgsmål. Det var som om Victoria havde kigget ind i sjælen på hende og set hvad hun havde været udsat for.
Hun rystede lidt på hovedet "Nej faster det har du ikke fortalt om" svarede hun blot stille da hun ikke ellers vidste hvad hun skulle svare og hun ville ikke vende det hen imod hende selv selvom hun vidste, at det var den retning det ville ende ud i.

Victorias blik vendte mod jorden kort da Rafaela svaret at hun ikke havde hørt historien. det var okay tydeligt at Victoria fik revet op i gamle sår men hun vendte hurtigt blikke tilbage op mod Rafaela igen med et tydeligt beslutsomhed i hendes blik.
"jamen så tror jeg det er tidspunkt jeg fortæller den historie. sæt dig til rette for dette er en historie du ikke får mig til at gentage igen" sagde Victoria fast med sin dæmoniske stemme.
Victoria satte sig tilbage og rettede sig lidt da hendes vinger var lidt i vejen for ryglændet.
"for mange tusinder år siden. jeg var stadig meget ung i forhold til en djævels levealder. Sakref og Makkadin. din far og din bror var kun lige blevet teenagers og nød livet i en skole der var på daværende tidspunkt. jeg gik dog mest ude i byen og nød mit unge dæmoniske liv." sagde Victoria og nærmest tænkte tilbage til en noget mere simpel fortid. en tid hvor tingene var fredelige og rolige.
dog ændrede Victorias ansigt hurtigt til et udtryk af smerte og væmmelse
"det ændrede sig dog en dag imens jeg var ude i byen. jeg var sammen med andre dæmoner og finde nogle ofre. da vi pludselig bliver overmandet af en magiker. han dræbte hurtigt mine kammerater og derefter vendte sig til mig. men istedet for at dræbe mig valgte han at tage mig. han brugte sin magi til at binde mine tanker til hans vilje og gjorde mig lydig til ham. jeg fandt så senere ud at han hed Reaver og var en virkelig klam troldkarl. ikke de pæne af mændende men en klam og tyk mand som stank. dog var han åbenbart meget ivrig i at lære magi hvilket gjorde ham så stærk." sagde Victoria og man kunne se på hende at denne historie var en meget svær historie for hende.

"han misbrugte mig på alle tænkelige måder. torturerede mig for sjov og når han havde haft sit sjov så smed ham mig ud på gaden. men på grund af naturen af den magi han brugte på mig gjorde jeg ikke kunne sige noget til nogen om hvad han gjorde. og når han så endelig ville udnytte mig igen så brugte han bare sin besværelse til at tilkalde mig tilbage til ham hvilket jeg ikke kunne kæmpe imod. alt det fysiske misbrug forsatte i 2 år før Sakref og Makkadin følte noget var forkert da jeg forsvandt fra tid til anden hver måned. i en hel uge af gangen." sagde hun og knyttede sin næve i sit skød.
"med hjælp fra Sakrefs og Makkadins magi og stædighed var de to stærke nok til at bryde Reavers magi på mig så jeg kunne fortælle dem hvad der var sket. dog begik magikeren selvmord før jeg kunne dræbe ham mig selv." sagde hun vredt. man kunne tydeligt se at en gammel vrede vækkede sig op i hende.
"vil du vide hvor mange vinger jeg havde i alt da jeg var mindre Rafaela?" spurgte Victoria imens hun kiggede Rafaela i øjne. man kunne se at Victoria var både vred men også samtidig virkelig såret. man kunne tydeligt se at hun kæmpede med at holde sine tårer tilbage. både for Rafaelas situation og det hun selv har været igennem og tænke tilbage på det.

Rafaela satte sig længere op i sengen og lænede sig op af væggen. Hun rullede dog sin dyne lidt sammen og lagt den bag ved hendes hale så den lå op af nogle blødt.
Hun vidste ikke helt hvordan Victorias historie ville være, men der var vel sjældent gode historier når det handlede om slaver og deres herre.
Hun sad stille og lyttede til det Victoria fortalte. Så gav det god mening, at hendes onkel havde været så mistænksom eftersom hun også var væk i en uge af gangen hver måned ligesom Victoria havde været.
Man kunne godt se på Rafaela at Victoria havde ramt et ret ømt punkt hos hende, men Rafaela kunne ikke sige noget omkring sig selv og sin situation. Victoria havde dog været så heldig, at det havde været en besværgelse som holdt hende der. Det var ikke i Rafaela tilfælde der var det en kontrakt som holdt hende fanget i det.
”Hvad mener du med, at du havde mange vinger da du var mindre?” spurgte hun nysgerrigt

Victoria kiggede lidt ned og sukkede. mest fordi det var svært for at forklare.
"djævle kan blive født med flere par vinger end et par. det afhænger dog af den fødte styrke af djævlen." sagde hun og rejste sig op og stod mod Rafaela.
"jeg kan lige så godt vise dig det." sagde hun og rettede nærmest sin ryg som om det var noget hun faktisk havde gemt helt væk. hvilket det også var noget hun altid skjulte af ren natur.
ud af hendes ryg kom der 6 ekstra "vinger" ud. dog lignende de overhovedet ikke vinger mere. alt vingehuden var skåret af de vinger. det eneste der var tilbage var det øverste af vingen som også var mishandlet til det punkt at de mindede nu mere om edderkoppeben end vinger nu. der var lange store ar der dækkede det der var tilbage af de vinger mod den hårde ydre der beskytter vingernes knogle.
"jeg plejede at have 8 vinger i alt." sagde Victoria. med tydelig smerte ved at vise det til hende. ikke fordi det gjorde ondt at vise dem men hun skammede sig for hvad der var sket med hendes vinger.

Victorias "vinger"

Rafaela sad stille og lyttede til det Victoria fortalte. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere. Men det var vel lige så normalt som alt muligt andet efterhånden.
Hun blev dog noget overrasket over det Victoria viste hende. Det måtte have været meget smertefuldt da det skete "Var det magikeren der gjorde det der ved dig?" spurgte Rafaela stille. Hun kunne godt se og høre på Victoria, at det ikke var sjovt for hende, at snakke omkring dette. Sådanset forstod Rafaela det godt for hun sad jo i selv samme situation. Næsten ihvertfald. Der var dog en måde for Victoria dengang så hun kunne komme fri, men der var desværre ikke nogen udvej for Rafaela og det vidste hun udmærket godt selvom hun inderst inde ville ønske det.
Rafaela rejste sig langsomt op og gik haltende hen til sit vindue og kiggede ud.
Hun stirrede ud af vinduet "Det gør mig ondt, at høre hvad du har været udsat for faster" sagde Rafaela stille og vidste ikke hvad hun ellers skulle sige. Hun havde selvfølgelig ondt af hende, men hun vidste tilgengæld også hvordan det var, at være slave overfor nogen og det var ikke ligefrem det Rafaela syntes var det sjoveste. Hun kunne dog ikke se hvordan hendes familie skulle kunne hjælpe hende ud af hendes slaveliv overhoved.

Victoria nikkede til at det var Magikeren.
"han havde stor glæde i at torturere mig" sagde Victoria og man kunne se hun brændte indvendigt af vrede over den magiker.
da Rafaela sagde at hun havde ondt af hvad der var sket for Victoria, vendte blikket tilbage imod Rafaela. man kunne se at hun var alvorlig.
"derfor har jeg sværget på at aldrig nogensinde lade nogen opleve det samme som jeg har." Sagde Victoria hårdt og holdte blikket imod Rafaela som om hun så direkte igennem hende og ind til hendes sjæl.
"så fortæl mig Rafaela. hvem er den som har gjort det der imod dig og hvordan skete det. for jeg ved at den mængde sår er ikke fra en kamp eller nogen opgave." sagde Victoria med et intenst blik og med et klart mørkt rang fra sin dæmoniske stemme.
Hun skulle bare vide hvem der har gjort det her mod Rafaela og den person ville komme til at føle Victorias dæmonisk vrede.

Rafaela stod bare stille og kiggede ud af vinduet "Sådan har de fleste herrer det" sagde hun let og trak på skuldrene. Hun havde mødt en del slaveejere som torturerede deres slaver.
Hun kunne godt forstå, at Victoria havde det sådan. Hun havde det sådanset på samme måde, men hun måtte samtidig acceptere, at hun kunne redde andre og det ikke alle som har levet et liv konstant som slaver ikke kan leve uden når de mister deres herre. Hun var bare i en situation hvor hun ikke kunne slippe selv, selvom hun selv havde kontaktet ham i sidste ende.
Hun bed sig lidt i underlæben og kiggede ned på sine hænder som lå på vindueskarmen "Jeg kan ikke snakke om det Victoria" sagde hun lavt og stirrede ned på sine hænder som rystede lidt "Hverken du, onkel eller far kan gøre noget ved det og jeg kan heller ikke fortælle dig, hvem det er" sagde hun lavt og begyndte, at ryste. Hun vidste jo godt, at Victoria havde regnet det hele ud.

Victoria vidste nu med garanti at Rafaela var blevet slave og det gjorde at Victorias øjne nærmest blev mere intens røde.
"måske mener du at der intet at gøre. men der er altid noget man kan gøre." sagde Victoria hårdt. hun ønskede ikke at der skulle ske Rafaela noget.
"fortæl mig så hvad der binder dig. en besværgelse? en forbandelse? en djævlekontrakt?" spurgte Victoria efter nogle minutters stilhed. hun skulle lige samle sin vrede fra at eksplodere som magisk energi. hun var godt vred og det var jo også forståeligt siden alt hvad der er sket med hende.
ikke nok med det men hun kunne ikke lade vær med at tænke på hvordan og hvorfor Rafaela var landet i den situation.

Rafaela kunne godt mærke på Victoria, at hun var blevet meget vred. Hun kunne sådanset godt forstå hende, men hun vidste også godt, at den eneste mulighed for, at Rafaela slap af med Zero var, at han døde eller brød sin del af aftalen. Hun satte sig op på vindueskarmen og lænede sig op imod den og ruden og stirrede ud. Hun trak vejret dybt "Kontrakten" sagde hun lavt. "Den eneste måde, at slippe væk er, at han dør eller bryder sin del af kontrakten" sagde hun stille. Hun havde før haft tanken, men vidste at hun umuligt kunne slippe af med Zero som var. Hun kiggede overhoved ikke hen på Victoria, men man kunne tydeligt mærke i rummet, at Victoria var rasende det var hun overhoved ikke i tvivl om.

nu vidste Victoria hvad det var. en kontrakt og selvfølgelig med basiske regler. kan kun brydes hvis han dør eller hvis han ikke holdte sin aftale. hun vidste godt det blev nok svært at dræbe ham. hun var dog ikke bange for at kæmpe. hun skulle nok kæmpe til sidste legeme for sin familie og for at stoppe det her. men den snedigste måde ville være at få ham til ikke at holde sin del af kontrakten.
"og hvad er hans del af kontrakten?" spurgte Victoria med dæmonisk ryst.
hun var ikke så meget vred mere men hun var stadig intens og hele hendes intense styrke fik hele rummets skygger til at blive mørkere. det var som om at lyset blev slugt op i rummet men kun Victorias flammer og øjne skinnede kraftigt i mørket.

Rafaela stirrede ud i luften. Hun kiggede hen på Victoria da hun spurgte hvad hans aftale var. Hun rystede lidt på hovedet "Det ligemeget" sagde hun stille og gik hen til døren og prøvede, at åbne den men opdagede, at Victoria havde låst den uden hun havde opdaget det. Hun sukkede kort og låste døren op. Hun gik ud fra sit værelse og haltede ned i stuen igen og kiggede rundt i lokalet. Hun smilte da hun så Reine stadig lege med Vincent. Hun humpede hen til en af lænestolene og satte sig ned i den og kiggede hen på Reine og Vincent "Sikke i 2 hygger jer var?" sagde hun stille og smilte sødt til dem.

Victoria vidste ikke hvad hun skulle sige. da Rafaela gik ud af lokalet blev Victoria stående som en statue indtil døren lukkede i sig selv igen.
der spræng noget af hendes vrede ud og hendes ene "edderkoppeben" smadrede træstolen i et slag. Victoria vidste ikke helt hvad hun skulle gøre med sig selv så hun valgte at hoppe ud af vinduet i værelset og hoppe ned til haven og køle af ved springvandet.
hun tog en dyb indånding og pustede ud igen imens hun lukkede øjne og kølede af.

Makkadin og Emily var næsten færdige med aftensmaden da Rafaela kom ned oppefra. han kunne kun lige høre nogen kom ned af trappen men kunne regne ud fra humpende at det var Rafaela.
Vincent vendte sin opmærksomhed fra Reine til Rafaela
"ja vi hygger os skam gør vi ikke Reine" sagde Vincent med et smil og pjattede lidt med Reine ved at kilde ham.

Rafaela kunne godt høre, at stolen hun havde inde på sit værelse gik i stykker efter hun havde lukket døren. Hun kunne tydeligt regne ud, at Victoria var blevet meget vred, men hun kunne ikke fortælle Victoria det. Det kunne hun bare ikke ligemeget hvor meget hun end ville fortælle hende det. Hun vidste godt, at ingen i familien kunne hjælpe hende for hun var hans slave permanent. Sådanset den eneste aftale som Zero muligvis ikke ville kunne udføre var, at give Luce modgiften for den gift han gav hende for 100 år siden så Luce var blevet afhængig af skyggevæsenblod for, at kunne leve.

Rafaela smilte over, at se Reine og Vincent lege på sofaen. Hun elskede at se hvor glade hendes børn var for hendes familie. Emily elskede at hjælpe til i huset selvom hun var et barn. Rafaela var sikker på, at Emily en dag ville blive mesterkok så meget som hun lavede mad og elskede det.
Reine nikkede meget med hovedet "Jo mig elsker onkel Vincent han er sjov" sagde Reine og grinte meget og vred sig i armene på Vincent.
Rafaela smilte stille "Det dejligt skat. Onkel Vincent er også meget barnlig en gang imellem og det er dejligt for så han også god til, at lege" sagde Rafaela og blinkede med det ene øjne til Vincent.

Vincent smilte lidt af Rafaelas kommentar.
"ja mor er alt for voksen og kedelig til at lege, så det er godt onkel er barnlig og kan lege" sagde Vincent med et flabet smil på læben og blinkede med det ene øje.

et kort øjeblik efter kom Makkadin ind fra køkkenet.
"så er der mad allesammen. hvis en af jer gider at komme og dække bord ville det være rart." sagde han til dem allesammen i køkkenet.
Vincent rejste sig op med Reine.
"hvad med at jeg hjælper til denne her gang." sagde Vincent og vente blikket mod Reine.
"undskyld Reine men hjælper lige til for mor er godt kvæstet. passer du på mor så dækker jeg bord og så kan vi lege efter mad?" sagde Vincent og afleverede Reine til Rafaela og gik ud i køkkenet og dækkede spisebordet.

da der var blevet dækket og alle havde sat sig kom Victoria ud fra haven. hun var dog stadig i dæmonform men hendes øjne var ikke længere som glødende kul men nu var en slags lys gul øjenfarve.
"det er bare mig Victoria. jeg havde lige en episode og kunne ikke holde min normale form. den kommer tilbage om noget tid." sagde Victoria lidt flovt. hendes stemme havde ikke længere det dæmoniske røst ved sig mere. men var istedet vendt tilbage til hendes normale stemme.
hun satte sig ned med de andre og begyndte at spise aftensmad.

Rafaela smilte og rystede lidt på hovedet over Vincent "Det godt med dig stump" sagde hun grinene og blinkede flabet til Vincent.

Reine kiggede hen på Vincent da han rejste sig op og lyttede stille til det Vincent sagde til ham "Så vil jeg også have en ridetur bagefter!" sagde Reine bestemt og grinte. Rafaela tog Reine og nussede sin næse imod hans. "Sådan hedder det ikke Reine. Hvad hedder det?" spurgte hun og kiggede sødt på ham "Det hedder må jeg, mor" sagde han sødt og smilte til Rafaela. Hun smilte stille til sin søn og rejste sig op med ham i sine arme. "Husk og spørg onkel Vincent om det når vi kommer ud i køkkenet ikke?" sagde hun stille, hvor Reine nikkede og holdt fast om halsen på Rafaela.
Rafaela gik ud i køkkenet med Reine og satte ham på sin stol og satte sig derefter ved siden af ham og Emily. Rafaela nussede Emily i håret "Det ser lækkert ud min pige" sagde hun sødt. Emily smilede stolt.
Reine kiggede hen på Vincent "Må jeg få en ridetur efter maden onkel?" spurgte Reine så sødt og lagde hovedet sødt på skrå. Ligesom Rafaela havde gjort når hun havde fedtet for sin far da hun var yngre.

Rafaela kiggede på Victoria og kunne godt se, at hun stadig ikke var kommet helt ned på jorden endnu. Hun begyndte, at hælde mad op til sig selv, Reine og Emily.

Vincent smilte til Reine.
"selvfølgelig kan du få en ridetur efter maden. så kan vi gå ud i haven og tænde for lamperne derude." sagde Vincent med et smil.
der var nogle lanterne lygtepæle der var blevet sat op ude i haven så det lyste op for haven til om aften og lignende.
der gik lidt tid med hvor de spiste hvor Makkadin tørrede sig om munden og rejste sig op.
"jeg har faktisk noget vigtigt jeg skal informere hele familien. jeg advarer at det er noget alvorligt men jeg ved som en familie skal vi nok klare det."
sagde Makkadin og havde det lidt svært ved at informere det som han skulle til at fortælle nu.
"jeg er blevet informeret om at min bror Sakref er forsvundet. ingen ved hvor han er og han har været væk i lang tid nu. resten af hans familie har været nød til at gå under jorden sammen med hans lærlinger. de har kontaktet mig og spurgt om de kan komme hertil for at kunne bo her da de ikke længere tør at være i Doomsville City mere og jeg har sagt ja." sagde han og satte sig ned igen.
det var ikke en nem situation og han havde ikke fået mange detaljer af vide. det han bare vidste var at Sakref var forsvundet og kort tid efterblev slottet pludselig angrebet og de var nød til at flygte.
"jeg regner med at i er forstående og vil hjælpe dem også i denne situation." sagde han.

Victoria som sad med sine vinger foldet sammen bag hendes ryg var noget chokkeret over at Sakref var forsvundet.
"hvordan i al helvede kan Sakref pludselig forsvinde? " spurgte Victoria som var overrasket og bekymret.
"jeg ved det ikke jeg ved kun at han var pludselig forsvundet og kort tid efter blev slottet angrebet af nogen." sagde Makkadin og var selv meget bekymret i blikket.