Look what you have done!(Sajro)

Hendes øjne prøvede forgæves at tvinge hende til at lukke sig sammen ved synet af hans krop der vred sig under den sydende smerte fra den uhåndterlige varme, der måtte flænse ham op i smerte. Men hun kunne ikke trække blikket til sig, om hun så havde haft chancen - men selv hvis hun ikke havde været personen der bragte smerten til ham, så havde hun kunne lade være med at skulle betragte såret for at sikre sig at hun ikke løftede ildrageren for tidligt, selv da havde det ikke været muligt for hende at lukke alt dette ude fra hendes verden, ved noget så simpelt som at lade øjenlågene trække gardinerne for.
Så snart ildrageren ikke længere var til nytte, følte hun en hvis væmmelse og afsky brede sig i hendes indre ved følelsen af den ru overflade der skrabede imod hendes hud. Hun kunne mærke et svagt aftryk af varmen der steg op fra spidsen da hun snurrede omkring og kylede den fra sig med et let hvæs. Blot tanken om at have rørt den lod en kvalme simre i hendes indre, selvom det mørke metal ikke var mere eller mindre end det havde været inden hun havde gjort hvad hun fortrød mere end hun egentligt forstod.
Hendes blik lagde sig imod ham, da hans krop faldt sammen. Hendes ben knækkede sammen, men hun bemærkede ikke da hun landede på knæ foran ham med en smerte trækkene i hendes knæ - hun registrerede blot at hun var kommet ned i hans højde. Hendes krop landede sig præcis så langt fremad at hun kunne ligge hænderne imod hans skuldre, og bevæge ham en smule for at se om en reaktion kunne trækkes frem.
Intet.
Panikken bredte sig i hendes krop, men istedet for at lade dette vise tydeligt trak hun fat i ham og fik skubbet ham op i sofaen, hvor hun lagde ham på det bløde stof.
"Du må ikke være død. Lad være med at være død ..."
Hendes finger lagde sig skælvende imod hans hals, hvor en tydelig puls burde dunke imod hendes finger. Fraværet af dette sitrede i hendes finger, og skabte utilregnelig reaktion i hendes krop.
"Åh gud ... Åh nej ..."
Med et ryk trak hun 'kludene' væk, vred dem i nogle hurtige bevægelser og lod vand blive opsuget deri så de endnu kunne køle hans sår af - selvom han ikke syntes at have brug for denne omsorg der så sjældent blev vist i hende. Hendes blik syntes at forsvinde i det fjerne, idet hendes tanker blev trukket baglæns til mindet der vækkede de samme følelser i hendes krop.
Hendes øjenlåg gled i, og hendes ben knækkede endnu engang sammen under hendes så hun landede på gulvet med et hult dump. Hendes hoved blev ryk for ryk trukket fremefter, og hendes ryg skubbet bagud den halvødelagte trøje hun havde lånt af ham blev stødt op imod den sofa Sajro lå placeret på. Hendes ben trak sig op om hendes krop, og hendes hage stødte imod knæene da hun snoede armene om sine ben.
Hvorfor havde hun også flippet sådan ud? Kunne hun forhelvede da ikke bare for én gangs skyld have været fornuftig? Et godt væsen? Kunne hun ikke bare have fattet at når hun ikke nærer et ønske om at skade en person, så skal hun ikke kaste fucking knive efter dem?! Hvad fanden i helvede var der galt med hende?! Hun ville aldrig kunne overleve med et barn nu. Alt den midlertidige ro han havde lagt over hende var trukket væk, men denne gang var det ikke vrede der hamrede ud - dette syntes at være opbrugt. Det var en smerte over alle de tab hun nogensinde havde lidt og ikke tilladt sig selv at reagere på, der bevægede sig ned over hendes kind i form af den første tåre hun havde grædt i flere hundrede år.
Flere kom der ikke. En enkelt tåre gled ned af hendes kind, og dannede sig som en perfekt dråbe da den faldt fra hendes hage og klaskede imod hendes hud hvor den endte sine dage. For Delilah var dét at lade en tåre falde, værre end hvis hun havde smadret huset imens hun råbte og skreg - en enkelt tåre var mere end hun havde tilladt sig selv i mange hundrede år. Dét var virkeligt et tegn på smerte.

Han lagde der bare. Hans nærmest livløse krop lagde bare på sofaen længe indtil en velkendt lyd bredte sig fra ham, en lyd der måske virkede helt igennem forkert, men dette var lyden af en mave der knurrede, fordi han var virkeligt blevet sulten af dette og derfor vågnede han også op med et sæt og et gisp...

''Argh...''

Han tog sig til siden med den ene arm og med den anden tog han sig til skulderen. Det gjorde ondt, og han vidste at der inden længe ville komme vabler og lignende på, og det ville bare gøre det endnu værre. Han så ned på Delilah der sad sammen krøllet for sig selv. Han fik sig rejst og gik over til hende... Han sank på knæ foran hende og lagde armene om hende.

''Hey hvad er der sket med dig? Er du såret?''

Han betragtede hendes krop. Han huskede ikke helt hvad der var sket, og slet ikke noget om at hun havde været ved at flippe ud. Eller jo han havde registreret det men det var ikke noget han kunne huske. Så lige nu havde hun det for sig selv...

''Brug for noget?''

Tiden trak sig sammen til en smal linje der rullede sig sammen for hendes indre blik, og hendes øjenlåg der havde lukket sig sammen skabte et lettere utæt mørke der omringede hende. Disse to ting var hvad hun registrerede da hendes ubevægelige krop klistrede sig fast i denne stilling, for selvom det ikke syntes at være så meget forskelligt fra de andre gange hun havde slået en person der betød noget for hende ihjel, så var denne gang alligevel anderledes. Der havde altid været en grund, der havde tvunget hendes kniv til at handle imod hendes vilje, eller havde været grunden til at hun måtte trykke aftrækkeren i bund imens den var rettet imod vedkommendes hoved.
Det var der ikke denne gang. Der var ingen penge stukket i hendes ansigt for dette - selvom det nok ikke var for sent at trækker Serkans pengesum hjem - og der var ingen der holdt andre som gidsler som betaling for døden. Dette var helt simpelt hendes latterlige raserianfald der havde suget livet ud af ham, og det ville hun ikke kunne tilgive sig selv for så nemt som ved de, hvor hun i det mindste kunne undskylde for sig selv. Der var ingen undskyldning, eller noget forsøg på at retfærdiggøre dette for hende selv. Forsøgene ville være nyttesløse, så at prøve virkede latterlig.

En række lyde bag hende vækkede hende fra trancen, og tvang hendes hoved til at blive skubbet blot en smule op fra den murlignende tilstand hun havde skubbet sig selv i. Ikke nok til at bevægelsen trak synlige streger over dette billede af ubevægelighed hun havde skabt omkring sig, men nok til at hendes sanser vågnede fra deres dvale og tillod sig at søge om bag hende for at finde tegn på det liv hun ikke tidligere havde kunnet finde ved ham.
Men de var der. Skridt bevægede sig over gulvet, men det var som kunne hun ikke overskue at løfte blikket, blot for at opdage at det var en eller anden tyv der troede at et ødelagt vindue var lige med nem adgang. Denne teori blev dog smadret til atomer, i samme sekund hun kunne mærke en tilstedeværelse foran hende, og mærkede arme der snoede sig om hendes krop.
Hendes hoved trak sig op med et ryk i samme sekund duften af varulv lagde sig om hende, og hendes arme rev sig fra at deres fængsel omkring hendes ben. Hun lod armene sno sig om hans hals endnu inden hun havde ladet blikket finde ud af hvorvidt han overhovedet havde det okay. Lettelsen hamrede igennem hendes krop og trak alle de tanker der havde rumsteret i hende tilbage - det var som blev de suget igennem et rør, og fik derefter smækket et låg på. Alting blev fortrængt og gemt væk, idet hendes liv ikke havde plads til at rumme sådanne ting. Hvis der var mere end de mest basale ting, så ville hendes hverdag ikke fungere fordi for mange ting ville overlappe hinanden og tvinge hende i livsfare gentagne gange.
"Spørger du om jeg er såret?! Se på dig selv, Sajro!"
Overraskelsen dansede på hendes tunge, men så snart hun trak sig væk så hendes blik kunne strejfe hans, blev det tydeligt at den måde hendes tanker var muret inde bag de mure der omringede hendes virkelige følelser omkring alting for ham endnu. Enten havde han helt simpelt fortrængt oplevelsen, glemt den i tåger af smerte eller også syntes der bare ikke at være nogen forskel for ham om hvorvidt hun reagerede som hun gjorde nu eller som hun havde gjort inden hans besvimelse.
Hendes hoved rystede langsomt på hovedet da han spurgte om hun havde brug for noget, for den sult der snart begyndte at trække hendes indvolde ud, syntes ikke at være vigtig på dette tidspunkt.
"Nej, jeg ..."
Hendes tanker snurrede let, og ændrede hendes ord sekunder før de passerede hendes læber.
"Hvad er det sidste du kan huske?"

''Ja ja, det er ikke slemt endnu det bliver først slemt når der kommer vabler rundt om såret... Men helt ærligt det bliver endnu et par flotte ar hva? Ar der kan understrege mit farlige liv.''

Han grinede og smilede flabet til hende. Han kunne ikke lade være da den var for oplagt. Han havde en ide om at dette havde berørt hende meget, at hun havde været langt væk. Han så på hende roligt da hun spurgte om hvad det sidste han kunne huske var. HAn sendte hende et stille og roligt smil.

''Dig der flippede ud om mine skader.''

Han så på hende roligt, og han gav hende et ganske blidt kys på kinden. Han smilede roligt til hende, og han fik sig stablet på benene og haltede over til sofaen. han så på hende roligt, og var nød til at spørge hende om noget.

''Delilah kunne jeg ikke få dig til at hente mig et par bukser?''

Det her vidste han virkeligt ikke hvordan hun ville reagere på. Ville hun bekymre sig eller ville hun bare blive sur og være ligeglad med det, og sige at han selv kunne gøre det.

Overraskelse blev flået igennem hendes blik da en joke faldt ud af hans læber, og et utydeligt smil indtog deres faste plads på hendes læber. En klistret masse der havde samlet sig som en klump indeni hende løsnede sig og blev opløst i hendes blod, så en skærm klikkede af hendes syn og verden faldt på plads igen. Den Delilah omverdenen så sneg sig tilbage og trak sig igennem hendes krop, og den kvinde der var brudt sammen sivede om bag det fængsel hun havde været fanget i, i så mange hundrede år. Under bag disse tremmer af kulde ville denne kvinde højst sandsynligt være bundet fast længe endnu, idet dette korte glimt af hende der havde huseret på ingen måde var nok til at overvinde den side af Delilah der dominerede; Den kvinde størstedelen af alle hadede, og som egentligt ikke bekymrede sig om det overhovedet.
"Dit farlige liv? Mhm, så må du da have mange ar?"
Forandringen i hendes blik havde været tydelig, da man nærmest havde set noget ukendt blive suget ind og blive erstattet af det lettere flabede glimt der altid dansede i hendes øjne. Selv hendes stemme var snurret rundt og havde efterladt det bekymrede skær i mørket, sådan at det drillende kunne blive skarpt oplyst fra alle kanter. Men endnu et kort skær af den eller forsvundne kvinde hakkede sig igennem hendes krop da han fortalte hvad han huskede, i form af en svag blomstrende rødmen der spredte sig over hendes kinder som et rødlig tåge.
"Jeg troede jeg havde slået faren til mit barn ihjel, for fanden! Jeg ville ende med at hakke hovedet af en i et forsøg på at fodre den, hvis jeg ikke fik hjælp. Selvfølgelig var det et problem for mig!"
Hendes blik landede på gulvet da hans læber kort berørte hendes kind, idet hun tvang rødmen til at synke tilbage i hendes hud. Hun hadede at vise tegn på svaghed, og selvom det måske ikke syntes sådan, så var rødmen på listen over de svagheder der ikke var velkomne i hendes krop. Listen var utroligt lang. Derfor føltes det næsten som en lettelse da han forsvandt da det sted hvor dette havde været alt for oplagt at bemærke.
"Bukser?"
Hun blinkede lettere forvirret, idet hendes tanker ikke ét sekund havde strejfet det faktum at han havde været nøgen hele tiden. Hendes blik fangede ham og bevægede sig lettere overrasket over hans krop, inden hun svang sig på benene og skubbede hoften til siden, sådan at nederdelen svajede om hendes krop.
"Så du har ikke lyst til at låne den hjemmelavede nederdel? Den er ellers lige dig."
Hendes hofte blev skubbet til den anden side så nederdelen igen legede med vinden, men samtidig vippede hendes hoved imod siden med de mørke krøller dansende omkring sig.
"Hvor er bukserne henne? Jeg kan stadig ikke finde rundt i det her fandens store hus."

"Det burde du gerne vide at jeg har, eller er det kun en del af min krop du har haft fokus på?"

han smilede roligt til hende dog også lettere flabet mens han lagde serberne om hende og kyssede hende lidenskabeligt. Han havde bare lige brug for det for at føle år nogen kunne lide ham. Han kyssede hende på kinden da hun rødmede.

"Delilah du ønsker ikke st såre nøgen det skal nok gå dig godt du skal nok kunne klare et enkelt barn."

han smilede roligt til hende og han rystede på hovedet af hendes forslag med at bruge hendes skørt. Han svarede ehnde bare flabet.

"Nej men du må da godt smide det, op af trappen førse dør til venstre."

han smilede roligt til hende og kyssede hende igen og brugte hende til at hive sig op at stå med.

"Det er bare ikke lige de detaljer jeg lægger mærke til i de situationer Sajro. Men jeg vil da gerne tjekke, hvis det er?"
Hendes stemme drillede tonerne der bevægede sig ubestemmeligt omkring, og nægtede at ligge stille et sted. På trods af den hændelse der endnu forsøgte at blive fortrængt i hendes minder, så var stædigheden fra den halve udfordring han havde smidt ud for længe siden stadig gældende - selvom hendes ord fokuserede på det, så ville hun end ikke overveje at have sex med ham før dagen var ved sin ende. Dette valgte hun dog også at lade slippe ud af hendes læber ved den næste del af sætningen, der knap havde fået få sekunder at hvile i før hun trak den ud med et muntert glimt i de dybtliggende øjne.
"Selvom sex må vente til i morgen."
Så snart hans læber trak hendes til sig i et kys, gengældte hun per automatik. Hun løftede en hånd og lagde den blidt imod hans nakke, idet hun ubevidst trak dem en smule tættere i blot et sekund. Så snart de blev trukket fra fra hinanden bevægede hendes fingre sig igennem det nederste af hans hår, før hun trak hånden til sig; Men hendes ansigt viste ingen tegn på overhovedet at have registreret hvad der netop var sket.
"Nok kunne klare et enkelt barn? Sajro, jeg tror ikke du forstår problemet."
Hendes blik gled fraværende henover det hul hun tidligere havde hakket ind i væggen, før hun fandt hans blik igen. Et smil sitrede om hendes læber, men havde problemer med at bryde igennem overfladen og trænge frem fra sit skjul.
"Hele mit liv er baseret på at være uafhængig af alle. Alle jeg har været tæt på er døde på grund af mig, på en eller anden måde. Om jeg ønsker at såre nogen er irrelevant, for det er måden jeg overlever på. At få et barn er ikke bare en dødsdom over mig, også en dødsdom for barnet."
Endnu engang var det der syntes umuligt sket; Sandheder om hendes tanker havde passeret hendes læber, og hendes tanker var i nogle sekunder blevet blottet. Men hun havde ingen tvivl om at Sajro umuligt kunne forstå dette, fordi han ikke havde den samme viden om hendes historie som hun selv havde - derfor syntes der ikke at være en pointe i at trække dem frem i lysets skær og lægge dem frem.
"Smide skørtet? Nu får vi se."
Endnu engang gengældte hun uden yderligere kommentarer kysset der ramte hende, og syntes ikke at have et problem med at hans vægt blev lagt over på hende da han trak sig op at stå. Hendes skridt var hurtige og præcise da hun svajede op imod trappen, og kort efter hørtes hendes skridt forsvinde op ad trappen endnu engang.
Som ved hvert et skridt hun tog svingede hendes hofter blot en smule fra side til side, da hun kom til syne for enden af trappen endnu engang. Over hendes arm var et par bukser og en skjorte henslagt, og de bevægede sig ligeledes svajende for hvert skridt hun tog. Hendes skridt holdt ikke pause før hun stod foran ham, med hovedet vippet en smule til siden.
"Her - dæk dig så til. Vi må jo prøve noget nyt nogen gange."

''Du plejer da ellers nærmest altid at holde øje med min mere eller mindre nøgne krop.''

Han smilede flabet til hende, og grinede bare drillende til hende. Han gengældte hendes kys, han var overrasket over hvordan hun reagerede fordi trods de ofte havde delt hinandens læber i et lidenskabeligt kys var det bare som om hun var mere kærlig nu mere blid og forsigtig. Han smilede, og han kiggede efter hende...

''Så du siger at mine ar slet ikke tænder dig?''

Han så på hende, greb fast i hende og placerede en hånd mellem hendes ben drillende. Dette var for at glemme smerterne for at tænke på noget andet, og om ikke andet så var det for at skjule hans andre følelser.

''Skjorte!? Aldrig i livet det vil gøre ondt at have den på!''

Han tog bukserne og hev dem på. Han betragtede hende roligt. Han var virkeligt ikke ved det bedste helbred lige nu.

"Hvornår har jeg påstået at jeg ikke fandt den interessant?"
Endnu engang drillede de ubestemmelige toner, idet de nægtede at haspe sig på hverken den seriøse stemme eller det legende toneleje. Et smil simrede i mundvigene, og brød lidt efter lidt frem imens stemmen snoede sig ud af hendes læber og bevægede sig i luften mellem dem. Hendes hånd drejede smidigt i luften da hun trak den fremefter og lod en pegefinger strejfe hulningen ved hans kraveben, inden hånden blev hevet tilbage imod hende og snoet sammen over hendes bryst.
"Når man lever livet farligt bliver man såret, hvilket giver ar. Det ved jeg alt om. Og om det tænder mig at du har levet livet farligt nok til at få mange ar?"
Endnu engang løsnede hendes hånd sig fra den stramning den havde lagt sig, og flød en smule fremad til den landede imod hans brystkasse endnu engang. Hendes hoved blev vippet en smule til siden da hun trådte en lille skridt nærmere, og lod et smil vokse henover hendes ansigt. Hendes stemme blev pustet varmt ud over ham da hun sagde de næste ord, hvor varmen kærtegnede hans ansigt for det blev nedkølet og trukket væk endnu engang.
"Det kan jeg ikke benægte."
Et legende glimt rev sig igennem hendes blik, idet hun lagde et let pres på stedet hendes hånd lå, og derfor skubbede sig selv en smule væk fra ham endnu engang. Dog nåede hun ikke helt at fuldføre denne bevægelse, før han med ét greb fat i hende og holdt hende fast. Et lettere overrasket gisp forlod hendes læber da hans hånd berørte hende - især fordi hun var bundløs, da hun kun havde denne løse trøje og svajende nederdel trukket over sig.
Overraskelsen der havde bevæget sig over hendes ansigt kort blev hurtigt erstattet af et smil, men hendes stædighed flakkede ligeledes over ansigtet da dette syntes aktuelt.
"Du må vente til i morgen."
Hendes hånd lagde sig imod hans, imens hendes tænder bed sig hårdt fast i underlæben da hun trak sig væk - idet hun nægtede at reagere på disse bevægelser. Derfor syntes alt dette også at blive mere end blot en smule lettere da han fik hevet bukserne på, og dermed dækket sig selv til.
"Ingen skjorte? Jeg klager ikke."
Hun dansede nogle skridt tilbage, og lod et blik flakke imod køkkenet. Den knurrende lyd fra tidligere huserede stadig i hendes tanker, og derfor vidste hun at det på en eller anden måde måtte distrahere ham at sige de ord der sekunder senere slap ud af hendes læber.
"Hvad blev der af at være sulten?"

Han lænede sig frem, fordi der var et ganske lille problem i det der med at vente, og han ville vædde med at hun selv kunne se at det var lidt af et problem også. Han sendte hende et roligt blik, og mens hun flyttede hans hånd trådte han helt tæt på og lagde sin mund ned til hendes øre...

''Ser du søde... I morgen har jeg nok fået vabler, og det vil jeg have længe, og så længe jeg har dem er der ingen sex til dig... Så i aften er din sidste chance...''

Han nappede hende legende i øret. Hun kunne sikkert finde på at finde et kompromis sådan at hun i det mindste ikke tabte. Han grinede legende da hun spurgte ind til det med mad og han nikkede bare og gik ud i køkkenet.

''Du bliver stadig nød til at partere den kølle der, det kan jeg ikke selv sådan her.''

Han grinede flabet til hende, og det var egentligt løgn ahn kunne faktisk sagtens selv. Han ville bare hellere have at hun gjorde det.

"Oh ..."
Hendes stemme var tøvende og langtrukken, idet hendes blik i nogle lange sekunder fangede et fjernt sted der syntes svært at placere fast. Hans ord havde lagt sig om hendes tanker, der nu summede let for at finde en løsning på det problem der netop var blev lagt ud foran hende og spredt henover hendes indre blik. Hendes tænder strejfede gentagne gange hendes læber, idet hun syntes at finde en lyst til at haspe sig fast deri, men var for optaget af det tankespind der blev snoet omkring i hendes hjerne, til at bemærke denne lyst der meldte sig.
"Men ..."
Hendes øjne blev knebet en smule sammen da hun forgæves trak sig sammen for at finde en hurtig løsning, men alting syntes at være sløret og ville trække hende ned i den kløft der fungerede som at tabe. Var der overhovedet en løsning? Hun trak sig med ét tilbage fra det usynlige punkt hendes blik havde fokuseret på, og lod det lande på Sajro endnu engang.
"Hvad gør vi så?"
Hendes blik, der havde fundet vej tilbage til ham, var tydeligt lettere forvirret. Hun ville ikke tabe endnu engang idet det lå så langt fra hendes natur, men alligevel syntes det uoverskueligt at skulle vente på at de vabler hun havde plantet på hans krop skulle synke i sig selv og forsvinde, inden hun igen kunne nærme sig sådan som hun gjorde det. En let rysten gik igennem hendes hoved da hun opgav at finde en løsning, og lagde dette ansvar på hans skuldre.

Ubevidst gled hendes hoved en smule til siden da hans tænder berørte hendes øre, sådan at dette stykke fik skubbet nogle hårstrå væk og syntes mere nøgen uden dette lag af hår. Hendes hånd blev lagt imod siden af hans hals, hvor den utroligt nok satte sig fast uden hendes hjælp.
"Partere en kølle? Jeg kan knap nok udtale ordene Sajro, hvordan regner du med at jeg skal kunne gøre det?"
Mad og Delilah fungerede kun i samme sætning, når ordene dansede i en sætning noget lig 'Delilah ville sprænge verden i luften, hvis hun forsøgte at lave mad'. Derfor syntes det for mange ikke at komme som en overraskelse, at hendes måder at slå ihjel på var alt andet end fine - et hurtigt snit og det var ovre, medmindre torturen måtte komme frem fra hendes fingre. Tortur brugte hun sjældent, så dette lå mere i hendes trusler end i hendes natur.
Hendes skridt trak hende bagud, da hun langsomt lod disse føre hende ud i køkkenet. Om hun havde tænkt sig at risikere liv og lemmer for alle tilstedeværende for at skære kødet ud var usikkert, idet det faktisk var en helt reel trussel at stå nær hende med mad mellem hænderne. Dette var for mange et chok, idet hun kunne håndtere en kniv med lethed og professionalitet i kamp - men så snart sammenhængen var med at lave mad, så syntes det at alle disse færdigheder var døde.

Hvad der skete for ham vidste han ikke men han kom op med en løsning på hendes problem lige med det samme en løsning som vel egentligt kun var til hendes fordel som sådan. han så på hende roligt. Han betragtede hende smilende specielt da en lille ide kom op i hans hoved for hvordan han kunne få noget ud af dette også. Han smilede roligt.

''Hmmm, se mens jeg lægger med vabler så sørger du stadig for at tilfredstille mig ikke?''

Han kunne nok godt holde til det. Han smilede flabet til hende, og betragtede hende som klokken nu var blevet omkring de ti. Han sendte hende et roligt blik, kun 2 timer igen så længe kunne han vel godt holde ud?

''Vi sover ikke før vi har haft sex, men det gør vi bare først når den er over midnat.''

Han smilede roligt og ulgte hende ud i køkkenet. Han grinede af hendes ord omkring det med at partere køllen så svært var det nu altså heller ikke. Han så på hende roligt. han grinede lidt.

''Forestil dig at du vil fjerne alt kødet fra en mands lårknogle det er bare det du skal.''

"Har jeg noget valg?"
De drillende toner svøbte sig om lokalet, men syntes alligevel at rejse igennem det stykke luft der adskilte dem på ingen tid. Hendes blik lå tæt op af ham da ordene blev leveret, og smilet syntes aldrig at ville sive væk fra hendes læber, nu hvor de endelig havde fået indtaget deres plads endnu engang. Hendes hænder dansede i luften da hun slog dem ud imod siden, og derefter trak dem ind så de lå krydset imod hendes venstre bryst, hvorunder hendes hjertet bankede roligt og stødt. Smilet modsagde det uskyldige deres vældede op i hendes blik, og forgæves forsøgte at lyve sig til streger af en yndig venlighed over hendes ansigt.
"Jeg mener, det var trods alt mig der skadede dig."
Uden yderligere omsvøb sivede alle de klatter af falsk uskyldighed der var blevet lagt over hende væk, og efterlod blot det væsen der lod en let latter falde ud igennem hendes læber. Et kort sekund kunne man skimte en seriøsitet i hendes grønbrune blik, idet hun lod den sidste del af denne sætning blive en del af omverdenen.
"Og siden du har sex med mig når jeg bliver højgravid, er det så ikke min pligt at gøre det samme for dig når du er såret?"
Seriøsiteten var død og var ved at blive lagt i den kolde ord, så snart det sidste ord var gledet over hendes tunge. Hun lod en hånd glide op over hendes skulder, hvor det snappede en af hendes lokker og fraværende snoede den omkring sig.

"Et kapløb med tiden? Vi overfalder hinanden var viserne rammer tolv?"
Hendes stemme var lav og drillende, men lod sætningen hænge i luften da hendes skridt førte hende ud i det køkken der endnu var overstrøet af sølvknive der glimtede let imod gulvet. Hendes hånd fløj til siden da hendes blik landede på dette, og klemte hårdt om hans arm i nogle sekunder, som et tegn på at hans skridt måtte stoppes i tilfælde af at han ikke havde opdaget disse.
Hendes ben bøjede sig da hun gled ned på hug, og kravlede henover gulvet på alle fire da hun samlede disse op. Gulvets kolde overflade skrabede hendes knæ let, men idet der ikke gik mange sekunder før både de løbske knive og den ladte pistol var samlet imellem hendes sammenkrummede fingre. Et par skub fra armene, og hun havde trukket sig op i stående stilling endnu engang, denne gang med et gulv der ikke glimtede af skadeligt sølv.
Hun havde ikke overskud til flere skader lige nu. Der ville højst sandsynligt ikke gå mange timer før trusler og slag igen ville ramme ham, men på dette tidspunkt syntes det voldsomt at overveje at lægge flere skader over hans krop. Hun snurrede omkring og hamrede knivene én efter én ned i bordet med høje brag, sådan at de stikkede op med en svag sitren bevægende i sig.
"Du vil bare have mig til at flå kødet af den? Et pænt syn er det ikke."
Hendes fingre klemte om knivens skaft et sekund hvor hun skar en dyb rift, men syntes så at føle en svag kvalme ved at lave dette. Kniven landede på bordet med en dump lyd, imens hun borede fingrene ind i kødet og rev lunser af kød af - Dette havde hun tydeligvis gjort før. Så snart hver centimeter kød var trevlet af, snurrede hun omkring og hævede et øjenbryn. Hendes skridt bevægede hende lidt til siden, så han kunne træde over til kødet uden forhindringer.

''Nu ikke for vildt heller søde... Jeg skal jo gerne stønne af nydelse og ikke af smerte vel.''

Han smilede bare drillende til hende og bed hende lidt i halsen. Han kunne egentligt ikke vente til tiden var gået han ville have hende. han ville have hendes krop og det kunne ikke gå for stærkt. Han betragtede hende roligt som hun samlede knivene op. det var sjovt at se det der hvordan knivene var lavet. De havde hugget dem fra en varulv. Fordi skæftet var ikke af sølv... Han gik roligt frem imod Delilah og betragtede knivene...

''Jeg tror de mænd der dræber varulve... De knive der har været eget af en varulv...''

Han så på dem roligt, og lod hende så bare patere kødet inden han gik hen og slugte ret hurtigt det rå kød, og så vendte ahn sig om imod hende med knoglen som han roligt tog imellem hans kæber og lukkede sammen om den så den knækkede, og han sugede marven ud af knoglen.

''Nå hvad skal vi så lave indtil klokken den slår 12 gange?''

Han grinede roligt, og betragtede igen knivene. Han så om på Delilah med et roligt blik da han snakkede der var noget ved skæftets udsmykning der mindede ham om noget. Der var det! Serkan! Hans evner han var den eneste sajro kendte som kunne lave den slags der..

''Serkan! Det er hans knive de her... Men tror ikke på de har dræbt ham... Kunne han have hyret dem?''

"Mhm, jeg synes eller at en blanding plejer at fungere ret godt for dig ..."
På trods af hendes egne løfter til sig selv, blev et næsten utydeligt støn trukket ud af hendes læber da hans tænder sank ind i hendes hals. Hendes hånd gled om bag hans nakke hvor den lagde sig og holdt dem stående tæt sammen i blot nogle sekunder, før grebet løsnede sig. Hendes stemme havde også tydeligt båret præg af dette han startede i hende, og som gjorde hendes stædighed irriterende svækket - men det betød ikke at hun ville tillade sig selv at bukke under for sine svagheder, og blive trukket ned igennem hvad de begge lagde op til.
"Du gør det virkeligt svært at lade være med at reagere, Sajro."
Hun trådte nogle skridt bagud, og lod et par fingre strejfe det bidemærke der allerede trådte tydeligt frem imod hendes hud. Et ar fra tidligere omgange vistes da hun strøg et par hår henover skulderen, og blottede halsen helt for de fingre der fraværende kærtegnede den nærmest ømme hud. Delilahs blik fulgte dog Sajro da han betragtede knivene, som prikkede de til noget i hans hukommelse - hvilket de også måtte, idet hans ord umuligt kunne komme fra en person der var uvidende omkring emnet.
"Okay, hvilken idiotisk varulv ville mene at det var smart at have sølvknive liggende i huset?"
Hendes blik lagde sig på ham idet kødet gled ned, tilsyneladende uden nogen hindring, og kun med et lille smil påklistret hendes læber. Ordene der forsvandt ud af de selvsamme læber, emmede af en let forvirring og latterliggørelse af denne tanke. Delilah selv havde adskillige våben placeret i sit eget hus der ville kunne slå hende ihjel på sekunder, men det var fordi hun ofte blev angrebet af diverse væsner i sit hjem, der mente at den bedste måde at slå hende ihjel på, var ved at angribe hende dét sted hun kendte bedst.
Så snart den knasende lyd af knogler der brækkede under presset fra hans kæber fandt hende, trådte hun frem og snoede fingrene om disse knogler. Så snart marven var forsvundet derfra rev hun dem ud, og smed dem fra sig så de ramlede ind i resterne af den klump hun havde flået kødklumper fra. Delilah så intet ulækkert i at det rå kød tiltalte ham, idet hun i så fald måtte føle en voldsom afsky over sit eget indtag af sjæle. Det var føde, og føde var ikke noget problem - medmindre man var en blodsuger, så skulle det koste én livet.
Derudover var der også et eller andet vildt og råt over at spise kødet uden nogen forberedelse, som Delilah aldrig havde kunnet stå for. Men det var en af bristene i Delilahs tankegang. Hun skilte læberne for at besvare hans første spørgsmål, men idet der var gået ret lang tid fra hans ene kommentar havde faldet til hun havde gjort mine til at presse til svar ud, så blev hun afbrudt af den åbenbaring havde ramt ham i samme sekund.
"Serkan! Har den køter sendt flere folk efter dig?! Tænk at han ikke stoler på at jeg har slået dig ihjel langsomt og brutalt. Kender han ikke mit omdømme?!"
Sætningen virkede malplaceret, og ligeledes gjorde den lettere fornærmede tone der viste sig i hendes sætning, idet han stod lyslevende - omend såret - ved hendes side idet hun affyrede den. Hendes hoved vippedes imod hans, idet hun fortsatte sin fuldstændigt upassende talestrøm.
"Hvordan kan han vide om du var ved at forbløde da han sendte dem? Hvis idioten prøvede at straffe mig for noget jeg havde gjort, så havde jeg fandme hævnet mig senere."
Pludseligt syntes det at gå op for hende at hendes ord henvendte sig til personen hun var hyret til at dræbe, hvorefter hendes sætning svandt tøvende ind. Hun lod et par fingre glide gennem krøllerne, inden hun lod de sidste ord falde.
"Men jeg skal sgu nok hævne mig alligevel, når han straffer mig for at du stadig er i live. Det skal nok blive festligt når det går op for ham at jeg er gravid med dit barn!"
Delilahs stemme var fyldt op af munterhed, og et smil bevægede sig igennem ordene der ellers syntes lettere makabre.

''Jaaa, men det jo heller ikke godt hvis det ikke er mere nydelse end smerte.''

Han smilede legende til hende. HAn blev ikke rigtigt overrasket over at hun sagde det var idiotisk at have dem liggende, men der var en grund. Mange varulve havde dem liggende hvis de havde i tankerne at skulle dræbe en anden varulv da det ellers kunne blive noget der ville tage alt for mange timer.

''En varulv der føler sig truet af andre varulve, eller hader en anden varulv.''

Han forstod godt hun blev lidt sur, men det lagde nok i at Serkan bare ville tjekke op på om hun havde gjort det eller overhovedet var i gang med det. Og da de så kunne se at der ikke rigtigt skete noget havde de vel fået ordre på at de skulle dræbe ham selv. Han så på hende roligt.

''For at tjekke op, det ved jeg ikke... Men Delilah!!! Hold dig fra ham! Lad være med at angribe ham frontalt, tænk det igennem og snak med mig om det! At du skades har også effekt på dit barn, så derfor vil jeg have noget at sige her.''

Han sagde det bare helt roligt, men stadig bestemt som man kunne forvente han ville sige det. Han smilede roligt til hende, og han grinede lidt, mens han så ned på hende,, og trådte tæt på hende, han lagde armene ned så han tog hende på røven...

''Hvad siger du, gælder det ikke også hvis vi bare sørger for at have sex henover midnat?''

"Det kan du have ret i - der er en tynd grænse imellem de to."
Hendes hånd snoede i luften da hun bevægede den opad, sammen med at de drillende toner nægtede at slippe deres tag i hendes stemme. Det svage lys glitrede i de mørke hår som stjerner på en nattehimmel, imens det blik der var lagt imod ham havde et svagt skær af interesse og forståelse for det næste ord. At have våben der kunne flå éns egne indvolde ud i dyb smerte eller helt simpelt kunne slå ihjel med et ryk i håndleddet, var ikke helt fremmed for Delilah så hun kendte vel grunden til dels. Hans ord bekræftede helt simpelt de tanker der havde snurret i hendes hoved, og havde landet i form af nogle uhensigtsmæssige ord der havde passeret hendes læber.
Men Delilah havde aldrig været personen der tænkte specielt meget over ordene før de blev vist for omverdenen, idet hun ikke bekymrede sig stort om hvorvidt andre personer blev såret eller fornærmet over disse ord. Det var derfor hun knap havde 3-4 venner, imens hun havde flere hundrede fjender der gerne ville se hende døde hvis de fik muligheden - Selvom de ikke alle var lige farlige, eller en trussel imod hende.
"En varulv med fjender."
Ikke et strejf af spørgsmål hang fast i hendes sætning, idet den var lettere flad og tydeligt en konstatering. Det var en opsummering af de tanker hun havde fremmanet, samt de ord der havde bekræftet disse tanker - længere var den ikke. En truet varulv samt en varulv der hadede andre, var begge fjendefyldte.
Delilahs blik røg lettere overrasket op, idet hans sætning pludseligt ændrede karakter og fik en klang af noget bestemt. Selvfølgelig havde det ikke den ønskede virkning, idet hun ikke et sekund overvejede at lade være med at angribe ham inden hun rådgav sig med ham, idet hun havde voldsomme problemer med at trække andre ind i hendes kampe - Om kampen handlede om hans liv, var egentligt irrelevant. Derfor stod løgnen derfor også placeret dybt i hendes ansigt da hun kastede hånden til siden, som var sætningen ikke noget nyt.
"Klaart, det skal jeg nok huske."
Sætningen var som sådan ikke løgn, idet hun da nok ikke ville lade sætningen blive suget ind i den flod af glemte tanker hun havde, men om hun ville følge den eller tænke over den når hun en dag ville lade sine egne ord komme til live, var meget usikkert. Faktisk syntes det næsten umuligt at hun ville trække den op, og bruge den som undskyldning til at snakke med Sajro om et angreb.
Strategiske, planlagte og udviklede angreb var ikke hendes stil. Hun var meget impulsiv, og havde derfor gjort ting der burde have slået hende ihjel adskillige gange. Hun var flere gange sprunget på en person der kunne klaske hende som en myg, men siden hun hver gang var sluppet ud med livet i behold, måtte hun jo gøre et eller andet rigtigt.
Smilet vendte tilbage til hendes ansigt da han trådte nærmere, og lod hænderne glide ned så de kunne lande på hendes røv. Hun lod fingrene danse opad hans brystkasse, inden de landede henslængt om hans hals. Hendes blik var blevet optaget af det samme drillende glimt som tidligere, idet hun trykkede sig en smule tættere op ad ham, men så lod trykket forsvinde og skabte dermed et par centimeter imellem dem.
"Kan du ikke holde dig væk?"
At sige hun var upåvirket ville være en løgn, men derfor kunne hun stadig mærke stædigheden bruse henover hendes krop. På den anden side; Havde han måske ikke en meget god pointe i at det kunne tælle at gøre det sådan?

At hun virkede ligeglad med det han bad hende om pissede ham af. Han så på hende, og hans blik blev mere bestemt og mere kommanderende, han havde ikke tænkt sig at lade dette glemme bare sådan. Han ville ikke lade hende gøre dette. Han så på hende roligt. Han havde ikke lige tænkt sig at angribe hende men istedet bruge lidt af hendes måske eksisterende følelser imod hende.

''Delilah, tænk på barnet, vil du være skyld i at slå det ihjel? Vil du være skyld i at dets far muligvis dør? Hvis du springer på Serkan, ender han med at skade dit barn og hvis det går galt ender han med at have krammet på mig!''

Han var nød til at forsøge og inden han var færdigt greb han om hendes hals, med den hånd, hvis arm ikke var skadet. Han smækkede hende op af væggen og så hende i øjnene. Han var ikke bare typen der gav op med at få hende til at tænke sig om. Han så på hende.

''Du kan vælge selv at snakke med mig om det eller også overvåger jeg dig!''

Han sagde det lettere koldt, og kiggede på hende. Han betragtede hende roligt.

Delilah bemærkede godt et eller andet sted at hendes ord ikke faldt i god jord ved Sajro, men ikke én bølge af overraskelse derfra fandt vej til hende. Hans ord havde trods alt fundet vej til hende, men desværre havde Delilah aldrig været god til at adlyde andres ord - end ikke selvom ikke at gøre det, kunne bringe hendes liv i fare. Hele hendes opvækst havde været ordre på ordre hun måtte følge, og hvis ikke dette skete ville enten hun selv eller folk omkring hende blive skadet på det groveste. Derfor udviklede hun langsomt et had autoriteter, og til at lade andre kommandere rundt med hende, som var hun deres dukke.
Hendes indre stemme prøvede forgæves at forklare hende, at det på ingen måde var det Sajro havde gang i nu - men desværre havde denne stemme aldrig været specielt dominerende i hendes krop. Men selv på trods af dette, syntes det blot at aktivere hendes stædighed og trodsighed at han prøvede at tvinge hende til at gøre noget. Selv tanken om at det var klogest og sikrest havde ingen effekt på hende, for hvis hun havde valgt at spille på klogt og sikkert, så havde hun aldrig forladt det hul der blev kaldt hendes hjem, for flere hundrede år siden. Hun var for længst ovre i det andet hjulspor.
"Og du tror at hvis jeg ikke gør det, så vil han bare syntes at det er super at du lever, og at du har fået et barn? Ingen problemer dér? Det ville bare speede processen op!"
Stemmen bar på trods af ordene, tydeligt præg af at hans ord havde en effekt på hende - hun havde et stort ubehag ved tanken om dette barn, men det syntes at smerte endnu voldsommere ved tanken om at den hund skadede det! En gnist af vrede trak sig igennem hendes blik, hver gang hendes tanker strejfede Serkans fingre der kom i nærheden af barnet - Om det var inden det var født eller efter det var gjorde ingen forskel.
"Og helt ærligt, hvordan vil han skade barnet inden det er født? Hvis han vil bruge barnet til noget før der er gået flere måneder, så skal det være ved at det ved mig - og det tillader jeg fandme ikke!"
Hendes blik flakkede imod siden og uden at lægge mærke til dette, knyttedes hendes hænder let så fingrenes negle borede sig dybt i hendes allerede sårede håndflade. At skade hende var intet problem for hende, men hvis han skadede barnet via hende, så blev det straks en knude af problemer der samlede sig i hendes krop.
Overraskelse flakkede igennem hendes blik, da hans hånd pludseligt havde lagt sig hårdt om hendes hals, og en smerte i hendes ryg bredte sig da hendes krop hamrede imod væggen. Et hvæs forlod hende da hun trak hænderne op, og flyttede neglene fra at bore ind i hendes håndflade, til at være klemt ind imod hans håndled. Hvor tit gjorde han det her?!
"Sajro, jeg snakker ikke engang med mig selv om det! Og du får fandme ikke lov til at overvåge mig!"
Hendes hånd rev i hans arm for at få ham til at løsne grebet, for selvom hun godt vidste at det ikke nyttede, så havde hun ikke tænkt sig at give op - stædigheden var tydeligere i hendes krop end tidligere, idet enhver kommando aktiverede den som et tryk på hendes knap.

''Det ville ikke bare speede det op. Han ved jeg er en ulv, han ved at jeg til en hver tid vil beskytte min mage og mit afkom! Det at kunne tage dig og det barn som gidsel vil give ham en chance han har ventet på!''

Han så på hende han slap hende efter lidt tid og lod hende dumpe ned på jorden igen. Han vendte sig fra hende, og gik ind og satte sig i hans blodplettede sofa. Han kiggede bare efter hende. han var usikker på om det havde været det rette at gøre, men han endte bare med at grine over det sidste hun sagde.

''Du tror virkeligt du kan sørge for at jeg ikke kan overvåge dig?! Delilah husk turen i skoven, vores første møde efter lang tid, der havde jeg fulgt og overvåget dig længe uden du havde opdaget det.''

Han grinede bare lidt af hende, og rejste sig så op. han gik ind til hende, og med en faretruende og rank holdning skubbede han hende op imod væggen og satte sine hænder fladt imod væggen ved hver side af hende hoved. Han så ned af hendes krop, og rev bare hendes tøj af. Ha greb så fast i om hende med den ene arm om med den anden greb han hendes nakke og kyssede hende lidenskabeligt.

"Gidsel!?"
Ordet chokerede hende let, men brændte sig også igennem hende som en let irritation. Hvis han vovede på at tage hende - og/eller barnet - som gidsel, så ville hun flå ham op så snart hun fik chancen. Hun hvæsede let, og hev endnu engang en halvhårdt i hans hånd for at få denne hånd væk fra hendes hals, så hun kunne mærke fast grund under fødderne endnu engang. Hendes blik gnitrede.
"Det gør han ikke! Det at kunne tage mig og barnet som gidsel, er at skrive sin egen dødsdom. Du ville ikke behøve at komme, jeg skulle nok flå ham levende helt selv."
Hendes stemme havde sænket sig til en lav simren, der nærmest boblede af en let vrede blot ved tanken om denne hændelse. Delilah var blevet fanget og smidt i en kold celle eller et bord imellem torturredskaber adskillige gange, men dér havde det alle gange været fordi hun selv havde bragt sig i denne fare, ved at gøre nogle af de dumme og farlige ting der syntes at strømme fra hendes handlinger som vandfald. Men aldrig havde hun været taget fordi hendes tilfangetager havde noget imod en anden person, og hun nægtede at lade dette ske.
Selvom hun godt vidste at der højst sandsynligt ikke ville være meget at gøre i sådan en situation, så ville det ikke ændre på at bare tanken om det gav hende en vished om præcis hvordan hun ville sprætte hans brystkasse op og flå hans indvolde ud. Hendes blik blev revet væk fra hans i et par sekunder, men landede så tilbage deri.
Hun gispede let og bøjede knæene en smule, da hans hånd pludseligt fjernede sig så hun ramte gulvet med en affjedring. Hendes fingre lagde sig imod hendes hals i nogle sekunder, hvor de blidt strøg sig henover - men de rystede ligeledes en smule, idet hun bekæmpede en trang til at hamre hånden igennem et eller andet - selvom hun denne gang ikke havde planer om at lade vreden gå ud over Sajro, men derimod hans ting.
Hun vendte sig ikke i det samme han forsvandt ind i sofaen, idet hendes ryg var vendt derimod og hendes blik klistret til gulvet. Dog blev hendes hoved flået til siden med et ryk da han grinede af hendes ord, og derefter mindede hende om en af de oplevelser hun ikke ønskede at lade minderne bevare. Overlistet af en tidligere kollega - det var ikke noget, nogle ønskede at smække på CV-et.
"Sajro, du vover på at overvåge mig! Jeg mener det, jeg flipper fuldstændigt ud!"
Hendes ord var langsomme og hvæsende, som en slange der gjorde sig parat til at bide. Den vrede der ville komme ud af at blive overvåget, ville være værre end den der netop var blevet vist. Det var ikke til at sige hvordan hun ville reagere, men der var ikke en chance for at der ville være en positiv respons. Og dog nåede hun ikke længere i denne tankegang, idet han i det samme rejste sig og trådte nærmere hende med skridt der overraskede hende let.
Hun vaklede bagud da han gav hende et skub, så hendes ryg igen var lænet imod væggen bag hende, og fangede hende imellem Sajro og væggen. Hendes blik strejfede ikke hænderne der indkredsede hende da de blev hamret op på hver side af hendes hoved, men havde derimod lagt sig imod hans blik hvor de blev fastholdt. Et gisp forlod hendes læber da tøjet revnede og landede for hendes fødder - selvom det ikke var til at sige hvorfor dette gisp forlod hende, idet det kunne være i mange henseender dette gisp blev trukket ud for. Men måske syntes der at blive dannet et rimeligt præcist billede af dette da han greb fat om hende, og hun automatisk borede fingrene ned i den arm han holdt hende fast i, og trak ham tættere på med den anden arm da hun snoede den om hans nakke.
Stædigheden var for en stund glemt, da hun med samme passion besvarede hans kys, og pressede sig tættere op ad ham. Hendes fingre flettede sig ind i hans hår. Delilah havde erfaring med at vredessex var en af de bedste former, og det blev tydeligt - dog i svagere form - da deres kys tydeligvis indeholdt begge dele vrede og sexlyst.

''Delilah det er ikke sådan en han er, Forestil dig en mand der er omkring samme styrke som mig, men bare ikke har nogen samvittighed eller skrupler. Han ville ikke tøve med at kappe hovedet af dig.''

Han så på ehnde roligt. han betragtede hende mens han afventede hvad hun ville sige til det, og han afventede også hendes reaktion da han var kommet helt tæt på hende. Han var ligeglad med at hun sagde at han ikke måtte overvåge hende, hvis han ville overvåge hende havde han tænkt sig at gøre det og hun skulle ikke stoppe ham. Han så på hende roligt.

Han kiggede ned af hende da hun gnegældte hans kys, han kunne godt mærke vreden i hende, men han havde bare valgt at udnytte den. Han smilede roligt, mens han med en fast hånd som gled ned til hendes røv trak hende med ind i sofaen hvor han væltede ned over hende...

''Tør du?''

Han smilede flabet og bed hende så i halsen, mens han langsomt lod hånden glide fra hendes nakke og ned af hendes krop for at røre ved hende. Han smilede bare flabet til hende.

"Jeg er ligeglad! Ingen tager mig som gidsel ustraffet, og ingen rører dét barn uden vores tilladelse!"
Hendes stemme sitrede af intensitet, og det var tydeligt at dette emne berørte hende. Hvorfor det pludseligt voksede i omfang af størrelse af problemet, selvom det ikke var aktuelt. Der var nærmest ingen sandsynlighed for at dette overhovedet ville ske, selvom det ikke stoppede hendes fra at mærke en let kildren i fingrene der længtes efter at smække Serkan én. Hendes tænder rev et stykke af hendes underlæbe af, da hun kæmpede en indre kamp for ikke at hamre et eller andet ned.
"Og der er intet problem hvis han slår mig ihjel. Så er problemerne ude af verden, ikke? Problemet kommer først hvis han ikke gør det, for så skal jeg fandme finde en måde at slå ham meget langsomt ihjel!"
Selv roen åbenbart havde ham i sin hule hånd, så syntes den at have problemer med at kæmpe hende til sig, idet hun strittede meget imod. Men selvom stilheden var et svag til hendes ord om at overvåge hende, så kunne hun godt mærke at han havde accepteret hendes ord, på samme måde som hun accepterede at hun ikke skulle kæmpe med Serkan; Det var ikke sket.
"Sajro, jeg er seriøs! Du vover på at overvåge mig!"
Hendes blik var opfyldt af den seriøsitet hendes sætning også strejfede, idet det ikke var til at sige hvordan hun ville reagere hvis hun opdagede at han havde gjort det. Raseri kunne ikke gøre det.
Dog betød dette ikke at hun kæmpede imod, da han trak hende henover gulvet og førte hende ind i sofaen, der endnu bar tydeligt præg af de blodpletter der havde lagt sig der. Hun gjorde derfor heller ikke modstand da han skubbede sig ned over hende, og dermed fangede hende i et lag af blødt stof. Smilet havde en kant af noget ubestemmeligt, der også blev fanget af hendes blik og den hånd der havde der blidt pres imod hans nakke.
"Tør hvad?"
Hun lagde hovedet en smule bagover hvilket skød hendes krop frem, da hans tænder fandt vej til det tydelige ar der allerede var blevet indprentet i hendes hals. Der gik ikke mange sekunder fra at hans tænder berørte hendes nu blottede hud, til at presset imod hans nakke blev større, og et let gisp forlod hendes læber da hans hånd samtidig bevægede sig ned over hendes krop.
Stædighed? Glemt.

''Hvem snakker om problemer her udover dig?''

Han så på hende stille og roligt. Han betragtede hende roligt, som hun nu lagde under ham. Han havde ikke svaret på det med at han ikke måtte overvåge hende. Han havde tænkt sig det hvis han følte det var nødvendigt, og derfor bed han sig bare fast i hendes øre hvor han så svarede hende.

''Jeg gør hvad der passer mig, ingen skal bestemme over mig!''

Han bed hende hårdt i halsen, mens han sørgede for at fjerne resten af sit eget tøj også så de lagde nøgne imod hinanden endnu engang, nogle gange forstod han ikke hvorfor han gad med hende igen og igen, Hvorfor hun ikke blev kedelig gennem tiden men det skete bare ikke rigtigt...

''Tør være blottet!''

Han smilede legende.

"Så du siger at der ingen problemer er? Verden er perfekt?"
Smilet dansede i hendes stemme, og sitrede ubevidst om hendes læber da ordene blev skubbet frem. Ironien hamrede endnu hårdere igennem den selvsamme sætning, idet selv ordene var en hån imod virkeligheden. Problemer strømmede i små floder fra alt Delilah nærmede sig, og den pæne overflade verden engang havde haft var ved at sprække, og lade alt det der fortærede og forrådnede alting flyde frem fra de skjulte grotter. Hendes fingre hvilede imod hans ryg og nakke, og det lette smil syntes at være svær at få trukket af.
Derfor burde det være overraskende da han fik skubbet det væk på sekunder. Ubevidst lagde hendes hænder et pres imod ham så snart han fik fat i hendes øre, for at trække ham længere ned imod hende. Det var derfor også sværere end det burde at koncentrere sig om hans ord, men det lykkedes hende igennem den slørede masse der havde lagt sig over hendes tanker.
"Sajro forhelvede!"
På trods af den lettere åndeløse stemme, lykkedes det hende at lyde lettere irriteret da hun samtidig borede neglene dybt ind i hans hud.
"Du får ikke lov til at overvåge mig! Det bestemmer jeg! Slut på diskussionen!"
Stemmen var hård og hendes åndedræt havde fundet vej tilbage. Hun ville ikke tillade nogen overhovedet at gøre noget der mindede om at overvåge hende! Aldrig. Det var en konstant og forfølgende følelse af svaghed, og det var noget hun hellere ville lade sig blive udsat for konstant fare - hvilket hun faktisk var i - end at lade denne følelse lægge sig over hende.
Det var fandme svært at blive ved med at være sur, når hans tænder legede med hendes hud og piercede hendes hals som smør. Hun bemærkede ikke engang at hans nøgne hud ramte hendes eget blottede, selvom hun dog bemærkede ordene der trængte ind igennem hendes tanker og lagde sig ventende. Hendes blik lagde sig imod hans, og et drillende glimt tog fat og forsvandt.
"Har jeg noget valg?"
En latter dansede i luften, og det legende smil var mere en gengældt. Med et ryk greb hun fat i sofaens kant, og snoede sig smidigt ud fra hans greb. Hun nåede knap at ramme jorden før hun snurrede omkring, og gled ned så hun sad overskrævs på ham. Hendes overkrop var presset imod ham da hun lænede sig forover, og lagde læberne imod hans øre.
"Min tur."