Look what you have done!(Sajro)

''Hvorfor skulle du slå mig? jeg får dig jo bare til at forbedre dine evner.''

Han smilede bare legende til hende, og alt den smerte hun udsatte ham for sammen med nydelsen gjorde det sådan at han ikke kunne stå imod hende længere. Han smed hende ned på sofaen og sprang så bare på hende som man ville forvente, og derfor lod han hende egentligt vinde.


Sajro rejste sig fra Delilah, som han havde efterladt liggende på sofaen, hun så ud til at sove eller være besvimet. Han smilede bare. Det havde været længe siden, og de havde brugt lang tid denne gang. Han var også selv ved at være ret så træt så han hentede noget kød og spiste det ganske langsomt og roligt, mens han satte sig ind til hende igen, og spiste færdigt. Han smilede legende til hende, da han begyndte at kærtegne hende mellem benene for at se om hun vågnede. HAn lod også sit underliv gnides op af hendes for at se hendes reaktion... Da hun endelig vågnede...

''For pokker Delilah, du var godt nok langt væk...''

Han grinede bare.

Hendes tanker blev trukket op af hvad der mindede om en kølig sø af søvn, idet noget berørte hendes krop. Hun havde for længst ladet en reaktion indbygges i hendes krop, der fortalte hende at hvis nogen rørte ved hende i hendes søvn var det farligt. Derfor slog hendes øjne op, og hendes blik flakkede glitrende rundt i samme sekunder som hendes krop bevægede sig opad. For at bremse sin bevægelse trak hun hænderne fremefter, hvilket resulterede i at hun fik fat i Sajros skuldre. Der måtte adskillige blink til før den slørede masse han havde været, havde forvandlet sig til hans rent faktiske skikkelse.
Hendes hoved værkede let, og fik med det samme hendes tanker i en lettere ubehagelig retning - Hvor lang tid var det siden hun sidst havde spist? Det ville være en forklaring på, hvorfor hun havde haft denne begyndende træthed svejset ned i hver af hendes bevægelser hele dagen, og hvorfor hendes tanker havde været endnu mindre rationelle end de rent faktisk var. Det ville også forklare hvorfor hun havde været utroligt modtagelig overfor al slags manipulation i løbet af de timer hun havde tilbragt i Sajros selskab.
"Det er hvad der sker, når du er så lang tid om det. Det var ikke en klage, hvis du var i tvivl!"
Hun lod en let grinende lyde passere sine læber, hvorefter hun klemte let omkring hans skuldre for at bruge ham som støtte. Hendes krop spændte helt tydeligt, da hun først trak benene en smule op under sig, og derefter lod dem glide ud over kanten af sofaen, i lange bevægelser. Da skubbede hun let til hans skuldre, fordi det gav hende et ekstra skub til at trække hende på i stående stilling.
Hendes hoved snurrede modvilligt, men hun ignorerede den lette kvalme der med det samme meldte sig, og strakte sig smidigt som en kat der var vågnet af en lur. Hun vendte omkring, så hendes blik kunne lande på Sajro endnu engang. Hun vippede hovedet en smule til siden, hvilket fik hendes ansigt til at udstråle ren nysgerrighed, selvom hun faktisk ikke var nysgerrig på noget bestemt på det tidspunkt.
"Du ved godt at jeg vandt udfordringen, ikke? Og at det nok er sidste gang jeg laver dét nummer."
Hvor længe var det siden hun havde spist? Det måtte være lang tid, for hun kunne langsomt mærke sulten gnave indeni hende som små mus der havde fået smag for mennesker. Hvordan kunne hun have undgået at opdage sulten der trak i hende tidligere? Og hvordan helvede kunne hun have glemt at suge sjælen ud af sine sexpartnere?! Med ét overvældede en besynderlig trang hende, der med det samme skubbede hendes blik omkring i lokalet.
"Ved du hvor der er nogle knive? Jeg er nødt til at have nogle knive på mig. Nogle våben!"
Hendes stemme syntes mere henvendt til sig selv, idet den havde et lettere drømmende skær - også selvom ordene faktisk involverede Sajro i samtalen. Havde slavehandlerne ikke haft knive på sig? Hendes hurtige skridt syntes ikke at være bevidste, da hun fandt vej til de lig der endnu lå på gulvet. Hun gled i knæ, og skubbede et par fingre ind under deres jakker, søgte i deres lommer og i deres sko til hun havde samlet deres våben sammen.
Så da hun endnu engang befandt sig foran Sajro, var det med tre sølvknive liggende afslappet i den ene hånd, samt en mindre stålkniv og en pistol med sølvpatroner i den anden. Hun havde ingen intentioner om at bruge dem imod ham, men en voldsomt trang til at mærke våben imellem hendes slanke fingre, havde pludseligt overmandet hende.

Han fulgte hende bare med øjnene for at finde ud af hvad hun lavede og han vidste ikke noget om nogen knive han var aldrig typen der brugte ret mange knive eller våben i det hele taget. Han havde altid været mere til at bruge hans egen krop frem for andet end det. Han smilede bare roligt da hun stod foran ham.

''Du har ikke tænkt dig at forsøge igen? fordi du ved godt det ender med at jeg banker dig og så har vi sex endnu engang, og jeg tror ikke du holder til en tur mere.''

Han smilede bare roligt, før han gik forbi hende og skubbede hende lidt til side, noget i ham sagde han skulle være forsigtig med hende mens noget andet i ham sagde at der ikke var ngen grund til at han skulle være bange for hende overhovedet. Han gik bare lidt rundt.

''Nå Delilah hvordan har du det med at vide du er gravid? Har du fået det bedre med tanken?''

Han så efter hende.

"Mhm, bare dét lyder som en rigtig god grund til at forsøge igen ..."
Hun vippede hovedet let til siden, samtidig med at et næsten uskyldigt smil spillede på hendes læber. Hun lod øjnene bevæge sig indiskret ned over Sajros endnu nøgne krop, og tilbage til hans ansigt. Det lettere skæve smil der havde indtaget hendes ansigt ved hendes ord og trukket et malplaceret syn af en umærkelig uskyldighed ind på hendes hud, voksede nu til et drillende smil der krævede at hendes læber var spredt en smule for at hun kunne lade det komme ordentligt til verden.
"Men selvfølgelig kunne jeg tjene styrtende på dig på flere måder. Spørgsmålet er bare .. Hvad vil jeg helst have? Fantastisk sex eller en lejlighed af guld?"
Det drillende smil på hendes læber havde ynglet, og nu voksede det frem i hendes øjne. Et opgivende støn snoede sig ud af smilet der klistrede til hende, imens en elegant armbevægelse bevægede hendes krop, da hun slog ud med armene i den samme opgivende bevægelse. I et kort sekund syntes det faktisk svært for hende at vælge, selvom der aldrig havde været et valg. Delilah kunne få en lejlighed af guld, hvis hun ønskede det, og hun kunne uden problemer trække et svimlende antal penge frem hvis hun lod sin stædighed synke bagerst i sine tanker. På den anden side ...
"Måske ville det bare være lettest at lade en sølvpatron lege med dit hjerte?"
Hun lod den mindre stålkniv glide ned fra hendes ene håndflade, og lande i bunken af sølvknive der skinnede klart i solens stråler. Dermed kunne hun skubbe pistolen rundt med smidige fingre, der nærmest osede af professionaltiet og øvelse. Hendes finger landede automatisk på aftrækkeren, men noget i hende fortalte at pistolen ikke engang var ladet - dog tog hun ingen chancer, og lod pistolen pege direkte imod jorden, istedet for i nærheden af nogen levende væsner.
Da han skubbede til hende for at komme forbi, skabte hendes hungrende hjerne i et sekund et voldsomt stik af irritation, der buldrede igennem hende. Sulten strakte sig igennem hele hendes krop, og havde en tydelig effekt på hende logiske sans der syntes at være forsvundet. Det var også derfor hun omgående snurrede omkring, og borede sine negle ind i hans overarms hud. Alligevel opslugte hendes sind denne irritation hastigt, hvilket også resulterede i at hun ikke sprang på ham i ren vrede, med en pistol og en hel gruppe knive løftet til angreb. Derfor løsnede hun også sekundet efter sit greb, og trådte et skridt bagud.
"Det ...-"
Hun tøvede let, og havde tydeligt allerede glemt alt om det lille sammenstød. Hvordan havde hun det egentligt med det? Uden tvivl ikke godt. Hun kunne ikke udholde tanken om at hun for det første ville blive tyk, og for det andet ville have denne enorme svaghed at bære rundt på i lange tider. Derudover ville det skabe utallige problemer for både hende selv, Sajro og det barn der ville komme.
Hun ville aldrig kunne være en ordentlig mor. Barnet ville være den oplagte løsning at kidnappe, så snart de ville have noget ud af enten hende eller Sajro. Hvad ville hun overhovedet kunne tænke sig til, der ikke var negativt ved at have et barn for hendes vedkommende? Ingenting.
Okay så, hun havde det uden tvivl ikke særligt godt med det.
"Lad os bare sige, at der nok kommer til at gå længere tid før jeg accepterer, at jeg kommer til at være tyk og grim i et stykke tid. Og selvfølgelig før jeg accepterer, at jeg kommer til at have den størst mulige svaghed nogensinde! Og hvordan helvede er det meningen jeg skal kunne opdrage et barn?!"
Hun kunne godt selv høre hvordan vreden og frustrationen langsomt sneg sig ind i hendes ord, samtidig med at de selvsamme ord flød ud af hendes læber. Hun ville ikke have et barn! Hun ville ikke være bundet til en person på den måde .. Eller, det var ikke fordi hun ikke ville. Hun havde på en eller anden måde altid ønsket at have en person hun kunne elske - men hun troede ikke længere på at det var muligt. Og hvad skulle man gøre ved et barn man ikke elskede!?

''Delilah seriøst når du er sammen med mig har du så ikke andet i tankerne end at mærke mig dybt i dig eller hvad?''

Han grinede det var egentligt typisk hende. Han kunne bare huske hvordan hun engang havde været der var hun faktisk endnu værre, der havde det jo nærmest været sådan at han havde sex med hende og så fandt hun en anden... Altid mænd hun kunne ikke rigtigt kvinder... Han så på hende roligt.

''Søde dog, vi ved begge at du helst vil have min krop til sex end penge... Samt du ved jeg kan skaffe dig det meste andet du har brug for.''

Han grinede legende til hende og rystede bare på hovedet af hende da hun talte om at lade en sølvkugle lege med hans hjerte. Hun morede ham egentligt, derfor kunne han godt lide hendes selskab. han nikkede roligt til det hun sagde..

''Men alligevel søde husk jeg skal nok tage dig hårdt om du så er 9 måneder henne med kæmpe mave... jeg skal nok sørge for at tilfredsstille din sexlyst... Og det er jo derfor man er to, og bare rolig du har instinkter der tager over til den tid.''

Han smilede roligt

Delilah kæmpede en hård indre kamp, på at tvinge et fornærmet glimt henover hendes ansigt. Det var ikke fordi hun ikke ville have en samtale med ham, eller ikke kunne være omkring ham uden at have sex med ham, men han gjorde det fandens svært når han samtidig legede med samtlige af de knapper der fandtes i hendes svagheder. Han havde uden besvær fundet størstedelen af dem, og selvom han endnu ikke var nået ned under det yderste lag i Delilahs personlighed og sind, så havde han fundet de svagheder hun selv vidste hun havde. Den del af hende hun så længe havde gemt væk, kendte hun ikke engang selv til længere. Denne side var der højst sandsynligt ingen, der kunne bryde ind til. Ikke længere.
Delilah var ikke som et løg - slet ikke. Hvis nogen fortalte hende at hun var som et løg, så ville hun nok skære vedkommende meget langsomt op på langs, idet det var en voldsom fornærmelse. Men hun havde mere end én side, selvom hun i dagligdagen var en meget simpel person; Hun kæmpede hver dag for sin overlevelse, og havde ikke brug for andet end hvad der kunne sikre denne overlevelse. Under denne hårdhed havde hun for længst fortrængt den person hun ville have været, hvis ikke hun havde været født i den familie hun var født i. Det var denne kvinde der havde venlighed i sig, men som også var noget nær umulig at få frem.
"Det har jeg da! Det kan jeg bevise!
Hun vippede hovedet til siden, og lod dermed et par hår bevæge sig ned foran hendes ene øje. At hans ord faktisk gjorde noget ved hende der var helt modsat hendes ord, nægtede hun at reagere på.
"Så laver vi en aftale; Vi har ikke sex resten af dagen. Vi snakker. Gør normale folk-ting. Som ..."
Sætningen svandt ind og ligeledes gjorde pointen, da det pludseligt syntes noget nær umuligt at finde på noget normale mennesker gjorde, der ikke osede af kedsomhed. En kold brise føg igennem lokalet, og snoede sig drillende omkring Delilahs krop for at sende kuldegysninger ned langs hendes rygrad. Hendes arme bevægede sig ubevidst opad, så de holdt stramt omkring sig for at holde varmen - I det samme gik det op for hende at hun endnu var nøgen. Dette var ikke noget hun som sådan tænkte over, idet blufærdighed ikke fungerede for hende.
"- som at starte med at finde noget tøj, måske."
Det var tydeligt på Delilahs hurtige bevægelser, at hun sjældent gjorde 'normale folk-ting', som hun kaldte det. Delilah var meget langt fra normale folk, idet hun aldrig havde haft chancen for at blive eller opføre sig på samme måde som andre. Hendes liv havde aldrig serveret hende chancer, så den del af hende der burde være romantisk, sød og kærlig var smeltet og havde efterladt Delilah som hun var nu.
Hun havde erstattet alle følelser med sex, og venner med koldblodigt mord. Det var sådan hverdagen var for hende, men hun klagede ikke. Det var et tegn på svaghed at klage, og det kunne hun ikke tillade sig selv at have. De få venner eller kærester hun havde haft, havde hun selv endt med at slå ihjel, de var blevet slået ihjel af andre på grund af hende eller hun havde selv forladt dem for at beskytte dem fra døden.
Ingen vidste hvor meget Delilah havde ofret, og Delilah ville have at det skulle blive sådan. Det var nemmere at håndtere for dem hun havde forladt, at hun havde forladt dem fordi hun var en kælling - istedet for at hun faktisk brød sig om dem. Og det var nemmere for folk at hade hende, hvis de ikke vidste at hun havde opgivet nogensinde at finde kærligheden for sørge for at holde dem sikre.

"Hvem siger at jeg hellere vil det? Jeg tror sgu ikke lige du kan skaffe mig en lejlighed af guld, selvom du nok kan finde ret meget andet ..."
Delilah havde ikke brug for guld. Hun ville faktisk ikke have oceaner af guld, idet det ville forme hende til de latterlige rige mennesker hun var knap så begejstrede for.
Knivene skinnede kraftigt i solens svage stråler, da hun bevægede den ene hånd en smule til siden, og fik strålerne til at bevæge sig op af skæftet. Samtidig med denne bevægelse syntes det at gå op for Delilah at hun endnu holdt kniven fastklemt imellem fingrene, og det resulterede i at hendes blik sekundet senere udforskede knivene.
Hun lagde en finger imod den største af knivenes spids, og kørte i en hurtig bevægelse fingerspidsen derhenover. Knivens spids sank med det samme ind i hendes hud, og frembragte blod med det samme hun fjernede knivens sølv fra dette sår. Et tilfreds smil simrede over hendes læber, da hun betragtede blodet der vældede op fra såret. Dog blev hun afbrudt i dette foretagende, så snart hans ord sank ind i hendes lille bobbel.
"Du ved godt at jeg tager dig på ordet, ikke? Når jeg bliver fed og utroligt ucharmerende, så kommer jeg rendende herover i tide og utide. Og så har du bare at komme med noget!"
Hun blinkede, men kunne ikke holde et grinende pust ude fra det smil der havde overtaget hendes ansigt. Hvor var hendes seriøsitet blevet af? Måske var det bare sulten der dunkede i hendes krop, der gjorde hende så forvirret over alting på det tidspunkt. Hendes syn begyndte langsomt at blive sløret - Seriøst, hvor længe var det siden hun sidst havde fået en sjæl?! - men hun nægtede at besvime. Det ville hun simpelthen ikke, for det var det ultimative tegn på svaghed. Hun vaklede en smule, hvilket tvang hende til at lægge en støttende hånd imod væggen.
Det var også det tætteste jeg kommer på at besvime. Virkelig!

''Så forsøg at bevis det, så du mener helt ærligt at hvis jeg begyndte at lægge op til sex igen så ville du ikke falde i?''

Han smilede flabet til hende. Dette var typisk ham af en eller anden grund han kunne ikke helt lade Delilahs krop være. Han hadede det selv nogle gange. Han smilede roligt til hende og grinede lidt. Han så på hende og kyssede hende bare kort og krævende forid han kunne han så på hende.

''Delilah så siger vi du vil det, hvorfor har du så ikke skudt mig? Fordi du har mere brug for min krop end pengene.''

Han smilede flabet til hende, og han lyttede så til det hun sagde med barnet. En lille tanke slog ham, ikke en han var glad for men det var en mulighedn, men han ville vnete med den da han ikke troede hun ville bortadobtere barnet. Og han ville nok ikke bare gå med til det.

''Bare rolig Delilah jeg skal nok smide dig på knæ og så tage dig så hårdt som jeg plejer.''

Han smilede flabet til hende.

Delilahs øjenbryn fløj opad, så snart hans ord sivede ind under hendes hud og samlede sig i hendes tanker. Hendes arme snoede sig smidigt om hinanden og lagde sig stramt over hendes bryst, idet hun i det sekund syntes at have glemt at hun havde adskillige våben placeret imellem de lange fingre. Hendes tanker snurrede let, men der gik ikke mange sekunder før den brændende stædighed slikkede sig vej igennem hendes krop og nåede hendes tanker for at omringe hans ord. Var det en udfordring der havde passeret hans læber? Stædigheden klistrede sig tæt til indersiden af hende.
"Udfordrer du mig, Sajro?"
Et smil kunne ikke flås ud af de toner der dansede i luften omkring hende på trods af hendes intense kæmp, men det dominerende forblev trods alt denne stædighed der altid ville være en af de ting der karakteriserede Delilahs personlighed. Hun bevægede langsomt hovedet fra side til side, imens smilet der havde været at finde i hendes stemme nu voksede sig frem på hendes ansigt.
"Du skal ikke udfordre mig. Så bliver jeg først stædig - Så nej, nu ville jeg ikke falde i. Ikke tale om."
Hendes krop kæmpede inderligt for at lade blot en gnist af irritation tændes ved det flabede smil han sendte hende, men irritationen syntes at være uddød i disse sekunder - hvilket var et særsyn når det gjaldt Delilah. Da hans læber berørte hendes gengældte hun kysset, men der var denne tydelige kant at finde i måden hun gjorde dette på, der viste at det for en gangs skyld ikke ville lede til mere.

Da hans sætning kom, bevægede både hendes tanker og hendes blik sig ned til våbnene der var gemt i hendes hænder. Hun trak en af de skinnende sølvknive frem og lod den skinne let i lysets skær, før hendes blik gled op og fandt Sajros. Et drillende glimt passerede hendes øjne.
"Brug for din krop? Jeg har brug for penge."
Hun tøvede let, imens hun lod øjnenes retning rettes imod den anden hånd hvor de mindre sølvknive og pistolen var fastklemt. Hvorfor havde hun egentligt ikke skudt ham da hun havde chancen? Dengang hvor hun var blevet tilbudt en pengesum for at lade Sajro lade livet, havde det helt simpelt syntes som en umulighed at hun kunne gøre hvad hendes ord netop legede på nu.
Det syntes ikke som en mulighed nu. På trods af den måde hendes sætninger gjorde udtryk for at det kunne være smart for hende at gøre det, så var der ikke en centimeter i hendes krop der tvivlede på at det var omvendt. Penge kunne hun få hvis hun ønskede det. Sex kunne hun også få andetstedsfra uden problemer, men alligevel syntes tanken om at stikke en kniv ind i ham ikke attraktiv.
"Men jeg kan jo altid prøve at slå dig ihjel på et tidspunkt, hvor jeg ikke har brug for at du lever."
For hun havde brug for at han levede. Hun var ikke et sekund i et tvivl om, at hun aldrig ville kunne klare et barn alene.

"Tro mig Sajro, du får ikke noget valg."
Hendes stemme indeholdt lattertoner, men der var ingen tvivl om at der var strejf er seriøsitet i den stemme der var et mix af modstridende lyde. Hun vippede ubeslutsomt fra side til side med hoften, men sørgede ubevidst for at stå så tæt på væggen at hun ville hamre ryggen ind i den hvis hendes krop sank ind i den besvimelse hun nægtede at lade overtage. Der var intet større tegn på svaghed, end hvis man gik ud som et lys.
"Du ved godt at jeg kommer til at tilbringe rigtig meget tid med dig de sidste uger inden fødslen, ikke? Det er jeg nødt til."
Denne sætning hang kun nogle sekunder i luften, før hun snoede samtaleemnet fuldstændigt rundt, så løkken blev sluttet sammen - hun var tilbage ved et tidligere samtaleemne endnu engang.
"Hvad gjorde vi med tøjet?"

''Det kunne godt være at jeg gør det, men måske gør jeg det ikke.''

Han så på hende ganske roligt, hun burde vide et sted at han kunne gøre det hvis han virkeligt gerne ville. HAn var jo ikke dum og han vidste hvad han skulle gøre ved hende, men han havde tænkt sig at starte ud med at virke ligeglad med hende, få hende til at tro han intet ville.

''Ja det kunne du, men noget siger mig at så længe du har et barn at passe så har du brug for mig... Noget siger mig at jeg trods alt er den af de mænd du kender der er bedst egnet som far?''

Noget sagde ham det, og det ville gentligt være ret sørgeligt hvis det var sandt. Han så på hende ganske roligt, og han trak på skuldrende da hun snakkede om at hun ville gøre brug af hans tilbud, og han gabte bare.

''Jamen det gør du vel bare? Tøj har jeg her.''

Han fandt en stor bluse og et par løse bukser til hende. Sådan at han var sikker på at ingen af hendes former blev vist frem. Han smilede bare.

"Du skal ikke lave dét trick på mig! Jeg er ikke fan af at blive forvirret."
På trods af den let truende klang der havde lagt sig som et slør omkring hendes toner, så syntes sætningen ikke at indeholde den samme trussel som ordene ellers emmede af. Dybt i hende bemærkede hun svagt irritationen der knækkede med et smæld, og lod en svag sitren af denne irritation blive presset ind og fylde små huller i hendes ubeskyttede krop. Grunden til det skjold der havde lagt sig om hendes irritation blot sekunder før var uvis, men grunden til at skjoldet bristede under presset måtte være, at hendes tanker ubevidst registrerede at hans interesse syntes at være svindende.
Det var ikke fordi Delilah havde et opmærksomhedsbehov at skulle have fyldt, ligesom hendes krop ikke havde brug for den konstante opmærksomhed der i mange tilfælde var tillagt den; Grunden var sunket bagerst i hendes tanker og syntes ikke vigtig for kroppens balance, hvilket også var grunden til at den kort efter fordampede fra hendes minder og blev derefter trukket til ubetydeligt støv der lagde sig langs væggene.

En latter bevægede sig snoende og drejende ud fra Delilahs læber, samtidig med at hendes skridt trak sig den sidste halve meter bagud, så den blotlagte ryg diskret støttede sig op af væggen. Kulden fra væggen sneg sig ind igennem hendes hud, og spredte kuldegysninger henover hendes krop som en løbeild, men hendes muskler tvang hende ikke væk fra kilden til kulden, idet svimmelheden langsomt overtog alle hendes celler.
"Sajro, det her er første og eneste gang jeg nogensinde vil sige det her til dig, og jeg vil for altid benægte at have sagt det;"
Hendes øjenlåg trak sig kort nedover hendes blik, men blev skubbet op i samme sekund. Stemmen svøbte sig i en dyb seriøsitet, og blikket der landede på ham havde samme klang af at hun mente hvert ord. Hvis han senere hentydede til den, ville hun af al sin magt benægte hvert ord der snart ville forlade hendes læber, og hun ville latterliggøre tanken om at ordene overhovedet kunne være nået så langt som til hendes tanker.
"Af alle de mænd der kunne have gjort mig gravid, er jeg glad for at det endte med at være dig. Jeg har fandme været sammen med mange idioter igennem tiden, og jeg tror sgu at du er en af de eneste, der faktisk kan tage ansvar for det og hjælpe - Jeg ville fandme være lost hvis jeg var alene om det."
Ordene blev afleveret i en hurtig række der tvang hendes tunge til at sno og vride sig hurtigt idet den måtte følge med for at kunne lade alle ordene trække sig frem fra hendes indre, før hun overhovedet havde tænkt tanken. Hendes stemme bar tydelige præg af den ubehag det frembragte i hende, at på denne måde vise hvordan hendes tanker bevægede sig positivt omkring et emne som hjælp. Derfor syntes det glimt der hamrede igennem hendes blik, at tvinge hende til at lade de næste ord falde fra hendes læber.
"Men mest på grund af sexen, fordi du har jo egentligt ikke andre kvaliteter!"
Løgnen brusede op til overfladen af hendes ord da den sidste del af sætningen trak sig frem, men det syntes næsten som strømmede lettelsen over hendes ansigt da hun kunne lade en fornærmelse blive hevet ud i luften istedet for denne ubehagelige form for tak. Delilah havde aldrig lagt vægt på at være venlig, og nu da hendes stædighed tvang hende til at klare ting selv, var det begyndt at syntes ubehageligt og unaturligt at indrømme at hjælp var i hendes nærvær - derfor var dette sceneri ikke blot specielt, men højst sandsynligt også unikt.

Hans gab sendte små tråde af irritation igennem hendes krop, men hun nægtede at reagere på alt dette. Istedet klemte hun hårdt omkring det tøj der netop var blevet afleveret til hende, hvorefter hun med store ryk hev i det så det blev spændt ud foran hendes blik. Hendes blik bevægede sig langsomt op og ned af det tydeligt store tøj, hvorefter hendes øjne kort strejfede ham, inden det fandt vej tilbage til tøjet.
"Du har ikke noget imod jeg ødelægger det, vel?"
Uden at vente på et svar, greb hun fat i den løse trøje med den ene hånd og klemte hårdt fast om det bløde stof. Hendes ene hånd rev hårdt i stoffet, så trøjen blev revet over, så nu kun en halv meter hang og dinglede fra hendes hånd. Det stykke stof der engang havde været bunden af trøjen blev smidt til siden, hvorefter hun trak den afstumpede trøje henover hovedet. Den blev trukket en smule fremad ved hendes barm, og bølgede derefter ned af hendes mave til den stoppede nogle centimeter over hendes hofte.
Derefter greb hun fat i bukserne, og gav dem samme tur; En hurtig bevægelse med håndleddet, og bukserne var revet over sådan de ville gå hende til midt på låret hvis hun trak dem på. Idet det var løstsiddende bukser var skridtet dertil rimeligt langt, så da hun rev dette stykke stof op på langs var en lettere flænset nederdel blevet skabt. Den flød ligesom trøjen omkring hende, og bevægede sig drillende med hendes bevægelser.
Resten af stoffet blev smidt hen i bunken som tidligere, da hun prøvende drejede sig i dette hjemmelavede sæt; Trøjen og nederdelen var begge tydeligt revet således og var lettere skæve, men de svang sig alligevel om hende på en måde der ikke ville have været tydeligt i det outfit han udvalgte.
"Bedre. Har du ikke noget spiseligt et sted?"
Hendes tanker fortalte hende at hendes krop hungrede efter en sjæl, men hun nægtede at lade dette behov trænge for tæt ind på hende. End ikke hendes egen krop skulle tvinge hende til noget, hun ikke selv syntes var nødvendigt,

''Delilah jeg bruger ikke nogen tricks på dig overhovedet.''
*Det er ikke nødvendigt for at forvirre dig jo.*

Han smilede roligt, og kiggede på hende. Han sendte hende et stille og roligt smil, mens han bare roligt nikkede til at han nok skulle huske at hun ville benægte alt hvad hun havde sagt hvis han nogensinde nævnede det igen. Han smilede da hun fortalte det og det varmede hans hjerte, det hun så sluttede af med grinede han bare af og svarede drilsk.

''Jamen tak for det kompliment også, sex er jo alt for dig så det er sgu noget af et kompliment.''

Han smilede bare flabet til hende og grinede lidt. Han kiggede på hende som hun ødelagde tøjet og han virkede bare ligeglad med at hun ødelagde tøjet og derved blottede hendes krop alligevel. Han kiggede på hende roligt.

''Delilah som den anstændige dame du er, hvorfor går du så ikke ud og laver noget mad?''

Han sagde det bare for at tirre og irritere hende, fordi hvis han kunne gøre hende sur kunne han få hende op at slås med ham, og der havde han en megt god chance for at få hende med i seng igen.

Hendes hånd bevægede sig i nogle små korte ryk, da hun afværgede hans sætning. Et par fingre bevægede sig hen over hendes skuldre, hvor de fjernede de få hår der kildede der og trak dem om så de blev forenet med resten af den flod af hår der flød ned af hendes ryg. En let rystelse gik igennem hendes hoved da hun rystede på det, og lod et skeptisk øjenbryn trække sig opad.
"Nej slet ikke!"
Ironien stod skarpt i sætningen, og trak sig henover hendes ansigt hvor den tydelige sarkasme kom til syne i enkelte træk. Hendes fingre syntes at danse med sølvkniven, da den snurrende bevægede sig imellem hendes smidige fingre, og blev skubbet omkring af hendes ubevidste handlinger der tvang hende til at bevæge sig. Med ét stivnede den konstante leg hendes fingre havde beskæftiget sig med, og lagde sig som et krystalklart lag af frost omkring kniven da den frøs midt i en tilfældig stilling. Spidsen til den skinnende kniv strejfede væggen hendes krop endnu var presset op ad, da hendes blik sivede ned til den selvsamme kniv.
Kniven blev hevet en smule opad, før en enkelt håndbevægelse hamrede den ned til væggen, hvorefter den borede sig nogle centimeter ind. Da hendes fingre løsnede sit greb om kniven og trak sig væk, sitrede kniven let af kraften fra hendes slag, men den gjorde ikke mine til at bevæge sig ud af hullet hvor den var sat fast. Hendes blik lagde sig igen imod Sajros.
"Men siden det ikke er et trick, så accepterer jeg den udfordring der ikke er blevet givet."
Ordene sivede lavt ud af hendes læber, idet irritation blandede sig med ordene. Stædigheden havde trukket sig sammen og lagt sig som en kugle i hendes hjerne, en kugle der svækkede rationalitet i så stor grad, at hendes logiske sans var svag. Dette var også grunden til at den stædighed der boblede og sydede afventende i hendes krop, var en af de mange grunde til at hun altid fandt sig selv i problemer der ikke kunne håndteres nemt.

Delilah lod dramatisk øjnene rulle da han svarede flabet på hendes ord, men egentligt kunne hun allerede mærke en kraftig lyst til at trække disse ord tilbage fra hullet de var blevet født i. Hendes tanker bevægede sig i den modsatte retning af hvad hendes tidligere ord havde hentydet, og selv på hendes ansigt var det tydeligt at et kompliment var hendes form for midlertidig sindssyge.
Indvendigt vippede hun ubeslutsomt om hvorvidt hun skulle tage hans ord som et kompliment, eller om hun skulle lade det blive smidt på det brændende bål af irritation der flåede sig omkring i hendes indre. En let tøven bearbejdede hendes tanker, inden hun trak den ene af mulighederne væk, og besluttede at dette umuligt kunne findes som et kompliment.
"Er sex alt for mig? Jamen gæt hvem der har ødelagt det for mig, ved at gøre mig gravid?"
Ordene blev leveret hurtigt og lettere hvæsende, selvom hun måtte indrømme at den dampende vrede hun havde leveret tidligere var blevet erstattet af en simrende irritation, og frygt - hvilket hun aldrig nogensinde ville indrømme - for hvad det hele skulle bringe. Hendes fingre lagde sig endnu engang om kniven da disse ord passerede hendes læber, og snoede sig behændigt derom - dog uden at trække dette objekt ud fra væggen. Endnu.

"Anstændig? Nu fornærmer du mig jo bare, Sajro!"
Ordene bevægede sig lettere fornærmet ud af hendes læber, idet anstændig snoede sig om alt hun var - men lige netop anstændig var hvad hun havde undgået at være hele sit liv. For at overleve måtte hun bruge beskidte tricks, hvilket også var en af grundene til at høflighed lå så langt væk fra hende som det overhovedet syntes muligt. Hendes fingre strammede hårdere om kniven, idet irritationen blussede op i hende igen - hvordan helvede kunne han irritere hende så meget med så få ord?!
"Mad?! Jeg kan godt ødelægge dit køkken for dig i forsøget, men jeg tror sgu ikke at du har lyst til at få sprængt de i luften imens jeg forsøger at varme et eller andet."
Hun lænede sig en smule fremefter, så trøjen bevægede sig bølgende omkring hende, men hendes blik havde ikke nogen antydning af den latter og munterhed hendes trøje fremviste.
"Men jeg kan da godt flå stedet fra hinanden, hvis det er det?"
Kniven blev revet ud af væggen, så små flager af maling dryssede ned på jorden.

''Jeg troede nu ellers det var mig du var gravid med søde... Og med mindre du endnu engang vil lyve for dig selv så har du indrømmet at jeg er noget af det bedste sex du har fået!''

Han smilede helt roligt og flabet til hende. Han virkede på ingen måde sur, arrig eller irriteret som hende selv. Han så på hende roligt, viftede hende ud imod køkkenet. Han smilede bare roligt til hende, en smule arrogant og overlegent. Han grinede, mens han bare pegede imod køkkenet.

''Så tøs smut nu ud og skær et stykke kød til mig, så er du en god pige.''

Han reagerede knap nok på at hun nærmest var igang med at smadre hans hus. Det kunne nok holde til det. Det havde holdt til hans raserianfald så hvorfor skulle det ikke også kunne holde til hende. Han smilede roligt til hende og gik bare hen mod hende.

''Ha du ville ikke engang kunne flå mig fra hinanden hvis du ville, du kan jo ikke engang finde ud af at udmatte mig i sengen!''

Han skubbede sig forbi hende igen, og hev hende så hårdt med ud i køkkenet hvor han skubbede hende hen til et af køkkenbordende og bagefter smed han en dyrekølle hen til hende, og kastede en kniv efter som borede sig ind i kødet.

''Skær den ud, eller er det endnu en ting du ikke kan finde ud af?''

"Ja, det er dig der har sørget for at jeg bliver tyk og langsom!"
Hendes stemme havde trukket sig sammen til en lav hvislen, for selvom ordene ikke ville syntes som noget dødsens alvorligt problem for langt de fleste, så havde lige netop disse to ting en livstruende effekt på Delilahs eksistens. Hendes hurtighed og smidighed var grunden til at hun havde overlevet adskillige situationer, og uden hendes udseende kunne hun ikke lokke sjæle ud af væsner omkring hende; Kort sagt, hun var død.
"Det har jeg aldrig sagt!"
Hendes stemme bed irriteret efter ham, selvom hendes krop ikke bevægede sig en centimeter - istedet så det ud som var hendes ryg klistret fast til væggen bag hende. Hendes tanker snurrede let i et forsøg på at trække et minde om den sætning frem, men måtte se dette forgæves idet blot en sløret grålig klat var hvad der passerede hendes tanker. Med et indvendigt støn trak hun sit fokus væk fra at finde dette, for hvis ordene faktisk havde passeret hendes læber, så skulle han nok minde hende om det.
Det var ikke fordi at det ville være en løgn, hvis hun faktisk havde ladet ordene falde et sted hvor han hørte dem; Det var bare meget ulig hende at fortælle sådanne ting til personen det handlede om. Faktisk syntes komplimenter sjældent at nærme sig hende, ligesom de sjældent trak sig væk fra hendes mund igen, og dette var måske en af grundene til at hun ville trække det kompliment hun netop havde givet ham tilbage på sekundet, hvis hun havde haft chancen.

Var det meningen at han skulle være en idiot, eller var han bare utroligt god til det? Det overlegne smil han leverede samtidig med en gestus i retning af køkkenet, var nok til at lade de sidste par dråber af irritation falde ned i hende. Hvad end han gjorde nu ville sende stød af vrede igennem hende i stedet for irritation, da grænsen for denne følelse var ved at blive sprængt.
Hvilket de blev sekundet efter.
"Hvad?! Tror du helt seriøst at du kan få mig til at adlyde ved at fornærme mig? Kald mig en kælling, sindssyg eller morder, men du skal fandme ikke kalde mig hverken tøs eller en god pige!"
Delilahs kvote for irritation var brugt op, hvilket var grunden til at vrede langsomt piblede frem fra hendes mund og spredte sig igennem hendes toner. Hendes billede af en fornærmelse var ulig så mange andres, idet fornærmelser hver dag strømmede imod hende som en oversvømmelse; at tale ned til hende var den virkelige fornærmelse. Hendes hofte blev skudt til siden da han trådte hen imod hende, og huden strammede sig henover knoglen da hun klemte hårdt fast om kniven. En pludseligt lyst til at stikke ham bare en lille smule ned, var begyndt at simre i hendes tanker.
"Hold din kæft nu! Jeg er seriøs Sajro, de her humørsvingninger hjælper ikke på mit temperament - og det gør du fandme heller ikke!"
Kniven begyndte langsomt at fortsætte sin leg imellem hendes fingre, idet hun kraftigt lod al sin koncentration sætte ind imod det formål at lade være med at give ham en knytnæve i ansigtet. Denne koncentration var dog blæst bort så snart han skubbede til hende så hun vaklede let, og rev fast i hende så han kunne trække hende med ud i køkkenet. Kun overraskelsen tillod hendes ben at følge ham, istedet for at hakke en af knivene ned i hans hånd som et tak.
Hvad gik der af ham!? Hendes hånd tog fra i faldet da hun nærmest væltede hen over køkkenbordet, men nåede knap at vende sig om før en kølle landede på bordet og trillede let. Hendes blik fór op til ham og blev siddende, selv da kniven fløj forbi hende og borede sig dybt ind i kødet på køllen. Hendes åndedræt var lavt og behersket, og det var tydeligt at der ikke skulle meget til før hun ville koge over og lade temperamentet tage over.
Dette sidste strejf blev dog givet sekundet efter, ved hans næste sætning - havde han overhovedet tænkt over at hun havde hænderne fulde af våben? Hendes hånd trak sig med et ryk bagud, hvorefter den største af sølvknivene hun havde leget med, blev slynget frem efter Sajros hoved - hvor den ville bore sig ind hvis han ikke flyttede sig.
"Hold din fucking kæft! Du ved fandme ikke hvad du snakker om!"

''Er du dum, og er du også helt igennem glemsom?''

Han grinede bare af hende roligt, han morede sig virkeligt meget, dette var noget han elskede, mest fordi han vidste at hun havde brug for dette. Han grinede roligt over hende og han fulgte hende bare roligt med øjnene, som hun blev mere og mere agressiv. Han grinede af hende ganske roligt.

''nurh lille pus dog!''

Han rakte tunge af hende flabet. Han så på hende og kiggede ganske roligt på hende, og han så bare at hun gjorde an til at kaste kniven, hvordan hun strammede greben og spændte i flere af hans muskler og det overraskede ham egentligt ikke at hun reagerede sådan. Han greb bare hurtigt et andet stykke kød og holdte det op så kniven satte sig fast deri, istedet...

''Delilah, søde, du burde vide jeg ikke er så nem! Og husk hvis du bruger sølv så tvinger du mig til at skifte form!''

Han sendte hende bare et lettere overlegent blik.

"Det har jeg fandme aldrig sagt! Stop dig selv, varulv!"
Hun bemærkede ikke selv at hendes læber havde udspyttet ordet 'varulv' istedet for hans navn, selvom der ikke skulle mange gran saltet vrede til at lægge sig på hendes bunke, før selv Sajro ville have det kærlige tilnavn 'køter' i hendes sætninger. Latteren der vendte og drejede sig i luften foran hende, dryssede raseriet ud igennem hendes årer og selvom hendes systemer aldrig kunne tømmes helt for den evigt dansende vrede i hende, så ville den være alvorligt svækket efter dette.
Et hvæs blev trukket ud af hendes læber, da hans næste sætning mødte hendes ører og lod hendes øjne knibe sig let sammen. Hvordan kunne han overhovedet tro at hun ville tillade ham at sige sådan noget lort til hende? Nurh? Lille?! Pus!? Hendes øjenlåg gled utilsigtet i for nogle sekunder, idet hun prøvede at kontrollere den vrede der vældede op i hende og trak sig igennem hendes krop som en storm.
Normalt ville dette ikke skabe så voldsom en reaktion i hans krop, men den dunkende sult der slørede hendes tanker, blandet med stressen fra den nyligt fundne viden om graviditet havde oversvømmet hendes tanker, og blusset op i så meget indestængt vrede der kæmpede for at bryde ud af de tremmer hun havde sat op.
Den forsvarsmekanisme der trak kødet op så kniven borede sig ind i dette i stedet, lagde ikke et skær af overraskelse over Delilahs ansigt. En lille stemme hviskede lokkende at hun egentligt ikke ønskede at kniven borede sig ind i hans hjerne, men den vrede han havde plantet i hende overdøvede langt den mere rationelle del af hendes tanker, og lod den svindende tankegang føre frem; For når først Delilah mærkede vreden bruse, så var rationelle tanker døde, og hun reagerede ikke længere på tanker der måtte komme. Alt var ændret til bevægelser i hendes krop, og det var alt der syntes at være for hende i sådanne situationer.
"Ligner jeg en der har problemer med at du skifter form? Ser jeg ud som om det ville være et problem for mig?!"
En af de mindre sølvknive skiftede diskret hånd så hun nu holdt den fastklemt imellem sine fingre, hvorefter hun trådte nogle langsomme skridt frem. Pludseligt rev hun sin anden hånd bagud og greb fat i det stykke med kød hvor der endnu sad en kniv boret ind i, hvorefter hun slyngede den afsted imod Sajro. I samme sekund trådte hun fremad og stødte den imod hans ribben, så selv hvis han så bort fra stykket af kød der kom flyvende med skaftet af en kniv stikkende ud af, og han fik afværget kniven - så ville han stadig ramme sølvet der ville brænde og svide imod hans hud.

''Jo du har, og jeg skal med glæde tage dig endnu engang så snart jeg har sørget for at du ikke kan kæmpe mere!''

Han grinede bare og mærkede så lysten til at skifte form og så så kødet fare imod ham, og han fik den stoppet og grebet, hvorefter han, så sølvkniven som kom imod ham. Han fik sig vreden sådan at kniven lige præcist ikke ramte ham men dette var kun fordi den var pøjet lidt af på dyrekøllen...

Han sprang så frem imod hende med kniven og huggede efter hendes hals, men han kunne jo ikke gøre den kvinde ondt, det var nærmest umuligt for ham så han stivnede midt i slaget mod hendes hals, fordi han simpelthen ikke turde at skade hende.

''For helvede Delilah!''

Han stod der bare med kniven stoppet midt i luften fordi dyret i ham havde egentligt ikke noget imod at skade hende overhovedet.

"Held og lykke med det, varulv! Jeg har fandme allerede sagt at jeg ikke har tænkt mig at have sex før i morgen!"
Hendes stemme legede med tonerne, og nu havde stædigheden ligeledes trukket lange streger igennem hver eneste ord der måtte glide forbi de adskilte læber, ligesom vreden dansede på hendes tunge og drillede hendes stædighed. Et hvæs trak sig igennem hendes strube da hans krop vred sig uden for knivens rækkevidde, uden han samtidig havde fået smasket kødsaft ud i ansigtet da kødklumpen skulle have ramt ham. Hendes blik blev revet op imod hans øjne, idet hun vaklede blot et skridt frem ved den fremgang hun havde skabt.
Hendes ene ben bremsede fremgangen ved at lade sig spændes, hvorefter hun skubbede sig bagud så hun gled henad gulvet i en hurtig bevægelse der trak hende nogle skridt foran Sajro endnu engang. Men så snart hendes blik landede på kniven der blev flået ned imod hendes krop, gjorde hun hvad der syntes mindst logisk i denne sammenhæng; Hun flyttede blikket til hans blik, og hun frøs fast til jorden, for selvom alle instinkter i hendes krop forsøgte at tvinge hende til at gribe fat i hans hånd og vride den om så han tabte kniven, og dermed ikke ville ende med at hakke den dybt ned i hendes kød og tvinge blod til at fosse ud af hendes krop så gjorde un det ikke.
For hun rørte sig ikke. Hun kunne godt, og hun måtte kæmpe en nærmest sitrende og intens kamp for ikke at lade instinkter tage over. Men hendes bevægelser udeblev endnu. Så da kniven standsede ud for hendes hals, uden at briste hendes hud ved kontakten, og begrave sig blandt hendes kød og blod. Hendes åndedræt var tungt fra den ophidselse han havde tvunget frem i hende ved de ord han havde langet ud, så hendes blik var det eneste der flakkede da han standsede.
"Så gør det dog. Slå mig ihjel."
Hendes stemme var lav, og for et sekund syntes alt vrede at være blevet hevet ud af hendes krop, og havde efterladt hende med et blik der var så ulig hendes normale skær at det ikke syntes som var det hende. Et glimt af noget der engang havde været var flakket henover hendes blik - et glimt af en smertesfyldt kvinde, der blot ønskede et normalt liv. Så indtog vreden igen hendes ansigt, og hun syntes at få suget bevægelsesfriheden tilbage i kroppen.
"Hvorfor fanden stoppede du?!"
Hendes hånd skød opad og greb fat i den bremsede kniv, hvor hun borede håndfladen ind i den del hun kunne - æggen, der blev farvet af hendes blod da hun var nødt til at trykke kniven ind i hendes hånd for at vrikke kniven fri af hans greb. Da hun stod med denne kniv i hånden betragtede hun den med en let overraskelse, før hun hamrede den ned imod gulvet, hvor den bragende efterlod sig et lille mærke da hun smækkede den derned i. Den mindre sølvkniv der endnu var fastklemt i den nu blodfyldte hånd blev holdt fast, imens resten af sølvvåbnene haglede fra hendes anden hånd, og syntes at oversvømme gulvet i sølv.
Det glimt der havde vist sig i hende var væk, og var blevet erstattet af den kvinde der ikke tillod nogle tanker at ramme hende før hun angreb. Den kvinde der var båret af instinkter, og nu var pisset af til en grænse der ikke burde afprøves. Knivens spids var endnu rettet imod ham, og selvom den var badet i blod ville det ikke have effekt på hvorvidt den ville bore sig ind i ham eller ej.
Hendes hånd blev slynget fremad hvor den gik efter hans ansigt, og på trods af den hviskende stemme der havde været i hendes hoved der snart begyndte at råbe at hun havde brug for ham, så havde hun ikke i sinde at stoppe, fordi hun helt simpelt ikke kunne overskue at lytte til den stemme. Ikke nu. Ikke når hun var ved at få raseriet ud af systemet.

''Du bærer mit barn selvfølgelig kan jeg ikke dræbe dig.''

Han så på hende han vidste ikke hvad han skulle gøre men han lod hende bare tage kniven fra ham han havde ingen grund til at stoppe hende. Han ville ikke, han ville hellere dø end at lade hende dø. Han så på hende roligt, go trak på skuldrende af hende da hun spurgte om hvorfor han stoppede. Han svarede intet og reagerede knap nok da hun stak ud efter hans ansigt, han flyttede dog hovedet i sidste sekund så den kun skar en flænge i hans kind...

''Delilah for helvede, så stop dog!!!''

Blodet flød fra såret fra hans kind, men han virkede uberørt kniven havde jo heldigvis heller ikke været af sølv. Hun havde været dum nok til at bruge den almindelige kniv. Han stillede sig klar til kamp med hans næver hævet som han kiggede frem imod hende. HAn ventede på hendes næste trak...

''Men hvis du gerne vil så angrib!''

"Det er lige meget! Jeg er ikke en god person! Jeg er ond, jeg har fortjent at dø i en kamp jeg selv startede! Jeg er ond!"
Hendes stemme knækkede over på halvvejen og spredte ordene i en lettere tilfældig rækkefølge, der gjorde det tydeligt at dette var et af de sekunder hvor hendes tanker vældede frem som blod fra et sår, og så snart dette sår var helet ville huden have lukket sig over åbningen, og denne del af hende ville stå tilbage som et smeltet og svagt minde. Dette var så tæt på at trække tårer frem i hendes øjenkrog man kunne komme, selvom der ikke var så meget som antydningen af en tåre - men hendes øjne havde været tørre for længe til at det syntes som havde hun endnu tårekanaler.
Derfor var dette flip der havde trukket den mørke side af hende frem, og idet hendes personlighed var formørket måtte hendes mørke side være som dette; Selvhadende, desperat ... Men endnu imens hendes ord forlod hende trådte hun frem, og slyngede endnu en hånd ud efter ham. Hendes tanker syntes halvt at fokusere på at skade ham, imens den halvt koncentrerede sig om hvad der syntes at være et tomrum i hendes tanker - ingenting.
Et kort sekund reagerede hun på hans ord. Hendes krop stivnede, og hendes blik fløj op i hans. Men inden hendes hoved havde bevæget sig opad var dette sekund væk, og sindssygen havde overtaget hendes krop endnu engang hvor det leende trak sig rundt og bevægede hendes muskler i hurtige slag efter ham. Kniven stak stadig ud fra hendes knoer, så hver gange hendes hånd strejfede hans ansigt, hals, brystkasse, arm eller hvorend hendes tilsyneladende tilfældige slag sigtede, ville hun rive hans hud op med denne.
Hendes blik landede på blodet, og noget der kunne minde om dårlig samvittighed flakkede igennem hendes blik. Det var ikke fordi hun havde lyst til at skade Sajro, men hendes krop havde simpelt denne trang til at skade et levende individ idet hun havde haft så megen forvirring og uopklaret alting - og siden han havde aktiveret den ellers skjulte trang. Så snart dette lager af vrede var midlertidigt tømt, ville hun falde ned.
Med et gled hun ned på knæ, og rev et tilfældigt antal sølvknive med op. Hun havde godt et eller andet sted vidst at det ikke var sølv hun skadede ham med, men det var jo fordi hun inderst inde godt vidste at hun lod sin vrede gå uberettiget ud over denne mand. Og selvom hendes lager af vrede begyndte at svinde ud, var hun ikke fuldstændig tømt.
Alle tre knive blev skudt afsted efter ham, og selvom hun ved ingen af dem sigtede efter fatale steder, så vidste hun at det ville skade ham hvis han berørte den - ligesom vievand eller hellige genstande ville gøre det ved hende.

''Well er det ikke andre der bestemmer det?''

De fleste af hendes angreb imod ham med kniven undveg han med rimelig lethed, men alligevel voksede antallet af sår på hans krop lige så langsomt, men han virkede stadig ret ligeglad. Han så på hende og betragtede hende bare da hun rejste sig med sølvknivene der havde han lige været på vej til at sætte sig ned til hende, men han hev sig hurtigt tilbage men for sent...

Den ene kniv fløj forbi og borede sig ind i væggen bag ham mens de to andre ramte hans skulder og overarm. Han faldt sammen i et lavt støn af smerte, men ikke kun på grund af sølvet det brændte bare og derfor skar han ansigt i smerte, mens han tog sig til den ene side, hvor den ene kniv der ikke var sølv sad boret ind i siden på ham...

''Delilah...''

Han så op på hende, hans øjne var slørede og han lignede en der var ved at glide langsomt væk.

"Hvor tror du jeg har informationerne fra?!"
Hendes toner snappede vredt efter ham, og hvis det havde været muligt syntes det som ville hendes ord have revet hans hoved af og være luntet væk med det. Hendes blik var trukket ud til det ekstreme, hvor der ikke syntes at være et strejf af den gamle kvinde i hende, og for hvert slag der faktisk trak en stribe af bristet hud og piblende blod efter sig syntes hun blot at glide længere væk fra den tilstand hvor hendes hjerne ville registrere at hun burde trække sin logiske sans frem fra sit skjul. Måske var det fordi han endnu ikke syntes at reagere på den smerte der burde prikke fra hans sår, og trække ham væk fra kampen. Måske var det fordi hendes vrede pludseligt syntes som en uendelig strøm, og floder fra hvad hun havde gemt inde var ved at flyde ud ved hendes slag - måske havde Sajros tirren egentligt intet med det hele at gøre. Hun vidste det end ikke selv.

Verden havde syntes som en sløret klump hvor alle sansninger passerede igennem en si før de nåede hende igennem vreden, gik det op for hende da hendes blik uhjælpeligt betragtede hvad hun havde sat i værk. Kniven der hamrede ind i væggen og satte sig fast dér lod hun ikke engang blikket strejfe, idet hendes blik ikke kunne rives væk fra kniven der gik igennem hans kød som smør og satte sig fast i hans skulder.
Det eneste der kunne rive hendes blik væk fra dette sår, var det næste der skete; Kniven gled ind i hans side og sitrede let inden den satte sig fast. Blodet blev skubbet frem fra hans indre og løb langsomt ned af hans krop, tyktflydende og skar nærmest rødt i hendes øjne. Gisp bevægede sig ind af hendes læber i en uendelig række, men hun kunne ikke bevæge sig.
Alt vrede var forsvundet. Det var som havde det aldrig eksisteret, men havde hun blot stået og betragtet hans blod der løb væk fra såret for evigt. Men så snart hendes navn passerede hans læber, trak det hende op fra den dybe trance der havde frosset hendes muskler fast i sekundet. Hun havde aldrig haft problemer med at se folk dø eller skade dem, men dette her var anderledes på en eller anden måde.
"Sajro! Nej, nej, nej! Du skal ikke dø fra mig, hører du!?"
Hendes bevægelser var hurtigt men underligt blide da hun skubbede sig fremad, og greb fat om hans ryg og bryst så hun holdt ham fast i stående stilling, selv hvis han gjorde mine til at falde om. Hendes åndedræt rystede som havde hun svært ved at koncentrere sig, men der var end ikke en sitren ved hendes hænder idet hun forgæves prøvede at finde en løsning på alt dette.
"Undskyld, undskyld! Jeg ville jo ikke skade dig! Sæt dig ned, jeg skal nok finde en måde at løse det her på - det lover jeg! Du må bare ikke dø!"
Ordene blev hvisket ud næsten uhørligt, men den larmende stilhed der syntes at have bredt sig omkring hende kunne end ikke bryde ordene der snurrede i hendes hoved. Hun lagde et utroligt blidt pres på hans bryst idet hun forsøgte at få ham til at træde et skridt tilbage, idet han så ville kunne glide ned af væggen og sætte sig. Så snart han havde sat sig ned, rejste hun sig og snurrede omkring så hun kunne finde noget - bare noget - at forbinde sårene med.
Med ét snurrede hun omkring, og de hastige skridt førte hende næsten løbende igennem døren hvor de endte ved den bunke af tøj hun havde ret af det tøj der bølgede om hendes krop. Tøjet blev grebet af hendes fingre, hvorefter hun sekunder senere sad ved ham endnu engang.
Hendes hånd trak sig over hans brystkasse, hvor hun blidt berørte sølvkniven der syntes at syde dybt i såret. Hendes åndedræt var stoppet da hun berørte den, som turde hun ikke gøre noget der kunne frembringe den mindste smerte på dette tidspunkt. Hendes blik gled op i hans slørede blik, og et enkelt ord forlod hendes læber inden hun gjorde hvad hun vidste måtte gøres.
"Undskyld ..."
Fingrene lagde sig hårdt om knivens skaft, hvorefter hun med et ryk trak kniven ud. Blodet kæmpede straks for at komme først frem og lade ham forbløde, men hun greb fat i et af de afrevne bukseben og pressede det imod såret for at stoppe blødningen. Hun kunne allerede mærke blodet der trængte op igennem stoffet og gjorde stykket hun holdt om fugtigt, men hun tillod ikke den prikkende indre smerte i hendes krop at blive vist i hendes handlinger.
Hendes ene hånd pressede hårdt imod såret for at stoppe blodet med at drive væk fra hans krop, imens hendes anden søgte ned for at gribe fat om den anden af knivene. Hendes øjne brændte for at glide i, men hun tillod ikke sig selv dette. Hvis han døde ville hun aldrig tilgive sig selv - aldrig. Kniven blev ligesom den anden flået ud i et hurtigt ryk, og efter det andet bukseben presset imod såret for at tvinge det til at blive inde i hans krop.
For første gang i flere hundrede år, kunne Delilah mærke hvad der føltes som en lille prikken i øjnene - tårer samlede sig ikke til at falde ned over hendes kinder, men dette var det tætteste gråd havde nærmet sig på hende siden hun fyldte femten og var tvunget til at torturere sin kæreste til døde. Hun lænede hovedet en smule frem så hendes pande hvilede imod hans skulder, og pressede hårdt buksebenene imod hans sår, imens hun ventede på at disse havde gjort hvad de kunne.
"Undskyld."

Han var ved at glide hen, men han vidste det var noget af det farligste han kunne gøre så han kæmpede for at holde sig vågen, det her var farligt, det her var meget farligt, såret i siden var ikke det værste det ville lukke rimeligt hurtigt fordi den ikke var af sølv men de to andre skulle næsten sys sammen, men det var ikke sikkert de havde tiden til det...

''Delilah... Stuen...''

Han snappede efter vejret og kræfterne til at tale... Han var nød til at få hende til at hjælpe ham ind i stuen, ind til pejsen det var jo nærmest deres eneste mulighed... Han så på hende roligt... Hans øjne var slørede...

''Det skab... forbindinger...''

Han nikkede mod et skab, og forsøgte at snakke videre, det var hårdt. Han så på hende igen, mens han nikkede mod et kar...

''Vand... pejsen... ildrageren!''

Han vidste ikke om hun forstod hvad han ville have hende til, men han ville have hende til at brænde hans sår lukket. Det var vigtigt han havde brug for det, ellers overlevede han nok ikke...

''Brænd sår...''

Så snart det første ord forlod ham, røg hendes hoved op sådan at hendes blik var fokuseret på hans ord. I disse minutter syntes hun at ville adlyde på nærmest alt han sagde, hvilket også var grunden til at hun også lyttede intenst til de ord han med tydeligt besvær fik trukket ud af læberne. Hendes tænder bed så hårdt sammen om hendes underlæbe at den så småt begyndte at få en hvidlig kulør, idet hun tvang sig selv til at koncentrere sig. Stuen. Hendes blik fløj imod synet af stuen der mødte hende, men knap var den bevægelse trukket til ende, før hun var ved at komme op i stående stilling.
Hver af de berøringer der trak ham op og stå så han samtidig støttede sig imod hende, syntes at være blide på en måde der virkede unaturlig fra Delilahs side. Hendes blik stødte på skabet hans ord lagde sig om, men den kraftanstrengelse det syntes at være for ham at fortælle hende dette, rev hendes indre op. Hans blik der syntes sløret og ufokuseret hjalp på hendes beslutsomhed, men startede en smerte hun for længst havde fortrængt i hendes indre. Smerten fra at være ved at miste nogen, der faktisk betød noget. For en gangs skyld, betød noget.

Vand. Pejsen. Ildrageren. Langsomt formede der sig et billede i hendes tanker, der var baseret på hans ord - hendes tanker sig sig sammen om dette billede, idet det betød at hun endelig havde forstået hvad hans formål var. Inden de sidste ord blev stødt igennem hans mund, var hun allerede ved at føre ham over til pejsen der heldigvis syntes at have mange gløder tilbage fra tidligere brug. Knap havde hun blidt hjulpet ham i siddende stilling, før hun faldt på knæ foran pejsen. Hendes fingre snoede sig om ildrageren, inden den blev skubbet ind mellem de varme gløder som straks gav sig til at varme sig op.
Hun spildte ikke tiden. Karret hans hoved svagt havde bevæget sig i retning af blev grebet, imens hun småløbende forsvandt ud for at fylde vand i denne balje. Da hendes skridt nærmede sig igen var de tungere, fordi vandets vægt der skvulpede omkring i karret tyngede hende ned, men hun syntes ikke at ville sætte farten ned blot på grund af dette. Karret lagde sig ved hans side, hvorefter hun smed et stykke af den afrevne del af blusen ned i karret som en klud. Hendes blik strejfede ham kort, inden hendes hurtige skridt førte hende over til skabet han ligeledes havde udpeget.
Forbindingerne lagde sig ved siden af karret, inden hendes opmærksomhed rettedes imod ildrageren der glødede rødligt i glødernes varme. Hun rev den ud og snurrede omkring så hendes blik landede på Sajro. Hun trådte nærmere, og fjernede den ene af de blodfyldte bukseben. Der var en smerte i hendes øjne over dette, og hver centimeter af hendes krop udstrålede en smerte ved hvad hun måtte gøre - men gjorde alligevel. Hun kunne ikke miste ham. Det kunne hun bare ikke!
Hun trak ildrageren ned, og lagde den imod et af sårene. En syden og sprutten forlod den da varmen rørte den, og varmen trængte ind i hans krop med et hurtigt ryk og tvang såret til at stoppe blødningen. Hun rev ildrageren væk med et sæt, og lagde sig på knæ så hun kunne hive 'kluden' fyldt med koldt vand op, og lægge det imod det brændende varme sår. Hun holdt den fast imens hun skubbede ildrageren tilbage i gløderne, mens hendes øjne gled i.
Dette syntes hun dog kun at kunne vente på i nogle sekunder, for hun rev ildrageren ud så snart det gav det mindste tegn på varme, og flyttede det andet bukseben fra såret. Hun løftede endnu engang det varme metal og pressede det kort imod såret der blev opvarmet alt for hurtigt, hvorefter hun med et hurtigt ryk rev 'kluden' over til to halve, dyppede dem begge i det kølige vand og pressede de våde 'klude' imod hans sår for at køle det ned og dulme smerten.
Forbindingerne ville hun ikke tage i brug før hans sår var kølet ned, idet det også sugede en smule smerte væk når man lod koldt vand berøre brandsåret. Hendes læber var skilte, men hun kunne ikke finde på noget at sige. Der var ingen ord der kunne beskrive den måde hendes indre brændte sammen med ildrageren, men smerten var tydelig på hendes krop. Dog nægtede hun at lade det betyde noget, for hun måtte lade al sin koncentration rettes imod at redde ham.
"Lad være med at dø fra mig."

Han så ikke frem til dette overhovedet, så så snart han kunne se det var ved at være tid til at tage sig af det fik han sig vredet sådan at han kunne bide hårdt fast i karret, man kunne høre da hun brændte det første sår hvordan træet knagede og brast under hans hårde bid, og en lyd passerede ud igennem hans læber...

''MMmmhhhh... arrrrrgggghhhhhh...''

Han vred sig i smerte men tvang såret til at være roligt. Han vidste at dette var noget af det eneste de kunne gøre. Han sukkede da der kom noget koldt på. Han ventede så på det andet sår blev lukket og han bed endnu engang hårdt sammen sådan at karret nu manglede to stykker træ formet af hans tænder...

''Mmmhhh... argh...''

Han træk vejret tungt, og dette havde taget de sidste kræfter for ham så da hun begyndte at snakke om at han ikke måtte dø fra ham, faldt han sammen, hans krop kunne ikke lige håndtere mere så han besvimede. Hans øjne var helt tunge, og hans hjerteslag var meget svagt fordi han allerede havde mistet utroligt meget blod... Han havde aldrig oplevet Delilah så oprevet.