Look what you have done!(Sajro)

''Selvfølgelig kan jeg holde til det, eller ihvertfald kan jeg holde til det i noget længere tid end du kan, men du er da velkommen til at forsøge at modsige mig.''

Han smilede ganske roligt til hende mens han morede sig over at hun næsten kaldte sig selv for svag da hun sagde at hun ikke kunne løfte ham fordi han var tung, men han havde ikke nogen grund til at kommentere mere på det end han allerede havde gjort. Han smilede bare legende til hende fordi han ikke kunne lade være med det. Han grinede lidt af det. Han morede sig over at hun for første gang faktisk havde sagt om sig selv at hun var svag, sådan tolkede han det ihvertfald på den måde.

''Så du er begyndt at blive svag eller hvad er der sket siden du synes jeg er blevet tung?''

Han grinede lidt, og han var da tilfreds da hun fjernede hans tøj og det førte til at han ikke kunne holde sig tilbage længere. Han kunne ikke længere lade være med at springe på hende så det udviklede sig lidt som man kunne forvente det når det jo nu engang var dem der var sammen.


Han rejste sig fra sengen hvor hun stadig lagde.. han kunne godt fornemme at hun ikke længere havde de samme kræfter til at arbejde med mere. Han smilede roligt på hende og kunne ikke lade være med at smile lidt til hende da hun lagde der og var nærmest væk og han gik ud af døren og strakte sig lidt. Det var egentligt en vidunderlig måde at kunne afslutte diskutioner eller andet på han gik så ind igen efter lidt tid, dog med lidt lettere voldsomme skridt. Han gik hen til hende og han rystede hende med det samme for at få hende til at vågne.

''Delilah! Op for helvede!!! Huset invaderes!!!''

Dette var problemet ved det sted han boede det var de fanden til Drowners der ikke kunne lade være med at forsøge at invadere hans hus ved mange tilfælde.

Indvendigt slyngede Delilah om sig med eder, som ikke engang alle de beskidte mænd der daskede omkring i gaderne efter mørket kendte til. Hun forbandede sig selv for måden de kræfter hun kæmpede for at opretholde hver dag allerede var formindsket. Alligevel var hendes sind roligt, og alle hendes tanker var stablet sådan at det kunne findes på den rette plads hvis hun ville det. Selvfølgelig bemærkede hun da Sajro rejste sig fra senge, men hun reagerede ikke rigtigt på det. Hendes blik, der havde været hæftet til loftet over dem, blev rettet imod væggen modsat den retning varulven var forsvundet. Som hun lå dér følte hun sig med ét svag som en killing, og mindst lige så ufarlig som det selv samme dyr.
I det sekund sværgede hun at hun ville arbejde sine kræfter op igen - på trods af al graviditet og diverse hæmninger der måtte komme op - og lade sig selv gøre noget utroligt farligt. Det havde hun ikke gjort længe, når man ikke medregner at hun havde skændtes med en varulv og et par andre hændelser som hun dog ikke selv havde opsøgt. Selvom det lød sindssygt, savnede hun at være i livsfare. Hun savnede det adrenalinkick der slog ind når instinkterne tog over og kæmpede til døden satte ind ved modstanderen. Hun savnede at lade sig selv slå et væsen langsomt ihjel - men det var efterhånden længe siden hun havde fundet et skyldigt væsen hun kunne gøre dette ved.
Hun hørte hans skridt bag sig, og hendes hjerne reagerede også på måden hans skridt var hurtigere og hentydede til at noget var helt galt, før hun blev gjort opmærksom på det. Hendes krop nåede dog ikke at udføre hvad hendes hjerne gerne ville have den til, før hun mærkede den blive rystet af hans hænder. Hendes bevægelser forvandlede sig øjeblikkeligt til hurtige, smidige bevægelser inden hun overhovedet havde hørt problemet.
Inden hun svarede ham, gled hun ud af sengen. Der gik ikke længe inden hun havde fået tøjet trukket på kroppen, og spændt hvad der skulle spændes. Først da snurrede hun omkring, så hun igen kunne se ham - dog var der ikke gået mange sekunder fra hun var ude af sengen til hun havde fået tøjet på. Det var trods alt ikke første gang hun skyndte sig på denne måde, selvom det ikke altid var i denne slags situation.
"Hvorfor helvede bliver dit hus invaderet, Sajro!?"
Hendes stemme var hvæsende, og blev slynget ud igennem hendes læber på præcis samme tidspunkt som hendes fingre landede ved hendes hofte. Det sted hvor hendes våbenbælte altid sat hæftet fast, og husede utallige våben.
Hvad fanden ..
Hendes blik gled ned, og fandt manglen på det selvsamme bælte. Med ét gik det op for hende at hun havde efterladt det i lejligheden, da hun tog ud i byen. Hvorfor var hun blevet så sjusket? Før i tiden kunne hun ikke drømme om at forlade sit soveværelse uden en .38'er og en kniv - nu tog hun i byen og ud til en varulv uden nogle våben overhovedet. Endnu engang sværgede hun at optræne sig selv igen.
Imens hendes blik flakkede rundt for at finde noget hun kunne bruge som et våben - hvad end der så skete, hvilket hun endnu ikke havde fundet ud af - faldt ord fra hendes læber.
"Hvem, hvor mange, hvordan?"
Hendes stemme havde ændret sig. Den var kølig, og selvom hun havde alt andet end et overblik over hvad der skete så indikerede stemmen at hun havde helt styr på det. Den var kommet automatisk, og hun havde faktisk ikke bemærket den før den havde sat sig fast.

''Det her hus bliver ofte overfaldet af Drowners nede fra floden af.''

Han kiggede bare roligt på hende trods hans lettere voldsomme måde at vække hende på virkede han ikke panisk bange eller noget andet i den stil han virkede faktisk helt igennem roligt mens han stille og roligt snakkede til hende fordi han ikke så noget farligt i det som sådan han havde jo klaret det mange gange før. Han kiggede roligt på hende.

''Du har cirka et halvt minut før vi skal være ude af huset og væk herfra!''

Han sagde det bestemt og en smule hårdt og han vidste at det måske kunne blive et lille problem da det ikke var til at nå at få tøj på eftersom hendes tøj næsten altid sad ret stramt. Han kiggede på hende han vidste hun ikke var blufærdig men han syntes det stadig var bedst hvis de kom væk hurtigt og gerne påklædt.

''Her trak den her på og så følger du ellers bare med mig!''

Han smed hende en kjole og hev hende så med ud af døren hvor han skubbede hende lidt om bag sig så hun kunne få kjolen på og han gjorde klar til at kæmpe med de drowners der muligvis ville gå efter dem. han ventede på signal fra hende om at hun var klar eller noget andet skete. Han kiggede så om på hende for at finde ud af om hun var med til flugt eller kamp.

"Det -
Hendes læber startede sætningen hurtigt, men den svandt mindst lige så hurtigt ud. Hun rynkede panden i forvirring, og betragtede ham med et uforstående blik.
"Huset bliver overfaldet af hvad?"
Hvad fanden snakkede han om? Var det en eller anden form for latterlig joke hun for en gangs skyld ikke forstod? Hendes blik genoptog søgningen der flakkede rundt omkring i rummet for at finde noget tegn på et våben, men havde nu også fået en næsten desperat kant af at finde noget der kunne få hende til at komme tilbage på rette spor. Hun hadede at være uforstående, eller forvirret på nogen måde, hvilket var grunden til at det irriterede hende grusomt at han vidste noget hun ikke vidste om - hvad var det de hed? Det kunne selvfølgelig også være en form for gruppe eller klan der hyggede sig med at overfalde huse, men som det var nu virkede det mest sandsynligt at det var en eller anden form for væsen.
Hvorfor havde han ikke noget der kunne bruges som et våben? Han havde da haft våben sidst han var her, havde han ikke? De måtte være stillet væk. Eller hun måtte være blevet blind, siden sidst. Med et let suk gav hun op, og nåede at få blikket flyttet tilbage imod Sajro inden hans stemme nåede hendes ører, og tillod hende at vågne op af den svage døs det havde taget hende sekunder at dumpe ned i.
"Vent ... Flygter vi?"
Et skeptisk smil sitrede omkring hendes læber, og selvom hun virkelig kæmpede kunne man høre den lette vantro der flød igennem hendes ord som en tåge der ikke kunne vaskes væk. Hun kendte selvfølgelig intet til disse - hvad var det de hed igen? - men hun kunne bare ikke forestille sig Sajro der flygtede med halen mellem benene. Hun tillod sig selv at bruge et par sekunder på indvendigt at grine af det billede, hvilket også medførte at hun ikke var opmærksom på kjolen der kom flyvende før den havde lagt sig som et slør over hendes hoved.
Hun rev den af, hvilket gjorde hendes i forvejen rodede og blodige hår til hvad hun selv var sikker på var én stor klump der var alt andet end charmerende. Hun snoede sig ind i kjolen. Selvom hun ellers altid ville lægge mærke til hvordan den lagde sig om hendes krop og bevægede sig ved hendes skridt, lod hun ikke engang blikket strejfe det denne gang. Istedet lod hun blikket hvile på Sajro.
Hvorfor stod han foran hende? Hun havde ikke bemærket at han havde skubbet hende bag sig. Hendes lokker dansede omkring hendes ansigt, idet hun skubbede sig om foran ham så hun ikke var gemt væk. Selvom det nok ikke var derfor, følte hun sig som en lille pige når hun stod deromme. En der skulle beskyttes.
"Hvorfor flygter vi? Fortæl mig hvad fanden der sker!"

''Af Drowners! Af en slags udøde der genopstår når folk drukner her i floden.''

Han smilede bare roligt og gik så udenfor han havde da regnet med at hun vidste hvad en drowner var de fleste folk hana havde mødt havde da hørt om disse drowners og derfor vidste han ikke lige hvad han mere skulle sige til hende. Han kiggede på hende da hun havde skiftet. den klædte hende nu ret godt den kjole. Han kiggede roligt på hende.

''ja vi flygter til mit andet hus inde i byen!''

Han var ved at blive en smule febrilsk fordi han tydeligt kunne lugte dem den død der hang over dem og han kunne ikke have det. han fik det skidt af det, og det var en af grundene til at han ikke ville kæmpe.

''På grund af dem!''

Han pejede på floden hvor man nu tydeligt kunne se hoved efter hoved af disse udøde skabninger der trængte op fra vandet. Han kiggede om på hende og han orkede ikke at vente mere...

''Vi skrider!''

Han greb om hende og han smed hende op over hans skulder som en anden sæk kartofler og han begyndte så bare at gå afsted hurtigere og hurtigere.

"Udøde? Hvorfor helvede bor du ved siden af en sø med udøde!?"
En let morskab havde sneget sig ind i hendes stemme, i forklædning af den indånding hun tog for at lade ordene strømme ud af sine læber. Selvom det faktisk var alt andet end komisk, kunne hun ikke lade være med at finde det en smule sjovt. Mest fordi ingen personer ved sine fulde fem kunne finde på at bygge et hus ved siden at en sø med døde mennesker, men også fordi det var sådan noget hun kunne se sig selv gøre bevidst ved siden af sådan et sted - hvordan kunne man ellers få noget spænding ind i livet, på de mest irriterende tidspunkter?
Hun vippede hoften en smule til siden da han nævnte at flygte til sit andet hus, hvilket fik kjolen til at svaje omkring hendes krop. Derefter smækkede hun armene over kors, og gjorde overhovedet ikke mine til at flytte sig. Var det overhovedet muligt at slå noget der allerede var dødt ihjel? Sikkert ikke, hvilket nok ville gøre det til en virkelig stor udfordring at kæmpe imod dem. Havde hun ikke lige tænkt at hun havde brug for en udfordring? Noget der kunne slå hende ihjel? Ikke fordi hun helt vidste hvad hun kunne gøre uden våben og udøde, men man måtte da kunne gøre.
"Hvorfor er det vi flygter? Så farlige kan de sgu ikke være."
Hendes blik fulgte hans finger, hvor hun kunne skimte et eller andet der rørte på sig i vanfladen, og brød det rolige spejl der var blevet skabt. Noget brød overfladen, og gled op af vandet overraskende hurtigt - var døde ikke langsomme? En efter en skabte de urøre i vandet og syntes næsten at oversvømme vandet - der var tydeligvis ingen der kunne finde ud af at svømme i den sø.
Hendes øjenbryn var let hævet i overraskelse, og hun havde svært ved at trække blikket væk fra det makabre syn. Som blev hun trukket ind i synet, og imens vandet haglede fra deres hoved og skuldre, så hypnotiserede de hende. Det var ikke fordi de skræmte hende - ikke på nogen måde - og hun forstod faktisk ikke måde de naglede hende til gulvet.
Sajros stemme nåede ikke ind under huden på hende, hvilket var grunden til at hun ikke reagerede på denne. Hvad der derimod rystede hende brutalt ud fra sløret der var blevet lagt over hendes reflekser, var hans hænder der greb fat om hende. Hun nåede kun lige at bemærke hvor let han løftede hende, inden hun ramte ind i hans skulder, og dunkede hovedet ind i hans ryg.
"Sajro! Hvad fanden laver du?"
Hun hvæsede, og slog en håndflade ned i ryggen på ham. Hun kunne mærke stanken af de døde der endelig nåede hende, og måtte trække sig op i vandret stilling med ryggen så hun kunne se dem. Hun slog igen en håndflade ned i ryggen på ham, idet hun lod musklerne slappe af ved at lade være med at holde sig i vandret stilling.
"Sæt mig ned! Jeg kan godt gå selv!"

Han så roligt på ehnde. Han kunne ikke lade være med at more sig over hvilke spørgsmål hun stillede ham. han kiggede roligt på hende. Han sagde ikke noget som svar til hende overhovedet. Han havde ikke rigtigt noget at sige til det jo. Han grinede lidt over det hele og han satte hende heller ikke ned eller reagerede ikke på hendes slag.

''Jaja... Du kommer nok ned engang.''

Han blev ved med at gå i et hurtigt tempo indtil han satte i løb og han smed hende først ned igen da de var kommet næsten en kilometer væk fra stedet. Han satte hende ned roligt og uden et ord eller noget som helst begyndte han at gå imod hans andet hus.

''Kom du bare med her''

Han kiggede bare roligt på hende men gav hende ikke rigtigt noget valg med at gå med. Han kunne så gar finde på at slæbe hende hele vejen hjem til hans hus hvis det var.

"Engang?! Sajro, sæt mig ned!"
Hun hamrede ham i ryggen et par gange, men der gik ikke længe før det gik op for hende at det ikke nyttede. Derfor lod hun også hagen løfte sig nok til at hun kunne se de druknede forsvinde bag dem, men uden at gøre andet for at komme ned. Hun kunne selvfølgelig flippe fuldstændigt ud, men hvad ville det nytte? Hun var ikke rigtigt i en særlig god stilling til at kunne undslippe med mindre hun begyndte at blive kreativ. Og hendes kreative sider var ikke hendes bedste. Til det meste, i hvert fald.
Det bumpede en smule da han satte i løb, men bevægelser var alligevel glidende nok til at det havde noget beroligende over sig. Hun stemte hænderne imod hans ryg så hun ikke hang og dinglede, og lod sig derefter bare føre med uden yderligere kommentarer. Der gik heller ikke længe før hun dovent lod fingrene rede hendes hår igennem, for at få blodrester og hårklumperne ud fra deres fangenskab og væk fra hendes krop.
Hun havde mistet både tidsfornemmelse og stedsans da hun pludseligt ramte jorden. Et overrasket stød gik igennem hendes krop da hun mærkede noget hårdt under sig, og fik omgående alle hendes sanser til at vågne op til dåd, hvorefter hendes blik flakkede søgende omkring hende for at finde tegn på farer. Først derefter trak hun blikket over imod Sajro, hvilket også fik hende til at vippe hovedet en smule til siden. Hendes grønne øjne kneb sig lidt sammen, idet hun samlede bene til skrædderstilling og lagde hænderne i skødet.
"Ikke før du fortæller mig hvorfor vi ikke kunne være blevet og kæmpet! En lille rask kamp i ny og næ kan vel kun skade fysisk?"
Hun gjorde faktisk ikke mine til at rejse sig op. Hun lod dog alligevel sine ben strække sig ud da hun kom op i stående stilling, men skubbede derefter hoften til siden og svingede armene over kors. Hvis hun havde haft noget at kaste, havde hun kastet det i hovedet på Sajro for at få ham til at svare hende. Derfor søgte hendes blik også efter noget ved jorden, inden det fandt en sten der ikke var meget større end hendes tommelfinger - den var dog det bedste hun havde på dette tidspunkt.
Delilah havde altid været god til at sigte, hvilket også var grunden til at hun ramte ret godt da den fløj imod ham.
"Og du har stadig ikke svaret på mine spørgsmål. Du har lige fundet ud af at det ikke er det rigtige tidspunkt at irritere mig."
Det var en konstatering. Den sidste sætning var flad, og der var ikke nogle skjulte hentydninger i den som han måtte afkode for at kunne komme med et svar. Over dem så skyerne ud til at ville trække op til regn, men de var ikke mørke nok til at det ville være kraftig regn. Nogle små dråber der klaskede imod jorden rundt omkring ville kunne gøre det, sammen med en fugtighed der steg op i luften sammen med det.
På trods af stædighed skulle hun måske bare gå med ham - imod et sted med tag.

''Den kamp du taler om ville ikke bare have været som at jage et offer, eller kæmpe mod mig... De væsner bakker ikke tilbage. de føler ingen smerte og antallet af dem ville være nok til at kunne holde mig nede, selvom jeg så skiftede form.''

han så på hende. han kunne ikke lade være med at sige det som det var. Det kunne godt være at det fik ham til at lyde svag, men mængden af de ting der kom op af vandet var bare ikke til at spøge med så det måtte man altså indse at det var sådan det var.

''Hvilke spørgsmål?''

han spurgte hende som om han virkeligt ingen ting vidste om hendes spørgsmål, og det gjorde han heller ikke da han bare havde skubbet det væk. Han kunne ikke bruge tid på hendes mange spørgsmål hele tiden. hun havde jo altid noget hun kunne finde på at spørge om...

*Dumme kælling!*

"Hvor mange kan der være døde i den sø?"
Hendes stemme var tydeligt overrasket, idet hun endnu ikke kunne forestille sig det scenarie han beskrev. Hun havde selvfølgelig betragtet et utroligt antal der kom op, men hun havde ikke tænkt over det som sådan. Selvom hun ikke lod være med at gå med ham for at være irriterende, var det selvfølgelig dét der kom ud af det - og det vidste hun også godt. Problemet dér var bare at Delilah endnu kun havde mødt meget få personer der ikke syntes hun var irriterende, så hun havde ikke overskud til at bekymre sig om hvorvidt han var en af dem der syntes hun var irriterende, eller en af dem der kunne holde hende ud.
Alle væsner havde en mørk side. Den side der tittede ud i ny og næ, og rasede ud ved at sprede sin gift. Den side som alle helt ville undgå, for det kunne skræmme selv de mest elskede væk så snart det trådte frem fra de omklistrende skygger. Den side der for længst havde overtaget hele Delilahs personlighed, og dominerede nu i stor stil. Det var derfra hendes flabede tilgang til livet stammede fra, og ligeledes derfra hendes trang til alt der var farligt udsprang. Hun kunne ikke længere styre denne del af hende, men hvis hun kunne havde hun nok alligevel ikke sparket den væk med det samme.
Det var en del af hende. Sådan var det.
Da han spurgte hende hvilke spørgsmål hun talte om, himlede hun dramatisk med øjnene. Han mente ikke seriøst at han ikke kunne huske det, vel? I stedet for at gentage sit eget spørgsmål endnu engang, gjorde hun det fuldstændigt modsatte - hun gik svajende hen til ham, uden at lade blikket flakke over i nærheden af ham.
"Viser du ikke vej? Jeg ved ikke hvor vi er."
Hendes blik kom stadig ikke i nærheden af ham, og hendes stemme var helt udtryksløs. Istedet trådte hun forbi ham, og begyndte at gå. Hun løj ikke da hun sagde at hun ikke vidste hvor de var, for hun kunne ikke genkende stedet. Det ville derfor ikke være underligt hvis hun gik i den forkerte retning, selvom hun egentligt bare gik den vej Sajro var gået imod for ikke mange sekunder siden.

''Sø? Det er en flod kære... den strækker sig gennem det meste af landet, og alt hvad der falder i har en tendes til at samles der i nærheden af mit hus, hvor alle floderne samles.''

Han sendte hende et roligt smil. han kunne ikke lade være med at finde dette ret så morsomt. Han elskede stedet han boede fordi selvom det kunne være farligt for ham så var områdets andre beboere også med til at holde ubudne gæster på afstand hvilket han nød godt af. han kiggede roligt på hende. Han vidste ikke hvad han skulle sige eller hvordan han skulle reagere på hendes arrighed.

''Du er blevet svag og tør ikke længere tage chancer... Tænk at det skulle ske for dig... Gå nu bare videre.''

Han sukkede opgivende af hende han orkede hende ikke lige nu. I hans hoved skiftede hun mellem at være sex, og avlsmiddel og ikke andet lige nu. Nogle gange eller rettere tidligere havde hun været en ven også men ikke lige nu hvor hun var en pessimistisk irriterende møgkælling for at sige det mildt. Han gik bare roligt videre bag hende. Han havde som sagt intet andet at sige eller tilføje til den halve samtale de førte eller nok nærmere som de havde ført før...

"Sø .. Flod .. Det er næsten det samme."
Hun viftede kort med hånden, for at slå det væk. Hun vidste intet om naturen, såvel som hun var helt blank på geografi. Det kunne vel godt høres i hendes sætning, selvom hun kæmpede for at holde den ude. Delilah havde helt simpelt aldrig gået op i disse ting, fordi hun ikke skulle bruge dem for at overleve. Hun havde hele sit liv kæmpet på at være sig selv, men samtidig havde hun altid været tvunget til at lade sin overlevelse komme før alt andet. Derfor var viden ikke hendes bedste område, hvilket man også tit kunne høre på hendes sætninger eller måder at formulere på. Hun var igennem sin opdragelse blevet fortalt ting, men hun havde for længst glemt dem.
Da hun var flygtet havde hun ikke haft andet valg end at kæmpe hver dag for at overleve, og var dermed blevet hærdet fysisk og psykisk. Det var smeltet ind i hendes sind, og viden havde ikke været lige så nyttig som beskidte tricks og forførende ord tidligere hen, og hun var ikke i tvivl om at det aldrig ville blive det. Man kunne ikke kalde hende dum, men hun havde ingen interesse i at lære noget om verden som den var, medmindre den kunne give hende strategiske fortrin.
"Svag? Hold op med at kalde mig svag! Jeg er ikke svag!"
Hun hvæsede det vredt, hvilket virkede unaturligt da hun ikke engang vendte sig for at se på ham. Grunden til at hun ikke gjorde det, var nok at hun selv havde tænkt den samme tanke. Hun forbandede sig selv langt væk for måden hun havde ladet sig selv forfalde og blive blødsøden. Hun kunne ikke holde det ud.
Stilheden lagde sig kort imellem dem, men Delilahs tanker var allerede kommet i en helt anden retning.
"Sajro? Du må love mig noget."
Hun så endnu ikke på ham.
"Hvis jeg nogensinde skader det her barn ... På nogen måde -"
Hun drejede hovedet let, så hun lige præcis kunne skimte ham ud af øjenkrogen.
"- så skal du slå mig ihjel."
Ordene var kolde. Tomme. Der var ingen joken i det, for hun havde ingen tvivl om at det var hvad hun ønskede. Det var ikke fordi hun ikke ville kunne holde ud at skade et barn, men fordi hun nægtede at lade sig selv blive som sin mor. Hendes mor der altid havde slået hende, tortureret hende. Hendes mor der havde sagt ting som Delilah aldrig ville glemme. Hvis hun nogensinde blev som dette monster, så ville hun foretrække at blive udslettet fra livet. Langsomt, så hun ville fortryde alt hun havde gjort.

''Hvem tror du jeg ikke kalder for svag?''

Han så på hende. Han regnede med at hun godt kunne se hvad han mente med det spørgsmål. Nemlig at han kaldte stort set alle for svage. Han manglede at møde nogen han virkeligt ville kalde for stærke. Men igen han havde jo også et lettere forskruet syn på svag og stærk. Han så ikke engang sig selv som stærk. Fordi hvis han var stærk havde han ikke noget at stræbe efter længere, og det ville gøre hans liv ret så kedeligt. Han kiggede på hende.

''Hvorfor dø?''

Han så på hende han regnede med at hun ikke helt ville forvente det han nu ville sige til hende. Han havde nemlig tænkt sig at foreslå hende noget der var endnu værre end døden. Han vidste dog bare ikke lige hvad han skulle foreslå men han vidste det skulle være noget der var værre end døden. Måske at få taget sex fra hende igen og igen... Gøre hende tændt gang på gang, for bare at gøre det med en anden?

''Burde det ikke værre en hårdere straf? Blive tændt måske for at blive nægtet sex? for at det skulle ske igen og igen... indtil du endelig ville få det... få det du ønsker mest... døden?''

Han så på ehnde med et roligt roligt blik. Han førte hende ind i hans store villa og lukkede døren bag hende han pejede på tre døre og en trappe, to døre på hans venstre hånd og en på hans højre.

''Der er køkke bag den dør, badeværelse bag den, og to stuer bag den dør. Der hører også en spisstue til køkkenet. Så er der værelser ovenpå oppe af trappen.''

Så snart ordene var sluppet ud af hans mund, var de straks inde i hende hoved og rumsterede. Selvom det helt sikkert ikke var ment som et spørgsmål hun skulle besvare, lod hun alligevel trådene i hendes tanker gribe fat i de nærmeste ting og trække dem til sig. Billeder af for længst døde og borte væsner dukkede frem for hendes indre blik, inden et helt andet billede gled frem for hendes blik. Selvom hun hårdt prøvede at opretholde facaden af intet, så kunne hun ikke holde det lille smil der voksede frem i hendes mundvige væk, da hun fandt hvad hun selv mente var svaret.
"Rafael."
Sajro havde sikkert aldrig mødt Rafael - det ville uden tvivl overraske hende hvis han havde. Hun huskede Rafael fordi de tidligere havde været elskere, men hun huskede ham også fordi han havde været uhyggeligt stærkt - selv for hendes måleenhed. Og alligevel var hun ikke flygtet langt væk. Delilah havde uden tvivl et sindssygt syn på disse ting, men hun kunne ikke holde det tilbage, og ville faktisk ikke fortrænge det selv hvis hun fik chancen. Selvom hun ikke var begejstret for sig selv, så var hun stor tilhænger af hvem hun var.
At hun var hende. Hun havde det fandens sjovt som hende selv, og selvom det ikke var længe siden at det var gået op for hende at hun ikke ville bytte personlighed hvis hun kunne, så havde hun endnu ikke helt opdaget det. Men hendes fortid havde hærdet hende på en måde så hun faktisk mente hun forstod verden, og selvom den måske ikke var set ud fra neutrale øjne så havde hun en mening. Hun turde stå op for hvad hun kæmpede for, og hun ville blive stående indtil hun blev tvunget til andet. Kun den svage side hun prøvede at fortrænge - den side der endnu havde brug for nogen at støtte sig til, og nogen at elske - kunne hun ikke holde ud.
"Hvorfor dø? Fordi jeg ikke vil leve, hvis jeg er et monster. Jeg nægter fandme at leve som det jeg har prøvet at udrydde hele mit liv."
Det var en kendsgerning. Hendes stemme indeholdt ikke toner der tydede på at hun prøvede at forklare sig, eller bedte ham om forstå det. Hvis han ikke kunne forstå det, så ville hun ikke prøve at tvinge ham. Hun havde aldrig mødt en person der forstod hvordan hun havde det med denne slags ting, og hun havde for længst mistet håbet om at finde en sådan person. Det kom ikke til at ske. Sådan var det, og hun havde slået sig til tåls med det - nu kørte hun kun efter hendes egne meninger. Og de var til gengæld stærke.
Selvom det var en fuldstændigt surrealistisk reaktion, så sitrede et smil i hendes mundvige nogle sekunder ved hans ord, før det brød frem fra sit skjul og indtog hele hendes ansigt. Og hele hendes ansigt lyste op ved denne lille bevægelse, som havde det blot ventet på at denne maske hun havde haft på i hvad der syntes som år men var minutter svandt ind. Hendes øjne gled ind i hans, imens hun med et let hævet øjenbryn lod hovedet bevæge sig fra side til side - langsomt.
"En hårdere straf? Det lyder rimeligt."
Hans tankegang var uden tvivl rigtig. Hendes tanker sporede sig ind på hans, imens hun opmærksomt lyttede til ordene. Selvom hun nu ikke kunne få det lille smil væk igen, så overvejede hun faktisk hans ord. Det var helt sindssygt at hun faktisk lyttede til denne samtale - at de overhovedet havde denne samtale - men Delilah så intet problem i det.
"Hvis du kunne holde til det ville det være perfekt? At nægte mig sex hele tiden?"
I hendes stemme havde munterheden indtaget. Hun gad ikke engang prøve at klemme den ud derfra længere, for hun vidste at det ikke nyttede. På en eller anden måde var det endnu engang lykkedes Sajro at ændre hendes humør fra det ene sekund til det andet. Nogle gange virkede det som var hendes humør en knap der kunne trykkes på, og når knappen blev presset i bund ville en ny humørbombe eksplodere. Hvorfor Sajro havde fået den knap vidste hun ikke.
Det var også på grund af denne tankegang at hun først opdagede at de havde nået destinationen da hun nærmest var på vej ind i den. Alligevel lykkedes det hende at fortsætte den let svajende gang uden nogen synlig reaktion, som havde hun hele tiden haft helt styr på hvor de var. Men alligevel skinnede en helt anden form for overraskelse ud gennem hendes ansigt, som hun ikke opdagede lyste. Hendes blik fulgte hans finger rundt, men den bosatte sig alligevel et par gange over de forskellige steder en enkelt gang mere før hun svarede.
"Eh .. Fint sted, men .."
Delilah var sjældent høflig. Dette var derfor virkeligt et kompliment.
"Hvorfor bor du nede ved søen når du har ... Det her?"
Hendes stemme var ikke hånende eller vantro, den var helt simpelt forundret. For hun var forundret da hun gjorde en lille bevægelse rundt i lokalet, imens hendes lettere overraskede ansigt endnu ikke kunne få lagt sig ned. Der var en markant forskel på størrelsen på hans to huse, og siden hun kun havde været i det andet så var dette et chok for hende. Ikke fordi det var et hus til Sakref Morladin, men det var uden tvivl pænt.

Han trak på skuldrende ved navnet. Kendte kun navnet og ikke personen. Om han var stærk eller ej skulle han møde ham for at kunne sige. Han syntes det dog ikke efter hvad han havde hørt. han virkede som en mand der gemte sig bag sine mænd og kvinder. En mand der ikke havde modet til selv at stå frem. I hans hoved var det det samme som at være svag så han havde ingen grund til at mene andet end det. Han kiggede bare roligt på hende med et stille blik.

''Jeg havde nu en dejlig tanke omkring det... Ser du der er den her anden succubus jeg har mødt... Jeg tror hun med glæde ville hjælpe mig med at få afløb for mine lyster mens du kunne få lov til at lægge lænket til en seng...''

hans stemme var kold, udover da han snakkede om denne anden succubus, der var hans stemme pludseligt mere varm og lysten. Han så så på hende igen da de var kommet indenfor i hans noget større hus end det ved floden. Det her var jo en Villa der var terasser ved alle værelser, og der var i alt tre etager hvor den øverste bare var et stort rum.

''Fordi jeg synes her er alt for meget plads, hvad skal jeg med det? Det er jo ikke fordi jeg har et harem af kvinder til at tilfredstille mig... jeg må jo nøjes med dig Delilah.''

han grinede roligt til hende. han sendte hende et legende smil. Mens han roligt gik videre med hende op af trappen for at vise hende værelsen. Der var 7 værelser hen langs en svalegang. han kiggede på hende roligt og vidste hende dem. De 6 var ens mens det sidste var større og annerlede.

''De 6 her må du bruge, det sidste rører du ikke... Forstået!?''

Et eller andet flammede med det samme op i Delilah. Han vidste godt hvordan hun ville reagere på de ord der flød igennem hans læber. Han vidste godt at hun med det samme ville føle den brændende irritation og lette vrede som han var utroligt god til at lege med. Han havde tvunget hende ind i denne her følelse før - Hun havde endnu ikke glemt Yues navn - og hun var allerede tværet godt ind i den igen. Hvorfor dette blussede op i samme sekund han begyndte at snakke om at have mødt en anden succubus, ville Delilah ikke tænke på. Istedet slog hun det hen som en forbipasserende tanke der ikke passede sig, og prøvede forgæves at trække sig op af det hav hun pludseligt badede i.
"En anden succubus? Jamen dog. Vil du give mig navnet på hende her, hurtigere end du gav mig navnet på den sidste?"
Hun lagde hovedet let på skrå, og fik endeligt fortrængt følelserne nok til at hun kunne koncentrere sig om hvad der var omkring hende. Men hun kunne mærke kassen det var lukket inde i svulme og vibrere, imens det kæmpede sig vej fra dette indelukkede sted endnu engang. Hun lod fingrene bevæge sig hurtigt igennem hendes hår, imens hendes blik løb lige så hurtigt over de omgivelser hun pludseligt stod midt i. Faktisk vidste hun ikke rigtigt hvor hun var, idet hun ikke vidste hvordan de var kommet herhen. Derfor var det vel utroligt farligt det hun havde gang i.
Du kan ikke fortrænge tankerne, Delilah. Slip dem fri.
Den hviskende stemme der sivede ud fra afkrogene af hendes sind, tilhørte uden tvivl ånden Dylan. Men han havde vrikket låsen til hendes kasse fri, og alting strømmede nu ud af den endnu engang. Hvorfor irriterede det hende sådan? Hun havde ikke forstået hvorfor det havde bragt hendes sind i kog dengang, og hun var i lige så meget vildrede denne gang. Endnu engang frustrerede det hende at hun ikke vidste hvorfor det var vigtigt for hende. Men på den anden side var det langt fra første gang det havde forvirret hende at være sammen med Sajro.
Manden var forvirrende, besluttede hun sig for. Det var den eneste grund. Det kunne umuligt have noget med hende at gøre.
Hans næste ord gjorde bare dette endnu mere tydeligt. Hun balancerede på en hårfin spids på dette tidspunkt. Den ene side ville lade hendes fingre ramme hans kind med alt hendes kraft bag sig, imens den anden side ville bevise overfor ham at hun uden tvivl var langt bedre end noget harem af kvinder eller nogen anden succubus. Denne balancegang endte dog ud i at hun rent faktisk blev stående på denne spids, imens det papirstynde, skarpe underlag hun balancerede på skar sig ind i hendes fødder.
"Er du sikker på at du kan holde til et helt harem af kvinder efter du har nøjes med mig?"
Delilah havde for længst givet op på at forstå hvordan det hele fungerede, og havde ladet sin krop styre som den ville. Derfor var hendes bløde stemme der mest mindede om en kats tilfredse spinden ikke hvad hun havde regnet med, men den var på ingen måde en overraskelse for hende. Delilah brugte sin seksualitet til at vinde diskussioner, såvel som at vinde direkte kampe. Hun dansede frem og trak sig væk til modstanderen var for fokuseret på hende til at opdage hvad hun rent faktisk lavede.
Det var uhyggeligt nemt,
Hun fulgte hans skridt op ad trappen, og lod kort blikket glide henover dørene. Først ved hans sidste ord kom en kant af interesse i hendes blik. Kort efter flakkede hendes blik imellem døren han netop havde forbudt hende at åbne, og den varulv der havde forbudt hende det. Denne måde at vinde på kom også med det samme til syne, da hun uden at tænke over det trådte helt hen til ham. Hendes læber nærmede sig hans øre, inden de næsten rørte det.
"Forbyd mig ikke at gøre ting, Sajro. Så kan jeg ikke modstå dem. Nu er jeg nødt til at vide hvad der bag den dør."
Det sidste kunne omformuleres til et spørgsmål, idet det ville gøre det langt nemmere for hende at holde sig væk fra den dør hvis han bare fortalte hende hvad der var bag den.

''Hendes navn? Har jeg ikke fået af hende denne gang... jeg stødte på hende i en kælder vi flygtede fra kælderen, Vi havde hård passioneret sex som uden problemer kunne måle sig med den jeg har haft med dig... Hun er yngre end dig i kroppen, og føles bare så meget bedre... og hendes læber... Du burde have sex med hende, hun kunne nok lære dig lidt.''

Han grinede af hende han var udemærket klar over hvad han kunne få hende til at føle med de ord han sagde og specielt fordi han virkede helt henført da han sagde det. Som om han var helt væk i tankerne om denne anden dæmon. Han fandt det virkeligt morsomt det her. Han elskede at prikke til hende. Han kiggede på hende ganske roligt og stille

''Efter dig? Naah du har ret du er jo ikke særligt krævende. så måske et harem ville være for meget... men igen det ville jo være synd for dig hvis jeg vænnede mig til dem... jeg ville jo ende med at være for hård ved dig.''

han grinede. dette var morsomt men et sidste emne og det hun spurgte ham om var alt andet end sjovt. Han kiggede bare roligt på hende, og han var meget hurtig til at gribe hendes hals og presse hende op af muren. Han kiggede på hende med et hårdt blik.

''Det er mit gamle soveværelse, fra dengang min kone var i live!''

Han vred i hånd og armen før han kastede hende ned på gulvet. Han så hårdt på hende fordi hun skulle forstå det var noget hun ikke skulle ind og se på.

Hans ord frøs hendes krop. Den forvandlede sig til en statuette af is, og derefter var det kun hendes bryst der hævede og sænkede sig når luften fór ind og ud af hendes lunger. Hendes blik var fastklistret hans øjne, men på trods af det iskolde ydre der havde lagt sig over hende så var hendes sind ét stort brændende kaos. Havde han netop kommenteret på hendes evner i sengen? Delilah kunne mærke følelserne fra dengang ved søen rulle tilbage - den sårede stolthed der blandede sig med irritation som næsten brusede over kanten af hendes imaginære glas. Den forurettede venlighed der fortvivlet prøvede at overskygge de andre følelser i hendes øjne der var så langt fra hendes natur som muligt, og som ikke kunne skjule nogle følelser der lå om muligt endnu længere væk fra hendes natur; Nogle dråber af noget jalousi, som gjorde hendes forvirring komplet. Alt dette omrørt med følelser hun ikke engang kendte, eller kunne sætte navn på.
Hvad fanden i helvede skete der!?
"Jeg tror jeg springer over."
Det var ikke engang gået op for hende at isen der strålede ud fra hende også havde overtaget hendes stemme, så den kølige hvæsen der passerede hendes læber kunne nemt måle sig med hendes krops ubevægelighed. Et eller andet prøvede at komme frem i hendes tanker, og det lykkedes da også det lille minde at materialisere sig få sekunder senere. Hun havde for ikke lang tid mødt en ukendt kusine, som vist skulle være et sted her i byen. Hendes navn var efterhånden blevet en smule sløret i Delilahs baghoved, men det var noget med en kat.
Kate? Katelin? Katerina? Noget i den stil.
"Men siden du har fundet dig en succubus mere, så skulle jeg måske bare gå."
Hendes stemme blev nu domineret af en let syrlighed, og selvom hun egentligt kunne finde på at gå før hun havde bevist sine pointer, så stoppede det hende ikke i at true med det. Om det var hende selv eller Sajro hun truede med denne sætning var hun en smule i tvivl om, men hun havde ingen intentioner om at tjekke det ud - for noget sagde hende at hun ikke ville bryde sig om det svar hun gravede frem.
Hun balancerede stadig. Hun ville til sidst vippe til en af siderne, men hun havde ingen idé om hvilken af disse to hun ville vippe imod. Det kunne selvfølgelig ende med at være en blanding.
"Held og lykke med at være for hård ved mig."
Den hvæsende stemme nægtede at gå væk, selvom hun virkeligt kæmpede for at trække den væk fra søgelyset. Pludseligt løsnede hendes krop op, da hendes hænder samlede sig ved hendes mave, hvorefter hendes hofte skød til den ene side og hendes hoved vippede imod den anden. Derefter frøs den endnu engang.
"Men hvis jeg er så dårlig - hvorfor bliver du så ved med at have sex med mig? Du kunne bare tage over til din lille veninde."
Delilah var egentligt ikke såret som sådan - hendes stolthed havde endnu engang lidt et alvorligt knæk, men det var ikke første gang. Den helede som regel sig selv efter disse øjeblikke. Noget i det der skete irriterede hende bare voldsomt, selvom hun ikke selv vidste hvad det var. Dog havde den tanke knap passeret hendes sind, før det gik op for hende hvorfor hun lod sig påvirke så meget af dette; Han havde ikke nok i hende. Han kunne ikke blive tilfredsstillet af hvad hun kunne give ham, og det irriterede hende helt utroligt.
Hvad der nok også irriterede hende var, at hun aldrig havde fået at vide at der var brug for andre. Efter havde mændene næsten uden undtagelser gispet at hun var deres bedste sex nogensinde, hvorefter hun havde forladt dem stående i hendes trusser i en tilfældig gyde. Og selv da havde hun senere kunne opsøge dem og høre dem sige at de savnede at have sex med hende. Så at han ikke gjorde det samme .. Ja, det irriterede hende. Alt for meget.
Det kom bag på hende at han greb fat i hende. Så selvom hendes fingre fløj op og lukkede sig om hans fingre, så nåede hun først at opdage hvad der skete da hendes hoved bankede ind i muren. Et jag af smerte strakte sig igennem hendes hovedbund, idet hun stadig var mere end øm siden deres skænderi. Dog fortrængte hun både smerten og det glimt der burde flakke over hendes ansigt, og holdt istedet sit blik fast på ham.
Så snart hun ramte jorden med siden, drejede hun en smule i kroppen så hun rullede om på ryggen. Samtidig satte hun en hånd imod jorden, og hev sig op så hun holdt vægten i denne hånd og et ben, og kunne derefter trække sig op i den samme bevægelse der var blevet skabt fra hun blev revet imod jorden. Hendes blik var pludseligt årvågent, og selvom hun på ingen måde var skræmt var hun alligevel opmærksom. Alligevel løsnede hendes krop sig fra den kampstilling den automatisk var gået i, og noget der næsten kunne minde om medlidenhed flakkede over hendes ansigt.
"Det er jeg ked af."
Det underligste var ikke at disse ord passerede hendes læber. Det underligste var at hun faktisk mente dem.

''Nurh er du blevet bange for at hun er bedre end dig? At hun kan give dig en orgasme før du kan give dig en.''

Han smilede roligt mens den anden succubus's navn dukkede op i hans hoved. Så han havde altså husket det. Han grinede lidt over det fordi han vidste at Delilah altid var interesseret i at høre hvad hendes konkurrenter hed, og specielt når det kom til kvinder der kunne konkurere med ehnde seksuelt. Han vidste hun havde det sådan og han elskede at bruge det imod hende. det morerede ham altid.

''Nurh er du blevet såret over at du ikke at det bedste jeg har prøvet?''

Han smilede bare overlegent og legende til hende. Mens han inden i sagde til sig selv at det faktisk var løgn. Han vidste jo at det var den bedste han havde haft sex med, når det kom til bare sex. Han havde haft bedre sex med andre kvinder men der var der følelser med i det, og det var noget Delilah aldrig ville kunne konkurere med.

''Fordi jeg har ondt af dig, over at du skulle undvære mig så.''

Han gik hen til hende da hun havde fået rejst sig op og havde sagt at hun var ked af det. Han lod sig ikke påvirke af at hun havde været agressiv overfor ham. Han kiggede på hende ganske roligt, mens han gik hen til hende med et legende smil. Han så på hende.

''Skal vi se om du kan konkurere med hende hvis du tager dig sammen?''

Han greb fast i hende og pressede hende ind imod ham. Han klappede hende i røven og bed hende i øret da han havde muligheden, men egentligt havde han en ide om at ville pine hende så meget han kunne.

"Hun er ikke bedre end mig, så nej det er jeg ikke."
Stædigheden boblede op til overfladen af hendes ord og væltede ud. Hun nægtede at tro på at denne succubus var bedre end hende, for selvom det sikkert ikke var usandsynligt som sådan så ville Delilah ikke lade sig selv overbevise om det. Det kunne ikke passe. Det kunne det bare ikke. Hvis hun kunne overbevise sig selv om at hun bare skulle forsvinde ud gennem døren(og vel og mærke kunne finde hjem herfra), så ville hun kunne finde utallige mænd der ikke delte Sajros opfattelse af hvordan hun var i sengen. Flere af dem havde næsten forfulgt hende efter, hvilket drev hende til vanvid. Hvis hun ikke opsøgte dem, så havde hun ingen intentioner om at være med dem - hverken fysisk eller følelsesmæssigt.
Delilah havde kun to gange i sit liv elsket en person. Begge gang var det endt i hendes elskedes død, hvilket var grunden til at hun for længst havde lukket alle følelser ned. Hvis en person en dag vovede at puste liv i de uddøende gløder hendes kærlighed var, så ville hun højst sandsynligt blive mere skræmt end lykkelig. Måske ville hun endda blive trist - selvom ingen tårer ville spildes.
For Delilah græd ikke. Det var mange hundrede år siden tårene var tørret ind i hendes øjne, og ikke engang tortur havde ændret på det faktum at hun ikke lod øjnene flyde over. Dengang var det gået op for hende at tårerne var et tegn på svaghed, og svaghed gjorde smerten større - ikke mindre. Derudover var der ingen tvivl i hendes sind om, at hvis hun først lod én tåre falde så ville alle de hun havde holdt inde igennem så mange hundrede år falde efter, og hun ville være umulig at stoppe igen. Det kunne hun ikke risikere.
Hans ord rev hende tilbage til virkeligheden, og den vrede de tændte hos hende. Alligevel fortrængte hun hans ord, og ignorerede hans spørgsmål. Istedet stillede hun selv et andet.
"Hedder den succubus du snakker om Katelin, Sajro?"
Hendes stemme var skarp og lod ordene falde hurtigt. Hun havde netop erindret kusinens navn, men hun var ikke sikker på hvordan hun ville reagere hvis det var Katelin han snakkede om. Om hun ville blive vred eller igen få dét der uforklarlige stik af jalousi vidste hun ikke, men hun var dog ikke i tvivl om at hun ville blive utroligt irriteret.
Hans overlegne smil irriterede hende også. Der var ingen tvivl om at han vidste hvordan hendes tanker var ét stort kaos, men det betød ikke at han havde ret til at lege med dette kaos som det passede ham.
"Jeg kunne jo også bare gå ud og forføre en tilfældig mand på baren? Det er det samme."
Hvis han ville nægte at hun var god til sex, så ville hun også benægte at det ikke var det samme som at hive en tilfældig fyr hjem fra baren. Faktisk var hun små småt begyndt at blive træt af de mænd der nærmest overfaldt hende når hun trådte ind af døren i en kort kjole. Ikke fordi hendes behov var blevet mindre, nærmere fordi de ikke interesserede hende på samme måde længere. Tidsrummet imellem hendes besøg på de lokale barer var vokset, og når hun var der var det ikke lige så spændende som normalt. Alligevel kunne hun ikke undgå at tage derhen - Hun var trods alt en succubus.
Hun bevægede sig ikke da han nærmede sig hende. Selvom mange måske ville være vrede over den måde han havde behandlet hende på, så syntes hun allerede at have glemt det. Hun var vant til at blive behandlet hårdt, så det var ikke noget specielt for hende. Hun bemærkede det knapt nok. Hun hævede et øjenbryn ved hans ord, hvilket lod en skeptisk glød falde på hendes ansigt.
"Jeg behøver ikke tage mig sammen. Og det ved du godt."
Om ordene der forlod hendes læber med en blød klang var til for at overbevise hende selv eller Sajro var irrelevant. Men så snart han trak hende tættere, snoede hun i ren refleks armene omkring hans hals. Hun fik dog knap tid til det idet hans tænder fik fat i hendes øre, og holdt hende fast så hun ikke kun komme væk - selv hvis hun havde haft lyst. Der gik dog ikke mange sekunder før det gik op for hende hvad hun havde gang i, og lagde hænderne imod hans bryst - dog uden at presse for at skubbe ham væk.
"Sajro for helvede, du kan ikke afslutte en diskussion ved at gøre sådan dér. Det er ikke sådan det fungerer."
Hun lagde et let pres imod hans brystkasse, men det var ikke engang tæt på at minde om at hun forsøgte at skubbe ham væk. Det var mere for at give hendes ord en pointe.

''jo det er hun nu... Eftersom jeg ikke ligefrem tror at du er blevet så meget bedre siden sidst vi havde sex.''

Han grinede bare. Han havde ikke noget problem med at være en smule efter hende. Det morede ham faktisk det her. Han elskede at drille denne kvinde, fordi hun ofte var nem at gøre det ved siden hendes stolthed var så stor som den var. Det var derfor det var så sjovt at irritere hende. Han grinede bare da hun kom med et forslag på hvad navnet kunne være og han måtte indse at hun havde ret. Han havde dog ikke tænkt sig at forklare hvorfor hun var bedre.

''Det kan da godt tænkes... Men det er vel lige meget hvad hun hedder faktum er at hun er bedre i sengen... hendes krop siger uerfaren, men hun er utroligt erfaren når det kommer til det.''

Han grinede bare lidt af hende dette var sjovt. dette var virkeligt sjovt, specielt fordi han kunne drive hende en smule til vanvid ved det ene øjeblik at være afstandstagende og det næste øjeblik var han over hende og kærtegnede hende hvilket han vidste gjorde hende lettere liderlig.

''Søde dog vi ved godt at jeg er noget andet end de fyre du kan skaffe der, jeg er mere farlig end dem, jeg er mere hård end dem, og du kan lide at jeg ikke bare forguder dig.''

Han morede sig bare over at hun mente han ikke kunne afslutte en siksution på den måde men modsat hende mente han at han sagtens kunne gøre det på den måde. Han grinede bare mens hans hænder kærtegnede hende ned af ryggen ned over hendes røv og ind mellem hendes ben, mens han bed hende i halsen og hviskede hende i øret...

''Det kan jeg da nemt.''

Fornærmede han hvad de lige havde gjort? Seriøst?! Vreden summede bagerst i hendes hoved, men syntes ikke at kunne skubbe sig igennem det tykke lag af forvirring og såret stolthed der havde lagt sig foran dette i hendes sind, som et uendeligt hav. Alligevel kunne det næsten skimtes på hendes ansigt, som et strejf af sukker på toppen af det saltede bjerg. Hun lod derfor være med at svare på hans første ord, idet hun var sikker på at hun ville ende med at eksplodere i ansigtet på ham. Hvad hun ville gøre derefter var hun ikke sikker på, hvilket også var en af de grunde der klistrede hendes læber sammen først - men hun var sikker på at det hverken ville det rationelt eller vældig elegant gjort.
Hans næste ord kunne hun dog på ingen måde skjule fra omverdenen, idet de fløj ud af hendes læber før hun bemærkede de blev dannet i hendes sind.
"Sajro, for helvede! Katelin er min kusine! Og hun er endda fra den del af familien, hvor kvinderne ikke må kæmpe hver eneste fandens dag for at overleve!"
Følelser gled skiftevis frem på hendes ansigt, og druknede dernæst i den næste. Hvad mente hun egentligt om det? Det var ikke fordi hun mente det var afskyeligt. Men det irriterede hende af en eller anden uforklarlig grund mere at det var hendes kusine han snakkede om. Og det faktum at hun var fra den udstødte del af hendes familie, gjorde alting langt værre. Hun havde fået chancen for at få et liv, uden at være jaget vildt. Skulle hun også have alt andet!?
"Enten er hun uerfaren eller ej. Beslut dig!"
Hun snerrede det næsten ud af sammenbidte tænder. På trods af alt hvad hun kæmpede for at ignorere, så kunne hun ikke lade være med at lade irritationen tage over. Det var ikke fordi hun var direkte rasende - men hun var bare irriteret. Meget irriteret. Hvad der byggede videre på hendes irritation, var den måde han berørte hende let, og samtidig sagde noget der modsagde dette fuldstændig. Dette lod nemlig et par dråber af forvirring tilføjes til det store hav hun febrilsk ignorerede, og brændte ned i hende.
"Hvem siger det? Jeg kunne sagtens opstøve nogle langt farligere folk end dig, derude."
Endnu en løgn. I det mindste lyste løgnene ikke ud af hende som et fyrtårn, selvom hun alligevel ikke kunne skjule løgnene fra overfladen. Dog nåede dette tydelige tegn på løgn ikke stå malet i hendes ansigt særlig længe, før hendes udtryk ændrede sig fuldstændigt. Hans hænder der gled ned af hende og blandede sig med tænderne der borede sig ind i hendes hud, tillod alle tanker at sive væk imellem hendes fingre for en kort stund. I et kort blink var hele diskussionen væk, selvom den dog sneg sig tilbage igen få sekunder efter. Hun lod automatisk hovedet glide bare en smule til siden, så hendes hals var bare en smule tydeligere.
Hun skilte læberne, men nåede ikke længere før en høj lyd afbrød hende.

Da først vinduet var blevet smadret, syntes det som en let sag at kravle ind. Manden der derfor klemte sig igennem dette vindue med større besvær, havde ikke troet at han ville sidde fast i nogle sekunder. Kun fordi han kunne skubbe på den modsatte side af væggen, kunne han trække sig hele vejen igennem dette vindue der åbenbart var mindre end det så ud. Han ramte gulvet som en fisk, men kom dog hurtigere på benene end dette vanddyr.
Det samme var dog ikke tilfældet for de to næste der svuppede igennem dette vindue, men det bemærkede han ikke idet han ikke havde tid til at vende sig om. Han mente ikke at dette her blev et problem, sådan som han havde forklaret til de to mænd der var bag ham. En kvinde havde for ikke lang tid siden slået hans bror ihjel, og befriet de fem slaver de havde haft. Nu var hans families formue forsvundet, og han havde desperat brug for penge. Det var netop derfor han nu stod i dette hus, med de to bedste kæmpere havde kendte.
En af hans venner havde opsporet dette hus, som stedet hvor den varulv med en kæmpe dusør boede. Han var ikke i tvivl om at de tre uden problemer kunne overmande denne varulv, især nu hvor de var bevæbnet med en stor sølvkniv hver. Selv havde han endda en pistol med sølvkugler. Godt nok havde denne mand en stor dusør, hvilket måtte betyde at han ikke gik ned uden en kamp - men helt ærligt, hvor svært kunne det være? Han var flere gange blevet rost for sine kampevner. Han skulle nok kunne klare det.

Delilah stivnede ved den høje lyd, og drejede hovedet så hendes hår pludseligt var alle steder, undtagen i hendes egne øjne. Uden at bemærke det var hun gået tilbage i den tankegang hun brugte, når hun var på mission - alt var fakta, og hendes sanser var vigtigst. Hun gled ud af Sajros greb uden at bemærke om han havde slækket grebet eller ej, og trådte hurtigt hen imod trappen der førte ned til indgangen. Hendes bevægelser var pludseligt blevet flydende og fulgte hinanden umærkeligt. På trods af at kjolen der bølgede omkring hende var lys, så havde hun en vis lighed med den smidige form for spøgelse der ville gå i et med skyggerne hvis de rakte ud efter hende.
Hendes skridt var ikke til at høre, da hun forsvandt ned af trappen. Selvom hendes skridt var hurtige og præcise, så lykkedes det hende alligevel at være mere fokuseret på lydene nede fra indgangen end om disse bevægelser. Flere åndedræt, hvilket betød at der var to eller flere. En klirren da noget trådte i noget glas, og nogle tunge trin.
Hun kunne skimte glasskår der var spredt ud over gulvet, inden hun var helt nede for foden af trappen. En kold luft skubbede sig ind af det smadrede vindue - vidste idioterne godt at døren ikke var låst? - og gjorde det lettere køligt indenfor. Tre mænd stod midt inde i lokalet, og stirrede rundt i hvad der næsten syntes at være et triumferende udtryk.
De var uden tvivl dæmoner. Delilah kunne næsten fornemme stanken der gav hende en let kvalme, og mindede hende om hendes egen tid blandt intet andet end dæmoner. Den forreste var en kraftig mand, hvis hoved var blankt og skaldet som et æg men hvis overlæbe var befolket af et imponerende skæg. Bag ham stod en lille mand, der næsten kunne minde om en dværg idet han ligeledes var kraftigt bygget men overvældende behåret. Den bagerste der endnu lå og sprællede i glasskårene var rimeligt høj, og tynd som en pind. Hans hår var dog kraftigt, hvilket var en underlig blanding.
Den tynde var først lige kommet på benene, da Delilah trådte ud i lokalet. Mændenes blikke gled med det samme op på hende. Det irriterede hende kraftigt at kun den forrestes blik var mistroisk, imens de andre blot måtte se hende som en svag kvinde. Dog kom forklaringen på den første mands blik prompte.
"Det er den kælling der slog mig bror ihjel, og slap hans slaver fri! Hun har ruineret mig!"
Den dværgelignende mand sprang frem og løftede en kniv, men Delilah dansede et skridt til højre hvilket resulterede i at han ikke ramte hende - de måtte være amatører. Dog havde hun ikke bemærket at den første mand samtidig var sprunget frem, og dermed fik snoet sine arme omkring hende så hun blev holdt fast. Sekundet senere hamrede hun ind i en væg. Endnu engang kom det stærke jag af smerte igennem hendes baghoved, da det ramte væggen.
"Hvor er mine slaver!? Hvor er min formue?!"
Delilah blinkede lettere overrasket, og vippede hovedet en smule til siden. Hun huskede ærligt talt ikke denne mand, eller hans såkaldte bror. Det overraskede hende dog ikke at hun havde slået en mand ihjel, og sluppet hans slaver fri. Delilah havde altid nægtet at lade en person lade livet, uden at slippe de eventuelle slaver der måtte være fri samtidig. Men at han snakkede om sin formue kunne hun ikke erindre, idet hun ikke stjal - hun var ikke en simpel tyv.
"Hvis din bror havde slaver, fortjente han at dø. Hvad jeg er interesseret i, er hvad fanden du laver her?"
Hun var på ingen måde bange for ham. For guds skyld, han havde smadret et vindue selvom han kunne vade direkte ind af døren! Hvad der dog overraskede hende lidt, var den sølvkniv der glimtede i sollyset nogle sekunder før den lagde sig imod hendes kindben.
"Jeg stiller spørgsmålene!"
Hans stemme frembagte et lille smil. Hvor var han dog kliché. Og alligevel valgte han at svare på spørgsmålet.
"Jeg skal genoprette den formue som du ødelagde da du slog min bror ihjel og slap slaverne fri! Hvor er ham dér der er en dusør på?"
Samtidig med at han sagde ordene - og for tusinde gang gentog hvad hun havde gjort imod ham - så pressede han kniven ind imod hendes kindben. Hun bemærkede selvfølgelig at blodet langsomt begyndte at vise sig på hendes kind, men hun var mere fokuseret på at grine af ham. Og selvfølgelig af at være pinligt berørt over hvor latterlig hendes race var.
"Hvis du er kommet efter Sargonis, så er det nok ikke den rigtige teknik at prikke til mig med en kniv."
Sajros rigtige navnet lød helt forkert, da de kom ud af hendes læber - hun kaldte ham aldrig det navn. Det var som at kalde en gris for en kat, og smagte helt forkert. Men hun kunne ikke lade være med at finde det morsomt at det var dét de var kommet for. Selvom hun egentligt ikke rigtigt var fanget op af væggen, så prøvede hun ikke at komme væk - men kniven irriterede hende. Med ét fløj hendes hånd op så den ramte hans hånd, og vred den omkring. Med et hvæs fra hans læber, faldt kniven ned på gulvet.

''Din kusine? Ahhh det forklarer hvorfor hun var bedre end dig... Er hun så også ældre end dig? Derfor hun virker mere erfaren? Jeg mener hun er erfaren af sind, men hendes krop er så ung at man kunne forveksle hende med en der havde haft sex for første gang ugen før hun mødte mig.''

Han grinede, og han blev sådan set ikke overrasket over at hun endnu engang lod sig give hen til ham. Han havde jo fundet ud af hvilke af hendes knapper der skulle trykkes på for at gøre hende lysten, ja faktisk gøre hende direkte liderlig og hungrende efter at mærke ham i hende. Han elskede den magt det gav ham. Han kiggede på hende ganske roligt, da hun rev sig fri og skred neden unde. Han fulgte ikke efter med det samme.

*Hvad fanden foregår der?*

Han kunne ikke modstå lysten og vadede nedenunder, hvor han kom trampende nærmest ned af trappen. Der var ingen tvivl om at de ville kunne høre ham komme gående ned til dem. Han stoppede op på trappen og kiggede på dem, og der talte han og hans ord var nok ikke lige det nogen havde forventet at høre.

''Hvad fanden!? Kan i lade min pige være!!!''

Han var med det samme henne ved dem og sparkede den lave mand i brystet med et velrettet spark og slog ud efter den høje mand på samme tid, da det så ud som om hun havde styr på den skaldede idiot.

Delilahs hoved fløj op, da Sajros stemme afbrød hendes koncentration. De minutter det havde varet havde Delilah kort glemt at han var i huset, og at det ikke engang var hendes eget hus hun var i. Hun var helt simpelt gået i den trancetilstand der gjorde at hun ikke sansede andet end hvad der kunne skade hende, og hvilke træk der ville være strategisk korrekt - og selvfølgelig hvad der ville være utroligt flabet at gøre, hvilket også var en trang hun måtte adlyde. Dog syntes Sajro at afbryde manden foran hendes koncentration værre end den gjorde ved hende selv, så da han gav sig til at få de andre medlemmer under kontrol, var hun ikke i tvivl om hvad hun skulle gøre.
Hun gled ned i knæ i én smidig bevægelse, og uden at stå stille i et sekund snoede hun fingrene hårdt omkring sølvkniven og trak sig op i stående stilling. Derefter smuttede hun ind under mandens arm, og vendte derefter sin front imod hans ryg. Kort efter hvilede sølvkniven imod hans strube, og hans ene arm var vredet smertefuldt om på ryggen med hendes anden hånd som tilfangetager. Mande hvæsede, men denne gang lød det bare forundret.
"Hvorfor mistede i jeres formue da i mistede jeres slaver? Er du en slavehandler?"
Hele sætningen var præget af noget der næsten kunne minde om afsky. Hun havde intet tilovers for slavehandlere, hvilket også var grunden til at hun næsten spyttede det sidste ord ud. Delilah havde mærket på egen krop hvordan det var at være styret af regler hvert sekund, og at blive tortureret næsten hver dag for at bryde disse regler. Hun vidste at nogle slaver havde det værre, og kunne derfor ikke udholde tanken om at folk kunne have sådanne med god samvittighed. Det var ækelt.
Manden nikkede hurtigt, så kniven skrabede imod hans hals. Han stivnede, og gjorde et kort ryk med hånden for at komme fri. Delilah strammede grebet en smule, og lagde læberne op imod hans øre.
"Du er fandme en af de mest afskyelige dæmoner jeg har set i mit liv. Og jeg har set mange dæmoner. Hvordan kan du være slavehandler uden at ville slå dig selv ihjel?"
Afskyen i hendes stemme var blevet værre, og selvom han kunne høre hende når hun trak vejret, så talte hun endnu i normal stemme. Kniven sank en smule dybere ind i hans hud, imens hun talte.
"Så hvis der findes et helvede .. Så håber jeg fandme at du vil brænde dernede i evig smerte."
Stemmen var kold, og pludseligt var den helt død. Med ét gled kniven igennem hans strube, og sprættede den op. Blodet fossede ud over hendes hånd, og da han pludseligt blev slap havde hun ikke forventet hvor fanden tung hans var. Idet han væltede bagover, skubbede han til hende så hun gled og væltede ned over hans blodige tøj.

Hans opmærksomhed blev fanget med det samme da det blev nævnt at dette kunne være slavehandlere. Det had Sajro havde til dem bundede dybt. Han kunne ikke engang forklare det ordentligt han syntes det var forket og unaturligt. Han kiggede på hende med et gansk roligt blik. Han var usikker på det hele et kort sekund, hvor han blev ramt i skulderen af en knytnæve, som han så hurtigt greb fast i.

''hvad fanden!? Slavehandlere!?''

Han greb fast i mandens arm og brækkede den over hans knæ, sådan at knogler stak ud af huden og han på manden. han geb så fast om armen og med den spidse knogle der nu stak ud af af hans arm stak han den ned i hans hals og flåede halsen op ikke så han døde hurtigt, men brækkede så det nederst af hans kæbe af og smed ham på jorden... nu var der kun dværgen tilbage.

''Er du også klar til at møde din skæbne?''

Man kunne nu allerede se hvordan han var ved halt at skifte form og hans hænder skiftede også, før han greb fast i manden og åbnede hans brystkasse lidt så det var muligt at komme til mandens ribben. han greb så manden og holde hans arme bag hans ryg og vendte hans bryst imod Delilah.

''Har du ikke lyst til at rive hans ribben ud? Måske gennembore hans pik med dem når du har flået dem ud!?''

Sajro havde virkeligt intet til overs for folk der handlede med slaver.