Look what you have done!(Sajro)

''Næh men omkring dette er det dig der finder problemer hele tiden, jeg ser ingen problemer. Der er udfordringer som skal overkommes men ikke problemer.''

Han sagde det roligt, dette havde blot noget at gøre med hvordan han så på verden og problemer. Han så ikke disse ting som problemer fordi problemer var noget man oplevede hvis man var svag, udfordringer var for den stærke. Det var for at han havde det nemmere med hans fortid når det kom til stykket.

''Du bestemmer intet!''

Han bed bare til igen, men han lod hende stadig kravle væk fra ham og ligge sig ned over ham. Han havde ikke noget problem med det overhovedet, så han kiggede bare roligt op på hende med et skævt og flabet smil.

''Er du sikker på det en god ide?''

Han rakte flabet tunge af hende, og snappede så ud efter hende, så hans skarpe tænder var tydelige og man kunne fornemme på den måde han snappede ud efter hende at der var en hel del ulv i ham.

''Og nej du har intet valg.''

"Du ser det som et halvt fyldte glas, jeg ser det som tomt."
Delilah var på ingen måde filosofisk, så selv denne sætningen der legende bevægede sig igennem hendes læber, var noget der sjældent nærmede sig hendes tanker, og det var endnu en sjældenhed at trække sig selv helt ned på bunden ved at lade ordene indikere at hun var negativ. Men det var hun, for hun så problemer hvor de ikke var - selvom hun dog aldrig valgte at tackle dem som problemer.
Men sådan havde hele hendes liv været, og siden ingen havde ændret hendes tankegang væk fra denne negativitet, så havde der aldrig været en grund til at se det anderledes. Et smil dansede om hendes læber, og trak seriøsiteten mange grader ned, til det lettere drillende skær endnu engang indtog sin plads. Det sad endnu klistret til hende, da han sagde at hun intet bestemte; Hvilket burde irritere hende helt vildt. Forgæves prøvede ordene at brænde sig ind i irritation, men måtte slippe sit greb og blive suget væk.
"Jeg bestemmer fandme mere end du tror!"
Hun lænede sig en smule fremad, så hendes bryst og skuldre var trykket op af hans overkrop, hvilket også tog kanten af de ord der trak sig ud af hende. Hendes læber lagde sig imod hans hals, og spredte sig så tænderne kunne nappe blidt i huden under hans øre, før varme krystaller lagde sig imod hans hud fra hun hviskede et svar til hans ord, men drilleri i stemmen.
"Helt sikker."
Hun trak sig væk, lige tidsnok til at kunne sno sig uden om det snap der var rettet imod hende, men en latter siddende om hendes læber. Den dyriske person denne opførsel indikerede at han var på lige nu, syntes på ingen måde at skræmme hende. Hun skubbede sig lidt bagud så hendes læber, tænder og tunge kunne lege med hans hals, og arbejde sig henover hans skuldre, og nedover hans brystkasse inden hun trak hovedet op, og lod både blikket og det glitrende smil flyde i retning af ham.
"Hvornår er det midnat?"

''Utroligt, jeg havde aldrig troet du skulle gå hen og blive så svag.''

Han sagde det på en måde så det var halvt hånligt men også drillende. Han smilede bare flabet til hende, mens han sørgede for at holde fast i hende sådan at hun ikke kunne smutte fra ham hvis hun skulle ønske at gøre det. Han smilede bare legende og drilsk til hende en smule overlegen endda.

Han hørte hende stille spørge til klokken og han hev hende bare ned imod sig og rullede dem ned på gulvet, hvor han smilede frækt til hende og bed hende lidt i øret inden han hviskede...

''Ved ikke men lad os bare gøre det, vi stopper bare ikke før den er over midnat.''

Han bed sig fast i hendes hals, før han trængte op i hende.


Han smilede legende til hende da han rejste sig fra gulvet og strækte sig roligt. Han bed hende lige i halsen, før han smed hende op i sofaen da han syntes hun virkede træt. Han smilede roligt til hende, og kyssede hende lidenskabeligt.

''Sådan det er vist også ved at være din sengetid.''

Delilah rullede hovedet en smule til siden da hans kropsvarme forsvandt, og lod blikket følge ham da han strakte sig. Den lille trækning der halvt smeltede ind i hendes hud ved mundvigen viste sig, da hendes tanker kort strejfede hans sår - men at han kunne bevæge sig således uden at vise tydelige tegn på smerte, måtte vel betyde at smerten enten var ikke eksisterende, eller til at holde ud. Begge dele ville løsne en kugle af lettelse i hendes krop, og trække den med strømmen for at sprede den igennem hendes årer som små floder. Hun havde ikke ødelagt ham totalt.
Et svagt støn forlod hende da hans tænder kort bed sig igennem den hud der allerede syntes tyndslidt, men hendes energiniveau var tydeligt langt lavere end hvad det normalt var. For fanden, var det graviditeten der tærede på hendes kræfter som ind i helvede? Eller var det bare fordi hele hendes krop dunkede, sydede og brændte af den sult der syntes at gøre hendes syn sløret og ødelagde hver tanke der prøvede at trække sig sammen i hende. Hvorfor var det lige hun ikke havde spist?! Hun var fandme en dårlig succubus, når hun ikke engang spiste sine ofre!
.... Tydeligvis meget usammenhængende tanker.
Et overrasket gisp forlod hende da hun sank ned i sofaen, og hendes overkrop løftede sig med et ryk. Samtidig drejede hendes hoved så blikket kunne lægge sig imod Sajro, og et øjenbryn kunne flyve mod vejret. Dog nåede hun ikke dette længe, da hans læber sekundet efter lagde sig imod hendes. Hendes hånd løftede sig og lå passivt imod hans baghoved da hun gengældte med samme lidenskabelighed som han udviste. Helt svag var hun da ikke.
"Min sengetid? Nu skal du ikke være flabet Sajro, jeg har fandme ikke brug for søvn!"
Hun svingede elegant benene ud over sofaens kant, og trak sig med et ryk op på benene ...
Og hamrede sekundet efter hovedet ned i jorden. Hendes krop var knækket sammen så snart hun havde rejst sig, idet alle hendes kræfter var sivet igennem vrede, sex og forvirrede tanker - og idet hendes sult svækkede hende kraftigt, havde hendes krop ikke ment at det var smart at rejse hende op.

Han så på hende stille da han stod op. HAn havde bare med al hans vilje skubbet tankerne om smerten væk fra hans tanker, hvilket gjorde at han alt i alt havde været lidt følelsesløs mens de havde haft sex, og han havde derfor heller ikke virket til at han havde nydt det så meget som normalt. NOk noget der kunne gå Delilah virkelig meget på.

''Hvaaa, mangler du kræfter? Skal jeg gå ud og kidnappe dig en fyr eller hvad?''

Han så på hende da hun var klasket sammen og han fik med sine sidste kræfter hende hevet op i sofaen før han kollapsede. Dette kunne blive farligt, han kunne forestille sig at hvis hun blev for sulten ville hun nok glemme alt om at stjæle hans sjæl ville være en virkelig dårlig ide.

''Eller er der andet...''

Han stivnede i den sidste del af sætningen grundet smerte, og han tog sig til siden og skulderen hvor man nu kunne se blod flyde fra begge så. De var sprunget ordentligt op igen.

"Kidnappe en fyr? Jeg kan sagtens klare mig selv!"
Hårdheden i hendes stemme var falsk, for hele hendes krop syntes at snurre ubehageligt, og sende stød af slørethed ind igennem hendes blik. Et eller andet rev og flåede i hendes indvolde, og trampede på hendes krop så ingenting kunne stykke sig sammen. Hvordan kunne være gået så vidt? At hun havde tæret voldsomt på kræfterne, selv når hun vidste at sulten dansede i hendes krop, havde måske ikke været det smarteste træk hendes krop havde valgt at bevæge sig imod, men det var nu engang sådan det var endt ud.
Hun kæmpede tydeligt med at hjælpe ham da han trak hende op, men overraskelse ville ikke spredes i hende, hvis det ikke havde hjulpet overhovedet. Men til sidst lykkedes det ham at få trukket hende op, således at hendes krop landede i sofaen endnu engang. Hun kunne ikke lide dette. At være svag. At være så sulten, at det var et mirakel at hun ikke havde ladet tankerne strejfe at slukke sin sult med Sajros sjæl, idet hun netop havde haft den perfekte mulighed.
"Jeg mangler slet ikke kræfter, jeg hviler mig bare lidt."
For fanden, hendes syn svømmede en smule. Hendes energi var nede. Hvis hun endte med at falde i søvn, ville det ikke være et vidunder - det ville være naturens gang. Hvordan helvede skulle hun nogensinde få mad, når hendes krop var så nedkørt som den var i lige netop nu? Byttet skulle jo nærmest vælte ind i hende før det ville fungere.
Hendes blik fløj til siden da Sajros sætning stoppede midt i det hele, og landede med det samme imod den rødlige farve der strømmede frem fra hans indre, og farvede dele af hans krop rød. Hendes hånd løftede sig og lagde sig nogle centimeter under det ene sår, imens hendes hjerne kæmpede med at samle sig nok til at finde en løsning. Hun følte sig fandme ynkelig, og havde en underlig trang til at konstatere at han blødte, som et lille barn der altvidende fortalte sin mor at solen var gul.
"Du bløder igen ... -"
I det mindste havde hun tilføjet 'igen', idet sætningen lød barnlig nok i sig selv.
"Hvordan stopper vi det?"

''DU ligner en strandet hval lige nu.''

Han grinede bare af hende lidt mens han ventede på hendes reaktion. Han sendte ehnde et drillende smil. Han så på hende indtil hun kommenterede på hvordan han var begyndt at bløde igen. HAn så på hende og han humpede så hen til et skab og fandt en forbinding.

''Bliv du nu bare liggende så skal jeg nok selv forbinde det!''

Han greb fast og fik sig selv forbundet. Han grinede mens han fik sig basket over til hende igen. Han kiggede på hende roligt, og var usikker på hvad han skulle forvente af hende, han kunne jo se hun havde brug for det.

''Delilah du har to valg nu! Enten beder du mig hente dig en du kan stjæle sjælen fra eller også så finder du selv en!''

Han sagde det lettere bestemt.

"Kaldte du mig lige tyk!?"
Selvom det forurettede og lettere fornærmede skinnede igennem sætningen, så kunne hun ikke uddrive de sidste rester af latter deri. Hendes fingre kriblede af at løfte sig for at slå ham for at kalde hende sådan noget, men en træthed var hastigt begyndt at lægge sig over hendes hjerne, og så det blev ikke til mere end en svag trækning i ansigtet. Det var imponerende så hurtigt hendes batteri var gået ned, og havde efterladt hendes hjerne slukket for alt hun normalt ville gøre. Hendes energiniveau var ikke lavt, det var ikke-eksisterende.
Hendes blik fulgte Sajro, da han rejste sig. Bandager ... Det burde hun have tænkt på. Det var logisk .. Hun burde rejse sig. Det burde han ikke, han skulle blive siddende og lade hende forbinde ham - det var for fanden da ham der var såret! Og alligevel kunne hun ikke lige overskue at skulle trække sig op på benene, og kæmpe sig vej over til forbindingerne. Hendes hånd løftede sig og rakte ud imod ham, selvom han allerede stod henne ved forbindingerne, som ville hun holde ham tilbage fra at rejse sig. Alt alt for sent.
"Sajro du skulle ikke have rejst dig! Det er dig der er såret forhelvede, jeg kan godt klare det."
Hendes blik betragtede nøje hvordan han forbandt sig, som ville hun rejse sig og komme derover så snart der gik en trækning af smerte over hans ansigt. Men hun ville nok ikke kunne, selv hvis det havde været sket. Derfor strømmede lettelse også igennem hende da han satte sig ved hendes side igen, men hans ord syntes ikke helt at have betydning længere. Hans ultimatum var ikke så vigtigt.
Hendes hoved gled imod siden så det lænede sig imod hans skulder, og ubevidst trak hun benene op, sådan at hun næsten lå opad ham.
"Shh Sajro ... Det snakker vi om bagefter .."
Hun havde ikke engang bemærket at hendes øjne var gledet i, men trætheden havde overvældet hende. Bytte? Klart, men hun skulle bare lige have energien igen. Hun skulle bare lige lade tankerne flyde væk med søvnen, bare et kort stykke tid.

''Det kommer an på om alle hvaler er tykke?''

Han så bare på hende roligt, mens han grinede lidt af hendes kommentar, trods hans stærke smerter grinede han bare over det. Han smilede lidt da hun begyndte at plabre løs over at han skulle holde sig i ro fordi han var den der var såret. Aldrig havde han oplevet Delilah være så overbeskyttende overfor nogen, om hun kunne lide ham, eller det var frygten for at ikke have nogen far til barnet.

''Sov godt.''

Han smilede roligt til hende da hun var faldet i søvn og han fik et tæppe lagt over hende, og han fik sig selv bakset lidt væk fra hende hvor han skiftede form og lagde sig til at sove sammenkrøllet i hans varulveform.

Han blødte dog stadig.

Lyset prikkede på Delilahs øjenlåg, og skabte rødlige prikker for det mørke der havde omsluttet hende. Varme fingre fra solens stråler strøg hende kærligt over kinden, og opvarmede hende hurtigt til det ulidelige. Et lettere irriteret støn over solens varme der kravlede over hendes hud undslap hende, samtidig med at en dyb kvalme rullede ind over hende. For fanden hvor havde hun det dårligt. Langsomt gled hendes øjenlåg åben, og afslørede omgivelserne for hende.
Alting var sidelæns, hvilket højst sandsynligt betød at hendes hår lå spredt ud over den sofa, hendes hoved ligeledes var lagt ned imod. Kvalmen stak i hende, men på trods af den halvsnurrende følelse i hendes fingerspidser, så bemærkede hun at Sajro ikke var at finde - eller, ikke når hun ikke engang havde drejet hovedet, i hvert fald. Delilahs huskede svagt sit hoved der hamrede ind i gulvet, hvilket også var grunden til at lettelse strømmede igennem hende som små floder, da hun trak sig op i siddende stilling, og intet andet end en svømmende fornemmelse i tankerne fandt vej til hende.
Hendes blik gled hastigt rundt og fandt ham da også hurtigt sammenkrummet. En let rynke opstod i hendes pande i det samme, idet det var virkelig svært ikke at bemærke at han havde skiftet form - hvorfor ..? Men det var noget helt andet hendes blik lagde sig imod sekunder senere, og som tiltrak sig mere end blot en panderynken. Blod.
For fanden da også!
Trætheden, kvalmen og den underlige snurren der tog til i hendes fingre, blev skubbet så langt tilbage i hendes tanker, at hun kunne få sig selv kæmpet over til ham. Sagde man ikke 'væk aldrig en sovende varulv'? Om man gjorde var egentligt ikke vigtigt for Delilah på dette tidspunkt, idet de klatter af indtørrede blod der sad i pelsen på ham - samt det mere fugtige - var vigtigere end at få en morgensur varulv på nakken.
"Sajro!"
Hun lagde håndfladerne imod ham og skubbede med en kraft der syntes at være en blanding af blidt og forsigtigt, samt hårdt og præcist for at vække ham op hurtigst muligt. Disse halvsmå skub ville fortsætte hvis han ikke vågnede rimeligt hurtigt - og ellers måtte hun finde noget vand af smide i hovedet på ham!

En svag brummen strømmede fra hans strube den første gang hun skubbede til ham. Han reagerede dog ikke yderligere end det, men det var helt igennem en truende brummen som mindede mere eller mindre om en knurren. Han havde også kort vist tænder af hende fordi hun skubbede til ham.

Da hun skubbede endnu engang blev det bare mere til en snerren og hovedet blev vendt længere om imod hende, mens han dog stadig ikke virkede til at reagere mere end det, og virkede som om han ville falde i søvn endnu engang.

Men da hun så til sidst skubbede endnu engang blev det til en høj knurren og hans hoved var hurtigt i hendes retning, hvor han bed ud efter hende for at lukke kæberne sammen om hendes skulder, samtidigt med at hans ene hånd blev slået hårdt ud efter hende.

''Dont play with the dog!!!''

Han vendte sit blik imod hende.

Delilah reagerede ikke et sekund på hans knurren. Om hendes hjerne overhovedet registrerede den truende klang der havde svajet sig omkring denne lyd, og om hendes blik overhovedet havde strejfet tænderne der kort blev synligt, var meget tvivlsomt. Et slør havde lagt sig henover hendes tanker, og hendes temperament var mere end blot ustabilt, grundet den cocktail af ting der hældede hendes reaktioner imod det negative og sprængfarlige, som hun havde fået mikset sammen. Derfor løftede hun ufortrødent fingrene endnu engang, så den bløde side af hendes håndflade kunne trykke sig imod den sovende varulv.
Ej heller den snerren der blev skubbet ud imellem hans tænder ved hendes andet forsøg på at vække ham, reagerede hun et sekund på. Selv hvis Delilah havde været ved sin fulde bevidsthed, havde hun ikke ladet sig forstyrre af en halvmopset varulv, der sikkert kunne flå hende over hvis den blev irriteret. Hvorfor skulle det måske forhindre hende i at irritere den? Og som hendes tilstand var nu, havde hun ikke den stopklods der normalt burde stoppe hende fra at gøre dumme ting, så hun bemærkede ikke at det ikke var super smart.
Delilahs reflekser var langt fra på toppen, så da hans hoved pludseligt skød imod hende, nåede hun ikke at rykke sig så hurtigt at hun undgik hans tænder fuldstændigt. Et par halvlange rifter blev flænset igennem hendes hud da hun lige præcis ikke nåede at komme uden for hans rækkevidde, selvom han ikke fik fat i hendes skuldre. Disse sår pulserede af smerte, der trods alt nåede igennem hendes lettere forvirrede tilstand - og tvang hendes krop til automatisk at rive sig væk fra den hånd der samtidig fløj imod hende.
Et hvæs forlod hendes læber, og et par fingre lagde sig imod det blod der allerede var begyndt at pible frem. Delilahs temperament var altid voldsomt, men sammenlagt med humørsvingningerne og den voldsomme sult der brændte i hendes indre, så kunne Delilah ikke længere skelne mellem fare og sikkerhed, eller venner og fjender. Hun var kort sagt en tikkende bombe.
Hånden nåede kun lige netop strejfe hendes sår, før hun løftede den og slog hårdt ud efter Sajros ansigt - varulv eller ej, han skulle fandme ikke skade hende! Hvor kunne han!? Den fandens idiot!
"Sajro din idiot! Hvad fuck laver du!?"

Han rejste sig op i hans fulde højde som varulv, hvilket ville sige et næsten 3 meter højt monster der bare så på hende med glubske øjne og en tunge der piskede omkring dens snude som om den bare ikke havde andre planer end at fortærre hende med hud og hår, hun havde gjort det forkerte, en ting var at vække en varulv, en anden ting var at vække en der var såret.

''Hold kæft kælling!!!''

Stemmen var som man forventede grøddet, ru og rå. Den var på ingen måde venlig eller behagelig, den lød som en gammel man der havde fået erstattet indersiden af hans hals med sandpapir. Han kiggede på hende roligt.

Han begyndte langsomt at danse lidt rundt om hende, gøre sig klar til at angribe hende og flå hende fra hinanden. Lige nu var der ikke noget der stoppede ham i at gøre det. Hun skulle være god hvis hun ville stoppe ham.

Delilah lagde nakken så langt bagud af små smertesstråler dansede udfra hendes nakke, idet hun fulgte Sajro med blikket da han rejste sig. Det underlige var, at selv i hendes halvt afslappede stilling, syntes ikke en gnist af frygt at glimte igennem hendes blik. Hendes øjenbryn hævede sig med ham, og chokerende nok var det noget lettere hånligt der dansede over hendes ansigt. Ikke tale om hun gad være bange for ham! Han var en hund!
Eller ..... Sådan næsten, da.
I Delilahs slørede tilstand, kunne hun næsten finde det ... væsen Sajro var blevet forvandlet til, nuttet. Det var som tilførte det slørede skær en vis sødhed, der næsten gav hende en trang til at klappe ham. Hendes hoved blev vippet en smule til siden, idet et smil sitrede på hendes læber. Vreden var sivet ud af hendes krop, og havde forladt intet andet end en let nysgerrighed. Gad vide hvad der ville ske hvis hun prikkede til ham?
Men så snart ordet 'kælling' forlod ham, blussede vreden om i hende igen. For det første havde han seriøst brug for et glas vand, for hans stemme var så tør at det skurrede ned af hendes rygrad! Hendes fingre krummede sig sammen i en klolignende tilstand, og hendes blik brændte forurettet. Det underlige ved dette lille optrin var, at Delilah faktisk aldrig havde haft problemer med at blive kaldt kælling. Det blev hun kaldt hver dag - men i hendes tilstand, var hun slet ikke i en tilstand hvor hun kunne bedømme hvorvidt hun skulle blive fornærmet og vred, eller skulle lade en hånlig latter sive igennem luften.
"Kælling!? Kælling?! Du skal fandme ikke kalde mig en kælling, køter!"
Hendes hånd skød ud til siden, idet hun greb et halvvådt håndklæde, der var blevet smidt der for hvad der syntes som timer siden. Hendes opmærksomhed var spredt i et så tyndt lag ud over alting, at hun ikke syntes at kunne fokusere ordentligt på noget det tynde islag af koncentration dækkede. Hun rejste sig i et ryk, der fik verden til at sortne for hende øjne kort, idet hun vaklede ustabilt en smule imod venstre.
"Holde kæft!? Det fandme dig der burde det, for din stemme er fuldstændig fucked up!"
Sætningen begyndte så småt at blive lettere rablende, idet hun hurtigt smækkede håndledet hårdt om kroppen, og snoede det sammen sådan at det hang og dækkede hende fra brystet og ned til låret. Hun vendte sig ikke et sekund imod varulven der syntes at ville angribe hende. Han skulle fandme ikke kalde hende en kælling!
Det ord var bomben der var sprunget. Men modsat hendes tidligere reaktioner, snurrede hun halvnøgen omkring, og skridtede direkte ud til døren. Hendes skridt var hårde og faste - selv da hun forsigtigt trådte henover de flåede lig. Alt fra hendes sko til hendes tøj lå nu hjemme ved Sajros andet hus, og ikke tale om hun ville hente det! Derfor rev hendes fødder sig også en smule da hun dansede henover glasskårene, inden hun flåede døren op.
"Seriøst, drik noget vand køter."
Døren hamrede i bag hende, da hun forsvandt ud i natten - med intet andet end et håndklæde svøbt om sig, bare tæer og et sind der kogte af forvirring og raseri.

//Out