A bloody good day! - Ahri

Manden rystede blidt på hovedet af Eriks forsøg på at angribe ham bagfra, hvor han kort rettede pistolen mod Eriks pande. ”Flot knægt, du kunne ikke engang røre mig.” Lød det hånligt fra ham, inden Ancalagon afbrød ham, så han rettede pistolen mod Ahri igen. ”Gjorde skade? Nej aldelses ikke, jeg gjorde hende bare bedre. Se på hende, som om du ikke har duskede hende om og om igen… eller har i alle det?” Han lod sit blik falde rundt på hele gruppen, hvor et blik af afsky landede på Rollo. ”Alle ud over ham der, han ville på ingen måde kunne røre Ahri på den måde. Han er for svag og pjevsede, til at kunne ligge hånd på hende.” Lød det fra ham, normalt var det vel noget Arne hørte, og ikke Rollo som nok var den med flest muskler, og på samme tid den højeste af dem alle.
Han rettede atter sit blik mod Ancalagon, hvor et kækt smil formede sig på hans læber. truede Ancalagon virkelig ham, det at han ikke engang kunne røre ham, gjorde kun at manden smilte ondt til Ancalagon. ”Hvis du selv tror du kan, så prøv endelig. For Ahri er min, du ville ikke engang kunne beskytte læg mærke til hvordan hun altid bringer fare til jeres gruppe… tænk over det, tænk over den følelse hun giver jer alle. Jeg ved i har den følelse alle sammen.” Han løftede sit hoved hånene, inden han rettede pistolen mod den Ancalagon pegede på. ”hvis du kan få et slag indført bare en enkelt gang, så skal jeg nok sørger for at Ahri ikke kommer noget til.” Lød det inden han skød klonen, Ancalagon havde selvfølgelig en god næse. Men røgen fra klonen, var grøn og lammede alle.
Dog blev den rødlig omkring Ahri, hvor hendes energi kugle nærmest sugede den ind til sig, så hun ikke blev lammet. Hun vendte hurtigt om mod gruppen, i håb om at løbe. Men i stedet greb manden fast i hendes arm, trak hende hurtigt med sig. så hendes energi kugle faldt til jorden, og nærmest gik i stykker. Så lyset forsvandt fra grotten, hvor alt blev sort igen.
Alt man kunne høre var Ahris nådes skrig efter Ancalagon, og mandens kække latter i baggrunden. Dog kunne man høre at han havde besvær med at føre hende med sig, dog havde ingen opdaget at selv Arne var blevet båret væk af skyggerne. Hvor manden selvfølgelig havde medbragt ham, de var som sunket i jorden da de kom udenfor.

Manden havde spændt Arne fast til et af de kolde borde, hvor han sad og slev i en kød sav. Men han sad ved Arnes venstre side, Ahri var derimod spændt fast til en stol som altid. Hvor hun sad i den selv samme kimino, som Ancalagon havde set hende i, da de først mødtes. Manden lod sit blik falde på Arne, da hans ene øje åbnede sig. ”Så vågnede man endelig, jeg har lagt mærke til din skygge. Så livlig som en fugls, med et falke øje.” Han rejste sig op, med kniven i sine ene hånd, hvor han skar Arnes trøje op. ”Undskyld her er koldt, men det holder blodet nedfryset. I det mindste har jeg dækket dine fødder, så du ikke mister en tå eller to.” Hans stemme var grufuld, med et blik der kun skreg at han var sindssyg. Han regnede med at skære Arne op, selvfølgelig ikke at dræbe ham, han regnede med at give ham samme tur som Ahri. Splitte hendes DNA og forveksle den med en falsk, så han ville få noglelunde samme træk som Ahri. Dog havde han aldrig prøvet at gøre det med et andet dyr, udover den fra katte racen.
Så det var ikke til at vide om Arne overhovedet ville overleve, eller bare ligge i smerte til hans hjerte ville stoppe med at slå. Eller om han ville få et næb, siden Ahri jo havde øre og hale. Så vidste man ikke hvilke træk Arne ville få, måske fjer i stedet for hår. næb eller klør who knows!
”Nu skal jeg dog høre om du er allergisk overfor noget, skulle nødig have at du eksploderede her nede. Jeg hader sådan at gøre rent.” Hvilket ikke var en løgn, der lå stadigvæk lig i hjørnet. Stanken var også forfærdelig, sammen med fluerne der summede rundt i rummet. Og indtørrede blodklatter alle steder.

Ancalagon og de andre vågnede først op tidlig næste morgen med et ret stor hovedpine, dog Rollo der havde den største eftersom han drak sig i gulvet inden de blev lammet.
Rollo slog en hånd ned i bordet for at trække sig op fra gulvet mens han havde den anden hånd til sit hoved for at få hovedpinen til at gå væk, hvilket den også langsomt gjorde da han faktisk havde fået en form for immunitet over for alkohol, eller helt immunitet var det ikke, men han kunne komme så over alkohol ekstrem hurtigt i forhold til andre folk.
"FUCK!" Kom det vredt fra Ancalagon og slog mod klippevæggen og satte sig ned på sin seng med begge hænder til hovedet og så ned i gulvet.
Rogan rejste sig op og lagde en hånd på Ancalagons skulder, "vi skal nok finde dem" lød det beroligende fra ham for at køle Ancalagon ned, Ancalagon kiggede op på Rogan og Rogan kunne tydelig se dragen bag menneskekroppen kigge tilbage op i Rogans øjne, det var et skræmmende syn at se.
Ancalagon rejste sig op og så hen på Erik som havde samlet op sit skjold og sværd og så tilbage på Ancalagon, "Erik, du sagde du kendte nogle lejesvænde som altid var med på at dræbe de overnaturlige?" Spurgte han Erik som bekræftede Ancalagons spørgsmål.
"Få fat på dem" kom det fra Ancalagon som så gik hen og tog sin økse fra gulvet og satte den i sin plads i metal ringen.
Rollo havde allerede rystede aften/nattens druk og morgens tømmermænd af og stod med sin massive og tunge kampøkse over skulderen klar på det værste, selv Rogan havde sin sabel i sin skede og faktisk lidt ekstra skulderplader og benplader.
Resten af gruppen forlod grotten og stod nu udenfor i et koldt morgenvejr, men var som om de bare rystede det af sig, var nok også fordi det tøj de alle gik i var så varmt, så de mærkede ikke kulden overhoved.
Erik sendte Ancalagons ravn af sted med en besked til lejesvændene om at der var et job for dem. Imens de ventede lagde Ancalagon mærke til noget, Ahris specielle duft var stadig i jorden og lavede et slags spor, ikke et fysisk spor og hendes duft var ekstrem svag at det kun var Ancalagons skarpe dragelugtesans som opfangede den.
"Den her vej" kom det fra Ancalagon og begyndte at gå i retningen af den svækkede duft. Normalt ville Arne være meget bedre til at jage, og Ancalagon var slet ikke nær så god, dog denne her gang, slog hans dyriske egenskaber ind og gjorde ham i stand til at følge Ahris duft, det var ikke som en parfumme duft, men mere hendes indre duft af den race han kunne lugte som stadig hang i luften og grunden til at han ikke kunne lugte Arne, var fordi han var menneske og Ancalagon var sammen med sin gruppe som alle var mennesker, så deres menneskedufte bramsede hans forsøg i at kunne lugte Arnes duft.

Efter et godt stykke tid hvor de havde fulgte duft sporende som Ancalagon kunne lugte, blev de pludselig bremset af tre mænd, alle fuldt udrustet med våben og samme stilede udrustning som Ancalagon, Rollo og Erik.
Ancalagon kiggede på Erik som nikkede til Ancalagon og gik dem imøde, manden som stod i midt som bar to et bladet økser, hvilende på hver skulder gav de to andre dem og gik Erik i møde, begge gav hinanden et fast håndtryk og derefter gav hinanden et stærkt kram og slap hinanden.
"Jeg høre fra en vis ravn at i har brug for hjælp" lød det fra bjerget af en mand, på størrelse med Rollo som gik tilbage og to sine økse tilbage.
"Jah, i skal hjælpe os med at få to fra vores redde tilbage fra en eller anden gal mand som har bortført dem" forklarede Erik og gik tilbage til Ancalagon, Rollo og Rogan.
"Hvem af jer er lederen i gruppen" spurgte han og lagde øjne på Ancalagon, eftersom det var Ancalagon som gik hen til lederen så de stod foran hinanden som to bukke, for at teste hvem der var overmanden af dem begge.
Manden begyndte så pludselig at smile, "hva' fanden, vi står sku' over for en vaske ægte drage drenge!" sagde han stadig med sit smil og klappede hænderne sammen, "kom, denne her vej" sagde han og vinkede Ancalagon og de andre fra gruppen med sig, mens de to mænd som havde stået på begge sidder af lederen fulgte med. De gik gennem nogle træer og da de kom ud på den anden side blev Ancalagon mødt lidt af et syn, en kæmpe lejer var igang med at blive pakket sammen og længere end de lige kunne se.
"10.000 mænd klar til kamp, alle trænet fra de var små af" fortalte lederen mens de gik dybere ind i lejeren.
Rollo kiggede rundt, alle var forskellige dog alligevel var alle ens, samme slags våben, samme slags udrustning som ham selv, Erik og Ancalagon. Alle var meget barbar og i vikingestilede våben og udrustninger.
Endda en trold i blandt dem, denne skabning var ikke bare usindelig høj, men den gik også rundt med en modificerede kæmpe kølle som den gik med mens den hvilede sig på dens skulder.
Den hjalp til med at pakke ting sammen og bar allerede meget af grejet som var alt for tungt for mændene at bære.
Rogan gjorde meget store øjne, han havde aldrig i sit liv turde håbe på at han mødte en trold i levende live, han har set et par gange skeletter af trolde, men en i live, var et syn for sig selv.
Rollo tog sig ikke af trolden, var bare bare pumpet for kamp, det havde været lang tid siden at han havde virkeligt været ude og kæmpe, og så endda angribe hvad ser ud ti lat være en by hvor denne mand som Erik havde beskrivet i brevet, boede, dog var der en høj mur, en rigtig høj mur mellem dem og manden.

Arne lå og vred sig lige i det han åbnede sit ene øje og så hvor han var, dog kunne han ikke vride sig løs, da han var bundet fast til et bord.
Han fik øje på Ahri som var spændt fast til en stol, "Ahri.." hviskede han lavt for så at kigge på den sindsforvirrede gale mand som stod og virkede så sikker på sig selv.
"Hva' fuck har du gjort ved Ahri?!" Råbte han og spydtede manden i ansigtet som svar på hans spørgsmål mens han begyndte virkelig at vride sig for at slippe fri.
"Slip mig fri din perverse og sindsyge stodder og jeg lover at jeg kun vil slå dig hurtigt" Råbte han rasende til manden som stod ved ham.

Ahri løftede blidt sit hoved, da hun hørte Arnes stemme. Den var lav, men for Ahri var den alligevel forholdsvis høj, hendes øre rejste sig op, mens hun kiggede mod Arne. Hun havde indtørrede blod på sine kinder, hvilket var et tegn på at hendes ar på kinderne var blevet skåret op. Hun havde endda bandage om den højre arm, manden stod over Arne med et skrækkeligt smil på sine læber. Som ikke forsvandt da Arne spyttede ham i ansigtet, han tørrede det væk med en lille klud, han normalt brugte til at tørre blodet væk med.
”Jeg har bare tjekket hende, set om hun måske kunne være syg eller om hendes blod fejlede noget.” Han løftede på det ene øjenbryn, side Arne ikke svarede ham om han var allergisk overfor noget, tog han det bare som et nej, så kunne bare gå i gang med det hele. ”Navnet er Fenris, ikke perverse sindsyge stodder.men tak for tilbudet, ville have taget imod det, hvis ikke dit øje facinerede mig så meget.” Han greb fat i en skalpel, hvor den langsomt nærmede sig Arnes ene øje. Mens han brugte sin anden hånd til at holde øjet åbent på. Ahri der sad bag Fenris, fyrte med det samme sit *Charm* efter Fenris, hvor han hurtigt lagde skalpellen fra sig igen. Han drejede om på hælen, hvor han gik truende mod Ahri. ”Du ved udmærket godt at det ikke virker på mig, du så... gah.” Han stoppede op foran Ahri, hvor hun havde trukket sine øre tilbage. Men forsøgte stadigvæk at virke stærk, med rettet ryg og hagen løftet højt.
Fenris gav hende en hurtig lussing, inden han løftede hendes hoved op igen,hvor han klemte fingrene ned i hendes kinder. ”Det sjovt hvordan du pludselig kæmper imod, det gjorde din mor aldrig. På den anden side døde hun også hurtigt, hun kunne ikke engang klare at få sit dna miksede med et dyr, i stedet døde hun smertefuldt med høje skrig. Du husker det sikkert ikke, du var heller ikke så gammel.” Han fjernede sig fra hende, hvor han gik om bag hende. Kørte en hånd gennem Ahris lange sorte hår, mens han kiggede mod Arne.
”Kender du overhovedet til Ahris svaghed... Arne, hvis jeg husker helt rigtigt” Han havde holdt øje med dem, for at finde et øjeblik, hvor han hurtigt kunne snuppe Ahri fra Ancalagon og resten af gruppen. Han vidste han var imod en drage, men denne drage var uklar i hovedet, vidste intet om sin mage. Han vidste faktisk kun at hun hed Ahri og kunne lamme folk, plus hvor god hun nu end måtte være i sengen.
Han greb hårdt fat i hendes hår, hvor han tog sin metal hånd og lod de skarpe fingre skære hårede af. Hvor hendes hår nu kun gik til skuldrende, han smed det mod Arne, med et hoverende smil på sine læber. ”Hendes svaghed er utrolig underlig, hun kan på ingen måde klare at miste dele. Se nu har jeg snuppet en stor del af håret, hvilket nu..” Han drejede hovedet mod Ahri, som var begyndt at se utrolig bleg ud. Hun lignede lidt sig selv, da hun var syg og ikke engang kunne gå.
”Hun dør dog ikke af det, men at få et barn... tænk over det, barnet har en navlestræng der føre til hende og babyen, hvilket vel betyder?” Han hamrede en kniv ned i Arnes lår, og skar låret op, mens blodet spræng op i Fenris’ ansigt. ”Du klipper navlestrangen over, hvilket vil gøre Ahri så svag at hendes hjerte ikke ville kunne holde sig selv igang. Endten det eller så dør barnet, måske dør begge. Hvem ved, hun burde bare ikke være i stand til at få et barn.” Hans stemme var kold, men fyldt med nydelse. Han nød virkelig at skære i folk, lyden af huden der sprættede og blodet der dryppede ned af bordet.
Han skar helt ned til knoglen, mens han langsomt slog til lår knoglen. For at finde ud af hvor stærk den end måtte være, da han helst skulle vide om hans knogler kunne holde til denne forvandling. Ahri sad i baggrunden og råbte op, bad Fenris om at stoppe mens tårene løb ned af hendes kinder. Fenris var dog ligeglad, skrigende havde han hørt på næsten hele sit liv, så den store ændring var der ikke.
”Kære lille Arne, fortæl mig... har du følt dig... tiltrukket af Ahri, ikke hendes krop nej nej... bare af en underlig måde, for det er fuldt forståeligt. Ahri er jo også helt speciel” han bukkede sig ned over Arnes ansigt, hvor han trak klappen væk fra hans ansigt. Inden han gik videre med låret, som han var begyndt at sy sammen. ”Tja, du ville have fået bedøvelse hvis du ikke havde spyttet mig i ansigtet.” Han lod bare nålen sive ned i Arnes hud og kørte den langsomt op og ned af huden, igennem og under. Hvor han træk den sammen, med et varmt smil på sine læber.
”Hvis en vampyr æder Ahri, eller bare hendes blod. Vil de kunne gå gennem solenstråler, kun dækket af røg. Da den energi hun har i sig, ville føres hentil en vampyr som i forvejen ville kunne heale sig selv utrolig hurtigt. Så den energi ville kunne heale vampyren, hurtigere end solen ville ramme deres hud. Mens en dæmon ville heale hurtigere end før, men på samme tid føle sig mere magtfuld, med musklerne der vokser.”
Det var en dårlig vane af hans, at snakke til sine patienter. ”Det mest fantastiske af alt er, at alle folk føler en træng efter hende. Både kroppen og den følelse af at ingen andre må få hende, som drage syge. Hvis du har hørt om den, den om hvordan drager ikke deler sit guld med nogle og dræber alt og alle der ønsker at have det... ulve går efter at dræbe hende, da det ville kunne gøre dem i stand til at vinde imoden bjørn ene mand, uden så meget som at få et eneste cut, mens almindelige folk bare føler en træng, og tror det er kærlighed. Eller lyster der spiller op, men det er noget helt andet... det er bare lysten til at patere hende og æde hvert et stykke kød på den ellers så smukke krop.” mere fik han ikke sagt, før det begyndte at larme ovenpå. Kiggede op mod loftet, men rystede bare på hovedet. Inden han gik mod Ahri, der atter viste en enorm frygt for ham. Han spændte hendes skuldre fast til stolen, og fik den til at bøje sig. Så hun lå ned, men med benene på jorden.
Det var tydeligt, han ville fjerne barnet skære maven op og fjerne det der endnu ikke havde fået en krop endnu. Hvis den blev fjernet nu, ville der ikke være en chance for at hun ville dø. End hvis hun brugte kræfter på at føde barnet, og med sikkerhed ville ende med døden ved sin side.

Arne havde aldrig følt sådan en smerte som at få skåret sit ene ben op og han havde endda prøvet og få mistet sit øje, men det skete så hurtigt at det først bagefter gjorde enormt ondt, men det her, det var ubeskriveligt, den smerte der dog igennem spredte sig som en virus i hele hans krop alle alarm klokker ringede rødt og han skreg op i smerte og prøvede at vride sig.
"Heh.. hgn.. Arrh.. ved ikke hvad der er mere dumt.. aaargh!.. Det at du har bort ført en drages mage eller det at dragen vil spralle dig op.. Sjovt som du ved hvad drage syge er hgn, og alligevel vælger du at !" lød det fra ham med stor besvær mens svenen begyndte at løbe ned af panden på ham, hans krop arbejdede på højtryk for at heale det manden havde øddelagt. Da manden så begyndte at 'bebejde' hans knogle for en eller anden syg grund skreg Arne igen op i voldsom smerte og det stortnede også lige kort for øjne af ham.

Udefor i byen, ved den høje mur virkede det som en hver anden kedelig dag, ikke rigtig noget at lave andet end at patroljere murene, de var dog ekstra mange på vagtposterne, var helt underligt for dem som normalt var oppe på muren, men de havde ikke fået af vide hvorfor de skulle være så mange.
Pludselig lød der underlige lyde inde fra en af de store skove der var ikke så langt fra byen, som om træer blev hevet op med røder som fik mange af vagterne til at gå hen til kanten og kigge ud mod skoven, men intet var til at se, på nær den kæmpe klippeblok som pludselig blev skudt ud af skoven og mod den høje mur.
Vagterne kiggede med stort chok på den kæmpe klippeblok som kom flyvende mod muren og da den landede tog den det øverste af muren og en gruppe på 5 vagter samt fløj videre ind i byen og lavede total ødelæggelse på to huse.
Vagterne kunne næsten ikke tro på hvad de lige havde set og før de nåede at reagere igen var endnu en klippeblok på vej imod den samme mur igen mens mange af vagterne lød til hver sin side hvor stenen vil ramme mens nogle bare pegede og råbte til folk, "PAS PÅ!" lige inden den anden ramte muren igen, dog længere nede og fik lavede et godt hul.
"Hvad fuck er meningen med dette?!" Lød det skarpt fra en general som kom halv løbende op af stentrappen op til muren som lignede den havde set bedre dage.
"To klippesten kom flyvende fra skoven general!" Var der en vagt som fortalte mens han lavede honør.
"HVAD?! Sten kan ikke bare flyve på den måde, Flyt jer!" Råbte han arrigt og gik hen til det sted hvor den første sten havde ramte og taget et godt stykke af det øverste forsvar og kiggede mod skoven og nærmest tabte sin morgenmad han stadig havde i sin hånd, da han blev afbrudt af de høje brag stenene lavede da de ramte muren og husene som var lige ved siden af hvor hans hans sit kontor.
Ud af skoven vandrede der tusind efter tusind af kriger ved siden af hinanden, godt nok var det ikke i en perfekt militær rang på rang, men de stod dog alligevel ved siden af hinanden, så der var lidt professionelt over dem.
blandt de mange tusindende kriger, blev der trukket fire blider og i midte mellem de fire blider, trak trolden et belejringstårn med 6 mænd bag ved tårnet til at skubbe tårnet og hjælpe trolden med at trække. Hvad ellers havde været en stille morgen havde nu ændrede sig til en larmene tidlig formiddag med krigsråb og larm fra når våben blev slået mod skjolde eller sværd mog sværd. Trolden gik om bagved belejringstårnet og forsvandt ind i skoven igen for så at efter lidt tid komme skubbende ud med næste tårn så der nu stod to tårne ved siden af hinanden.
Trolden var klædt ind i tykke metal plader og havde en stridskølle på størrelse med den selv som endda havde fire tykke pigge lige under det runde metal.
"Hvad ska' vi gøre general?! Det ligner jo en hel invasion!" Kom det fra flere og flere af vagterne oppe på muren som ikke kunne tro deres egne øjne, de havde fandme ikke skrevet sig op for at en hel hæl skulle komme og indvadere byen.
"Tag jer sammen mænd! Slå alarm! Vi bliver invaderede! Råbte generalen og sendte en af vagterne af sted til kongen men en anden blev sendt af sted til at samle alle ledige soldater og vagter som var til stede.
Folk var allerede en smule op og køre over den pludselig kæmpe sten som havde knust to huse og da vagter og soldater nu begyndte at storme frem og tilbage og lyden af den kæmpe mæssige hær der larmede udefor muren, fik først rigtig sat panikken igang og folk begyndte at flygte indad og op mod kongens borg mens vagter prøvede at få folk til at bevar roen, men som vi alle ved, jo mere vagter prøvede jo mere blev folk bange for at dø og at blive invaderede.
Blider var allerede ladt og gjort klar, trolden stod klar bag den ene af de to tårne til brug mod muren og hvis det ikke allerede så skræmmende ud, kom endnu en trold ud, samme udrustning og samme våben og bag det andet tårn, klar til at skubbe tårnene hen til muren.

Han forsatte, hvordan kunne han lade værd. Smertes skrig tændte ham ikke ligefrem, men det var som en hobby. Jo flere skrig der var, og desto højre de var desto bedre.Arnes underlige form for at snakke, fik kun Fenris til at tage en klud og tørre sveden af Arnes pande væk. ”Så så, ikke anstrenge dig selv. Hvis du slapper mere af, gørdet mindre ondt.” Hans stemme var så rolig, at det næsten virkede mere skræmmende end Ancalagons vredes udbrud.
Han stak en nål i armen på Arne, direkte hit med blodåren. Hvor han lod blodet falde ned i et lille glas, hvor han trak nålen ud og lagde et lille plaster, der hvor han havde stukket. ”Se, du får et fint plaster, så skidt er det vel heller ikke at være her nede, hva?..” han stoppede med at snakke, da larmen kun blev højere og højere. Hvor han rystede på hovedet endnu engang, han kiggede mod Ahri som nærmest gispede eftervejret. Hendes ellers så smukke sorte hår, havde mistet glanc og var begyndt at blive lilla. Kort hår var pænt til hende, men fik hende kun til at se mere voksen ud, mere moderlig. I forhold til det lange hår, der mere gjorte hende kær at se på.
Han glemte kluden ind i Arnes mund, så han ikke kunne skrige. Inden han forsvandt op af trappen, og lukkede falde læmmet. Da der blev stille, fik Ahri rejst sig op som om intet var sket. Dog gik hun lidt underligt, som om hendes ben ikke kunne bære hende. Hun kravlede op på bordet, og satte sig ovenpå Arne, for at fjerne kluden fra hans mund og derefter forsøge at dirke låsen op til hans arme. Hvilket kun så besværligt ud, hun kæmpede meget med den lås. Lige til et brag lød og støv faldt fra loftet, hun stillede sig på fire over Arne, for at virke som en mur, hvis nu der skulle falde sten ned fra loftet. Han ikke ville komme mere tilskade, ørene var rejst og halen bevægede sig som en slange fra side til side, mens hun kiggede op mod loftet. Hvad skete der dog?

Udenfor var Fenris gået op til muren, stadigvæk smurt ind i blod. Folk undgik ham som altid, mens han gik forbi vagterne. Kongen var derimod allerede oppe på muren, hvor han råbte ned mod den store inversions hær. ”Hvem er lederen her!? Og hvad skyldes dette angreb, jeg vil have jer til at huske på de mange uskyldige mennesker der lever inde for disse mure!” hans stemme var høj, og han havde ingen skumle sider, han virkede faktisk utrolig i øjenfaldende på den gode måde. Han var ikke blevet konge via magt, han var blevet konge via støtte fra indbyggerne, samt de krige han har måtte vinde, for at beskytte dem. Hvis man skulle kalde ham noget, var han dødens kriger. At vinde alle krige han havde været i, men på samme tid være en omsorgsfuld far og mand, til en skøn kvinde. Han hjalp mere, tog ikke høje skatte penge. Og beskyttede selv de hjemløse, hvis han skulle komme forbi dem.
Generalen stod ved konges side, mens en hel hær af bueskytter var overalt i væggen. Sigtene ned på de folk der med sikkerhed kunne dræbes, trolde derimod. Havde de folk på jorden, der kunne få dem ned. Selvfølgelig ikke uden besvær, trolde var et hæseligt væsen at kæmpe imod. De var besværlige at få ned og ligge, og pilene prællede bare af på dem, for det meste.
Kongen var i klædt en sølv rustning, samt en stor krone på hovedet. Han havde fuldskæg så hvidt som sne, samt en rød kappe over skulderne. ”Vi kan forhandle, hvad end i ønsker kan velforhandles. Jeg er villig til at komme ned og forhandle, hvis i vælger at sende lederen over til porten, så vi kan få snakket om dette!?”
Kun kort tid kom Fenris over til kongens side, hvor han kiggede ned på den enorme hær med et hånligt smil på sine læber. ”HEY! Ancalagon! Dette er dit værk ikke sandt!?” Lød det fra Fenris der bare grinteunderligt, så selv kongen kiggede på ham med et løftet øjenbryn.
”Du glemmer vist at tage højde for at du ikke aner hvor jeg bor. Kan du se dette blod?!” han løftede op i sin trøje for at vise det. ”TO!! Flyvende sten bankede på min dør, eller mere siden af døre! Men bare rolig jeg overlevede, kun Ahri døde, din ven ARNE! Tja, han kommer nok ikke til at gå i noget tid!” Han grinte kækt ned mod dem, hvor man så kongen der greb fat i Fenris trøje og begyndte at råbe op, stillede spørgsmål om Fenris var den der havde startet alt dette, og hvordan han vovede at bringe krig til dette land!

Arne var bevistløs da manden forlod rummet og rørte sig ikke selv da Ahri fjernede kluden, det åbne sår havde gjort at han havde mistede meget blod og og propilerne var næsten væk oppe under øjenlående.
To vagter der ellers havde haft en fridag blev kaldt ind med det samme, efter lidt brokken kom de ud til kun at møde kongen som de skulle til at gøre honør for, men blev skubbet af sted mens de alle løb over til muren. De to venner stod til venstre for kongen og tabte næsten kæben, aldrig i deres liv havde det troet at de skulle i krig, krongen havde altid kunne snakke sig ud af stridigheder og kom altid på god fod med hvem der nu end truede hans folk, da han ligesom var en slags guardian for dem.
Begge vagter kiggede på hinanden og gav hinanden hånden som tak for et godt og langt venskab, da de ikke rigtig ville se dem overleve sådan et angreb, ikke detsto mindre gjorde de sig klar og ventede på at kongen ville begynde at prøve og forhandle.
Da kongen råbte blev der helt stille nede ved den kæmpe mæssige hær, da de ville høre hvad manden sagde og lederen havde også fortalt dem at de skulle holde kæft som så havde blevet givet videre da titusindende mænd ikke ville kunne høre deres leder sige de skulle tige stille så han kunne høre hvad der blev sagt.
Lederen med hæren skulle ti lat træde frem da manden som havde bortført Arne og Ahri råbte ned til nok Ancalagon, men da der var så mange ville det være umuligt at kunne se hvem der var hvem, da alle var kældt stortset i det samme, selv Rogan som normalt gik kun kældt i stof med mange flotte og eksotiske farve, havde en mere udrustning oven over hans normale tøj.
Da kongen så begyndte at råbe og skrige til manden med alt blodet på sit tøj, kiggede folkene i hæren lidt på hinanden, begyndte de nu at slås med deres egen konge? Den borg vil jo blive nem at tage!
Hærens leder gik to skridt frem så alle op på muren kunne se at det var ham som styrrede showet. "WAUW! Sikke en flot mur, bare ærgerligt at vi lige om lidt river den ned!" Råbte han tilbage til kongen, "Oh og vi er ude efter 3 personer, han fjolset du råber af, nogle venner af mig har et personligt opgør med ham og så to han holder fanget!" Råbte han op til kongen og vendte sig rundt men stoppede så op, "oh og i har en halv time" råbte han før han forsvandt ind i hæren så han blev nærmest i et med alle de andre mænd i hæren.
Alle i hæren havde et stort rundt skjold, præcis som Eriks og et et hårdt sværd enten i sin skede eller trukket, dem som havde sit sværd i skeden, bar et skjold og spyd, samt ringbrynje og hjelm. Der var ingen tvivl om at disse mænd var trænet til kun et mål, at dræbe, kæmpe og færdiggøre et job for en hver pris.
Det var ikke folk som lige havde taget et sværd for 15 år siden og så fået trænet, nej det var mænd som har været trænet i flere år, nogle trænede stadig og var de 65 år, det var også dem der havde en god erfering og trænede nye børn som enten blev tilbudt af byer som ikke kunne betale eller ikke kunne forsvare sig selv, eller også var det de kvindlige kriger som stod blandt rækkerne, og det her var nogle hårde kvinde, bar lige så mange våben og samme udrustning, nogle var endda bedre kæmpere end mændene, da kvinderne altid skulle bevise sig over for sine mandlige lejesvæne at de var lige så hårdføre som dem.
Det henførte så også til en omgang blodtuder en gang i mellem, når en kvinde og en mand kom op og skændes og kvindene ikke ville finde sig i mandens lort, så derfor havde de nogle gange faktisk startede kampene, dog var kvinderne meget repekterede når det så endelig galte i kamp, de var lige så nådesløse som mændene og dræbte uden så meget som et blink.

Ahri fik dirkede låsen op, hvor hun roligt klappede ham på kinden for at vække ham. da intet skete, panikkede hun lidt. Hun kiggede omkring sig, mens hun pev en smule, hvad skulle hun gøre var han død? Hvordan tjekkede man om personer var død, hvordan var det nu Rogan gjorde? Oh yea, hun lagde hovedet på hans bryst og lyttede efter hans hjerte, hvor hun derefter lagde en hånd lidt væk fra hans mund og næse, for at mærke om han træk vejret. Da hans ånde ramte hendes håndflade, åndede hun lettet ud. Inden hun hoppede ned på gulvet, dog var hun ved at vælte, da hendes kræfter stadigvæk var svækket. Hun havde ikke troede at hendes hår kunne gøre hende så svag, det virkede næsten underligt. Det så sikkert også underligt ud, nu hvor hun havde kort hår, i stedet for det sygt lange hår. også det at det havde skiftet farve over til lilla, hvad skete der lige for hendes hår?
Hun puffede lidt til Arne igen, og da intet skete. Trak hun ham ned fra bordet, men faldt sammen da han faldt ned af bordet. Det gjorde næsten ondt på hende, da hun valgte at tage af fra hans fald. Han skulle ikke komme mere til skade, det at have hørt ham skrige af ren smerte var utrolig pinefuldt for hende. hun vænnede sig vidst aldrig til lyden af skrig fra andre, end hende selv.
Hun havde Arne i sit skød, mens hun kærtegnede hans kind. Roligt vippede hun frem og tilbage, med øjnene der flakkede fra døren til Arne, frygten for at Fenris ville komme tilbage lige nu var stor. Men hvad skulle hun gøre, hun var for svag til at bære Arne og ville sikkert bare blive fanget alt for hurtigt med en bevidstløs Arne ved sin side.

Kongen masserede sin tending, da hærens leder trådte frem og råbte op. Dette kunne ikke passe, de ville komme i krig med så stor en flok, bare fordi Fenris havde taget gidsler. Og hvis det Fenris sagde om at den ene var død, og den anden var hårdt sårede, hvordan kunne de så opfylde deres krav. Han kunne altid udlevere Fenris, men den mand havde stadigvæk stor betydning for byen. Hvis han smed ham ud, ville mange folk ende i sygdom, han var ikke den eneste læge. Men han var den eneste der kurerede folk fra nye ukendte sygdomme, som den der ramte Dæmoner engang. man anede intet om den, sygdommen slog bare dæmonerne ihjel så let som fluer. Hvor Fenris kunne helbrede dem, hvad nu hvis sådan en sygdom atter Terrioserede byen, hvad skulle han så gøre.
På den anden side, hvis de ikke gav Fenris til dem. Ville der med sikkerhed dø flere tusinde mennesker, bare for en enkelt fyrs blod. ”Vi aner intet om disse to andre personer i taler om! Men vi vil bringe Fenris ud til jer, og lade to til tre af jer gennemsøge byen for de andre! vi har uskyldige mennesker inde bag disse mure! lad dem ikke lide, på grund af denne idiots onde gerning!” Lød det fra kongen, som selvfølgelig blev afbrudt af Fenris. ”HVAD! Aflevere mig til en flok barbarer! Er du gået fra forstanden, uden mig ville alle i denne tåbelige by dø!” Han skubbede kongen væk, hvor han derefter lagde begge hænder på muren og lænede sig ned mod denne hær af barbare. ”ANCALAGON! jeg ved du er der! du skulle have hørt hendes skrig, hørt den måde hun skreg efter din hjælp. Samt din lille vens skrig om nåde, for din lille kat! Jeg gik endda med til en aftale! Med at jeg dræbte det barn der voksede indeni hende, også ville jeg lade hende leve! Hvilket jeg gjorde, inden den sten så sparkede døren ind! Så både barnet og hende døde!! Din ven derimod mistede kun benene!” Han skreg mod Ancalagon, inden han rettede ryggen. ”Hendes sidste ord var ikke engang dit navn! HAH! Hun kan sikkert ikke engang udtale dit navn på nogle måder. Med mindre hun skriger!” Kongen greb fat i Fenris, manden havde jo næsten mistede forstanden.
Men inden han kunne nå at gøre noget som helst, skød Fenris en kugle af røg ud gennem hånden, som landede nede for fødderne af lederen. Hvor røgen spredte sig, og derefter gik ild i dem der havde indhalerede største delen af det, hvilket var ret mange alligevel. Deres indre organer brændte op, mens skrigende fra deres smerte kunne høres fra slottet. Kun få var hurtig nok til at slupre en masse vand ned sig, så de ville overleve. Rogan var sågar en af dem, hvor Rollo var den der tvang vand ned i halsen på ham. for at stoppe ilden, man kunne se hvem der brændte op, ved at se hvordan deres brystkasse brændte op. Den eneste der ville være immun over for dette, ville være Ancalagon. da han som sagt var drage, han ville være brændt op hver eneste gang han skød ild ud af munden.

Mange af de første i rækken af hæren brændte op dog en del blev redde, dog var der mange så døde. Lederen havde overlevet og så med med en blanding af vrede og skræk for sine mænd dog stoppede røgen og folk blev set til og i stedet for at blive hjulpet væk og i sikkerhed, fik de bare en omgang salve på hvor noget af røgen havde brændt deres hud og så noget forbinding over de brændte områder.
Ancalagon kom endelig til syne og stod ved siden af lederen med Rollo ved hans venstre side og Rogan og Erik ved hans anden side, bag lederen.
"Jeg har ikke tænkt mig at lade flere af mine mænd bare stå som skydeskiver for denne galning, vi angriber nu!" Sagde han med et seriøst blik mod Ancalagon og pegede på byen med sin finger.
Ancalagon kiggede op på Fenris med et sådan had at Rogan havde måtte give ham noget der kunne berolige ham en smule, for ellers var han koget over og forvandlet sig til sin drageform og havde angrebet byen dumt, blindt og vil nok havde fået slået sig selv ihjel, eller værre, han havde måske kommet til at knust Ahri og Arne.

"DE TROR AT DERES ILD RØG KAN KNÆKKE OS, MEN DER TAGER DE FEJL, ANGRIIIIIIIIIB!!!!!" Råbte lederen med fulde kræft og havde trukket sit sværd og løftet sit eget skjold op. Alle de heroiske historier man nu kunne læse om ledere som kun med et sværd og uden beskyttelse, der ene mand har kunne nedlægge flere hundrede modstander, uden så meget som en lille skade, løj.
I krig er et skjold det der står mellem død og overlevelse på en kampplads og lederen var ikke dum og det takket være hans eget skjold, der har fået ham til at overleve, ikke herotiske kampe.
Et pludselig overdøvende kampråb lød i hele området og i byen, som om der pludselig var lige en ekstra titusindende mænd dernede, hvilket fik nogle af soldaterne oppe på muren til at synke en ekstra gang, dog hold de stand og gjorde deres skjolde og våben klar, samt bueskytter stod klar i tårne og blandt soldater på muren.

Hæren begyndte at vandre tættere på og de to kæmper begyndte nu at skubbe de to tårne på hjul som allerede var fyldt med kriger i, klar bagved træbroen som var løftet op og som blev brugt som skjold for dem, samt alt andet omkring dem, da det nu var et tårn lavet af træ og metal.
Bliderne begyndte at fyre kæmpe klippeblokke af sted mod muren, nogle fløj over og lavede stor ødelæggelse og slog folk ihjel som ikke var kommet væk fra gaderne inu.
Lange træstiger var sat sammen og blev båret mod muren, klar til at blive sat op og brugt af lejesvænene.
Pile blev skudt af fra muren og flere nede i hæren blev ramt op til flere steder, mange andre fik hævede deres skjolde, samt bueskytter blandt dem selv stod bag dem med skjold og hoppede kun frem når de var klar til at skyde og beskød buskytter tilbage.
Ancalagon, Erik, Rollo og Rogan stormede sammen med alle andre soldater hen til muren, nogle blandt rækkerne begyndte at forvandle sig til varulve, store, sorte og frygtinggydende varulve som nærmest havde mestret smerten og kunne løbe mens de forvandlede sig og lavede et spring med deres menneskeføder og da de landede igen, landede de på alle fire og løb endnu hurtigere end deres kammerater i hæren og sprang med ordentlig styrke op på muren og begyndte at kravle op af muren og sprang på de første de så på muren, vagter var i chok lige da varulvene viste deres ansigter og så deres egen død i varulvenes øjne og blev slagtet mens varulvene bare hoppede videre til de næste, da der var ret tæt på den ellers rigtige tykke mur, dog var soldaterne på muren ikke en flok kyllinger, og mange angreb varulvene med mod man kun kunne beundre og de fik da også nedlagt nogle af varulvene dog nogle var svære at nedlægge end andre men som det ikke var nok, fløj der kæmpe klippeblokke mod den tykke stenmur og lavede flere og flere huller samt træstiger var sat op af muren og mange af hærens soldatre var allerede igang med at kravle op mens Generalen råbte den ene befalling efter den anden til soldater og kaptainer om hvad der skulle gøres og nåede lige at bukke sig føre den et sværd havde gjort ham et hoved mindre og parrede næste slag og huggede den tredje ned som gik efter ham, alt i mens en klippeblok var lige på veje imod der hvor han kæmpede og blev nød til at springe ud til siden og nåede væk i et behold.
Han så op og så hvordan flere barbare bare væltede ud af de to tårne som lige havde sænkede deres træbrog så soldater kunne komme til og også hvordan hans soldater stod stolt og kæmpede med beslutsomhed.
Det var nogle skræmmende modstander de var imod, stor del af dem de sloges mod var flere metre høje og sloges som en hurtig lille satan, den måde de svingede deres to hånds kampøkser og sværd, var næsten ikke til at tro, selv dem som blev dræbt og nedlagt af byens soldater og vagter, kæmpede videre, selv med flere pile skudt i sig og med blod der løb ned af deres arm, var som en flot dæmoner på stoffer.
Men den som overraskede generalen mest, var det at kvinderne var lige så svære at nedlægge og ikke nok med det, men også det at de næsten var værre end mændene.
De to trolde stod med et kæmpe træ og begyndte at hamre løs på den tunge og tygge gitterport som raslede hver gang at træet ramte med ordentlig styrke, godt nok var den bygget stærkt og til at holde hære ude, men det var normalt mennesker som skubbede til rambukkene, en trold alene fungerede som 10 mand alene og med to? Det var ingen menneskeborgs gitter, byggede til, med mindre man forventede trolde angreb.
En varulv havde fået øje på konger og stormede mod ham med et frygteligt brøl som kongen med det samme hørte og stod klar, varulven slog ud efter kongen med sine barberblade skarpe klør, men kongen undveg så varulven kun ramte hans krone som fløj ind i en af hans vagter.
Kongen undveg igen og igen varulven og så sin åbning og spidet bæstets hjerte med sit sølvsværd som sjovt nok faktisk ikke var lavet med varulve i tankerne. Varulven drænede om og en død kvinde vistesig da hun forvandlede sig tilbage.
Kongen kiggede næsten sørgerligt over den døde kvinde der nu lød død for hans fødder, hun lignede hans elskede dronning uhyggeligt meget, men mere tid havde han ikke til at sørge over død, for en vagt havde begyndte at råbte til kongen at bliderne var ved at bryde igennem noget af muren og pegede helt over i den anden side af muren hvor det var blevet sat fokus på at få muren ned så store dele af hæren kunne storme ind.
"Damnit, Mand se til at der er nok mænd til at være klar på når de bryder igennem muren! SHIT!" Lød det fra ham og nåede lige at parre sit slag fra hvad lignede en barbar, han var over to meter høj, havde krigsmaling på hans nøgne overkrop, en tohånds stridsøkse og i den anden bar han et tohånds sværd som nu hævede sig i sin fulde højde foran kongen og smilte nærmest dæmonisk ned til kongen, "God helps us all" lød det fra ham og greb et skjold fra en død soldat.
Ancalagon var endelig kommet op og bare to ethånds økser og angreb den første fjende han så med et krigsråb og brød i en dødelige kamp og udleverede slag efter slag, undvigelse efter parrering for mange fjender alt i mens at Rollo bare huggede sig igennem den ene efter den anden med sin frygtede stridsøkse.
Erik kæmpede selv som en gal hund, i stedet for at parrere med skjoldet og så slå med sværdet, brugte han nogle gange bare sit skjold til at skube, slå, endda knække nakken på en mand med den tunge vægt.
Et ordentligt brag lød da en klippeblok fløj lige igennem den allerede så bombaderede mur, at hele det stykke hvor klippeblokken havde lavet hullet, styrtede sammen og lavede en lille bakke og høvlede en masse støv op ved hulet, så det var umuligt for begge sider at overhoved kunne se hinanden. Hvis det ikke havde været fordi der allerede blev råbet og sloges og skreget, havde det her punkt været det 'stilheden før stormen, for lige med det samme, kom der ingen mod dem, men ingen prøvede at kigge op fra deres skjold som de holdt højt med spyd peget mod der halv store hul. "I er det bedste af de bedste og hvad end der kommer gennem det hul, skub det tilbage hvor end det kom fra!" Råbte en anden general som var der nede og op i fronten med skjold og spyd.
Lige i det han blev færdig med at give mændene morale talen, fik de noget af et chok, begge trolde, fuldt udrustet med nogle vandvigtig store stridskøller og begge trolde udbrød i sådan et brøl at det lammede nogle lige kort af skræk, de havde andre troet de skulle kæmpe mod trolde, de havde selvfølgelig hørt om historier om hvordan troldejæger sloges med disse væsner, men aldrig at de selv skulle komme ud for det.
Hele første trække blev smadret ud til siderne som var det små æbler man bare kunne sparke til og lige bag troldene stormede der barbare og soldater fyldt med blodrus og adrenalin rus med våben hævet højt og skjolde foran.
"CHAAAAAAARGE!!!" Råbte en kaptain som havde taget rollen over med at styre frosvaret mod denne hær og stormede troldene og mændene som stormede gennem hullet i muren, hvilket gav et kæmpe sammenstød da de to gruppe stødte sammen.

Kongen rettede omgående opmærksomheden mod lederen, dette ville være en forfærdelig kamp. Med sikkerhed ville de midstede en del folk, men med stor vilje styrke kunne de vinde denne kamp. Dog var ikke alle trænet til at kæmpe imod barbare eller trolde, men mange var. Dette skulle nok blive hårdt, kun heldet fra deres styrke, ville klare dette.
Kongen sprang over de fleste angreb, han var hurtig dræbte folk nemt og uden skrammer, dog blev hans ellers så smukke kappe ødelagt. Hans sværd var blodigt og dryppede af fjendens blod. De forskellige folk han måtte dræbe, bragte ikke glæde i hans øjne. Alt denne død, havde han altid gerne ville skåne folk fra. Hvis bare denne verden kunne være et sted med fred, hvor man kunne snakke normalt sammen. Dog var dette ikke andre end Fenris’ skyld, hvis bare de havde fjernet Fenris da de opdagede hvordan hans kone døde. De forskellige forsøg han havde gjort mod hende, hun var smuk, en skøn kvinde med et smil som kun kunne bringe glæde. Sammen med den fantastiske stemme, hun var altid så rar. Alle i byen havde elsket hende, men hun fandt den forkerte mand at stole på. De blev gift, og efter brylluppet begyndte hendes smil at falme, alting forsvandt fra den kvinde.
Da kongen spurgte om der var sket noget, sagde hun altid nej. Dog døde hun ikke normalt, hendes øjne var grå i stedet for den ellers så smukke blå farve. Hendes hår var blevet hvidt som sne, og blod dryppede ud af hendes øjne og øre, det var tydeligt at hun ikke døde naturligt. Fenris påstod dog at hun døde af en sygdom, og lukkede sig inde med sin datter. Som ingen havde set, hun blev kun set under fødslen, men som alle børn var hun lille og håret var tyndt dog sort som kul.

Mange folk måtte kæmpe, og stedet blev hurtigt lavet om til en forfærdelig kamp plads. Alle folk blev ført ind i slottet, med nogle soldater der førte dem til slots porten. For at kunne beskytte dem for de få indvandre der ville storme mod dem, alle kæmpede bragt. Det var som en kirkegård, og blev kun værre da troldene brød ind. Kongen stod måløs og så på, hvordan alle sloges hvordan de måtte kæmpe imod hver eneste person med ren og skær frygt i deres øjne.
Han var overfor nogle skræmmende væsner, da de løftede deres økser op. Mistede de hænderne, og kongens søn stod foran Kongen selv som lå halvt på jorden. Han fik spirrede begge barbare foran Kongen, inden han hjalp sin far op på benene. ”Du skal ikke dø endnu, din gamle nisse. Mor bliver bare trist hvis du også dør.” Lød det fra ham inden han løb hen af muren, hans hår var kort men flodt. Han var hurtig, iført en smuk rustning. Et skjold i den ene hånd og et sværd i den anden, alle han kom forbi blev skåret op fra skulderen og ned. Dog ikke de andre vagter, som var på deres side. han stormede mod en af troldene, hvor han sprang da han nåede det store hul i muren. Han smed skjoldet fra sig, så det ramte en af barbarene i hovedet, hvilket lavede et instant kill. Han spirrede sværdet ned i troldens hoved, hvor han hurtigt skar hovedet op så blodet strømmede ned. Trolden tog kun få skridt frem, inden knægten råbte ”PAS PÅ!!!” Alle soldaterne fik slået barbarene væk, inden de hurtigt forsvandt tilbage. Ingen af soldaterne blev mast under trolden, kun barbare.
Stedet var kendt for at have de hurtigste soldater, dog ikke de stærkeste. Prinsen stod ovenpå trolden, mens den anden gik mod ham. han kiggede omkring sig, og trak sværdet op af kraniet. Dette var en nyttesløs kamp, de ville umuligt kunne vinde imod så mange folk. Især ikke mod så stærke barbare. Han nåede dog ikke at tænke særlig meget, før hans far gjorde samme trick. Begge trolde var døde, men stedet var ikke ændret, der var for mange folk til at kæmpe de forsatte i flere timer, det var som en kamp der aldrig ville slutte. Alle var udmattet, men måtte forsat kæmpe.

Ahri havde endelig fået gang i Arne igen, han var såret. Men hun kunne ikke heale ham, hvis hun gjorde ville hun alligevel ikke kunne heale ham nok til at han kunne stå på benet, da hun ikke rigtig havde noget energi tilbage. Hun måtte derfor gemme ham inde i et skab, der var ovenpå. Hun bandt ham ind i et tæppe, og bad ham om at vente. Mens barbare og andre folk løb rundt udenfor, hvilket var grunden til at Ahri gemte Arne i stedet for at tage ham med sig. hvis der var kamp lige nu, var Fenris deres mindste problem.
Hun kyssede Arnes pande og lukkede skabet, inden hun forsvandt ud af døren. Skrig og en smule latter kørte gennem luften, en af barbarene var dog lige ved at hukke hovedet af Ahri, da han havde troet at det var en civil person. Dog stoppede han, inden hans økse ramte hendes nakke. Hun vendte sig om hurtigt, hvor hendes blå øjne lyste op. Han rakte ud efter hende, roligt mens han forsøgte at fortælle hende, at de var her for at hjælpe. Dog blev han angreb af en af de andre vagter som råbte løb til Ahri, da han ikke kunne kende alle ansigter på byens borgere.
Ahri sprang hurtigt væk, hun måtte finde hjælp. Disse folk var klædt som Ancalagon, og Ancalagon havde efterhånden bragt krig til alle folk. Hvilket betød, at denne kamp måtte være Ancalagons. Hun kiggede omkring sig, mens pile, våben og blod fløj om ørene på alle folk. Barbare der fik øje på Ahri, måtte næsten løbe hentil hende, for at få fingrende i hende. da det enlig var deres mission, at finde hende og Arne også smutte igen. Helst ikke miste flere mænd, end der var behov for.
Dog skræmte det kun Ahri, det at se blodige fremmede løbe imod hende, med et våben i begge hænder. Hvilket fik hende til at forvandle sig om til sit dyre jeg, den hvide pels og de store blå øjne. Hun sprang nærmest mellem benene på dem alle, løb gennem stedet og snuste sig vejen mod Ancalagon. først løb hun ind i Rogan, som kæmpede bragt mod to vagter. Hvor hun stoppede op ved siden af Rogan, for at se hvem det var. Deres påklædning forvirrede hende en smule, da hun så det ikke var Ancalagon kiggede hun omkring sig igen. Hvor et højt piv lød fra hende, da en af barbarene havde forsøgt at hakke ned i hende med en økse. De kendte jo ikke til hendes dyre form, hun nåede dog at springe væk. Inden hun løb videre, lige mellem benene på Rogan og videre ind i større kampe. Hvor hun lod de blå øjne vise hende vejen omkring sig.

Kongen havde mistet sin søn, sønnen var blevet stukket ned af et knækket spyd, hvor barbaren ikke var andre end Ancalagon, kongen skreg og løb direkte imod Ancalagon kæmpede med vrede, hvilket gjorde at hans slag blev u tvivlsomme og nemme at læse. Han svang sværdet rundt, med en elegance dog fyldt med vrede. Så det næsten stod ud af øjnene på ham, han kunne være skræmmende. Dog var han ikke nogle match mod Ancalagon, som fik sværdet ud af kongens hænder. Hvor kongen faldt om på ryggen, da han ville rejse sig igen. Måtte han se sin overmand i øjnene, mens Ancalagon med sikkerhed ville lave nådes stødet.
Hvis det ikke havde været for Ahri der sprang direkte på Ancalagon, poterne der ramte hans skulder, og fik ham til at vælte til siden. Hun landede derefter ovenpå ham. hvor hun forvandlede sig om til sit noglelunde normale jeg, hun sad ovenpå Ancalagon og slog ham med flad hånd i hovedet. Hendes øjne var lukket, og hun lavede ikke andet end at slå ham. hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, kongen var målløs over dette. Han stirrede overraskede på Ahri, der stadigvæk var iklædt sin kimono. Hun lignede Ji-kuno Fenris kone, udover ørene og halen. Men hvordan kunne det dog ske?! Ahri havde tåre kørende ned af sine kinder, mens hun skreg af Ancalagon. han bragte endnu engang død omkring sig, bare for at redde hende?! hun ville ikke være grunden til en masse menneskers død, de andre gange havde været onde mennesker. Men denne gang var det uskyldige folk, folk der havde hjulpet hende med at flygte. Alle herinde var gode mennesker, udover Fenris! Selvfølgelig var der også mordere, men de gemte sig godt. Det betød stadigvæk bare at stedet var rart at være i, så derfor burde de ikke dræbe alle disse stakler.

Rogan fik kun et glims af Ahris dyreform og troede han næsten så syner, men havde ikke tid til at tænke da han måtte overleve op til flere angreb fra fjender.
Ancalagon havde stået med sin økse i hånden, klar på at at give kongen det sidste slag som ville ende hans karriere som konge, der var intet som gjorde at kongen kunne se et menneske i Ancalagons øjne, det eneste han så var et vildt dyr der bare lignede et menneske.
Da Ahri pludselig væltede ham omkuld og Ahris duft strømmede ind i hans næsebord, forsvandt hans indre drage vildskab og han blev sig selv og kiggede bare på Ahri der med tunge tåre ned af kinderne, sidde og banke løs på hans brystkasse med sine hænder mens kongen bare stod måløst over at se Ahri igen og det Ahri lige havde gjort, reddet ham fra at dø til Ancalagons blad, dog var der stadig en belejring igang og soldater stormede deres konge til undsætning samt en ny bølge kriger stormede gennem hullet i murren og imod dem som stormede Ancalagon og Ahri, imens blev kongen trukket væk, hvilket Ahri også gjorde, Erik havde grebet Ahri om livet og hævet skjoldet da tre pile blev skudt mod Erik, pilene røg endda lige med spidsen igennem, så man kunne se metalet på indersiden af skjoldet.
Et horn blev hørt oppe på muren, det var signalet til at de havde Ahri og da nogle havde sagt at nogle andre havde fået fat på Arne, gav lederen signal til at trække sig tilbage, da de kom efter hvad de blev hyret til, dog blev alt stoppet, da en ubehagelig larm fik alle til at bramse op og holde sig for ørene.
Da larmen holdt op kiggede alle op mod stedet for larmen kom fra, fik de øje på Fenris, som stod på en af hustagene med Arne i sin hånd, som hang ud over kanten af den høje bygning.
"Jamen jamen jamen, Ancalagon ligger du nu der, og jamen der er du jo Ahir darling" kom det fra Fenris med et modbydeligt smil som spredte sig, man kunne næsten se vildskab i hans øjne og alle de muligheder han nu havde som han kunne udnydte.
Erik havde stoppet op men slap Ahri da han så Arne, hænge og dingle i Fenrises hånd, "Arne!" Råbte Erik men kunne intet gøre, Rollo havde befundet sig oppe på muren og var igang med at fjerne en død, tung barbar som lå over ham.
Ancalagon rejste sig op og så op på Fenris, "Jeg er bedøvende ligeglad, du får ikke Ahri, hun er ikke din egendom, og du lade Arne gå lige nu, eller jeg svæger at jeg vil jagte dig til dine dages ende og du ved at jeg kan det!" råbte han tilbage, koldt som en istab om vinteren. "Du vil måske mene at hun tilhøre dig, drage?!" Råbte Fenris tilbage spydigt.
Ancalagon kiggede over på Ahri, der var intet smil fra Ancalagon, intet kærligheds varme. Det blik Ahri så var den selv samme drage hun havde mødt første gang, samme vildskab, ingen frygt, dog kunne hun mærke noget andet fra Ancalagon, Ancalagons blik viste at han ville beskytte hende på en hver tænkelig måde og ofre sig selv for hende, det hun så, var loyalitet til hende som hendes mage.
Det var en drages loyalitet til dens mage som hun kunne se i Ancalagon ligenu, intet andet betød noget lige nu. Han så tilbage på Fenris, "Ahri er ikke og har aldrig været min ejendom, men hvis du gi'r os Arne tilbage, lover jeg at vi kun vil halshugge dig" råbte han tilbage op til Fenris som stod på hustaget og viste tænder.
"Nuvel" kom det fra Fenris og lukkede øjne og åbnede ud og så ind igen.
Da Fenris åbnede øjne borrede han en lang dolk direkte igennem Arnes ryg hvor Arnes hjerte sad, et smertes skrig lød højt og klart men dænnede hen som han næsten i slow-motion faldt ned til jorden, stadig med dolken i ryggen.
Det var for meget for Ancalagon, "NEEEEEEAAAJJJ!!" Skreg han mens han begyndte at forvandle sig med ufattelig fart, hvilket fik folk det i rent forskrækkelse som hurtigt skiftede til skræk og bakkede bagud, da de så hvad Ancalagon forvandlede sig til.
Erik havde smidt skjold og sværd og stormet og havde lige med nød og næppe fået grebet Arne ved at kaste sig i støvet. Rogan og Rollo hold stormende selv hen til den nær døende Arne og Erik som holdt Arne i sin favn mens Rogan prøvede at finde ud af hvad fanden der kunne gøres, de skulle ikke miste Arne, ikke på den måde.
Ancalagon var rasende og havde total smadret hele første etage og taget af huset som Fenris havde stået på som selvfølgelig havde flyttede sig lige så snart han havde løsnet grebet om Arnes hals og lod ham falde. Fenris bevægede sig med høj hast mod slottet med Ancalagon lige i hælene og skød stikflamme efter stikflamme men hver gang fløj ilden igennem ham som bare fik ham til at grine hånligt af Ancalagons vrede, dog så han ikke hvor han sprang og røg direkte ind i slottets hårde stenvægge, højt oppe og ude på slottet og røg ud af sin evne da han havde ramte med hovedet først.
Ancalagon havde nået at lande på borgens side og i stedet for at skyde ild af sted, så brugte han sin hale til at smadre det Fenris stod på, så han faldt ned og slog sig relertivt hårdt, da han smadrede poteplanter og et bord mens Ancalagon var igang med at kravle nær ham.
Fenris bandede over faldet og så op med den kæmpe mæssige drage som var påvej ned mod ham.
Ahri var gået hen Arne og de andre for at hjælpe, da hun havde følt det var hendes skyldt at de alle var kommet ud for fare og hele denne dumme kamp.
Blod løb hurtigt og der løb meget ud af både benet og nu hulet i brystkassen.
"Nej nej nej.. don't you dare! Du ka' lige våge på at dø, ikke på den måde, NEJ BLI' DAMN YOU!" Kom det fra Erik, der løb rent faktisk tåre ned af hans kinder mens han havde blod på sine hænder mens han holdt den døende Arne.
Rollo gik frem og tilbage og hamrede rasende med sorg ind i et husvæg mens hans øjne var våde, en ting var at bortføre nogle, en anden ting var at gøre så meget skade på en man kendte eller holdt af at de var tæt på at dø.
Lederen af hæren gik hen og stod bag Ahri, "Jeg tror at Ancalagon kunne bruge din hjælp" fortalte han og vendte rundt for at vende tilbage til sine mænd som var igang med at forlade byen, deres opgave var færdig.
Det var enormt underligt for alle byens soldater, det af deres modstander ikke gjorde den noget, endda de varulve som ikke var døde, begyndte nu at forlade stedet, som om at det bare havde været en forstilling og flere af generalerne og kaptainerne gik hen til kongen for at høre ordre om de skulle fortsætte med at kæmpe eller hvad de skulle gøre.
Hver gang at Fenris landede hårdt på nogle af de mange balkoner som var på det kæmpemæssige slot, fik ham til at ryge ud af sin sikkerheds zone, og hver gang han røg ud af den zone, var han nød til at spring væk og ud på alle de mange tage der var, for at undgå den glodhede varme som blev skudt af sted.
Folk var rædselsslagende over alt det brølen og torden der lød hver gang Ancalagon brølede.
"Common Fenris, du har så lange har ville komme under skindet på mig, vel lad mig ikke skuffe dig!" Brølede han i et øverdøvende rasseri brøl og fik rent faktisk svitsede Fenrises arm, da Fenris ikke nåede at hoppe væk fra Ancalagons stikflamme.
"Jeg vil knække dig, jeg vil ødelægge dig, jeg vil KNUSE DIG RRRRRAAAHH!!!" Brøllede han endnu engang og lettede fra slottet og hamrede halen ned i taget så der blev lavet hul så man kunne se ned til tronen hvor alle de uskyldige borger gemte sig fra invasionen. Der var langt ned, virkelig langt ned og Fenris hang i sin ene hånd og dinglede og kiggede først ned og så op på en nu menneskelig Ancalagon mens en del rifter viste sig på mandens ansigt og hænder, da det ikke helt havde været ufarligt for ham at springe væk fra ild og landede nogle ret hårde landinger.
Det at Ancalagon stod nøgen og så ned på Fenris, sagde ham intet, det eneste han tænkte på lige nu, var at Fenris skulle dø en smertefuld død.
"Hehe, common gør det nu bare, du ved du vil, bare tænk på alt det sjov jeg har haft med Ahri og Arne og hvor meget mere sjov jeg vil få med dem igen, jeg tror ikke Arne vil glemme de dejlige timer ham og jeg havde hjemme hos mig" sagde han med et dæmonisk smil og vidste at han vil pisse Ancalagon af, hvilket han også fik gjort.
Uden at sige et ord, trådt han på Fenris' hånd så Fenris faldt og han faldt, men han havde forventet det og brugte noget af sine evner som ikke tog så meget på hans energi så han kunne gribe fat i et flag som gik op hvor han greb fat i, godt nok fik han sænkede faldets fart meget, men det var ikke nok og han landede utroligt hårdt og fik brækket foden så han lå og tog til sin fod og skreg op i smerte.
Da han åbnede øjne, stod Ahri med lilla øjne og lilla energi omkring sig, "Ah, jeg vidste det, du har indset du høre til hos mig, kom gi' mig din energi Ahri! Sagde han nu med smerte i stemmen og prøvede at række ud efter Ahri, men i stedet greb Ahri Fenris' håndled og et lille smil formede sig i hendes ene sides smilehul og Fenris begyndte at mærke hvordan hans krop første sitrede men så ændrede det sig til tusinde knive der skar igennem hans krop, det føltes som om at hans øjne ville eksplodere og der vil gå ild i det og han var begyndte at blive svage og rev sig løs men var allerede forsent.
Ahri havde tappede så meget energi fra Fenris at han langsomt var begyndt at smulre som sand på en strand, Fenris vendte sig rundt hvor en kvinde som han prøvede at gå hen imod, men lignede mere en måde zombier ville gå på og med arme ude og hånden måde kvinden lignede han mere og mere en død krop som stadig var igang med at smulre.

Ahri slog ikke hårdt, men det kunne velgøre en smule ondt. Det var uventet slag efter slag, mod hans ellers stærke brystmuskler. Da hun pludselig blev hevet væk, åbnede hun sine øjne i et sæt.hvor hun greb fat i Eriks arm. Hendes øjne kiggede op på ham, mens han løftede skjoldet op. Erik var her også? Både Erik, rogan og Arne var her?betød det så at Rollo også var her, han skræmte hende knap så meget mere. Men han ville altid være den uhyggelige Rollo, der kastede med vand.
Larmen var dobbelt så grusom mod Ahri. Hun hørte tre gange så godt som almindelige mennesker, hun placerede sine hænder på de pjuskede øre, mens hun forsøgte at lukke larmen ude. Det var højt, alt for højt og gjorde hende nærmest svimmel. Men at have været sammen med Ancalagons gruppe, havde give hende en fantastisk evne til at lukke larmen ude. Da de altid gik i krig med gud og hver mand, skulle man næsten tro. Hvis det ikke havde været for dem, hvordan ville hun så være endt? Måske ville hun ikke være blevet så doven, måske ville hun aldrig opleve at føle sig omgivet af latter. Eller måske ville hun på den anden side være døende, sultende. Ingen ville vide hvordan man ville være endt,hvis livet havde ført en i den anden retning.
Hun løftede hovedet, kun for at se Fenris holde Arne. Hendes øjne blev store, da han snakkede. Hun skubbede sig hårdt ud af Eriks arm, hvor hun stod med en ret ryg og stirrede mod Arne, hun havde ikke gemt ham godt nok. Han måtte have være skræmt, bare at ligge inde i skabet mens Fenris var løbet rundt og ledt efter ham. Hun kiggede mod Ancalagon, da han nægtede at bytte. Og i stedet ville have at Arne blev befriet, fordi sådan fungerede skurke jo. De spurgte pænt om lov, og hvis de fik et nej, ville de aflevere det de havde stjålet også gå i skam. Hun kørte ørene tilbage, og kunne mærke sit hjerte hamre i brystet på hende. Arne måtte ikke dø, hvad skulle hun gøre. Arne og hende havde ikke snakket meget sammen, han var mere en bagrunds karakter i hendes liv,bare en der var der. Hun rystede på hovedet, da et skrig fra Arne fik hende til at rette blikket mod ham.
Hun stod lammet i starten, da hun så hans krop falde fra taget. Alting gik i slowmotion for hende, mens hans krop faldt. Erik der løb mod Arne og greb ham i nød og næppe. Skrigende fra Ancalagon fik hende ikke til at vende sig om, hun havde vænnet sig til hans måde at formere sig på. Den måde hans krop ændrede sig, og vidste allerede godt hvordan det hele forgik.
Hun løb mod Arne og Erik, hvor hun faldt på knæ foran Erik, hun kiggede ned på Arne. Hendes blik var ukontrolerende, de susede rundt omkring . men hun lagde en hånd på Arne. Damnit, hvis hun havde gemt ham bedre, eller hvis hun bare havde valgt at blive i kælderen så hun aldrig havde mødt Ancalagon og nogle af de andre. Så ville hendes liv være blevet så meget nemmer, hun kendte jo til rutinen.
Da lederen snakkede til Ahri, rejste hun sig op i et sæt. Og han fik en knyt næve på siden af kæben, så hårdt at han mistede en tand og faldt på jorden. Hendes øjne var vilde, som om hun lige om lidt ville skære halsen over på ham. Så sød en pige, der pludselig virkede så grufuld. Hun drejede om på hælen, hvor hun forvandlede sig og løb mod Ancalagons ild. Varme der spredte sig i luften, og de forskellige ødelæggelser. Hendes hoved var rettet mod himlen, mens hun fandt vejen til Ancalagon. Hun måtte dog undgå en del ødelæggelser, da tagene han ødelagde på grund af Fenris. Faldt ned, tit var hun lige ved at få det i hovedet. Men hun var hurtig, hun stoppede op ved slottets mur, hvor hun måtte finde en vej ind. Hun kradsede på døren.
En mand forsøgte at få hende væk fra døren, ved at svinge et sværd efter hende. Men i det han svang sværdet, blev hun sit menneskelige jeg igen. Hun greb fat i sværdet med hånden, så blod dryppede fra hendes hånd. Hvor hun ud i et nærmede sig hans læber, men inden han nåede at gøre noget. Blev hendes øjne lilla, og han fik en smags prøve af hendes *charm* hvor hans øjne blev grå, og han tabte sværdet. Hun pegede mod døren, hvor han åbnede den og da han vendte sig rundt mod hende kyssede hun ham. Så hendes *Charm* blev ophævet og han stod forvirrede tilbage, hun lukkede døren bag sig og løb mod den forfaldende Fenris der rakte hånden ud efter hende. Hun greb fat i håndeledet og lod alt energien strømme ind i hende, da han hev sig væk. Rykkede hun sig væk med det samme, det tog kun kort tid for hende før hun kiggede op mod Ancalagon. Ikke med glæde, mere med vrede og utaknemmlige øjne. Hun drejede om på hælen og gik væk igen, hun gik mod Arne og lagde hænderne på ham, hvor hun healede ham. Den energi hun havde tappet fra Fenris, kunne bruges på at heale Arne. Dog healede kun det sår han havde fået af Fenris, ikke hans ben. Som han dog også havde fået af fenris, det i benet var for dybt til at hun kunne heale det så nemt som ingenting. Hun måtte i stede sætte sin opmærksomhed på det livstruende.

Ancalagon landede på et hus tag oven over hvor Arne og de andre befandt sig, lederen kom op og stå med en hånd på sin kind og så efter Ahri og stoppede en bueskytte fra at skyde sin pil af sted, de havde gjort deres job og allerede fået deres betaling, desuden havde han heller ikke lyst til at gøre Ancalagon mere vred end han allerede var.
Kongen stod bare måløs og ikke lige forstod hvad der skete og kiggede først på hvad før havde været en drabelig hær som invaderede hans by som nu bare lignede en marcherende hær som var på vej hjemad, det var faktisk utroligt, det var alligevel ikke et særlig stort tab af uskyldige mennesker som var blevet drabt.
Rogan kiggede på Ahri og var taknemmelig for hendes evne til at heale folk, eller hvert fald få Arne ud af den kritiske stage, men der var stadig benet som hun ikke kunne redde.
Han hev en pose ud af sit ærme og førte hånden ned i den og da han trak den op igen havde han nogle blade i hånden som han rev i stykker og puttede dem på hullet i låret og så gjorde Rogan nåede ingen af dem havde set før, Rogan begyndte at snakke i et underligt sprog, hans øjne var helt hvide, et skygge blev lagt over hele byen og bladene begyndte at blive selvlysende med et blåt skær. Noget helt utroligt skete med Arnes ben, nye cellevæv og kød blev skabt i en umådelig hurtig fart og hver gang noget hud groede og nærmede sig på at heale helt, blev mange af de små stykker bladstykker ødelagt til der ingen blade var og Arnes ben var helt healet uden et ar at se.
Rogan begyndte at ryste en smule og gik i sort og hvis det ikke havde været for Rollo som havde stået bag Rogan, havde Rogan hamrede hovedet ned i jorden.
Han kom hurtigt til bevistheden igen og så hvordan Arne hostede hæftigt et par gange da han åbnede øjne kort og lukkede dem igen da han stadig var for svag og havde brug for energi og hvile. Kongen kom forsigtigt gående mod dem og skulle til at sige noget, men Ancalagons agrassive knurren, hvilket gav ham et lille chok og løftede hænderne for at vise han ikke ville gøre dem noget, men turde ikke gå tættere på.
"Please, hver sød at forlade min by, så vi kan genopbygge hvad blev ødelagt" bedte han, han havde ikke lyst til at mere blod skulle fylde hans by og flere bygninger skulle smadres, de havde endda en masse begravelse af deres døde mænd og borger som døde under angrebet og faldenfalde murbrokker.
Rogan nikkede til det og fik en båre af kongen som Arne blev lagt op på og pakket godt ind og så begyndte de ellers at gå ud af byen og fordi folk i byen, alle soldater som selv var ved at hjælpe de såret og redde folk fra faldende bygninger.
Ancalagon kiggede på gruppen og lettede og landede udefor byen og ved siden af alle de mange soldater fra hæren som var ved at forlade stedet. Bliderne og belejringstårnene lod de være, bliderne var desuden også total smadret, da de var bygget på den måde at de faldt for hinanden efter en vis mængde brug af dem.
Lederen som var den sidste som ikke var forsvundet ind i skoven kiggede en sidste gang på Ancalagon som kiggede tilbage, han lavede et lille håndtegn med to fingre samlede og ført op til panden i en slags honør måde at sige farvel og så forsvandt han også ud af syne og det eneste man kunne høre var alle de mange føder der travede som blev svagere og svagere jo længere væk de kom. Ancalagon vendte sig mod resten fra hans gruppe som havde lavet det sådan at Erik havde to to reb rundt om skuldrene som førte ned til båren som så blev trukket, lidt ligesom en trækhest, og så begyndte hjemturen.. igen.
Der blev hverken fortalt jokes eller grinet mellem dem, Arne blev tjekket en gang i mellem, fik lidt vand en gang i mellem og mad han nu kunne spise.
Ancalagon havde ikke ændrede sig tilbage til menneske og havde heller ikke sagt noget i de timer de nu havde gået, selv om han sagens kunne snakke som drage men han valgte ikke at sige noget dog var han ekstrem på vagt over for alt og alt som måske ruskede i en busk eller måske fik et træ til at bevæge sig eller raskle, vendte han sit hoved og gik med det samme i forsvars position og hans brystkasse og mave lyst op men hver gang viste sig for det meste at være små dyr, en enkel gang var det en bjørn, men begyndt af Ancalagons størrelse, vendte den hurtigt om og forsvandt igen.
Da de var nået halvvejs kom de til en lille sø, hvor de slog lejer og fik lavet et bål som varmede godt, takkede være Ancalagons ild. Der var ikke helt så meget mad, som tilbage i grotten, hvor de havde fået samlet et fyldt vinterråd op.
Men lidt mad havde de fået samlet ind som de nu kunne finde og fange.
Rogan var også kommet tilbage til sig selv og holdt øje med Arne og sørgerede for at Arne altid var varm nok og fik mad og væske.
Ancalagon lettede på et tidspunkt mens der var begyndt at blive en smule snak med dem, men var mere småsnak end en rigtig samtale.
Ancalagon kom tilbage og lanede med en død hjort som de var mere end glad for at tilberede så de kunne få noget mad og Arne kunne få mere og bedre energi tilbage hurtigere.
Ancalagon havde endda tænkt på Ahri og lagde en hel busk med bær, utroligt nok spiselige bær, når man tænker på at det stadig var vinter, men Ancalagon havde som sagt fundet spiselig bær til Arne, så hun også kunne få noget at spise, da han ikke havde glemt at hun rent faktisk var gravid med deres barn og hun kun spiste bær.
Da Ancalagon havde givet hende bærene, vendte han rundt og begyndte at vandre rundt i cirkler omkring deres lille lejer, da han både havde en ekstrem god lugtesans som drage mens også høresans, hvilket gjorde at han ville kunne høre stortset alt som vill prøve at nærme sig lejeren.
Han stoppede op ved søgen og begyndte at drikke som et andet dyr ville gøre, men hovedet ned og så ud med tungen, man kunne tydelig se hvor meget drage Ancalagon egentlig var, mere drage end menneske nogle gange.

Ahri stod med ryggen til Ancalagon og kongen der kom gående, hun kiggede kun på Arne og Rogan. Alt dette var hendes skyld, alt det med Arne. Hun knyttede sine næver, hvor hun bed sig selv i læben. Hun drejede hovedet væk og lod ørene falde, det skulle være løgn. Arne var måske hendes skyld, men alle de folk omkring dem lige nu. Gråden fra de forskellige famillier, der lige havde mistede deres sønner i denne kamp, eller nogle af de civile folk. Alt denne gråd, alle disse tåre var ikke hendes skyld. Det var Ancalagons, hvis bare han havde snakket ordentligt med kongen, hvis han havde forsøgt at forhandle sig vejen ud. Der var så mange andre ting man kunne gøre, end at bringe død med sig.
Da de begyndte at gå, gik Ahri helst så langt bagerst hun kunne komme til, hun havde lagt sine hænder over kors og kiggede mest ned i jorden. Øjnene var kolde og livløse, hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere til noget af dette overhovedet.
Det tog kun kort tid, hvor hun forvandlede sig om til sit dyre jeg. Hendes hvide pels var tyk, mens kroppen var lille. I det mindste havde hun vinterpels når hun gik ude i kulden, men hendes ben var korte og små. Hun var langsom og havde det med at stoppe op engang i mellem, hvor Rollo endte med at samle hende op med den ene hånd, hvor han lagde hånden under hendes mave og løftede hende op. Hun trak ørene tilbage og løftede hovedet, hvor han derefter lagde hende i båren. Hun var jo ikke ligefrem tung i sin dyre form, så det ville på ingen måde skade Arne hvis hun lå ovenpå ham.
Hun lagde hovedet på Arnes brystkasse, mens hun lå langs hans mave. Øjnene var følelses løse selv i hendes dyre form, man kunne ikke engang se nogen ændring på hendes dyre form, på trods af at hun nu havde hår ned til sine skuldre nu. Det var så kort, at Ahri næsten følte sig nøgen uden det.
Da de slog lejere, hoppede hun ned af båren og lagde sig et stykke fra gruppen, lyden af deres småsnak fik ikke engang hendes øre til at rokke sig, de var bare lagt tilbage. Busken med bær sagde hende heller intet, hun spiste intet og lå bare krøllet sammen i en lille bold. Mens øjnene var lukket det meste af tiden, endes hale var lagt omkring den lille krop.

((kort i know, sorry XD))

Dagen efter var det tideligt om morgen og Erik havde taget Ahri op i sin favn da hun stadig sov, siden solen kun lige var ved at titte op over horizonten.
Han lagde hende på båren så hun kunne se videre mens de fortsatte turen hjem mod grotten, der var ikke specielt meget snak næste dag, folk var mere på vagt over om der var fare på færre mens man kunne høre vingesus hver gang at Ancalagon fløj hen over dem oppe i luften og holdt øje, da han kunne se på lang afstand om der ville være noget fare i vejen, hvilket der også kom en enkel gang, hvor en lille gruppe på samme mængde folk som deres egen gruppe, stoppede dem op og bedte dem at betale told for at fortsætte, dog skete der ikke mere, for lige i det at gruppen havde vist sig, var Ancalagon der, landede med et brag og gik med det samme i angrebs position med hævede hudflapper som viste at han var klar. Mændene fik et ordentligt chok men fik lov at flygte og Ancalagon lettede igen og spejtede igen.
Mens de andre gik, havde Arne åbnede sit ene øje og så Ahri i sin dyreform og smilede kort hvor han lagde en hånd på hende, hvor han dosede hen igen og var væk resten af turen.
Der gik ikke så lang tid før at de kom til en crossroad som førte til forskellige steder i verden, nord, syd, øst og vest, med skilte som fortalte hvad der var de forskellige veje.
Men i stedet for at vælge en af dem, fortsatte de ligeud og kom ud på det frosne jord og sne mens de fortsatte mod en velkendt skov som var den skov som gik omkring de bjerg de boede i.
Skoven var stille så tideligt om morgen, snen faldt let og blidt ned fra himlen og gennem de huler i skovens tætte trætop og lavede nogle lysninger mange steder hvor det lignede hvidt lys med sne som dalede ned, så næsten helt magisk ud.
Da de endelig kom ud og til grottens gamle egetræsdør, stoppede de op og fik åbnede mens Erik bar Arne, stadig omsvøbbet i tæpper og skind, ned i grotten hvor Rollo med det samme fik tændt for ilden, så den isende kulde i grotten kunne forsvinde.
Rogan stoppede op inden han forsvandt ned i grotten selv og så op mod himlen efter Ancalagon og så han lige kort, inden Ancalagon forsvandt ind blandt skyer og var kun til at høre svagt da han var så højt oppe, da man næsten skulle tro at det var torden i stedet for som lød.
Rogan forsvandt derned og gik med det samme hen til Arne for at tjekke ham og se hvordan han klarede sig og han åndede lettet op da han kunne se at Arne nok skulle klare det.
Alt i mens var Erik og Rollo ved at finde mad frem, da de var ved at være sultne eftersom at de ikke havde fået særlig meget mad. Desuden så ville noget mjød gøre godt.
Ancalagon landede oven over grottens indgang og rullede sig lidt sammen mens han lå med det ene øje halv åben, til at holde øje med alt som prøvede på at nærme sig grotten, da det var den eneste vej man faktisk kunne komme ind.
"Hva' med Ancalagon? Tror du ikke at han også vil have noget at spise?" Spurgte Erik Rollo og kiggede mod den anden dør som man skulle igennem for at komme ind i grotten. Rollo rykkede bare på skuldrene, "jeg tror bare vi ska' Ancalagon klare sin sorg på sin egen måde, han er trosalt også en drage i sidste ende" svarede Rollo og hjalp Erik men at finde med frem fra deres fyldte forråd.

Ahri vågnede med et sæt, da Erik samlede hende op. Hendes øre trak sig omgående tilbage, mens hun stirrede op på Erik, til han lagde hende ned. Hvor hun bare stirrede ud i den tynde luft, hun sagde intet of lavede intet. Alt der skete gennem turen, var den kolde sne der langsomt dalede ned af himlen, hvor hun endte med at løfte hovedet, da Arne pludselig lagde en hånd på hendes hoved. hun lukkede sine øjne, mens den bløde hånd kørte over hendes hoved.
Turen var lang og hård, for dem der gik. For Ahri virkede det mere som to minutters gang, da hun hele tiden faldt i søvn og vågnede når Arne hostede på grund af kulden.
Da de så endelig kom til grotten igen, sprang Ahri ned af båren og kravlede hen til et hjørne, hvor hun lagde sig. det meste af dagen lå hun bare og stirrede på de andre der gik rundt, kun få gange kiggede hun mod indgangen. Ancalagon virkede ikke til at komme ud, hvorfor ikke. Var det på grund af hende, et lille suk lød fra den lille pjuskede krop.
Hvis hun ikke havde mødt denne gruppe, var ingen kommet til skade. Ancalagon ville ikke heletiden være i fare, og det samme for hans gruppe her. Plus hun ville ikke føle at det var hendes skyld, hun ønskede at efterlade gruppen. Men… de havde lige offrede så meget, bare for at få hende og Arne tilbage, kunne man være mere utaknemlig ved at smutte efter. Hvis hun virkelig ønskede at smutte, kunne det godt vente til Arne var kommet op på benene igen.
Ahri spiste intet, hun lå bare det samme sted i omkring 2-3 dage, hun spiste næsten intet. Kun få gange tog hun noget at spise, hvor hun bare vendte ryggen til dem alle. Hun så heletiden i det mest kolde hjørne man kunne tænke sig i denne grotte, hun lignede bare en lille hvid hårbold langt væk. Hun rejste sig sjældent, men når hun gjorde var det bare for at ligge anderledes. Hver eneste gang de andre kom hen mod hende, knurrede hun og slog ud efter dem. Hun ville være alene, ønskede ikke mad, dog kunne man finde hende meget tideligt om morgen, hvor hun lå ved Arnes side. søgende efter varme, hvor hun lå helt op af ham, andre gange kravlede hun sågar ind under hans trøje, hvor man kunne se halen titte frem under hans trøje. Men om morgen igen, ville hun ligge det samme sted som om intet var sket.
Hun hoppede dog en enkelt gang ud af grotten, sneen var høj for hende. hvilket fik hende til at hoppe, i stedet for at gå. Hun løb rundt i sneen, som om hun havde fået ny energi. Hvilket hun enlig havde, med celler som hendes, ville det give hendes krop sådan et bust, at hun bare måtte brænde det af. ikke at det ikke var sjovt, denne underlige kolde substans i verden, var jo herlig. Hun hoppede rundt og løb gennem stedet, hvor hun endte med at miste blikket. Da sneen banede sig over hendes hoved, hvilket gjorde at hun endte ud på isen.
Søen var frosset sammen, hvilket gjorde at hun gled hen af søen. Heldigvis var den tyg, selvfølglig ikke tyk nok til at holde en drage som Ancalagon, men tyk nok til at hele gruppen kunne stå og hoppe på isen. Hvilket gjorde at hun ikke var i fare, derimod gled hun rundt. Hendes poter fungerede ikke helt, siden hendes puder under poterne, var gled rundt på den kolde is. Hun væltede og gled så rundt på overfladen.
Hun måtte sætte klørene i isen, for at stoppe med at glide rundt. Det lavede i stedet bare mærker i isen, hun kiggede omkring sig. da hun pludselig gled over en fisk, hvilket fik hendes øre til at rejse sig op. Hun gled hen i kanten af søen, hvor sneen dækkede hende. hendes hoved poppede dog hurtigt op fra sneen, hvor hun rystede sneen af hovedet.
Hun rejste sig op og gik så den anden vej, hvor et højt klynk led fra hende. hun faldt direkte ned i et hul, hvor hun med det samme begyndte at pive. Hullet havde været dækket af sne, og havde ikke være synligt overhovedet, hun var som klemt sammen nede i hullet. Hvor hun kun var gledet længere og længere ned i hulet, til hun til sidst sad helt fast. Hvor hun begyndte at klynke og pive, mens hun forsøgte at komme op af hullet igen.

Ancalagon havde ikke rørt dig på sin plads oven over den første dør ind til grotten og havde bare ligget, foldet sammen, dog så han ikke på nogen måde blød ud som Ahri gjorde når hun gjorde det, da han bare var hårde skæld.
Da Ahri vandrede ud, hørte Ancalagon med det samme af døren åbnede og han løftede hovedet og fik øje på Ahri i sin dyreform, han gjorde ikke lige noget men holdt bare øje, fulgte hende med de orange-rødlige drageøjne mens hun lød rundt.
Det fik rent faktisk et lille smil frem hos Ancalagon da han så hende glide rundt på isen, det fik ham til at blive i lidt bedre humør og at han faktisk savnede sin mages nærhed, så han rejste sig op og landede ned i snen og kiggede ned, den kolde sne spredte sig rundt omkring hans føder og klør og han så Ahris lille pote fodsport.
Han kiggede op igen og pludselig var hun væk, smilet forsvandt lige så hurtigt som det var kommet, hvor pokker blev hun ad?!
Et pludselig piven og klynken lød svagt da sneen dækkede for lyden, men Ancalagons drage høresans var ekstrem effektiv og kunne sagens høre hende og begyndte at vandre hen imod lyden og stoppede op ved et hul. Han kiggede ned i det lille hul og så et lille pjuskede rovdyr som pev.
Han begyndte at trave lidt rundt om hulet for at finde ud af hvad han skulle gøre og prøvede at stikke snuden ned og spredte dem. Det fik dog også skubbede noget af det løse der lå øverst væk, men dybere ville jorden være alt for hård til at rykke og han vil også bare begrave hende levende, da det nok bare ville falde ned over hende, og det havde han ikke lyst til at hun skulle opleve.
"Du ender da også bare i de mest forfærdelige situationer mis" lød det fra ham og forsvandt fra hulet.
Nogle brækkede knogle-lyde og en stemme som lød som om at den var i smerte, betød at Ancalagon lige havde forvandlet sig tilbage igen og viste nu sit menneskelige hoved, dog split nøgen. Han begyndte at grave alt sneen væk omkring hullet, så det var nemmere at række ned efter hende. Da han ikke rigtig kunne fjerne mere, lagde han så ned på maven og kiggede i øjne på Ahri og rakte hånden ned i hulet men kunne ikke lige nå hende vis ikke han strakte sig helt.
"Jeg forlader dig ikke mis" sagde han og fik fat på hendes nakkeskind og prøvede at trække.

Hendes øre var kørt tilbage, mens hun stirrede op af det lille hul. Da hans snude pressede sig ned mod hende, faldt der en del jord ned i hovedet på hende. hvilket kun fik hende til at pive mere, hun gik nærmest i panik i hullet. Hvad skulle hun gøre, var det hele ved at falde sammen under hende. hun klynkede højt, mens lyden af Ancalagons krop der knækkede, kun gjorde hende mere nervøs. Han havde helt ret, hun var noget af det mest uheldige i denne verden. Hun hyggede sig i sneen, og bang! Så sad hun fast i et åndsvagt hul.
Ikke at hullet var så forfærdelig lille, men det var smalt nok til Ancalagon ikke ville kunne stikke snuden der ned, og smalt nok til at hun ville kunne side godt fast i det. hvis man skulle måle længden på hendes dyre krop, ville hun kun være så lang, som fra albuen og ned til fingerspidserne. Selvfølgelig uden at måle halen med.
Hun nyste en enkelt gang, da sne faldt ned i hovedet på hende og landede på hendes snude. Hun forsøgte at ryste jord væk fra hovedet, desværre var der ikke nok plads til det. da han så rakte sin hånd ned mod hende, bed hun ud efter ham. hvad ville der ske nu, og var det virkelig Ancalagon. hun panikkede måske en smule for meget, men gjorde det noget. Hvem ville ikke panikke i et skide hul, som føltes som om det ville falde sammen over hende.
Da han greb fat i nakke skindet, pev hun højt, nærmest som om det gjorde ondt på hende. hun sad ret godt fast, hvilket gjorde at det nok også havde gjort en smule ondt, da han skulle hive hende ud af hullet. Da hun kom ud igen, var hendes ellers så smukke hvide pels, blevet helt mudret og snavset. Hun så nærmest brun ud. Hun havde halen mellem benene, mens hun hang fra Ancalagons arm, øjnene var store og kære mens de stirrede uskyldigt op på ham. poterne var trukket ind til sig, mens hun lavt klynkede engang i mellem.

"Rok helt tol" kom det fra ham på sit eget sprog da han trak hånden en smule væk fra hendes mund, og kiggede ned på Ahri med sine varme drageøjne, han lignede sig selv når de brugte tid sammen alene, modsætning til de øjne han havde da borgen blev angrebet.
Han fik dog fat på hende og fik hevet hende op, dog ikke uden lidt besvær da hun sad en smule fast, men heldigvis var der ikke noget brækket på hende.
Der stod han, split nøgen i den kolde sne, Ahri i sin dyreform, holdt op i luften via nakkeskindet, som en mor vil gøre med sine unger hvis hun vil havde at de skulle et sted hen som ungerne ikke lige havde lyst til mens Ahri bare kiggede uskyldigt på ham.
Ancalagon rystede på hovedet og lagde hende op i hans favn og gav hende et kys på snuden og gik mod grotten igen mens han nussede for hende og åbnede døren ind til klippegangen som førte ned til den sidste dør som han også åbnede og gik ind.
Rogan sad ved Arnes seng og tjekkede for feber mens Arne sad og tyggede på noget tørrede kød. Rollo og Erik sad og lagde arm og så meget koncentrerede ud og lige i det at Ancalagon åbnede døren ind til grotten, kiggede Rollo op for at se hvem det var, hvilket gav Erik åbningen for at vinden og klaskede Rollos hånd ned i bordet som Rollo mærkede og begyndte at brokke sig over at det ikke talte og så gik de ellers igang med at bryde ved at Rollo lød ind i maven og kastede dem ned på gulvet med Erik under sig og sådan fortsatte de, mens Rogan bare rystede på hovedet og deres barnligheder.
Han kiggede op på Ancalagon og Ahri som stadig var i sin dyreform, "glad for at se dig igen Ancalagon, gælder også dig Ahri" sagde han og smilte varmt og vendte sin opmærksom tilbage på Arne.
Arne kiggede op på Ahri og Ancalagon og smilte fornøjet, var endten det at han kunne spise kød igen, eller og var det det at han var tilbage og vågen, kunne Ancalagon ikke lige se, men han var glad for at Arne havde det godt igen.
"Jah, glad for at se jer igen, stedet er ikke det samme uden jer, speciel ikke uden dig Ahri" kom det fra Arne og tykkede videre på sit kød mens Rogan rejste sig og gik op til bordet og satte sig ned for at skrive ned i sin journal om Arnes fremskridt.
Ancalagon holdt stadig Ahri mens han stadig nussede hende og kiggede ned på hende, "håber ikke at du har tænkt dig at forlade mig mis?" spurgte han og kiggede lidt bekymret ned på Ahri mens han gik hen og satte sig ned ved Arnes seng.
"Nåh hvordan har man det?" Spurgte han så og satte Ahri på hans skød mens han strøg sin hånden gennem hendes pels.
"Frisk som en havnørn!" svarede han muntert.
"Arrh, tag den lige med ro, du ska' stadig blive i din seng hvert fald en dag eller to, så vi er helt sikker på at du er frisk" Afbrød Rogan og vendte sig kort rundt.

Ahri rystede en smule, ikke af kulden mere af den skrækkelige oplevelse at føle sig mast sammen i et hul. Hun dinglede en smule fra hans hånd, til han valgte at ligge hende i sin favn. Hvor ørene kørte helt tilbage, kun for at stirre en smule op på ham. sneen måtte da være kold for hans bare fødder, eller også kunne han ikke mærke noget. Gad vide om han kunne puste ild ud af munden når han var menneske, siden Ahri kunne bruge sin energi når hun var menneske, og kunne engang i mellem bruge energien i sin dyre form. Dog mere som i at hun kunne bruge den til at løbe stærkt, eller bare heale. Hun kunne ikke lamme folk, når hun var i sin dyre form. Hvilket kun kunne være godt, tænk at frygte en lille kat som hende, bare fordi hun ville kunne lamme dem.
Hun kiggede væk fra Rigan, da han snakkede til dem. Hvor hun lagde hovedet i Ancalagons arm, hendes poster hang også lige over hans arm, hvor hendes hoved enlig lå på den beskidte poter.
Ørene rykkede sig mod Erik og Rollo der sloges, hvilket fik hende til at løfte hovedet igen. Slås de? Men hvorfor, hun lagde hovedet på skrå og kiggede op mod Ancalagon, mens han snakkede til hende. hun havde jo ikke tænkt sig at smutte, hun elskede ham, men der måtte snart sættes nogle regler i spil. Han skulle ikke bringe alle i fare på den måde, så heller vente og se om hun ville komme tilbage på egen hånd, dog ville det nok have været skrækkeligt hvis han havde valgt at vente mens hun var i Fenris varetægt, da han nok ville have skåret Arne i små stykker og dræbt barnet. Men ellers! Måtte han altså vente, når der ikke var et barn indblandet så måtte der komme nye boller i suppen.
Hun sagde dog intet til Ancalagon, og da han satte sig ned med hende i sit skød. Sprang hun dog ned fra ham, og kravlede hen på Arne. Op på dynen, hvor hun lavede små aftryk med mudder, hun kravlede op på hans mave og rystede sig en enkelt gang, hvor det fløj rundt med sand og sten, samt en smule smeltet sne som var blevet til vand i hendes varme pels. Hun begyndte derefter at sætte klørene ned i dynen, mens hun gik rundt i ring inden hun lagde sig ned som en lille bold på hans mave. Med halen om sig, og ørene tilbage. Øjnene skiftes fra at se op på Ancalagon og derefter mod Rogan.

"Arrh Ahri" lød det fra både Ancalagon og Arne da hun rystede sig, dog var det ikke så slemt. Arne lagde sig tilbage isengen og lukkede øjne for at sove noget mere, i mens rejste Ancalagon sig og fik sit normale vikinge tøj på og satte sig op ved bordet for at tage noget mad.

Arne fik det bedre efter nogle dage og var lige så frisk som han var ført og var snart ude og jæge og var væk næsten hele dagen nogle gange, faktisk var det meget få gange at de alle var samlet i grotten, selv Rollo var væk en del af gangene og var taget ind til byen eller bare et andet sted hen, var ikke altid at han fortalte hvor han gik hen, nogle gange gik han bare og kom først hjem 2-3 dage senere.
Efter at der var gået nogle uger med konstant sne der dalede ned, i et ret kræftigt tempo, dog ikke nær så voldsomt som snestormen, men nok til at det næsten var umuligt at se noget, så efter en god uge med konstant sne fra den grå himmel, var sneen holdt op og himlen var blå og klar med kun nyfaldet sne.
Ancalagon havde fået overtalt Ahri til at gå med ud for en lille tur, da de havde brugt en hel uge derinde og der begyndte at lugte lidt af rodden mad, da de ikke har kunne få nyt mad ind den uge og siden der ikke fandtes køleskabe dengang, lå maden bare inde i et stort dybt skab, der næsten mindede om et mini lager.
Det var nu dejligt at komme ud og få noget luft og da han åbnede døren og de stod i døråbningen, lignede sneen næsten et lag af små diamanter, ingen fodspor, kun helt glat sne som glimtede i den første sol efter en uges mørke.
Ancalagon stod nøgen og tog det første skridt og lukkede døren bag Ahri og gik derefter længere ud og stoppede op hvorefter han forsvandlede sig til sin drageform og vendte sig mod Ahri og smilede til hende, det måtte nu være mærkeligt for folk at se en drage smile, da de fleste aldrig turde komme til nok til at se en drage smile og det var nu også næsten aldrig at en drage kunne smile, hvilket nok gjorde Ancalagon speciel i det område.
Ancalagon tog en dyb indånding og pustede ud og da han pustede ud, kom en varm ånde ud som fik det kolde vejr til næsten at danne lige kort noget damp.

Hun kiggede op på Ancalagon med drillende øjne, hvor de lukkede i efter kort tid. hun faldt hurtigt i søvn, efterhånden virkede Ahri mere og mere livløs, som om alt hendes energi var drænet og kun kom frem i få sekunder.
Selv de dage hun bare havde lagt ved Arnes side, virkede hun livløs. Hvor hun kun en gang om dagen rejste sig op, sprang rundt og løb underligt nok omkring grotten, rullede rundt i snavs. En af gangene begyndte hun at kradse Rollos seng, hvor lyden af klørene der kradsede ind i træet, nærmest lavede et ekko. Rollo samlede hende op i nakke skindet, hvor hun slog ud efter hans ansigt og hvæste af ham. hvor han så gik hen til Ancalagon, og smed hende på hans mave. Hvor hun lande på fire, inden hun valgte at gøre klar til at hoppe ned af sengen igen.
De andre dage rullede hun rundt i Rogans journal og åd rent faktisk noget af papiret i de forskellige ting han nu havde liggende. Hun lavede mest balade om natten, når alle sov. Alle fik en tur af Ahris ballade, hun åd Rogans bøger, ødelagde Rollos sengetøj og ben til sengen, Eriks skakbrikker bliv gumlet i, så kongen mistede hovedet og gangeren ikke kunne stå op mere, mange af bonderne forsvandt også. Arnes bukser var derimod blevet til shorts, med et fantastisk design af strimler fra stoffet der normalt burde hænge sammen. Han så derimod bare enormt fimsede ud, når han gik rundt i dem. Ancalagon var vidst den eneste der ikke mistede eller skete noget ved, hun havde det dog med at gumle på hans hånd når han bar hende rundt, eller fjernede hende. hun havde dog en enkelt gang bidt Rogan hårdt, hvor hun undskyldte ved at slikke på såret og gnuppe sit hoved op af hans arm.

Da Ancalagon gik med hende udenfor, sprang hun rundt, hvor hun stoppede op foran Ancalagon som smilede kærligt til hende. hvor hun lagde hovedet på skrå og smilte lidt til ham, da han pludselig pustede varm luft ud i hovedet på hende. hun rystede hovedet, og sprang rundt. Hvor hun rullede rundt i sneen og gravede sig en smule ned i sneen, hendes hvide pels gik i et med den hvide sne, men de blå øjne var nemme at se i sneen. Hun kiggede op på ham, med store krystal blå øjne, der lyste op som sneen.

Da Rollo havde fået fat på hendes nakke skind så hun ikke kunne røre ham da hun første daskede ud efter ham men så bagefter hvæsede efter ham, hvæsede han bare tilbage som om de havde været to katte som stod over for hinanden.
Rogan sad og holdt sin journal oppe med kun to fingre og kiggede på Ahri med øjne bare sagde, 'helt ærligt Ahri' og fik Rollo til at sprøjte lidt vand efter hende, ikke med en spand som Rollo havde gjort for alt den tid siden, men en slags lille sprøjte flaske hvor den kunne sprøjte med støvvand, meget fint men stadig nok til at det kunne mærkes.
Erik blev godt nok sur over at Ahri havde gumlede på hans brikker og havde prøvet og fange hende ved at storme rundt efter hende i grotten og fik så endelig fast i hende til sidst og holdt hende med ryggen til ham med begge hænder ind under hendes forbenene på hende og mens at Erik holdt Ahri ud med strakte arme kunne Ahri tydelig se at de andre var ved at gøre et bad klar som straf for at være en ballademager, det var endda den dag hvor Ancalagon ikke var hjemme til at redde hende.
Erik gik hen til den store balje med vand og holdt hende over vandet så hendes poter på bagbenene lige akkurat ikke rørte med mindre du bevægede dem få centimeter ned.
Erik sænkede hende ned i vandet mens de andre stod med opsmurte ærmer og børster som de ellers gik igang med at vaske hende alle mand, på nær Ancalagon som da han kom hjem lidt senere og åbnede døren, var det første han så, en Ahri med pels der stod ud til alle vejne mens Rogan, Rollo, Arne og Erik stod med kæmpe smil mens de hilste muntert på Ancalagon fra hvor de stod.
Ancalagon kiggede med et hævet øjenbryn ned på Ahri, hun så ud som om hun lige havde været igennem den værste tortur, eftersom hun hadet at få bad.
"Årh hold op med at piv mis, det var jo bare et bad" lød det fra Rollo og smilte stort ligesom de andre.
Ancalagon satte sig ned på hug foran Ahri og kiggede på hende, "har de andre været onde ved dig mis?" Spurgte han og smilte til hende, man fik næsten helt ondt af Ahri.

Ancalagon nød det friske vejr sammen med Ahri og en dyb latter lød da Ahri forsvandt ned under sneen og man kun lige kunne se de krystalblå øjne der næsten helt glimtede som sneen gjorde.
Ancalagon borrede sin hale spids ned i sneen for bevægede den som en slange gennem sneen og mod Ahris katteryg og prikkede til hendes numse uden at hun kunne se at det var hans hale der gjorde det, for lige så snart at den prikkede til hendes kattenumse, rykkede hans sin hale lidt tilbage og gemte sin hale i sneen.

Da Erik pludselig løb efter hende, susede hun rundt på gulvet. under borderne, stole og sengen. Hun var hurtig på benene men endte alligevel i et hjørne, hvor han gik gat i hende. da han samlede hende op, var halen mellem hendes ben og hun rystede en smule. Hvad skulle der ske, hun havde da ikke ødelagt dem så meget, der kunne med sikkerhed blive spillet med de halv spiste brikker. Hun lagde ørene bag ørene, hvor hun forsøgte at kigge tilbage på Erik, benene sparkede en smule. Lige til hun opdaget vandet, hun kiggede ned og begyndte at knurre.
Ville de putte hende i vandet!? Hell no, hun begyndte at pive da Erik sænkede hende en smule ned mod vandet. Hvor hun trak benene til sig, for at undgå vandet, desværre forgæves.
Da de gik hende i vandet, beg hun og kradsede så sæbe kom ned i deres sår, hun gav ikke op og forsøgte op til flere gange at komme op af badet igen. Da de holdte hende nede i vandet, og vaskede hende begyndte hun derimod af pive og kiggede op med de bedårende øjne, som skreg om hjælp.
Hun susede mod Ancalagon, hvor hun klynkede en del, de havde puttet hende i vandet det havde været forfærdeligt. Hun burde straffe dem, eller måske skulle Ancalagon, derimod kunne Ancalagon dog more sig over denne form for tortur hun havde været udsat for. Da han satte sig på hug overfor hende, gned hun hovedet op af ham, ja de havde været enorm onde. Han burde straffe dem, eller…
Om aften gik Ahri selvfølgelig på hævn togt, hun havde i løbet af aften, mens Rollos snorken buldrede i mørket sammen med de andre, gik Ahri rundt i menneske form og samlede ting. Så som Eriks kort spil og resten af hans skakspil, lagde det i en bunke. Snuppede Arnes klap for øjet og to af Rogans bøger, som altid lå ved siden af sengen. Rollo derimod, ja… hævnen var sød, hun stjal hans tøj, og hans økse som hun smed oveni bunken. Hvor hun fik tændt en fakkel og smed rum ned i bunken, så lyden af glas der smadrede sig, og ekkoet lød i hele rummet. Hun smed derefter faklen ned i bunken, hvor ilden derefter stod op i en kæmpe flamme, den havde derimod svært ved at tage fat i Rollos økse, men hjernet lyste dog op.
Hun forvandlede sig derefter til sit dyre jeg igen, hvor hun sad en smule væk fra det nu store bål, der skabte en kæmpe røg sky i hele grotten, hvor de fleste nok ville ende med en smule røg forgiftning.

Da Ancalagon prikkede til hende med sin halse, sprang hun væk og løb derefter rundt i sneen for at lede efter det der havde prikket til hende. hun sprang underligt nok rundt, hvor hun derefter løb ind mellem Ancalagons ben og stod nu op af dem, hvor hun kiggede ud mod sneen. Der var noget i sneen, som hun ikke kunne se, så Ancalagon måtte beskytte hende. som altid, ikke at det altid var sådan… eller det var det sku da, han skulle altid beskytte hende fra alting, eller ville hun ende i bålet som en anden heks.

Arne vågnede pludselig op ved lyden at gnitring fra ilden og da han åbnede øjne kiggede han på et stort bål, "ILD!" Råbte han så det vækkede alle som så det og begyndte straks at hente vand og fik slukket bålet, dog ikke uden at ilden havde ødelagt meget af alt det der var i nede i ilden, på nær Rollos økse, godt nok havde metalet blevet en smule varmt, men ellers ikke meget mere, da den var blevet lavet mere flere tusindende grader.
Alle kiggede på Ahri som sad lidt fra ilden i sin dyreform og så enorm uskyldig ud som altid, Ancalagon rystede bare på hovedet over hendes narrestrejer og var helt sikker på at hun vil få en endnu hårdere straf end før, nok en hun ville fortryde, for Rogan smilte pludselig uspikulerede til Ahri mens Ancalagon, som stadig var pænt træt bare vendte sig rundt i sin seng og hev dynen over sig da det stadig kun var tidlig morgen.
De alle gik henimod Ahri og begyndte nu at jagte hende igen og blev til spænderi efter spænderi efter hende indtil de fik fat på hende igen, denne gang var det Rollo som holdt hende ligesom Erik havde gjort.
Rogan gik hen og stod foran Ahri nu og smilede, dog langt nok for at hun ikke kunne nå ham.
"Så du ka' lide at lave ballade og ødelægge folk ting, var Ahri? Well vi har en lille straf du ka' få, undervisning fra mig til jeg mener at du har lært nok, oh og du ska' være i din menneskelige form, eller det bliver en meget fugtig tid for dig og ingen lammelser Ahri" fortalte han hende og gik hen til bordet og kiggede op på Ahri som stadig var i Rollos arme, mens de ventede på at hun ville blive til sit menneske-jeg.
Han skulle nok få hende til at fortryde, at hun var en uartig lille kat og vide hvad man gjorde med uartige små katte.

Ancalagon lod sig ingen ting og spillede uviden og kiggede spørgernde ned på hende om hvad der var galt, alt i mens at han bevægede halespidsen så Ahri kunne se lige spidsen af hans hale så det lignede et lille dyr som pludselig forsvandt ned i sneen igen og bevægede sig rundt under den, da sneen var dyb nok til at en hel hale kunne gemme sig under den, men stadig tæt nok til at man kunne gå på den.

Uger gik og vejret forblev ret klart og sundt, nogle enkle dyr var til at se, Ancalagon og Ahri stødte endda på en sneræv som var et lille stykke væk med var ellers halv tydelig at se for dem da de begge havde ret gode øjne.
Ancalagon tog Ahri med ud flere gange om ugen, andre gange holdt de sig inde hvor de sad ved kaminen hvor Ancalagon nussede Ahri og kælede for hende mens de slappede af ved den varme kamin. Rogan havde ikke stoppet med at undervise Ahri, efter at Ahri havde lavede det lille hærværk med alles ting, på nær Ancalagons selvfølgelig, havde Rogan holdt Ahris straf kørende, Rogan kunne være en ekstrem stædig mand, selv for hans alder og med de andres hjælp, var Ahri nem at få fat på, da de alle på en eller anden måde, kunne få fat på hende og så bandt de et reb fast til Ahris håndled og Rogans håndled og så fik hun ikke lov til at gå før at Rogan mente hun havde lært nok for i dag, og hvis hun prøvede på at lamme eller gøre noget andet som hun ikke måtte, fik hun en omgang sprøjt vandstøv i hovedet, ikke lige i fronten men tit bagfra eller siden.
Dog holdt Ancalagon Ahri væk fra byerne i noget tid da de sidste par gange de havde taget hende med, var de altid endt i fangeskab eller andre former for besvær.

Ahri sad bare og stirrede på ilden, mens den sivede op til loftet. Heldigvis var det et stenloft, ellers skulle alting nok gå galt. Da de løb rundt for at stoppe ilden, trådte hun lidt væk, så vandet der sprøjtede rundt ikke ville ramme hende. hun rystede blidt på hovedet, hvor de derefter vendte sig om mod Ahri, da ilden var helt væk.
Hun løftede hovedet og kiggede uskyldigt op på dem, da de pludselig begyndte at jagte hende. hun sprang væk i et sæt, og susede gennem rummet igen. Hun løb og sprang nærmest op på væggen for at komme væk, inden hun susede væk. Det tog langtid før de overhovedet fik fat i hende. dog da de fik fat i hende, svang hun ud efter Rollo, hvad skulle hhun gøre de havde fat i hende. hun pev højt det han løftede hende op, hvor hun derefter lod ørene køre tilbage, mens de holdte hende oppe.
Rogans stemme fik hende til at hvæse af ham, hvad snakkede han om. Hvis han ville skade hende, ville hun.. ja hun, vent hvorfor skulle han skade hende, alt han ville, ville nok være at sprøjte vand på hende. hun lagde hovedet til siden, hvor hun derefter knurrede af ham. begyndte at sparke rundt, for at komme ned. Da de begyndte at sprøjte vand på hende, nyste hun kort.
Hvor hun forvandlede sig om til et menneske, hun slog derefter Rollo væk, med en albue lige på næsen, så blod kunne mærkes, der langsomt løb fra næsen og ned. da han jo ikke havde lagt mange kræfter i at bære hendes lille krop. Da hun så blev menneske, vejede hun pludselig mere end før. Inden de overhovedet nåede at ligge mærke til noget, forvandlede hun sig om til sut dyre jeg igen, hvor hun sprang op i Ancalagons seng og begravede sig ind under hans dyne og lagde hovedet under hans arm.

Ahri sprang omgående ud efter Ancalagons hale, hvor hun sprang rundt endnu engang i sneen. Hnu snusede efter halen, hvor hun begyndte at grave rundt i sneen, for at finde frem til det hele. Hun sprang derefter stoppede hun op og kiggede tilbage på Ancalagon, hvor hun rystede sneen af sig. det måtte virke underligt for alle, at vide at denne person der lige nu lignede intet andet en et kæledur, enlig var Ancalagons mage. Som de mest så som menneske og drage for tiden, alting måtte virke så underligt for gruppen at se på.

Ugerne gik langsomt for Ahri, hun måtte ikke helt komme udenfor. Det var som om tiden gik stille, og alle omkring hende bare torturede hende, ved at blive ved med at forsøge at lære hende at læse og snakke. De fik hende tvunget til at forvandle sig om til sit menneske jeg, hvor man endelig kunne se en forandring. Hendes mave var blevet større, ikke meget men det kunne ses. Dog ikke hvis man gav hende noget stort tøj på, så ville hun lidt ligne sig selv i stort tøj, men hendes mave var vokset hvilket var et tegn på at gravidteten ikke var stoppet.
Derimod stoppede det ikke Ahri fra at bide i snoren om deres håndled, og forsøge at tage den af sig. hun slap dog væk et par gange, hvor hun måtte forsøgte at slippe fri, de andre dage var hun iklædt store trøjer, som dækkede røven. Hun følte sig mest tilpas i dem, så heller ligge i stort tøj især nu hvor hun følte sig så op pustet igen. Hun havde det dog med at kravle op i Rogans skød, bare for at være besværlig.
Da når hun sad i hans skød, havde han svært ved at holde fast i sin bog eller bare i det mindste havde han endnu mere svært ved at søger for at hun lavede noget. De andre gange nærmede hun sig bare hans læber, hvor han koldt rykkede sig væk.
Det skete dog, at hun valgte at være møg irriterende og brugte sin Charm mod Rogan, hvilket selvfølgelig betød at alt omkring ham forsvandt. Hans hjerte bankede nu kun for Ahri, alt omkring virkede ligegyldigt, han havde præcis samme følelser for hende som Ancalagon havde, de var dog mere besættelses følelser. Som at man ikke kunne få nok, man ønskede ikke at dele hende med nogle, som om bare et underligt blik rettede imod hende. var som at se en pistol der rettede sig mod den kvinde man elskede.