A bloody good day! - Ahri

Hendes ære twistede kort, da lyden af folk der vågnede. Vækkede hende en smule, duften af mad fik hende til at strække sig en smule. Hvor hun drejede om på den anden side, for at ligge krøllet sammen. Lige til hun blev puffet til at en fod, hvilket fik hende til at mumle lavt.
Da lyden af folk der satte sig ved bordet, og stanken af fisk fyldte rummet. Vågnede Ahri med et sæt, hun svang sig ned på gulvet. øjnene var glupske, mens hun lydløst og hurtigt kravlede gennem rummet. Da ingen så hende, og alle kiggede væk da Rollo faldt ned af sengen.
Sprang hun hurtigere end noget andet, over bordet, stjal alt fisken og gemte sig under Eriks seng. Hvor hun begyndte at gnaske i nogle af fiskene. Hendes krystal blå øjne så nærmest gule ud, i mørket under sengen. Mens de skimte hen mod de andre, som spiste mad. Hun var snavset som da hun gik i seng, alt muddert var blevet indtørrede og sad nu helt mørkt på hendes ansigt og i hendes lange brune hår. tøjet irriterede hende, hvilket havde gjort at hun havde smidt bukserne. Dog kun bukserne, så hendes pjuskede hvide hale kunne føle sig fri igen!
Hun kravlede længere ind under sengen, for at undgå deres blikke. I tilfælde af, at de ville have noget af fisken. Hun havde jo snuppet alt fisken, så alt de havde tilbage var saltede kød.

Da de alle vendede deres blikke tilbage mod maden opdagede de at fisken var væk, hvad fanden?! Hvor fanden blev den nu af?! Ancalagon tænkte med det sammen på en bestemt lille mis og vendte sig rundt og kiggede på sengen, ingen lå og sov. "Ahri" kom det fra ham og så rundt, men før han nåede længere lød en stemme "Ser vist ud til at vi har fundet os en uartig lille kat" lød Rollos stemme og fik fat i Ahris fod og fik hende ud af sengen og holdt hende op i luft og kiggede på fiske tyven.
Rollo lugtede lidt til hende med holdt hende langt nok oppe og ude i luften at hun ikke kunne nå ham, "Ancalagon, prøv lige at kom og lugt, jeg tror vores lille kat, har brug for at bad" kom det fra ham og smilede djævelsk ned til hende.
Ancalagon kom ned og stod foran dem og kiggede først på Ahri og så bagefter på Rollo, "i det mindste, så sæt hende ned" kom det fra Ancalagon og lugtede til Ahri, ja der var noget om Rollos snak, hun lugtede virkelig og det havde ikke bare været fordi Rollo ville have hævn for da Ahri lammede ham.
Og pludselig var det som om alle var med på idéen om at give hende et bad, et slags gruppe projekt for dem om at få denne stakkels vandskrække pige i et bad.
Ancalagon knælede foran Ahri og fik Rollo til at slippe Ahri, hvorefter at Ancalagon afklædte resten af hendes låne tøj så hun kun stod i underbusker og havde det ikke været fordi at Rollo ville have hævn ville han nok prøve på noget med Ahri, men det at Ahri lammede hende, ændrede hans blik på hende og han meget hellere vil drille hende og halvt mobbe hende og så gi' hævn til det hun hader mest, vand.
Erik og Arne var hurtigt til at få fat på en stor mjød tynde som var tom og fyldt vand i som de så varmede nok op til det var behageligt at være i.
Erik havde endda taget sin store frakke af og smørdt sine ærmere op og det samme havde Arne også gjort og stod nu klar til at tage imod Ahri.
Ancalagon kiggede hen mod det lune tøndebad og så ned på Ahri hvor han gav hende et lille 'nu ska' du vaskes' smil og begyndte at trække hende hen imod tynden.

Ahri løftede sine øre, men blikket blev på fisken hun spiste. De snakkede om hende? mere nåede hun ikke at tænke, før hun blev trukket ud fra sengen af. følelsen af et greb om sin fod, der var fast. Fik hende til at pive kort, mens han trak hende ud. Rollo holdte hende med hovedet ned af, så det sorte hår rørte jorden. Trøjen faldt kun ned omkring bæltet, som holdte den bare en smule sammen. Mens hendes hvide hale viftede ivrigt i luften.
Med en fisk i munden, kiggede hun rundt på de andre. Med hænderne på fisken, lod hun hurtigt sin mund indholde resten af fisken, så de ikke kunne nå at få noget. Da hun ingen bukser havde på mere, var det der dækkede det meste af udsigten til hendes trusser, ikke andet end den hvide hale.
Rollo lugtede til hende, hvilket fik hende til at slå ud efter ham. Med kinderne fulde af fisk, som et jordegern. Hendes øjne var skræmmende, eller nok mere nuttet, men hun gjorde i det mindste et forsøg på at virke skræmmende. På hendes mave, havde hun forskellige ar, der kørte forbi navlen også op under trøjen, man kunne ikke se hvor den sluttede. Hun havde omkring fire af dem, over maven og op af maven.
Følelsen af jorden under hende, fik hende til at spytte benene af fisken ud. Hvor hun rakte tunge af Rollo, hun skulle lige til at smutte igen. Da Ancalagon sjovt nok greb fat i hende? hvor han trak trøjen af hende, ikke at hun havde noget imod det, da det jo bare var noget sært som folk dækkede deres kroppe til med. Men det virkede alligevel sært. Lyden af vandet der løb, fik hende derimod til at reagere som man normalt ville, når en fremmede mand tog tøjet af en!
Hun drejede hovedet rundt, for at se hvordan alle folk smurte ærmerne op. De krystal blå øjne, blev skræmte. Mest over det lille smil Ancalagon valgte at sende hende. dette kunne kun betyde problemer, især da han trak hende med sig. hun kiggede op på ham, lige til de nåede til tynden. Hvor et skrig, blandet med nooo og You blev blandet sammen. Hun skubbede Ancalagon i tynden og løb derefter væk, ned under endnu en af sengene. Hvor hun hurtigt kravlede helt ind til muren, hendes øjne flakkede rundt. Holdte øje med hvert et skridt de nu tog, samlet med Ancalagons skridt. Han var imod hende! imod hende, han var nu ikke andet end en fjende. Sammensvoren med vandets krafter!

Det første de alle ser, er Ancalagon som ryger med hovedet først i tønden og Rollo som sprang ud efter Ahri men fangede kun den rene luft og landede med et ordentligt bum på gulvet.
"Get her!" Kom det fra Rollo mens han kom op og stå, mens Ancalagon kom gennemblødt fra top til bund og stod nu og kiggede efter Ahri.
"Aaaaahri, vi har fisk til dig" Kaldte han rundt mens Rogan havde givet Ancalagon en fisk i hånd mens Ancalagon viftede lidt med fisken så lugten kunne sprede sig i grotten og ramme Ahris næsebor, han gik ud fra at hun sikkert stadig var sulten, da fisken hun tog, ikke var særlig stor.
Imens gik Rollo, Erik og Arne mod sengene og ledte efter Ahri med opsmurte ærmer, "kom nu lille mis, bare et lille bad" lød Rollos stemme mens han nærmede sig sengen som Ahri gemte sig under.
Pludselig blev der kørt en fisk ligeude foran sengen hvor Ahri gemte sig så hun kunne se den og lugte den rigtig godt. Pludselig forsvandt den opad og viste sig længere væk fra hvor hun befandt sig i bevægede sig lidt over gulvet, som om den fløj og kaldte på Ahri for at blive spist af hende.
Vil du ikke godt have mere fisk? Vi har meeeegeeet mere fisk til dig, hvis du bare kommer frem lille mis" Lød Ancalagons stemme, den var beroligende og indbydende mod Ahri, der var ingen af de andre som sagde noget.
"Kom nu mis, det for dit eget bedste, vil du ik' godt ha' noget dejligt fisk?" Spurgte han gik med en beroligende og indbydende, mens han igen havde fisken i sin hånd, mens han sad halvt på hug og havde det samme blik som da han var i sin drageform, han mindede mere som sit drage selv, end som sin menneskelige form, dog var han på ingen måde agrassiv overhoved, men han havde en vis manipulerende evne som drage som fik det han sagde til at lyde rigtigt samtidig med at at se rar og smilede.

Det at undgå Rollos arme var nemt nok, hun var jo hurtig og lille. Da han var stor, meget stor i forhold til hende. havde hun det nemt ved at suse forbi ham og bare løbe direkte ned under sengen, med ørene kørt tilbage og øjnene der flakkede rundt i rummet. Hvad skulle hun gøre?! Hun var jo fanget, en stor sten og alt for mange mennesker, til at hun bare ville kunne suse forbi dem.
Hendes tanker blev dog afbrudt af den dejlige duft, af fisk. Hun løftede hovedet lidt, hvor hun forsigtigt rakte sin hånd ud efter fisken, da den lå foran sengen. Men hurtigt som lynet trak hun hånden tilbage, da den nærmest forsvandt op i sengen. Ingen tvivl om at dette var en fælde, en grusom fælde! Hun lyttede ikke til hans ord, udover de gange han sagde fisk. Fem gange, hele fem gange havde Ancalagon sagt fisk. Hvilket fik hendes mave til at hungre efter mere fisk!
Hun kravlede forsigtigt ud under sengen af, med ørene tilbage og hovedet der kørte fra side til side. for at se hvor de andre var, hun kravlede tæt på Ancalagon. hvor hun roligt, med en rystende hånd rakte den frem. som et tegn på, at hun ønskede at få fisken som han holdte på. De krystal blå øjne lyste uskyldigt op, mens hendes ar nu var synlige. En af dem kørte op under brystet, mens et andet kørte skråt over. Som om der var blevet åbnet ind til hendes hjerte, alle arene var tydelige. Hvilket kun betød, at alle de sår hun havde haft. Havde været dybe, sikkert ned til knoglen eller bare de indre organer.
Hendes hår var filtret og snavset faldt af hende, første gang hun havde mødt Ancalagon. var hun meget ren, det havde dog ændret sig hen af vejen. Svovl fra ilden, samlet med mudder fra regnen, dannede sig ikke godt på hende. hun placerede en hånd på gulvet, og lænede sig længere frem med hånden. Med et blik der sagde. *Giv mig den pokkers fisk!*

"Sådan misser, kom så, lidt tættere, jamen du vil da godt have denne her store lækre fisk, større end din første endda" Fortsatte han med et varmt smil men øjne som lyste langt væk af denne her farlige manipulerende drage som vidste hvad hun ville have for at komme frem. De andre, Erik og Rollo stod på hver sin side af hende, dog med af stand fra hende, så hun ikke ville flygte igen, da hun var en hurtig lille sag.
Da deres blikke mødtes og hendes blik snakkede til hende, snakkede Ancalagons eksotiske reptil øjne tilbage om hvor lækker fisken var, hans blik flyttede sig ikke og han næsten hviskede at hun jo gerne ville have denne fisk.
Ancalagon rejste sig pludselig op langsomt og bakkede bagud, lagde fisken ved kanten af tønden og rykkede den så helt ud på midten af tønde lige over det lune vand.
"Den kalder på dig, fisk... fiisk" gentog han igen mens han holdt øje med Ahris bevægelser, hvis det ikke var fordi de alle prøvede at få hende i bad, ville de se hvor elegant hun egentligt bevægede sig når hun var på vagt, ikke som når hun var sit kloset selv.
Rogan var den eneste som faktisk ikke havde deltalt i dette bade halløj, han var for gammel til at skulle drøne efter en lille hyperkat, han ville meget hellere sidde og læse i en bog, hvilket han så også havde gjort ved bordet.
"Kom så, lidt længere og så er fisken din mis, bare nogle få skridt mere, kom så, du ka' godt lille mis" Fortsatte han næsten lavere end før, så det kun lige var Ahri som kunne høre hans ord, da hun havde forbedrede hørelse.
Pludselig slog der sig nogle arm omkring Ahris krop og arm, så hun ikke kunne bruge den særligt godt. Det var Arne som havde sneget sig ind bag på Ahri og fået fat på hende, og med det sammen var Rollo på hendes ene side med et kæmpe spil og med Erik på den anden side, begge fast i hvert en arm og ben efter at Arne slap hende, så Erik og Rollo kunne bære hende med et stramt greb, ikke så det gjorde ondt, men så hun ikke kunne vride sig løs. Ancalagon stod på den modsatte side af tønden, end hvor Ahri var og lændet ind over kanten og kørtet fingeren på vandoverfladen mens han smilede sit smil til hende med øjne som stadig kørte manipulerende på hende og med fisken i sin anden hånd, hævet lige over vand overfladen.
"Hvis du vil ha' fisken, må du først hoppe i vandet mis" kom det drillende fra ham og så hvordan Rollo og Erik gik på hver deres side af tønden så Ahri var lige over tønden og så løftede de hendes langsomt ned, ben først og så resten af kroppen, som kun hendes hoved og hals var til syne.
Ancalagon holdt dog hvad han lovede og rakte hende den store lækre fisk til hende mens hun sad i vandet, dog stod de alle sammen omkring tønden for at hun ikke prøvede at kravle ud igen.
Derefter smed Ancalagon sit våde tøj ret hurtigt og kom selv i og satte sig bag hende og begndte at vaske hendes krop og gnubbe hvor der var snavs, specielt i ansigtet, der havde han en klud som han havde noget form for sæbe som rensede kroppen og gjorde en ren.
Derefter dykkede han ned under vandet for at gnubbe og rense resten af hendes krop, alt lige fra mave, til inderlår, til ydre lår, til fødder og tær.
Derefter kom han til hendes fine lille røv som han ældede og ramte hendes hale og begyndte med rolige bevægelser at styge hendes hale, helt ind fra halebenet og helt ud til tippen af hendes hale. Ancalagon kunne holde vejret i enorm lang tid, i flere minutter hvert fald, og det var tit ham som vandt hvis de nogensinde var under vandet i at holde vejret.
Ancalagon brugte lidt længere tid på hendes hale ved at lave bløde strygninger med fingerne, da der var noget som sad en smule som havde sat sig fast, så han blev nød til at bruge lidt mere tid på den. Da han havde næsten aeede og kælede for hendes hale, kom han op til overfladen igen.

Hun kravlede tættere på, mens han snakkede til hende. det at de andre var ved hendes sider, fik hende til at kigge rundt på dem. Med ørene langt tilbage, og øjnene stirrende på dem. Hun fugtede forsigtigt sine læber, mens hun lod dem glide hen på Ancalagon igen. Hans øjne forsøgte måske at fortælle hende, at alting nok skulle gå. Men hun kendte en fælde når hun så en, hvilket fik hende til at række tunge af ham. Hvor vovede han at bruge lækker fisk, til at få hende ud af sit skjule sted!
Forsigtigt kravlede hun tilbage, med rolige dog elegante skridt. Mest da han rykkede sig væk, blev det tydligere for hende. han nærmede sig tønden, og snakkede underligt til hende. ikke som han plejede at snakke til hende, denne gang var ordene mere enkel. Hvilket gav hende kuldegysninger, den eneste person som ikke var omkring hende, var Rogan. Den underlige mand, som havde snakket til hende, som den første i hele den gruppe.
Da hun ville vende sig om mod sengen, blev et par arme smidt omkring hende, hvor de lå under brystet på hende. hun satte af med sine fødder, så hendes hoved dunkede op i Arnes hage, hvor han ved et uheld bed sig i tungen. Hun begyndte at sparke forstyrrede rundt i luften, for at slippe ud af hans arme. Det gjorde ikke ondt, men virkede alligevel underligt at blive holdt oppe af en fremmede person. Følelsen af bar hud der var pressede imod hinanden, virkede underlig men varm på samme tid.
Lige til de andre greb fat i hende og løftede hende hentil tønden, hvor de placerede hende i vandet. Selvom de prøvede at putte hende i, så hun ikke druknede kom hendes hoved alligevel under vandet hvilket gjorde at hun hurtigt kom op over vandet, med de mest uskyldige øjne, der nærmest rystede sammen med resten af kroppe. Hun greb fat i siden af tønden, men inden hun kunne nå at kravle ud, var Ancalagon hoppede i? hvor de lidt kolde hænder pressede imod hendes ryg, gnubbende op og ned af ryggen. Fik hende til at forsøge at kravle ud af tønden op til flere gange, hvor endte Rollo eller en af de andre skubbede hende i igen.
Hun drejede hovedet mod Ancalagon, da han pludselig begyndte at vaske hendes ansigt. Hvor hun placerede sine hænder på hans arm, ivrigt drejede hun sit hoved væk flere og flere gange, hvor kluden fuldte efter hendes ansigt. Sæben sveg en smule i hendes øjne, da hun selvfølgelig ikke kunne lade vær med at åbne øjnene. Hun skubbede hånden væk, hvor hun placerede sine lidt skarpe tænder i hans arm. Blod dryppede med det samme ned af hendes hage, og ned i vandet. Hvor hun endnu engang forsøgte at kravle ud af tønden, igen uden held.
Hun opgav til sidst, hvor hun sad stille som en mus. Rørte sig næsten ikke, med kun næsen over vandet, sammen med øjnene og toppen af hovedet. Den hvide pjuskede hale, så meget større ud i vandet. Hun lavede bobler i vandet, med nogle øjne, der kun udstrålede en vis irritation.
Da han pludselig kom til hendes hale, udbrød et højt støn fra hende. hvor hun klemte sine øjne sammen og kiggede ned i vandet, hvor en rødmen spredte sig i ansigtet. Uskyldigt udseende, samlet med det smukke katte agtige ansigt. Arene var nu tydelige, de lignede knurhår af en art.
det sorte hår glimtrede som tusinde diamanter, der kørte klistrede ind til hendes ansigt. hun åbnede stille sine øjne, hvor hænderne var placerede på bunden af tønden

Arne sad på sin røv og holdt sig selv for munden mens han tog smerten i sig med lukkede øjne.
Da Ahri pludselig udgav et højlydt støn lige så snart som når Ancalagon resede hendes hale, stoppede han og blev helt overrasket over hendes pludselig stønnen, var ikke noget han havde troet om hende, han troede ikke en gang hun havde det i sig at kunne stønne da hun var mere som en kat end et menneske.
Rollo fik et bredt smil da han hørte Ahris høje lækre støn og det var helt sikkert at han var allerede igang med at udtænke en måde at kunne hygge sig med hende.
Selv Erik kiggede overrasket på Ahri men rakte Ancalagon sæben og så begyndte Ancalagon ellers at vaske og gnubbe hendes hovedbund og få sæben spredt ud i hele hovedet og håret, selv ørene fik sæbe på dem. Derefter vendede han hende rundt og hans normale venlige selv kiggede direkte i øjne på Ahris blå smukke uskyldige øjne og aeede hendes kind før han førte hende ind til sin varme krop hvor han lagde sin hånd bag hendes nakke og så lavede han en bevægelse for Ahri, hvor han trak en masse luft ind og lukkede munden og nikkede så til Ahri at hun skulle gøre det sammen, for han forsigtigt puttede hånden foran hendes mund og næse, håbede dog ikke at hun bed ham, da han bare skulle hjælpe hende med at få sæben ud af hendes hår og så hun ikke slugte en masse vand.
Hans hånd dækkede tæt for hendes mund og næse og så i stedet for bare at presse hende ned under vandet, holdt han armene om hende så deres hoveder var ved siden af hinanden og lænede sig tilbage i vandet og gik lige så hurtigt ned i vandet som han kom op igen, hvor alt sæben i håret på hende, var vasket ud.
Ancalagon havde haft sin arm i vandet fra da Ahri havde bidt ham, så det kunne blive renset så meget så muligt, det så sikkert voldsommere ud end det i virkeligheden var.
Da de kom op igen fra vandet, fik Ancalagon hende op i sine arme igen og rejste sig op og rakte hende til Erik og tog i mod hende og hold fast i hende, så hun ikke kunne slippe væk, men ikke hårdt så det gjorde ondt.
Ancalagon hoppede op af vandet, nøgen igen og stod med et håndklæde stof og i stedet for at tørre sig selv, begyndte han at tøre hendes krop og hår i stedet, til hun var helt tør over hele kroppen og så meget som muligt på håret.
Derefter bar han hende hen til en stol hvor Rogan faktisk stod med en slags primitiv kam men virkede bedre og Rogan vidste hvad han gjorde, så når der var en knuede, i stedet for at hive til, så gik han igang med et pilearbejde og fik løst knuderne til alt hendes hår var redt og hun var helt ren som da Ancalagon og Ahri havde stødt ind i hinanden for nogle dage siden.
Det var først der at Ancalagon fortalt dem at de skulle lade hende slippe og få lov til at være sig selv, da de bare lige havde tvunget en kat i bad, sort to speak.
Ancalagon fik dog tørt sig og noget rent tøj på igen og kiggede på Ahri for at se hvad hun ville gøre, hvis hun ville være alene, skulle han nok sørger for at hun fik lov til at være lidt alene, ellers så ville han prøvede at gøre hende lidt glad igen efter sådan en ordentlig tur, dog smilede han roligt men venligt og havde sit rare og mere menneskelige blik som han normalt har som menneske.
Rollo stod med krydsede arme i baggrunden ved tønden og kiggede selv på hende, men han havde andre planer, mere skumle planer med hende, planer der nok ville pisse Ancalagon af.
Arne fik Rogan til at kigge på sin skade som Ahri forvold da Arne prøvede at holde hende, og heldigvis var det ikke noget slemt.
Erik hev en prop ud i side nede ved bunden hvor der var en rende i klippegulvet som fik vandet til at løbe ud til den lille å som gik lige igennem grotten og forsvandt ud den modsatte side.

Hun rystede meget, bare følelsen af hans hænder der strøg over hendes hale. Fik hende til at tage dybe vejrtrækninger, mens øjnene blev mere matte at se på. Dog stoppede han igen, hvor han selvfølgelig begyndte at vaske hendes hår. hun forsøgte at skubbe ham en smule væk, men den spinkle krop kunne intet gøre imod Ancalagon. enlig ønskede hun heller ikke at skade ham, selvom hun lige havde bidt hans arm til blods. Det var vel bare en effekt hun havde, når folk forsøgte at give hende et bad?
Sæben løb ned af hendes kinder, og pande. Hvor hun begyndte at ryste hovedet, så små bobler fløj rundt over det hele. Da en af dem kom i nærheden af Ahris ansigt, forsøgte hun at æde den. Hvor den spræng, i ansigtet på hende. af ren chok, hoppede hun tilbage i vandet. Hvor hun maste Ancalagon op af tøndens væk, hun prøvede derefter at kravle over Ancalagon, for at slippe ud af tønden. Med et ben på hans lår og begge hænder på hans skulder, var der ikke andet end bryster lige i ansigtet på ham, mens hun ivrigt forsøgte at kravle over ham!
Endnu engang uden held, hun blev derefter trukket hentil hans varme krop igen. Hvor han holdte hende for munden, øjnene kiggede op på ham. Da han pludselig dykkede under vandet, måske skulle hun have holdt vejret. Hvilket hun ikke havde gjort, så da de kom op igen. Hostede hun en smule, mens hun holdte en hånd for munden. Mens Ancalagon løftede hende op, hun hostede en smule. I armene på Ancalagon, derefter i Eriks arme. Som holdte lidt bedre fast i hende, hun åbnede det ene øje, for at kigge op på den skæggede mand. Det var sjovt, alle dem der var der havde skæg. Hun greb fat om hans skæg og hev en enkelt gang, da noget stof angreb hende. hun begyndte at sprælle en smule i Eriks arme, mens stoffede forsøgte at æde hendes ansigt og ben!
Hendes hår blev redt ud, ikke at det var meget filtret. Men dette virkede mere behageligt, et lille smil kom frem på hendes læber, hver eneste gang kammen kørte gennem det kul sorte hår. spinnede hun som en anden kat, mens øjnene var lukket. Dog var der nogle få knuder i håret, det kunne umuligt undgås når man altid var alene som hende. efter et kvarters arbejde, med hendes hår. fik hun endelig lov til at slippe fri, det var koldt inde i stedet. Plus hun var en smule sur, over det på tvunget bad. Hvilket gjorde at hun tog en af dynerne over sig, og gik ind i det lille rum Ancalagon havde vidste hende, hvor de havde smidt alle tyve kosterne ind. Hun satte sig på hug overfor nogle af tingene, hvor hun begyndte at rode rundt i det.
De krystal blå øjne, kiggede alle tingene igennem. Mange af dem var smukke, men hun anede ikke hvad det var. Hvilket gjorde at hun så det som smukt skrammel, som ikke kunne bruges. Som en pistol lavet af guld, skrammel. Hvad brugte folk sådan en underlig ting til? Hun skubbede nogle af tingene til side, hvor der pludselig lå en kiste. Kisten tømte hun og kravlede op i, hvor dynen var viklet om hende og kun det meste af hendes hoved var synligt. Hun kiggede ud over stedet, alle de underlige ting der nu engang var i denne grotte. Hvad skulle man bruge dem til, og hvorfor overhovedet have dem? Underligt papir med mad på, det var jo bare latterligt!

Rollo kiggede efter hendes nøgne røv som hun gik hen og tog Ancalagons dyne og forlod rummet, dog gjorde han ikke noget, endnu.
De alle sad nu og grinte mens de spillede kort alle sammen, det havde dog været lidt underholdende at give Ahri et bad, og udfordrende.
Rogan gav Ahris bidmærker en lille forbening så han var sikker på at det ikke pludselig vil gå betændelse eller begynde at bløde igen.
Tiden gik og det var ved at blive mørkt udenfor, selv om de selvfølgelig ikke kunne se lyset langsomt forsvinde, men de havde dog en form for fornæmmelse af tiden, dragen der havde jagtet dem, var sikkert haltede et andet sted hen, da de nu har været i grotten to dage uden at vise sig.
Ancalagon var dog kommet ind i rummet efter nogle timer for at kigge til Ahri og fandt hende i boksen og satte sig på sine knæ og lændte sig ind over kistens kant og kiggede ned på den fredlige og søvende Ahri som var udsat for den værste tortur hun kunne tænke sig til, at få et bad!
Ancalagon kunne ikke lade hver med at danne et lille smil frem på sine læber når han tænkte på hvordan hun reagerede på at blive vasket.
Men se hvor pæn og smuk hun er blevet igen, ren og uskyldig. Dog kom han til at tænke på ham den fremmede mand som Ahri havde ødelagt en stor sjat skov ved det og den måde han var på og den måde Ahri reagerede på.
Han så på hendes strejer på hendes ansigt, det lignede mere knorhår, hvis han skulle være ærlig og lige så blidt og forsigtigt med sine stærke hænder, strøj han sin tommelfinger hen over hendes næsten silkebløde kind og mærkede på hvad lignede knorhår faktisk var ar, han kunne mærke rillen ved hver ar på hendes kind.
Det fik ham til at tænke og hurtigt lægge to og to sammen, det må have været manden som har udført disse ting på pigebarnet, men om hvor vidt manden var hendes syge fare eller en ven eller en fjende, vidste han ikke, men en ting var sikker.
Han vil aldrig lade manden gøre hende ondt, eller han ville jagt manden til verdens ende og rive hans rykrad ud gennem hans hals og se ham lide.
Ancalagon førte noget af dynen som var slidet af hendes krop i den store kiste, så dynen dækkede hende helt og varmede hende i denne kolde grotte da der intet ild var, kun en enkel fakkel ved døren. Ancalagon satte sig og lænede sig op af kisten som Ahri lå i og vågede over hende mens hun sov, men faldt selv langsomt iseng længere ud på natten.
Rollo og Erik havde i midertidig, mens Ancalagon gik ind for at se til Ahri, prøvet at fjerne den store sten for at se om banen var fri, det fandt de hurtigt ud af for havde lige med nød og næppe fået lukket stenen i før de hørte et ordentligt brag da dragens hoved ramte lige ind i stene og væltede om for bare at blive endnu en gang pist over ikke at kunne få fat på dem, men de fandt dog ud af at den sidder og venter på dem ovenover indgangen da grotten er inde i et mindre bjerg.
Det blev dog lyst og folk var utroligt nok gået mere eller mindre roligt iseng, Rollo havde ikke drukket og var blevet meget stille, hvilket han lidt blev når han tænkte eller planlage noget.

Det havde adelses ikke været sjovt, alt andet end sjovt. Vandet var klamt og ubehagelig, hun følte sig stadigvæk våd bag ørene, hvilket kun var mere irriterede for hende. hun kunne mærke på sig selv, at kampen mod dem alle, havde drevet hende til en hvis udmattelse. Hvilket fik hende til at falde i søvn i kisten, med kinden mod kanten af kisten. Hun havde endda glemt alt om dragen udenfor, for hende virkede dette heller ikke som det store fange skab som hun havde troede det ville være, selvom de havde været onde ved hende omkring badet. Virkede de rare end det sidste sted hun befandt sig, disse folk skar hende ikke op og sprøjtede ting ind i hendes arme.
Følelsen af en finger der gled over hendes kind, fik hende til at rynke en smule på panden. De bløde læber adskillede sig kort, hvor en lille indåndning blev hørt, ikke snorken men mere et lettere højlydt suk. Hendes hvide hale popede ud under dynen og lå lidt over kisten, mens aften forsatte på at folk lagde sig til ro. Det var enlig rart at have stemmer at lytte til, stemmer der ikke ønskede at sprætte hende op.
Dog ønskede de at angribe hende med vand, hvilket var mere forfærdeligt! Hun pev en smule, da lyden af et brag rungede i grotten. Ørene rejste sig, sammen med hendes hoved. Hun kiggede ned på Ancalagon som var faldet i søvn ved hendes side, med en rolig bevægelse satte hun sig op og sniffede til hans hår.
Kort strøg hun sin hånd gennem det bløde, dog en smule filtrede hår. han virkede kold på visse punkter, men hvad skulle hun gøre. Opgive sin dynen? Hell no! Hun rejste sig i stedet op, og gik ind mod de andre. Hvor hun snuppede en anden dyne, hvilken persons dyne anede hun ikke. Hun tog bare dynen og trak den over gulvet, hvor hun smed den over Ancalagon. inden hun lagde sig ned i kisten igen, med hovedet der gemte sig nede i kisten. De krystal blå øjne lukkede endnu engang ud, mens ørene løftede sig engang i mellem, men faldt ned igen. Et tegn på at hun var ved at falde i søvn endnu engang.

Endnu en dag var gået og en ny var started, Ancalagon vågnede ved at han mærkede noget varmt om sig og åbnede sine øjne kort og fik øje på en dyne, hvad lavede den dyne på ham?
Han rejste sig op, eller mere vendte sig rundt for at tjekke om Ahri havde det godt, hvilke hun så ud til at have, så han satte sig kort ned igen og samlede dynen op og gik inden ved siden af hvor han lagde dynen fra og gik tilbage igen til Ahri hvor han satte sig på knæ igen og strøj blidt sin finger over hendes fredlige og meget kønne ansigt.
Af en eller anden grund gav det ham et lille smil hver gang han så på Ahri sove og stryge hendes kind blidt med sin finger. Han kørte sin hånd helt ned og lagde den roligt halvt ved hendes kind og halvt ved hendes hals og nakke mens han brugte tommelfingeren til at blidt ae hendes ar og kind.
"misser, vi ska' videre" næsten hviskede han til hende så hun ikke pludselig vågnede forskrækket hvis han bare sagde det med normal stemme.
Han rejste sig op og forlod rummet hvorefter han kom ind igen med to lunde fisk med en lækker duft, som han havde placerede på en lille træbakke og sad ved kistens kant med bakken i hånd og ventede på at hun ville vågne op til to lækre fisk, kun for hende.
Faktisk var de, de eneste som var tilbage i hulen, de andre var allerede taget af sted, da de ikke gad at vente på at Ahri da klokken var for mange, eller det var mange for dem, da den var omkring de 8 om morgen, men Ancalagon kunne ikke rigtig lade hende blive alene her, hun vil ikke ane hvad hun skulle gøre, for ikke at tale om, dø a sult da hun ikke ved hvor deres lager er, og så havde han ikke lyst til at lade hende være alene, så derfor blev han for at vække hende, så de kunne følge efter gruppen.

Ahri vågnede langsomt af den bløde hånd mod sin kind, hun rettede sit blik op mod ham. Med et lille gab, som formede sig over hendes læber. roligt satte hun sig op, med dynen over sin ryg. Hvor den kun lige dækkede hendes bare overkrop, hun smilte roligt og udmattet til Ancalagon, da hans hviskende stemme lød. Åbnede hun øjnene, og lagde sig halvt ned igen. Hun rullede lidt rundt i kisten, da duften fra fisk spredte sig over rummet. Hun satte sig op i et sæt, hvor øjnene blev dyriske i stedet for de blide øjne, hun kiggede på fisken og derefter på Ancalagon. som satte dem ved kanten af kisten, hun greb hurtigt fat i den første fisk og gnaskede den i sig. smagen af kødet, var saltet men fantastisk.
Hun smilte kærligt til Ancalagon, mens maden bare røg ned. Fantastiske, vidunderlige, smagfulde FISK! Ordene kørte gennem hendes hoved, indtil der ikke var flere fisk tilbage. Hun rejste sig derefter op igen, og hoppede ud af kisten, det sorte hår var kun en smule ulet. Hun forsatte ind i rummet, hvor de andre normalt var. Men blev nærmest overraskede over at der ingen var, betød det at de havde efterladt dem?! Vent hun var fri igen, det samme for Ancalagon. hun drejede rundt hurtigt, så hendes brystparti lavede et lille hop. Hvor armene rejste sig mod hendes ansigt, med glæde strålende ud af øjnene.
Roligt kiggede hun endnu engang omkring sig, for at sikre sig at der ingen var omkring dem. Hun kiggede derefter op på Ancalagon igen, med øjnene der glimtrede af glæde og lykke!
Da de så skulle videre, havde hun fundet noget mere behageligt tøj, som hun kunne være på klædt. Som ikke ville irritere hendes hale, som bukserne havde gjort. hun påklædte sig en [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] med noget behageligt over skulderne, så hun ikke ville fryse hvis det nu endelig skulle være. Hun løb derefter hen mod Ancalagon, hvor hun greb fat i hans arm og trak ham med. De skulle smutte hurtigt, inden de andre kom tilbage. De ville sikkert bare skade dem igen! Altså give hende et bad, selvom Ancalagon også havde været med til at give hende et bad.

Ancalagon havde stået i døråbningen da hun gik ind ved siden af og smilede da hendes bryster hoppede lige en gang, sjov nok så hoppede han ikke i flæsket og kneppede hende, han havde aldrig tænkt på hende som en lokal luder tøs som stortset gik nøgen rundt mellem alle mændene en fredag aften efter fyraften og blev gramsede på og derefter før op villigt af en folk mænd og kom ikke ned før dagen efter.
Ahri så flot ud i sit nye tøj utrolig køn mis, han blev lidt overrasket over at Ahri var blevet så ivrig efter at komme ud, selv om indgangen var lukket, han kunne vel ikke bebrejdte hende, da hun aldrig havde været i en grotte før. dog stoppede han hende ved at sætte en finger på hendes læber og smilte, hvorefter han vendte sig mod rummet de havde sovet i, om aften før, men stoppede op ved indgangen til det andet rum og kiggede på Ahri, "kom, vi ska' ud denne her vej" fortalte han hende med et smil og tog hende ved hånden og gik indenfor i det andet rum og fortsatte videre gennem rummet til han kom til den modsatte side af rummet hvor han så stoppede op og følte rundt på klippevæggen. Efter lidt søgende på væggen, fandt han en sten som ikke passede på væggen, men stadig blandede sig ind med resten af stene på væggen.
Lige da han trykker den lille sten ind, kommer der en dyb 'dunk' lyd for Ancalagon skubber noget af væggen indad så det formede sig som en dør de kunne gå igennem, så de kom ind på en tæt gang, faktisk så tæt at de ikke kunne gå ved siden af hinanden.
Så Ancalagon vendte sig mod Ahri og tog hende op på sin ryg så hun kunne se fremad, for ellers ville hun ikke kunne se hvor de gik, da Ancalagon ville være i vejen, på den her måde, kunne hun følge med og han vidste hvor hun befandt sig.
Efter et lille kvarter, kom de til en slidt lem brugt af naturen, for der var røder og alt muligt på den og den havde fået en meget jordbrun og grøn farve rundt omkring, men man kunne se at den allerede har været åbnet en gang.
Ancalagon skubbede til lemmen og da de kom op til overfladen, var solens morgenstråler som ramte dem i ansigtet, men det var ikke fordi at den varmede dem så meget.
Et råb blev hørt og Arne kom løbende hen til dem, "Anca, kom skynd dig, Rollo og Erik vil slå dragen ihjel!" kom det fra ham og lavede et lille hop og løb så mod hovedindgangen med en pil sat for buestregen, klar til at blive trukket tilbage og skudt af sted.
Ancalagon kiggede på Ahri, "vi må heller hjælpe ham" sagde han og begyndte at små løbe med Ahri på sin ryg.
Ancalagon stoppede op da han kom rundt om en ston klippesten som var faldet af bjerget og så hvordan Rollo, Erik, Rogan og Arne nu var fuldt igang med at kæmpe mod dragen som kæmpede for sit liv med en brækket vinge og et øje. Dog selv om den kun havde et øje og ikke kunne flyve mere, kunne den stadig give en god kamp for dem, den var større, stærkere og kunne spyde ild som kunne slå dem alle ihjel på en gang hvis de ikke passede på.
Ancalagon satte Ahri ned og vendte sig rundt og bøjede sig lidt frem og placerede begge hænder på hendes skuldre, "Bliv her mis og sørg for du ikke bliver opdaget af den" forklarede han hende da de stod bag den store sten, og så gjorde Ancalagon noget han aldrig havde gjort før i sit liv, og han mente det endda.
Han gav hende et halv langt kram og gav hende et lille tryk mens han krammede hende og aeede hendes kind med tommelfingeren og rejste sig op og mens han gav et sidste lille smil til hende, gik han rundt om stenen og stormmede mod dragen.
Rollo var blevet kastet ind i et træ og var midlertidigt bevistløs fra den massive pres træet gav ham da han fløj ind i træet.
Erik blokkerede slag for slag endda dens flammer, siden hans skjold var så stort at han kunne gemme sig bag skjoldet.
Arne prøvede for gæves at ramme dens andet øje men enten fløj de forbi den eller os ramte han et andet sted, da dragen blev ved med at bevæge sig og slå ud efter Rogan som overraskende var ret behændig med fødderne når han var i kamp, modsætning til når han ikke var.
Ancalgon spildte ikke tiden og i hans stormen mod dragen var Erik i vejen for ham, men i stedet for at han løb uden om eller Erik flyttede sig, råbte Ancalagon til ham og så gik Erik ned i knæ og lod Ancalagon hoppe op på det hvilket gav Erik muligheden for at rejse sig ved at bruge alle sine krafter og skubbe Ancalagon endnu højere op i luften og højt nok til at lande på dens ryg.
Dragen mærkede lige med det samme at der var nogen på dens ryg og prøvede igen og igen at få Ancalagon til at flade af, men hver gang blev den afbrudt i sit forsøg af de andre fra gruppen, selv Rollo som var vendet tilbage til de levende og fik huggede et dybt og slemt hul i dens sidde mens Ancalagon kravlede hen over dens ryg og mod dens hals.
Hvad føltes som minutter, var kun få sekunder, for pludselig lyder der et kæmpe mæssigt brøl fra dragen og så faldt dragen om og lå fuldstændig stille med Ancalagon som sad oven på den døde drage med sin økse borrede dybt in i dens hals og havde givet den nåede stødet og sad bare og smilede fornøjeligt over det og kaldte på Ahri om at hun bare kan komme frem.

Som altid stalkede hun Ancalagon, da han gik mod det lille rum, med tyve koster. Fulgte hun bare med, måske skulle han have noget med sig eller så var der mere mad?! Man kunne aldrig vide, især når man ikke forstod særlig mange ord. Hun smilte dog bare kærligt af Ancalagons ord, mens hun fulgte efter ham. Hun holdte hans hånd, mens de gik ind i det lille rum. Underligt, der havde været et lille hemmeligt rum, eller dør, som hun aldrig havde opdaget. Hun havde ellers gennemsøgt dette rum for flugt veje, men aldrig set denne mystiske udgang!
Ahri kiggede på Ancalagon, da han løftede hende op på ryggen. En smule forvirrede, dog smigret over at han hele tiden ville løfte hende. smilte hun for sig selv, hun endte helt sikkert med at blive tyk hvis dette forsatte. Hun spiste hele tiden, og nu hvor han bar rundt på hende hvert sekund. Skulle kiloene nok komme løbende. Dog på grund af hendes evne, havde hun et enormt højt stof skifte, da alle hendes blodlemer altid ville arbejde på højtryk, medmindre hun bruge dem. Så ville de blive mere normale, til de så endte i en dvale.
Da de kom udenfor, skar solen hende i øjnene. Hun havde ellers lige vænnet sig til den mørke grotte, men nu var der så lyst og mange flere farver. Hendes hvide hale logrede, bare ved følelsen af solens stråler mod sit ansigt. Dog blev hendes lykke vendt op og ned, da hun pludselig hørte et råb efter Ancalagon. hun drejede hovedet og blinkede op til flere gange, for at vænne sig til lyset.
Da han pludselig begyndte at løbe, hun placerede sine hænder på hans skulder, mens hendes brystparti blev pressede mod hans ryg. For ikke at falde af, hun forstod intet af det der forgik. Til de kom forbi den kæmpe sten, den kæmpe drage der kæmpede mod den gruppe som havde holdt Ancalagon og hende fanget?! Vent, skulle de så hjælpe dem? Men de gav hende et bad, så burde de ikke få hjælp, efter hendes mening.
Hun kiggede kort på dem alle, mens de kæmpede mod dragen. Det gav hende en underlig følelse at de bare kæmpede sådan mod den, hvad havde den gjort?! Forsøgt at æde dem, og hvad så? Det havde Ancalagon da også gjort mod hende. hun kunne ikke lide at se det, bare tanken om den tortur den stakkels drage måtte gå igennem, gav hende en underlig følelse. Minderne omkring hendes fortid, var sløret men den var der, som et mareridt. Som aldrig ville forsvinde, med ar som huskede hende på det.
Rollo fløj forbi hende, hvor han var bevidstløs i noget tid. Selvfølglig kunne hun ikke lade værd, med at samle en pind op og prikke til ham. Om og om igen, til hun proppede pinden op i hans næse, mens hun fandt en anden pind som selvfølgelig blev placerede op i det andet næsebor. Hun grinte for sig selv, inden hun gemte sig bag stenen igen. Med ørene kørte tilbage, kiggede hun enkelte gange på Rollo, for at se hans reaktion. Da hun pludselig så en mus, der løb hen af skovens undergrund. Hun sprang efter den, som hypnotiserede. Hvor hun løb rundt omkring, for at fange den. Med halen der viftede rundt i luften, og ørene der var rejst. Som en anden jæger løb hun efter den, da den så løb ned i et hul. Hun kiggede ind i hullet, da lyden af Ancalagons stemme lød.
Hun tøvede til at starte med, da der endnu engang kom en fucking ulv. Udover det, havde musen også venner. Omkring 15 mus stormede ud af hullet og kravlede op af hendes arm, da hun pludselig sprang væk faldt de af hende. hvor hun vendte sig om og løb tilbage, med en bande mus susende efter hende og en sort ulv. Et lavt skrig slap hendes læber, med øjnene klemt sammen, og hendes brug af sine evner. Kom en lilla aura omkring hendes ben, og hun virkede nu hurtigere end selve lyset. Hun løb så hurtigt, at nogle få blade faldt af træerne, og at det blotte øje havde svært ved at følge med. Dog kunne hun ikke holde det i særlig langtid, hvis hun altid ikke ville drætte om på stedet. Hun drejede omkring stenen, hvor hun løb ind i Rollo til at starte med. Kiggede kort op på ham, hvor hun derefter lavede et DISKUSTING ansigtsudtryk, da lyden af musene der angreb, fik hende til at løbe forbi Rollo.

Rollo havde undret sig over hvorfor han havde to pinde i sin næse, men havde ikke tænkt mere over det og hev dem ud og havde stormet mod dragen.
Rollo havde ikke forventet Ahri blandt deres gruppe, hvilket gjorde ham overrasket over at se hende pludselig støde ind i ham. Han kunne se hun var bange og løb videre mod den dræbte drage som fik ham til at dreje hovedet og få øje på en hel gruppe dire mus løbe efter hende og en stor ulv, man skulle tro at ulven villle stoppe og angribe musene, men den var fast besluttet på at fange hende, de løb bare fordi Rollo uden så meget at kigge på ham.
Men han gjorde intet for at hjælpe Ahri, da han ville se hvad hun ville gøre, desuden havde han stadig sin plan formede oppe i sit hoved.
Ancalagon sad på den døde drage med det ene ben bøjet og det andet lændet ned langs dens krop og grinte lidt over den vild kamp, det ændrede sig dog hurtigt da Ancalagon hørte Ahri skrige, hvilket fik ham til at rejse sig på dragen og fik øje på Ahri stormede mod dem med en hel gruppe dire mus og.. en ulv?
Ancalagon rystede på hovedet og hoppede ned fra dragen og daskede til Erik og Rogan som vendede deres opmærksomhed mod Ahri som blev lige så overrasket over at se Ahri blive jagtet af en gruppe dire mus og en ulv, var ikke noget man lige så hver dag.
Det første Ancalagon gjorde, var at lynhurtigt få Ahri op i sine arme og så vendede han rundt og kom op på den store drage og placerede hende der, da det var det højeste sted hun kunne være hvor det kun var ulven som lige ville have mulighed for at komme op til hende, da dragens kæl var for tykke for dire musenes klør til at kravle derop.
Der efter hoppede Ancalagon ned igen og trak sin dolk og løb lige imod den store ulv. Ancalagon sprang direkte mod den så de væltede omkuld og til siden fra hvor de store mus var som stadig prøvede at få fat på Ahri. Dog stod Arne, Rogan og Erik klar til at dræbe dem, dog var det svært når der var så mange og de stadig ikke var særlig store. Rollo kom dog også og hjalp sine band of brothers.
Det så nu lidt sjovt ud, da alle huggede efter jorden, dog gjorde Erik noget de andre ikke kunne, han smed sit store runde og tunge skjold ned på en stor gruppe, og siden at skjoldet var så tungt og stort, holdt vægten dem nede og så hoppede han op på bunden af skjoldet og maste musene til døde.
Ancalagon lå lidt og brydet med ulven indtil han kunne komme til at skære halsen over på den og nå og fjernde sig inden han blev sprøjtet til med blod fra den døde ulv.
Han rejste sig op og gik hen til Ahri og op på dragen hvor han tog hende op i sine arme og sagde; "Jeg tror at du har bedst, hvis du bliver tæt ved mig for noget tid" og smilede til hende.
"Well, lad os se og komme videre" Fortalte Erik til resten af gruppen, og så fortsatte de ind mod skoven igen, da den omringet stedet og bjerget og det var den eneste måde at komme ind mod byer og andre steder.
De havde nu gået en lille times tid og alt virkede roligt og stille, hvilket de alle nød så længe den var der mens de gik. Ancalagon bar stadig på Ahri, da han ikke havde lyst til at hun skulle fare vild eller komme væk fra dem, så han blev nød til at finde hende eller redde hende endnu en gang, da han på et tidspunkt sikkert ikke vil kunne få muligheden og hvis der skete hende noget, vil han aldrig kunne tilgive sig selv.
Det var nu blevet sent morgen og var ved at gå over til tidlig eftermiddag og de var endelig nåede ud af skoven og stod på ved en crossroad og kiggede på hinanden.
Det var her at de skulle skildes, resten af gruppen gik mod højere og ind til en by i nærheden, hvor Ancalagon havde valgt at fortsætte med Ahri mod det ukendte for noget tid, hvilket han havde fortalt dem meget tidligere om morgen inden Ahri overhoved var vågnede.
Ancalagon sagde farvel for nu og så vendede han sig rundt og gik til venstre mens resten af gruppen gik til højere og mod byen.
Det havde irriterede Rollo ret meget at han ikke fik muligheden til at udfolde sin plan om at voldtage Ahri og bruge hendes krop og så forlade hende hos Ancalagon, for da hun alligevel ikke kunne tale stortset, så ville han have kunne slippe af sted med det.
Men han fik aldrig den mulighed og det irriterede han, så måtte han tage en anden tøs inde i byen og bruge hende i stedet for.
Ancalagon gik med Ahri i sine arme og viste ingen tegn på at blive træt af at bære hende mens de gik alene nu, eller alene var de ikke rigtig, for det var faktisk den samme vej som han havde gået med sin gruppe og en engel tøs ved navn Alex da de gik mod en kæmpe handelsby, dog skulle de ikke så langt da de drejede af ved en side vej som var lige så stor som den anden, men gik bare mod nord i stedet og mod andre steder i verden, dog stødte de på andre mennesker og væsner som endten skulle handle med andre byer eller bare brugte den store vej til at komme hurtigere rundt.
Da de endelig kom til en by, var det en halv stor by med vagter ved porten og vagter på den halv høje mur, det var slet ikke mure på højde med store slotte, muren gik ved tre hoveder over Ancalagon, det var mere som mindre beskyttelse, de var heller ikke lavet af sten, men af meget tykt træ og bræder.
Den ene vagt stoppede dem mens Ancalagon satte Ahri ned og tog hendes hånd i sin og kiggede på vagten. Han havde noget lidt simpelt udrustning, byen var helt sikker ikke vanvigtig rig da de kun havde råd til at armere deres vagter med simple rustninger og våben.
"Hvem der og hvad er jeres erne her i byen?" Spurgte vagten til Ancalagon og Ahri.
"Vi er bare her for at slappe lidt af, før vi vil fortsætte igennem" forklarede han vagten som kiggede på Ahri med er hævede øjenbryn på hendes store hvide hale og øre.
"Hm.. okay, lad dem komme igennem" sagde vagten så og trådte tilbage for dem, så de kunne komme igennem træporten og ind i byen, der var lidt handel igang og folk der råbte til hinanden, en enkel vagt som kom ridende fordi dem med en slave som var bundet og havde lænker om anklerne og håndledende og snor bundet om halsen som vagten havde i sin hånd mens de var på vej ud af byen.
jorden var en smule smattede efter det havde regnet om natten, så man skulle passe lidt på med at falde, så Ancalagon tog hende op i sine arme igen og bar hende gennem byen, da det lige kunne ligne hende at vælte og blive beskidt og så skulle hun have et nydt bad og det ville bare gå galt. Ancalagon stoppede op ved den lokale og eneste kro som var i byen.
Der var grinen og snakken og råben og næsten helt fyldt op, Ancalagon satte Ahri ned men tog hende ved hånden, så hun ikke bare rendede væk fra ham og kom ud i ballede, for folk havde allerede lagt mærke til hendes smukke hvide hale og øre og fik en del blikke, dog turde de ikke helt at gøre noget, da byen her stortset kun indeholdte mennesker og nogle få engle og en enkel elver, dog en del dværge med stort skæg og stærke arme og ben med hårdhudet hænder og buskede øjenbryn, nogle sad endda og røg en god omgang merskums pipe og lavede røgringe.
Grunden til at de ikke turde at gøre noget ved Ahri, var fordi at hun for det første kom ind sammen med Ancalagon og så at han holdt hende i hånden, da de tydeligt kunne se hans økse og dolk bag på hans bælte og så lignede han ikke en som var her for at drikke the og snakke om gamle dage, men mere en koldblodig barbar fra klaner langt oppe i de nordlige bjerge fra byen, som havde vilde og farlige rygter som voksne fortalte historier til børn for at skræmme dem.
"Hey krovært! Et bord til to" kaldte han gennem larmen og råben samt højlydt grinen og snakken.
Kroværten førten dem gennem folkmængden med Ancalagon lige bag ham som stadig havde Ahri i sin hånd for ikke at miste hende pludselig.
De blev ført helt ned i hjørnet hvor larmen blev lidt afskærmet, men de kunne stadig se hele kroen og alle menneskerne og dværgene der var til stedet.
Ancalagon bestilte to krus mjød og viste Ahri ind, så hun sad inderst, det var mere som en sikkerhed for at han vidste hvor han havde hende, da han ikke stolede på nogen af de andre gæster i kroen, specielt fordi deres blikke sagde noget helt andet om de ting de kunne finde på at gøre ved sådan en lille sag som Ahri, dog var det kun nogle få typer ud af alle dem der var tilstede, de fleste ignorede dem og fortsatte med at snakke, grine og drikke og bare hygge sig efter en god morgen.
Mjødet kom ned til dem, kroværten troede selvfølgelig at det andet krus var til Ahri, men Ancalagon havde bestilt begge til sig selv, da han vidste hun ikke kunne lide smagen af den alligevel ret søde mjødsmag, da man stadig kunne smage alkoholden i den søde honningsmag.

Hvorfor skete dette hele tiden for hende, hvorfor angreb de ikke de andre?! Well, hun var den eneste der var der i det minut, men nu var der flere folk? Fandt de ikke Rollo skræmmende som hun gjorde, måske var han i virkeligheden ikke så slem, som hun gik rundt og troede? Hun mødte ham jo også via et angreb, hvis nu hun i stedet havde ladt ham være, ville han måske virke rare? Man kunne vel aldrig vide med folk, hun brød sig dog ikke om store folke mængder! Da det betød fare, de kastede altid sten efter hende eller jagtede hende med knive!
Hun løb som altid væk fra faren! Men blev ud i et samlet op, hun nåede ikke engang at stoppe op før hun var samlet op i Ancalagons arme. Han var hurtigere end hun havde regnet med, hun havde jo kunne løbe fra hans drage form, dog med en hel del hjælp. Hvis det ikke havde været alle de forskellige huller, ville han helt sikkert have spist hende. hun kiggede op på ham, mens han placerede hende på den døde drage. Hun sad på sine knæ, med sine hænder på dens hårde skæld. Hendes øjne blev lyse, da hun følte energien fra blodet, der stadigvæk forsvandt ud af dragens døde krop. Hun kiggede ned på dragen, roligt rejste hun sig op igen. Dette havde hun aldrig følt før, aldrig tænkt over og aldrig nogle sinde!!! prøvet.
Hun rettede sine arme ud, hvor dragens ene ben blev løftet en smule op, som om den stadigvæk levede. Hvor den store pote faldt ned over Arne, Erik, Rogan og Rollo. De kom dog intet til, da tæerne på den, var blevet spredt så meget at de var lige i mellem dem. Dog sprøjtede der en smule blod, fra alle de døde mus. Musse indvolde over alt! Dog mest under foden på dragen, da hun slap den. Kunne hun ikke engang føle sin egen krop, hendes øjne var blanke og blodårene blev meget tydelige. Hun faldt til siden, hvor Ancalagon fik fat i hende, inden hun overhovedet kunne blinke. Hendes sorte pjuskede øre var rettet ned mod jorden, mens halen var nærmest livløs. Hun drejede hovedet op mod Ancalagon, hvor et kært uskyldigt smil kom frem.
Hun lukkede sine øjne, da han samlede hende op. Inden man overhovedet kunne tælle til to, var hun i en anden verden. Dog med et lille smil på læben, hun havde knap nok nået at nikke til hans ord. Ordet tæt, betød at man skulle holde sig i nærheden af en anden person, hvor det kunne betyde. Varme ens krop op, være sammen eller bare at man skulle beskytte hinanden.
Hendes øre rørte kun kort på sig, når der engang i mellem blev snakket eller en højlyd svang sig over gruppen. Hun virkede nærmest helt fredelig, når hun holdte sig i ro. Folk der ikke kendte hende, ville nok ikke vide hvor hyperaktiv hun enlig var, af en person der skabte energi og kunne give et større energibust, end 20 energi drinks, på en gang. Hun gned hovedet op af Ancalagons bryst enkelte gange, hvor munden kun var en smule åben, da hun trak vejret gennem munden og øjnene var som forsejlet væk bag hendes øjenlåg.
Ahri vågnede først op, da de adskillede sig fra gruppen. Hun gned sig en smule i øjnene, følelsen af sine ben der sov, fik hende til at ryste lidt. Det stak i hendes ben, nærmest smertefuldt, hun rettede sit blik op mod Ancalagon. han bar hele tiden på hende, blev han aldrig træt af det? Vejede hun ikke bare en smule, uanset hvor stærke arme man ville have, ville det da stadigvæk syre til, når man gik med en person i længere tid.
Hun løftede sine øre, da lyden af folk fik hende til at gyse en smule. Var de på vej ind i en by? Men hun måtte ikke være i byerne, så ville de kaste ting efter hende. og hun snakkede ikke om fisk, mere om sten som ikke kunne spises, medmindre man ville miste en tand eller to! Bare tanken om det, fik hendes hår til at rejse sig. som en skræmt kat, der blev kastet op i luften.
Da hun blev sat på jorden, sprang hun hurtigt om bag Ancalagon. med kun en smule af hovedet der stak ud fra hans arm, vagten virkede ikke rar. Hans rustning betød vel fare?! Hvorfor skulle man ellers gå rundt med en rustning, hun kiggede en smule truende på vagten. Mens Ancalagons snakkede med ham, kunne hun ikke stoppe med at lade halen vifte rundt engang i mellem. Med ørene kørt tilbage, og en lav hvæsen fra hendes læber.
Hun forholdte sig gennem heletiden, bag Ancalagons ryg. Mens øjnene beskuede folkene der råbte, var det sådan her en by så ud? Hvorfor gik de med kæder på hinanden, betød det noget specielt? Og hvorfor virkede folkene med kæderne så triste? Hun dukkede derfor en smule mere frem, nogle af folkene som handlede med slaverne, lod deres blikke følge Ancalagon og Ahri. Hvor mange penge kunne man ikke lige få for hende? en neko kvinde, aldrig set før. Nogle måtte vel have nogle sære lyster omkring sådan noget, plus, hun var jo ikke ligefrem hæselig!
Ahri spærrede sine øjne en smule op igen, da han pludselig samlede hende op igen?! Hun placerede sine hænder på hans brystkasse, mens blikket rettede sig ned mod jorden, hvad var der nu ved at ske? Da hun så mudderen, satte hun sit hoved på skrå. Var det, dette han ville beskytte hende for? En smule vådt jord, det kunne han da ikke være alvorlig omkring. Jord var jo bare sjovt at pjaske rundt i, eller måske var han bange for at hun ville grisse ham til! Hun rettede sit blik op mod ham, mens et lille seriøst nik blev udført, for at anerkende, at det måtte være grunden.
Det virkede underligt, at han hele tiden gik rundt med hende. som om hun var handicappet, men hun brokkede sig skam ikke. Det var rart, den måde kunne hun også spare en del energi på. Det tog dog ikke langtid, før han satte hende ned igen for en kro dør. Hun havde aldrig været i en kro før, hvilket gjorde hende en smule nervøs, ville hun så ikke være fanget blandt en masse mennesker. Hun virkede måske en smule overpowerede når det endelig var, men alt hun kunne var at styre et dødt væsen og lamme en person, org hvad. Hvilken fantastisk evne, dog ville det kun være lort for hende. da hun ikke ville kunne kaste energi kugler rundt, på mere end to personer hver time.
Da han pludselig råbte op, stod hun stille som en sten. Hvorfor råbte han! Hvad skete det, skulle han have hjælp?! Dog blev hun ført hen sammen med ham til et bord, hun klemte en smule i hans hånd. Mens de gik gennem den store mængde af folk.
Hun satte sig ind til væggen, med en sine hænder på bordet. Da mjødet blev placerede ved hende, snuste hun til det. Da Ancalagon trak det til sig, hun lagde sit hoved på skrå og lod det ene øre falde ned til siden af ansigtet, mens det andet var rejst. De krystal blå øjne lyste op i den lidt mørke kro, mange af folkene ignorede dem. Dog var der nogle få unge fyre, som sad og lavede sten, saks, papir for at finde ud af hvem der skulle gå hentil Ancalagon og Ahri.
Da en af de største af dem tabte, gik hen direkte hentil dem. Med en hånd bag ryggen, og den anden bag hovedet hvor han kløede sig i nakken. ”Uhmm, er de virkelige?” Han nikkede mod Ahri, som rejste sit hoved en smule. ”Altså ørene og halen?” Lød det fra ham, han snakkede højt for at overdøve larmen, Ahri viklede sin pjuskede hale om hendes hofte. Hvad snakkede personen om? Og hvorfor snakkede han til dem? Oh nej! Måske var de her for at sælge hende, men hun ville ikke sælges! Hun kiggede skiftevis på Ancalagon og derefter på drengen, mens øjnene blev mere og mere bekymret.

Ancalagon sad og tog en stor slurk af sit krus mjød med sin anden arm over armlændet hvor Ahri sad men blev afbrud da en knægt kom hen mod dem, først kiggede Ancalagon ud af øjenkrogen og holdt øje med knægten, men da kægten så kom hen mod dem, satte han kruset på bordet og kiggede på ham da han spurgte dem et spørgsmål, eller faktisk var det Ahri han stillede et spørgsmål. Han kiggede på Ahri og og kunne se hvor skræmt hun egentligt blev over knægten, så han lagde en arm om hende og trak hende ind til sig, så hun ikke følte sig alene.
"Hvorfor vil du vide om de er virkelig?" Spørg han knægten som begyndte at blive lidt nervøs over at Ancalagon kiggede på ham, da Ancalagon jo ikke lige lignede en landmand, desuden så hang hans økse også til syne for folk som så på ham.
"jamen.. var b-bare lidt nysgerrig" stammede han, da han blev lidt nervøs for den måde Ancalagon sad med den ene arm om Ahri for at beskytte hende og den anden hvilende på sin økse som sad pænt i sin metal ring.
Ancalagon kiggede en enkra gang på Ahri og smilede til hende og aede hendes kind, for at fortælle hende at han nok skulle beskytte hende, hvorefter han kiggede tilbage på knægten og så op og ned af ham, som lignede ikke mere end en på 15-16 år og stadig skulle have styr på sin seksuelitet, da man tydelig kunne se at han var tiltrækket af hende, da hun ikke ligefrem så speciel grim ud, mere lignede hun en gudinde bland mænd.
"Selvfølgelig er de rigtige, så nu ka' du godt smutte igen, du gør hende bange" fortalte han knægten og viftede ham væk igen, så han kunne gå tilbage til sine kammerater og fortælle de andre som sad spændt og kiggede derover og ventede på deres ven.
drengen smuttede hurtigt over til sine venner som lyn hurtigt ville høre hvad der blev sagt og nogle af dem sad med åben mund over at hun rent faktisk havde rigtige katteøre og hale, sinden de aldrig havde været ude for byen og mødt andre væsner end dværge og måske en enkel elver.
Ancalagon rystede på hovedet over knægten og vendte hovedet tilbage til Ahri, "Bare rolig, der sker dig ikke noget" forsikrede han hende og fjernede ikke armen fra hende så hun kunne føle sig i sikkerhed.
Ancalagon fik dog fat på den eneste anden krotjener som arbejdede på kroen.
tjeneren kom hen til dem og bestilte lidt vand og brød og fisk til Ahri hvor tjeneren nikkede og forsvandt igen, et ordentligt bump lød længere væk fra hvor de sad, det havde været en dværg og en mand som havde drukket duel og dværgen havde vundet og manden havde prøvet at rejse sig op men i stedet mistede han balancen og væltede stol og det hele og fik alkohol over det hele på sig og blev hjulpet op af nogle andre mens der blev grinet og råbt.
Ancalagon sad derimod roligt og aede Ahri blidt på hendes kind eller hår mens han drak sin mjød og ventede på maden. Normalt ville han nok havde sluttede sig til druklegen hvis han havde været alene af sted eller sammen med sin gruppe.
Men nu når han var sammen med Ahri, havde han af en eller anden grund mere lyst til at passe på hende og være sammen med hende, var egentligt også derfor at han fortsatte med hende og ikke bare lod hende gå sin egen vej, nok måske også fordi han er begyndt at holde af hende af en eller anden grund, har nok været fordi hun selv er så dyrisk indeni og minder om hinanden på visse områder.
Krotjeneren stod nu ved deres bord igen og satte træskålen foran dem, hvor Ahris skål lå der to halv mellem store fisk som lige var færdig lavet og lugtede pragtfuldt og Ancalagons træskål hvor der var et stort stykke brød og noget vand som han gav til Ahri, da hun ikke havde noget at drikke. Ancalagon fjernede sin hånd og lændede sig ind til bordet og begyndte at spise af sit brød og drikke sin mjød. Pludselig midt i maden blev Ancalagon prikket på skulderen af en høj og en smule velklædt med en kappe halvt over skulderen som stod og åbenbart prikkede ham på skulderen. Det fik Ancalagon til at kigge på på manden, som havde et ar som gik tværs over fra panden til kinden, han så ikke særlig rar ud og lignede ikke en som solgte bøger.
"Hvor meget tager du for tøsen?" Spurgte han lige ud uden nogen form for forsigtig fremgang, da Ancalagon ikke var herfra og måske kunne flippe totalt ud på manden, men manden havde gjort det alligevel, spurgt Ancalagon om hvor meget han skulle have for at sælge Ahri til manden, Ancalagon kiggede op på manden som om at han måtte havde været sindsyg, men opdagede hurtigt den unge mand i kæmper og et reb om halsen på den unge fyr som stod helt stille og sagde intet andet end at se ned i jorden, indtil at hans mester fortalte ham hvad han skulle gøre.
Det var tydeligt at den voksne mand var en slave handler og ville gerne sælge Ahri videre, da hun ville være mange penge hver for folk, efter som hun kunne bruges til rigtig mange ting, som et kæledyr, sex slave, tjener og listen gik derud af.
Han lagde en arm om Ahri igen og knugede hende lidt mere ind til sig, da han aldrig nogensinde ville finde på at sælge Ahri til nogen som helst, hvis havde endt nogle steder hen, havde det været hans mave som drage for alle de dage siden nu.
Det var underligt at der havde gået så mange dage og nu sad de og spise mad sammen og han beskyttede hende mod fare og holdt rent faktisk ret meget af hende.
Ancalagon tog resten af sit brød og spiste af det uden at give manden et svar med det samme, først da han havde spist alt brødet, kiggede han op på slaveren igen og gav manden et lille poker-fjæs ansigt og fortalte ham at nej Ahri var ikke til salg og han skulle tage og smutte et andet sted hen, for han selv ville gøre noget manden ville fortryde, hvilket så ud til at være grund nok for manden til at hurtigt smutte, efter at Ancalagon med sin venstre hånd hvilede på sin økse. Ancalagon havde aldrig forstået det at folk ville have slaver, selv da han var drage, havde han stødet på andre drager af enten hans egen race eller andre drage racer som havde slaver til at gøre deres eget arbejde. det gjorde dem svage i hans øjne, det at de skulle bruge slaver til at gøre deres arbejde.
Han havde altid slået de andre drager ihjel og så ædt slaverne, da han ikke så dem som andet end mad dengang, det gør han stadig lidt idag som drage hvis han ikke helt ka' styre sig selv eller bare er meget sulten. Ancalagon vendede sig mod Ahri og kiggede ind i hendes blå klare smukke øjne uden af fjerne blikket fra hendes i nogle få sekunder, gjorde han noget han aldrig havde gjort før til en anden person, han lænede sig ind og gav hende et kys på panden og strøj blidt med fingeren på hendes pende før han vendte sig tilbage til sin mjød og drak en tår hvor han satte krusset fra sig igen.

Ahri kiggede skiftevis på Ancalagon og drengen i noget tid, hvor hun først stoppede da han smed en arm om hende og trak hende indtil sig. hendes hjerte stoppede kort, forvirret over om hun ville blive solgt eller om denne person bare snakkede til Ancalagon, kiggede hun op på Ancalagon. de krystal blå øjne, lyste nærmest op i den dunkle kro. Folk kiggede i ny og næ over på dem, kun for at se hvad der forgik, og selvfølgelig se om der ville være slåskamp.
Den hvide/røde kjole hun gik rundt i, så nærmest sort ud af mørket. Hvor det røde stof virkede beroligende, dog blodigt på samme tid. Hun så ikke just farlig ud, men heller ikke sårbar. Hvad skulle hun gøre i dette tilfælde, hun ville enlig gerne være tæt på Ancalagon. men var dette ikke for tæt, især når han sad og drak? Hvad drak han enlig? Og hvorfor måtte hun ikke få noget af det, nu begyndte hun at tænke over mjøden, siden hun ikke måtte få noget af den, følte hun næsten for at stjæle hans. Bare for at få en lille smagsprøve, smagte det godt, siden han drak det?
Hun fløj ud af sine tanker, da han pludselig snakkede til hende igen. Hun skulle være Rolig? Og der ville ikke ske hende noget, et smil kom frem på hendes læber. hvor hun nikkede lykkeligt over hans ordvalg, dog mest fordi hun var ved at kunne forstå hvad han sagde. For en gangs skyld, forstod hun hele sætningen! Hun lukkede sine øjne og smilte kærligt til ham, hendes læber lod sig skilles, hvor et forstående. ”Okay!” lød, med den mest fantastiske, blide, uskyldige stemmen rungede i Ancalagons øre!
Hendes øre rejste sig i et sæt, da et bump lød. Øjnene rettede sig omgående mod personen, som var endt på gulvet, mens folk grinte omkring ham. Hendes kupiller blev smaller, mere dyriske end før. Mens halen rejste sig en smule fra deres plads, det eneste der beroligede hende i dette minut. Var Ancalagons hånd, der hele tiden gled op og ned af hendes kind. Hans hænder var bløde, måske en smule rug, men det var nærmest rart. Hvad skulle hun sige, hun elskede at blive nussede! Man kunne aldrig få for meget nusseri, eller klø ture!
Duften af mad, der blev sat på deres bord. Fik hurtigt hendes opmærksomhed, øjnene var sat fast på fisken. Uden overhovedet at tænke over at Ancalagon ville have fisken, var hun allerede over den. Han nåede næsten ikke at fjerne sin arm omkring hende, inden hun var begyndt at spise fisken. Det mest fantastiske af det hele, var at der ingen ben var! Hun skulle ikke bekymre sig omkring benene i fisken, plus hovedet var også skrået fra. Den var ristet helt perfekt, så skinden knaste en smule men kødet stadigvæk var saftigt! Hun ignorede endda den underlige person der kom hentil dem. Nu var det bare fisken og hende, ingen skulle tage den fra hende.
Dog fulgte hendes øre mandens stemme en smule, hun så ud af øjenkrogen kort, mens hun spiste fisken. Selvfølgelig med hænderne, den var varm, men hun kunne holde til det! Det var jo mad, dejlig forfriskende mad…
Dog blev hendes mad vane afbrudt af Ancalagons arm, som svang sig over hende. med munden fuld af mad, kiggede hun op på Ancalagon nærmest med et ansigt som et jordegern, der gemte mad i sine kinder. Dog stadigvæk utrolig nuttet ansigtstræk, hun kiggede op på den underlige mand, med et ar over ansigtet. Hvor hun endnu engang ikke kunne lade vær, med at tænke over hans ar. Hvad var der sket med ham, var han okay og havde han brug for hjælp? For han fik i hvert fald ikke hendes fisk, han kunne æde noget af Ancalagons bolle… vent, hvor var Ancalagons bolle blevet af. pludselig var hendes opmærksomhed rettet mod bordet, for at finde bollen.
Denne gang blev hendes tanker afbrudt af et kys mod hendes pande, hendes hjerte føltes for første gang i sit liv, varmt. Det virkede underligt, så underligt at hun slugte alt maden hun havde i munden, så det kom i den gale hals. hun begyndte derefter at hoste, hvor hun holdte begge hænder op foran sin mund og hostede. Øjnene var klemt sammen, mens hun prøvede at kvæle hosten. Tåre formerede sig i øjenkrogen, da det gjorde en smule ondt og hun ikke kunne trækkevejret ordentligt, uden at komme til at hoste en del.

Folk begyndte at kigge på hvad det var for en hosten der kom bagved, altså dem som kunne høre hosten, vendede sig om og så denne kære, søde lille pige med katteøre og pjuskede hale, sidde og hoste som en gal. Ancalagon kiggede lidt overrasket over hendes pludselig hosten, han havde ikke set hendes reaktion og så først på hende da hun begyndte at hoste som en gal.
Så han gjorde noget som Rogan faktisk havde lært ham, han fik hende halvt ind over sine lår og så gav han hende nogle solide klask med en flad hånd på ryggen, så maden kunne komme op igen, hvilket den også gjorde og han nåede endda også at gribe maden og lægge den op på hendes tallerken igen og vendede sig så rundt og tjekkede om hun var okay.
Han fjernede nogle tåre fra da hun blev kvalt af fisken med sin tommelfinger og smilede, "pas nu på du ikke får mad galt i halsen" og kørte en tåt hår om bag hendes øre som var faldet ned foran hendes øjne.
Han vendte sig rundt og sad normalt, hvilket fik folk til at sætte sig på plads da de opdagede at han kunne se dem, sidde og kigge på hvad der skete. Derefter sad han igen og aede hendes kind blidt igen mens han drak videre og tømte sit første krus så der ikke var mere at drikke og stillede den på bordet og slog en bøvs og grinte lidt over den, mjødet her, var slet ikke lige så stærk som det han var vand til, det var mere sødt, faktisk havde det en mere honning smag end alkohol smag og han kunne overhoved ikke mærke alkoholen, gjorde ham heller ikke så meget, da han egentligt bare var tørstig efter den lange gå tur med Ahri.
Uden at han selv lagde mærke til det, var hans hånd oppe ved hendes hår, eller mere ved hendes ene øre og var begyndt at klø hende omkring øret mens han tog en tår af sit andet krus og kiggede ud mod menneskemængden, det var næsten helt rart på en måde, ikke at skulle tænke på dæmoner som har fået for meget at drikke og dræber alle, eller vampyrer som heletiden prøver at drikke folks blod, mennesker var en simpel race og kunne ikke holde til særlig meget, forrig til andre væsner, så man vidste hvor man havde dem og ikke skulle tænke eller være på vagt om hvis en dæmon pludselig forvandler sig.
Dog vil han aldrig blive træt af en multi-race kro hvor mjødet var stærkt og væsnerne endnu stærkere, får en til at hele tiden holde sig på vagt over hvor alt og alle, specielt fordi mange enten prøver at stjæle ens pung eller liv.
Han satte kruset fra sig på bordet og fik bestil noget mere mad, da brødet slet ikke mættede, så denne gang kom tjeneren med to træbakker med fisk på, samme lækre duft og to fisk på hver bakke og så fjernede tjeneren de to andre bakker og forlod dem igen.
Ancalagon fjernede sin hånd ved hendes hoved, hvor hans fingre havde kløede begge hendes øre i godt og vel en del minutter og lændede sig ind til bordet og begyndte at spise, og sjovt nok så spiste han lidt ligesom Ahri, begge hænder på fisken og hovedet ned til den hvor han hev stykker af og proppede det i munden, han var på ingen måde en gentlemand for kvinder som spiste med kniv og gaffel, han mente at maden mistede sin smag hvis man begyndte at skære de i små stykker og spiste med en gaffel, plus så var det også bare nemmere at spise med fingrene.
Nogle vil måske endda kalde ham en gris når han spiste, da han både drak og spiste på samme tid. I løbet af ingen tid, havde han spist begge sine fisk og bestilte to gange fisk igen for Ahri og ham selv, da fiskene ikke var lige så store som den fisk som han havde fanget for Ahri ude på søen, da de her fisk var købt af den lokale fisker.

Hun følte hvert et dask i ryggen, da hun pludselig kunne trækkevejret igen. Sukkede hun kort for sig selv, og nikkede til hans ord. Hans hånd var varm, mens den fjernede tåre fra hendes øjenkrog. Hun åbnede det ene øje, mens hans hånd gled over det andet. Et lille snøft, lød hvor et kærligt smil formede sig endnu engang på hendes læber. det var nærmest som om hun ikke kunne andet end at smile, og nikke engang i mellem. Det var dog bedre, end hvis hun kun sukkede og var en sur skid hver gang man snakkede til hende, eller bare rørte hende.
Mere fisk blev stillede på bordet, da hun følte hans hånd glide op til hendes øre, en rolig spinnen lød fra hende. øjnene lukkede i, og et katteagtigt smil formede sig på hendes læber. hvad skulle hun ellers gøre, sige nej? Aldrig i livet, dette var fantastisk. Første gang hun følte dette, at blive kløet bag øret var himlen! Dog gik resten af deres middags tid, på at spise mad og drikke. Hun drak derimod kun vand, mens Ancalagon drak mjød. Folk omkring dem kom og gik, mens minutter blev til timer. det tog kun kort tid, før hun stoppede med at spise mere, og nærmest hungrede efter at gå udenfor igen. Det var varmt inde i kroen, og lugtede enlig også ret klamt. Hun tog det røde sjal af, hvor hun derefter begyndte at knappe kjolen op. Klar til også at smide den, hun forstod jo ikke det med at man skulle have tøj på, så hun var på ingen måde blofærdig.
Mændene der sad nogle lunde tæt på, pegede en smule over på hende. hvor de andre drejede sit hoved, for at se hvorfor deres ven nu rødmede en smule og stirrede, dette skiftede så hurtigt fra bord til bord. Så kroen langsomt blev stille, det var sjældent der overhovedet var kvinder inde i denne kro, det var mest bare mænd der hyggede sig med deres venner. Eller bare skulle have en hurtig snag, inden deres arbejdsliv endnu engang skulle starte.

Ancalagon havde også spist færdig og lagde sig tilbage og strakte sig en smule, det var godt.
Da der pludselig blev meget stille i kroen, kiggede han lidt undrede rundt, da alle kiggede mod dem og vendte blikket mod Ahri som var igang med at strippe, som hun selvfølgelig ikke anede at det var det hun gjorde. Han lynhurtigt lagde sine hænder på hendes og rystede på hovedet, "ikke her og ikke noget godt sted" pakkede hende sammen igen så godt han nu kunne, da han ikke anede hvordan man lige samlede sådan en kjole ting på kvinder, så han fandt noget snort som han havde i bæltet og bandt det rundt om hendes liv, hvor han rejste sig op med Ahris hånd i sin og begyndte at gå mod disken hvor han betalte for mad og drikkelse, før at han vendede snuden mod døren, men inden han gik ud, vendte han sig rundt mod Ahri igen og så løftede han hende op igen i sine arme og så forlod han kroen med blikke som havde fulgt dem lige fra deres plads til de forsvandt udenfor.
Solen skindede og meget få skyer på himlen, hvilket var en god dag til at gå i og nå langt på resten af dagen. Han kiggede på Ahri mens han bar hende gennem byen med blikke som mest blev fanget af hendes hvide pjuskede hale da hendes øre gik lidt i med håret da hun nu lå i hans arme alligevel.
De stoppede dog en enkel gang til, ved en lille bod hvor de solgte døde kaniner og fisk som han købte et par stykker af på turen, de to kaniner han havde købt hang han i føderne over hinanden fra bæltet og fiskene kom ned i en pose som hang ved siden af og så bar han Ahri igen mens de forlod byen til store blikke fra de lokale.
De gik nu på en lidt mindre landevej og omgivet af marker og atter marker med stor skov på deres højre hånd et godt stykke fra dem. En gang i mellem passerede dog nogle landmænd fordi dem som skulle ind til byen med deres høst.
Efter en en god times tids gågang, var de kommer til en lidt mindre splattede vej, så der satte Ancalagon hende ned, så hun kunne gå ved siden af ham.
Da de så endelig kom til et nyt kryds så delte vejen op til en hvor der var en som fortsatte videre ligeud og mod vest, en som gik mod venstre så var mod syd og så en mod nord som gik til højre.
Ancalagon stod lidt og kiggede de forskellige veje an og vidste ikke rigtig hvad vej de skulle tage, det var egentligt lige meget hvad vej de tog, kom an på hvad de gerne vil, for hvis de gik nord på, ville der blive mere koldt og danne sne jo længere nord på de kom, men hvis de gik syd på vil det blive meget mere varmt og hvis de gik ligeud vil de bare støde på flere byer og større byer mere ofte end nord på, hvor syn på bare vil have mere eksotiske veje.
Han vendte sig mod Ahri og aede hendes kind og gav hende et lille klø bag øret da hun elskede det, fandt han ud af, så fik han også hendes opmærksomhed.
"Hva' vej ska' vi gå?" Spurgte han hende og hvilede begge hænder på sit bælte.

En varm hånd på hendes hænder, fik hende til at reagere. Hun forstod det ikke, hvorfor stoppede han hende i at tage sin kjole af? det var jo bare en kjole, hvem havde ikke set en kjole uden indhold? Roligt lagde hun sit hoved på skrå, da han pludselig bandt en snor omkring livet på hende? hvad skulle det hjælpe, hvis hun ikke skulle smide tøjet, hjalp det ikke at binde en snor omkring livet på hende, da det kun viste flere af hendes former. I stedet nikkede hun bare, og knappede kjolen endnu engang. det virkede til at han ikke ønskede at hun skulle tage kjolen af, måske fordi han ikke ønskede at den skulle blive beskidt. Hvilket hun godt kunne forstå, kjolen var vel meget fin.
De rejste sig derefter sammen, hånd i hånd gik de mod disken. Hvor Ancalagon hev penge frem, i en lille pose. Hun lærte aldrig at forstå værdien ved de underlig formet sten, de var ingen nytte og alligevel valgte folk at blive så forbandet glade for dem. Hun smilte en smule, da han endnu engang hev hende op i sine arme.
Et lille spræl gjorde hun med sine ben, da han samlede hende op. Hun elskede ikke at gå, men på den anden side. havde hun ikke noget imod at gå selv, det var faktisk begyndt at give hende en underlig følelse i maven, når han bar hende. måske fordi alle folk stirrede sådan på hende, hvad var denne følelse overhovedet. Så underligt, at hun nærmest følte for at gemme sig i et hul, væk fra de underlige blikke. Yup, hun følte pinlighed for allerførste gang i sit liv, normalt holdte hun sig i skoven alene, og undgik så mange mennesker som overhovedet muligt. De var jo ikke ligefrem rare mod hende, når hun engang i mellem mødte dem.
Hun gemte sit ansigt i sine hænder, mens halen viftede uroligt under hende. hvad skulle hun gøre, hvordan kunne hun gemme sig! hvorfor ville hun overhovedet gemme sig, hun var jo ikke i fare?! Først da hun blev sat ned igen, faldt pulsen ned igen. Hun kiggede underligt rundt, da følelsen af hendes øre der blev kløet, fik hende til at spinde og ligge hovedet lidt mod ham.
Hun rettede ansigtet mod ham, mens han snakkede til hende. de skulle gå et sted hen, og hun skulle vælge hvor? Hun kiggede omkring sig, hvor et lille hmmm lød fra hende. hun pegede om at de skulle syd. Hun anede ikke hvad der var mod syd, men det kunne umuligt være omgivet af flere byer. Et lille nik, for at give sig selv ret om at dette var det rigtige sted at gå, inden hun tog et skridt.
Først nu gik det op for hende, at de andre ikke var med. De havde ikke været hos dem i langtid, hvilket betød at de var frie?! Ikke længere fanger, i den måske rare Rollos hænder, sammen med de andre. Hun smilte kækt til sig selv, hun var fri igen. Intet at frygte, medmindre der kom flere ulve efter hende. skide forvoksede hunde, hun sukkede blidt for sig selv. Inden hun løb lidt frem, og drejede rundt igen. For at stå foran Ancalagon, med armene bag sig og et kærligt smil på læberne.

Ancalagon smilede til hendes glade humør og det at hun helt var lykkelig over at de skulle af sted og videre, han anede ikke hvad der var den vej hun havde valgt, andet end byer, marker, stepper, ørkner og hav, men hey, det var jo en del af det sjove her i livet, at tage chancer og udforske verden. Var noget ham og hans gruppe gjorde rigtig tit inden de fandt grotten og begyndte at bruge det som hvile sted, inden de skulle videre.
Han begyndte at gå og havde strygede sin hånd på hendes kind før han begyndte at gå med hende via vejen og der var ingen andre mennesker at se ud over marker og atter marker, som langsomt blev til stepper og atter stepper med grønt græs og brunt jord som blendede sig i med græsset og fik en mix farvede jord jo længere væk han så til man ikke kunne se længere og kune kunne se bjerge og endnu større bjerge i baggrunden.
Det var nu ved at blive meget sent eftermiddag, på nippen til at blive aften og der var ingen skov i miles omkres at se, så de ville ikke kunne lave et bål fra noget træ, der var rimelige meget alene på den lange ensomme sti som førte hvad end der nu måtte være for enden af den lange lange vej.
Da de sidste solstråler begyndte at forsvinde ned over horizonten, og månen begyndte at titte frem fra kanten af verden, mente Ancalagon at det var på tide at stoppe for idag og det var desuden også ved at blive en smule kølligere, ikke meget, da de stadig ikke var helt syd nok. Det ville måske lyde underligt for folk som aldrig havde prøvet at overnatte i en ørken eller stepper om natten, men selv om der kan være ekstremt varmt om dagen, kan nogle ørkner blive så ekstrem kolde at der kunne forme sne om natten.
Dog var Ancalagon rimelig sikker på at de snart ville støde på en ny by de kunne slappe af, dog var han ikke helt sikker, da det var lang tid siden at han havde været syd på.
Han kløede hende bag øret og gik så lidt til siden hvor vejen var, for at sætte sig ned på jorden og kiggede rundt, der var bare intet at se i flere meters afstand nu, man kunne kun svagt se markerne og endnu svagere se skove og meget svagt se nogle omriser af bjerge.
Ancalagon lagde sig ned med armene bag hovedet og smilede lidt til sig selv, denne tur skulle nok blive interessant. "Mis, vi sover her for inat" fortalte han hende, han vidste ikke hvor meget hun lige forstod, men han håbede da at hun forstod nok til at forstå at de skulle hvile sig til næste dag.

Ahri fulgte ham ivrigt, som en lille ælling efter sin ande mor. hun kiggede ukontrolerede til alle siderne, for at opsluge hele den store verden. Normalt gik hun ikke særlig langt, da der var store chancer for at hun, ville fare vild i skovene eller andre steder. Hun kunne også bedste lide at holde sig i nærheden af, de få ting hun nu kendte.
Stedet var frodigt og smukt, det virkede næsten som et eventyr for hende at gå rundt udenfor. Hun havde dog ingen sko på, hun havde aldrig haft sko på. Da det ikke lige var noget hun så behov for, hvis hun trådte på noget pev hun dog, men huden under foden var tyk så det ikke gjorde ondt at træde på sten eller grus. Dog hvis hun trådte på en torn, eller skarpe sten. Kunne hun godt finde på at hoppe væk, fra det eller op i et træ.
Deres tur var lang, det virkede helt befriende at gå på sine egne ben igen. Hvilket gjorde at hun engang i mellem bare løb, løb langt væk fra Ancalagon. dog stoppede hun op, når han kun var som en skikkelse for hende, da hun heller ikke ville miste ham af syne. Engang i mellem, samlede hun ting op. Så som sten, orme og døde fugle, hvor hun proppede det op i Ancalagons ansigt. For at vise ham hvad hun fandt, med de største blå øjne, og det største smil på sine læber.
Da de kom til en sø, vaskede hun dog sine hænder. Hun hadede vand, men var vantil at vaske sine hænder, efter at røre ved orme. Hvis hun ikke gjorde det, ville den slimede følelse fra ormen forblive på hendes hænder, hvilket hun ikke brød sig særlig meget om.
Hun gned hovedet blidt op af Ancalagons arm, da han kløede hendes øre kort. Hvorefter han smed sig i noget gras, kort kiggede hun forvirrede på ham. Men forstod hurtigt hans hentydning, om at de skulle overnatte her. Hun kiggede omkring sig, for at lede efter noget varmt. Da aften virkede koldere end hun huskede dem, hun rystede kort, inden hun lagde sig ned ved Ancalagons side. med en hånd på hans brystkasse, og halen omkring hendes hofte og lidt over Ancalagons hofte. Ørene var kørt tilbage, mens hovedet lå på hans skulder. Hans krop var varm, dog ikke stor nok til at kunne varme hele hendes krop op! Hun klingede sig derfor op af ham.
Da de begge var faldet i søvn, lød der folk omkring dem, roligt åbnede Ahri sine øjne. Da en person pludselig trak i hendes sorte øre, så hun vågnede med et sæt. Et forskrækkede skrig slap hendes læber, hvor hun satte sig op hurtigt. Folkene trådte væk, det var for mørkt til at se deres ansigtet. Hvilket fik Ahri til at hoppe over Ancalagon og gemme sig bag ham, endnu engang kunne hun mærke kulden, månen var dækket af skyer, som bevægede sig langsomt over himlen.
Det var omkring to personer, som nu stod og hviskede til hinanden. Mens Ahri hvæste af dem, kun for at virke farlig. I virkeligheden var hun skræmt, bange for at vide hvem der var foran hende. man kunne aldrig vide om det var denne farlige mand, som havde holdt hende fanget!