Please dont hurt me ~ Sirtimm

Han smilede roligt til hende. Hun var nevøs men med det liv hun sikkert har haft så kunne han godt forstå hende. Han ville blot se om han kunne få hende til at snakke mere til at starte med.
Han smilede da hun sagde hun gerne ville se stedet. Han sagde roligt til hende " Bare rolig. Du skal ikke være nevøs for når vi tager der ud. Men det skal være mens månen lyser rigtigt fordi så er det smukkest når det rammer rigtigt " Han grinte kort da hun sagde tak for at han ville bruge tid på hende " Tro mig. Jeg ved at du kan være en meget dygtig hjælper og kan få det meget nemmere hvis du lære nogle af de besale ting her í livet. Det er ikke noget du skal takke for. Jeg vil der i mod glæde mig til at vi kan bruge lidt tid sammen på andet end at se dig være bange for mig. Jeg gør dig nemmelig ikke noget " Da han så hende kigge ned smilede han svagt. Han tænkte kort *Hun har været mishandlet med regler åbenbart...stakkels pige*
Da hun sagde virkelig til hvad han sagde grinte han kort og sagde " Ja. Jeg mener det skam. Du får mig til at smile og føle mig levende. Tro mig. Jeg smiler normalt aldrig men du er som et lille lys af liv i disse døde og ødelagte gange "
Hun spurte ham hvorfor sagde han " Fordi du fortjener hjælp. Du har været udsat for et helved som ingen anden fortjener. Du fortjener et godt liv. Jeg ved du ikke tror på det. Men jeg kan mærke på dig at du ikke er en dårlig person på nogle som helst måde. Og hvis jeg havde kendt dig for mange år siden havde jeg fået dig væk fra det monster der havde dig og givet dig et ordenligt liv. Men nu kender du måske ikke noget til frihed...Heh. Med tiden skal du nok lære det. Ellers ved jeg at jeg har et par bøger du kan låne med tiden og læse. De måske bedre til at forklare den slags end jeg er. Jeg har aldrig haft en dat..." han skyndte sig at lukke sine ord og sige " Øh.. glem hvad jeg sagde tilsidst heh..." Han kiggede væk og vidste at han havde dummet sig.

Da de kom til værelset og hun sagde hun ville gerne bede om en støre seng. Han smilede og sagde " Nej slet ikke. Du er mere end velkommen til at få en. Vi kan gå ud og finde dig en seng du godt kan lide når du vil. Det glæder mig at du godt kan lide dit værelse. Du er velkommen til at få lidt alene tid på det og udforske det hvis det er du gerne vil. Du kan også låse døren hvis du ikke føler dig tryg når du er på dit værelse. Jeg skal lige hente nogle penge så kan vi gå ud og kigge på en seng. Og bare rolig. Du skal ikke tænke på hvor meget noget vil koste. Jeg har massere af penge som bare venter på at en ung og sød pige som du kommer og finder noget hun gerne vil have " Han smilede og sagde " Du må gerne komme med mig hvis du vil. Men så skal du bare lukke din dør. Det er den enste regl der er for dit værelse. Det betyder nemmelig at det er taget og så kommer der ikke nogle der ind "

Han smilede og ventede på hvad hun ville. Om hun ville undersøge eller gå med ham.

Hun lyttede til det han sagde til hende, om at månen først sku stå rigtigt så dens lys ramte rigtigt og alt sådan noget. Da han så valgte at grine krympede hun en hel del, og prøvede at gøre sig mindre. Hun kunne ikke lide folk grinede da hun troede de grinede af hende. Dog så hun svagt på ham, da han sagde hun godt kunne blive en dygtig hjælper. Mente han virkelig det? "mener du virkelig det?" spurgte hun og det var tydeligt på hendes stemme, at hun ikke troede på ham. Hun vil nok altid havde svært ved at stole på folk, efter det der var sket med hende. Og hun tvivlede på, at han kunne lave om på det.

Hun forstod ikke helt at det han sagde passede, med at han næsten aldrig silede. Sådan virkede han i hvert fald ikke nu. Og hun syntes heller ikke han havde ret i, at hun fortjente hjælp. Hun havde været en ulydig slave, som var stukket af fra sin herre, så hun fortjente da ikke at blive hjulpet. "Du vil har trodset min Herre for at hjælpe en sølle slave som mig?" spurgte hun vantro. Hun så sig stadig som bare en slave. Hun følte sig nemlig ikke fir. Hun så lidt efter meget forvirret på ham da han stoppede midt i et ord. Skulle han lige til at kalde hende for hans datter? Eller var det bare hende der troede noget forkert? "Ser du mig som din dat..." hun stoppede selv midt i det, da det nok var upassende for hende at spørge om det. Hvis han gjorde det, kunne hun langt fra fatte det.

Hun smilede svagt da han sagde hun gerne måtte få en større seng. Hun var ikke vant til alt det her. Det føltes mærkeligt at blive behandlet sådan her. Og hun fattede ikke hvorfor han var så sød imod hende. Hun rystede på hovedet da han sagde hun gerne måtte få noget alene tid på det. Det havde hun ikke brug for. Hun vil ikke være alene. Da han sagde hun gerne måtte komme med smilede hun svagt. Hun gik med ham og lukkede døren til værelset som han sagde hun skulle, og fulgte så efter ham.

Han så hun krympede af at han grinte. Han stoppede roligt og sagde " Undskyld. Jeg grinte ikke af dig. Jeg grinte blot pga. jeg ved den skønhed der venter og den ro der er ved stedet. Jeg grinte blot fordi jeg håber at du vil kunne lide stedet lige så meget som jeg kan. Det var ikke pga. dig jeg grinte. Bare rolig. Du har intet gjort forkert "
Da hun spurte om han mente at hun kunne blive en god hjælper sagde han " Ja. Jeg er meget sikker på at du vil blive den største hjælp på hospitalet af os alle "

Han smilede roligt til hende og sagde " Grunden til jeg smiler så meget er pga. du får mig til det. Du glæder mig meget. Ser du.. Du minder mig om noget jeg altid har ønsket mig men aldrig har kunne få. Ikke en slave men en..." Han skulle til at sige ordet men kunne ikke. Han ville ikke skræmme hende væk eller gøre hende utryg. Hun skulle først være sikker på hun gerne ville være på hospitalet ellers ville han gerne hjælpe hende med at finde hendes eget sted. Han rystede med hovdet da hun snakkede. Han lyttede og sagde " Ja jeg ville. Jeg ville ha købt dig hvis det var den enste måde jeg kunne få dig fri på. Men jeg ville ikke beholde dig som en slave. Jeg ville gøre dig fri. Jeg mener ikke man skal eje en andens person liv. Ver person er fri til at leve deres liv. Med mindre de selv ønsker at leve deres liv under en andens ordre " Da hun spurte om han så hende som en " dat "vidste han godt hun mente datter. Han smilede svagt og han skulle til at nikke men lod vær. Han valgte blot at smile og håbe hun forstod han ikke kunne fortælle hende det.

Han så hendes lille smil og blev glad ved det. Da hun lukkede døren tog han og bukkede foran hende og tog en lille snor og satte igennem hendes nøgle. Han lagde snoren i hendes hånd og sagde " Du kan hænge den rundt om din hals vis du vil. Så ved du altid hvor du har den " Han smilede og rejste sig op og gik langsomt så hun kunne følge med. De gik ud af hospitalet og ned af gaderne. Han gik ind i en butik og købte noget at drikke til dem. Han sagde til manden " Lad mig også få en af dem der. Jeg er sikker på at min nye medhjælper gerne vil have lidt sødt mens vi går " Manden smilede og gav Timm en lille pose. Derfra gik de ud og Timm sagde med et lille smil " Her. Noget rent vand at drikke. Og her. Jeg ved ikke om du ved hvad dette er men dette er noget sødt. Det hedder et slik æble. Det er et æble men uden på er der flydende karamel. Jeg ved ikke om du kan lide det men hvis du kan så er det din. Kom. Butikken med din nye seng er ikke så langt væk herfra. Og sig til hvis du bliver træt i benene okay ? " Han smilede og bukkede så han var i hendes højde og gav hende den lille pind med æblet i sig og håbede hun ville tage i mod det. Han tænkte for sig selv *Gad vide hvor meget den stakkel er gået glip af... Hvis hun vil kunne hun få en bamse. Men først og fremmest en ny seng. Men tænk... efter alle de år så har jeg endelig en jeg kan bruge pengene på. Det enste mine penge går til er jo blod og jeg har en masse. Så det rart at kunne bruge dem på en som kan få godt af dem*

Hun var ikke speciel tryg ved når der blev grint. For det var næsten altid over hende var hun sikker på. Dog ikke ifølge Timm. Ifølge ham grinte han grundet han vidste der ventede dem en ro ved stedet, og fordi han åbenbart håbede hun kunne lide stedet. Var det ikke lige meget om hun kunne lide stedet? Hendes mening havde jo ingen betydning alligevel. Eller det var hvad hun var vokset op med. Selvom han prøvede at berolige hende, var hun stadig nervøs over at han havde grint. Og det resulterede i, at hun meget svagt og nervøst bed sig i løben af det. Og mente han virkelig det? At hun intet havde gjort forkert? Ifølge hende selv gjorde hun tit fejl hun burde blive straffet for.
Dog kom der et lille smil frem på hendes læber, da Timm sagde, at han var sikker på, at hun vil blive en god hjælp, og endda den største hjælp på hospitalet. ”Øm..” hun vil spørge ham om noget, men var usikker på, om hun burde lade være. Det burde hun nok. Derfor så hun også bare ned i jorden. Men efter kort tid kunne hun ikke lade vær at spørge alligevel. ”Bor du selv på hospitalet her, eller har du et andet hjem?” vil hun gerne vide.

Da han begyndte at snakke, lyttede hun til det han sagde. At hun fik ham til at smile. Var det virkelig sandt? Hvordan kunne hun få ham til det så meget? Eller var det et ondt smil? Et der betød at han gemte på et eller andet? Dog virkede det ikke til at være sådan, men snare venligt smil. Men hun kunne jo tage fejl af det. Af ham. Hun lagde svagt hovedet på skrå, da han snakkede. ”En hvad?” ville hun vide. Dog var hun ikke sikker på, at han lige gad fortælle hende hvad det var han havde ment.
Et lavt suk undslap hende kort efter. Hans svar til det hun før havde sagt undrede hende stadig en del. Hvorfor i alverden ville han have købt hende, blot for at sætte hende fri? Det var jo ikke det meningen var med at blive købt? Blot for at blive sat fri? Hun vil nok aldrig lære at forstå det, da hun så længe havde været en slave, at tanken om nogle vil købe hende, blot for at sætte hende fri igen, for hende var surrealistisk. Han meninger var mærkelige. Hun havde ikke stødt på nogle, som havde ment det han nu stod og sagde. ”Me.. mener du det?” der var underen i hendes stemme over det.

Efter hun havde spurt ham, om han så hende som sin datter, så hun ned i jorden igen. Hun vidste ikke hvad hun håbede på. Om hun håbede han virkelig så hende som en, eller ikke. I bund og grund var han jo ikke hendes far eller noget i den stil. Så var det ikke en smule mærkeligt han så hende som det, hvis han da gjorde?
Da han stadig ikke havde svaret hende efter noget tid, så hun forsigtigt op på ham, og opdagede hurtigt at han smilede til hende? Men hvorfor? Det var utroligt så meget han smilede.

Efter hun havde lukket døren til sit værelse, så hun på Timm som bukkede foran hende. Hun bed sig i læben af det. Fattede ikke hvorfor han gjorde det. Alle de ting han gjorde, gjorde hende utilpas da hun ikke var vant til det på nogle måde. Hun betragtede ham, som han satte snor i nøglen, så hun nu kunne have den om halsen. ”Tak” sagde hun stille da han gav hende nøglen som hun hang om halsen, da det var nemmest. Da han begyndte at gå, skyndte hun sig hurtigt med ham. Følte sig ikke tryg her, men dog en smule mere når hun var i nærheden af Timm.

Hun sukkede da de kom ud, og indåndede den kølige luft. Hun smilede af det, at være ude. Hun elskede det næsten altid, da hun så sjældent havde været ude før. Hun fulgte med ind i en butik, og var nu mere nervøs da der var andre om hende. Hun blev dog med Timm, og lyttede til det han sagde. Hun anede ikke hvad det var han ville købe hende. Noget sødt? Hun havde ingen ide om hvad det var da hun aldrig havde smagt det før. Hun fulgte igen med ud, og tog imod vandet som han rakte til hende. ”Tak” sagde hun stille, og så så på æblet han rakte hende. Hun tog det og så på det lidt. Hun blev nysgerrig på, hvordan det mon smagte, men burde nok vente med at smage det, til efter de havde set på sengen? Burde hun ikke? Hun så på Timm for at se hvad han syntes.
Da han sagde, at han skulle sige til hvis hun blev træt i benene, nikkede hun af det. ”Skal jeg nok.” sagde hun, og bed sig i læben. Nervøs for hvad der vil ske, hvis hun ikke sagde det. Mon han kunne finde ud af det, hvis hun ikke sagde det? Dog vil hun ikke tage chancen og se ad. Hun skulle skam nok fortælle ham det, hvis det var.

Han kiggede på hende og så han gjorde hende nevøs. Hans smil faldt kort og han prøvede at lade vær med at smile selvom det var svært. Da hun sagde " Øm " kiggede han bare på hende og troede hun ville sige noget men intet kom. Han kiggede bare væk igen da hun intet sagde. Han blev dog overrasket over at hun spurte ham bagefter. Han kiggede lidt ned i jorden og sagde " Ja jeg har et hjem. Men.. Det er så længe siden at jeg har været der at jeg ikke helt ved hvor støvet eller beskidt det er. Men hvis det er så kan vi godt prøve at besøge det en dag ? Stedet jeg skal vise dig ligger ikke så langt fra. Så vi kan kigge på mit gammle hjem hvis du gerne vil ? " Han sendte hende et lille smil.

Da hun spurte ham " En hvad " så smilede han svagt. Han sagde ganske stille og lavt " Jeg ser dig som en datter..." Han fik en lille tåre i øjet men tørede den væk hurtigt og kiggede på Lydia.
Han kiggede og så forviring i hendes øjne. Da hun spurte om han mente det sagde han roligt " Ja. Jeg ville aldrig kunne leve med mig selv hvis jeg havde mødt dig før i tiden. Og jeg ville befrie dig med det samme. Du fortjener ikke det liv du har været udsat for. Der i mod fortjener du et liv med glæde og lykke. Jeg ved du ikke tror mig lige nu. Men en skønne dag så vil du forstå mig. Det er jeg sikker på du vil "

Han så hun bed sig i læben igen og tænkte *Gad vide...* Han så hun løb langsomt efter og prøvede at gå langsommere for hendes skyld.

Han hørte hende sukke og så hvordan hun nød at være ude. Han smilede og tænke hvordan det måtte være at kunne mærke den kølige luft ramme sin hud. Han sukkede svagt og gik langsomt ud sammen med Lydia. Han så hendes udtryk da hun sagde tak. Han smilede svagt til hende og nikkede blot om at hun kunne smage det hvis hun ville. Valget var dog op til hende. Han gik over i en anden butik og sagde " Godaften. Vi søger en dobbel seng til denne unge dame. Prisen er intet problem. Jeg er villig til at betale dyrt så længe sengen er i god kvalitet og at man kan sove meget godt i den. Hun har fortjent det bedste af det bedste " Manden kiggede hurtigt på Lydia og nikkede. Han pegede over på en dør. Timm åbnede døren og så en masse store og meget flotte dobbel senge. Timm smilede til Lydia og sagde " Bare kom. Du kan selv få lov til at vælge den seng du bedst kan lide. Der er ingen seng der er for dyr. Du skal bare vælge helt ærligt den seng du fortrækker mest. Men hvis du ser 2 senge du kan lide så sig endelig til og fortæl mig hvilke 2 det er. Så skal jeg nok høre om man kan gøre noget for det " Han smilede kort til Lydia og tog en lille pose op af lommen og holdt i sin hånd. Han løftede den kort op og ned og sagde for sig selv " Der burde være..."

Han rystede på hovdet og kiggede på manden der blot smilede venligt til Lydia. Han sagde " Hun ser sød ud. Er det din datter ? " Spørgsmålet ramte Timm som en knytnævne. Han ville gerne svare ja men ville nødigt skræmme Lydia så han smilede blot og sagde " Jeg tror jeg vil lade hende svare " Han panikkede og opdagede først bag efter hvad det var han havde sagt.

Hun så han prøvede ikke at smile for hendes skyld. ”Det… det okay du smiler… du behøver ikk skjul det.. for min skyld.” sagde hun i en lav nervøs stemme. Hun blev mere nervøs da han så på hende, og så væk igen lidt efter. Hun burde have sagt mere lige med det samme, og ikke ha ventet så længe med det. For hun kunne se, at han blev overrasket over, at hun spurgte der efter noget tid, og ikke før da hun havde sagt noget. Og han virkede forsigtig med at snakke om det? Eller var det bare hende? Men han havde et andet hjem end hospitalet. Lydia nikkede til det. Det var okay hvis det var støvet vel. Hun var vant til noget meget værere end støv, men hun sagde det ikke. Da han kort efter fortalte, at stedet han vil vise ikke lå så langt fra hans hjem, og han så spurgte om hun vil se huset efter, nikkede hun til svar. ”Jeg vil gerne se dit hjem hvis jeg må.” sagde hun stille.

Hun blev let urolig da hun så tåren i hans øje, efter han havde sagt han så hende som en datter. Hun forstod ikke at han så hende som en datter. Hvordan kunne nogle se hende som en datter? Hun var en sølle slave der ingen familie havde og intet var værd. Men hun undrede sig lidt. Havde Timm mon haft en datter før, eller ønskede han en? ”Hvordan kan du se mig som din datter? Jeg forstår det ikke.” sagde hun stille, og så ned i jorden.
Da hun hørte det næste han sagde, kunne hun ikke helt følge ham. Fattede ikke hvorfor han vil ha hjulpet hende, men hun stolede på ham af en eller anden grund. Men havde hun virkelig fortjent et lykkeligt liv som han sagde? Hun mente det ikke selv i hvert fald.

Da hun havde fået æblet så hun, at hun fik lov til at smage det. Hun smilede over det, og slikkede en enkelt gang på det. Det smagte mærkeligt? Hun havde aldrig smagt noget lignende før. Dog selvom det smagte godt, tvang hun sig til ikke at spise det nu. Ikke før de havde været i butiken. Hun fulgte med til butiken, og stod bare og lyttede med uden at sige noget, og så ned i jorden. Sørgede fr ikke at se på nogle. Meget typisk en slave, og da hun jo havde været en mange år, var det naturligt for hende at opføre sig sådan. Hun lod Timm snakke, også mest fordi hun ikke selv vil ane hvordan hun skulle bære sig ad med det.
Hun fulgte med ind af døren de blev vist, og så alle sengene. Hun så rundt, og anede ikke hvad hun skulle vælge for en seng. Hun så op på Timm og så på alle sengene igen. Hvordan skulle hun dog vælge mellem dem? Hun fik dog kort efter øje på en okay stor seng, som hun syntes om. Hun pegede over på den. ”Jeg kan meget godt lide den der” mumlede hun lavt. Hun var stadig ikke vant til at få hvad hun vil, og var ikke helt sikker på, hvad hun syntes om det dog.
Hun så på Timm undrende. Han vil ha hun skulle svare på det spørgsmål? Øh. Hun begyndte at bakke nogle få skridt, og anede ikke hvad hun skulle sige eller gøre, og valgte i stedet at se ned i jorden uden at svare på det. Det var det eneste hun kunne komme på at gøre.

Han smilede svagt til hendes nevøsitet og sagde roligt " Det må du godt. Det blot lang tid siden jeg selv har været der. Jeg har altid arbejdet og tilsidst glemte jeg at jeg havde et hus at være i og slappe af. Men jeg havde aldrig en grund til at skulle slappe af før jeg mødte dig Lydia. Det er langt fra dårligt. Det blot sjovt at tænke på syntes jeg at en som du skulle minde mig om jeg havde et hjem "

Da hun spurte hvordan han så hende som en datter faldt hans smil svagt og en lille tåre kom. Han sagde " Fordi.. Jeg har ikke altid været en læge ser du.. Jeg var engang arbejdsløs men havde fundet en utrolig smuk kvinde. Hun var hele mit liv ser du.. Jeg elskede hende og hun elskede mig. Så vi besluttede os tilsidst at vi skulle få et barn. At blive en familie. Men...da jeg en dag kom hjem og ville fortælle hende jeg var blevet optaget på hospitalet hvor jeg arbejder nu...jeg kom hjem til hende men et andet syn mødte mig.... Hun havde skrevet et brev at smerten ved at leve var blevet for stor så hun havde valgt at...hun valgte at forlade mig " En tåre løb ned og ramte jorden. Han tørrede sine øjne og sagde " Så ser du...jeg ser dig som en datter...fordi jeg aldrig kunne få en selv... Jeg ved godt det lyder latterligt og du kan sikkert ikke forstå hvorfor eller hvordan men...det er også svært at forklare undskyld " Han tørrede sine øjne igen og håbede han en dag kunne forklare Lydia sandheden om at hun ikke havde valgt at forlade ham men havde taget sit eget liv. Han kiggede på Lydia og smilede svagt til hende.

Timm så ud af sine briller Lydia ofte kiggede væk og når andre kom kiggede hun den modsatte vej. Han kunne fornemme hendes frygt. Han tænkte *Gad vide om jeg kan hjælpe hende med at få noget selvtillid tilbage mens jeg hjælper hende med at forstå hun ikke længere er en slave*

Da de kom ind i butkken smilede Timm til Lydia da hun pegede på en seng. Han smilede og skrev ned i sin lille bog. Han sagde " Okay. Så får du den seng. Er der nogle andre ting du godt kan lide mens vi er her ? Det vil sige puder, bestemte farve dyner, alt. Intet er for dyrt og hvis du finder noget du kan lide skal du bare sige til " Da Timm så Lydia bakkede tilbage sagde han til manden " Hun er min pleje datter. Hun kom fra et dårligt hjem så jeg har valgt at forkæle hende lidt " Manden kiggede først på Lydia og så over på Timm og nikkede. Manden forstod godt hvor dårligt børn skulle have det for at de blev sat til en anden  " familie " Timm sagde " Den seng der over. Den mellem store. Den skal vi have sent til Angerforge District Hospital. Blot sæt den inden for så skal jeg nok få den over til hvor den skal hen når det er " Manden nikkede og gjorde tegn til 2 andre der arbejder i butikken som gik ud af en dør og forsvandt for at hente og bringe sengen.

Timm sagde roligt til Lydia " Undskyld. Jeg skulle ha tænkt mig om før jeg ville have du skulle svare. Jeg ved du stadig er sky for at snakke med folk. Kan du tilgive min fejl ? "

Hun lyttede blot til det som han fortalte hende uden at sige noget til det. Også da han fortalte sin historie om sin kone. Hun blev trist over hans historie, og så ned i jorden mens hun bed sig i læben. ”Det jeg ked af” mumlede hun stille.

Da hun havde valgt sengen hørte hun hans spørgsmål, og bed sig i læben af det. Hun havde det ikke godt med det her for at være ærlig. Hun kiggede kort rundt, men intet fangede hendes opmærksomhed andet end en bamse. Dog var hun ikke for stor til sådan en? Men hun havde aldrig rigtig haft en dog. Hun pegede mod den meget kort. ”Må… må jeg få den ogs?” spurgte hun med en forsigtig stemme.
Hun hørte det han sagde til ekspedienten men sagde ikke selv noget til det. Hun betragtede kort de 2 mænd som forsvandt ud af døren, inden hun igen så på Timm. Hun hørte det han sagde. ”Det… det okay”

Da de var færdige i butikken og gik ud der fra, fulgte hun efter Timm. Hun så ned i jorden mens hun gik, dog så hun af en eller anden grund op kort, og fik øje på en som hun desværre kendte. Lydia stivnede med det samme, og åbenbart kunne manden fornemme hendes blik på sig, da han så over mod hende. Han genkendte hende med det samme, og hans ansigt ændrede sig til et rasende udtryk. Han gik hurtigt over til hende med lange skridt. Lydia turde ikke gøre andet end blive stående, og da han kom over vidste hun hvad vil komme. Hun lukkede derfor hårdt øjnene i da hun mærkede den syngende lussing som fik hende til at vælde om på jorden. ”Hvad fanden bilder du dig lige ind tøs? Kan du så komme op at stå igen!” nærmest råbte han af rasering. Meget hurtigt kom Lydia på benene mens hun hele tiden så ned i jorden. ”Undskyld” mumlede hun lavt. Dog var manden ikke tilfreds. ”Sig mig hvor er dine manere henne af? Har du glemt så meget på den korte tid?” kom det nu fra ham. Lydia så lige på ham, og man kunne tydeligt se hendes frygt for denne mand her. ”Undskyld Herre.” sagde hun med en høj stemme. Manden smilede af hende. ”Godt min tøs” kom det fra ham af.

Timm smilede ganske kort og sagde " Det okay. Der var ikke noget man kunne gøre "

Da hun pegede på bamsen sagde han roligt " Selvfølgelig. Du må hjertens gerne få den bamse hvis du vil " Han smilede til hende og gjorde tegn til hun godt måtte tage den med sig.

Timm stoppede op og så det der skete med Lydia. Han kunne fornemme frygten i hendes hjerte og vendte sig om og så manden. Han slog hende og Timm kunne ikke forstå sine egne øjne. Da Lydia sagde " Undskyld Herre " forstod han. Timm knyttede sin næve og åbnede den kort igen. Han lagde sin hånd på manden og sagde " Undskyld mig. Jeg vil bede dig lade vær med at slå på min datter og det er med det samme. Jeg kan dog regne ud hvem du er og hvad du ønsker. Dog vil jeg nødigt have til at skulle til at bruge vold. Jeg er sikker på at vi kan finde ud af en aftale angående hende og det som kræves for hendes frihed "

Timm gjorde sig klar til at blive slået eller tilmed blive stukket med en kniv hvis han gik med en. Dog ville Timm ikke lade Lydia komme væk fra ham og ville beskytte hende og gøre alt for at hun var fri for hendes gammle herre. Timm tog sin hånd ind i sin jakke og holdt fast på en lille skalpel han gik med hvis han fik brug for at hjælpe nogle andre uden for sygehuset. Dog havde han ikke lyst til at bruge den i mod hendes gammle herre men han ville ikke lade Lydia blive mishandlet igen.

Han tog hurtigt fat om Lydias håndled, med et hårdt greb, og en let lyd af smerte undslap Lydia. Dog prøvede hun at undertrykke lyden så den ikke var så høj. Manden kneb øjnene sammen til en smal streg af hendes piven. ”så ondt gør det da næppe?” sagde han. Lydia skyndte sig at svare. ”Nej Herre. Undskyld jeg kom med lyden. Det sker ikke igen. Jeg lover det. Please ikke straf mig.” Dette fik manden til at grine over hende. ”Ikke straffe dig? Tror du jeg er dum? Du stak af fra mig, og fortjæner en straf.” Lydia så ned i jorden. ”Ja Herre. Du har ret. Straf mig for at være ulydig.” Han smilede over det. ”Du vil ikke slippe for det.” sagde han.

Da Timm kom der over, så Lydia ikke op på ham, men blev ved med at se ned i jorden. Manden der imod så på ham, og var ikke specielt glad. ”Din datter? Ha må jeg være fri. Jeg kender udmærket tøsen forældre. De gav hende til mig. Hun er min, men stak af og jeg sys blot du burde passe dig selv, og lade mig håndtere min slave her.” sagde han, og gjorde sig fri fra Timm af. ”Og hun er ikke til salg. Ikke så længe hun ikke er en god slave som gør hvad man siger, og som ikke stikker af fra en.” sagde han, og så på Lydia. ”Kom med” sagde han og begynde at gå, og trække Lydia med sig.

Timm tog fat i manden igen og så vredt på ham. Han sagde med en fast stemme " Lyt rigtig godt efter. Jeg er ligeglad hvad hendes forældre har gjort før i tiden og vil gøre. Lydia er ikke en slave. Hun har aldrig været det. Så jeg vil forslå dig at du lader hende gå nu og så vil der ikke ske mere herfra. Dog hvis du kræver betaling kan det lade sig gøre. Jeg kan se hvilket slags du er. Du er en forhandler af liv. Du er uden hjerte for andre end dig selv og rigdom. Så lad hende gå og så kan jeg betale dig i det du har mere brug for en penge. Men vælger du at trække hende væk fra dig vil jeg ikke tøve med at bruge alle midler for at få min datter tilbage. Og jeg mener alle midler " Timm tog fat om kniven og gjorde sig klar. Han ville ikke lade Lydia komme væk til et helved igen. Og han ville bruge alle midler som læge for at få hende tilbage. Han kendte udmærket dæmoners svaghedder og vidste at de havde de samme problemer som vampyrene. Forskellen er at Timm ville offre sig for at redde Lydia fra sin grufulde skæbne.

Manden så vredt på Timms hånd, da han stoppede ham. Han fjernede den vredt fra sin skulder. ”Du skal ikke røger mig, forstået?” sagde han med en hård tone i sin stemme. Dog hørte han det som Timm sagde. Dog var han ikke interesseret i det specielt. ”Hvad vil du tilbyde for den her møgtøs her, som intet rigtigt kan finde ud af?” spurgte han, og havde ikke sluppet Lydia som stod og så ned i jorden lige nu. ”Og tøsen her har brug for hårde og faste rammer, og noget siger mig du er for blød til en slave som hende.” sagde han. Han vil helst ikke af med Lydia. Han havde købt hende og haft hende det meste af hendes liv.

Timm sagde " Jeg er en vampyr. Jeg har selv brug for blod til at leve. Jeg bor på mit arbejde så jeg har aldrig haft brug for at betale for mit hus. Jeg bliver betalt men betaler intet selv så jeg har penge. Mange penge som jeg har brug på blod. Jeg har flere hundrede liter blod. Og jeg kan skaffe meget mere i nu. Jeg kan tilbyde dig blod til over 100 år og betale dig mere guld for hende end du vil mene hun er værd. Men for mig er hun meget værd. Og ja hun har brug for faste ramme der er vi begge enige i. Mine forgår dog på min måde. Ikke igennem smerte men igennem en måde som mange vil finde en støre smerte og pinsel. Nemmelig opgaver og pligter. Disiplin. Du skal ikke tro blot fordi jeg er hvad jeg er at jeg ikke kan være hård. Men vi kan gå til mit kontor og så kan vi forhandle den pris du vil sige er fair for hende. Og så er jeg sikker på at vi kan komme til en aftale. For jeg forlader ikke Lydia. Dog kræver du slaver kan jeg tilbyde dig patienter. Jeg har intet hjerte for dem. Du kan gøre med dem som du vil. Men Lydia er ikke en du kan kræve fra mig " Timm så vredt på manden og nægtede at lade manden gå med hende.

Han stod og lyttede til det som Timm fortalte, og stod og overvejede det. Dog holde han stadig kraftigt øje med Lydia, da hun ikke skulle lave den mindste fejl inden han vil være over hende. ”Du kan tilbyde meget kan jeg se. Dog ved jeg ikke om det er nok for den tøs. Hun er mit ansvar. Hun er min til jeg får noget for hende. Dog ved jeg ikke endnu hvad jeg vil have, men laver hun den mindste fejl, straffer jeg hende da hun stadig er min.” Mens han sagde det sidste, så han lige på Lydia for at understrege det med straf. Dette fik Lydia til at krympe sig. Hun vil ikke straffes, og hun så lige ned i jorden, og lod vær med at se på nogle af dem. Hun ønskede sig væk her fra. Ønskede at han aldrig havde fundet hende. Men selvfølelig skulle han finde hende. Hun hadede ham virkelig for det.
Manden så igen på Timm, og nikkede så stille. ”Men fint. Vi kan gå til dit kontor og snakke. Dog bestemmer jeg over tøsen imens. Forstået? Hun er stadig min” Han nægtede at lade Timm bestemme over Lydia før hun tilhørte ham. Han tvivlede også på, at Timm kunne klare Lydia på den rette måde.

Timm kiggede vredt på manden men sagde " I orden. Intil vidre er hun din. Dog vil jeg ikke give op til hun er min. Og jeg er villig til at betale med meget mere end du tror " Timm førte vejen an til hospitalet og åbnede dørene. Han snakkede kort med nogle af de andre læger og sygeplejsker der var og pegede over på Lydia og hendes herre. Han førte vejen intil hans kontor. Lugten var af blod fyldte rummet. Der var en enkelt vindue som førte ud til gaden. Der lå en masse papire på hans skrivebord og der var et enkelt glas med blod i. Timm tog 2 stole frem så de kunne sidde og sagde " Her " Fortæl mig. Hvad er det du ønsker for hende ? Blod ? Penge ? Andre slaver ? Fortæl og jeg ved at vi kan komme frem til en beslutning. Dog skulle du ønske medicin så kan det også skaffes. Jeg villig til at gå langt for at hjælpe Lydia. Og hvordan jeg hjælper hende er ikke sagen ved. Det der kommer sagen ved er hvad du vil have for hende. Så nævn. Fordi ingen forlader dette rum intil da " Timm pegede over på sin dør og sagde " Prøver i at forlade døren inden jeg siger gode for det så vil i blive bedøvet af de andre. Og tro mig. Det er ikke kun vores slags som arbejder her. Vampyre, dæmoner, varulve, engle. Alle slags arbejder her. Og vi skyr ingen midler for at hjælpe hindanden. Så lad os starte med at sætte os ned og tage et glas. Lydia kan få noget vand. Og fortæl mig så. Hvad ønsker du for hende ? " Timm nægtede at lade Lydia blive taget fra ham og han vidste at de andre læger ikke ville kunne holde en dæmon nede alle sammen. Men det ville kunne give ham tid nok til at tage Lydia og løbe væk med hende. Han havde allerede lagt planer for alt og ventede blot på et svar fra hendes Herre.

Lydias Herre smilede over det Timm sagde. Lydia var jo stadig hans til Timm en gang købte hende, og han kunne pt bestemme helt over hende, og få hende til ting, som Timm nok ikke vil syntes om, at han fik hende til. Lydia stod lige nu bare og så ned i jorden, og var for nervøs til at se op på nogle af dem. Hun vil gerne bare forsvinde, men der var ingen mulighed for det. Manden fulgte med Timm da han begynde at gå, og Lydia fulgte noget usikkert med.

De fulgte begge med ham, over til hospitalet, og Lydias Herre holde hele tiden et diskret øje med Lydia, uden at Timm vil ligge mærke til det. Lydia vidste at han hele tiden havde øje på hende når han var hos hende, så hun turde ikke prøve gøre noget. De fulgte med ind på kontoret, og Lydias Herre satte sig på en af stolene. Lydia så ned og bed sig nervøst i læben. Hun satte sig ned på gulvet, da hun vidste det var det hendes herre ville have hende til. Hun så ned i jorden og sagde intet. Hendes herre så på hende, og smilede over hende. Han så op på Timm, og var ikke sikker på, hvad han ville have for Lydia. Han havde jo brugt flere år på at gøre hende lydig. Dog havde hun stukket af, men det var bare en fejl fra hendes side. ”Jeg aner ikke hvad jeg skal have for hende. Har brugt flere år på at træne hende så hun er en god slave. Hun har ikke som sådan nogle pris, da jeg aldrig havde tænkt mig at sælge hende.” sagde han. Lydia skævede op til ham, og så hans blik som hun vidste hvad betød. Hun rørte nervøst på sig, da hun ikke ville gøre det her, som hans blik betød. Hurtigt så hun på ham igen, og så hans nu let hårde blik på hende. Hun blev nødt til det. At gøre hvad han sagde da hun stadig var hans. Dog havde hun ikke lyst, da Timm var i samme rum, og han ikke så hende på den måde, men hendes Herre vil blive sur på hende over det. Meget forsigtigt kravlede hun over til sin Herre, og man kunne se hun var nervøs. ”Kom så tøs, ikke vær sådan” Hun bed sig i læben, og tog en dyb indånding, inden hun lukkede sin Herres bukser op og fandt hans pik frem, da hun ikke ville straffes. Hun vidste hvor hård han kunne være, hvis han vil straffe hende. Da hun tøvede en smule for længe, tog hendes Herre fat i hendes hoved, og tvang det ned over pikken. Hun gjorde ikke modstand på nogle måde.

Timm så synet af Lydia som lod sig misbruge af sin herre. Timm knuede sin hånd og vendte sig om. Han sagde roligt for sig selv " Nej...ikke igen...ikke her...Husk dit løfte..." Han tog en dyb indånding og sagde " Det muligt du har trænet hende. Dog er der fejl i hende. En ægte slave ville aldrig turde at forlade sin herres side.
Hun respekter dig ikke. Hun frygter dig. En slave er en som gør alt uden at tøve. En som ikke er bange for en. En som har tillid til en som man kan gøre med dem som man vil. Det muligt du har trænet Lydia. Men du har ikke trænet hende godt nok. Ikke i forhold til nogle af dem jeg har. Men sig mig. Hvad er det ved Lydia du fortrækker ? Fordi det er ikke kærlighed. Det handler ikke om løftet du gav til hendes forældre heller. Nej. Det handler om noget helt andet.
Så derfor. Stop med det svinerig lige nu ellers vil jeg ikke tøve med at bede de andre om at komme. Fortæl. Er det fordi hun er en engel ? Er det fordi hun er ung ? Et barn ? Nyder du at udnytte et barn til seksuelt brug ? Nyder du tanken om at et lille barn er din slave som du kan udnytte mh ? Jeg kender din slags. I nyder smerte og blod. Dog har i en smule ære nok til ikke at voldtage børn. Men hvis det er din grund. Så er du en skændsel for alle dæmoner. Alle nat væsner. Alle os " urene " monstre "
Et bredt smil kom over Timms læber " Heh...Men på den anden side...ære...Jeg tror ikke du sælger hende. Du nyder iden om at du kan kontrolere..." Timm kiggede koldt på Lydia`s herre " Men hvis du tror du kan kontrollere mig. Så er du nød til at bruge andet end Lydia. Ja jeg holder af hende. Men hvis du tror du kan kontrollere mig. Så er du ikke velkommen på dette sted " Timm kiggede op forbi hendes herre og sagde " Fjern jer. Lad dem gå hvis han tror han kan kontrollere dette sted. " Timm satte en sprøjte foran hendes herre og sagde roligt " Her. Hvis du ikke har æren eller modet. Så lad mig. Ellers så giver du hende den sprøjte. Den er fyldt med vitaminer og andet hun har brug for hvis hun skal overleve dig. Men tro mig. Jeg skal nok finde hendes forældre. Og jeg skal nok finde dig " Timm holdt sig for hjertet og sagde " Mit hjerte slår ikke. Men det har gjort. Dit hjerte slår dæmon. Jeg glæder mig til at mærke det stoppe hvis du ikke behandler Lydia ordenligt "

Timm satte sig ned og ventede på dæmonen enten ville forklare eller forsvinde. Han ville ikke se på den slags galskab. Så ville han heller dræbe sig selv.

Lydia lukkede hårdt øjnene i og prøvede ikke at tænke på at Timm også var i rummet. Hvis hun lavede fejl, så vil hendes Herre straffe hende hårdt for det. Det var hun helt sikker på. Hun hørte dog det som Timm sagde til sin Herre, og blev med et nervøs. Hendes Herre tog det en smule mere roligt. ”Ja du har nok ret. Det var en fejl, noget jeg ikke fik trænet hende nok til. Og tro mig, den fejl kommer hun ikke til at lave igen. Hun vil altid blive fra nu af.” sagde han helt roligt. Desværre havde Lydia på fornemmelsen, at dette var sandt. Hun vil ikke turde stikke af igen hvis han straffede hende for det her. Hun håbede ikke Timm lod ham tage hende, men lige nu var hun for nervøs til ikke at gøre hvad hendes Herre sagde hun skulle. Timm vil sikkert kunne mærke hvor nervøs hun var.
Hendes herre hørte det Timm spurgte om. ”Nej hun er ikke et barn. Og en dæmon er altså ikke blød, og dem som er det, det er dem som er skændslen for dæmonerne, ikke mig.” sagde han hårdt, og så kort ned på Lydia. Han stoppede hende og hun så kort op på ham, inden hun så lige ned i jorden igen. ”Nej jeg har aldrig haft planer om at sælge hende før. For ingen ved hvordan hun skal trænes korrekt. Og det er ikke på den bløde måde som du mener. Hun skal have en hård straf når hun fejler. Ellers bliver hun hurtigt meget ulydig.” sagde han helt roligt.

Han hørte Timm bede vagterne fjerne sig, så de kunne gå hvis det var det. Han smilede over det. Havde han givet op med at få tøsen her? Han håbede dette var tilfældet. Han så dog på sprøjten som Timm gav ham. Fnyste over den. ”Den har hun ikke brug for. Hun klare sig fint uden den.” sagde han, og rejste sig. Han så ned på Lydia. ”Og hun er stadig min, da vi ikke fandt en pris på hende. Kom med tøs” sagde han, og tog fat om armen på Lydia. Hun rejste sig op uden at tøve, og se ned i jorden. Så meget kort på Timm, men fulgte så med sin Herre, selvom hun ikke havde lyst. Men hun var jo stadig hans. Om hun ville det eller ej. Og hun hadede det virkelig meget.

Timm piftede og lyden af vrede dyr og råb kom fra døren af. Timm sagde med et koldt smil " Jeg sagde lærene ville gå. Aldrig patienterne. Ser du. Jeg har været her i mange år. Jeg holder mig væk fra folk. Jeg forstår dem ikke. Selv da jeg var menneskelig forstod jeg dem ikke. Det var nok derfor jeg altid holdt mig for mig selv.. Heh. Men jeg forstod grådihedens natur. Jeg forstod lystens natur. Jeg forstod glæden for at skade. Jeg forstod dette. Da jeg selv nød det. Jeg blev mere og mere grådig for at skade. Og det gjorde jeg. " Timm trak en gammel bog frem med en masse billeder af lig, skårede kropsdele og blodigt værktøj " Timm forsatte " Dette er min fortid inden jeg blev læge. Jeg var koldhjertet ser du. Jeg havde ingen følgser for dem jeg skadet. En dag mødte jeg en pige. En skønhed. Jeg tænkte at hun var mit nyeste arbejde. Men i stede tog hun min hånd og kiggede i mine øjne. Hun forstod hvad jeg ville. Hun smilede venligt og kiggede. Jeg overvejede at stikke hende i halsen og lade hende forbløde.. men en del af mig følgte jeg skulle følge efter hende. Så det gjorde jeg. Jeg kom til en mørk gyde og blev overfaldet. Jeg vågnede op. Indsmurt i blod. Jeg var kold, træt og meget sulten. Jeg vidste hvad der var sket. Jeg vidste hvad det betød. Så jeg skyndte mig til det nærmeste bytte og spiste. Den fornemmelse...Den var himmelsk. Jeg nød inderligt at tage livet. Det var bedre end når jeg blot dræbte dem. Jeg forsatte i nogle år.. Jeg var som alle andre vampyre. Jeg drænede og drænede og tænkte ikke over hvad eller hvem det var. Intil den dag jeg så et barn. En lille dreng....Jeg var sulten..Jeg overvejede at dræbe barnet hurtigt. En smertefri død. Men jeg valgte at lade vær. Faren så mig og takkede mig for jeg lod hans dreng være. Han forklarede at han kunne give mig blod uden jeg behøvede at dræbe. Jeg tog i mod hans tilbud. Han var læge på dette hospital. Han viste mig jeg var velkommen til at få blod. Han forstod udemærket godt det var nødvenigt for mig. Så han gav mig en mulighed. En mulighed for et liv som læge. Jeg lærte hurtigt. Efter nogle år blev jeg ansat som læge på selv samme hospital. Efter nogle år mistede vi en del penge og vi blev slået sammen med et sindsyg hospital for at gøre det nemt for dig at forstå " Timm smilede skævt og kiggede på hendes herre " Patienterne på det hospital... Jeg forstod dem. Jeg forstod dem inderligt. De var som jeg var. Misforståede. Anderledes. Bange. De havde bare brug for en hånd. Jeg valgte at tage en flok af dem og træne dem. De er ikke...skal vi sige...helt friske. Men de forstår en ordre. Og de forstår hvad de skal hvis jeg beordre dem til at forhindre dig i at gå. Så sæt dig og lad os forhandle. Ellers kan du prøve at gå ud igennem den dør. Men gør du det. Så bliver du overfaldet. Nogle af patienterne er ikke friske som sagt. Og en ulykke ville kunne ske jo. Eller så har du din 3 mulighed. At du dræber mig. Og alle de andre på dette hospital. Dæmoner, vampyre, varulve, mennesker og ja. Selv engle og faldne engle. Heh. Vi har alle slags misforståede stakler her. Men hvis du dræber alle os. Så er du en meget eftersøgt person. Og så vil du først få problemer " Timms smilede voksede sig bredt så hans tænder kom frem " Så giv mig Lydia. Så får du blod, penge og slaver. Lad vær og bliv dræbt. Eller dræb og bliv jagtet for resten af din tid du er i live. Og jeg overgiver mig heller ikke uden en kamp. Så vær fornuftig. Tænk dig om. Er 1 slave dit eget liv værd ? "

Timm satte sig ned og gjorde sig klar til hvis hendes herre ville dræbe ham. Timm havde allerede lagt planer for hvordan alting skulle gå. Varulve, dæmoner, mennesker, andre vampyre. Alle havde samme metode at angribe. Hård og brutal vold. Timm tog sin kniv og holdt i sin hånd hvis han skulle få brug for den. Han kiggede på Lydia kort og kiggede koldt tilbage på hendes herre og vetede.

Da Timm piftede så Lydia på ham, og hendes herre så mod døren hvor der kom råbende lyde fra. Han så igen på Timm, og så han kolde smil, og hørte det han sagde. At han havde trænet sine patienter. Hvilken læge gjorde dog den slags? Lydia lyttede på det som Timm fortalte. Den historie havde hun aldrig hørt før. Måske fordi de ikke havde kendt hinanden specielt længe endnu. Dog blev hun bange for historien, og en smule for ham. Hun rørte uroligt på sig, men fik et strengt blik fra sin Herre som fik hende til at se ned i jorden. Hendes Herre sagde intet til alt det som Timm sagde. ”Kan du give mig slaver som er lige så gode som hende? Hun er langt fra som alle andre slaver nemlig.” Sagde han og så roligt på Lydia. ”Har jeg ikke ret tøs?” Lydia så forsigtigt op på ham, og nikkede så. ”Jo De har helt ret herre” mumlede hun. Han så strengt på hende, og hun gentog det hurtigt højre end før. Han så på Timm igen, og Lydia så ned i jorden. ”Men fint. Hvis du kan gi hende det hun har brug for, så får du hende for blod og 5000 guld. Og hvis du kan finde en slave som er lige så god som hende, så fint, så hun din. Aftale?” sagde han roligt. Han vil ikke tage chancen og miste sit liv for det her. Han så ned på hende, og smilede skævt. ”Håber du kan takle hende.”

Timms smil voksede igen da han hørte han vandt. Timm sagde roligt " Ja. Du kan selv vælge. Gå ned på afdeling 8 og sig du søger en at tage med hjem. Sig jeg har sent dig. Så kan du selv vælge den slave der passer dig bedst. Og blod skal du få. 10 liter. Og guldet " Timm trak sin skuffe ud og tog en lille pose. Han løftede den lidt op og ned og kastede til hendes herre og sagde " Her. 10.000 " og så giver du mig kontrakten på at du ejer Lydia. Og bare rolig. Hvordan jeg behandler hende er op til mig. Ikke dig. " Timm kiggede på Lydia og blinkede til hende. Han piftede igen og lyden af folk der flyttede sig fra døren kunne blive hørt. Timm så Lydia herre gå ud og døren og roligt satte sig ned. Han sagde svagt til Lydia " Du skal ikke være bange. Jeg lover at forklare dig alt når han er gået helt væk. Men jeg håber du er okay. Jeg beklager hvis jeg har skræmt dig for meget..." Timm kiggede på hende svagt og håbede hun kunne tilgive ham.

Han hørte det som Timm sagde. At han skule gå ned på afdeling 8 hvor han så kunne vælge en af dem som var der. Dog var der noget i ham som sagde at ingen af dem var som Lydia. På ingen måde. Dog nikkede han roligt. Så måtte han jo se om han kunne finde en som faldt i hans smag. Dog var han ikke tilfreds med, at det kun var 10 liter han vil få. Det var jo væk utrolig hurtigt. ”jeg skal mindst have 100 liter. Det andet er væk på ingen tid jo. Selvom det er de 100 også men det bedre end 10” sagde han roligt. Han betragtede Timm som trak en skuffe ud, og fandt en pose frem, som der sikkert var guld i. Han greb posen og hørte hvad Timm sagde. 10.000 guld. Han smilede og åbnede posen for at tjekke den. Han hørte det Timm sagde, og smilede. ”Ja det klart du behandler hende som du vil, men hun har brug for mere end du lige tror.” sagde han roligt. Lydia så bare ned i jorden stadig. Hendes Herre så mod døren, og smilede. ”Du få kontrakten på hende så snart jeg har fundet mig en ny slave.” sagde han, inden han rejste sig, og gik ud af døren for at gå ned til afdeling 8, og finde sig en slave.

Lydia så nu meget forsigtigt op på Timm, og bed sig i læben. Hun hørte det som Timm sagde til hende, og nikkede roligt. Hun vidste dog at hendes Herre havde ret i, at hun havde brug for mere end Timm lige vidste. Dog sagde hun intet om det.

Timm kiggede vredt på hendes herre. Timm nikkede blot og sagde intet. Han sagde " Uanset hvad. Om du finder en slave der bedre eller ej. Så er Lydia ikke længere din. Forstået ? Du er måske bange for du ikke finder en som hende ? heh " Timm grinte svagt og sagde " Jeg kan følge med dig. Søger for du opføre dig ordenligt over for de patienter der er her "
Timm hørte grådigheden i hans ord og sagde " I orden. 100 liter. "

Han kiggede på Lydia og så hun var bange. Igen turde hun ikke svare men kun at nikke. Som første gang de mødtes " Du skal ikke være bange. Det skal nok gå. Og uanset hvad så vil jeg altid gøre alt jeg kan for din skyld " Han smilede roligt til hende og håbede hun forstod han mente sine ord.

”Fint så siger vi det. Selvom noget i mig ikke tror du vil kunne håndtere hende på den måde hun behøver.” Han smilede over det, da han vidste Lydia havde brug for noget, som Timm næppe virkede til at kunne give hende. Eller måske kunne han. Hvem vidste? Han fortsatte ud af døren uden at sige mere til Timm.
Lydia så bare på Timm, og hørte det han sagde. Nikkede til det. At han vil gøre alt for hende. Det fik hende til at smile en smule. Da Timm fulgte efter hendes Herre, fulgte hun selv efter ham. Sagde intet overhoved da hun ikke anede hvad hun skulle sige.

Timm kiggede forvirret på ham og sagde " Hvad mener du ? "
Han kiggede på Lydia og kiggede undrene på hende men sagde intet. Han tænkte at når hun følte sig sikker nok ville hun fortælle ham det. Timm gik langsomt efter hendes herre og sagde " 2 sekunder " Han gjorde tegn til en vagt skulle åbne døren. Timm sagde " Velkommen til afdeling 8. Også kendt som " Nymfomanernes hjem " Jeg så hvad du gjorde mod Lydia. Og jeg kan forsikre dig om. Uanset hvad du søger vil en af disse være noget du kan bruge " Timm pegede med foden " Hold dig væk fra den røde streg. Nogle af dem går til ekstreme længder "