Please dont hurt me ~ Sirtimm

Da Lydia var færdig med det hun skulle, og havde fået tøj på, og igen var kommet ned, så hun på Timm. Lysia satte sig ned der hvor han gjorde tegn til. Det var underligt at side på en stol for hende, når hun ikke var vant til det. Hun så på Timm som satte sig ned over for hende. Lydia følte sig en smule utilpas da hun følte sig meget malplaceret ved bordet. Det var forkert for hende at side der, og ikke på gulvet. Men Timm virkede til at ønske hun sad på stolen ved bordet, så hun gjorde det for hans skld.
Hun lyttede til det som han sagde, og nikkede stille. Anede ikke om hun bare selv skulle tage noget mad eller hvad hun skulle. Så derfor sad hun bare og så på maden uden at gøre noget. Hun så på det som han gav hende at drikke. Tog glasset og så på det. Hendes Herre havde drukket af sådan nogle før. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde drukket af et glas.
Meget forsigtigt valgte hun at efterligne det hendes gamle Herre gjorde når det var, og drak noget af det. Det smagte underligt i forhold til vand, men langt fra dårligt. Hun elskede smagen, og drak det hele inden hun tænkte på hun nok burde spare på det? Hvad hvis hun ikke fik uendeligt? Selvom han havde sagt det, kunne det jo være hun ikke fik det alligevel? Man vidste jo aldrig. Men hun måtte spare på det fra nu af.

Hvis Timm havde hældt mad op til hende, vil hun se ned på det lidt, inden hun så med fingrende vil tage det, og spise. Det var det pæneste hun kune spise, da hun ikke havde brugt bestik i over 6 år. Hvis det var forkert af hende at spise sådan, så måtte Timm rette på hende.

Timm kunne se der var kraftig tvivl på hendes ansigt. Han betraktede hende og så hun intet tog. Han smilede og rejste sig og stillede sig ved siden af hende og skar kødet ud. Han tog også nogle af grønsagerne og gav hende samt kødet og hældte en smule af sovsen ved siden af. Han hældte mere af juicen op til hende og sagde " Bare spis og drik. Der er meget mere af det hele. Men det glæder mig at du kan lide juicen. Den er fra haven ude bag i. Hvis du vil må du gerne hjælpe mig med at sikre den holder sine smukke form så den kan forsætte med at give frugter og grønsager. Hvis du gør så kan du få alt det juice du vil. Så længe du selvfølgelig spørg pænt inden da. Manere er vigtige i dette hus og jeg skal nok lære dig dem med tiden " Han satte sig lidt tætter på hende ved at sætte sig på siden af bordet " Jeg håber du er okay med jeg sidder her. Hvis ikke så sig til okay ? "
Han kunne føle blodet i hans krop var begyndt at boble. Ikke pga vrede til Lydia men til ham selv. Hvorfor kunne han ikke bare spøger hvordan hun betragtede ham... Det var umuligt for ham og han ønskede at hun ville fortælle det... han vidste dog det aldrig ville komme til at ske. Han gik over og tog en bog og en blyant og begyndte at skrive sine tanker ned og opgaver hun kunne udføre så som at gøre rent eller at passe haven når solen var oppe og den slags opgaver.

Lydia så på ham som han gav hende mad, og hørte det som han sagde til hende. Nikkede stille til det. "Jeg skal nok huske at spørge først." sagde hun, og så på ham og smilede et forsigtigt smil til ham.
Hun fortsatte med at spise maden med fingrende da han ikke rettede på hende. Dog brændte hun sig på det, da maden var varm. Man kunne svagt se det på hende, men ellers var der ingen tegn på det fra hende af.

Hun så lidt på ham, da han rejste sig, og begyndte at skrive ned i sin lille bog. Hun var nysgerrig på hvad han skrev, men sagde intet. hvad nu hvis han blev sur hvis hun spurgte? Hun ønskede ham ikke sur. Hun vil helst undgå at gøre ham sur.

Han smilede og nød hendes smil. Det var et sødt og uskyldigt et. Han kiggede lidt da hun tog det med fingre men sagde intet. Han tænkte at det var en ting hun også skulle lære og skrev det ned i sin bog. Han så hun brændte sig men lagde mærke til hun ikke sagde av. Han skrev ned i sin bog men på en af de første sider. Han lagde mærke til hun kiggede på bogen og smilede lidt for sig selv og sagde til hende " Du er velkommen til at spøger ind til bogen og hvad jeg skriver hvis du vil. Der er intet galt i at søge viden. Jeg vil skam gerne fortælle dig hvad der står i den hvis du ønsker det. Du skal bare først spøger om det så jeg faktis ved det er det du vil "

Hun hørte ham sige, at hvis hun ønskede at vide hvad der stod i hans bog, skulle hun blot spørge. Hun blev dog straks usikker på situationen. Mente han det virkelig, eller prøvede han blot at teste hende, for at se hvor godt opdraget hun var? Og hvis hun spurgte ind til bogen, så vil blive straffet for det?
Hun bed sig hård i læben, og en smule blod dukkede frem ved det. Dog var det ikke noget som slog hende. Hun tog en dyb indånding, og spurgte så. "Må jeg ikke nok få af vide hvad det er du skriver ned?" spurgte hun, og hun anede ikke om hendes måde at spøgre om lov på, var for dårlig i følge ham.

Timm så blodet og tog hurtigt en slurk selv og tørrede hendes læbe af og sagde " Vær venlig ikke at gøre det. Du må godt bide i læben men ikke bid så hårdt at du bløder. Okay ? " Han kiggede på hende og prøvede at forsikre hende at han ikke var vred på hende.

Da hun spurte smilede han og vendte han bogen og pegede med blyanten mens han fortalte hvad der stod " Navn : Lydia. Alder : Mellem 12-18 år Race : Menneske " Han stregede det ud og skrev " Engel " i stede " Opgaver at give : Gøre rent, Hjælpe med at ordne haven, lave mad (når lært) " Han gik over på nogle andre sider " Ting Lydia skal lære : At læse, at skrive, basalt matematik, osv osv " Han tog bogen til sig selv igen og sagde " Jeg bruger den til at huske mine tanker så jeg kan hjælpe folk. Men jeg vil fokusere alt min energi på dig Lydia. Du.. Du har nemmelig noget helt specielt i dig som jeg tror på kan blive noget smukt. Og det sidder lige der " Han pegede på hendes hjerte " og der " Han pegede på hendes pande " De 2 ting sammen kan skabe store og smukke ting. Jeg tror nemmelig på det "
Han smilede og tog en ny tår og hældte op til dem begge af hver deres drik.

Lydia Nikkede da han sagde hun ikke måtte bide hul på sin læbe, og så ned i jorden. "Det må du meget undskylde" sagde hun, og så igen op på ham. "Jeg tænkte ikke over det" Et suk kunne hørets fra hende.
Hun så på bogen, som Timm viste hende. Hun prøvede at tyde det selv, men kunne ikke. Derfor var hun glad for, at han gad at læse det op for hende. Hun lyttede til alt det som han sagde, og hørte han sagde menneske ved race. Hun så undrende på ham. "Menneske? Jeg troede ellers jeg var engel. Det det min Herre altid sagde." lød det fra hende.
Hun var tilfreds med de opgaver han havde sat på, og angående madlavning kunne hun godt finde ud af det til en vis grad. Hun var ikke dårlig til det, men heller ikke super god så man bare vil sige 'Waw' Langt fra.

Hun hørte ham sige, at han kun vil hjælpe hende, og undrede sig over det. "Hvorfor kun mig? Jeg er ikke det værd jo" sagde hun og så meget forsigtigt på ham.

Han sagde roligt " Det er okay. Jeg vil bare gerne have at du ved at det for mig virker...letter tiltrækkende på den forkerte måde. Men så længe jeg bare har noget af det her så klare jeg mig " Han tog sit glas og tog en slurk og smilede svagt.

Han hørte hvad hun sagde og forklarede " Du er en engel. Men ved første møde så troede jeg at du var et menneske. Men jeg er ikke længere i tvivl Lydia. Du er en engel "

Da Lydia spurte sagde han roligt " Fordi Lydia at du har noget som mange ikke har. Du har en uskyldighed og renhed som kan formes til noget godt. Men...je..jeg vil gerne forklare det med tiden. Det er ikke helt nemt at forklare måske mest fordi jeg.. har visse ting på hjertet som gør jeg...jeg ikke kan forklare mig ordenligt uden at det virker forkert på måderne som de ikke skal "

Da han sagde, at han ved deres første møde havde troet hun var menneske, nikkede hun blot roligt til det. Det var vel okay at han havde troet det. Så hun sagde intet overhoved til ham.

Det næste han sagde forvirrede hende dog. Hun forstod ikke det som han prøvede på at sige til hende. "Okay." sagde hun. Hun forstod fgodt en smule, at han ikke ønskede at sige det så det lød forkert. Hun var dog nysgerrig, men spurgte ikke ind til det. Ikke endnu i hvert falde. Eller skulle hun? "Jeg er dog en smule nysgerrig på det" sagde hun stille, og så ned. "Undskyld" lød det let fra hende af.

Timm kiggede nysgarigt og smilede " Heh.. Okay. Siden du spørg så kan jeg ikke lade vær. Specielt når jeg ved hvor svært du har ved at spøger. Jeg.. Jeg vil gerne vide noget Lydia. Hvordan ser du mig ? Ser du mig som en master / herre ser du mig som en fader figur eller som en ven...el..." Timm sank en klump " eller ser du mig som noget mere...." Han rødmede en smule og kiggede ned i glasset og væk fra Lydia.

Hun lyttede til det han spurgte om, og så undrende ud. "Jeg... øm" hun var lige nu helt rådvillig med hvad hun skulle svare ham. Hun havde jo alrdig rigtigt haft en far, og en ven havde hun ikke haft tid til, så hun anede ikke hvad det var. Og hvad indebar dette noget mere mon? "Jeg ved det ikke. Undskyld. Men hvad indebære noget mere? Og ønsker du jeg ser dig som noget mere?" spurgte hun, og var usikker på sig selv lige nu.

Timm nikkede og vidste det var et svært emne. Selv hvis man ikke havde været slave det meste af sit liv havde man ikke en chance for at kunne svare uden at tøve. Timm tog en stor slurk af sin kop og sagde " Du skal ikke undskylde... Det.. Det er ikke et nemt spørgsmål heller... Det.. Det når det indbære mere er... Du ved forhåbentlig hvad en ven er... Det.. Det er en du stoler på og er glad for.. Noget mere... Er en kæreste... En du.. " Timm sukkede svagt " Det er en du villig til at dø for.. En du vil gøre alt for og give alt din tid for at hjælpe den person med at blive glad... Det er som en datter...Du.. Du vil gøre alt du kan og er ligeglad med konsekvenserne.... Det eneste der betyder noget lige nu er den person...intet andet i verden har nogle betydning i forhold til den person du har i hjertet... Det...det er en du er villig til at give din krop til frivilligt fordi du kan lide personen og vil gøre den person glad med den kødlige slags..Det..Det er når du har sex med en....Ikke som en slave...Men som en fri pige " Timm tog en slurk og han kunne mærke han var i tvivl med sig selv om han så Lydia som en datter eller en kæreste. Han havde tydelige følser for hende som mange vil mene var forelskelse men han vidste ikke om selv hvis han liv galt det om han ville kunne gøre det med hende. Han kiggede på hende og smilede svagt inden han tog hovdet væk og smilet forsvandt " Det... Det jeg ønsker Lydia... Det jeg ønsker mere end noget andet.... Er at du forstå du er fri og kan stå på egne ben... Og jeg ønsker at gøre dig glad... uanset hvordan jeg end kunne gøre det.... Jeg... Jeg ved ikke hvad jeg selv ønsker...jeg ved ikke noget...jeg er ældre end mange og har gjort mere end de fleste....Men følser som kærlighed og ønsket om familie.... Det er noget jeg aldrig har forstået og måske aldrig vil kunne forstå... Jeg ved bare Lydia at jeg er glad for du er en del af mit liv. Fordi jeg ved du ser dig selv som en slave... Men i mine øjne er du en fri og smuk kvinde jeg er glad for at kunne kalde for en jeg stoler på " Han rejste sig op og prøvede at holde en tåre tilbage og gav hende et kys i håret og forlod køkkenet og gik op til sit værelse og satte sig på sengen og prøvede at forstå hvilke følser der var i hans hjerte. Elskede han hende eller så han hende som en datter ? Ville han kunne have sex med hende overhovedet eller ville hans moral stoppe ham fordi han så hende som et barn ligeledes som en voksen kvinde. han var kraftigt i tvivl med sig selv og det drev ham til vandvid. Hvordan skulle han kunne hjælpe en som Lydia når han ikke engang kunne tænke ordenligt i nærheden af hende og hele verden virkede grå uden hende...

Lydia var virkelig meget i tvivl om hvad hun tænkte om Timm her. Om hun så ham som en far, Herre, ven eller mere end det. Hun så dog på Timm da han tog en tår af sit glas med den røde væske i. For at være ærlig, var Lydia i tvivl om hvad det egentlig var han drak, og hun var nysgerrig på det. Men skulle hun spørge ham om det? Hun valgte ikke at spørge, da hun ikke var sikker på, at hun i sidste ende ville høre svaret på dette spørgsmål.
Hun lyttede til da han prøvede at forklare hende hvad mere indebar. Det var forvirrende for hende en smule, da hun nemlig aldrig før havde haft en ven før. Eller måske inden hun røg over til sin gamle Herre, men ikke noget hun kunne huske af.
Så en ven var en man stolte på? Hun stolede en smule på Timm. Han var sødere mod hende end hendes gamle Herre havde været det mod hende. Og en kæreste var en som man vil dø for? Og gøre alt for at gøre glad? Hun bed sig i læben. Hun ønskede Timm glad. Men nok mest fordi hun ikke anede hvordan han var sur. Om han vil slå hende, og straffe hende hårdt eller ej. Da Timm var færdig med at forklare det, nikkede Lydia langsomt. Men hun anede dog ikke det med, hvordan en fri pige havde sex. Var det anderledes end det hun var vant til? Hun var usikker på den del. Men vil spørge om det på et senere tidspunkt.

Lydia lyttede stadig til ham, da han fortalte hende hvad han ønskede sig. Hun smilede lidt over det som han sagde til hende. At han var glad for at hun var en som han kunne kalde for en som han stolede på. Noget i hende var glad for at han stolede på hende, og hun stolede skam også på ham. ”Jeg.. jeg stoler også på dig” sagde hun, og så på ham. Hun så på Timm som nu rejste sig op, og følte hankyssede hende i håret, inden hun så ham gå væk. Hun blev stående og anede ikke hvad hun skulle. Om hun skulle blive stående, følge efter ham eller bare gå rundt i huset som hun end ønskede det. Hun var stadig ikke god nok endnu til at tage sine egne beslutninger. Da hun ikke vidste om hun vil blive straffet for det eller noget i den stil.

Timm så et strejf af nysgerrighed i Lydias øjne da han tog en tår og tænkte hun nok ville vide hvad det var men tænkte det i sidste ende ville være bedst hvis hun ikke vidste hvad det var. Spurte hun ville han lyve over for hende og sige at det var tomat juice.

Han smilede svagt over hendes nik men kunne se der var tvivl. Det var tydeligt at hun havde spørgsmål men ville ikke presse hende til at fortælle hvad det var. Han ville lade hende få en smule fri vilje og håbede hun ville få smag for dens sødme.

Timm smilede meget da hun snakkede og sagde at hun stolede på ham " Det glæder mig meget Lydia. Det betyder at jeg gør noget rigtigt for at hjælpe dig " og prøvede ikke at smile for skræmmende. Han var blot oprigtigt glad for hun stolede på ham.

Efter han havde siddet lidt og tænkt rejste han sig fra sengen af og rettede sit tøj en smule. Han vidste at det ikke hjalp bare at sidde og tænke. Handling var det der skulle til også selvom det var umuligt at vide om man gjorde det rigtige eller ej. Han gik ud af døren og ind i biblioteket. Han satte et bord op og fandt blyanter frem. Han tog noget blankt papir og gik rundt og ledte efter nogle lettere bøger at starte med. Han sukkede kraftigt over han ikke havde nogle der var gode nok og valgte at kalde på Lydia. Når hun kom ville han forklare at han skulle ud i en bogbutik og høre om hun ville med. Derfra ville han vælge nogle lettere bøger til hende så hun kunne lære at læse og skrive. Langsomt men sikkert skulle han nok få lært hende at læse og skrive. Men kun hvis hun selv ønskede at lære det og ikke havde ændret mening fra sin tid på hospitalet af.

Lydia smilede til Timm da han sagde det glædede ham, at hun stolede på ham. Det var godt han var glad for det. For at hun stolede på ham. Dog var hun ikke vandt til, at andre tænkte så meget her på hende og hendes følelser som Timm gjorde. Det var en underlig fornemmelse, og hun var i tvivl om hun kunne lide den eller ej. Det var en ny følelse som hun aldrig før havde kendt til, så vidt hun selv lige kunne huske.
Hun så svagt at han prøvede at undertrykke et smil. "Du behøver ikke holde noget inde i nærheden af mig." sagde hun stille. Lige meget hvor ondt et smil han end vil smile, så var det okay for hende. Hun syntes ikke han skulle lade være bare fordi hun var her. Han måtte gøre hvad end han ønskede at gøre. Det var nemlig ikke noget hun bestemte jo.

Da Timm var gået endte hun med til sidst at sætte sig på gulvet. Mere så hun ikke skulle lave en fejl som vil gøre ham sur nemlig. Men hvad nu hvis dette her gjorde ham sur? At hun sad stille uden at lave noget? At hun skulle lave noget, men han bare ikke havde fortalt det til hende? Hun bed sig i læben over det, og var meget nervøs for at gøre noget galt lige nu.
Hun blev alligevel siddende, og da hun lidt efter hørte ham kalde på hende, gik der ikke 1 min inden hun var oppe og over ved ham. "De kaldte efter mig?" sagde hun, og bukkede ganske let. Det havde hun før skulle gøre, men hun anede ikke om Timm ønskede hun bukkede eller ej. Lydia lyttede til det som Timm sagde, at han skulle i en bogbutik. Hun nikkede let, og regnede med, at han ønskede hun blev hjemme og gjorde noget i huset. Dog lød det til han vil have hende med ud? "Ønsker De virkelig at jeg tager med Dem?" spurgte hun forsigtigt. Hun vil gerne med ud, men hvis han virkelig ikke selv ønskede det, vil hun ikke tage med ham.

Timm smilede svagt over hendes kommentar og nussede hende kort i håret og sagde " Tak. Det vil jeg huske Lydia. Men husk at du også har en stemme i huset. Ikke kun mig uanset hvad du end måtte tro. Din stemme er mild. Den beroliger mig og gør jeg føler mig levende " Han smilede svagt og ville udtrykke hvordan han havde det med hende men ville vente til det rigtige tidspunkt.

Da hun kom undrede han sig over hun bukkede men valgte at bukke igen af ren høflighed og svarede " Ja jeg ville høre om du ville med i en bogbutik. Jeg har mange bøger men ikke nogle jeg vil forslå at vi starter ud med da det kan være store ord og meget forvirrende så jeg tænker at vi starter stille og roligt op " Da hun spurte om han virkelig ønskede det svarede han med et smil " Ja. Jeg vil gerne have dig med ud. Alene for at du kan besøge nogle butikker og lære at se verden ikke er så slem som du end måtte tro. Den er anderledes ja men vi er alle af forskellig slags. Jeg er en vampyr og du er en engel. En falden en vil jeg tro men en engel ikke destro mindre. Normalt ville dette være meget underligt at se men ikke tro på alt hvad folk fortæller dig " Han tog en bog og slog op på en side og viste den til Lydia " Dette er de forskellige folk som jeg har haft den glæde at arbejde med. Dette er mig " Han pegede på en lidt yngre version af sig selv med sine briller på " Disse men...Nej disse folk er alle af forskellig slags. Dette er en vampyr som jeg " Han pegede på en som også stod med briller på som sig selv " Og alle folk du ser er af forskellig slags. Mennesker, varulve, dæmoner, engle, elvere, skygger, drager. Ja alle slags. Vi er alle af forskellig slags og fra forskellige baggrunde. Men noget vigtigt du skal lære. Uanset hvem der fødte dig så er det den loyalitet og den troskab du udviser og modtager der gør dig familie. Dem du vælger er din familie og disse folk kan jeg stolt kalde for min. I starten indrømmer jeg at det var lidt svært at falde til pga. min blodtørst men jeg fik hjælp og langsomt faldt jeg til som jeg ved at du vil gøre her " Han lagde en hånd på hendes skulder og kiggede på hende " Jeg lover dig Lydia at jeg vil gøre alt jeg kan for at du føler dig velkommen i min familie. Men kun hvis du selv ønsker det. Jeg vil ikke tvinge dig til noget du ikke selv vil. Ja jeg vil presse dig til at opnå visse mål men kun for at gøre dig stærkere. Kom. Butikken åbner snart " Han gik over til et stativ og tog sin jakke på og sine briller og kiggede på Lydia og gav hende et lille smil inden han gjorde sig klar gå ud. Han tog en taske og hang på siden til alle de bøger de måtte finde. Han håbede lidt at Lydia ville kunne finde nogle hun måske ville læse eller have læst op. Han havde intet i mod at skulle læse op for Lydia skulle hun ønske det af ham selvom han inderst inde vidste hun ikke ville bede ham om det.

Lydia stod lige nu og lod Timm nusse hende i håret. Hun havde sjældent prøvet dette, men nød det nu en gang. Det føltes rart for hende. Hun stod og lyttede til det han sagde, og nikkede til det. Hun havde også en stemme i huset? Hvad præcis mente han lige med det? Dog smilede hun lidt til ham. "Jeg skal nok prøve at huske det." sagde hun roligt.

Hun så op på Timm efter hun havde bukket for ham, og så han også bukkede? Det forvirrede hende en del, men hun valgte at tie. I stedet lyttede hun til det som han nu sagde. Hun nikkede roligt til det som han sagde. "Ja lad os det." sagde hun roligt. Hun lyttede igen til det som han sagde, med at han gerne vil havde hende med ud. Også for at lære hende, at verden ikke var så farlig igen. Lydia rystede på hovedet da han sagde hun var falden. "Jeg har intet gjort for at falde. Jeg er stadig en normal engel." sagde hun med en blid stemme.
Hun så på den bog han fandt, og så på det som han valgte at vise hende. Hun lyttede til alt det som han fortalte hende, med alle de mange forskellige racer som var samlet. Hun havde ikke et billed i hovedet som de fleste med at ingen forskellig race ikke kunne sammen. Den tro var hun ikke vokset op med.
Hun mærkede hans hånd, og hørte det han sagde om at hun ku blive familie. Hun nikkede stille over det, og fulgte så med ham, da han sagde de skulle gå. Hun smilede let tilbage til ham, som han smilede til hende. Hun fulgte efter ham ud.

Timm smilede over hendes svar " Godt. Din stemme kan være det afgørende valg i mange ting. Fx. Hvad du ønsker at spise i dag. Du skal blot sige til hvad du ønsker så skal jeg nok lave det. Eller... " Han kiggede lidt væk " Jeg vil prøve mit bedste. Jeg indrømmer jeg er ikke en god kok. Men man kan da spise min mad uden at blive syg " Han prøvede at smile lidt men det faldt hurtigt. Han havde ikke tænkt over hans evner i et køkken var dårlige hvilket ikke var godt når han skulle hjælpe en ung pige med at få sund og mættene.


Timm kiggede på hende med et svagt undrene blik " Det er godt at høre men jeg kan ikke lade vær med at undre. De ting du har gjort. Ville det ikke ha gjort du blev en falden engel ? Selv hvis du er en eller om du er en normal engel så ændre det intet for mig Lydia. For mig er du stadig lille Lydia som jeg ønsker at hjælpe og nærer et hjerte ved " Han blev dog letter overrasket over hendes blide stemme og kunne godt høre hendes handlinger ikke havde ødelagt hende på det punkt hvilket fik ham til at føle der var mere håb for hende end han havde frygtet.

De kom til butikken og ejen smilede og kunne genkende Timm hvorfra han nikkede blot og gik ind. Timm sagde svagt " Jeg har handlet næsten alle mine bøger i denne butik. Jeg kender ejeren ganske kort og han ved at når jeg kommer ind så vil bøger komme med ud så du skal endelig ikke holde dig tilbage fra at vælge alle de bøger du vil have. Jo flere du vælger jo mere af prisen vil han tage af. Han lod Lydia gå rundt og undersøge butikken hvorfra Timm sagde " Der er en kælder med bøger og der er oven på. Men jeg vil forslå du går oven på da det er der hvor de mere børnevenlige bøger er. Han smilede blot og gik over til nogle bøger om hvordan man opdrager på børn, snakker med dem og lære dem at kende og fandt også nogle bøger om hvordan man laver mad. Han kiggede svagt rundt og kunne ikke se Lydia og gik ned i kælderen hvor nogle af de mere voksne bøger var. Han vidste ude mærket godt hvor hans mere favorit type af den slags lå og gik der over. Han åbnede døren og gik ind i rummet hvor et stort rum fyldt med bøger var. Han gik over og tog nogle af dem og satte sig ned og læste " Den tavse stuepige " Han vidste at historien var falsk men nød alligevel tanken om det seksuelle selvom han vidste at det ville være umuligt. Han ville dog ikke afvise at hvis en chance kom så ville han tage den hvis han kunne.

Hun nikkede over ham, da han sagde, at hendes stemme kunne være det afgørende i et valg. "Jeg skal nok huske det." sagde hun roligt, og lyttede til det han sagde om sin madlavning. Hun smilede lidt over det.

Hun lyttede til det han spurgte om, og trak lidt på skulderne. Hun anede ikke selv svaret på hans spørgsmål, men hun gættede på der skulle mere til end dette. "Tror der skal mere til. Og blev jo tvunget til det. Det er vist kun hvis man gør det friviligt tror jeg?" sagde hun usikkert. Hun anede ikke helt hvordan man blev falden.

Hun fulgte med Timm hele vejen over til butikken, og så på manden som bød dem velkommen. Hun nikkede roligt til manden, og fulgte med Timm ind i butiken. Hun så rundt, og så en hel del bøger her inde. Der var virkelig mange, og hun var overrasket over det. Hun hørte han sagde der også var en kælder med det, og hendes hjerte sprang et slag over. En kælder? Hun vil ikke ned i en kælder igen, hvis hun kunne slippe, så hun vil ikke bevæge sig der ned af egen fri vilje. Derfor var hun glad, da han sagde der også var oven på. Og at han forslog hun gik der op. Hun gik over til trappen og begyndte at gå der op. Hun så rundt, og så lige så mange børe her oppe, som hun havde set neden under. Hun var overrasket over det. Hun begyndte at gå rundt og kigge på bøgerne, og fandt nogle som så spændende ud, og tog dem derfor ud. Hun anede ikke hvad de handlede om, da hun ikke kunne læse det, men omslaget så ud som om den vil være god. Hun tog dem, og gik neden under. Så sig om, men kunne ikke se Timm der nede. Manden som ejede butikken kom over til hende. "Du leder efter Timm?" spurgte han. Hun nikkede til det. Han smilede til hende. "Han er neden under, men kan holde de her bøger for dig hvis det er, og sige til ham du fandt dem?" Lydia smilede. "Mange tak." sagde hun, og gav ham dem. Inden hun gik op igen. Der var en der oppe, som betragtede Lydia, og kom over til hende. "God aften frøkken. Kunne du tænke dig noget at drikke? Noget som smager meget godt?" spurgte han, og Lydia undrede sig lidt. Men Timm havde sagt hun skulle stole mer på folk. Derfor Nikkede hun, og fulgte med ham, da han gik ud. Han gav hende en flaske. "Her. Værsegod og drik." sagde han, og hun så lidt på flasken, og anede ikke hvad det var. Dog drak hun det alligevel.

Timm lyttede til hende og nikkede blot. Han måtte indrømme han ikke kendte nok til engle eller deres slags til at kunne udtale sig. Han vidste kun hvordan de så ud indefra og hvordan man hjalp dem tilbage på benene. Hvordan de blev faldne vidste han ikke.

Timm kiggede på sit lomme ur og lukkede bogen sammen og valgte at tage den samt nogle andre med sig oppe fra kælderen og gik over til manden. " Disse bøger skal med. Jeg kan se at min lille veninde også har valgt at finde nogle. Det glæder mig meget. Timm kiggede rundt i butikken og gik oven på men kunne ikke finde Lydia nogle steder. Han kiggede på manden og sagde " Den lille kvinde jeg var med. Hvor gik hun hen ? " Da manden pegede på døren ud kiggede Timm kort over mod den. Han betalte for bøgerne og gik uden for og kaldte efter Lydia og kunne lugte hendes duft. En særlig sød som han gættede på var hendes naturlige lugt gjorde at han følte sig en smule nevøs for hvad der var sket med hende. Han valgte at følge lugten og håbede at han ville finde hende okay og bare at hun havde valgt at udforske.

Hun drak ud. Det smagte sødt, men samtidig bitter. Det var i hvert fald underligt. Noget som hun aldrig før havde smagt. Hun kunne halvt om halvt lide smagen, men hun drak en okay del af det. “Må jeg få det hele?” Spurgte hun, og manden nikkede til hende. “Bare drik det hele. Det godt for dig” sagde han, og hun adlød og drak det hele. Hendes hoved begyndte at snurre og hun tog et skridt til siden for ikke at vælte. Hvad skete der med hende? Det var som at se gennem et slør af tåge lige nu, og hun opfattede ikke alt der skete. Det var en yderst underlig fornemmelse.
Hun hørte Timm kalde, men det tog hende et minuts tid inden hun helt opfangede det, og råbte tilbage. “Jeg... jeg er her ovre” det var ikke specielt højt hun råbte. Det var nok tættere på bare at sige det meget højt. Hun begyndte vaklende at gå for at komme over imod der hvor hun havde hørt Timm, og lidt efter så hun ham. Hun stod lige nu og vaklede en del på sine ben mens hun så på Timm. Hun smilede et skævt smil til ham, og gik over mod ham. Hun nærmest faldt ind i hans favn, og så op på ham. “Hey” sagde hun op til ham, og valgte at gøre noget hun ikke havde gjort med ham før. Hun kyssede ham ud af ingen ting, og lod sin hånd ligge sig mod hans skridt. Hun lod hånden gnubbe op og ned af hans bule, og så lige på ham imens. “Lad mig tilfredsstille dig” sagde hun og prøvede at få hans bukser åbne, på trods af, at de stadig var uden for lige nu, men det var hun ligeglad med.

Timm hørte en meget svag stemme og løb mod lyden og fandt Lydia og så en løbe væk. Hans første tanke var at løbe efter men kunne se noget tydeligt var galt med Lydia. Han ville ikke efterlade hende alene og specielt ikke når hun havde problemer med at stå op. Da hun faldt greb han hende og han så hendes smil hvilket fik ham til at undre sig svagt inden hun kyssede ham hvilket fik ham til at panikke men samtidig føle stor glæde intil han kunne føle hendes hånd glide ned mod hans pik. Da han hørte ordne " tilfredsstille " frøs alt blodet i hans krop og han rejste hende op og kiggede på hende. Hun var tydligvis beruset hvilket fik ham til at sukke og smile svagt " Okay Lydia. Kom vi tager hjem til mig " Han tog fat i hende og bar hende hjem til sig selv igen inden han gik ind i sit arbejds rum og valgte at spænde hendes arme og ben fast så hun ikke kunne komme væk. Han kiggede på hende og sukkede " Lydia.. Skønt at jeg indrømmer jeg nære stærk glæde og ønsker at tilbringe sol og nat sammen med dig.. Så ønsker jeg ikke at du er beruset eller på anden måde tvunget eller ikke kan tænke ordenligt. Jeg beklager meget... Men jeg kan ikke gøre det. Tilgiv mig " Han kyssede hende på panden og hentede en spand og satte ved siden af hende. Han til køkkenet og tog en kande og fyldte med rent kold vand og stillede på et bord og satte sig over for hende og ville vente til at hun ikke længere var beruset eller i vert fald nok til at hun kunne blive løsnet uden at han skulle være bange for at hun kom til skade.

Hun så på ham, da han fik hende en smule ud fra sig af. Hun smilede en samle til ham. Hun hørte det som han sagde til hende, at de tog hjem. Men hvorfor? Hun havde ikke lyst til at tage hjem. Hun ville lege med ham. Dog havde hun intet valg, da han løftede hende op, og bar hende hele vejen hjem. Hun blev bundet fast, og hun gjorde ingen modstand. Hun hørte det han sagde, og så med et længselsfuldt og bedende blik på ham. "Please. Kom nu. Jeg beder dig leg med mig? Jeg har brug for det. Så vær nu sød" bad hun, og så bedende på ham imens. Håbede på at han ville give efter, og lege med hende.

Timm kiggede på hende og vidste at det ville være et problem for ham. Efter han havde bundet hende fast og forventet at hun ikke ville kunne give flere problemer der så hørte han nogle ord der fik ham til at føle sig blød " Vær nu sød " at hun gav ham et bedende blik gjorde det hele meget mere umuligt. Han kunne mærke hans hjerte bankede for hende og han var ved at løsne hende op men valgte at stoppe inden han fik hende helt fri. Han havde kun nået at åbne den ene af stropperne som holdt hende og løb ud af rummet og løb uden for. Han tog en stor mundfuld luft og råbte. Ingen ord men bare et råb af smerte. Smerten over at være forelsket i en men ikke at kunne få sig selv til at give dem det de ønsker. Han slog et træ og ødelagde det og gik inden for igen og satte sig foran hoveddøren. Han følte sig som en knækket mand. Han ville så brændene ønske at røre Lydia på den mere romantiske måde men han vidste også at hun inderst inde ikke stolede nok på ham til at lade ham komme tæt nok på til den slags. Alene af den grund at hun ikke vidste hvad romantik sikkert var. Han valgte at gå op til arbejds værelset igen og satte sig i stolen og kunne dårligt snakke. Han kiggede på hånden og så den blødte svagt og tog noget bandage rundt om for at lukke det værste til det var healet igen. Han kiggede ned i jorden og sagde " Jeg....Jeg ville ønske jeg kunne tage i mod dit tilbud Lydia... men..." Hans stemme blev kvalt i hans egen had til ham selv " men jeg.... Jeg har ikke den styrke det kræver... for at kunne acceptere det... ej heller har jeg den viden som du mulighvis ønsker og håber jeg har...Derfor.. Vil jeg lave en aftale med dig. En som.. Jeg tror du vil finde til din glæde..Hvis du lære hvad romantik er...eller generalt seksuel tiltrækkelse...og at du kan føle det for mig... Så.. vil jeg i mod mig egen dømmekraft... give ind til min egen lyst og trang... og lege med dig på den måde du ønsker "

Lydia sad lige nu i stolen og så på Timm med bedende øjne. Hun var faktisk liderlig, og det var også derfor hun ønskede han skulle lege med hende. Det var den efekt som alkohold åbenbart havde på Lydia. At hun blev liderlig og vil lege. Derfor håbede hun også inderligt lige nu, at han vil befrie hende, efter hun havde bedt ham om det.

Det så ud til at vil virke, da han begyndte at binde hende op, men lige inden han løsnede hende helt, løb han ud af rummet. Lydia så efter ham med triste øjne, og forstod intet. Hvorfor ønskede han ikke at lege med hende? Hun havde jo tydeligt selv vil lege, og så gad han ikke? Et frustreret udbrød lød fra hende, for hun var virkelig liderlig, og vil gerne have at det blev bedre. Men hvordan kunne det blive det, når Timm tydeligt ikke gad hende? Hun sad lidt og så bare efter ham, men prøvede så at komme fri fra stolen af, men hun var ikke helt stærk nok. Det endte med stolen væltede med hende bundet fast til den, så hun nu lå på gulvet. Hun sukkede irriteret over det, og lukkede bare øjnene i stedet og blev liggende, da hun ikke kunne gøre andet end det.

Hun havde ligget lidt på gulvet med lukkede øjne, men hørte så han kom tilbage ind, så hun åbnede dem igen, og så op på ham. Så han satte sig i stolen, og hun kiggede let mod hans hånd som han også selv gjorde. Hun så blodet. "Du bløder?" udbrød hun bekymret, men kunne ikke komme op for at hjælpe ham eller noget som helst lige nu. Hun hørte kort efter det som han så begyndte at sige. Hun forstod ham ikke helt. Hvad mente han med romantik? "Jeg.. jeg forstår ikke?" sagde hun, og bed sig i læben. Dog valgte hun at opgive med at forstå det lige nu. "Kan du ikke hjælpe mig op i det mindste? Og jeg ønsker stadig at lege. Er ligeglad med hvad du kan. Jeg skal nok gøre det godt for dig. Det lover jeg" prøvede hun så med.