Please dont hurt me ~ Sirtimm

Hun forstod ikke helt det der med at alle lavede fejl. Hendes gamle Herre havde aldrig nogle sinde lavet nogle fejl. Det var altid hende som lavede fejl. Timm måtte prøve at bilde hende noget forkert ind, men hun troede ikke på det, at alle virkelig lavede fejl. Hun lyttede til det han prøvede at forklare hende, at det var helt naturligt at lave fejl, og man ikke kunne være perfekt til alt. Hun vidste hun selv langt fra var perfekt til alt. Det vil hun også langt fra påstå at hun var. Men ifølge Timm var en af hendes fejl at hun ikke troede hun lavede fejl. Før troede hun ikke kun det, da hun vidste 100% hvordan hun skulle opføre sig, men nu var det straks noget helt andet for hende. Nu vidste hun hverken ud eller ind. Han havde ikke de samme regler hun var vant til nemlig, og det var hun ikke så glad for. Hun nikkede dog stille, da Timm sagde hans egen fejl var at arbejde for meget. Hun kunne ikke udtale sig om det, da hun ikke vidste endnu hvor meget Timm her egentligt arbejde. Hun vidste godt, at man kunne lære af sine fejl, og rette op på det, og det var det hun altid prøvede på. At rette op på sine fejl.
Lydia hørte det Timm sagde, at han ikke vil blive sur over når hun spurgte om noget. Det lå dog bare ret dybt i hende, at hvis hun spurgte om noget uden at få lov, så vil hun få en lussing, og det vil hun helst gerne undgå. Derfor spurgte hun ikke bare om alt det hun vil. Hun hørte så hans grund til hvorfor han holde bogen der nede. Den følelse han beskrev, var en hun ikke lige kende. ”Skam?” hun smagte meget på ordet mens hun sagde det, og det var tydeligt for en hver, at hun ikke kende til det overhoved. ”Du sys det forkert? Hvorfor? Jeg er jo blot en sølle slave” sagde hun, og så på Timm.

Mens Lydia sad der foran ham, lagde hun mærke til noget. Timm stod og rystede i kroppen lige nu. Hun overvejede hvad grunden til det mon kunne være. Var han blevet tændt af det her, og prøvede ikke at gøre noget? Og i så fald, hvorfor holde han sig tilbage? Hun var ikke vant til, at hendes gamle Herre havde holdt sig tilbage hvis han trængte, og derfor undrede det hende lige nu, at han ikke bare bedte hende om at tilfredsstille ham. Men måske vil det komme senere tænkte hun.
Hun så kort efter hans skæve smil, og hørte hvad han spurgte om. Hun nikkede til det, mens hun så lige på ham. ”Ja jeg vil gøre alt” sagde hun med en klar og fast stemme. Hun så hans smil vokse sig større. Et tydeligt tegn på, at han havde fundet på noget han vil. Hun havde nemlig set det smil massere gange før. Da han så gik et skridt tilbage, og lignede en som hun lige havde bidt, så hun meget undrende ud. Hvad var der galt med ham? Hun hørte han ikke var helt så fast i stemmen, men vidste hun intet måtte sige. Hun ventede blot på det han langsomt fik sagt til hende. ”Ja. Jeg vil gøre alt du beder mig om for at få mad. Blot sig hvad. Eller skal jeg vente med at høre det til vi hos dig?” sagde hun, og bed sig så i læben, da hun havde spurgt om det. Hun skulle ikke havde spurgt, men bare havde holdt kæft og fulgt med.

Da hun så ned hørte hun hans stemme. Han havde intet imod hun så så meget på ham? Hun så meget forsigtigt op igen, i frygt for at det måske var en fælde. At han nu vil slå hende for at kigge op, selvom hun fik lov til det. Hun lyttede til det han sagde, som en lydig lille slave. Hørte hans opgave, og undrede sig over den. Hun skulle blot besvare et spørgsmål? Hun var ikke god til at besvare spørgsmål. Hun var langt bedre til at tilfredsstille en seksuelt. Det her spørgsmål var dog ufattelig svært. Om hun havde fået glæde ud af det selv. Hendes glæde var i at den anden var glad. Var det det han mente mon? Hun nikkede da han sagde hun skulle tage tøj på, og så efter ham da han gik ud. Hun gik over til det tøj han havde fundet, helt lige glad med hvordan det så ud. Hun tog det på, og ventede blot på at Timm vil komme tilbage igen.

Der gik ikke ret lang tid efter Timm var gået, at hun svagt hørte en lyd, som en der slog hånden mod en mur eller andet. Hun undrede sig lidt over lyden, men turde ikke gå ud for at undersøge hvor den var kommet fra. Hun ventede blot stille på Timm.
Da han kom ind igen, smilede hun svagt over det, men så så ned på hans hånd som hun så blødte. Hun havde lyst til at spørge hvad der var sket. ”Er.. er du okay?” spurgte hun dog i stedet, og håbede ikke han vil blive sur på hende.

Timm sagde svagt " Heh.. Ja skam. Det er når man ikke bryder sig om noget man har gjort eller gør. Jeg skammer mig pga. jeg nyder synet af din krop. Misforstå mig endelig ikke. Jeg elsker også dit selvskab og din personlighed Lydia da jeg kan mærke at der banker et stærkt hjerte helt inde. Men...det er blot mange år siden jeg sidst har kigget på en krop..og faktis..følt noget..." Han rødmede og kiggede ned i jorden " Og det er forkert af mig fordi du har været igennem et helved som ville ha ødelagt alle andre... Jeg har mødt mange personer igennem min tid af alle slags men ingen af dem havde den samme kræft i sjælen som du har. Alle andre ville ha overgivet sig og opgivet håbet om at få friheden. Men du tog chancen. Alene det du turde Lydia har gjort jeg har forel " Han stoppede sig selv i sine ord og sagde " Øhm.. Glem den sidste del.. " Han sagde i stede " Men nej. Du er ikke bare en sølle slave. Ja du er måske en der er bundet af kontrakt. Men du er ikke en slave. Men lad os kalde det noget andet end slave. Lad os kalde det for noget andet. Med mindre du fortrækker at blive kaldt for en slave ? "

Han kunne se Lydia tænkte over hans besynderlige behandling. Han prøvede virkelig at tænke sig om men havde svært ved det pga. hendes specielle skønhed. Hun var naturlig smuk. Hun havde ikke brug for noget hjælp fra skabt af videnskab eller magi for at blive smuk. Hun var naturlig smuk. Men det smukkeste var hendes personlighed. Den udbrydlige lille pige foran ham havde været igennem alt og ville stadig prøve at smile. Han rystede på hovdet og hørte hvad hun sagde og svarede " Jeg...jeg tror ikke nej.. Blot besvar spørgsmålet så får du mad.. Det er okay hvis du blot siger ja eller nej da det måske er et svært spørgsmål. Og du vil også få et spørgsmål når vi er hos mig men det handler ikke om at få mad eller ej. Det er blot en gammel idiots spørgsmål...heh..." Han kiggede ned i jorden og tænkte for sig selv *Hvorfor kan du ikke bare fortælle sandheden...fortælle hvordan du faktis har det og at du ønsker hende..hun siger jo hun vil gøre alt...alt...men mener hun det...eller er det slaven i hende der mener det...* Han rystede på hovdet og kiggede på hende og prøvede at smile men kunne ikke. Han lagde mærke til hun bed sig i læberne og kiggede på dem. Der var sår fra bidemærker i hendes læbe og sukkede. Han kiggede hende i øjnene og prøvede at smile igen uden held.

Han kiggede ned på sin hånd og sagde " Øh..ja.. det..det var bare en ulykke..." Han ville ikke fortælle hende sandheden. Han var bange for hun ville give sig skylden for det. Han smilede bare så meget han kunne men smilet faldt hurtigt igen. Han havde svært ved at smile. Han vidste hvorfor. Han foragtede sig selv. Han vidste ikke hendes alder skønt han havde en ide men ville være sikker. Han vendte sig om for at gøre sig klar til at gå og kiggede i hendes spejl og så på sig selv. Hans øjne lyste op og han smilede kraftigt. Han vendte sig om og sagde " Du sagde du ville gøre alt for mad ? Fint. Jeg har en opgave du skal klare før du må få mad hvis du ikke kan besvare spørgsmålet.

Du skal fortælle mig eller vise mig hvor du har smerter og ar og andet. Jeg vil gerne hjælpe dig. Men det vil kræve du fortæller mig det. Jeg ved du sikkert heller vil lyve og sige du ikke har ondt nogle som helst steder eller nogle ar. Det også okay at du ikke stoler på mig. Men det vil betyde meget for mig. Men et spørgsmål Lydia.
Hvor er dine vinger ? Jeg ved at alle engle har dem. Og siden du ikke har nogle ar efter at du har fået dem skået af din krop og ved at du ikke ville kunne overleve at ha fået dem flået ud da det ville dræbe de fleste engle. Derfor kan jeg ikke lade vær med at undre mig. Hvor er de ? Jeg skal nok lade dem være intil tilsidst hvis det er. Men jeg vil gerne have lov til at se dem så jeg kan se hvilken skade der sket med dem. Jeg lover dig Lydia. At vi tager tingene som de kommer.
Få noget tøj på og så følg stregen til kantinen...jeg møder dig der om lidt " Han gik ind på sit kontor og satte sig i stolen. Han tændte et lys og kiggede ned i bordet. En tåre faldt ned og ramte bordet hårdt. For ham lød det som en sten der ramte bunden af en dyb brønd.
Han håbede Lydia gjorde som han sagde da han ikke kunne forstå hvad han havde sagt. Han vidste Lydia aldrig ville stole på ham nok til at lade ham hjælpe hende. Han vidste når hun kunne ville hun flygte væk fra ham og tilbage til sin herre som var i stand til at give hende det han faktis ønskede. Han kunne give Lydia det liv hun var vant til. Han vidste hvordan Lydia var som person. Han vidste at hendes gammle herre var bedre end han nogle sinde ville blive fordi han kunne ikke engang kigge på en ung pige uden at rødme. Han begyndte at græde og tårene ramte hans bord. Han ville så frygtligt gerne hjælpe hende og faktisk kunne gøre hende fri men en anden del af ham ville kunne føle hendes krop. Han ville røre hendes krop og kunne mærke den varme glæde han engang kunne få. Han ville give hende glæde men var bange for at hvis han ville røre hende på den måde ville hun flygte fra ham. Han tørrede sine øjne og gik til kantinen og satte sig ned. Han havde taget et glas med blod og ventede på Lydia. Det kunne være hun allerede var i rummet han havde dårligt kigget op. Hans tanker tynde ham kraftigt. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han ville snakke med hende hos sig selv og derfra stille hende et spørgsmål som hun skulle besvare uanset hvad. Han vidste hvad han ville spørger hende om skønt det gjorde ondt måtte han spøger hende. Han kunne ikke tænke før det spørgsmål var væk.

Lydia nikkede langsomt til det Timm fortalte. Hun kende det godt en smule når hun fik ydmygende opgaver, eller når hendes gamle Herre havde skældt hende ud. Ellers kende hun ikke som sådan til det. Hun forstod heller ikke hvorfor han skammede sig over at kunne lide hendes krop. Var det forkert at ku li den da? ”Er det da forkert du kan li min krop?” spurgte hun undrende, og forstod ikke hvorfor. Alt det her var svært at forstå. ”Jeg.. jeg ved heller ikke hvorfor jeg flygtede. Han bliver ikke glad når man prøver.” sagde hun meget stille. Men noget i hende havde fået hende til det, den dag hendes Herre brækkede hendes vinger, og sømmede søm i dem. Hendes vinger vil næppe være brugbare mere, da der var huller i dem. Hun lyttede ikke helt til Timm mere lige nu, men kunne svagt mærke smerten i sine vinger. Dog kunne man ikke se på hende, at det gjorde ondt, da hun havde lært at skjule sin smerte godt. Dog hørte hun det sidste han sagde, og trak på skulderne. ”Det op til dig.” sagde hun bare til det.

Han bad hende blot svare på spørgsmålet. ”Ved jeg ikke om jeg har.” sagde hun, og så ned i jorden. ”Undskyld.” Hun kunne meget godt lide at tilfredsstille sin gamle Herre, men hun vidste ikke om det talte.
Da han svarede på hendes spørgsmål, lød han en del undvigende, men hun spurgte ikke mere ind til det, da han ikke skulle blive sur eller noget. Hun betragtede ham roligt, og så på ham da han så på hende. Hørte det han sagde, og nikkede stille til det. ”Okay. Hvad er det jeg skal?” spurgte hun stille. Hun hørte alle hans spørgsmål, og bed sig i læben. Hun så dette som noget hun skulle. ”Mine vinger er trukket ind. Det er noget alle engle kan.” svarede hun stille. ”Men jeg kan godt få dem ud hvis du vil have mig til det?” sagde hun, og så på ham. Hun hørte hun skulle tage tøj på, og hun gjorde det hun fik af vide. Så efter Timm da han gik, inden hun fik svar. Hun gik derefter ned i kantinen og ventede på Timm.

Timm kunne se hun tænkte men ville ikke snage i hendes problemer. Han havde allerede gjort nok ulykke i hendes fyldte hovde. Han kiggede på hende da hun spurte om han kunne lide hendes krop hvorfra han svarede " For mange ville de svare nej og de ville ha bedt dig om seksuel nydelse. Men ikke mig Lydia... Mit hovde er ikke som mange andres... Jeg ser helst at jeg holder mig væk fra den slags så meget jeg kan...men for store dele af mig ønsker desvære det modsatte af hvad mit hjerte ønsker..." Han kiggede ned i jorden og sukkede svagt. Han kunne mærke hvordan tankerne rev og flåede hans sind i stykker og forhindrede ham i at tænke ordenligt som han ønskede.
Han kiggede på hende da hun forklarede hvorfor hun flygtede hvortil han blot nikkede. Han kunne forstå hendes herre måtte ha straffet hende men hvordan vidste han ikke. Hendes gammle herre var en yderst brutal dæmon art og de var kendt for at tage handlinger til det dødlige. Han tænkte på en gammel patient der havde været i møde med en dæmon som valgt at rive armen af staklen pga. en drink. Han nikkede blot svagt for sig selv og sagde " Dæmoner...hvorfor skal de altid skade de uskyldige..."
Da hun sagde det var op til ham sagde han " I orden. Vi vælger et navn til dig intil det er vi begge kan være enige Lydia.

Da hun spurte hvad hun skulle svarede han " Du skal blot gøre som jeg har spurt intet andet "
Han nikkede og sagde " Når vi kommer til mit hus vil jeg gerne have du gør det så jeg kan undersøge dem. Jeg lover at jeg ikke gør mere ved det end blot at kigge "

Da han fik modet og kiggede op gik han over til Lydia og sagde " Her. Vælg hvad du ønsker at spise og sæt dig hos mig " Da Lydia satte sig sagde han " Okay.. Vi tager afsted når det er vi færdige og så tager vi hjem til mig. Alt er gjort klar til at vi tager afsted og vi kan være væk et par dage også. Jeg har fået nogle af de andre til at tage vagter for mig mens det er så kan vi snakke og få hjulpet dig.
Jeg vil også stille dig et spørgsmål..." Han kunne mærke det sad i halsen på ham men han kunne dårligt få det op. Han sagde " ja...Det.. er det spørgsmål som tynder kraftigt i mig og jeg kan ikke rigtigt tænke ordenligt...Jeg beklager hvis jeg falder over mine ord eller blot snakker uden at tænke...Jeg kan ikke helt samle tankerne da det fylder lidt for meget...." Han rystede hovdet og prøvede at smile og sagde " Det er ikke din skyld...Det er bare mig der skal få taget mig sammen og faktis få sagt det jeg vil sige..." Han tog en slurk af sin kop og sagde " Det jeg prøver i sidste ende at sige er at jeg vil gerne kunne snakke med dig åbent...men visse spørgsmål og tanker forhindre mig...og det er det jeg vil ordne når vi er i huset.."

Da Timm fortalte t han helst holdet sig fra det seksuelle, lagde Lydia hovedet en smule undrende på skrå. Han holdet sig fra det? Hvorfor? Vil han da ikke ha den nydelse hun vidste det gav? Dog lod hun det ligge og spurgte ikke ind til det, men tav i stedet.
Hun accepterede at han valgte et navn til de var enige om det.

I kantinen så hun stille på Timm som først opdagede hende lidt efter. Da han rejste sig og kom over til hende, ventede hun på ham. Hun nikkede til det han sagde, og gik så forsigtigt op for at finde noget mad. Hun var ikke kræsen så tog bare noget. Man havde ikke råd til at være kræsen når man var slave og kun fik det mad der var og intet andet.
Hun gik ned og satte sig, og skævede til Timm og tog en mundfuld men var nervøs for, at han ikke havde ment hun måtte spidse alligevel. Imens hun spiste lyttede hun til det han sagde, og hørte han vil stille hende et spørgsmål. "Hvad vil du spørge om?" Spurgte hun og var tæt på at sige herre efter da hun var så vant til at sige det. Hun lyttede til hans noget nervøse snak. Hun var ikk vant til andre var så nervøse. Dog nikkede hun stille. "Okay" svarede hun.

Han kunne se hvad hun tænkte. Han vidste dog ikke hvordan han skulle fortælle hende det så han tog en mundfuld luft og sagde " Jeg ved at mange føler stor glæde og nydelse når de laver noget seksuelt med en...men " Han kiggede ned i blodet og kiggede op på hende og smilede " Det er længe siden jeg har...gjort det... og sidste jeg prøvede var det ikke en god fornemmelse...så jeg fortrækker at gøre det med en jeg ved der tør stole på mig...i vert fald nok til at de tør se mig uden tøj på..heh " Han grinte svagt over det og tog en tår.

Han så hun tøvede med at spise og sagde " Spis endelig. Du får brug for nogle kræfter hvis du vil klare turen hjem til mig "

Han kiggede på hende og da hun spurte hvad han ville spøger om følte han sig tvunget. Det måtte ha været svært for hende nu hvor hun har fået af vide hun ikke må af hendes gammle herre. Han smilede svagt over det og sagde " Jeg.. jeg vil gerne spøger Lydia...stoler du på mig...ikke som en herre...eller som en elsker... Men stoler du nok på mig...som en ven ? " Han kiggede på hende hvilket føltes som en evighed hvorfra han rystede på hovdet og sagde " Undskyld... Jeg mener blot med det...hvis jeg bad dig lukke dine øjne...ville du ture stole nok på mig til at lade mig føre dig en vej som du ikke kendte til ? Der er intet forkert svar så du er velkommen til at svare nej. Det vil jeg have fuld forståelse for. Du kan tænke over et svar mens jeg henter en ny kop " Han gik op og sagde til kvinden bag desken " En opfyldning... Og en kop med noget koldt vand og noget juice. Æble eller noget andet frugt. Blot så jeg kan få nogle vitaminer i kvinden jeg har med mig " Kvinden nikkede og fyldte Timms kop og gav ham to andre glas. Han gik 2 omgange men rakte Lydia begge glas og sagde " Noget vand hvis du ikke kan lide juicen. Men det er sundt for dig. I sær når du ikke vil få så meget sol til fremtiden " Han prøvede at smile og ville Lydia det godt selvom han vidste hun ville få det dårligt af at være med ham. Men han ville ikke benægte Lydia glæden ved at være med ham hvis hun virkelig ønskede det.

Hun nikkede stille til det han fortalte. Vidste ikke hvad hun skulle sige, så tav bare i stedet for. Egentlig turde hun godt se ham uden tøj. Hun var langt fra bange for en fyrs krop, men det sagde hun ikke til ham. Det ville også være uhøfligt ville det ikke? Hun var ærlig i tvivl om det vil være uhøfligt eller ej. Og hvis det var fordi han troede hun vil blive bange, skulle han være helt rolig. Hun blev ikke længere bange for at se noget. Nok snare bange for at blive straffet for at være ærlig.

Et svagt smil kunne ses på hendes læber da han sagde hun bare skulle spise. ”Tak” sagde hun inden hun begyndte at spise. Hun var en smule spændt på det de skulle, og spiste så hurtigt hun kunne. Også fordi hun var sulten og ikke anede om maden blev taget fra hende lige pludselig, og hun ikk vil få mere inden om meget lang tid. Hun var vant til at der ikke var meget mad.

Hun lyttede til det han nu sagde, og så undrende på ham. ”En ven?” sagde hun meget tøvende og smagte nærmest på ordet. Hun kendte ikke til det ord da hun aldrig havde været sammen med andre end hendes herre selvom han havde mere end en slave. Hun havde aldrig lært dem at kende, og nogle få gange så hun dem når hendes herre vil hygge sig med mere end en, men ellers så hun aldrig nogle. Hun havde ikke haft mulighed for at snakke med nogle anden, så hun kendte ikke til venner. Dog nikkede hun til det næste spørgsmål. Hun var ikke sikker på om det var fordi hun stolede på Timm eller fordi hun var opdraget sådan, men hun vil ikke tøve eller stille spørgsmål til det. Hun så efter ham da han gik op efter en ny kop.
Da han kom tilbage tog hun imod koppen han rakte hende. Hun begyndte at drikke juicen og sagde intet til den. Hun vil drikke alt det man bedte hende om lige meget hvad det var. Så skadet var hun efter at ha været slave, men hun prøvede at være normal alligevel. Så normal hun kunne være.

Han kunne se hun var i tvivl om noget hvilket fik ham til at spøger " Hvad er det du er i tvivl om ? Men du må gerne besvare mit spørgsmål på om du er nevøs for tanken om mig uden tøj. Jeg ved at du har set din herre uden tøj.. Men jeg har ikke samme krop som din herre..det er derfor jeg er i tvivl om det er en god ide overhovdet hvis det var.."

Han smilede da han så hun smilede og nød synet over han faktis kunne glæde hende. Han var langsomt ved at opgive at få hende til at smile. Men det lille smil gav ham nyt håb. Han nikkede og sagde " Du skal ikke takke. Det er mig en glæde at give dig mad og drikke hvis det kan glæde dig. Og bare rolig. Ingen tager maden fra dig så du behøver ikke at spise hurtigt. Men sig mig. Hvad kan du lide af mad ? Kød ? Grønsager ? Hvad du vil have vil jeg gøre mit bedste for at skaffe til dig. Selv til du vil prøve er jeg villige til at skaffe " Han smilede svagt til hende og tog en ny tår.

Han nikkede da hun sagde en ven " Ja. En du kan stole på.. En du tør snakke med om problemer eller tanker..En du faktis tør åbne op for....." Han kiggede ned i bordet og tænkte over hvad han selv havde sagt. Han prøvede at smile men vidste det var falsk. Han ønskede Lydia forstod det og at hun virkelig ønskede at være hans ven da han ingen havde. Han arbejde altid for meget til faktis havde tid til at være social eller være med til nogle af de fester der blev holdt eller noget. Han havde altid for travlt med at arbejde og skjule sig fra omverden. Han rystede på hovdet og kiggede på Lydia igen.
Han smilede svagt da hun tog og drak juicen og sagde " Jeg håber du kan lide det. Men.. Når du er færdig så kan vi gå hjem til mig....Selvfølgelig kun hvis du stadig vil. Jeg vil ikke tvinge dig til noget. Men... Jeg vil gerne vide om du vil og når du er klar. Når det er så går vi. Du skal blot holde dig tæt på mig. Så går det lidt hurtigere selvom du er velkommen til at gå alene forreste eller bagerst alt efter hvad du vil. Du er dog mere end velkommen til at gå ved siden af mig hvis du vil men jeg ved da du er en gammel slave så kender jeg nok dit svar så det er derfor jeg siger du er velkommen til at gå ved siden af mig "

Han tog den sidste tår af sit kop og ventede på at Lydia var færdig og ventede på et svar.

Lydia rystede på hovedet. ”Nej, er ikke bange for at se dig uden tøj på. Hvorfor skulle jeg være det?” ville hun vide. Hun forstod ikke man sku værre bange for den slags. Dog var hun nervøs for en masse andre ting.

Hun var lige nu i modstrid mod alt hun havde lært. Hun havde altid lært at skulle takke for alt det hun fik, og nu stod Timm her, og sagde hun ikke skulle takke. Det forvirrede hende meget. Var det hun havde lært forkert? Nej det kunne det ikke være. Hun så på ham da han spurgte hvilket mad hun kunne lide. ”Alt mad.” sagde hun roligt. Hun havde ikke råd til at være kræsen, ellers vidste hun, at hun vil sulte ihjel. Eller det vil hun før, men nu fik hun bare alt hun vil ha? Det var skrammende for hende.

Lydia bed sig i læben. ”Jeg… jeg..” hun anede ikke hvad hun skulle svare på hans spørgsmål. ”Jeg har aldrig haft en før.” mumlede hun lav, og kendte derfor intet til det.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til juicen. Den smagte godt, men ja. Hun gjorde sig hurtigt helt færdig, og så på Timm. ”Jeg er klar.” sagde hun roligt. Hun vil helst gå en smule bag ham, med mindre han hellere vil have hende op foran. I sidste ende var hun ligeglad med hvor hun gik og det. ”Du bestemmer hvor jeg skal gå.” sagde hun roligt.

Timm rødmede og sagde " Det kunne være at... nej det lige meget. Det var blot en tanke som er bare er en tanke fra en gammle tosse som mig " han smilede svagt og håbede hun forstod.

Timm smilede da hun sagde hun spiste alt. Han sagde " Det jeg glad for. Hvis du ønsker det så vil jeg gerne lave dig en speciel ret. Jeg lover der er ikke blod i. Skønt at jeg ikke kan smage maden på samme måde som dig så håber jeg du ville kunne lide det. Men hvis der er noget du ikke tror du kan lide eller dirrekte ved du ikke ønsker at spise så sig endelig til. Jeg ved du har været en slave men blot fordi du er det så skal du ikke spise affald "

Timm kiggede en smule chokeret på hende da hun sagde hun aldrig havde haft en ven før. Han satte sig ned foran hende og smilede og sagde " Hvis du ønsker det Lydia. Så vil jeg gerne være din ven "

Da Lydia var færdig så gjorde han sig klar og sagde hun også skulle gøre det. Da hun sagde han skulle bestemme så sagde han " Du bestemmer selv hvor du vil gå. Foran, ved siden eller bag ved. Du går der hvor du har det bedst med det og på den måde du vil gå. Men jeg vil gerne bede dig holde dig tæt på mig hvis du går bag mig så jeg kan sikre mig du er okay. Jeg vil ikke have du kommer til skade eller at nogle prøver at lokke dig væk fra mig. Det sker desvære der er folk som prøver at kidnappe børn... Jeg er blot glad for jeg har dig hos mig så jeg kan sikre mig dit liv ikke bliver mere ødelagt end det allerede er "

Han gik ud af døren med Lydia og begyndte at gå. Han kiggede op og kiggede på stjernerne og smilede. Han gjorde sig klar til at vende hjem igen til det sted der gav ham mening med livet men nu hvor han havde Lydia ville hans liv få meget mere mening.

Han kunne dog ikke glemme synet af Lydia's nøgne krop. Han rødmede og kunne svagt mærke hans krop reagerede på den måde den ikke skulle. Hun var et barn og han skulle ikke have den slags tanker omkring hende slave eller ej.

Lydia var en smule nysgerrig på hvad han egentlig mente med det, men hun sagde intet. Lod det blot ligge, og nikkede stille.

Da Timm tilbød at lave en specielret til hende, så hun en smule undrende på ham. Han vil lave hende en speciel ret? Det ville hendes gamle herre ikke havde gjort. Han vil bare ha sagt hun skulle spise det som hun fik serveret uden at brokke sig over det. Hun var egentlig ligeglad med, om Timm puttede blod i maden. Hun vil spise det alligevel, lige meget om det smagte godt eller ej. Hun nikkede stille til det som han sagde. ”Ska nok sige det.” lovede hun. Dog spiste hun altid alt, lige meget hvad det var, og kunne sjældent svare på, om hun kunne lide det eller ej, da hun havde vendet sig til smagen af alt.

Et svagt smil var hos hende, da han tilbød hende at være hendes ven. Hun forstod dog stadig ikke helt hvad ordet ven betød, selvom han lige havde fortalt hende det. Det var svært at forstå nemlig.

Da hun var færdig hørte hun det som han sagde, og gjorde sig hurtigt klar til at tage af sted. Da Timm sagde, at hun selv skulle bestemme hvor hun gik, fik hun det underligt. Hun var langt fra vant til at bestemme selv, og derfor gjorde det hende en smule dårligt, at han forventede det af hende. Hvor vil han helst have hun gik? Foran ham så han kunne holde øje med hvor hun var, eller efter sig, som for at vise han bestemte, eller måske på siden af ham? Hun var virkelig meget i tvivl om det. Hun havde det ikke bedre det ene sted frem for det andet. Egentlig havde hun det bedst hvis han bestemte hvor hun skulle gå, i stedet for hun selv skulle det. Hun bed sig i læben, og sagde så ”Jeg… jeg går bare… bag dig..” Hun så ned i jorden. ”Og lover at gå tæt på dig” sagde hun.

Lydia fulgte efter Timm, da han gik ud af døren, og hun holdte sig tæt bag ham. Hun var ligeglad med hvad han tænkte om hende. Han måtte have de tanker som han end vil have om hende.

Han smilede da hun lovede det. Han vidste han skulle skaffe nogle ting inden han kunne lave det men ville godt lade Lydia være i huset så hun kunne udforske og vælge hvorvidt hun ville bo i huset eller på hospitalet. Han tænkte svagt over hvorvidt han skulle vælge for hende da hun stadig havde mentaliteten som en slave men det ville han tage til den tid. Han ville ikke tænke på problemer der måske ville komme før tiden var inde. Dem var der nok af tænkte han og rystede svagt på hovdet.

Han så hun smilede og nød det. Hun havde et kønt smil. Det var uskyldigt og rent som hvid sne. Han ville ønske hun ville smile noget oftere men ville ikke presse det frem hos hende. Hun skulle kun smile hvis hun inderligt ville og turde at gøre det.

Han kunne se hun tænkte kraftigt hvilket fik ham til at undre sig. Han nikkede da hun svarede men så hun fik det dirrekte dårligt hvilket fik ham til at forstå. Han sagde " Godt nok. Men jeg tror jeg vil fortrække du går ved siden af mig. Jeg stoler på dig men vil fortrækker du er i nærheden af mig så jeg kan holde øje med dig eller i tilfælde af du skulle falde. Men lad os gå "

Da de var gået lidt spurte Timm " Jeg vil gerne vide. Har du nogle sinde fået lov at gå frit og nyde skønhedden ved natten ? Nyde brisen ramme dit andsigt eller mærke hvordan mørket gemmer dig fra omverden og holder dig sikker ? Jeg ved du er slave og du sikkert ikke har haft et liv andet end at være spæret inde og udsat for udsnaklige smerter og lidelser. Men hvis du med tiden lære at stole på mig Lydia så vil jeg gerne tage dig til et specielt sted hvor jeg tog hen for at finde fred og ro. Jeg vil nemmelig gerne vise du kan stole på mig og at jeg ikke vil tillade nogle skader dig. Men... Jeg vil gerne snakke med dig omkring præsis at skade når vi kommer til huset og du har fået set huset og det område du skal være i. Men bare rolig du skal ikke sove i et bur men i en seng. Og hvis du ønsker kan jeg sove i samme rum hvis du vil have det bedre med det " Han tog en lille slurk af en flaske han havde og kiggede på Lydia og smilede svagt og gik i signe egne tanker så han kom til at sige højt " En lille skønhed...sjældent man møder dem..."

Lydia hørte hvad Timm sagde til det hun havde sagt, og hun nikkede. ”Okay… Jeg går ved siden af dem.” sagde hun, og faldt lidt tilbage på det hun havde lært, at hun ikke måtte være dus med andre, kun dis. Hvilket vil sige hun skulle sige Dem til en frem for dig.

Hun gik roligt ved siden af Timm, uden at sige noget. Hun så ned i jorden mens de gik, og hun sagde intet. Hun hørte det som Timm sagde, og så lidt op på ham. ”Jeg har aldrig før været ude om natten.” sagde hun stille. Hun nikkede til det sidste han sagde. ”Okay. Vi snakker om det ved deres hus” sagde hun. Hun vidste ikke helt hvad han vil snakke om med at skade og det. Og hun anede ikke hvad hun skulle forberede sig på ang. det. Hun vidste heller ikke hvordan hun ønskede at sove. Hun var vant til at sove alene, men vidste ikke om hun vil føle sig mere eller mindre tryg med Timm ved siden af hende imens, så det måtte de se på til den tid. Hun gik videre ved siden af ham, og så igen ned i jorden. Hørte så det han sagde, og så kort på ham, men sagde intet til det han lige havde sagt.

Timm kiggede undrene på Lydia da hun sagde " Af dem " hvorfra han spurte " Hvorfor kalder du mig for " dem " og ikke blot dig eller du ? Jeg er ikke vigtigere end dig Lydia. Men hvis du har det bedst med at sige dem for tiden så blot gør det. Jeg vil ikke tvinge dig til noget "

Han undrede sig ganske svagt over hvorfor hun ikke havde været ude om natten intil det slog ham at hendes gammle herre nok ikke ville have at hun kunne stikke af. Han sukkede svagt og lagde en hånd på hendes ryg og sagde " Bare husk Lydia. Du er så fri som du selv tillader dig at være. Hvis du binder dig til fortiden så vil du desvære aldrig være fri og der vil altid være noget der holder dig tilbage fra at kunne opnå glæde. Men du skal vide at jeg vil hjælpe dig på alle måder jeg kan med at give dig den frihed som du desvære ikke kender til "


Da de var gået et lille stykke begynde vejen at ændre sig fra de hårde sten til blødere jord intil de kom til et stort mørkt hus. Bag huset lå en masse træer og der lugtede at vand. Timm smilede svagt og sagde " Velkommen til mit gammle hus. Dette sted er lige så meget dit hjem som mit. Ligeledes er hospitalet også dit hjem. Det vil sige at skulle det nogle sinde ske at du ønsker lidt alene tid så kan du altid tage enten til dette hus eller til hospitalet. Og alt er tilladt her på nær at gå ind i de rum som er låste. Med tiden vil jeg låse dem op når jeg ordner dem men pt vil nogle døre være låste. Men du må alt du vil. Det vil sige at du er fri her. Men hvis du selvfølgelig vil have nogle regler så kan jeg godt lave nogle til dig hvis det vil hjælpe dig med at få det lidt bedre " Han åbnede døren og pressede den op. Han så støvet og sagde " Jeg skal nok få ryttet op. Jeg beklager støvet for nu. Men hvad er din mening ? Kan du lide det du kan se ? Og vær ærlig og du må gerne sige hvis du ikke bryder dig om stedet. Men jeg lover at der nok skal komme noget lys og ordnen med tiden "

Lydia hørte Timms spørgsmål, om hvorfor hun kaldte ham for dem, og ikke dig. Hun bed sig i læben og så ned. ”Undskyld. Er vant til det.” mumlede hun nervøst. Var det hun havde lært mon nu forkert eller hvad? Hun ville ikke straffes for det, og det virkede heller ikke som om, at Timm ville straffe hende for det.

Hun følte hans hånd på sin ryg, og automatisk krympede hun sig en smule. Hun var nervøs for hvorfor han gjorde det. Om han vil slå hende eller noget andet i den stil. Hun hørte det han sagde, og nikkede meget stille til det. En smule nervøs.

Hun så på huset de kom til. Det så en smule uhyggeligt ud, men hun sagde intet. Hun fulgte bare med, og hørte det han sagde. Hun nikkede til det. ”Jeg lover ikke at gå ind i de rum som er låst.” sagde hun, og så ind da han åbnede døren. Der var utrolig støvet der inde. Hun hørte det han sagde, og uden at tænkte sig om sagde hun ”Jeg kan gøre det for dem.” Hun anede ikke hvad han vil sige til det.

Han sagde " Det er okay Lydia. Jeg undrede mig blot. For nogle er det meget vigtigt at man siger " Dem " eller " de " og for andre som mig så er det ikke så vigtigt. Men du gør hvad du finder nemmest okay ? "

Han så hun krympede og flyttede hånden med det samme for hun ikke skulle have det for dårligt med det.

Han sagde " Godt. Det er jeg glad for " da hun sagde hun ikke ville gå ind i rummene hun ikke skulle. Han kiggede på hende og sagde meget overrasket " Øh.. ? Du er velkommen til at hjælpe hvis du vil. Men du er også velkommen til at udforske huset eller rundt omkring hvis du vil. Du er også mere end velkommen til at finde et rum du gerne vil have er dit værelse. Du kan få en seng, bamser, slik, bøger som du kan tegne i eller når du får lært det så kan du læse i dem. Der er et meget godt biblotek her i huset hvis du ønsker at læse "

Lydia nikkede til det som Timm fortalte hende, med at nogle fortrak at si9ge Dem istedet for dig, og han var ligeglad hvad hun kaldte ham for.

Hun bed sig i læben da han fjernede hpnden fra hendes ryg. Hun skulle ikke ha krympet sig som hun gjorde, men ha stået stille. Ladet ham gøre det uden at gøre noget ved det.

Hun så ned i jorden, og hørte det han sagde. At hun sagtens måtte hjælpe men også måtte udforske huset. Hun rystede på hovedett. "Nej jeg hjælper med at gøre rent." sagde hun, og så lige på ham. "Jeg finder et rum når jeg har hjulpet dig." sagde hun, og så lidt rundt, inden hun så på Timm igen.

Timm nikkede over hvad hun sagde og sagde " Okay. Du skal være velkommen til at hjælpe hvis det er det du ønsker at gøre. Bliv her jeg henter et par spande med vand og en kost. Selvom jeg vil dog fortrække at give dig et ikke for hårdt fysisk arbejde så er jeg desvære nød til at bede dig om at gøre et i sidste ende. Nemmelig at støve det værste støv af ude ved køkkenet. Men vær venlig at passe på der ude. Jeg er nemmelig ikke helt sikker på at jeg har fået sat stolene ordenligt på plads siden sidst jeg brugte stedet her. Men mens du gør det vil jeg gøre rent i de steder vi primært kommer til at bruge "

Hun nikkede stille og kiggede lidt rundt. Dog blev hun stående som hun havde fået besked på for lidt siden. Hun hørte godt han sagde, at han helst ikke vil gi hende et for hårdt fysisk arbejde, men hun var jo vant til den slags? Så han måtte gerne give hende hårde opgaver. Bådefysisk og psykisk. Det vil intet gøre hende. Men støve af? Det var da langt fra hårdt. Langt fra. Hun så på ham da han sagde, at hun skulle passe på der ude. ”Jeg skal nok passe på.” lovede hun, og sænkede hovedet i respekt som hun var vant til at gøre. Hun vil vente til han kom tilbage til hende.

Han smilede og sagde " Tak. Jeg ser dig ikke i smerte som en glæde. Tvært i mod " Han vendte sig om og hentede en støvkost til Lydia. Han hentede nogle spande og tog en kost og satte kosten i og sagde " Okay. Du kan begynde inde i stuen derfra bibloteket, køkkenet og tilsidst kan du tage rummet oven på til højre for enden af gangen. Men ikke til venstre okay ? Det rum er....lad....lad os blot sige at rummet er en af de ting vi skal snakke om...Jeg er bange for du nemmelig ikke ville kunne forstå synet ved det...Sandt og sige bebrejder jeg dig ikke... Men jeg vil gerne have du forstår at...nogle gange gør vi ting for folk vi kan lide...som vi ikke havde regnet med vi ville kunne gøre eller ville frivilligt gøre... Jeg ved godt jeg ikke giver mening men ja... Blot start med de rum jeg har sagt og så kan du spøger hvis du har nogle spørgsmål undervejs okay ? " Timm prøvede at glemme rummet og havde ønsket han bare kunne rive den del af huset af og kaste det væk for altid men desvære ikke. Han begyndte langsomt at komme i tvivl om det virkelig var smart at vise Lydia det men alt ting til sin tid.

Hun hørte det han sagde, og forstod ikke helt. Kunne alle ikke lide at se en anden i smerte? Det var det hun altid havde troet, men åbenbart ikke. Hun blev mens han hentede en støvekost til hende. Hun så på ham som han kom tilbage, og hørte det han sagde. Nikkede da han havde snakket færdigt. ”Okay.” sagde hun. ”Skal jeg bare gå i gang nu?” hun så afventede på ham, og sagde han ja, vil hun gå ind i stuen og begynde at støve af. Det var tydeligt at hun havde gjort det før, da hun var hurtig til det, men også grundig. Det var en opgave hun havde klaret 1000 vis af gange før, og det gør en øvet til det. Da hun var færdig med stuen gik hun vider til næste rum og fortsatte sådan til hun var færdig, eller Timm bedte hende stoppe. Hun gik ikke ind i det rum han havde sagt hun ikke sku gå ind i. Men tog alle de rum hun havde fået besked på i stedet.

Timm smilede og sagde " Det må du gerne. Så vasker jeg gulvet oven på i mens. Men hvis du bliver færdig inden jeg kommer ned så kom endelig op og tag det sidste rum og så skal jeg nok fortælle hvad du skal gøre " Timm tog en spand og gik oven på. Han kunne lugte rummet. Han kunne stadig høre lyden af folk der skreg og tiggede om nåde og maskinerne der larmede. Han rystede på hovdet og tog en gammel nøgle der hang ved døren og låste rummet op. Lugten af gammelt indetørret blod ramte ham. Han blev sulten men samtidig også dårlig. Han tændte lyset og så blodet over alt. På vægge, gulvet og på borderne. Der var knive i væggene, save og hammere. Der var alt hans gammle læge udstyr fra sin mørke fortid. Og der var døren med hans mørkeste hemmelighed. Han gik der over og prøvede at åbne dørene for at mærke de var låst. Han sukkede roligt og sagde " Guskelov...i er her stadig... Jeg lover... En skønne dag skal i nok få jeres frihed...Og så kan i møde den smukkeste og sødeste sjæl jeg har mødt siden...dagen...." Han rystede på hovdet og tog en kniv fra væggen og lagde i vasken. Han tog alt sit gammle værktøj og vaskede det indetørrede blod af så godt han kunne. Da han var færdig tog han og prøvede at vaske væggene af. Det var ikke nemt men tilsidst kom det største problem. Gulvet havde der været mere end kun blod på så han blev i tvivl om hvorvidt han faktis kunne få det af men han ville prøve så Lydia faktis kunne se rummet en skønne dag skønt viste hun historien bag det der var sket ville hun aldrig kunne tilgive ham og hun ville flygte inden han fik chancen for at forklare.

Lydia nikkede, da Timm sagde hun gerne måtte starte, og han imens vil vaske gulvet oven på. Hun hørte han sagde, at hvis hun blev færdig inden han kom ned, skulle hun bare så op og tage det sidste rum der oppe. ”Skal jeg nok hvis det er.” lovede hun. Hun så efter Timm, som gik oven op. Der efter begyndte hun sit arbejde.

Selvom hun var hurtig, tog det hende stadig noget tid. Men hun blev færdig inden han blev. Hun var tilfreds med sig selv. Der var ikke noget støv at finde der hun havde været, og hun håbede blot at Timm vil være tilfreds med hendes arbejde også. Hun gik oven på, og begyndte på det sidste rum. Vil lade Timm komme til hende, med mindre han kaldte, og vil ikke tigge om at finde ud af hvad der var i rummet. Han skulle kun fortælle hende det, hvis han sys hun burde vide det, og det var hun også helt okay med.

Timm hørte hende komme op af trappen og skyndte sig at lukke døren. Han håbede bare at han var hurtigere end Lydia var så hun ikke så noget. Han fjernede det sidste og sikrede sig at der intet var tilbage. Han åbnede døren og sagde " Okay. Så lad os se. Han gik neden under og kiggede. Der var pletfrit. Ikke en nullerman i syne overhovdet. Han sagde " Wow.. Jeg forventede ikke hun var så grundig.... Der er dårligt en eneste lille fnug i luften heller. Jeg tror jeg vil lave hende en ekstra speciel god middag i aften som tak " Han gik op til hende igen og stod i døren og sagde " Det er et utroligt flot arbejde du har lavet Lydia. Der er ikke en eneste ting i vejen der nede eller her ud fra hvad jeg kan se. Jeg har intet at sige andet end utrolig godt arbejde. Jeg kunne ikke ha gjort det så flot her selv uden din hjælp. Men med det sagt så føler jeg at jeg skylder dig en forklaring på rummet ved siden af. Når du er færdig venter jeg på dig inde i rummet. Bare kom ind når det er. Så lover jeg at forklare på de spørgsmål du måtte have. Men en ting vil jeg dog påpege. Selvom du har gjort et så flot arbejde så er jeg nød til at sige jeg er dog lidt bekymret for noget. Ikke angående dette men angående dig. Du har ikke nogle problemer med at få luft når du støver af vel ? "

Lydia hørte at Timm lukkede en dør, men hun så intet der inde fra. Og hun vil heller ikke prøve at kigge der ind eller noget i den stil. Hun så på Timm lidt efter, da han åbnede døren, og hørte det som han sagde. Hun blev dog ovenpå, da hun var i tvivl om han vil have hun gik med. Hun gjorde det sidste rum færdigt imens han gik rundt neden under.
Hun var næsten færdig da hun hørte han kom op gien. Hun så over mod ham, og hørte det han sagde. Et smil kom kort frem hos hende, som han roste hende. Hun var ikke vant til den slags, og syntes det var underligt at få det. Hun kiggede genert væk fra ham, og mumlede ”Tak” Hun lyttede til det han sagde. At han skyldte hende en forklaring på det andet rum, og hun nikkede langsomt af det. Da han spurgte om hun havde problemer med at få luft mens hun støvede af, rystede hun stille på hovedet. Hun var så vant til støv, at hun ikke lage mærke til det selv hvis det var.

Da han var gået, fortsatte hun sit arbejde til hun var færdig med rummet helt, og gik så ind i det andet rum til ham. Så stille på ham, og anede ikke hvad hun skulle sige, eller noget.