Please dont hurt me ~ Sirtimm

Timm kunne fornemme hun havde smerter og så synet af hendes vinger. De var skadet. Dog kunne han ikke se hvor slemt de var skadet. Han havde set vinger der var brækket pga. engle var uheldige eller andet. Men hendes vinger var direkte ødelagte. Han sukkede svagt over synet og vidste hun havde en grund til at skjule sine vinger. Han gjorde tegn til hun skulle gå med ham og førte hende ind på hendes værelse og gjorde tegn til hun skulle sætte sig. Han satte sig over for hendes seng og kiggede på hende " Lydia. Du ved jeg holder af dig.. Som en datter men jeg har... skal vi sige tvivl om jeg holder mere af dig end kun som så.. Det er derfor jeg er dedikeret til at hjælpe dig. Jeg vil gerne hjælpe dig på alle mulige måder men det kræver du tør stole på mig. Jeg ved du har svært ved den slags.. Men forstå at ikke alle er monstre " Et lille smil forlod hans læber " Undskyld.. Jeg siger ikke alle er monstre... Jeg er nok et af de værste der er... Jeg er en læge men også vampyr.. Jeg er et kold hjertet blodsugende monster som er blevet glad for en stakkels pige som har været udsat for totur... " Timm kiggede svagt op på Lydia og sagde " Ja..jeg er nok det største monster af dem alle... Men det betyder ikke at jeg ikke vil hjælpe dig. Jeg vil gøre alt for dig. Og det er derfor jeg har besluttet for at lave regler til dig. De er følgende :

1. Du skal sove om aftenen / natten. Selvom jeg ikke kan gå uden for blandt andre så kan du. Og hvis du vil skal du gøre det. Du er ikke fanget her. Du er fri til at gå og komme som du vil. Men med det sagt så kan du også vælge at sove om dagen og gå ud om aftenen / natten med mig hvis du vil. Det kan vi snakke om.

2. Du skal spise morgenmad, frokost og aftensmad. Frokosten behøver ikke at være stor men du skal spise.

3. Jeg skal undersøge dig en gang i mellem for at se hvordan din krop er. Jeg ved godt jeg havde... svært ved at se din krop til at starte med men jeg blev bare overrasket " Timm rødmede svagt og vidste det ikke kun var overraskelse der var skyld i han reagere som han gjorde men han ville nødigt fortælle hende det med det samme.

4. Hvis du er ude alene så skal du være hjemme inden det bliver mørkt med mindre du er med andre jeg har sagt gode for. Så må du godt være ude til lidt senere.

5. Jeg underviser dig i de forskellige ting så som at læse, skrive og tal.

6. Hvis du har problemer eller er bange, noget gør ondt. Uanset hvad det end måtte være så kom til mig eller nogle af de andre læger eller sygeplejsker. De ved godt du ikke er patient men du er med mig og vil hjælpe dig så godt de kan eller føre dig til mig.

7. Du må godt sige din mening omkring hvad du syntes om dine regler eller maden eller andet. Du skal ikke spøger om lov først før du må snakke. Jeg er ikke din gammle herre.

Hvis du syntes nogle af de regler du har fået er for slemme eller du syntes de ikke er " gode nok " så sig til. Jeg vil gerne have du kan klare at leve med dem "

Timm smilede svagt til Lydia og sagde " Jeg har dog stadig en lille gave til dig " Han gjorde tegn til hun skulle vente kort og kom tilbage straks. Han gik ind på sit kontor og tog en lille pose og en anden ting og gik tilbage. Han gav hende posen og sagde " Her. Dit karameliserede æble og her. Din bamse " Timm gav hende tingene i håbet om hun ville stole mere på ham og indså han ikke ville gøre hende ondt men bare hjælpe hende.


Han sagde roligt " Men.. Jeg vil også gerne være ærlig med dig. Hvis du føler du har brug for det eller hvis du føler det er nødvendigt så kan jeg godt..straffe dig " Timm sank sine ord tungt " Jeg ser ikke grund til at jeg skulle men hvis du gerne vil have det så vil jeg gøre det for din skyld. Hvis du fx. Bryder en regl eller bare har lyst til det så sig til. Så skal jeg nok gøre det. Jeg kan smække dig, give dig en lussing eller...hvis du virkelig ønsker det så... pisk " Timm kiggede svagt ned i jorden. Han frygtede han havde skræmt hende væk fra ham ved at sige det sidste. Han håbede lidt hun kunne se han havde svært ved at sige tingene og ikke havde nemt ved tanken om at skulle skade hende for at lave fejl.

Hun så forsigtigt på ham, og så hans tegn til, at hun skulle følge efter ham. Hun sank en enkel gang nervøs, men valgte så at følge efter ham ind på hendes værelse, hvor hun satte sig på sengen, som han gav hende besked på. Hun betragtede ham, da han satte sig over for hende, og hun vidste at han vil give hende nogle regler nu, og det var hun også glad for, da hun havde levet med regler hele sit liv. Hun lyttede til det som han sagde. Hun vidste godt at han allerede holde meget af hende, det havde han sagt før. Dog forstod hun ikke hvorfor, men det var vel også lige meget om hun forstod det. Hun anede dog ikke hvad han helt mente med, at han måske holde mere af hende end som så. Hun forstod ikke at han vil hjælpe hende, men hørte godt, at han sagde ikke alle var monstre. Hun hørte også det næste, og så lidt ned. Ville ikke helt have øjenkontakt mere lige nu, med mindre han bad hende gøre det. Hun hørte godt han sagde han var blevet glad for en pige, som havde været udsat for totur. Han skulle bare vide alle de ting som hun var blevet udsat for. Hun vidste, eller retter sagt havde på fornemmelsen, at han ikke vil kunne lide de ting.

Hun lyttede roligt til de nye regler hun nu havde. Allerede ved første regel var hun usikker. Hun måtte gå ud alene? Han var ikke bange for, at hun så bare vil stikke af? Hun forstod det ikke, men fair. Helst vil hun nok pt vælge, at sove om dagen, så hun kunne være samme med Timm om natten. Hun hørte anden regel, og så i staten undrende ud. Hun SKULLE spise? Så hun skulle ikke gøre noget for at få noget mad? Hun var vant til, at hun skulle gøre sig fortjent til maden inden hun måske fik noget. Hvis hun var heldig at måtte få noget. Det var virkelig meget anderledes her, men hun nikkede bare stille til den regel, og lyttede videre til de andre. Bed sig i læben, og nikkede til regel 3. At han skulle undersøge hendes krop? Hun var ikke sikker på, hvad det helt indebar. Men hun ville lade ham gøre det. Og at hun skulle komme hjem inden det var mørkt, var også okay med hende. Generelt var hun okay med hans regler, selvom hun nok vil få svært ved, at sige til nogle hvis hun havde ondt, eller bare at sige sin mening og det.
Da han så sagde, at hun skulle sige hvis de var for slemme, eller ikke var gode nok hans regler, så hun lige på ham. ”De er gode nok.” sagde hun bare helt roligt.

Da han nævnte for hende, at han havde en lille gave til hende, så hun spændt på ham. Hun vidste ikke hvad det var, men håbede det var noget godt. Da han gik, blev hun siden i sengen, og så sig lidt om mens hun ventede på han skulle komme tilbage igen med gaven han sagde han havde til hende. Da han kom tilbage igen lidt efter, så hun lige på ham og posen som han havde i hånden. Hun tog forsigtigt imod den, og så på den, inden hun fik sin bamse og æble som hun tog imod. Hun krammede sin bamse. Var allerede glad for den, selvom hun jo egentlig nok var for gammel til bamser. Hun smillede til Timm. ”Tak” sagde hun til ham.

Da Timm sagde, at han sagtens kunne straffe hende hvis hun følte det nødvendigt, så hun meget hurtigt på ham. Hun anede ikke hvordan hun skulle reagere på det, at han ville straffe hende? Hvorfor sagde han det overhoved? ”Du… du vil straffe mig?” spurgte hun og så undrende på ham. Hun lyttede til det næste han sagde, og bed sig i læben. Hvorfor var det han vil gøre det, selvom han ikke var meget for det? Og hun vidste, at hun ikke selv vil kunne bede om den slags. Det havde hun lært hun ikke måtte. Og hans straffe lød yderst milde i forhold til dem hun var blevet så vant til at få. ”Okay” sagde hun stille.

Timm smilede svagt til hende og håbede det ville gå godt men frygtede det ville gå galt. Hans smil forsvandt svagt da hun kiggede ned igen. Han kunne se noget plagede hende og sagde " Lydia. Det der er sket for dig. Jeg vil gerne høre det okay ? Du kan roligt sige det til mig " dog vidste han inderst inde hun ikke ville fortælle ham det for nu og det forstod han også godt.

Han smilede svagt da hun sagde at de var gode nok og sagde " Det glæder mig. Syntes du at nogle af dem er for " svage " for dig ? Jeg kan huske du tidligere sagde du ikke kunne forstå du ikke skulle arbejde for din mad. Ønsker du at du skal gøre det her også ? Fordi så er jeg sikker på vi kan finde på en måde som er god for os begge "

Han smilede da hun sagde tak hvorfra han sagde " Du skal ikke takke for dine gaver. Det er jo dit. Og jeg vil ikke tage det som tilhøre dig væk fra dig. Det vil være ondt. Men jeg kan godt tage noget fra dig og give dig det tilbage senere hvis du opføre dig ordenligt hvis du fx. bryder nogle af dine regler. Men så skal du også først bryde dem før jeg vil gøre den slags " Han prøvede at kigge hende i øjnene for at vise hende at han ville gøre det hvis hun brød reglerne.

Han kunne mærke hvordan blodet faldt fra hans krop da hun stammede. Han frygtede hun ville begynde at græde hvorfra han ikke ville vide hvad han skulle gøre. Han var vant til patienter som var voldelige eller folk der var syge generalt ældre mennesker end dem på Lydias alder. Han havde ingen ide hvad han skulle gøre og frygtede det værste. Han undrede sig svagt over hun sagde " okay " i stede for mange af de andre svar han havde frygtet. Han sagde " Er..er du helt sikker ? Lydia jeg vil nødigt gøre det men jeg ved hvad det er du kan lide.. Og det er derfor jeg heller vil tøve med at gøre det end slet ikke. Jeg håber du forstår " Han rejste sig op og gav hende et svagt kys på panden og gik ud af hendes værelse og sagde " Hvis du vil være vågen om natten så skal du sove nu. Hvis du har nogle spørgsmål eller noget du snakke om så sig til. Bare sig det okay ? Uanset hvad det er.. Jeg føler det er det mindste jeg kan gøre for dig Lydia " Han lukkede hendes dør og gik ind på sit kontor. Han lukked sine øjne og mærkede en tåre langsomt løb ned af hans kind. Han slog hånden ned i sit skrivebord og sagde for sig selv " Hvorfor...hvorfor skulle jeg også blive forelsket i hende...hun er jo ikke forelsket i mig..hun ser mig ikke som en fader heller...hun ser mig bare som et andet monster som vil bruge hendes krop..." Han gik ud på toilettet og tog noget vand i hovdet og smilede " Heh...måske er det fordi jeg inderst inde ikke selv ved hvad jeg vil med hende...nej " Han tog sin skjorte af og satte sig i stolen og tog et glas med blod og satte sig sig til rette. Han sagde mens han holdt glasset " Fokuser. Det handler ikke om kærlighed, venlighed eller noget som helst andet. Det handler om at hun skal have det godt og så må hun vælge hvad hun vil. Hun er en fri pige. Intil hun ønsker andet " En sygeplejske kom ind på hans kontor og sagde " Dr. Timm du ringede efter hjælp ? " Timm smilede et svagt smil " Ja. Kom her " Sygeplejsken kom ind og kiggede undrene på Timm som gav hende en lille pose med penge og en note " Her. Gå ud og skaf de ting der er på listen. Kom tilbage dirrekte hertil når du har det tak " Sygeplejsken kiggede på listen og så forviret på Timm men gjorde som han sagde og gik ud. Timm satte sig igen og håbede på at han ville høre Lydias stemme kalde på ham eller på at hun kom ind til ham.

Lydia hørte det som Timm sagde, at han gerne vil høre det som der var sket for hende. Hun så meget forsigtigt op på ham, men var yderst nervøs. Hun anede virkelig ikke hvordan hun skulle fortælle ham hvad der var sket. Hun anede ikke hvor hun skulle begynde eller noget, og helst havde hun heler ikke lyst til at sige det, men følte lidt, at hun blev nødt til det. Hun følte hun skulle, da han havde sagt det jo, selvom han ikke havde sagt det lige ud. Men han skulle nok få det, når hun vidste hvordan. ”Du ska nok få det af vide, når jeg ved hvordan..” nærmest mumlede hun.

Hun bed sig i læben da han endnu en gang spurgte efter hendes mening med reglerne, og trak på skulderne. Var tydelig mere utilpas nu, da hun ikke var vant til, at blive spurgt om sin mening. ”Jeg ved det ikke. Du bestemmer.” sagde hun, og lød en smule frustreret over det, at hans spørgsmål var så svære for hende. Kunne han ikke bare bestemme det i stedet for at spørge hende?

Hun var forvirret lige nu. Hun havde lært altid at takke for alt, og nu sagde Timm her, at hun ikke skulle? Det gav hende virkelig hovedpine. Og hun kunne heller ikke bestemme jo, at han ikke måtte tage det fra hende, da hun stadig så sig selv som en slave, og derfor intet havde at sige overhoved. Hun var ikke i tvivl om, at han snakkede rigtigt med at tage det fra hende, hvis hun ikke opførte sig ordentlig.

Efter hun havde sagt okay til at han vil straffe hende, kunne hun se det kom bag på Timm. Hun hørte det han sagde, og så ned i sengen, og legede lidt med lagnet. Han anede ikke hvad hun kunne lide, da hun jo aldrig havde fortalt ham det, men stadig sagde han, at han vidste det. Det forvirrede hende en smule. ”Du straffer mig bare.” sagde hun med en rolig stemme, som ikke viste nogle følelser. Hun måtte jo ikke vise om hvor vidt hun kunne lide det eller ej. Det var det som hun havde lært. Hun mærkede hans kys, hvilket fik en let skælven gennem hendes krop. Det var første gang nogle havde gjort det, så vidt hun kunne huske. Så let efter ham da han gik over til døren, og lyttede til det han sagde. Nikkede svagt til det. ”Okay.” sagde hun inden han lukkede døren og var væk. Hun lagde sig ned i sengen, og så lidt rundt på værelset. Hun blev nødt til at sove, selvom hun ikke var træt overhoved. Hun sukkede, og prøvede at falde i søvn, hvilket dog også lykkedes noget efter. Dog sov hun ikke specielt godt. Hun fik mareridt den nat, og lå meget uroligt i sengen.

Timm nikkede blot over hendes meget svage svar. Han kunne fornemme hun ikke vidste sin egen mening hvilket gjorde ham trist. Han ville dog ikke give op på at hjælpe hende.

Han kunne høre hun blev en smule vred over hans spørgsmål og skrev ned i sin lille bog igen. Han kiggede hurtigt på hende og lukkede bogen igen. Han sagde " Javel ja " og sendte et hurtigt vredt blik over hendes attityde.

Han kunne se hun rystede i kroppen og valgte at lade vær med den slags i fremtiden. Han kunne høre hun lå uroligt og valgte at gå ind til hende og sætte sig ved siden af hende. Han kiggede på hende og smilede svagt men så hun var urolig. Han undrede sig svagt til at starte med hvorfor intil han sukkede " Ah...mareridt..Jeg tør næsten væde hvad hun drømmer om " Han sukkede og tænkte hun drømte om det helved hun tror hun går igennem når hun er sammen med ham frem for at være med hendes gammle herre som sikkert var bedre end ham. Efter lidt tid kom sygeplejsken med tingene og gav Timm resten af pengene. Han sagde " Nej. Behold dem. Du har gjort nok. Jeg skal forresten blot låne den der " og tog hendes hårnål. Hun kiggede forvirede på Timm som sagde " Tak. Det var alt for nu. Tag fri for resten af dagen " Hun nikkede og forsvandt. Timm gik ind på sit kontor og tog tingene ud. Et par bøger om indlæring - Nogle tomme hæfter og bøger - Enkle fjer og blæk og et stort lys. Han fik en tavle sent op på sit kontor og gjorde en stol og bord klar til Lydia til dagens undervisning. Han glædet sig svagt og gik tilbage til Lydia og ventede på hun vågnede. Han nussede hende svagt men stoppe en gang i mellem blot for at hun ikke skulle vågne.

Hun så ned da han sende hende det strenge blik. Hun virkede måske en smule vred, men det var på sig selv, og over spørgsmålet som hun ikke kunne finde ud af at svare på. Det var det som frustrere hende. Hun kunne også mærke at det begynde at prikke for hendes øjne da hun var tæt på at græde, men hun nægtede at gi efter, da hun vidste, eller troede hun vidste, at hun vil få en lussing for at græde.

Hun var tilbage til dagen hun var stukket af. Hun sad nede i kælderen i kæden, og kunne høre hendes herre var på vej ned. Hun havde tidligere lavet en stor fejl, og vidste godt at hun snart vil få en straf for det. Og ganske rigtigt. Hun ser kort efter sin herre komme over til hende, med 2 store søm. Den her straf her vil gøre ondt, det var hun ikke i tvivl om. Han så lige på hende da han kom over, og hun så med et ned i gulvet. ”Du ved hvad du har gjort galt, og du ved du har brug for denne straf her.” sagde han. ”Ud med vingerne.” beordrede han, og Lydia var for bange til at gøre andet, end at lade dem komme frem. Han smilede og tog fat i hendes ene vinge, og holde den op mod væggen. ”Det her skal nok lære dig, ikke at gøre det igen.” han slog sømmet i, og Lydia skreg i smerte over det. Selvom hun prøvede på at være stille, men det var umuligt med den smerte hun fik. Hendes herre så virkelig ud til at nyde hendes smerte, da han smillede stort over det. ”Og så den anden vinge.” sagde han yderst roligt, som om det her var ingenting, og det var det heller ikke for ham jo. Det var ikke ham som skulle udholde smerten. Han greb om hendes anden vinge, og Lydia rystede nærmest lige nu over smerten. Han tog det andet søm, og fik også det gennem hendes vinge, og ind i muren så hun nu var spændt helt fast. Han tog endnu et nyt søm, og sømmede fast, så hun nu havde 2 søm gennem hver af sine vinger.

Hun vågnede op med et sæt. Sveden piblede ned af hende. Hun så nærmest ud til, at hun var i smerte, og det var hun også næsten. Hun kunne tydelig huske den smerte fra hendes drøm. Hun tog sig slet ikke af Timm lige nu, med mindre han rørte hende, og gjorde han, vil hun ende med at fare sammen, som en anden forskrækket kanin.

Han så hun var ved at græde hvilket fik ham til at trække sig " Undskyld. Det var ikke min mening. Det har bare været en lidt stresset tid for os begge. Jeg håber du kan tilgive mig for det "

Han kiggede på Lydia og så skrækken i hende. Han holdt afstand til hende og gik hurtigt ud efter en spand hvis hun skulle kaste op. Han havde set tilfælde af folk der blev så bange at de kastede op eller tilmed besvimede. Han holdt afstand og ventede til hun var faldet lidt ned. Han gik ud efter noget vand med noget sukkersødt saft. Han satte glasset ved siden af hende og sagde " Hvis du har brug for at snakke om det så sig til. Jeg er her for dig Lydia okay ? Jeg vil prøve at hjælpe dig så godt jeg kan men det kræver du tør stole på mig. Hvad drømte du ? "


Han vidste inderst inde hun ikke ville fortælle ham noget da hun ikke stolede på ham hvilket han også forstod men det gjorde ham trist. Han ønskede kun at hjælpe hende med hendes fysiske skader så han kunne hjælpe hende med de psyigske og lære hende lidt mens det er så som at læse og skrive. Han holdt af Lydia det var ingen hemmelighed. Men han vidste at tog han hende med ud til sit gammle hus så ville hun riskere at stikke af og komme til skade. Han vidste huset var gammelt og det sikkert var fyldt med spidse ting hun kunne komme til skade på. Han vidste ikke hvor meget hun kunne se i mørket og slet ikke om hun var forsigtig nok til at ungå hans " sikkerheds system " som bare bestod af nogle spidse pæle der var sat hårdt ned i jorden til at forhindre folk i at stjæle de få ting han nu havde der der betød noget.

Han kiggede på Lydia " Vil du have et bad så du kan vaske dig lidt ? Så kan vi få noget at spise og så kan vi begynde at undervise dig hvis du vil ? Med mindre jeg kan få lov til at se nogle af de skader du har "

Hun bed sig i læben over hans ord. Det var første gang hun havde hørt nogle undskylde over for hende. Det var langt fra noget hun var vant til, og var ikke sikker på, om hun syntes om det, da det føltes underligt for hende.

Hun lagde godt mærke til, at lige da hun var vågnet, at Timm gik ud af værelset, og hun undrede sig kort over det, men det var ikke noget hun skulle blande sig i. Hun havde aldrig blandet sig i andres sager, da hun havde lært hun ikke måtte. Dog så hun kort på ham, da han kom igen med en spand. Hun følte ikke hun skulle kaste op eller noget. Han gik igen ud lagde hun mærke til, og kom tilbage med noget væske i et glas. Forsigtigt tog hun glasset, og snussede til det. Det lugtede sødt, og hun tog en lille tår af det. Smagen ramte hende med det samme, og hun elskede smagen af saften. Hun drak meget hurtigt resten af saften, og satte glasset på bordet igen. ”Tak” sagde hun stille, og så forsigtigt op på Timm. Hørte det han sagde, og nikkede stille. Hun anede ikke hvordan hun skulle snakke med ham om det, selvom hun gerne vil. ”Jeg aner ikke hvordan.” lød det meget lavt fra hende, og hun så ned i sengen. Måske vil hun kunne tale med en anden slave om disse ting, men hun anede det ikke.

Hun havde lidt på fornemmelsen at det sårede ham, at hun ikke anede hvordan hun skulle fortælle ham det, og hun bed sig hårdt i læben. Hun vil virkelig ikke skuffe nogle. Hun havde lært hun altid skulle gøre sin Herre glad og gøre alt hvad han sagde, og selvom Timm ikke vil have det, så så hun alligevel ham som sin nye Herre.
Hans næste spørgsmål havde hun ikke regnet med. Et bad? Hun anede ikke rigtig hvad det indebar her hos Timm. For hos sin gamle herre, havde det indebåret mere end bare et bad, og det anede hun ikke om det også gjorde her. Dog nikkede hun stille til det. ”Okay. Lad os det” sagde hun stille, og vil følge med Timm ud på badeværelset.

Timm kiggede på Lydia og så hun hele tiden bed sig i læben. Han spurte roligt " Lydia. Med få lov. Hvorfor bidder du dig altid i læben ? Er der nogle bestemt grund eller er det fordi du ønsker smerte eller ? Prøv venligst at forklar mig det "

Han smilede roligt da hun drak saften og han hældte et nyt glas op til hende i tilfælde hun ville have mere. Han sagde " Jeg forstår. " da hun sagde hun ikke vidste hvordan. Han sagde " Hvis det er Lydia så skal du vide at jeg har hørt fra mange patienter hvad de har været udsat for. Af alle mulige ting. Engang havde vi en som var faldet og havde fået sin hånd i toilettet og kunne ikke få den op igen. En anden var så uheldig at han havde fået sin vinge vilket så meget ind i den anden at han ikke kunne få dem fri for hindanden. Så tro mig når jeg siger dette Lydia. Uanset hvad du har været udsat for så vil jeg gøre mit bedste for at hjælpe dig og jeg vil altid lytte hvis du vil snakke. Selvom det bare er at du kan lide æbler eller du gerne vil have et kram eller gå en tur. Hvad som helst så er jeg klar på at lytte til dig "

Han smilede og gjorde tegn til hvor badeværelset var og gik der ud. Han tændte for et starin lys og tændte for vandet og sagde " Hvordan kan du lide dit vand ? Varm eller koldt ? Personligt fortrækker jeg det man vil kalde for " kropstembratur " men jeg føler det dårligt. Men fortæl det gerne eller ændre det selv. Så henter jeg lidt sæbe og den slags til dig i mens "

Han gik ud og smilede til Lydia og sagde " Hvis det er kan jeg bade dig og vaske dig hvis du vil "

Lydia stoppede med at bide sig i læben og så ned. Hun gjorde det når hun var nervøs, men tænkte aldrig helt over når hun gjorde det. Hun valgt at trække på skulderne. ”Jeg ved det ikke. Gør det bare uden at tænke over det. Men bare sig hvis jeg ikke må, så skal jeg nok prøve at lade være.” sagde hun med en lav stemme. Hun vil ønske hun kunne forklare ham hvorfor, men det kunne hun ikke, da hun jo ikke selv vidste hvorfor hun gjorde det.

Hun så han hælde mere saft op, men lod det stå selvom det smagte godt. Hun var ikke helt sikker på, om hun bare måtte tage det eller ej. Da han igen snakkede så hun lige på ham, og lyttede til det han sagde. De ting de havde oplevet var ingen ting ifølge Lydia. Det var noget hun sagtens kunne være udsat for, hvis hendes herre havde syntes det. ”undskyld jeg siger det.. men.. det er intet.” sagde hun stille. Hun vidste ikke om han forstod det hun mente, at det de havde oplevet var intet i forhold til hende. ”Men.. skal jeg? Fortælle om det.. jeg har været udsat for?” spurgte hun stille, for hvis hun skulle, skulle hun nok gøre det. Eller prøve på det.

Hun fulgte med ud på badeværelset, og så sig rundt. Det var flot syntes hun, i forhold til det hun var vant til. Hun skulle lige til at tage sit tøj af, da hun nåde at stoppe sig selv. Han havde jo sagt hun ikke bare skulle gøre det uden at sige til, hvilket hun stadig ikke helt forstod hvorfor. Hun lyttede til det han sagde, og trak på skulderne. ”Det ve jeg ikke.” sagde hun. Hun havde aldrig sku tage stilling til noget, så hun anede ikke hvordan vandet skulle være.
Hun hørte det næste som han sagde, og bed sig i læben. ”Det er noget du bestemmer.” sagde hun, og vil lade ham om, om han vil vaske hende.

Han sagde " Det er okay. Det var blot en tanke der havde stræffet mig "

Han så hun kiggede og sagde " Bare drik. Det er dit alt sammen og der er meget mere. Jeg drikker ikke den slags. Det ville være synd når min smagsløj er som..støv.. " Han kiggede svagt ned på sin blege hud og fortrød nogle gange han var det monster han var mens han andre gange intet havde i mod det.

Han kiggede på Lydia og sagde " Det kan jeg regne ud. Det var ikke for at sige det var slemt men for at sige jeg har hørt alt. Men jeg vil gerne vide hvad det er der blevet gjort ved dig så jeg kan hjælpe dig. Og husk. Gør det ondt eller føler du at det er for meget så sig til okay ? Du skal ikke presse dig selv. Du skal tage dig til til du føler du stoler på mig. Du skal bare bruge alt den tid du skal bruge. Jeg har mere end nok til dig " og smilede svagt til hende

Han kiggede på hun skulle til at smide tøjet og rødmede svagt og hostede før han sagde " Øhm... Ja.. Vil du fortrække at smide tøjet alene eller ? Og jeg gør det til krops tembratur så kan du sige om du vil have det varmere eller koldere " Han dybbede hånden i og lod sin hånd glide igennem vandet og smilede svagt over det. Han sagde " Du kan hoppe i vandet når du vil. Jeg henter lidt sæbe og nogle andre ting. Så skal jeg nok bade dig. Og hvis det er kan jeg også hjælpe dig med det samme i vandet. Alt efter om, du har ar, skader eller andet der kan ordnes. Og kun hvis du vil tillade mig det. Jeg ved du ser mig som et monster eller din herre. Men jeg kan ikke finde ud af at bestemme over nogle Lydia. Det ligger ikke til min natur at gøre den slags. Men hvis du kan fortælle mig med dine egne ord at det er det du ønsker jeg er. Så vil jeg gøre mit bedste for at være din herre. Men være en bedre en end din gammle. Okay ? " Han smilede svagt til hende og håbede hun forstod han virkelig ville hjælpe hende.

Selvom han gav hende lov at drikke var hun stadig usikker og lod det derfor være. Hun var også nervøs for han måske havde puttet noget i det men hvis han vil gøre hende noget, havde han så ikke allerede gjort det? Den del var hun en smule usikker på.

Hun hørte det som han sagde. Hun skulle ikke sige det hvis hun følte det for svært? Dog følte hun at hun blev nødt til at give ham en smule af historien nu lige meget om hun selv ville eller ej. Hun var opdraget til at svare jo lige meget hvad. Et suk kom kort fra hende. "Tror jeg var omkring de 12 da jeg blev hans." Sagde hun stille og huskede tilbage til dagen. "Han gav mig halsbånd på, og trak mig med hjem til ham. Bad mig smide tøjet da jeg ikke længere havde brug for noget. Han... gjorde ting ved mig... slemme ting." Hun blev stille da hun var tilbage i sine minder og genoplevede det hele igen. Hun kunne ikke få sig selv til at sige mere da det gjorde ondt på hende.

I stedet fulgte hun med ud på badeværelset. Hun begynde at tage tøjet af da han nikkede til det, men stoppede sig selv da hun kom i tanke om, at han nok helst vil være fri for at se det. Derfor ventede hun til han var gået inden hun smed det og hoppede i vandet. Det var varmere end hvad hun var vant til. Hun fik næsten altid i koldt vand med mindre hun skulle i bad med sin herre nogle få gange. Et tilfreds suk kom fra hende, da hun var i vandet og hun lukkede nydende øjnene i til hun hørte Timm var tilbage.

Han kunne mærke han blev vred over den slags ondskab fantes da han hørte hun var 12 år. Hun har ikke været andet end et barn da det var. Han knugede sin hånd sammen og var meget tæt på at slå ind i væggen af vrede. Han kunne ikke klare at vide den slags havde overgået Lydia. Han forstod ude mærket godt hvad hun mente da hun sagde slemme ting. Han havde set hendes gammle herre i øjnene og kunne se hvilket monster han var. Han gik ud efter nogle ting hun kunne vaske sig med og lidt at lege med for at hun kunne falde lidt ned. Han tog en lille flaske og smilede svagt og kunne huske hvorfra den kom. Det var en gave fra en patient som han havde hjulpet i sin tid. Hun gav ham en flaske med negtaren fra forskellige blomster som skulle være godt for huden og for sjælen. Han havde aldrig nogle sinde brugt den fordi han ville gemme den til noget specielt. Han smilede svagt og tog den med sig ud over et par andre ting. Han så Lydia var i vandet og smilede hvilket glædede ham meget at se. Han lagde et blødt håndklæde på en stol og sagde " Her er nogle forskellige ting du kan bruge. Der er noget sæbe du kan rense dit hår med, noget til din krop og lidt til at rense sår du måtte have på dig. Og denne her flaske er meget speciel. Den renser både kroppen og sjælen. Hvis du vil bruge den så vil jeg gerne give dig den. Og her. Jeg ved godt du er en stor pige men jeg tænkte at det kunne være sjovere at bade hvis du havde lidt at lege med så her " Han lagde en lille rødlig kugle ved siden af badekaret og sagde " Dette er en speciel blomst. Hvis du lægger den under vandet så vil den blomstre kort efter. Når den tørre så bliver den til denne lille kugle. Fordi den gør dette kan den overleve i årevis uden vand. Denne blomst er lidt som dig Lydia. Den har overlevet alt. Og når den endelig folder sig ud...Så er den utrolig smuk " Han smilede svagt og sagde " Men jeg skal nok gå ud så du kan vaske dig og lege lidt hvis du vil. Med mindre du fortrækker jeg bliver her så vi kan snakke. Eller jeg kan vaske dig hvis du ikke føler dig helt tryk ved at bruge sæberne "

Han smilede svagt og gjorde sig klar til at gå ud af døren. Han respekterende Lydia nok til at han ville forstå hendes valg og ville ikke overskride hendes personlige grænser. Han ville have hun skulle stole på ham så han kunne begynde at hjælpe hende rigtigt.

Hun gled lidt ned under vandet mens hun ventede på Timm kom tilbage, og alt føltes så stille og fredeligt under vandet. Dog vidste hun udmærket godt, at verden langt fra var fredfyldt. Hun blev under vandet i lidt tid, inden hun kom op over det igen, og hev efter vejret.
Hun så på Timm da han var kommet tilbage, og hørte det han sagde. Hun så ned på kuglen han lage på kanten, og lyttede til det han sagde. Var dette virkelig en blomst? Kunne de gøre det? Noget sagde hende der var magi med i det, ellers kunne den vel ikke gøre det, kunne den? Dog prøvede hun at tage den, meget forsigtigt og ligge den under vandet. Kort efter blomstrede den, og Lydia så fascineret på den. Undrede sig over hvordan det helt kunne lade sig gøre.

Hun hørte svagt det han sagde. Hun var dog for fascineret af blomsten til at kunne svare på det. Hun hørte dog da han gik ud, og så op kort. Hun vidste han vil komme hvis hun kalde efter ham, så hun var ikke nervøs på nogle måde. Hun så dog ned på blomsten igen. Dog gik der kun kort tid, inden hun begynde at føle sig svimmel grundet hendes krop ikke var vant til så varmt vand her. Hun mistede kort bevidstheden, men da hun vågnede igen havde hun fået et mærke på sit ene lår. Dog lagde hun ikke mærke til det. ”Timm” kalde hun og bed sig i læben. Var igen ved at miste bevidstheden.

Timm kunne ikke lade vær med at smile og grine svagt over Lydia fokuserede så meget på blomsten. Han syntes det var sødt hun kiggede og undrede sig så meget. Det betød hun var villig til at lære hvis bare tingene var spænderne nok. Han var kun lige nået ud af døren inden hun kaldte på ham. Han gik tilbage og så Lydia ikke så ud til at have det særligt godt. Han gik over til hende og mærkede hende på panden. Han sagde " Du er varm. Men det kan være pga. vandet. Men jeg tror det er bedst vi giver dig lidt koldt vand og så langsomt lader din krop vænne sig til det varme " Han hældte en smule koldt vand i og håbede hun ville få det bedre. Hvis ikke ville hun skulle komme op og så ville han prøve at give hende et bad i morgen og se om det var varmen der gjorde hende syg eller om det var nogle af de mange sæber der var. Han sagde " Lydia. Jeg tænkte om du vil med på biblioteket efter badet hvis du føler dig frisk nok. Jeg skal have nogle bøger til nogle af dine lektioner. Ligeledes så kunne jeg godt bruge nogle nye bøger selv. Men jeg håber du føler dig lidt bedre " Timm mærkede hende igen og hun var blevet lidt køligere. Det var bedre men hvordan hun selv havde det vidste han ikke. Han håbede bare hun ikke var alt for dårlig.

Lydia havde aldrig fået lov til at opføre sig på denne måde her før. Så barnligt. Det var ikke passende for en slave. Dog var hun lige nu ekstremt splittet da hun ifølge Timm gerne måtte være sådan her, men i hendes inderste inde måtte hun ikke. Det sad stadig dybt i hende hvad hun måtte og hvad hun ikke måtte. Dog kunne hun lige nu ikke lade vær med at være så fascineret af den her blomst her.

Da Timm kom ind igen for at hjælpe, så hun meget svagt på ham. Var allerede ved at besvime helt. Hørte knap nok det som han sagde til hende. Mærkede kun svagt vandet blev køligere. Dog reagerede hun ikke rigtig på det, men fik det langsomt bedre. Hun hørte en smule bedre det han sagde, og så på ham med et lidt toget blik, men nikkede til ham. Hun vil gerne med ham. ”Jeg.. Jeg har det.. bedre.” sagde hun svagt. Hun havde det skam bedre nu end før. Men kun en smule.

Timm prøvede at få samlet sine tanker men var bange for at Lydia var blevet syg pga. sæben han havde givet hende. Han vidste det ikke kunne være blomsten men havde ikke tænkt over at varmen måske kunne ha været for varm for hendes krop og havde ikke tænkt over at mærke hendes temperatur fordi han fokuserede for meget på at gøre hende glad.

Han sagde " Okay...Skal jeg hjælpe dig med at tørre dig Lydia ? Eller vil du gerne forsætte med at blive lidt i badet ? " Han vidste inderst inde godt hvad hendes svar ville være pga. hendes ny opdagede glæde for blomsten. Han håbede dog virkelig at hun ville stole nok på ham så han kunne undersøge hende og finde ud af hvilke ting hun kunne tåle og ikke tåle. Han ville ikke riskere at gøre hende syg og dårlig men ville bare søger for hun havde det godt.
Han tænkte sig godt om og skyndte sig hurtigt ind på sit kontor og ledte efter en ting. Efter kort tid fandt han den og han gik tilbage til Lydia. I hans hånd holdt han en halskæde med et lille hul. Han sagde " Hvis det er du gerne vil så må du gerne få blomsten og hvis det er så kan jeg sætte blomsten i halskæden så du kan tage halskæden på så du har blomsten med dig overalt "

Han håbede at hvis hun fik blomsten så ville hun måske prøve at komme med ud og få lidt luft i den sorte nat.
Han fortrød at han ikke kunne gå ud med hende mens det var lyst da han ikke vidste om hun var bange for mørket eller ej men pga. hvad han var så var sollys ikke en ting han ville kunne nærme sig uden at det ville koste ham sit liv på en meget smertefuld måde.

Hun så på ham da han snakkede, og nikkede til hans spørgsmål. ”Du må gerne hjælpe mig med at tørre mig.” sagde hun stille, og smilede et forsigtigt smil til ham. Uden at tænke over det rejste hun sig op, da hun havde glemt han helst vil have en advarsels om det først.
Hun så kort efter ham da han valgte at smutte fra hende? Hvad skulle han mon? Hun vil meget gerne vide det. Hun bed sig nervøst i læben, da hun ikke helt brød sig om det her, at han var smuttet. Hun så rundt, og syntes hun hørte noget? Lyden gjorde hende nervøs, men hun var jo også et sted med en del andre personer, og det gjorde hende langt fra tryg.

Da Timm kom tilbage igen, følte hun sig lettet og meget mere tryg end hun havde været før. Hun slappede mere af. Det var sjovt da hun jo ikke helt kende ham her Timm helt endnu. Dog virkede han stadig meget sød mod hende, hvilket hun dog heller ikke helt forstod endnu hvorfor han var det. Hun hørte det han sagde, og undrede sig en smule over det. ”Jeg.. Jeg vil gerne.. have blomsten… hvis jeg må, men du behøver ikke sætte snor i den.” sagde hun, og så ned i jorden. Hun havde intet behov for at have den med sig over alt, med mindre han insisterede på hun skulle. ”Med mindre du insistere på jeg skal” sagde hun efter kort tid, og skævede op på ham, for at finde ud af hvordan han vil reagere på det.

Han kiggede overrasket over hendes svar men nikkede blot smilende og rødmede svagt da han så hendes nøgne krop og sagde " O..okay. Så kom op af badet så tør jeg dig. Jeg lover at være forsigtig når jeg gør det " og rakte hende sin hånd for at hjælpe hende op af vandet.

Han sagde " Så er blomsten din Lydia. Hvis du vil kan du bare sige til hvis du vil have den med dig så skal jeg nok sætte den i din halskæde fordi om du vil bære den overalt er dit eget valg. Jeg vil ikke vælge for hvilke smykker skal være på din krop. Ikke med mindre du ønsker jeg gør ? " Han kiggede på hende og håbede hun ville svare ham.

Han sagde kort efter " Vil du med ud og gå i måne lyset ? Så kan vi tage hjem til mit hjem og jeg kan give dig lidt at spise hvis du er sulten ellers er du velkommen til at udforske haven eller huset. Selvom den eneste regl der vil være er at du ikke prøver at åbne de døre som er låste. Ikke alle rum er..." Han kiggede lidt ned og vidste ikke hvordan han ville forklare hvad der var bag de låste døre " Ikke alle rum er helt..færdige vil jeg kalde det " og håbede hun forstod ham. Han håbede hun ville med ud for at de kunne komme lidt væk fra hospitalet. Timm ville gerne vise hende at han var mere end blot en sølle mand som arbejede sit liv væk og ville gerne vise han havde tid til hende og de behov hun end måtte have. Selv hvis de skulle være anderledes end han ville kunne ønske. Så hvis hun virkelig ønskede han bestemte over hende så ville han gøre det selvom det ville være svært i starten så ville han nok tage kontrollen over hende men gøre det på en bedre måde end hendes gammle herre som kun misbrugte hende. Timm ville gøre hende til en respektabel ung kvinde men som stadig var bundet til Timm uden at omverden skulle vide det.

Lydia så Timms svage rødmen, og undrede sig kort, men kom så i tanke om det han tidligere havde sagt. Med hun lige skulle forberede ham inden hun bare viste ham sin krop. Det faldt hende stadig svært, da hun ikke var vant til det, og derfor så hun ned i gulvet, efter han havde hjulpet hende ud af badet. ”un.. undskyld… Jeg sku ikk… ikke bare have rejst mig op, men… men forberedt dig på det først. Jeg glemte det. Kan.. kan du tilgive mig?” spurgte hun med en nervøs stemme, og så op på ham med et bange udtryk. Bange for at blive straffet for sin fejl.

Hun hørte det han sagde, at blomsten nu var hendes, og en svag varme bredte sig i hende. En følelse hun ikke var vant til at få. ”T.. tak. Du behø.. behøver ikke sætte den i en snor.” Hun bed sig svagt i læben. ”Jeg ved ik.. hvordan man selv vælger ting.” sagde hun med en meget svag stemme. Hun var vant til, at hendes gamle herre, havde bestemt alt over hende. Hvad hun skulle have på af tøj og den slags.

Timms spørgsmål kom en smule bag på Lydia, og hun anede virkelig ikke hvad hun skulle svare til hans tilbud. Faktisk var hun utrolig sulten, da hun ikke havde fået meget mad på det seneste, men hun vil ikke kunne tåle at spise for meget, for så vil det ryge lige op igen. Dog vidste hun det ikke selv. ”Gå en tur? I.. I månelys? Det tror jeg vist ikke jeg har prøvet før” sagde hun, og hendes blik blev en smule fjernt. Hun anede ikke hvordan hun skulle reagere på det. ”Jeg tror gerne jeg vil med dig ud og gå. Og jeg forstår at jeg ikke må gå gennem de låste døre i dit hus.” sagde hun, og så lige på ham, med et så fast blik hun kunne, som dog blev fjernet igen efter 10 sekunder.

Timm som stadig rødmede sagde " øhm...øh ja det kan jeg godt... Bare husk det til næste gang tak " Han kunne mærke noget på sin krop fik blod som ikke skulle. Han tog en bog og holdt foran bare for en sikkerheds skyld.

Han smilede og nikkede blot da hun ikke ville have den i snor men undrede sig over hun ikke vidste hvordan man valgte ting. Han spurte " Vil du gerne have jeg hjælper dig med at vælge tøj også eller vil du gerne selv ? "

Han smilede svagt for sig selv da hun sagde hun gerne ville med ud og at hun ikke måtte gå igennem de låste døre. Han kunne dog høre hendes mave knurre svagt og sagde " Jeg tror også det en god ide at give dig lidt at spise først. Vil du spise her inde eller vil du gerne spise ude i kantinen ? Valget er op til dig "

Han kiggede ud af vinduet og så månen var steget langsomt op. Han kiggede svagt ud på gangen og så tilbage på månen og sagde stille for sig selv " Et par dage til...så det fuldmåne..." Han ville nødigt gøre Lydia nevøs men hvordan skulle han forklare hende problemet han havde. Han tænkte hun kendte vel til varulve og fuldmånen hvilket var hans hovdegrund til at få Lydia ud fra hospitalet af. Bare intil den var væk igen.

”Mange tak. Det skal ikke ske igen. Det lover jeg. Er blot ikk vant til at skulle tænke over det. Ved det ikke er nogle undskyldning for at glemme det, men undskyld.” sagde hun med en klar og tydelig stemme. Hun havde lært at hun altid skulle sige undskyld med en tydelig stemme, så man kunne høre det. Ellers vil hun blive straffet for det. Hun så på ham, og opdagede at han tog en bog ind foran sit skridt. Hun havde stærkt på fornemmelsen hvad han prøvede at skjule, men var derimod ikke sikker på hvorfor han prøvede at skjule det for hende. Hun var jo vant til den slags, og at det var hende som skulle gøre noget ved det. Hun havde virkelig en stor lyst til at spørge, om hun skulle hjælpe ham med det, da hun havde lært at hun skulle spørge, så snart hun opdagede hendes gamle Herre havde brug for den slags. Men hun anede ikke hvordan Timm vil reagere på det, hvis hun spurgte direkte, så hun tvang sig selv til at lade være.

Efter hun havde takket nej til at få sin nye blomst i en snor, kunne hun svagt tyde hans undren. Men hun anede ikke hvad det var han undrede sig over. At hun ikke vil have blomsten i snor eller hvad? Hun hørte så det han sagde, og nu gav hans ansigt lidt mere mening, men ikke meget. ”Du må meget gerne vælge mit tøj, da jeg ikke aner hvordan man gør den slags.” sagde hun, og bed sig svagt i læben.

Hu så undrende på ham, da han nævnte mad. Hun havde jo slet ikke fortjent mad. ”Mad? Men.. jeg har jo intet gjort for at få noget.” sagde hun stille, og lod sig falde ned på knæ foran ham, og se op på ham med et bedende blik.” Hvad kan jeg gøre for at gøre mig fortjent til en smule mad?” sagde hun på den mest underdanige måde hun kunne. Hun vil gøre alt det han bedte hende om, lige meget hvad. Men hun vidste at hun skulle gøre noget for det, og ikke bare måtte få det uden vider.

Han smilede og var overrasket over hendes tydelige undskyld. Det ville han ikke ha troet men han nikkede blot og tog i mod den. Han sagde " Det helt okay. Vi alle begår fejl "
Han så hun kiggede ned på bogen og vidste hun sikkert havde set blodet var løbet der ned. Han sank en klump i frygt og håbede hun ikke ville tro dårligt om ham over det. Han kunne se der var noget der plagede hende så han spurte " Lydia..Jeg kan se du vil sige noget..så sig eller spørg endelig "

Han kunne se hun undrede sig. Han børstede det af og tænkte det sikkert ikke var noget han skulle blande sig i.
Han kiggede på hende kort og kiggede på hendes gadarobe. Han kiggede ind i skabet og tog noget forskelligt tøj ud han ville tro så godt ud på hende. Han kunne ikke finde en jakke så han ville give hende sin og så ville han tage en anden selv. Han ville prøve at lære hende at vælge noget tøj til de forskellige vejr de havde i byen hvor de boede.

Han kiggede undrende på hende da hun sagde hun intet havde gjort for at få mad. Inden han nåede at sige noget gik hun på knæ foran ham og kiggede op hvilket fik blodet til at stige kraftigt i ham. Han rødmede kraftigere end nogle sinde før og han kunne dårligt skjule det bag bogen.
Han kiggede ned på pigen som han holdt så inderligt af. Som sin egen datter. Men han vidste hun ikke var hans datter og han kiggede ned på hendes nøgne krop som stod foran ham på knæ mens blodet var der nede. Han kunne mærke han rystede i hele kroppen og rødmede.

På den ene side var hun jo som en datter. En stakkels forældreløs pige som han havde taget til sig for at give hende et godt liv og få hende væk fra alt den slags seksuelle ting og opgaver hun engang havde til dagligdage.
Men på den anden side så var hun ikke hans datter. Hun var som sagt en forældreløs pige som han havde taget til sig. Hun ønskede virkelig at gøre sig fortjent til at spise og hun var jo skylden i at blodet var kommet der ned i hans krop som var i gang med at blive hårdere.

Han ville bare ikke have noget seksuelt før han vidste hvordan hun havde det rent følgsesmæssit med ham. Han mente at for at gøre den slags skulle 2 personer være glade for hindanden og han vidste ikke hvordan hun havde det med ham. Han gik et skridt tilbage og sagde med skælvende stemme " Ly...Ly...Lydia...hv...hv..hvordan...hvordan har..har..har du det med...med..hvordan har du det med...mig ? "
Han prøvede at skjule han var meget tændt af Lydias krop. Skønt hun så ung ud så vidste han at hun havde erfaring og sikkert meget mere end ham. Men han ville først vide hvor gammel hun var. Han ville ikke tage chancen med at røre et barn. Men en ung voksen kvinde ville han nok kunne overtale sig selv til at røre.

Hun kunne faktisk godt lide når Timm smilede. Det gjorde hende en smule mere tryg, da hans smil langt fra mindede om hendes gamle Herres smil. Som aldrig betød noget godt. Dog fattede hun ikke det med, at alle gjorde fejl. Hun troede kun det var hende som fejlede. Det var det hun havde lært, at hendes Herre aldrig lavede fejl, men kun hende. ”Alle… begår fejl?” lød det fra hende i en tøvende og tænkende tone. Hun bed sin læbe nervøst. Dette var nyt for hende at høre. Alle begik fejl? Virkelig? Hun hørte det han sagde, at han kunne se hun vil sige noget, og derfor bare skulle sige det. ”Undskyld. Jeg ved bare ikke om du vil blive sur på mig hvis jeg sir det. Men kan se, at du holder en bog der nede. Hvorfor? Hvorfor skjuler du det?” Hun anede ikke hvordan han vil reagere på dette, og håbede ikke han blev sur over hun havde sagt det hun lige havde.

Lydia stod roligt og ventede, mens Timm kiggede i det tøj der var. Hun så på det forskellige tøj som han fandt frem, men havde ingen mening omkring noget af tøjet overhoved, da hun var vant til blot at tage det på hun fik tildelt. Egentlig var jakke og varmt tøj ikke så nødvendigt igen for hende, da hendes krop havde vendet sig til lidt tøj, selvom det var koldt. Selv hvis hun frøs, sagde hun aldrig noget til det, i frygt for at blive straffet for det. Så hvis han vil lære hende at finde tøj og det selv, ku han lige så godt opgive, da hun var ligeglad om tøjet i virkeligheden var for koldt til vejret eller ej.

Da hun sad foran Timm på sine knæ, kunne hun godt se han rødmede, og det undrede hende faktisk. Hun var ikke vant til nogle rødmede når hun gjorde det, men sagde intet om det. Blev blot ved med at se lige op på ham. Hun sad blot lige nu, og ventede på han sagde hvad hun skulle gøre, for at fortjene mad. Da han endelig sagde noget, skælvede hans stemme meget, og hun havde en smule svært ved at forstå, men fik fat på det han sagde til sidst. Hvordan hun havde det med ham. Hun havde aldrig lært omkring følelser, og kende dem heller ikke helt. ”Øm okay?” sagde hun i en let spørgende tone, der tydeligt viste hun ikke helt forstod det med følelser. ”Men jeg vil gøre alt de beder om, så jeg kan få mad.” bad hun igen, og blev ved med at se på ham med et bedende blik, men efter kort tid så ned i gulvet, da hun vidste hun ikke måtte stirre så længe, uden først at have fået tilladelse til det.

Han nikkede da hun sagde alle laver fejl " Det er helt naturligt. Man kan jo ikke være perfekt til alting. Dem der siger de ikke laver fejl de har allerede lavet den største. Alle har en fejl. Fx. Din " fejl " er at du tror du kun laver fejl. Du laver også meget rigtigt. Min fejl er at jeg næsten aldrig stopper med at arbejde når jeg første er begyndt. Men det er det gode ved fejl. Man kan altid prøve at rette op på dem hvis man vil " Han smilede roligt til hende.
Da hun sagde at hun troede han ville blive sur undrede han sig meget. Hvorfor skulle han blive sur over et spørgsmål. For ham var det helt normalt så han sagde roligt " Nej jeg ville ikke blive sur over det. Men...grunden til jeg dækker den til er fordi jeg føler skam for det...Føler det er forkert af mig at jeg...nyder synet af din nøgne krop " Hans stemme blev svag og han kiggede ned og skammede sig over det.

Han kunne se hun tænkte men ville nødigt spøger om hvad det var hun tænkte så meget på. Han vidste bare at det hun tænkte på var hendes eget og at når hun ville fortælle sin mening eller holdning så ville hun gøre det.

Hun kiggede op på ham hvilket fik ham til at rødme mere pga. hendes bedende øjne. Han vidste dårligt hvad han selv tænkte og rystede i kroppen. Han var tæt på at miste sig selv og give ind til sin bankede lyst til Lydia. Hendes krop var ung men hendes sind var som hans. Fyldt med smerte og det pirrede hans indre dæmoner. Han smilede skævt til hende og sagde " Du vil gøre alt ? Okay...Helt i orden...Han kunne mærke hvordan hans smil voksede på hans læber voksede kraftigt. Han rystede på hovdet da han fik en tanke der skræmte ham. Han gik et skridt tilbage og kiggede skræmt på Lydia og sagde " Øhm...ja...Okay Lydia. Du ville gerne gøre alt for at få mad ? Fint. Jeg har en opgave til dig hvis det er. Og et spørgsmål til senere...Men først når vi er i mit hus.." Han skammede sig over at han faktis havde forstillet sig at han nød hendes krop på en seksuel måde. Han kunne næsten mærke hendes ånde der nede hvilket kun gjorde ham mere lystig. Han sagde stille for sig selv " Det er jo mange år siden...og hun vil jo have noget at lave..." Han rystede hovdet og ville prøve at holde hovdet klart mens han kunne.
Da hun kiggede ned i gulvet sagde han " Du må godt kigge så meget du vil...jeg...havde intet i mod det.. " Han sagde " Okay.. Øhm ja.. En opgave du kunne få ville fx. være at du hjælper mig ganske kort og så kan du få noget mad. Opgaven er ganske nem Lydia så du burde ikke have svært ved det. Alt du skal er at fortælle mig...Altså jeg ved du har været brugt til mange seksuelle ting...men.. har du..nogle sinde prøvet at...at få noget glæde ud af det ? Alt du skal er bare at svare på det spørgsmål før du kan få noget at spise og så går vi afsted. Tag noget tøj på og tænk over det. Jeg skal..lige...hente noget " Han gik ud og ind på sit kontor hvor han lukkede døren stille bag sig. Han gik over til vinduet og kiggede ned. Han sagde for sig selv " Hvorfor Timm...hvorfor kan du ikke klare stå i mod hendes uskyldighed...hvorfor skal hendes charme være så stærk og kunne pirre dig...du ved hun har været udsat for den slags og stadig kan du overveje det ?! ARH !! " Han blev vred på sig selv og slog hårdt ind i væggen og slog et lille hul i den. Han kiggede på sin hånd som blødte svagt og bandt den ind inden han gik ind til Lydia med en jakke så hun ikke frøs når de gik. Han håbede hun ikke ville lægge mærke til hans hånd men han ville besvare spørgsmålet hvis hun spurte ham.

Han kiggede på Lydia og forstillede sig hendes krop i noget bestemt tøj som Timm altid havde haft en svaghed for. Han rødmede ved synet men smilede også ved det og prøvede at få tanken til at være hos ham så han ikke hele tiden rødmede eller tilmed blev lystig blot ved at kigge på hende.