I could use some time off (Razor) xxx

Reign førte blikket frem og så lidt op i de tykke trækroner, der dækkede for solen men heldigvis ikke stod helt tæt nok til at lukke den helt ude. Det var faktisk et ret smukt syn, sådan som solens stråler kun nåede ned til jorden nogle steder og skabte små pletter af lys i hele skoven. Vinteren var i Reigns øjne den smukkeste årstid, men sommeren havde også sine magiske øjeblikke, og dette var absolut et af dem. Det hjalp næsten på den dårlige stemning mellem dem. Næsten.
Hans blik faldt hen på Razor og derefter ned på den brownie, han havde fået med sig. Nå, lidt proviant havde de da. En simpel brownie var bedre end ingenting. Også selvom de var grådige og spiste den med det samme.
"Sure, thanks," Reign tog et stykke og brugte sin anden hånd som en "skål" til at fange krummerne, der ikke skulle gå til spilde. Der ville gå mange dage, før han kunne få god, hjemmelavet mad igen, da rejsen ville nok mest bestå af skovens smådyr og grønt. Som regel ikke det vilde udvalg og uden så meget som en gryde, blev det kun mindre.

Menneskets hoved drejede sig helt af sig selv en kvart omgang, da det hørte Razors spørgsmål. Reign havde knapt nok nået at tygge sin bid færdig og da slet ikke at tørre krummerne væk fra ansigtet. Det havde været så uventet.
"Come on, don't be stupid," sagde han så og fik endelig tørret krummerne væk med sweaterærmet, da overraskelsen havde lagt sig. Reign havde fortalt Razor igen og igen og igen, at han elskede ham - han kunne umuligt stadig være i tvivl, det måtte være en joke. Men et nærmere kig på drengens ansigt gjorde det tydeligt, at det var det ikke. Han var seriøs og lignede næsten en, der frygtede svaret. Noget der ærlig talt kom som en stor overraskelse for Reign.
Han valgte at sige noget mere for at være på den sikre side og ikke såre drengen, "you're kidding, right? You know I love you. Razor, you mean the world to me, I thought I made that clear already." Overraskelsen var stadig tydelig hos mennesket, der oprigtigt mente, han havde gjort, hvad han kunne, for at vise sin uendelige hengivenhed til Razor. Men det var tydeligvis ikke tilfældet.

Og nu kunne han ikke lade være. Hvis grunden, til Razor spurgte, nu ikke var, fordi han var i tvivl om menneskets følelser, men fordi han var i tvivl om sine egne følelser - det var en mulighed - så ville Reign gerne vide det. "And you?" spurgte han og slugte en lydløs klump, "do you love me?"
Det var egentlig meningen, spørgsmålet bare skulle blive der, men Reign havde brug for at tilføje mere. Noget han altid havde været i tvivl om og måske frygtede svaret på. "I mean, you told me you loved me on several occasions already but how can you know? I've been in love before and I've seen it up close. My parents are in love, Max and his wife are in love. I'm well aware of what love is," Reign, der ellers ikke havde fjernet blikket fra Razor på noget tidspunkt, skævede kort ned. Nu var det hans tur til at være bange for svaret, "do you? There's a big difference between an infatuation and being in love with someone."

Razor lod blikket hvile mod Reign - måske var det dumt. Det var heller ikke fordi han egentlig havde tvivlet på det. Ikke før sådan for nylig. Men tvivlen fyldte alligevel nok til at han blev nødt til at spørge. " Isn't it even more stupid that I have to ask? " Spurgte han så bare lidt og bed sig kort lidt i læben. Han rettede sig kort lidt op før han bed tænderne lidt sammen. Han lod kort blikket glide frem af stien før han så bare kort trak lidt på den ene skulder. Måske var det dumt at spørge - men når det var en af de ting der fyldte lige pt, hvorfor så ikke få det afklaret? Hans manglede svar resulterede i at Reign sendte spørgsmålet tilbage inden han fik ordene ud over sine læber. Han lyttede til hvad der blev sagt. Han rynkede kort panden en smule før han lod den ene hånd glide op gennem sit. Han rettede endelig blikket tilbage mod Reign før han så bare rystede lidt på hovedet.
" No... Reign I do - I really do love you. I may be stupid - but I'm not that stupid. " Sagde han så lidt og lod blikket hvile mod mennesket et øjeblik. Forsøgte at spore sig ind på præcis hvad det var han ville sige - men kom ikke rigtig frem til andet end at det nok bare var bedst at tale, som ordene dukkede op i hans hoved.
" You make my light up my world, you're the only thing that makes sense. Reign I am willing to die for you - 'cause all I want is for you to be happy. And I'm trying me best to not stand in the way of that and still be something you want. Hopefully be a part of what makes you happy. But I'm haning in a thread - scared that something like that might ever happen. " Han holdt en kort pause og lod kort blikke falde mod jorden et øjeblik men så bare lidt frem for sig. " No one can drive me as crazy as you do, the feeling I get everytime I look at you. When you look at me. It makes every bad thing go away for a moment. " Han nikkede så bare lidt. " Believe it or not - I'm not unbreakable, words and actions hurts me too.. " tilføjede han så bare lidt. Sådan var det hvert fald blevet. At det ikke havde været sådan for et år siden var en anden ting. Men Razors liv var heller ikke det samme, så mange ting havde ændret sig og formet ham til noget mere levende og ikke bare en dræber maskine man kunne tænde og slukke for.

" Seeing your face back there. That instant.. Joy - It's breaking me. It's your dream to live there - but that's a dream that I can't be a part of. And it scares me. " Han bed sig kort lidt i læben. Razor var ikke et øjeblik i tvivl om at hvad han følte for Reign var kærlighed. Sådan som det kunne drive ham til hvad han ofrede i selskab med det menneske i forhold til alt andet i hans liv.
" I love you Reign - If you love me.. How come you never say it back..? " Hans stemme knækkede og blikket fra de efterhånden lidt våde øjne blev rettet mod Reign. Det var alligevel et lidt hårdt emne han havde valgt at tage fat i. Men de var endelig alene - og de havde ikke travlt, der var ingen steder at stikke af til. Hvert fald ikke af steder man ville få noget ud af at stikke af til. Han bed sig kort lidt i inderlæben før han så bare rystede lidt på hovedet. Reign havde måske sandt nok sagt det - men det var så længe siden, ikke på denne tur og før det.. Det var alt for længe siden. Ord var måske bare ord - men de betød i sidste ende mere end man skulle tro.

Det gav en behagelig følelse i kroppen af få det længeventede 'ja' til sit spørgsmål, men med alt det, der blev sagt bagefter, svandt glæden ligeså stille hen igen. Reign forstod godt Razors frustration, uden tvivl. Reign ville noget med sit liv, som Razor ikke havde lyst til at være en del af, så det endte i en forfærdelig splittelse. Men den eneste grund til, at mennesket vidste dette, var jo, fordi han selv stod i helt samme situation og det virkede halvdæmonen til at glemme lidt for ofte.
At Reign ville ofre meget - måske endda at flytte til Humvita - hvis bare han kunne få en Razor, der ikke konstant var dækket i blod og satte sit eget liv i fare. Det ønskede han mindst ligeså meget, som drengen ønskede, at han ikke ville tage til Humvita. Men det kom ikke til at ske. Aldrig.
Reign valgte ikke at svare på det, for der var ikke noget at kunne svare, der ville være det værd. 'Åhh, hvor er det synd.' 'Jamen, vi finder nok ud af det.' 'Lad os blive i nuet og droppe bekymringerne.' Reign ville gerne fikse problemet, og det gættede han på, at Razor også ville - ikke ignorere det, hvilket jo var det, de havde gjort siden starten af. Men det virkede som den eneste mulighed. Det eller at snakke det igennem, konkludere at deres liv og drømme var for forskellige og kalde det dét. Stoppe det inden de begyndte at skændes. Men det havde Reign ikke lyst til, han kunne ikke miste Razor igen.

"It scares me too," mumlede han derfor bare med blikket fremme for sig og trak hænderne op at lommerne for at kunne læge armene over kors i stedet. Det var det mindste, han kunne sige, når der ikke kom en eneste løsning på bordet - bare for at fortælle, at han var enig, og Razor ikke var helt skør for at føle, hvad han følte.
Et spørgsmål dukkede dog snart op, og det var man trods alt nødt til at svare på. Også selvom det var dumt, for Reign havde en million gange fortalt Razor, at han elskede ham. "What are you-" begyndte han at forsvare sig selv efter at have rykket blikket tilbage på drengen, kun for at få en åbenbaring om, at han havde ret. Han sagde det vist aldrig tilbage. Det var i hvert fald sjældent. "I guess- I just like to show it instead. Sometimes, actions speak louder than words."
I det mindste var det noget, Reign kunne ændre på forholdsvist let. Hvis Razor ville have det at vide med ord, så skulle han nok få det. Intet problem. Det var sværere den anden vej, konstaterede han, da halvdæmonens ord havde fået ham til at overveje det. "You never show it, though," sagde mennesket så og trak lidt på skulderen. Ikke at Razors problemer var ugyldige, men hvis de uddelegerede verbale smæk til hinanden, så skulle han også selv have nogle, "you never kiss me. Ever. And you've never taken initiative to- do stuff with me. You just go with it whenever I want to. I mean," han så frem igen for ikke at vise sin flovhed mere end højest nødvendigt, "except today. You straight out rejected me." Reign havde forsøgt så hårdt på ikke at bringe det op, for det var dumt, og det var i den grad ikke Razors skyld. Alligevel følte han sig ramt udover al forstand og kunne ikke holde sin store kæft lukket.

Razor stoppede op og lod blikket hvile mod Reign før han kneb øjnene lidt sammen. Knuden i hans mave strammede sig endnu engang - til et punkt hvor det gjorde endnu mere ondt end det nok egentlig burde. Dog steg varmen også op i hans krop og han bed kort tænderne lidt sammen.
" And what exactly do you mean by that!? " Spurgte han så bare. Tydeligt i en tone der havde ændret sig fra den før ret triste og frustreret til mere forvirret - men irriteret. Måske endda faktisk lidt vred. Han bed sig kort lidt i læben før han så bare rystede lidt på hovedet. " You know what.. Nevermind - forget I said anything in the frist place. " Sagde han så bare og begyndte at gå afsted igen. Betydeligt hurtigere end før. Reigns ord sværmere sig omkring i hans hoved og gjorde det hele meget værre. Hvad bildte han sig ind? Det passede jo slet ikke. Den halve brownie Razor havde holdt i sin ene hånd var ikke så meget brownie mere - bare en klat mush efter at have været blevet trykket sammen i en knyttet næve. Han smed det fra sig før han vendte sig rundt og rettede blikket mod Reign.
" I always try to make you do stuff together with me - I forced you on this trip!? After running after you like a pathetic puppy for months. You never feel like spending time with me, your work is way more important. I go with whatever you want because you get mad every time I suggest something. I want to kiss you - aaaall the time. But even a simple thing like that seems to be something I would happen to do at a stupid time and fuck everything up. " Han rettede sig kort lidt op før han så bare rystede lidt på hovedet. Hvorfor skulle det altid ende med sådan nogle dumme diskussioner. Han orkede det ikke. Især ikke når Reign var uretfærdig.
" Besides - it's not like you're the best at showing it either.. " Sagde han så kort - dog mente han det. På det punkt var de måske lige gode om det - men det betød ikke at Reign ikke også skulle have det af vide.

" And I'm sorry I rejected you. It's just.. " Han rynkede kort panden lidt før han slog blikket ned. Et øjeblik fanget i sine tanker igen. Han trak kort lidt i skuldrende før han så bare rystede lidt på hovedet. " Nevermind.. You obviously don't care anyway.." Sagde han så bare før han gik videre. Det var lige meget. Reign havde sikkert fundet frem til sine egne grunde hvorfor Razor havde valgt at afvise ham. Han måtte tro hvad han ville - eller faktisk bekymre sig nok til at spørge indtil det. Razor var selv overrasket over at det der var sket på skibet havde påvirket ham så meget - men det havde det altså og det var svært at lave om på. Men selv hvis der ikke havde været en grund, så ville det vel være helt fair at afvise ham - det var jo ikke fordi Reign aldrig havde afvist Razor. Det var sket en utallige gange. Han lod kort sin ene hånd glide op gennem sit hår får at lade den ligge i sin nakke et øjeblik. Ærgerligt der var så langt hjem. Det betød at endnu en konflikt ikke kunne undgås - medmindre de havde planer om ikke at tale resten af vejen hjem - det ville blive nogle meget lange dage.

Reign nåede at tage et par skridt, inden han fangede, at Razor var stoppet, og selv stoppede op for at kigge tilbage. han havde virkelig fået sat gang i noget - til en grad hvor det var svært at følge med. Halvdæmonen havde tydeligvis stærke meninger, masser af dem, og var ikke bange for at sige dem højt, når muligheden opstod.
Mennesket blev stående på sin plads i skovbunden og lod blot blikket følge Razor i sin kamp mellem at vælge, om der skulle gås eller stås. Ordene stak som syle og var næsten ikke til at bære - især ikke den del, der omhandlede hans arbejde. Drengen havde taget det op før, flere gange. Et tilbagevendende emne, som Reign gang på gang havde forsøgt at forklare drengen, men han nægtede at forstå det. Enten det eller også var han bare for snotdum til at kunne forstå en så simpel forklaring som 'jeg har brug for at spise'.

Han gloede mest bare på Razor, mens han fortsatte og fortsatte med sine fornærmelser og bedrevidenhed i, hvad der virkede som en uendelighed. Indtil han var færdig, og Reigns øjenbryn krummede sig og skabte vredesrynker mellem dem - rynker der var blevet langt tydeligere, siden han havde mødt hybriden, og viste et reelt billede af, hvordan han langsomt ødelagde ham indenfra og ud.
"Obviously I do care. I brought it up, didn't I?" fik mennesket endelig nosset sig sammen til at sige, idet han også selv gik videre, en anelse hurtigere end Razor, så han kunne nå op på siden af ham, lidt videre og til sidst foran med fronten til ham, stoppet brat op, "what do you want me to do, huh? Quit my job and live on the streets? Be the puppy you were and follow you everywhere? Is that it? You know what, you're a fucking liar," det brændte i Reigns arm efter at give drengen et ordentligt skub, bare for at klargøre sin pointe, men lige nu ville det være at hælde olie på ilden. Dumt, "you don't love me. You love how you can mold me into your perfect little thing and make me completely obsessed with you. It's disgusting. I know that's probably what your previous masters tried doing to you to but that does not give you the right to do the same thing. I'm not your fucking slave, I'm a human being. I'm your friend!"
Han var næsten nået det forpustede stadie over sit lille udbrud. Havde snakket for hurtigt, for meget. Ugennemtænkt. Og alligevel var det noget, han havde tænkt nok på til at kunne spytte det ud uden problemer med at forklare sig ordentligt. 'Ikke råbe' reglen var blevet smidt væk, ligesom Reigns personlige 'behandl Razor som en prins. Giv ham altid ret. Sig altid undskyld, selv når han ikke har ret' regel også virkede så langt væk nu. Det var kun så meget et simpelt menneske kunne holde ud at blive skældt ud, og halvdæmonen havde brudt nogle grænser, der ikke skulle brydes. Langt fra været behjælpelig.

Razor stoppede op og lod blikket falde på Reign. Han rynkede kort panden lidt - Hvem var det lige der havde taget emner op? God - Reign havde talent for at forvirre Razor. Ikke så mærkeligt den følelse der langsomt bredte sig i hans krop blev ved med at vende tilbage. Denne gang som en dør smækket direkte i ansigtet. Razor fugtede kort sine læber og forsøgte at lytte til Reigns ord uden at lade dem sætte sig som nåle over det hele i kroppen. Det virkede dog ikke, for hvert ord blev klumpen i Razors hals kun større og større.
" ... What?. " Sagde han så bare - ikke særlig højt. Men hvad Reign sagde gjorde ondt. Det var ord han ikke nogensinde ønskede at høre fra Reign, så det faktisk at mennesket overhovedet tænkte det? - Men lige frem sagde det. Nej, det var alligevel lige den tand for meget oven i alt andet.
" That is not true.. " Sagde han så lidt i en stemme der igen måtte brække halvt over i et forsøg på at takle den knude der sad i hans hals. Han rystede bare lidt på hovedet. " Why would you that.. " Sagde han så lidt, stadig med blikket rettet mod Reigns ansigt. Lige nu føltes det ikke som andet end at Reign med vilje forsøgte at gøre Razor ked af. Mente han virkelig hvad han sagde? Det hele væltede pludselig ned fra hylderne og Razor vidste knap nok selv helt hvad der foregik. Hans øjne var ikke længere bare fugtige af tåre, nej vandet trillede en tåre efter en anden ned over hans kinder.

Han forstod slet ikke hvor det kom fra.
Han fjernede endelig blikket fra Reign før han så bare trådte nogle skridt tilbage - igen med en svag rysten på hovedet. Frustreret, såret - forvirret. Reign var sur - og det virkede værre end nogensinde før. Evnen til at forsvare sig og stå op for hvad der egentlig var det rigtige var helt forsvundet - hvad nyttede det alligevel? Reign virkede helt lukket i sin holdning. Hvordan kunne han overhovedet tro at det var sådan tingene var? Havde han overhovedet hørt noget som helst af hvad Razor havde sagt. Tydeligvis ikke - eller også var han bare besluttet på at Razors ord var løgn. Utroligt at mennesket ikke kendte ham nok til at vide at det at lyve slet ikke var noget der lå til Razor. Det var typisk. Fordi man var som han var blev man typisk stemplet som både løgner og tyv. Og nu var selv en af de ting noget Reign mente om Razor.
" This isn't right - at all.. But for whatever I did.. I'm sorry.. " Sagde han så bare lidt og sank kort lidt en klump før han rettede blikket mod Reign igen. De tåre fyldte øjne viste tydeligt at han ikke forstod hvad det var Reign mente - eller jo han forstod det - men ikke hvorfor det var hvad der var blevet sagt. Han følte ikke selv nogle af de ting nogensinde var noget han havde givet udtryk for. Han tørrede kort sine øjne i sit ærme, ikke at det hjalp. Det var åbenbart en ting man ikke helt kunne kontrollere - tåre ville hvad de ville.

Det vrede blik forblev på Reigns ansigt, som var det malet på. Han var utilfreds, det kunne han ikke skjule. Ville ikke skjule det. Det var muligt for de fleste at holde ting inde - nogle flere end andre - men i sidste ende skulle det ud på den ene eller den anden måde, og når først det begyndte, kunne det ikke stoppes.
Det troede han da i hvert fald ikke, indtil sluserne valgte at åbne sig i Razors øjne, og det, der altid havde virket så umuligt, skete. Reign havde aldrig troet, halvdæmonen var i stand til at græde. Han havde sagt så mange dumme ting før, gjort dumme ting, og der havde ikke været så meget som en smule fugt at fornemme i øjenkrogene. Men det var ikke tilfældet denne gang, og Reign kunne mærke, det vendte og drejede sig nede i hans mave og bredte sig langsomt op i brystkassen, som havde et lille væsen valgt at bo derinde og gravede rundt for at udhule sit nye hjem. En ubehagelig følelse.

Vreden var ikke længere at finde i menneskets ansigt. Var blevet erstattet af en underlig blanding af desperation, frygt og magtesløshed. Hvad gjorde man overhovedet, når man fik folk til at græde? Reign var ikke typen, der fik folk til at græde; han fik dem til at smile og grine. Han var mildest talt på bar bund her.
"Razor, I..." han tog et skridt frem og fjernede den nylige afstand mellem dem. Hævede armene for at holde om drengen men lod dem bare akavet føres væk igen af frygt for, Razor slet ikke havde lyst til at blive rørt ved lige nu, "I'm so sorry, I don't even know what- what got into me. I didn't mean it, I swear. Please, don't cry, I-" Reign kørte hånden tilbage gennem håret, om i nakken og lod den til sidst ende foran igen, dækkende over halvdelen af sit ansigt. Det var tydeligt, han var i en choktilstand - havde ikke engang lyst til at forsøge at skjule det, for han anede vitterlig ikke, hvad han skulle gøre for at gøre det godt igen. Hånden faldt ned på sin plads ved siden igen, som han spurgte, "what do you want me to do? Should I go away? Should I stay? Do you want a hug, do you want me to shut up? I'm sorry, I don't- I have no idea what to do. Just tell me what you want me to do and I'll do it."
Hvis han kunne gå bare et lille minut tilbage i tiden, ville han have holdt sin kæft. Trække alt det møg tilbage. Han mente det jo ikke. Ikke rigtig i hvert fald.

Det hele var helt forkert. Det føltes helt forkert - lige nu havde han slet ikke lyst til at føle noget som helst. Men det virkede ikke til at være noget han kunne gemme sig væk fra. Ikke engang bare en lille smule. Hans blik var rettet mod Reign. Dog havde hans pludselig ændring i udtryk, tone og de ting han fik sagt ikke rigtig en virkning der gjorde tingene bedre. Nu bad han jo nærmest om det han lige havde skældt Razor ud for? - Også undrede det ham at drengen ikke forstod? Nu forstod han da hvert fald slet ikke. Han endte bare med at bakke endnu et par skridt før han lod hænderne glide hen over sit ansigt - forsøgte at stoppe strømmen af tåre - fjerne den ubehagelige følelse i kroppen, men intet virkede.
" Just... I'm just. " Han rystede kort lidt på hovedet før han så lidt mod Reign igen. " I'm just gonna go. " Sagde han så bare lidt i en hakket stemmet. Han vendte så bare - en smule tøvende rundt og gik videre i den retning de ellers var på vej i. Han kunne selvfølgelig ikke forhindre Reign i at gøre det sammen - men en smule afstand ville det da hvert fald give medmindre Reign havde planer om at træde mere på halvdæmonens følelser. Han vidste godt at han heller ikke selv havde været med de sødeste ord - men denne gang så han ikke sig selv som den der faktisk havde sprunget boblen. Reign havde trådt over stregen - også den streg der var tegnet efter som en sikkerhedszone. Hele vejen.

Han knugede kort bunden af sin trøje lidt i sin ene hånd mens hans blik var rettet frem på stien. Skulle han virkelig igennem endnu en følelsesmæssig rutsjebane? Han havde ikke tænkt sig at bryde mere sammen end det allerede føltes som om han gjorde. En ting var tåre - men resten samlede sig langsomt i hans bryst og hele vejen op gennem halsen. Gjorde det nærmest umuligt at have en bare nogen lunde normal vejrtrækning. At sige sætninger uden en stemme der slet ikke ville lyde som den skulle. Var der overhovedet kommet noget godt ud af denne tur? Det var måske det eneste Reign havde haft ret i - Razors ideer var ikke altid specielt gode, og denne var vidst en af de værste.
Det måtte vel modbevise noget af Reigns ord - Razor havde ikke tænkt sig at få mennesket til at gøre noget. Hvis Reign ville måtte han selv. Razor vidste jo sådan set godt, at i mange tilfældet havde han mennesket snoet om sin lillefinger - men til sit forsvar, så galt det også den anden vej rundt. Der var ikke det Razor ikke ville gøre for at få tingene til at fungere. Dog lige nu - der var det ikke samarbejde der virkede specielt fristende. Han ville helst bare gerne ikke være til. - Lige så meget som han bare gerne ville hjem, eller ønskede at denne samtale aldrig havde fundet sted. Eller hvert fald at den ikke havde taget den drejning den havde. At det havde trukket dem tættere frem for at skubbe hinanden væk. Han savnede Reign.
Utroligt så meget stolthed der kunne blive taget fra en på meget kort tid. Razor havde ikke et problem med at vise hvad han følte - men dette? Han følte sig som en hare i en fælde. Han kunne kæmpe nok så meget, men lige meget hvad ville han være fanget i det. Hans blik lå bare fast rettet mod jorden foran sig mens han gik - alt fokus var rettet mod at stoppe med at græde, selvom tanken om at stoppe kun nærmest fremskynde lysten til at ligge sig ned, rulle sig sammen til en kugle og virkelig få det ud.

Reigns desperation virkede ikke til at have nogen effekt overhovedet. Razor var for påvirket af de tidligere ord til at kunne se igennem dem, og de dækkede som en mørk sky foran alle de andre ord, mennesket ellers så fint havde prøvet at formulere, selvom forsøget i den grad var fejlet i en sammensmeltning af stammen og ordkløveri. Men selvom han ikke var den bedste til at snakke, burde det stadig have været forståeligt - det syntes han i hvert fald selv, det var? Han var ked af det, han ville gøre alt for at gøre det godt igen; det var essensen. Om Razor ikke kunne forstå det, eller om han ikke ville forstå det, var spørgsmålet.

Reign blev stående på sin plads lidt, da halvdæmonen gik - ikke for at opfylde det, der virkede som et ønske efter at være lidt alene, men fordi chokket stadig ikke havde lagt sig og fik ham til at reagere langsomt og sløvt.
Til gengæld var det for Razors skyld, at mennesket holdte sig i baggrunden, da han faktisk fik fødderne igang. Fangede et par gange sig selv i at sætte farten op for at kunne nå op til ham men nåede at redde den, inden afstanden blev for lille.
Hvis drengen ville have ro, fik han ro. Hvis det da overhovedet var korrekt fortolket af mennesket. Reign havde ikke særlig mange valg. Havde verbalt bedt om at få at vide, hvad han skulle gøre, men da drengen ikke havde sagt noget, måtte han konkludere ud fra handlinger, og drengen var gået, så... han ville være alene?

Det gik okay i lidt tid - at gå bag Razor, overvære ham og håbe, at han på et eller andet tidspunkt ville vende sig og være okay igen - men Reign kunne mærke, han sakkede bagud. Når al fokus havde lagt sig i hjernen efter idéer, blev kroppen svag og ubrugelig. Hans ben gad ikke mere.
Mennesket vidste jo godt, han med alle andre bare kunne gå op, gribe fat om dem og holde dem der, indtil de overgav sig til hans omfavnen. Men ikke Razor. Razor var stærk, meget stærkere end Reign, og han kunne skubbe ham væk på under et sekund.
Til sidst stoppede han helt. Stod bare og så på drengens ryg blive mindre og mindre. Reign kunne ikke se grunden til at rejse sammen, når Razor ikke var interesseret i at have ham tæt på, og alle undskyldninger i verden ikke var nok til at kunne slukke hans tørst. Hellere gå rundt i sin egen uduelighed end at se på drengen græde to uger i træk uden mulighed for at trøste.
Han tog et skridt tilbage, så et til og satte til sidst mod et træ, som han plantede sig op af og ventede på, de ville være langt nok fra hinanden til, de officielt ikke kunne ses på som værende rejsepartnere mere. Reign havde aldrig følt sig så hul før. Kunne ikke engang tude. Bare vente på det hele blev bedre helt af sig selv.

// Out

// Stop dig selv! Out