I could use some time off (Razor) xxx

Det føltes som timer, at Reign blev tappet for blod, og han lignede mere og mere en hvid porcelænsdukke, som han lå der helt slap og viljeløs. Livet havde godt nok ikke forladt hans krop, men det havde forladt hans ansigt. Tomme øjne, hvis blå farve havde forladt dem og kun efterladt den døde, grå tilbage. Munden åbnet på klem i et intetsigende udtryk, der fik smilerynkerne til at virke så urealistiske.
Han var sikker på, han skulle dø. Håbede han ville dø. At ligge i en seng uden energi til at hverken bevæge sig, tale eller sågar tænke var ikke meget værd. Men besætningsmedlemmet nåede at stoppe i tide og ordne Reigns håndled igen. Ikke at det hjalp overhovedet - han kunne slet ikke mærke sin krop. Kun kulde. Heller ikke høre andet end en lav lyd, der virkede til at være så langt væk, da der blev talt til ham. Og da manden til sidst forsvandt ud af hans åsyn, begyndte menneskets synssans nu også at svigte, og det sortnede kraftigt for hans øjne. I sidste ende droppede Reign at kæmpe imod og lukkede øjnene i.

Kaptajnen smilede lidt af Razors reaktion, der ærlig talt morede ham lidt. Så meget vrede i sådan en lille person - det var utroligt. "I don't think it's your blood he wants. I'm pretty sure it's just your attention." Øjenkontakten blev hele tiden holdt med den kæmpende hybrid, der desværre ikke virkede yderligere interesseret i at samarbejde under nogen omstændigheder. Men det var bare ærgerligt - det kunne han blive nødt til.
Han grinede lidt af Razors ord og placerede sine fingre oppe ved sit eget kæbeparti, der passede perfekt i håndfladen. "Loyal vampires are harder to find than virgin whores. They're rare, trust me," han lagde hovedet lidt på skrå, stadig med et smil hængende henover læberne. Sad bare sådan lidt og overværede halvdæmonens forsøg på at være overbevisende og komme fri. Det var ret sødt.
Til sidst fandt dæmonen dog ud af sin fortryllelse og rømmede sig atter, "okay, huntie, listen up." Han kørte fingrene gennem håret og smilet forsvandt endelig og blev for en gangs skyld erstattet af noget mere alvorligt, "I don't want to keep you or your human friend captive on my ship - I'm not a babysitter. And I have a proposal for you that will make both of you able to leave, unharmed and happy, and not make Dokkun leave my crew. It's a win-win situation," smilet fandt ligeså hurtigt vej tilbage til ansigtet, som det var forsvundet, og kaptajnen fortsatte, "all you gotta do is to be an asshole. It's simple, really. I remove those ropes, I let you out," han skævede kort op mod celledørens lås, "and you just act like a complete douchebag to Dokkun. Make him dislike you. Make him want you to leave and I'll let you go. I swear it."
Han hævede spørgende et øjenbryn og tilføjede så lystigt, "you can choose not to cooperate and that's completely fine, I won't force you. However, the consequences are you rotting in my cell for the rest of your precious, little life. Oh, and I'll shoot your friend in the face, dump him in the ocean somewhere and make sure he's forgotten to the world," han trommede sig i skødet og slikkede sig hen langs tænderne uden at fjerne blikket fra Razor, "so what's it gonna be?"

Han himlede kort lidt med øjnene før han så bare rystede lidt på hovedet. Et eller andet sted var det vel også lige meget. Så længe han kom fri. Alle vampyrer var nogle idioter - eller.. næsten alle. De fleste, største delen af dem var nogle idioter og ikke til at stole på. Hvem kunne man overhovedet stole på efterhånden? Han skævede kort lidt mod cellen med de andre fanger før han så bare rettede blikket mod kaptajnen igen.
" So basically.. Just do what I've been doing up 'till now. Works perfectly.. " knurrede han så bare ironisk. Dæmonens forslag gav ikke mening. Det var jo ikke fordi Razor havde gjort noget for at få den åndssvage vampyr til at synes om ham. " But fine.. Let me out - I can be a douche. " Sagde han så bare få sekunder efter - var det virkelig det eneste det krævede? Så fint, alt for at komme ud herfra og hen til Reign.
" And if it dosen't work? " Spurgte han så bare og hævede lidt et bryn. Hvor dum kunne den vampyr være? - Han burde da vide at selv hvis Razor ikke bevidst opførte sig som en komplet idiot - så ville der aldrig være noget der. Hans plan var at slippe væk fra skibet. Det var ikke fordi han havde en eneste tanke omkring at blive og være sammen med en eller anden hungrende vampyr.

" The human is not capable of leaving the ship quite yet, so I suggest not letting this guy off too easily.. " Lød det fra den tatoverede fyr da han trådte frem fra åbningen indtil cellerne. Razors blik faldt med det samme mod ham - et stift blik. Han kunne nærmest dufte Reign omkring ham hvilket kun gjorde den uro Razor havde i sig endnu være.
" What did you do!? " Han bed tænderne sammen før han rettede blikket tilbage mod kaptajnen. " You said he was fine!? How do you expect me to make a deal with you if I'm not even sure you can make up for your own part.." knurrede han så bare inden den nytilkomne fyr fik muligheden for at svare på det spørgsmål Razor først havde kastet efter ham.
" He's not dead - Just... Sleepy.. " Sagde han så bare med et trak på den ene skulder. " So what do you want me to do with him? Let him 'go' or just leave him be.. " Han rettede sin opmærksomhed mod kaptajnen og forsøgte at ignorere Razors nærmest dræbende blik.
" Seriously - You gotta let me go.. " Sagde han så bare hurtigt og rettede et kort øjeblik blikket mod kaptajnen. " We have a deal - whatever you'll call it. " tilføjede han hurtigt. Det var ikke et bedede blik men et desperat blik Razor efterhånden havde fået. Han kunne ikke sidde her og chit chatte uden at vide at Reign var okay - og den nye information.. Det var jo næsten som at sige at han faktisk slet ikke var så okay som der ellers var blevet givet udtryk for. Han måtte ud herfra.

Det tilfredsstillede kaptajnen, at Razor ikke virkede helt usamarbejdsvillig. Med mindre han løj - men i så fald blev det værst for ham selv. Det sidste slog ham dog lidt ud af kurs, "well..." og han vippede hovedet tænksomt fra side til side, "I haven't really thought about that." Han planer virkede altid, så hvorfor skulle dette være anderledes? 'Plan B' hørte slet ikke til hans ordforråd.

Heldigvis brød et besætningsmedlem ind og fjernede fokusset fra 'hvad nu hvis'-spørgsmålet, der alligevel var totalt ligegyldigt. Desværre fik det kaptajnen sat i et dårligt lys, og i et øjeblik var han nervøs for, planen ville gå i vasken.
Forsøgte dog hastigt at redde den ved optimistisk at gentage, "ye heard that, huh? He's just sleepy. No need to worry." Han burde nok ikke have ladet sit besætningsmedlem spise af mennesket, men det var jo harmløst - det var bare en smule blod, det var ikke, fordi de tog deciderede bidder af ham.
Kaptajnen rejste sig og trak samtidig skammelen væk under sig, der blev stillet på plads henne i hjørnet, "leave him be. Change the bandage when needed, feed him... just keep him alive." Han skulle til at sige noget mere, da Razor kom ham i forekøbet. Desperationen i hans øjne - det var noget af et syn. Tilfredsstillende. Underholdende. Dæmonen smilede ned til ham, "a deal it is, then. I'm glad we're on the same page," og vendte opmærksomheden mod den tatoverede mand, "be a darling and untie him, will ya, Ink?" han klappede manden på skulderen på vej forbi og mumlende i forbifarten, "but keep an eye on him," inden han forsvandt op på dækket og tog styringen.

// ad, undskyld længden

Om det virkede eller ej - nej. Måske var det slet ikke noget at tænke på. Det måtte man tage til den tid. Ad - hvad var det også for noget. At tænke over tingene. Han lod blikket flakke lidt fra den ene til den anden person på den anden side af tremmerne før han så bare rystede lidt på hovedet. Tingene gik for langsomt. Rastløsheden, bekymringen - det åd ham op indefra. Det var ikke engang fordi tingene gik langsomt - Razor var bare slet ikke særlig tålmodig, og den tålmodighed han havde var opbrugt det øjeblik han havde slået øjnene op i cellen her første gang. Han bed sig kort lidt i læben men nikkede så bare hurtigt.
" Sure - Fine - Yea.. I heard that, not let me out.. " Sagde han så bare hektisk. Han fulgte kaptajnen lidt med blikket da han langsomt forsvandt sin vej. Idiot. Okay måske ikke helt, men stadig. Razor rettede så bare blikket mod den tatoverede fyr som trådte ind i cellen kort efter.
" He better be okay.. " Sagde han så bare kort i en halv knurrende tone. Ærgerligt nok for fyren virkede han ikke yderligere påvirket af Razors ellers arrige adfærd. Det burde han nok have været - for selvom hans håndled gjorde ondt som en i helvede og lysten mest var til bare at fare afsted for at finde Reign. Så var der lige noget der skulle ordnes først.
Razor var hurtigt på benene så snart rebene var væk, men ikke ude af cellen - i stedet hev han fat i dæmonen - brugte hans ellers fine mørke hår til at trække sig op i en lidt intimiderende højde. " Let me make your job just a little bit easier.. " Sagde han så bare kort knurrende, men et øjeblik med et lille smil. Før han så bare i en alt for elegant og trænet bevægelse hev mandens ene øje ud. Han bukkede med det samme sammen i et skrig - eller smertefuldt råb og tog sig til - det nu manglende øje. Razor sprang væk fra ham og var hurtigt ude af cellen med øjet i den ene hånd. Han skulle finde Reign.

Det var let nok at finde ud - sværere var det at spore sig ind på hvor Reign var. Han var kort ved at glide i noget vand på dækket da han løb afsted. Forsøgte ikke at støde ind i nogle han ikke kunne overskue lige nu. Han kunne tage stilling til ting senere, nu ville han finde Reign. Og det gjorde han. Kort efter - da han endelig fandt en dør der ikke førte til et skab med redskaber eller et stinkende toilet.
" Reign.. " Sagde han hurtigt i det han fik øje på ham. Han skyndte sig hen og fik ham bundet fri. " Jeez - what did he do to you.. " mumlede han så bare halv panisk. Han havde et øjeblik alt for mange problemer med en knude der ikke ville samarbejde - sikkert fordi han ikke helt kunne fokusere på andet end den stress over det hele der fyldte hans krop. Ugh! Det var også bare fordi det var Reign der var udsat - havde det været en hvilken som helst anden situation kunne han meget nemt tage den med ro. Men ikke når.. - Følelser. Han lod blikket glide over mennesket før han lod blikket glide rundt i rummet - også tilbage igen. " Reign please tell me you're okay.. " Sagde han så bare lidt og bed sig kort lidt i læben. " Do you need anything.. Anything.. Really.. " mumlede han så bare lidt og rynkede kort panden en smule. Han så mere død end levende ud og det var ærlig talt slet ikke særlig rart.

Hvis Reign havde været bare en smule ved bevidsthed, ville det have fyldt ham med ro og glæde at høre den genkendelige stemme over sig. Men sådan lå landet ikke - kunne ikke høre eller se andet, end hvor hans drømme førte ham hen. Et bedre sted end dette uden smerte eller frygt for at miste livet eller at miste Razor.

"He can't hear you," lød det fra skyggerne, da vampyren lydløst havde formået at snige sig tættere på i en afstand, hvor det var muligt at se, hvad der foregik. Bortset fra den snavsede, hvide skjorte og røde bånd bundet om hovedet, var manden helt dækket i mørkt tøj, der næsten camouflerede ham i det mørke sovekammer, kun oplyst af små vinduer øverst på den ene væg, hvor enkelte dråber vand sommetider fandt ind.
Han lod blikket hvile lidt på Razor uden at sige noget, inden han trådte tættere på, "angel blood will make him heal faster." Slikkede sig kort om munden, da blikket faldt videre ned på den bevidstløse Reign, "I can give him some," og så tilbage på halvdæmonen, "if you want me to." Trods Dokkuns rolige ydre, var det umuligt at gemme den gennemborende hungren, der havde fået tag i hans øjne. At få et sådant blik fra en vampyr var ikke noget, nogen ønskede - oftest betød det, at man lå død ikke lang tid efter efter en pinefuld udpumpning af blod.
Han kneb øjnene lidt sammen, "you hungry?" Der var intet ondt at finde i hans stemme, ingen vrede eller irritation. Til gengæld var der heller ikke en snert af venlighed. Dokkun kunne lige så godt have været en marionetdukke styret af en ukendt.

Helt fokuseret på Reign - så fokuseret at tilstedeværelsen af en anden i rummet slet ikke havde strejfet ham en tanke. Det gav kort et sæt i ham før han rettede blikket mod skikkelsen. Han slap så bare en kort knurrende lyd. " Ofcourse he can hear me! " Bed han kort og rynkede næsen lidt.. " .. Some idiot just.. Made him unable to answer.. " Tilføjede han så mumlende et øjeblik efter og hans blik fandt tilbage på Reign. Han bed sig lidt i inderlæben før han skævede lidt mod vampyren igen et øjeblik efter. Skulle han virkelig tage stilling til det nu også.
" Just leave.. " Sagde han så bare kort og rettede blikket tilbage på Reign. Han var ikke interesseret i at snakke med vampyren. Kun at Reign fik det bedre og de kunne komme væk herfra. Han knyttede kort lidt sin ene hånd og tog selv i et øjeblik at overveje blodet. Der skulle ikke snakkes om blod. Razor var for sulten til det selv - og han vidste at Reign ville slå ham ihjel hvis han fodrede ham med engleblod uden han vidste det.

" What are you even doing here? Don't you have work to do out there? Puppy'ing around the captain? Isn't that what all of you are doing anyway? " Han kneb øjnene lidt sammen og forsøgte at slå emnet hen på noget andet. Slå tankerne hen på noget andet. Forhåbentlig hen på noget der i sidste ende ville få vampyren til at gå. Selvom det at ignorere ham i sidste ende nok ville være det bedste. Men det var Razor nu alligevel ikke talentfuld nok til. Som om han kunne lade samtale forsvinde? Han forsøgte alligevel at holde det meste af sit fokus mod Reign. Satte sig ned på sengen ved siden af ham og lod sin ene hånd finde hans hånd - kun for at skifte hånd et øjeblik efter da han havde glemt at hans ene hånd var snasket til af blod fra dæmonen tilbage i cellen. Hvilket Reign nok heller ikke gad - godt nok ville han ikke bemærke det så meget alligevel. Men ham kunne Razor godt tage hensyn til. Lige nu.
" And quit looking at me like that - It's freaky.. " Sagde han så bare lidt spydigt før han rettede sig lidt op. Han vippede kort lidt med sin ene fod, som hans blik kort efter fandt og lod sig hvile mod et godt stykke tid. Det var ikke fordi han var bange for vampyren - kun på Reigns vegne. Alt på Reigns vegne. Dumme menneske! Forfærdelige menneske. Hvordan kunne han gøre sådan ved hans tanker og eksistens. Det var forfærdeligt - på en helt fantastisk måde. Han kunne ikke helt lade være med at smile skævt i en mindre rysten på hovedet. Så dumt. Han elskede det. " We to go home.. " hviskede han så bare lavt til sig selv før han rettede blikket mod vampyren. " The door is right there.. " Sagde han så bare kort og nikkede en smule mod døren. " Use it.. "

Vampyren lod blikket følge Razor, da han satte sig, og ignorerede den bidske kommando om lade være med at glo. Han forstod ikke - det var jo umuligt. Ligesom kroppen ville, hvad kroppen ville, kunne blikket ikke tvinges væk fra det, der var attraktivt for øjnene. Om det var Razor eller en offer tiggende efter nåde, princippet var det samme.
"The sun will fry my skin. I have to stay down here," forklarede Dokkun mumlende, mens blikket fandt ned ad halvdæmonen og langsomt op igen. Der blev først sat en stopper for den fascinerede stirren, da Razor uden skam bad vampyren om at gå, og han skævede hen mod den førnævnte dør. Han kunne gå. Burde gå. Det gav mening, drengen gerne ville bruge tid med sin ven og ikke en vidt fremmed. Så trods det krævede lidt tid at tænke i, nikkede vampyren en enkelt gang, "okay," og satte mod døren med frakken flagrende yndefuldt efter sig.

Men det var slet ikke så let at gå, og planen gik i vasken, før den var begyndt. Dokkun stoppede lige så stille op, lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Han havde holdt tilbage én gang allerede - hvordan kunne det fortsætte?
Kiggede tilbage mod Razor, lyttede efter drengens hjerterytme og mærkede hvordan sin egen steg. Der var altid så stille under dækket om dagen, når besætningen arbejdede. Men ikke mere. Han havde en gæst, og det var uhøfligt ikke at underholde sine gæster og bare lade dem sidde i stilhed.

Dokkun satte af med fødderne og var med få skridt henne ved hybriden, der fik grebet hårdt fat om nakken, "he can't hear you!" og blev trukket op og hen til den seng, der stod tættest på - ligeså snavset og uredt som de andre. Vampyren trykkede ham ned i madrassen med ansigtet vendt nedad og pressede sine negle ind i den tynde nakkehud. "Can't hear you," gentog han atter, denne gang lavere og satte sig ovenpå. Løftede op i Razors trøje med sin frie hånd og kiggede som hypnotiseret ned på den bare ryg foran sig. Dokkun ledte pegefingeren ned langs rygsøjlen og kunne i et øjeblik ikke høre andet end sin egen højlydte og opstemte vejrtrækning. Snart slap han drengens nakke for at bøje sig ned og føre sin tungespids fra lænden op op langs den mærkede ryg.

Han klikkede kort med tungen. Selvfølgelig. Det var vel de færreste vampyrer der kunne bevæge sig ud i solen uden at forsvinde i en tåge af aske - eller hvad der så end skete med dem. Han måtte indrømme at det ikke var noget han havde set. Pludselig var det en fristende tanke. Han skævede kort mod døren selv men rettede så blikket mod vampyren igen og rynkede kort panden en smule. Virkede det rent faktisk alligevel? Overraskende nok gik den mod døren. Okay kaptajnen havde måske ret, at det ikke var så svært. Han fulgte ham lidt med blikket og fjernede det først da han var henne ved døren. Så fandt det vejen tilbage til Reign - måske et øjeblik for lettet over hvor nemt det havde været. Naivt at tro at man bare kunne bede en vampyr om at gå også den rent faktisk lyttede. Hvor venlig en person der så måske end gemte sig under overfladen. Tydeligvis var det ikke tilfældet for få øjeblikke efter var han tilbage.

" Jeez! You don't know that! " Knurrede han så bare og forsøgte et øjeblik at rive sig ud af grebet vampyren pludselig havde om hans nakke. Men idioten var stærkere end Razor og der var ikke meget han kunne gøre før han pludselig var trykket ned mod madrassen i en anden seng. Han bed tænderne lidt sammen og bøjede i nakken mens en irriteret knurrende lyd slap ud over hans læber. " Let go of me! " Bed han så bare - der var pludselig en del mere styrke i hans krop i hans forsøg på at komme fri fra grebet. Ikke at det hjalp ham meget - vampyrer var stærke, alt for stærke og den her vampyr virkede jo næsten til at være i en sygelig trance.
Han mumlede en række ord der sikkert for alle andre - inkl ham selv var fuldstændig uforståelige. Razor hadede ikke at have kontrol over en situation - og det havde han i den grad ikke lige nu. " Seriously! I'm gonna feed you your eyes if you don't let go! " Knurrede han så bare. Der var så mange ting der farede rundt i hans krop at han ikke kunne skille det ene fra det andet. Den kriblende fornemmelse da vampyrens tunge ramte hans hud, til adrenalinen der med det samme var løbet løbsk igen. Nope! For meget på en gang - han var træt af det. Og ting man var trætte af skulle man væk fra. Desuden hjalp det sikkert ikke på vampyrens syge lyster at Razors hjerte galoperede afsted. Han trak sig frem på madrassen - I håb om at kunne komme væk fra under vampyren. Det endte dog med at han i stedet bare vendte overkroppen og gav vampyren en albue på siden af hovedet så han forhåbentlig kunne komme fri. " This is ridiculous! You need a hobby! Go catch a fish.. " Sagde han så bare før han rystede på hovedet af sig selv. " Jeez Razor.. briliant come back.. " mumlede han ironisk - han fjernede dog ikke blikket fra vampyren.

Dokkun bed fat i Razors trøje, da hans tunge nåede vejs ende, og hænderne var godt på vej op af drengens sider, da et uventet slag ramte ham på kindbenet og fik sat ham fuldstændig ud af kurs. Han stoppede sin lystne tvang og hævede sig lidt op ved hjælp af armene for at kunne se ned på Razor, som han desperat og oprigtigt forsøgte at læse. Havde han virkelig ikke kunnet lide det? Eller var det en del af spillet? Måske skulle han bare blødes op og lære at elske nærheden? Det var svært at være sikker på noget som helst, når der var så mange muligheder.
Men noget, der blev sagt, fangede hurtigt Dokkuns opmærksomhed. "A fish?" øjnene kneb sig en anelse sammen, "do you want a fish? I can get you one if you want it."

Døren til gangen blev åbnet, og kaptajnen trådte ind. Stoppede et øjeblik i overraskelse over den noget overraskende position, de to blev fundet i, men sendte dem så bare det typiske slangesmil, han efterhånden mestrede til perfektion, "look at you being best buddies already. Isn't that nice?"
Han overværede dem kort men fortsætte så sin gang længere ind, "my quartermaster found Ink dead, lying on the floor just outside your cell with his eye ripped out." Dæmonen sukkede højlydt ud og rykkede lidt på sit pandehår, som han fandt plads på kanten af sengen, Reign lå i, "sweetie, I know you have needs but you can't just kill my crew. I need them. They're my babies," han blinkede til Dokkun, der gengældte blikket uden at have bevæget sig væk fra sin plads over Razor - lignede mest af alt en, der var frosset fast.
Kaptajnen så ned på Reigns ansigt og fjernede ligeså forsigtigt en forvildet hårtot fra hans pande, "I'll let this one slide 'cus I didn't mention it until now. Just don't do it again."

Det var jo ikke fordi han hadede det - hvilket vel egentlig var det værste ved det. Han ville gerne hade det - have et oprigtigt ubehag i hele kroppen. Men det havde han ikke - det var lidt en blanding af det hele. En ordentlig omgang pløre af lyst, forvirring, fristelse, ubehag og vrede. Han lukkede kort øjnene og tog en dyb indånding - mest for at holde sit eget temperament på et minimum. " No.. Jeez - I don't want a fish, I want you to get the hell away from me.. " Sagde han så bare - forsøgte et øjeblik at holde sin tone rimelig neutral. Men det var også en fejlagtigt forsøg og en gennem trængende knurren meldte sig et split sekunder efter. " Go fry yourself! " Razor var vred - hvis det ikke allerede stod klart. Han lod blikket falde lidt vampyren igen før det spejdede mod døren da dæmonen pludselig trådte ind.

Razor fulgte ham bare lidt med blikket og kneb kort øjnene lidt sammen ignorerede den åndssvage kommentar han kom med først.
" He died? " Spurgte han så bare og hævede kort lidt et bryn. " Well thats unfortunate.. " mumlede han så bare lidt før han vred sig lidt under vampyren igen.
" You did tell him to keep an on eye on me - I just made his job easier.. " Sagde han så bare lidt. " I still have it though.. He died doing his job - what an honor.. " tilføjede han et øjeblik efter. Øjet lå fint placeret i hans lomme - medmindre han havde tabt det på dækket - han blev faktisk lidt i tvivl. Det havde været en hektisk løbetur. Det var også lige meget - hvis den tatoverede fyr var død havde han fået hvad han fortjente. Måske - en evighed i lidelse ville nok have været bedre. Han fjernede ikke blikket fra kaptajnen et øjeblik - tværtimod fulgte han hver og en lille bevægelse han lavede.
" Don't you dare touch him! " Bed han så bare kort og kunne mærke hvordan hans puls steg igen. Reign var hjælpeløs på nuværende tidspunkt - det nyttede ikke noget at Razor også var det. Godt nok havde kaptajnen ikke givet udtryk for at ville gøre dem noget hvis Razor holdt sig til aftalen - men det var en aftale der var svær at holde lige nu. Så at han var så tæt på Reign var slet ikke noget han synes godt om.
" Get this leech of of me! " hvæsede han så bare ihærdigt - måske nærmest som en ordre. Han brug for sine ekstra energi depoter lige nu, men det var som om de ikke ville aktiveres. Det var jo ikke fordi han havde oceaner af energi. Han havde lidt spildt en del på at slås med sig selv og rebene nede i cellen. Hvilket han jo i sidste ende slet ingen vegne var kommet med. Han overvejede alligevel sine muligheder - hvis det endte med at vampyren ingen planer havde om at forsvinde. Et eller andet måtte han jo gøre.

Kaptajnen så op fra Reign og hen på halvdæmonen, der ebbede af vrede henne fra sengen af. Lagde benene over kors og tog sig god tid til at overveje situationen lidt. Tingene skulle gøres rigtigt, når man arbejdede med en upålidelig hybrid, der ikke virkede til at klare sit arbejde særlig godt. Det var hårdt altid at arbejde med talentløse idioter - heldigvis havde kaptajnen vænnet sig til det og var blevet ganske god til at håndtere det.
Et skævt smil formede sig på hans læber, "Dokkun, be a darling and get me something to drink," og han viftede lidt med hånden for at indikere, at han skulle flytte sig.
Dokkun sendte Razor et hurtigt blik, inden han gjorde, som der blev sagt, rejste sig fra sengen og forsvandt ud af rummet uden en lyd.

Der var stille lidt. Kaptajnens blik lå fortsat og hvilede på Razor, inden han sagde, "you were supposed to make him sad, not horny." Tonen var nedladende, som blev der snakket til et lille barn, der havde gjort noget forkert. Smilet forsvandt dog aldrig helt, skønt det var blevet mindre gennemborende. "It's an easy assignment. You want to leave the ship, right?" blev der tilføjet med et hævet øjenbryn.

Vampyren vendte hurtigt tilbage med en flaske sprut i hånden og blev gået i møde af dæmonkaptajnen, "thanks. Have you been giving the human angel blood?" Dokkun skævede kort mod Razor og rystede så på hovedet. "Well, then do it. I want him up," han så tilbage mod Reign, "if he's gonna stay he better be doing something useful," og rettede lidt på sin jakke, inden han gik forbi sit besætningsmedlem og vendte tilbage til dækket.

Så snart vampyren havde fjernet sig var Razor væk fra sengen igen. Han havde så sandelig ikke tænkt sig at blive liggende der som et eller andet stykke kød. Han trådte hen til sengen hvor Reign lå - men uden egentlig så meget som at skimte kaptajnen. Også alligevel - blikket røg hen på ham da han talte og Razor rynkede kort panden lidt. " Well - some people tend to get horny when they get sad.. Thats not exactly my fault.." Sagde han så bare lidt til sit eget forsvar. Om det så egentlig havde været tilfældet eller ej. Razor kunne sagtens være en røv uden lige - men det var ikke altid lige let egentlig at være det på kommando - det kom normalt bare til ham og hvis der var meget andet om ørerne på ham, så var det da klart at det var svært at jage en vampyr væk.
" What do you want me to say? His body is to big for his small blood-horny-brain. There's nothing I can say that will change that.. " mumlede han så bare lidt.
" Why can't you just tell him off? I mean - obviously he listens to you? " Han rynkede panden lidt og lod blikket hvile mod kaptajnen. Før det så bare landede på Reign et øjeblik efter. Han skulle da nok prøve - men det virkede bare ikke til at det egentlig virkede som det skulle. Hvor imod kaptajnens ord og ordre nemt kunne følges til punkt og prikke.

Vampyren var tilbage hvilket fik Razor til at rette opmærksomheden mod Reign i stedet. Dog fangede de den alligevel da engle blod blev nævnt igen. Han kneb kort øjnene lidt sammen før han så bare rystede lidt på hovedet. Det ville være det bedste - men han kendte Reigns holdning til det og havde ikke lyst til at være den der fik skideballen over det hvis tilladelsen ikke var givet af Reign selv. Han bed sig kort lidt i inderlæben før han så bare rettede blikket mod vampyren da kaptajnen havde forladt rummet.
" So you just carry around angel blood too? " Spurgte han så bare en smule dømmende. Også selvom det helt sikkert var det sidste emne Razor kunne tillade sig at dømme folk på. Havde han muligheden havde han skabt en rygsæk med blod ud af en engel og rendte rundt med den hele tiden. Det var det bedste man kunne fylde sin krop med - ikke kun for smagen men også den følelse det gav en at drikke det. Han rynkede kort næsen lidt før han så bare rystede lidt på hovedet. Det var som en storm i hans hoved - mest fordi han var så meget for at det var det rigtige - fodre Reign med engle blod og lade ham hele ordenligt. Men samtidig var det så forkert fordi han vidste hvor meget han havde imod det. Han ville jo ikke engang lade Razor selv drikke det - at vågne op og vide det var hvad han havde i systemet?
" This is stupid - He's the shit head who's the reason he's out in the first place.. And now he's expecting him to work? Do stuff.. " Han rystede så bare lidt på hovedet før han placerede sig på sengen igen. Dog med opmærksomheden mod vampyren - bare lige for at holde øje med hvor han opholdt sig.

"Yes," lød svaret kort fra Dokkun, der ikke så ud til at lade sig påvirket af at blive dømt på den måde. Blod var hans muse, det han gjorde og kunne finde ud af. Intet kunne fjerne stoltheden over sit fag, selv ikke ondskabsfulde kommentarer.
Han så tænksom ud. Stod i et dilemma med sig selv, om hvorvidt han burde tvangsfodre mennesket med engleblod, som han var blevet bedt om, eller om Razors ønske om at lade være var vigtigere. Det var slet ikke let at gøre alle tilfredse.
Han satte langsomt mod den modsatte side af sengen end den, drengen sad på, "not doing anything will make people bored. Bored is dangerous," og lod blikket glide ned langs Reign, der bortset fra brystkassen, der bevægede sig langsomt op og ned, lå helt stille. Stoppede ved hans håndled, da han kunne se, blodet havde fundet vej igennem den rene, hvide bandage, og trådte et skridt baglæns, inden han gav sig til at finde et nyt frem fra en lille kiste, der indeholdte simple lægemidler.

"I'm gonna change it," erklærede vampyren, inden han fjernede den blodige bandage fra menneskets håndled. Det var bedre at sige det, så Razor ikke sprang i flæsket på ham. Han vidste godt nok ikke, hvad de var til hinanden, men hybriden virkede bekymret for dette mennesket, så Dokkun vidste, han gjorde klogt i ikke at få det til at virke som om, han ville ham noget ondt.
Blodet gav sig til at vælte ud igen, og skønt vampyren burde blive påvirket af det, gav ansigtet ikke udtryk for det. Faktisk gav det ikke udtryk for noget som helst - andet end ligegyldighed. "Apply pressure on the wound," han løftede Reigns håndled og førte det hen mod Razor, "I'm gonna sanitize it." Rejste sig for at snuppe en flaske rom med kun en bundsjat tilbage i, det burde kunne gøre det. Saltvand ville være bedre, men så skulle han op på dækket for at hente noget, og det gik ikke.
Og uden nogen større trommerom, hældte han det udover såret, hvis blod blev fortyndet kraftigt af alkohollen.

"A-Arhh...!!" brød Reign ud i smerte og slog øjnene op kun for at knibe dem sammen igen. Havde trukket hånden til sig og holdte stramt fast om håndleddet med sin raske hånd. Han anede ikke, hvad der skete, og kunne slet ikke tænke på andet end den pludselige smerte, der havde vækket ham fra den ellers rare søvn af udmattelse.
Dokkun kneb øjnene lidt sammen, greb fat i Reigns håndled og vristede det ud af menneskets egen hånd, trods der blev strittet imod. "No, no, no, no!!" lød det fra mennesket, der tydeligvis stadig ikke helt havde regnet ud, hvad der foregik, eller hvor han var. Fokusset lå nu kun på at få sin hånd tilbage.

" Bored is not dangerous when it comes to Reign - Give him a book and he won't bother you hours.. " Sagde han så bare og rynkede kort næsen lidt. " Feeding him angel blood is dangerous.. How ironic.." Tilføjede han så bare lidt og fulgte vampyren med blikket. Han synes ikke om at han var tæt på - men trådte alligevel til side da han faktisk ville gøre noget behjælpeligt. Var det så nu han skulle være på tværs og få vampyren til at forsvinde ved at bide hånden af ham? Få ham til at fortryde at han rørte Reign? - Nej.. For det ville bringe Razor til at skulle sørge for alting selv og ærlig talt, så havde han ingen forstand på at pleje skader ordenligt. Det var jo ikke fordi han var specielt god til det ved sig selv heller. Et stykke stof omkring indtil han havde mulighed for at tømme en engel for blod også var han klar til livet igen. Dette var noget andet.
Razor lod blikket hvile lidt for længe mod Reigns håndled før han endelig tog sig sammen og gjorde som han blev bedt om. Men duften af blod var slet ikke lige så let for ham at ignorere som det virkede til at være for vampyren. Underligt nok - okay lige præcis Reigns blod var også noget helt specielt. Det forbudte var altid meget mere fristende. Han bed sig kort lidt i læben og fulgte vampyren med blikket - kun for at fokusere på noget andet mens han sørgede for at blodet ikke fossede ud af flængen på håndledet.

Han skulle lige til at gribe fat i Reigns hånd igen da han pludselig vågnede og trak den til sig. Men var alligevel ikke hurtig nok til det og han så i stedet mod menneskets ansigt før han så bare rettede blikket mod hans arm igen. Han skævede så lidt fra den ene til den anden - men endte til sidst med at se mod Reign.
" Reign it's okay.. He's just cleaning it.." Sagde han så bare hurtigt og lod sin hånd finde Reigns. Bare for måske at kunne få ham til ikke at hive sin arm til sig. " Fixing it.. It needs fixing.. Really bad.. " Han nikkede kort lidt nogle gange før han skævede lidt mod det blodige håndled men rettede så blikket mod hans ansigt igen. Det var både rart og skidt at se at Reign faktisk kunne andet end at ligge og trække vejret - det betød at han ikke var helt væk fra sin krop. Men stadig ikke rart fordi han lignede en der ikke burde være vågen. Og blodet trængte sig mere på når han var i bevægelse.
Han rettede så blikket lidt mod vampyren før han overvejede det lidt. " You sure it dosen't need stitches or anything? " Spurgte han så bare lidt og bed kort tænderne lidt sammen. Han kunne jo ikke hade en person der hjalp Reign? Han kunne hade sig selv for ikke at være den der gjorde det - men han vidste at jobbet ville blive så skidt udført hvis han var den der skulle gøre det. Kunne Reign tage stilling til engle blod nu? Nej.. han ville sikkert rive tungen ud på ham bare ved at få spørgsmålet. Måske - Reign var vidst ikke så aggressiv og ud ad reagerende - men tanken i hovedet på mennesket ville være skræmmende nok i sig selv.

Razors stemme virkede beroligende på Reign, der fik sat sig op trods manglen på energi. Han så frem og tilbage fra Razor til Dokkun, der ikke så særlig tilfreds ud med noget som helst, og lod til sidst blikket låse sig fast på Razor, "what happened? Why are you here? Did you get away? Razor, you don't even know how happy-" mere fik han ikke lov til at sige, førend vampyren trykkede lidt ind på hans arm og mumlede i irritation, "be still." Reign bed tænderne sammen og nænnede at se ned på flængen, Dokkun heldigvis havde et godt tag i i forhold til at lægge pres på. Men al det blod... var det virkelig hans? Hvordan kunne der komme så meget ud af sådan et lillebitte, tyndt hul? Det ville have været bemærkelsesværdigt, hvis det ikke var så forfærdeligt.
"Oh, fuck..." mennesket havde helt glemt, at det var en vampyr, der havde fat i hans arm. Han så ikke ud til at ville gøre ham skade, og det var det vigtigste. Hvis han så bare selv huskede på at trække vejret, så skulle det hele nok gå.

"Maybe..." Dokkun så undersøgende ned på blødningen stadig uden den mindste smule blodtørst i øjnene, hvilket bestemt også hjalp med at mindske panikken for Reign. "If I stitch him up you'll dine with me," han så op og ignorerede det nylige forvirrede blik fra Reign, der i et kort øjeblik ikke så særlig påvirket ud af smerten. Så afventende hen mod Razor, "right?"
Den blege Reign, hvis vejrtrækning nægtede at slappe helt af, forstod ingenting. Hvad havde han gået glip af? Han havde desperat brug for at snakke med Razor alene. Blive syet sammen hurtigt, få det overstået, og så falde ned med den ene person på skibet, der ville kunne dulme smerterne med ikke andet end lyden af sin stemme. Vampyrens hjælp var værdsat, men han måtte godt skride snart.

" You just... Got shot and umm... Lost alot of blood - to a hungry demon.. Mhmm.. Still loosing waaay to much blood.. " Sagde han så - mumlende og skævede mod blodet. " But you're gonna be okay. Just relax. " Tilføjede han så bare hurigt med blikket rettet mod Reigns ansigt. Han kunne ikke helt lade være med at smile lidt. Også selvom vampyren skar Reigns sætning af. Bare det at høre hans stemme betød pludselig meget mere end hvad han egentlig havde at sige. Han holdt bare sin hånd ved Reigns og blikket mod hans ansigt. Så lidt som han kunne kigge på blodet jo bedre.
Han rynkede så panden lidt og lod blikket falde på vampyren. " What?.. No I'm not - you're gonna fix it. And we're going to leave this ship as soon as possible.. " Sagde han så bare kort i en halv knurrende tone. " If you're not gonna stitch it up.. I.. I'm.. " Han holdt en pause og lod blikket falde ned over flængen før han så bare rystede lidt på hovedet. " Just do it! Or.. Wait.. no - I'm just.. I'm just gonna do it myself.. " Sagde han så bare kort. Der var ingen chance for at han ville noget som helst med vampyren. Selv ikke et uskyldigt måltid. Det var ikke en del af den aftale han havde lavet med kaptajnen. Og droppede han den risikerede Reign en kugle i panden. Hvilket slet ikke måtte ske. Om han overhovedet var i stand til at kontrollere at lappe ham sammen med sting vidste han ikke. Om ikke andet kunne han vel bedøve Reigns arm en smule med det gift han selv havde - men kunne det ikke også skade ham mere når hans krop i forvejen var svagelig? - Ugh! Så mange problemer.

Han havde nærmest møvet sig til for at kunne gøre det. Sørge for at vampyren ikke havde sådan en fordel - at han ikke skyldte ham noget. Ikke fordi Razor normalt var god til sådan noget. Men Reigns liv var på spil og han ville ikke pludselig også stå i gæld til en vampyr der i sidste ende havde magten over hvad der skete med dem begge. Han skævede kort lidt mod sine hænder som var fyldt med blod, lige som alt andet. Okay hans sanser spillede ham et pus og gav det hele et andet udtryk end hvad der måske egentlig var tilfældet. Han bed tænderne lidt sammen før han så bare rystede lidt på hovedet og kunne mærke hvordan det hele nærmest bare faldt sammen inden i ham. Synet og duften af blodet steg ham til hovedet og gjorde det nærmest umuligt at koncentrere sig.
" Just do it.. " Sagde han så bare lidt da han endelig fik revet sit blik væk fra Reign og rettede det mod vampyren. " .. Please. " Tilføjede han så lidt. Det typiske hundehvalpe udtryk var tilbage - ikke engang bevidst det var sikkert bare i afmagt og blodrus at det var en mekanisme der faldt godt ind. Reign var første prioritet - så måtte han tage det andet bag efter. Han kunne ikke lade ham forbløde bare fordi Razor var i indre krise om aftaler han havde med sig selv og med alle andre. Snart flere. Ugh.

Reign kunne ikke skjule bekymringen i sit ansigt, da Razor erklærede, at han ville fixe såret selv. Havde godt nok aldrig set ham i aktion med nål og tråd men forestillede sig ikke, at der under den koldblodige morder gemmede sig en mester-syerske. Åh gud, han ville gøre alt for bare at sove igen - sove igennem alt dette og vågne op til, at skaderne var helet, de var på vej mod land og var frie til at gå. Hvis nu han forestillede sig det ekstra hårdt, mens flængen blev syet sammen, ville det slet ikke gøre så ondt. Fantasi var en fantastisk ting og kunne hjælpe i selv de mest forfærdelige situationer. Ligesom da man var lille og fik at vide, at når ens mor kyssede en det sted, der gjorde ondt, ville smerten forsvinde - og det gjorde den altid.
Reign slugte en klump og lagde sig anspændt tilbage i sengen i håb om, at drengen ville være forsigtig. At han for en gangs skyld forholde sig stille og holder kroppen i ro. Det blødende håndled var blevet sluppet, og han måtte nu selv lægge et pres på, indtil det blev ordnet.

Dokkun virkede langt fra tilfreds med ikke at få sin vilje men sagde intet til det. Slap bare og lod halvdæmonen gøre, hvad han ville - var velkommen til at sy ham sammen selv. Han rejste sig op og så ned på dem - hverken afventende eller dømmende på nogen måde, kiggede blot. I hvert fald indtil Razor skiftede mening.
Vampyren så først upåvirket ud men lavede så et smæld med tungen kort efter og trådte væk, "fine," snart var han ude.

Reign havde fået den alenetid med Razor, han havde tigget og bedt om indeni sig selv, men havde det alt for skidt til at bruge det ordentligt. Så meget at sige, så mange spørgsmål, der måtte undlades - sikke et spild af tid. "Razor, could you maybe get me a blanket? Something warm," spurgte Reign med øjnene lukket i og forsøgte at spare på energien ved ikke at rykke sig for meget. Han frøs. Forsøgte ikke at ryste for at undgå at give indtrykket af et anfald af en slags, men det var umuligt at holde helt nede. Skudsåret gjorde sjovt nok ikke så frygteligt ondt mere, men det lå også pænt pakket ind i bandager modsat håndleddet, der ikke havde det særlig godt i sin nøgne form.
Han åbnede øjnene på klem og bed sig i læben, inden blikket blev ført ned på håndleddet. Det var at pine sig selv at blive ved med at kigge på det, uden tvivl, men han måtte simpelthen sikre sig, at hånden ikke var faldet af eller noget i den dur. Den milde lugt af metal ramte næsen, og pludselig kom Reign i tanke om, hvor meget Razor måtte lide for at afholde sig. Stakkels dreng. "Razor..." mumlede Reign ud men nåede ikke at sige mere, før vampyren var vendt tilbage.

Han trådte ind med tunge skridt uden noget tegn på at skynde sig og rullede en glinsende nål frem og tilbage mellem to fingre. Satte sig på en skammel ved siden af Reign og skævede lidt mod halvdæmonen, inden han gik igang og tog det første sting.
Reign var egentlig glad for, Dokkun gik igang hurtigt og uden megen forberedelse - frygten fik ikke mulighed for at ophobe sig ligeså meget. "Arh...!!" hans mund stod åben, ansigtet fortrukket i en grimasse af smerte, og den frie hånd greb hårdt fat i madrassen under sig, da nålen bevægede sig igennem huden.
"What's your name?" spurgte vampyren uden at fjerne blikket fra sit arbejde. "Reign..." mumlede mennesket ud men fik blot et bidskt, "not your name, stupid," tilbage. Vampyren så op på Razor, da den sorte tråd blev trukket igennem de nylavede og friske huller i huden, og Reign udstødte en beklagende lyd.

Han skævede lidt efter vampyren da han forlod rummet. Rart - men samtidig måtte han gerne skynde sig. Denne tur havde allerede været over alle forventninger - lige nu i den helt forkerte ende af sjov skalaen. Slås mod kæmper og kravle ud af grotter virkede som ingenting sammenlignet med det syn han havde. Reign - med sit blod ud over det hele. Han sad nærmest i en trance med blikket rettet mod mennesket. Han vågnede dog lidt op da Reign endelig sagde noget - spurgte om noget.
" A blanket?.. Ofcourse.. " Sagde han så hurtigt og lod blikket flakke rundt. Han fandt hurtigt et tæppe - ikke just det bedste i verden, men det virkede til at være okay varmt - så mon ikke det kunne gå an? Han lagde det over Reign. " You're gonna be okay.. And we're gonna figure out a way to get of this ship.. " Han sank kort lidt en klump før han så bare satte sig ned igen - hans blik fandt Reigns ansigt da han sagde hans navn - men mere nåede der så heller ikke at blive sagt før vampyren var tilbage. Razor flyttede sig så han kunne komme til. Det var ikke nu han skulle rende i vejen.

Han stod rastløs og så på, fulgte nålen med blikket og forsøgte at ignorere de lyde Reign kom med. Han byttede gerne plads med ham. Det gjorde i sidste ende mere ondt at vide at han havde ondt end hvis det havde været ham selv. Kunne man sige han var vandt til det? Han knurrede kort af vampyren da han kaldte Reign dum. " Watch it.. " bed han så bare før han kort kneb øjnene lidt sammen med blikket mod vampyren. Der gik et par sekunder før han så bare rettede sig lidt op.
" Would you knowing my name make the stitches less painful? " Spurgte han så bare en smule irriteret før han lod blikket falde tilbage på Reign. Han bed så bare tænderne lidt sammen før han rystede lidt på hovedet.
" Reign.. If angel blood was on hand would you drink it? " Spurgte han så bare hurtigt og var egentlig lidt i tvivl om om hans ord blev sagt for hurtigt til overhovedet at være til at forstå. Det var i hans hoved mere bare en pløret lyd. Han skævede kort lidt mod vampyren men så mod den syning der efterhånden var blevet dannet over Reigns håndled. Han lukkede så bare øjnene et øjeblik for at danne et helt andet billede i sit hoved end blod. Det virkede ikke - for sjovt nok var det præcis det samme der kom til syne da han åbnede øjnene igen. " Why are you so important to the captain? " Spurgte han så bare lidt - mest for at fokusere på noget andet. Og slippe for spørgsmål han ikke selv gad svare på. Der var ingen grund til det. Desuden var det et relevant spørgsmål. Det betød jo åbenbart en del for kaptajnen at lige netop denne vampyr blev på skibet.

Vampyren lod blikket hænge lidt på Razor, der ikke ville svare på spørgsmålet, og syede så bare videre i stilhed modsat Reign, der slet ikke kunne forholde sig stille, ligegyldigt hvor hårdt han prøvede. Det lykkedes til gengæld ikke at rykke armen, hvilket han selv mente var imponerende.
"Wha...? Of course not," skyndte mennesket sig at svare med rynket pande og øjnene lukket i i håb om, at det snart ville slutte. Spørgsmålet havde været uventet, og hvis det havde været et hvert andet tidspunkt, havde han nok bevæget sig dybere ind i det. Belært Razor om, hvorfor han netop ikke ville indtage blod. Hvorfor det var så skidt. Men koncentrationen var langt fra til det lige nu, og da den samme brændende smerte fra før fyldte hans arm, forsvandt det sidste, der mindede om fokus eller tanker. Dokkun havde hældt den sidste sjat rom ud over det nu sammensyede sår, og Reigns liggen stille kunne ikke holdes mere. Han trak armen til sig, kastede sig om at ligge på siden og klynkede højlydt med ansigtet trykket ned i puden og armen, våd af rom, liggende rystende foran sig.
Dokkun gloede ned på mennesket og rullede på øjnene af ham. "Put this on him," rejste sig og rakte Razor den nye bandage, han tidligere havde fundet frem, og greb samtidig muligheden for at lade sine egne blodbefængte fingre røre drengens. Mumlede så med blikket på deres fingre, "I'm gonna get you something to eat," og gik.

Da toppen af smerten endelig var forsvundet, stoppede Reign klynkeriet, trykkede kort sine læber ind mod sin håndflade lige over flængen og tørrede de tårer væk, der havde været umulige at tilbageholde - hvor umandigt det så end måtte se ud.
"Razor..." kaldte han udmattet med et træt blik i de grå øjne og trak tæppet lidt længere op over sig. Han flyttede sig længere ud mod kanten af sengen og klappede inviterende ved siden af sig på madrassen flade, der også var blevet en anelse plettet af blod, "c'mere. Lay down for a bit."
Der var stadig en masse ting, mennesket gerne ville vide, men lige nu havde han bare brug for lidt nærhed og trøst. Hans forældre havde altid puslet om ham, når han slog sig på den ene eller den anden måde, og han havde blot vendt øjne af dem. Men han var blevet afhængig af det skidt, afhængig af at blive trøstet, og Razors kærlighed fungerede som en god erstatning for forældrenes.

Selvfølgelig ikke - så var det måske meget godt han ikke var sprunget direkte til at gøre det da blodet kom på tale i første omgang. Hvis ikke engang en situation som denne ville kunne få Reign til at drikke blod - så var der i sidste ende nok slet ikke noget at komme efter der. Han bed sig kort lidt i læben før han så bare kort nikkede nogle gange. Stod på sidelinjen og følte sig en smule ubrugelig. Men i sidste ende var det meget godt han bare blev her. Han havde meget svært ved at abstrahere fra blodet så hvis han skulle hjælpe kunne det sikkert meget hurtigt ende galt. Han rystede kort lidt på hovedet og fandt fokus før han så bare tog imod bandagen. Hans blik var kort placeret mod vampyrens ansigt før han så bare kort nikkede et par gange. Han sagde ikke mere til det - burde han sige tak? - ja.. men det gjorde han altså ikke. Han kommenterede heller ikke på det med mad. Selvom han var sulten var vampyren nok den eneste han ikke ville tage imod mad fra på nuværende tidspunkt.

Han pillede bare lidt ved det hvide stof før han lod blikket falde hen på Reign. Helt utroligt som det stak ubehageligt i hans krop at se ham sådan. Og alligevel kunne han ikke sætte sig i andres sted når han selv rendte rundt og slog ihjel - slog folk ihjel for øjnene af dem de elskede. Sjovt. Han sendte så bare Reign et lille smil før han trådte hen til sengen og tøvede ikke et øjeblik før han lagde sig ved ham - uden at komme til at slå til hans arm eller lignende. Fangede ham i stedet bare lidt med sine arme. " I guess the bandage can wait just a second.. " Sagde han så bare lidt med et lille smil og lod blikket hvile mod Reigns ansigt et øjeblik.
" You look like death.. Are you okay? " Spurgte han så bare lidt før han alligevel skubbe sig en smule på afstand, men kun for at kunne få viklet bandagen omkring Reigns arm. Så forsigtigt som muligt. For dem begges skyld. Skaden ville være mere sikker under stoffet og samtidig ville noget af blodduften forsvinde under flere lag så den ikke var så gennem trængende. Selvom den stadig var i hele rummet og ud over sengen. Men i det mindste ville der ikke komme mere nyt blod. Han rykkede sig tæt indtil Reign igen få sekunder efter og placerede kort et kys ved hans tinding.
" Looks like I wasn't quite strong enough this time.. " sagde han så bare lidt med et kort lidt undskyldende udtryk. Det ville ikke have været endt sådan her hvis han bare havde kunne klare piraterne på dækket tidligere. Efter at Reign var blevet skudt - så kunne de have været stukket af. Måske havde det virket som en tabt kamp på forhånd alligevel - men det var sådanne tilfælde Razor hadede ikke at kunne være 'helten'. Det var jo ikke fordi han ikke havde klaret en gruppe af stærke væsner før.

Reign slugte lavmældt en klump, da han, efter hvad der virkede som uendeligheder, endelig fik Razor ned til sig, og selvom han fortsat rystede af kulde, bredte den velkendte milde varme sig allerede rundt i kroppen. Et lille men oprigtigt smil fandt vej til menneskets læber, mens hånden blev ledt op til drengens hals og videre om i nakken. Hvornår var han blevet så afhængig af en teenagerdrengs beskyttelse? At have ligget der og fået suget livet ude af sig havde virket så forkert, ikke blot fordi det var en ond handling, men forbi Razor ikke var der til at beskytte ham og overvinde alle dem, der gjorde ham ond. En skønjomfru i nød - det var det, Reign var blevet til, og det var ærlig talt noget skidt. Men lige nu kunne det være ligegyldigt. Det eneste vigtige var, at halvdæmonen var hos ham igen, og de begge to var okay. Eller... i hvert fald i live.
Reign mistede muligheden for noget som helst, da Razor trak sig lidt væk for at forbinde hans håndled, og selvom det var svært, opførte han sig pænt og tålmodigt med blikket på drengens arbejdende fingre. "Not really," svarede han, da der ingen grund var til at lyve. Alting gjorde ondt, og han følte sig udmattet nok til at kunne sove i flere dage.

Først da et mildt kys blev placeret i Reigns tinding, så han op fra fingrene, der for længst var færdige med det, de havde gang i. Han var stille lidt men rystede så på hovedet, "no, it was my fault. You told me the captain weren't to be trusted but I was stupid and completely blinded by-" stoppede sig selv, da det at nævne en anden fyrs charme ville ødelægge stemningen, og fnøs derfor i stedet, "I don't even know. I was being an idiot. And a complete jerk to you."
Menneskets hånd fandt atter halvdæmonens nakke og trak ham ind i et ømt kys, mens der blev sørget for, den skadede arm lå perfekt af vejen og ikke ville gøre ondt midt i det hele. Det var som at være et sted i himmelen - endelig at kunne mærke Razors læber mod sine igen. Godt nok var det ikke lang tid siden, men det føltes som evigheder efter al det skidt, de havde været igennem. Det var slet ikke retfærdigt ikke at kunne kysse på ham, når han havde lyst til det. Burde være en medfødt ret.

Modvilligt gav Reign slip på drengens læber, lod fingrene glide en anelse længere op og kærtegne nakkehårene. "You've been really brave. Smart, too," hans stemme var ganske lav, behøvede ikke særlig megen kræft så tæt, som de lå på hinanden, "we'll figure out a way outta here. We just gotta be patient."
Sådan blev Reign liggende lidt og nussede blot halvdæmonens hår. Det virkede bedre end nogen medicin. Med al fokus på Razors væsen var det let at glemme smerten og bare lade sig forføre af det forbudte stykke frugt, han allerede havde taget utallige bidder af.
Men trods han kunne blive liggende sådan i stilhed i evigheder, pressede spørgsmålene sig på, og vampyren ville snart vende tilbage, så det var bedst at få dem besvaret, mens det var muligt. "How can it be they let you walk around amongst them? I thought for sure they would've locked you up," konstaterede Reign og lod et afventende blik hænge på Razor. Selvfølgelig kunne de overvinde Razor, hvis han skabte sig - en hel besætning mod én - men at lade ham kunne gå rundt og lægge planer og dræbe dem én efter én virkede bare så dumt. Og godt nok kunne der siges meget om kaptajnen, men han virkede ikke dum.

" You will be.. Soon.. " mumlede han så bare lidt med et lille smil om læberne. Og hvis tingene valgte at gå ned af bakke og Reign ikke fik et bedre. Så måtte Razor bide i det sure æble og træde over en af de grænser mennesket havde og fodre ham med det vidunderlige engle blod - om han ville det eller ej. Han lod ham ikke gå til under noget nogle dumme pirater havde gjort.
" To be honest.. I may not trust him - but, he didn't kill you even though he had the change. And.. For some odd reason I'm not dead either - which probably makes him less a bad guy. Still freaking annoying. I would have saved us alot of trouble if I just acted like a decent being for once.. " Mumlede han så bare lidt. Reign kunne ikke tage skylden. At mødes på midten var nok det bedste. Razor havde været for mistroisk og Reign for naiv omkring det hele. Alting kunne have gået anderledes men det var lidt for sent at ændre det nu. Razor nussede stillede Reign langs ryggen med fingre spidserne men gik lidt i stå da Reigns læber mødtes med hans. I stedet trak han sig bare en smule tættere på og måtte jo nærmest glippe et par vejrtrækninger bare for at være sikker på ikke at misse et enkelt øjeblik af menneskets læber. Så blev man pludselig en smule mere levende i hovedet igen. En smule distraheret fra lysten til blod.

Han lukkede bare øjnene lidt og nød at ligge tæt ved ham igen. Han måtte tage sig sammen. Han havde ansvaret for Reign når tingene tog drejninger som dette. Et ansvar han havde pålagt sig selv det øjeblik han havde tvunget mennesket med på en tur som denne. Han havde vel godt vidst fra start at det kunne blive farligt.
Egentlig var der et meget lige til svar på Reigns spørgsmål - men alligevel forvirrede det Razor en smule. Hvad var det egentlig for en aftale han havde lavet? Kom de overhovedet af skibet hvis det lykkes ham at få vampyren på afstand og være mindre interesseret? - Var de ikke ude på havet allerede?
" They did - lock me up. For hours. " Sagde han så lidt og lod blikket søge mod Reigns ansigt. " But.. " Han lod kort tungen strejfe sin underlæbe før tænderne fulgte trop og pressede sig lidt ned mod den. " I made a deal with the captain. So that he wouldn't shoot you - because of that stupid vampire he's become fond of me. And nothing is working the way I want it to.. The way I need it to for us to leave. " Han rynkede næsen en smule før han så bare rystede lidt på hovedet.
" I hate vampires.. I hate pirates.. They're cool - but not. I've lost my ability to be an idiot - and I dont know what to do about it. I don't want people to like me. I need him to stay away, far away 'cause I have no idea how to make him go away. And the captain is just.. that annoying face he pulls. I'm going mad.. " En pløre i en halv knurende tone. Forståeligt eller ej, Reign havde spurgt og fik et svar. Måske en smule indviklet fortalt.
" I just.. wanna go home. " Det endte nok mest bare i en halv ynkelig mumlen. Egentlig var Razors opgave slet ikke så besværlig. Men alting oven i hinanden havde gjort at det virkede som det sværeste i hele verden. I det mindste skulle han ikke være SÅ bekymret for Reign længere. Han var i det mindste vågen og forhåbentlig i bedring. Han var meget bedre til sit arbejde derhjemme. Find målet, dræb vedkommende og vend hjem igen. Simpelt! Let som ingenting. Der var alt for mange led og snoede hjørner i hvad han havde rodet sig ud i nu.

Reign rynkede panden en anelse, så snart ordet 'aftale' blev nævnt. Det var ikke godt. Hvis der var noget, alle vidste, var det, at man ikke skulle lave aftaler med dæmoner. Hvor godhjertede og rare de så end virkede.
Men opmærksomheden blev hurtigt ført et andet sted hen og fik mennesket til at glo overrasket på halvdæmonen, der plaprede løs. Reign var blevet god til at lukke af, når der blev snakket for meget, men ikke denne gang - denne gang ville han høre hvert eneste ord. Uden at tænke over det, trak han hånden væk fra Razors nakke og spurte skeptisk med en snert af nervøsitet gemt væk i stemmen, "what do you mean he's fond of you? He doesn't even know you." Det kom strengere ud end forventet, men det var blot, fordi den nylige information ærlig talt havde oprevet - og ikke mindst overrasket - ham.

Kun sekunder nåede at passere, inden døren fløj op, og Dokkun vendte tilbage. Over skulderen havde han det tatoverede besætningsmedlem liggende - rød i hovedet af blod fra det udrevne øje.
Hans ansigt udviste for en gangs skyld en ny følelse - overraskelse. Over at se sin hybrid i sengen med mennesket. Det var jo ikke det, der var meningen.
Reign havde vendt sig om på ryggen og slugte en klump, både af vampyrens ankomst men også af det lig, han havde taget med sig ind i rummet. Den rare stemning fra før var blevet trykket og ubehagelig, og det hjalp slet, slet ikke at have fået at vide, at blodsugeren foran sig havde fået et eller andet for Razor.

Overraskelsen forsvandt fra Dokkuns ansigt - blev erstattet af en mild irritation - og han førte sig selv videre ind og hen til den seng, hvor halvdæmonen førhen var blevet holdt nede, og smed den såkaldte 'Ink' ned på madrassen, "eat. He's still fresh."
Reign ville ikke have, Razor skulle spise af den døde mand. Det var bedre end en levende, uden tvivl, men behøvede det at være lige foran ham? Nej, tak.
Det mindede hastigt mennesket om, at han også var godt sulten. Men et skib fyldt med dæmoner og vampyrer og andre mærkelige væsner... indeholdte det overhovedet noget rigtigt mad?
"Eat," gentog Dokkun stift med blikket hvilende på Razor, så på ham med sine sylespidse, lilla øjne og afventende, om hybriden kunne tage imod en simpel ordre.

Razor forstod det heller ikke selv - hvad han godt forstod var Reigns reaktion. Det var mere eller mindre sådan han selv havde det med det. Han anede ærlig talt ikke helt hvad det var der foregik oppe i hovedet på den vampyr. Men han havde jo egentlig nærmest overfaldt ham for kort tid siden i selv samme rum de var i lige nu. Han skulle lige til at svare Reign men tænke pausen blev for lang på de få øjeblikke han alligevel ville have haft til at svare. Vampyren vendte tilbage og bragede nærmest ind i rummet med den døde mand over skulderen. Razor havde rykket sig lidt på afstand fra Reign da mennesket alligevel selv havde ændret sin stilling. Han endte bare lidt med at sætte sig op og svinge benene ud over kanten før han så lidt bedømmende mod den døde mand - som han vidst nok selv havde været skyld i var død - hvis han huskede rigtigt. Hans blik faldt så bare hen på vampyren få sekunder efter. " Thaaaanks for ruining the moment.. " Sagde han så bare spydigt i en svag knurrende lyd. Han skævede kort mod manden på sengen før blikket flakkede tilbage mod vampyren. " First the cat and now this? Seriously.. ? " Han kneb kort øjnene lidt sammen før han så bare rystede lidt på hovedet.

Det endte vel nærmest i en mindre stirre konkurrence. Gennemborende blikke. Razors blik forlod ikke vampyrens et eneste sekund. Han havde ikke tænkt sig at spise manden. " Whatever it is that you want I can't give you that. I wont. Ever. " Sagde han så bare lidt og rettede sig kort lidt op. Han bed sig kort lidt i underlæben, hvad i alverden skulle han gøre. At kaste sig ud i en slåskamp ville nok ikke få ham nogle veje. Men han havde stadig en aftale med kaptajnen og et eller andet måtte han gøre for at holde den.
" Listen.. I don't hate you. Well, maybe I do - I'm just not necessarily excited about your existence. You annoy the shit out of me - and you're getting absolutely nowhere with that 'bringing me dead things thing' " Sagde han så bare og kneb øjnene lidt sammen.
" I don't get why your captain needs you so much, to me you seem pretty useless. And stupid - Obviously, who the hell eat demons? They taste like shit. If I wanted to eat him I would've done it a long time ago. " Sagde han så bare lidt og rynkede panden smule før han rystede lidt på hovedet. Han skævede kort lidt mod Reign men rettede så blikket tilbage mod vampyren.
" Bring me your head on a stick - and I might actually appreciate your effort.." Sagde han så bare lidt med et kort træk på den ene skulder. Et øjeblik var der lige så få udtryk at finde på Razor som der havde været på vampyren den seneste tid. Men til sidst kom der dog et lille smil frem over hans læber. Et nær arrogant smil.

Den trykkede stemning forværredes med den intense stirren, Reign ikke kunne andet end at vente på gik over. Han havde fået sat sig op og sad bare pænt og holdte mund, mens han forsøgte at regne ud hvem af de to, der vandt. Hvis der overhovedet kunne findes en vinder. Den sidste, der blinkede måske?
Dokkun reagerede som sædvanlig ikke rigtig på de ting, der blev sagt. Til gengæld var det tydeligt, han lyttede, som han stod der i sin egen stilhed uden at bevæge sig det mindste. Lignede en smule et dyr, der stod på lur og ventede tålmodigt på det korrekte tidspunkt til at angribe.
Først da Razor havde talt færdigt, og stirrekonkurrencen havde fortsat en anelse længere, skævede Dokkun ned mod gulvet foran sig og gik igennem rummet for at finde en flaske rom, der ikke var helt tømt - det lykkedes til sidst.

Reign brød sig ikke om det, slet ikke. Både vampyren selvfølgelig men også det faktum, at han stadig ikke forstod, hvad der foregik. Og hvorfor var Razor så ond mod ham? Det var klart, han ikke kunne lide Dokkun - det kunne han heller ikke selv - men at snakke så grimt til en fuldvoksen vampyr var ikke klogt, og det burde knægten vide. Det var jo ikke kun ham, der var på spanden, hvis skarptanden blev vred - Reign ville ikke kunne klare en vampyr i sin normale, raske tilstand, så lige nu ville han da dø på mindre end et splitsekund.
"Razor, you probably shouldn't be talking to him like that. Maybe just- pretend to be nice?" hviskede mennesket med blikket skævende hen mod vampyren. Ja, det var en god plan. Være venlig mod alle, blende ind i mængden, gøre sig usynlig - bare indtil de fandt en måde at slippe væk fra skibet.

Dokkun kunne mærke sine hjerteslag blive hurtigere, som frustrationen voksede. Det endte blot med en lille tår af rommen. Skulle til at tage en til men endte bare med at hvile flaskens åbning mod sin underlæbe med et tomt blik i øjnene hvilende foran sig mod den tomme og mørke trævæg.
Med et vredt udbrud forvandledes hans stille ydre dog, og den halvtomme flaske blev smadret ind i væggen og endte i tusinde stykker. Med vrede i øjnene vendte han tilbage til sengen, greb fat i Reign og hev ham ned på gulvet for at få plads til endnu engang at tvinge Razor ned i sengen - placerede sig over drengen og havde med et jerngreb fat i det mørke hår. Lod hans ansigt blive mast lidt nede mod madrassen, kvalte ham i den, inden han trak ham højt nok op til at kunne placere et bid i halsen. Sugede ikke, var uinteresseret i blodet, bed blot med tænderne begravet dybt nede under huden.

Reign havde ikke helt opfattet, hvad der skete. Han var blevet revet ud af sengen, det var han klar over, men efter det, var alting uklart. Var landet uheldigt med sit sårede ben, der sendte vibrationer af smerte op gennem hele kroppen.