Why the hell did I get back here? - Dust.

Selvom hun prøvede at slippe fri fra ham gjorde han det så svært for hende som muligt han ville ikke give hende chancen for at løbe ud i verden og blive taget til slave af en anden der sikkert ville behandle hende som skidt og det kunne Dust ikke acceptere skete med hende det var hun for kær til!

Dog trak han sig sammen i smerte da hun slog ham og som med et trylleslag ændrede han sig pludselig da hans skizofreniske side tog over han rettede sig op med et skummelt lidt spøjst smil og så på hende! Han havde stadig ikke givet slip på hende men han var komplet ændret
"Jamen hvad siger du så til at slå en handel af?" spurgte han roligt og strøg let hendes hage med sin frie hånd "Man kan vel kalde det en gensidig aftale ser du jeg tilbyder dig husly beskyttelse træning mad friheden ved at kunne være dig selv og hvad du ellers har brug for og tilgængel går du med til at være min slave med herre gør hvad jeg beder dig om og alt det?"

Blair var ligeglad med hvad han ville gøre. Hun havde ikke tænkt sig at overgive sig selv og sin krop. Det var imod hendes natur, hun var ment til at være fri. Man ville heller ikke kunne holde en vild fuld fanget, den ville slippe fri på et tidspunkt. Hun var en smule veltilfreds med at han trak sig sammen efter hun havde slået ham. Det var mening at det skulle gøre ondt. Men hans pludselig ændring af personlighed var underlig, hun kunne ikke helt forstå det. Hun så væk fra ham da han ville slå en handel af. Hvad troede han? At han kunne give hende et hus og beskyttelse og så lige pludselig var hun hans ejendom? Nej fandme nej, Blair var alt for selvstændig til det.

"Jeg har ikke brug for et hus. Jeg har nok beskyttelse, jeg kan sagtens klare mig selv, jeg kan være mig selv nu og jeg har frihed. Så hvorfor i al verden skulle jeg gå med til at gøre alt hvad du beder mig om. Jeg siger det en gang til. Slip mig, eller du fortryder. Jeg kender nogle som du ikke ønsker for fingerne i dig. Så hvis du ikke slipper mig nu, er det værst for dig selv."

Hun fnøs af ham og overvejede om hun skulle give ham et slag mere, eller måske udføre vold på en anden måde på ham. Hun fandt sig ikke i det han var igang med. Slaveri var forkert, ligemeget grundlaget.

Med et pressede Rumleskaft hende op mod et træ og han virkede dybt seriøs han fandt sig ikke i at få afslag på den måde og han så hende hende ondskabsfuldt i øjnene mens han pressede sin hånd mod hendes strube og strøg hendes kind med sin frie hånd!

"Nu høre du meget godt efter lille Blair i min rejsekappe ligger der et stykke pergament på det pergament står der noget fra dødens bog og vil du vide hvad det er?" hviskede han isnende koldt "Der står at hvis jeg tager 2 kroppe kan jeg forbande dem således at sjæle fra døde mennesker bliver fanget i kroppene som tager form som dem og er tvunget til at gøre som den der påkaldte dem siger også selvom de ville være i stor smerte over at være tilbage her på jorden! Hvad ville du sige til at jeg forbandede 2 kroppe til at indeholde sjælene fra din afdøde eks kæreste og dit afdøde barn og tvang dem til at angribe dig og banke dig lige meget hvor meget det smerter dem?" der kunne ikke være nogen tvivl om at han ville gøre det hvis han ikke fik sin vilje!

"Hvis ikke du føjer mig fra nu af og bliver min slave kan jeg love dig for at jeg vil gøre det uden så meget som at blinke med øjnene!" Hviskede han koldt i hendes øre!

Blair kom med et suk da hun blev presset mod træet, fordi al luften blev presset ud af hendes lunger. Hun var fuldstændig ligeglad med hans ondskabsfyldte blidt. Han kunne gøre alt hvad han ville, det ville ikke få hende til at ændre mening. Blair samlede en klat spyt og vendte sit ansigt på hans bryst hvor der kort efter sad en spytklat. Hun kunne ikke gøre det i hans ansigt, selvom det havde været planen. Hun så først kold og ligeglad ud, da han begyndte at tale. Men da han så nævnte Lucy og Alian viste der utrolig stor sårbarhed i hendes ansigt. Hun blev ikke bare sårbar, men også vred. Han skulle ikke røre dem. Hun greb fat i hans arm og pressede sammen om hende, selvom det sikkert ikke ville skade ham særlig meget.

"Hvis du rører dem, så vil du komme til at fortryde. Man ikke ønsker mig som fjende. Du ved ikke hvad jeg er i stand til at gøre. Jeg er måske ikke et eller andet magtfuld monster som dig. Men jeg er ikke svag. Nævn Alian og Lucy igen og du vil fortryde du har mødt mig!"

Dust mærkede at hun pressede hans arm om hende men han maste den bare ind mod sig selv så hun blev mast mellem ham og hans arm han fandt sig ikke i at slaver spyttede på ham og han blev kun mere vred af at hun kaldte ham et monster han var blevet kaldt monster hele sit liv og hun skulle da være den sidste der gjorde det! Hans vrede boblede op i ham og han smed hende ned på jorden han gik i knæ ved siden af hende og holdt fast om hendes strube så godt han kunne uden at kvæle hende!

"Jeg er ligeglad med hvad du sender efter mig døden ville kun være en befrielse for mig hvis ikke jeg kan dræbe det!" sagde han koldt og det var tydeligvis Dust der snakkede nu "Som du selv så fint kaldte mig er jeg et monster så længe jeg er fanget i denne her tid har jeg ingen der elsker mig ingenting at leve for kun et spinkelt håb om at jeg en dag finder vej tilbage og det falmer lige så stille som dagene går!" hans ord var måske sagt i vrede men det lød mere som et råb om hjælp fra en fortvivlet sjæl der mest af alt håbede at hun forstod hvor meget han egentlig havde brug for hende! For selvom Dust ikke ville indrømme det havde det været dejligt at høre hende sige at hun var fast besluttet på at hjælpe ham og den situation de nu stod i var et tegn på at han var i en kamp med sig selv fordi noget af ham gerne ville have hendes hjælp men resten af ham prøvede at kæmpe imod!

Blair skulle til at rejse sig efter hun var blevet smidt hen af jorden, men hun nåede det ikke før han knælede ved hendes side og pressede mod hendes strube. Hun fik pludselig ondt af ham. Det havde hun haft i forvejen, men så var det bare blevet ændret til at hun havde følt en stor afsky, nu var det en blanding af melidenhed og afsky. En underlig kompination. Hun skulle til at sige noget, men holdte det i stedet inde. Hun skulle lige finde nogle passende ord først.

"Nogen vil måske elske dig."

Hendes stemme var forvrænget fordi han holdte for hendes strube. Det lød mest af alt som hvis hun var rigtig forkølet og ikke kunne snakke uden at lyde forvrænget.

"Jeg vil stadig gerne hjælpe dig..."

Hun sank en gang i håb om hendes stemme blev mere normal så.

"Men ikke hvis jeg skal være din slave."

Dust løsnede svagt grebet da hun sagde at nogen måske ville elske ham da hun appellerede direkte til den del af ham der så gerne ønskede hendes hjælp og hans hånd rystede svagt da hun igen sagde at hun ikke ville være hans slave! Noget i ham kæmpede stadig imod og prøvede at gemme hans skrig efter hjælp prøvede at undertrykke det da det fik ham til at føle sig svag at han havde brug for hende til at prøve at føle!

"Men Blair...." sagde han svagt og hans stemme rystede lidt i det da han havde svært ved at styre sig selv!

"Med din tilladelse... vil jeg for din skyld..." han virkede virkelig til at have svært ved at sige det og hans stemme rystede mere og mere "... gerne have lov til... at lave en aftale med fordele for os begge 2!" fik han endelig frem og slap lige så stille hendes hals mens han så stille på hende!

"Med din tilladelse vil jeg gerne have lov til at kalde dig slave!" sagde han stille "Men ikke fordi du skal være det men derimod mere for at snyde andre til at tro at jeg ejer dig så de ikke prøver at tvinge dig til at være deres!" han så hende stille i øjnene og håbede hun forstod hvor han ville hen med dette og tilbød hende sin hånd for at hjælpe hende op igen!

Blair havde fornemmet de miksede signaler han havde sendt. Det havde også gjort det svært for hende at bestemme sig for om hun skulle være venlig imod ham eller sige ham imod. Da hans stemme pludselig rystede og han stammede en smule blev hun usikker på om han var okay. Hun sank en klump da han slap hende stille og roligt, hun lagde en hånd på hans arm nær albuen og så op på ham.

"Så jeg er ikke din slave? Jeg bor bare hos dig og når der så gæster skal jeg lade som om jeg er slave og også når vi er ude?"

Hun kunne ikke se hvad han fik ud af det, men hun var så beskyttet mod at andre ville tage hende som slave. Hun havde været slave for en dag, det havde været mere end rigeligt.

"Skal jeg så gøre ting for dig? Lidt lige som en hushjælp eller bor jeg bare hos dig?"

Blair ville være helt sikker, før hun sagde ja til noget.

Dust hjalp hende på benene igen da hun tog hans arm og så hende i øjnene hans krop rystede svagt lidt lige som om der foregik en mindre krig i hans hoved som ikke ville slutte han mødte hendes øjne lagde forsigtigt en arm på hendes skulder næsten som om han havde brug for at støtte sig til nogen så han kunne fastholde sig til virkeligheden og undgå at besvime han nikkede så til hende som ja til hendes spørgsmål!

"Ja når nogen som ikke er mine slaver kan se os skal du agere som min slave du gør hvad jeg siger og du virker hengiven det er alt hvad jeg beder dig om!" sagde han roligt

"Når der ikke er andre end dig mig og mine slaver skal du ikke gøre noget for mig men jeg råder dig til at hvis du forlader den lejlighed jeg indlogere dig i så husk at have en forklaring eller en undskyldning for at være væk fra mig i tilfælde af at nogen spørg sådan at folk ikke fatter mistanke om at du ikke er min slave!" tilføjede han roligt!

Blair skubbede sig selv op da han trak hende op. Hun mærkede hvor meget han rystede, det gjorde hende nervøs. Hun lagde en arm om på hans ryg lige under hans skulderblade.

"Er du okay? Du ryster."

Hun kunne godt gå med til at være look-a-like slave. Hun ville gerne hjælpe ham og det var den nemmeste måde at gøre det på. Hun lagde en hånd på hans bryst og tørrede spyttet væk. Hun sukkede af sig selv.

"Okay. Lad os sige det. Men hvad får du ud af det? Og beklager."

Hun vidste sin hånd frem for at vise hvad hun undskyldte for. Hun tørrede det af i hendes kjole og sendte ham et smil. Hun havde blandede følelser for ham, hun var ikke helt kommet sig over den afsky og vrede hun havde følt, men følte alligevel en form for tryghed og medlidenhed.

Dust så ned på sine hænder der rystede voldsomt lige som resten af ham og han lignede mest af alt en der frøs faktisk og nu hvor han var opmærksom på det kunne han mærke at hans indre kamp mellem den side af ham der nægtede at få hjælp og den side af ham der gerne ville have hjælp tog på ham for normalt kunne han godt holde ud at hans krop altid var kølig på grund af at han var en ensom følelses løs skyggedæmon men når han var ude af balance rent psykisk begyndte han at fryse voldsomt meget og hans krop reagerede med at ryste lige som et normalt menneskes krop når de frøs den eneste forskel var bare at han ikke kunne blive varm af det han havde brug for udefrakommende varme for at få det stoppet!

"Åh nej min krop er ude af balance og det betyder at kulden giver udslag!" sagde han stille og glemte helt alt svare på hvad hun ellers havde spurgt ham om han gik langsomt hen og samlede hendes våben op "Blair jeg har langt vej hjem og jeg skal bruge min slave Rapheal til at varme mig ellers vil det ikke stoppe!" han rakte hende skyderne og sværdet og så på hende "Jeg skal skynde mig jeg bliver svækket for hvert sekund der går når jeg fryser men må jeg give dig et sporings mærke så du kan spille din rolle som min slave fuldt ud? Så kan jeg også finde dig i morgen når jeg har det bedre!"

Blair slap ham da han begyndte at bevæge sig. Hun ville gerne hjælpe ham, hvis hun altså kunne. Men hun gik ud fra at han frøs? Kort efter fik hun et svar. Hans krop var ude af balance. Hun tog imod hendes våben og så bekymret på ham.

"Ja. Er der noget jeg kan gøre? Jeg kan lave et bål, finde et tæppe? Kan det hjælpe?"

Hun lyttede til hans ord, hun ville stadig bare gerne hjælpe hvis hun kunne. Men hun ville heller ikke forhindre ham i at gå. Han måtte gerne gå, men hun havde heller ikke noget imod det. Blair nikkede til hans spørgsmål. Hun ville gerne kunne spille rollen så perfekt som muligt, hun ville helst ikke have andre troede hun var fri. Så det lød helt fint.

"Er der noget jeg kan hjælpe med? Noget som helst? Selv det mindste?"

Dust stod foran hende efter at have givet hende våbnenen tilbage og så hende i øjnene da hun spurgte ham om der var noget som helst hun kunne gøre for at hjælpe ham! Det eneste der kunne hjælpe ham var varmen fra et andet menneske/ menneskelignende væsen så hvis hun ville hjælpe ham var der kun en måde!

"Godt så lad mig se din venstre skulder så jeg kan give dig mærket!" sagde han roligt og nu var selv hans stemme blevet påvirket af at hans krop rystede!

"Du kan hjælpe mig hvis du bor et sted i nærheden eller vi kan finde et bar værelse jeg kan sove på og du er villig til at ligge dig ind til mig i undertøj eller mindre!" sagde han svagt og man kunne høre på ham at hun var fri til at sige nej!

Blair vendte sig med ryggen til ham og flyttede hendes hår over mod højere så han bedre kunne se hendes venstre skulder. Hun boede ikke rigtig noget sted, men hun kendte et sted de kunne tage hen der ikke lå langt derfra. Blair havde dog mange følelser tilknyttet stedet, så det ville gøre hendes udmattet følelsesmæssigt. Men hvis det kunne hjælpe ham, så var det ligemeget. Hun måtte bare bide det i sig.

"Jeg kender et sted, der hvor vi mødtes ligger der en hytte. Den er ubeboet og der er en seng. Vi kan gå derhen."

Blair havde det egentlig ikke dårligt med at skulle ligge i undertøj med ham, det var mest hendes følelser hun var bekymret for. Hun var sikker på at Alians hytte kunne nedbryde hende. Men hun skubbede det hele væk, Dust havde det ikke godt og hun kunne hjælpe ham. Han havde gjort meget for hende og han fortjente at hun gjorde gengæld, ligemeget hvor ondt det gjorde.

Dust gik roligt tæt på hende da hun stod med ryggen til ham og blottede hendes skulder! Han lagde roligt en arm om livet på hende og en hånd på hendes mave så hun i sandhed kunne mærke hvor meget han havde brug for hendes krops varme! Hans læber rørte hendes hud lige der hvor venstre skulder mødte halsen og han gav hende noget der føltes som et sugemærke, da han var færdig efterlod hans læber et mærke identisk med det han havde på samme side af hovedet hendes var bare slave versionen! Hvis folk kendte til slave mærkning og sporings mærker ville de straks kunne genkende denne lille tattoverings lignende tingest men de var nød til at vide hvem der bar herre mærket for at vide hvem hun tilhørte!

"Før mig dertil Blair jeg har brug for at du varmer mig!" sagde han roligt men stadigt rystende!

Blair vidste ikke helt hvad han ville gøre, hun blev bare stående parat til at tage imod det hun var overbevidst om var en smerte. Hun gøs da hans hånd blidt rørte hendes skulder, han var kold. Utrolig kold. Da han førte en hånd op på hendes mave begyndte hun også selv at fryse, men ikke nær så meget som ham. Hans læber føltes bløde mod hendes skulder, selvom også de var kølige følte hun sig ikke utilpas ved det. Blair tog fat i hans hånd og begyndte at gå. De nåede hurtigt tilbage til bænken hvor de havde mødtes.

"Det er derover."

Hun nikkede mod en hytte som var beregnet til et bådhus. Det havde også tidligere været Blairs hjem. Vejen over til den lille ø hvor hytten lå på var gennem det lave vand. Det ville ikke gå dem særlig langt op og de ville kunne komme igennem næsten uden at blive våde. Blair begyndte at gå ned i vandet og sank flere gange. Hun frygtede den hytte. Hun anede ikke hvordan hun skulle reagere over de minder der i selv samme sekund strømmede ind over hende.

Dust lod hende føre ham hun vidste hvor stedet var og hun ville lade ham mærke hendes varme hud mod hans for at hjælpe ham han så over mod hytten da hun pegede mod det og nikkede så roligt for sig selv fulgte bare ufortrødent med hende ud i vandet!

"Er der noget galt Blair?" spurgte han og virkede mere svækket end han var før! Han kunne mærke på hende at noget gjorde hende trist det var trossalt det han levede af når han spiste!

Blair prøvede hele tiden ikke at gå for langt væk fra ham, han virkede trodsalt ikke til at have det specielt godt. Så hun ville sikre sig at der ikke skete en drastisk ændring i hans tilstand. De kom kort efter op på land og Blair gik nervøst over mod døren. Hun åbnede døren der stod ulåst og så hytten som den havde været da hun først havde mødt Alian. Blodet begyndte at pumpe hurtigere rundt i hendes krop og hun fik en fornemmelse af svimmelhed. Kort efter så hun hvordan det havde set ud sidst hun så det, blodigt og med en manglende Lucy samt en forvirret og blodindsmurt Alian. Blair vendte sig væk og så over på Dust. Det var tydeligt at se hvor hårdt det tog på hende, ikke nok med at det gjorde ondt psyisk, begyndte hun også at blive svimmel og få det fysisk dårligt. Hun rystede på hovedet over Dusts spørgsmål, men det ville være dumt at tro han ikke kunne se der var noget galt.

Dust gik roligt tæt på hende og trak hende ind til sig i et kram han nussede hende ned af ryggen og holdt hende tæt! Selvom Dust var kold og rystede af den kulde føltes hans arme trygge og stærke alligevel og han håbede at hun kunne mærke at lige som hun ville hjælpe ham ville han være der for hende hun kunne stole på ham og græde ud ved hans skulder!

"Kom Blair før mig ind i soveværelset jeg lover dig du kan fortælle mig alt jeg lytter gerne!" Hviskede han stille og lagde blidt en hånd mod hendes baghoved så hun kunne mærke at han talte sandt! Han ville ikke lyve overfor hende nu hvor hun havde indvilget i et kompromi der for ham var det tætteste han kom på at hun var hans slave og det var også fint nok for ham for meningen med det hele var jo lige præcis at ingen andre nu kunne få hende som slave!

Blair lukkede øjnene i et forsøg på at slippe væk fra de syn hun havde set, men det gjorde bare at de kørte igen og igen for hendes indre øjenlåg. Hun mærkede hans arme om hende, hun følte en følelse af tryghed vælde end over hende. Det var overvældende på så mange måder, fordi hun knap nok kendte Dust, men det mindede hende også om dengang Alian første gang havde holdt hende i hans arme. Blair var teknemmelig for at han gerne ville høre på hende. Men det at fortælle det krævede langt mere. Blair vred sig ud af hans greb, tog hans hånd og gik med lukkede øjne ind i hytten. Hun kendte den godt nok til at kunne finde hen til sengen uden at støde ind i ting. Hun tog en dyb indånding og åbnede øjnene. *Det er bare møbler, i et hus som du ikke kender noget til.* Hun slap ham og gik hen til en kiste hvor Alian havde haft hans ting opbevaret. Hun tog hurtigt to tæpper og lukkede den hårdt og brutalt i igen så det gav et genlyd i hytten.

Dust reagerede ikke på at hun knaldede låget i på kisten men undrede sig over hvorfor hun gjorde det! Huset måtte være grunden til hendes smerte og sorger for det var først kommet da de kom hertil "Blair kom her og smid tøjet så du sød!" sagde han svagt for at få hende til at snappe ud af hendes triste tanker og koncentrere sig mere om ham og hende "Hvis dit hjerte kan bære det så lad mig høre hvad der gør dig så trist!" han tog rystende sit tøj af til han kun var i undertøj og nu kunne man virkelig se at hans overkrop var som en slagmark af ar af forskellige udformninger!

Blair gik hen til ham og begyndte at tage kjolen af. Arene hun afslørede ved at tage kjolen af var tre lange overflødige ar på forholdsvis ryg, bryst og mave, udover hendes lange ar over halsen ved struben og bidemærker på siden af halsen som hele tiden havde været synlige, elvom de tre ar var overflødelige, var det tydeligt at se hun havde følt stor smerte da hun havde fået dem. Hun var tyndere end gennemsnittet og det kunne tydeligt ses på hendes ribben der var en smule for tydelige og andre knogler der lår nær huden, som kravebennet, var også lettere at se. Hun lagde en arm over den anden, som om hun var genert over hendes krop. Hvilket hun ikke var, hun skammede sig bare. Blair lagde sig i sengen og så op på ham. Ordene blev til en stor indviklet masse i hendes hals. Hun kunne ikke få dem op over hendes læber, men hun prøvede stadig inderligt.

"Det.. Lang historie.."

Dust betragtede hendes krop da hun smed kjolen og det var som om han ikke så arene han så kun hendes lidt for tynde krop som ellers ville have været fuldstændig perfekt i hans øjne hvis hun havde lidt mere sul på kroppen! Han lagde sig ind til hende og med det samme nød han at mærke hendes varme bløde hud mod hans kølige arede men dog silkebløde hud han holdt lidt om hende og strøg hendes ryg!

"Jeg har masser af tid Blair og jeg venter gerne til du er klar til at snakke om det!" sagde han svagt og lagde sin kind mod hendes varme bløde bryster!

Blair brød sig heller ikke specielt meget om at hun var så tynd, men efter hun var flyttet væk fra alt havde hun tabt sig igen. Blair følte sig tryg i hans arme, men hans kolde hud gjorde det svært for hende at føle sig helt veltilpas. Da hans ord ramte hende, var hun først usikker på om hun stolede nok på ham til at fortælle det. Men før eller siden ville han nok finde ud af det alligevel. Så hun kunne lige så godt gøre det.

"Der hvor jeg sad da vi mødtes, der mødte jeg min eks, Alian. Vi gik ud i vandet, omfavnede hinanden. Det var et fantastisk møde. Så ville han noget mere og jeg er ikke god til forpligtelser. Så jeg ville tænke over hans tilbud om et forhold. Mens jeg tænkte mødte jeg en anden, Ammon. Han gjorde mig gravid. Jeg fortalte det så hurtigt som muligt til Alian, han prøvede at tage det pænt, men det endte med et stort skænderi mellem Ammon og Alian. Alian var shapeshifter, men han var ikke som en hver anden shapeshifter. Der var gået noget galt ved hans fødsel, så han kunne ikke altid styre sig selv. Han omtalte sig selv som et monster når han var i den bestemte form. Jeg fik barnet og det gik nogenlunde godt. Jeg var ude at gå en kort tur på min og Alians årsdag. Så kom jeg tilbage hertil, han lå var smurt ind i blod, der var rod og blod overalt. Og Lucys vugge var tom. Hun blev kun tre måneder. Efter det begik Alian selvmord."

Blair hadede at fortælle historien, det kunne også ses på hende. Hun var bleg og hendes øjne blanke, som hvis hun skulle til at græde.

Dust strøg beroligende hendes ryg mens hun fortalte ham historien og han kunne nu godt forstå hvorfor hun var blevet så trist over at være her hun havde en del smerte og tab forbundet til dette sted! Dust blev langsomt varmere af at ligge tæt på hende da hendes varme smittede af på ham og han nød faktisk at have hendes næsten nøgne krop mod hans!

"Jeg forstår du har lidt stort tab og smerte i dit liv!" sagde han roligt mens han nussede hendes hofte med blide strøg "Det var derfor jeg blev tiltrukket af dig tidligere jeg var sulten og du tænkte på det her!"