Why the hell did I get back here? - Dust.

Blair skubbede hylsteret på plads, hun havde ikke fået for mange i, men hun var heller ikke sikker på om der var 24 i. Hun så ned på bæltet da han fortalte at der var plads til nogle ekstra hylstre. Det var meget smart, en back up var altid godt. Hun så op på ham da han skød hen imod et træ. Hun synes det var fedt at han kunne skyde sådan uden videre, men hun havde regnet med det. Så hun var ikke som sådan imponeret. Fordi hun jo havde regnet med det. Blair sigtede mod et træ med den anden pistol, hun havde haft en stor præcission når hun skulle lave sådan nogle ting. Hun kneb det ene øje sammen og fokuserede på grenen hun ville skyde på. Hun trykkede på aftrækkeren og blev overrasket over lufttrykket det gav. Men samtidig følte hun sig også utrolig sikker. Hun havde større mulighed for at beskytte sig selv med en pistol.

Dust smilede roligt da grenen hu sigtede på hang og dinglede fordi skuddet havde snittet grenen så den var næsten faldet af han kiggede rundt og fandt nogle forskellige objekter hun kunne skyde til måls på han samlede dem op og gik så hen til hende med et smil der sagde at han havde en trænings metode i sine bag tanker!

"Det ser ud til at du er ret god til at sigte så jeg tror vi tager et lidt stort skridt frem med din træning det kan virke lidt hårdt men jeg tror sagtens du kan klare det!" sagde han roligt og lagde nogle af tingene fra sig så han stod med de 4 største ting han havde fundet "Nu prøver jeg at kaste de her op i luften en efter en så skal du bare prøve skyde den før den rammer jorden okay?" han så hende spørgende i øjnene!

Blair var ikke helt tilfreds med hendes skud. Men hun var stadig nybegynder, så man kunne ikke forvente at hun var den bedste. Hun fulgte ham med blikket da han begyndte at samle ting. Hun vidste ikke hvad han havde i tankerne, men hun vidste at han havde en træningsmetode i ærmet. Hun så på ham da han fortalte hende hvad hun skulle. Hun rystede først på hovedet. Hun var bange for at ramme ham. Hvad hvis han kom slemt tilbage. Hun tænkte dog at hun lige så godt kunne forsøge.

"Okay, men kast dem et stykke fra dig, så jeg ikke rammer dig."

Hun så afventende på ham.

Dust gav hende den skyder han havde stået med før han pladserede sig således at han kunne kaste tingene i en bue frem af og hun bare skulle sigte efter tingene der ville bevæge sig fra hendes højre side mod hendes venstre på den måde ville hun på intet tidspunkt sigte i retning af Dust og behøvede derfor ikke være nervøs for om hun ramte ham!

"Er du klar til det?" spurgte han roligt og kiggede over på hende med et smil han ventede til hun havde givet tegn til at hun var klar før han tog den første ting og kastede den i en stor bue op i luften så den passerede forbi hende på sin vej!

Blair sikrede den pistol hun stod med og lagde den ned i bæltet. Dernæst gjorde hun klar til at ramme den ting han ville kaste. Hun var stadig en smule nervøs for at ramme ham. Hun nikkede til ham som tegn til at hun var klar. Hun sank en klump og gjorde klar til at ramme tingen. Hun trykkede på aftrækkeren og sigtede på tingen, men den nåede at flyve forbi hende inden hun ramte den. Hun lod pistolen sigte mod jorden. Hun bukkede sit hoved og sukkede af sig selv. Hun hadede at fejle. Så hun var bestemt ikke glad for hun ikke havde ramt målet.

Dust så på hende da hun ikke ramte og hun virkede skuffet over sig selv som hun stod der og kiggede ned i jorden Dust gik roligt hen til hende og strøg hendes kind med sin hånd vis hud var silkeblød mod hendes ansigt men stadig kølig
"Vær ikke skuffet sådan nogle ting kræver træning lige som da jeg trænede med mine 2 sværd jeg har på ryggen jeg brugte lang tid før jeg overhoved kunne løfte dem over bryst højde!" sagde han roligt for at trøste hende!

Blair mærkede hans hånd mod hendes kind. Det hjalp hende en hel del. Hun så op på ham. Det var underligt, hun var vant til at alle fyre gav hende opmærksomhed. Nu gav han også hende opmærksomhed, men ikke på den måde hun var vant til. Hun trak på skulderne. Måske kunne hun godt lære det hvis hun øvede sig nok, men det var bare ikke sikkert hun havde tid til det.

"Ja.. Jeg må bare øve mig lidt mere."

Hun sikrede pistolen, fordi hun stadig ikke var sikker på hendes evner med en pistol.

"Det er underligt.. Jeg er vant til at folke virker interesserede i mig. Men det gør du ikke. Jeg forstår det ikke.."

Dust smilede roligt til hende et følelses forladt smil men helt sikkert ikke et ondt et af slagsen han var tydeligvis ikke istand til at have følelser havde sikkert heller aldrig haft det han havde levet et liv uden det på nær da han mødte sit skyts væsen i hans tid og når han ikke var sammen med hende var han som en tom skal der lignede et menneskelignende væsen!

"Du skal nok lære det og jeg tror det kommer til at gå hurtigt du skal bare tro på dig selv okay?" sagde han roligt og nussede hendes kind lidt for at gøre hende mere selvsikker!

"Det er fordi alle dem du er vant til har følelser og derfor bliver interesseret i dig jeg derimod har ikke nogen og kan dermed heller ikke blive det!" sagde han roligt "Jeg ser dig som en smuk menneske pige men mere ser jeg ikke jeg skaber ikke bånd mellem andre og mig selv bliver ikke forelsket eller får et godt øje til nogen!"

Blair nikkede til hvad han sagde. Selvfølgelig skulle hun nok lære det. Men hun synes bare det var meget lettere at lære det første gang man prøver. Hun skulle nok ve sig, det ville ske når hun var alene også. Hun havde masser af tid til at øve.

"Ja, jeg ved det godt. Jeg er bare ikke så tålmodighed."

Hun så undrende på ham. Hvordan kunne man ikke have følelser? Det gav overhovedet ikke mening i hendes hoved.

"Men.. Du må da have nogle følelser. Alle har følelser. Man kan ikke leve uden følelser. Det kan man ikke."

Hun rystede på hovedet, fordi det overhovedet ikke gav mening, hun prøvede at forstå det.

"Men kære Blair at være utålmodig er bare at være sig selv det kan fremskynde ens indlæring lige så vel som det kan forhindre en hvis du prøver tror jeg du kan bruge din utålmodighed til at lære det her hurtigt!" sagde han roligt "Du har min støtte for jeg tror på at du kan!" han smilede til hende igen det virkede som en refleks for ham at smile noget hans mund bare gjorde!

"Jeg tror hvis jeg endelig har nogen følelse er det vrede!" sagde han roligt "Vrede til alle dem jeg ønsker hævn over og vil dræbe!" Dust var dog et mysterium men en ting var klart nu han var en hævner og det sad dybt i ham!

Blair lyttede til hvad han sagde. Hun kunne ikke selv se hvordan det kunne hjælpe hende, men han havde langt mere styr på det end hende, så hun blev nød til at lytte til ham. Hun kunne ikke undgå at smile, han troede på hende, det fik hende til at tro på hun også kunne.

"Hvordan kan det hjælpe mig? Jeg bliver nød til at vide det, så jeg kan træne selv også."

Hun havde det ikke godt med at han ikke kunne føle. Hun blev nød til at vække nogle følelser i ham. Hun blev nød til at prøve.

"Men kan man ikke få dem vækket? Tror du ikke bare du har gemt dine følelser, du må da have dem, men det lyder bare som om du ikke vil vise dem. Jeg tror simpelthen ikke på du ikke har nogen."

Dust smilede roligt hun virkede til at være sulten efter viden og det havde han respekt for "Det kan du ved ikke at lade dig irritere og stoppe når du er utålmodig men derimod bruge det til at blive ved med at gå efter dit mål hvis du tænker på den måde føre du din utålmodighed i den retning sådan at når du føler at du fejler vil du prøve at besejre dine fejl ved at opnå succes!" forklarede han roligt

"Søde ven jeg har ikke følt andet end vrede siden jeg var 4 år gammel og lige nu gætter jeg på at jeg er næsten 600 år gammel og i alt den tid har jeg udelukket oplevet tortur ensomhed vrede kampe at blive jaget og det at blive udstødt!" sagde han roligt "Jeg tror simpelthen bare at jeg er død indeni efter alt den tid!"

Blair lyttede til hans forklaring. Det lød meget sandsynligt, hun havde altid fået af vide at hun skulle bruge hendes svage sider til noget godt. Blair fugtede blidt til sine læber og nikkede bare. Blair var mere fokuseret på at han ikke kunne føle. Hun ville få ham til at føle, ligemeget hvad. Hun ville ikke give op. Selvom hun var utålmodig, var hun også utrolig stædig. Hun ville ikke bare sådan lige give op.

"Jeg får dig til at føle igen. Tro mig. Det sker."

Blair så meget seriøs ud, fordi hun virkelig ikke ville give op.

Dust så hende roligt i øjnene da hun sagde at hun ville få ham til at føle igen lagde roligt sin hånd mod hendes skulder og smilede følelses tomt af hendes stædighed!

"Det er svært at reparere et hjerte i sorg endnu svære at reparere en ødelagt sjæl og nærmest umuligt at reparere en person der har levet i næsten 600 år uden følelser og med en sjæl smadret i tusindvis af små stykker!" sagde han roligt "Men jeg er stadig beæret over at du vil hjælpe mig det er virkelig sødt af dig!"

Blair så på ham med et blik der tydeligt viste at hun ikke ville give op så let. Selvom det lød til at blive svært. Hun blev nød til at finde nogle ting der kunne minde ham om hans tidligere liv. Blair trådte væk fra ham og begyndte at gå frem og tilbage mens hun gned hendes hænder.

"Jeg giver ikke op så let."

Hun så smilende på ham mens hun forsatte med at gå.

"Vi skal bruge noget der kan minde dig om dit tidligere liv. Er der en ting du har været specielt knyttet til? Det kan også være et minde, en person, alt?"

Dust spidsede øre da hun nævnte en ting og en person han tænkte tydeligvis på noget med det samme hun nævnte disse 2 emner og han skubbede roligt sin rejsekappe til side tog 4 daggerts ud af sit bælte og holdt dem frem mod hende!

"Den der er bundet ind så man ikke kan se den er mit arvestykke fra min mors side af familien de 2 identiske er den fra min fars side af familien den ene fra denne tid den anden fra min egen tid mens den sidste af dem med ravnenæb skeden og ravne hoved håndtaget er en skyggedæmon daggert der tilhørte den første skyggedæmon!" sagde han roligt "Og jeg har en person i min tid som også lever i denne tid det er mit skytsvæsen men jeg kan ikke møde hende før den første gang vi mødes i fremtiden det ville påvirke fremtiden på en muligvis alt for skadelig måde!"

Blair så på de daggerts han havde trukket frem. Så han knyttede sig til våben. Men kun hvis de havde en betydning for ham. Det blev ikke let, men hun havde ikke i sinde at opgive.

"Hvem har haft dem fra din familie før dig? Hvorfor var det lige dig der fik dem?"

Blair havde tænkt at han ville nævne hans skytsvæsen igen. Men det kunne hun ikke gøre noget som helst for. Hun ville ikke risikere at ødelægge fremtiden.

"Jeg ved det kan være svært. Men du har et hjerte, det pumper for at holde dig levende. Det er der dine følelser sidder. Du bliver nød til at åbne op. Prøv at tænk tilbage på en følelse, udover had, som du har følt. Hvad følte du da du mødte dit skytsvæsen?"

Dust så stille på sine daggerts den af hans daggerts der var denne tids udgave af hans arvestykke fra hans fars side af familien havde han fundet i en våben handlers bod og taget med sig fordi den havde lige så stor betydning som den fra hans egen tid! Han så stille op på hende og præsenterede daggerterne efterhånden som han fortalte om dem!

"Altså denne indbundne som jeg ejede fra min mors side af familien tilhørte sidst min mor mens denne dæmon daggert fra min fars side af familien sidst tilhørte min far disse daggerts går fra generation til generation i familien og bringer minder og styrke fra forældre til børn i form af for eksempel livs erfaringer energi fra ens forfædre og sådan noget de blev dog stjålet samme aften som mine forældre blev dræbt men det lykkedes mig at skaffe dem tilbage!" forklarede han roligt "Den sidste af dem der ligner et ravne hoved tilhørte alle skyggedæmoners moder den indeholder ren ufortyndet energi fra hende hvilket har gjort den levende og at den kan give en styrke i bytte for store mængder energi!"

Dust begyndte at tænke tilbage på hans skyts væsen og prøvede at huske hvordan hun havde fået ham til at føle men det virkede tydeligvis som om han ikke kunne huske det for hans øjen farve flimrede ukontrollabelt mellem ravgult og blodrødt som om hun var nød til at stå ved siden af ham for at han kunne have følelsen hun fremkaldte hvis hun ikke gjorde det var der intet minde om følelserne eller noget andet der kunne få ham til at huske det
"Det... Det kan jeg ikke huske jeg kan kun huske hende ikke andet!" sagde han stille

Blair gik forsat frem og tilbage mens han fortalte om hans daggerts. Hun så selvfølgelig også op på dem. Hun var ikke den der havde bedst forstand på våben eller følelser for den sags skyld. Men hun var bare ikke glad før alle omkring hende var glade. Hvilket også betød at hun tit var utilpas. Blair stoppede op foran ham. Hun blev nød til at prøve at rode lidt yderligere ned i hans følelser, men det kunne blive svært. Han havde dog et følelsesregister som alle andre. Så meget vidste hun.

"Jeg forstår. Men lad os lige prøve noget. Vi genskaber dit første møde med dit skytsvæsen. Ikke rigtigt, men jeg lader som om jeg er hende. Du er bare dig selv, så fortæller du hvordan hun reagerede, hvad hun sagde o.s.v.. Og husk..."

Blair gik hen til ham og lagde en hånd midt på hans brystkasse, nogenlunde hvor hjertet sad.

"Føl. Lad dine følelser og tanker strømme igennem dig. Du kan godt. Jeg tror på dig."

Dust så på hende da hun stod foran ham med hånden på hans hjerte hans krop føltes kold og man kunne slet ikke mærke at hans hjerte bankede Dust så hende roligt i øjnene mens hans øjne blev blodrøde ved mindet om deres første møde! Det var sikkert ikke lige noget hun ville prøve at spille for deres første møde havde været noget så hektisk!

"Et lille problem første gang jeg mødte Concraite havde jeg mordlyst jeg dræbte på livet løs og fangede hendes opmærksomhed og da vi mødtes kom forbindelsen bare men så blev vi angrebet hun blev såret og blev bevidst løs jeg bragte hende i sikkerhed og lappede hende sammen og efter noget tids snakken sammen afklædte hun sig til hun kun var i trusser og viste mig noget meget personligt som hun aldrig havde vist til nogen anden!" sagde han roligt "Hun gav mig noget af sin sjæl og et minde jeg kunne bruge som mit psykiske gemmested og de ting der skete der var grunden til mine følelser og ikke for at lyde ond men jeg tvivler på du kan genskabe de følelser!"

//Har du fundet ud af om jeg kan tage dig til slave? ^^

Blair blev overrasket over hvor kold han egentlig var, han var jo ikke død som sådan. Eller var han? Hun vidste ikke meget om dæmoner generelt. Hun fjernede hendes hånd fra ham og lod den falde ned langs hendes side. Hun lyttede til hans historie og nikkede til. Det kunne hun vist godt opgive, det ville kræve en hel del mere at få følelser frem i ham. Noget hun ikke kunne gøre før hun kendte ham bedre.

"Ja.. Det kan jeg nok ikke. Du er heller ikke ond fordi du siger det, du har bare et specielt forhold til hende som ingen kan genskabe. Det tager jeg ikke så tungt. Men jeg må nok hellere lære lidt mere om dig, før jeg kan gå mere i dybden med det."

Hun sendte ham et smil og foldede hendes hænder. Hun skulle heller ikke lege psykolog, det var ikke fordi hun var ekspert i følelser. Men hun havde bare følt en masse følelser, at håndtere dem, derimod, var noget hun klarede rigtig dårligt.

//Ikke endnu, jeg venter stadig på svar fra Serkan.//

//Så kan vi bare starte med at gå ud fra at han betaler hende de penge hun skal betale Serkan og når du har fået svar kan vi så se på det derfra ^^

Dust så roligt på hende og strøg hendes kind lidt med hans silkebløde hånd mens han så hende i øjnene og han havde en ide for han ville gerne have hende som slave det var en tanke der havde tiltrukket ham siden han mødte hende og nu var måske det rigtige tidspunkt at slå til for at lokke hende til at blive hans! Han smilede lidt roligt til hende og tænkte kort over hvordan han bedst kunne formulere det så der var størst chance for at hun gik med til det!

"Well der er en måde du kan lære mig godt at kende på men jeg ved ikke rigtig om det er noget for dig!" sagde han tænksomt og så lidt distræt væk for at få hans forslag til at virke mere interessant "Hvis nu du var min slave ville jeg have dig nær mig ret ofte du ville lære en del om mig ret hurtigt på den måde!" fortsatte han i samme henkastet tonefald!

Blair mærkede hans hånd med hendes kind. Hun vendte blikket ned ad, så man knap kunne se hendes øjne. Hun lyttede da han begyndte at tale igen. Hun ville jo gerne lære ham bedre at kende. Både fordi hun var interesseret i ham som person, men også så hun kunne hjælpe ham. Så hun så op igen da han nævnte en måde. Hans næste ord fik hende dog til at træde flere skridt tilbage. Hun skulle ikke være slave. På ingen måde, det havde hun prøvet. Det var også en af grundene til hvorfor hun gerne ville have nogle flere våben.

"Du foreslår at jeg frivilligt skulle gå med til at blive slave? Er det en slags tilbagebetaling for våbene? For hvis det fungere sådan vil jeg ikke have dem."

Blair tog våbene og kastede dem hen imod ham, dog uden at de ramte ham. Hun nægtede at være slave. Han skulle tvinge hende til det, hvis han overhovedet ville have hende som slave. Hun ville aldrig frivilligt gå med ham.

Dust så roligt på hende mens hun snakkede og kastede våbnene foran ham og det var slet ikke sådan det hang sammen hun havde fået våbnene som en gave fra ham til hende så hun kunne forsvare sig og det faktum at han ville have hende som slave var fordi han simpelthen syntes om hende og ville elske at eje hende! Han gik roligt hen til hende lagde en hånd på hendes nakke og så hende i øjnene med hans mystiske tomme øjne!

"Jeg gav dig disse våben som en gave fordi jeg synes godt om dig og jeg mener at det er godt du kan beskytte dig selv det er trossalt ikke en nem verden vi er i!" sagde han roligt og pludselig skiftede Dust til et mere fast greb om hendes nakke "Jeg vil have dig som slave om jeg så skal tage dig med magt så du får masser af tid til at lære mig at kende så du kan hjælpe mig!" Dust virkede fast besluttet på at hun skulle blive hans slave og han ville ikke acceptere at hun ikke var det!

Blair var ligeglad hvor meget han prøvede at tvinge hende, hun ville ikke. Hun skulle nok komme væk hvis det blev nødvendigt. Da han lagde en hånd om hendes nakke forsøgte hun at vikle sig ud af hans greb. Men det var ikke så let, han havde langt stærkere end hende. Hun bed tænderne sammen da han strammede grebet.

"Hvis du synes om mig, ville du ikke tvinge mig til at være slave. Du ville lave mig gå som en fri kvinde. Og hvis du ikke lader mig gå, så kan jeg sagtens bruge de våben mod dig!"

Blair slog ham i brystet med al den kraft hun kunne.

"Jeg vil ikke hjælpe dig hvis du ikke vil hjælpe mig. Du hjælper mig ikke ved at tage mig som slave. Det gør bare at jeg ikke kan være slave for andre. Lad mig gå!"