Why the hell did I get back here? - Dust.

Blair kunne godt mærke at han ikke længere var så kold, hun følte sig ikke selv utilpas. Han var stadig ikke vildt varm, men heller ikke så kold som tidligere. Blair nød bare at ligge der. Hun lavede ikke særlig meget i en seng udover at sove og have sex. Så bare at ligge der var en underlig fornemmelse, men stadig rart. Hun nød at han nussede hende, at han fik hende til at føle sig tryg og at hun ikke behøvede at skjule noget. Hun følte at hun kunne fortælle ham alt, åbne sig fuldstændig op for ham.

"Hvorfor brugte du mig ikke som mad?"

Det havde undret hende et stykke tid. Han kunne have gjort hvad han ville med hende, men endte med at give hende våben og beskyttelse. Hun forstod det ikke helt.

Dust løftede sit hoved fra hendes bryst og så hende i øjnene da hun spurgte ham da det undrede ham hvorfor hun spurgte! Havde hun aldrig oplevet en skyggedæmon tære på hendes triste følelser før eller havde hun simpelthen bare ikke registreret sammenhængen mellem hendes pludselige humør dyk fra hendes tristhed og længere ned sammen med dets forsvinding og hans pludselige tilstedeværelse!

"Jeg spiste da oss af dig kan du ikke huske at du pludselig blev mere trist og fik selvmords tanker?" spurgte han roligt mens han fortsat nussede hendes hofte og virkede til at have det bedre "Og da jeg dukkede op stoppede jeg jo med at spise så der forsvandt det igen!"

Blair vidste ikke helt hvordan hun skulle tage imod det. Hun var blevet mere trist på grund af ham. Men nu lå hun med ham som om de var perlevenner. Det gjorde hende forvirret og usikker på om han faktisk ville have hende som 'slave' for hende, eller bare så han kunne føde af hende indimellem. Hun så kort væk fra ham, men lod efter det hendes blik ramme hans igen.

"Fortryder du det?"

Blair ville ikke blive vred på ham hvis han ikke gjorde, skuffet måske og mere usikker. Hun ville sikkert også føle at tilliden mellem dem falmede en smule. Hun ville ikke være sikker på om hun kunne stole på ham. Men hun ville ikke tænke for meget over det på forskud.

Da hun så ham i øjnene igen lagde han hovedet lidt på skrå mens hans kærligt nussene hånd fulgte hendes krops former dog uden at røre hendes intime steder da han ikke ville udnytte situationen og det faktum at hun ville hjælpe ham! Han tænkte over hendes spørgsmål da han ikke ville såre hende eller skabe mistillid mellem dem!

"Altså først ville jeg bare spise af dine triste følelser men så da jeg så på dig mens jeg spiste syntes jeg at jeg hellere ville vide hvorfor du var trist så jeg stoppede og ja så ved du selv hvad der skete!" forklarede han og lagde sin kind mod hendes varme bryster igen!

Blair var meget sårbar og let at udnytte lige der. For det første tænkte hun meget på Alian og Lucy, for det andet var hun i den hytte hvor det hele startede og sluttede. Hun ville gøre alt han bad hende op, hvis han brugte gode argumenter. Blair nød de blide berøringer han påførte hende. Hun havde det ikke med ham som hun havde med andre fyre. Hvis hun lå i en seng i undertøj med en fyr ville der ikke gå lang tid før de ikke bare lå der længere. Men sådan ville hun ikke have det skulle være med ham. Hun ville bare gerne ligge der og slappe af. Hans svar var ikke det hun havde regnet med. Men hun valgte ikke at kommentere mere på det.

"Har du det bedre?"

Hun lagde en arm på hans side og førte den frem og tilbage i beroligende strøg.

Dust nød at hun strøg hans krop og det fik ham til at falde mere til ro han nussede blidt hendes hofte mens han stille lyttede til hendes hjerte der bankede bag hendes varme bryster som han havde sin kind imod!

"Ja det hjælper at du varmer mig men jeg har brug for at sove ud vil du ikk være sød at holde mig varm imens?" spurgte han stille mens han langsomt blev mere søvnig af at ligge hos hende! Han nåede dog aldrig at høre hendes svar for kort tid efter faldt han i søvn og trak vejret roligt mens han nød at hun varmede ham!

Blair forsatte med nusse hans side. Hun håbede at det hjalp at hun gjorde sådan, men bare at ligge med ham måtte hjælpe. Hendes bryst bevægede sig stille og roligt op og ned i takt med hendes vejtrækning.

"Jo selvfølgelig."

Blair vidste ikke om han nåede at høre det, men kort efter virkede han til at sove. Så hun forsatte bare med at nusse hans side forsigtigt. Hun behandlede ham en smule som hvis han nemt kunne gå i stykker, det vidste hun godt han ikke kunne. Men hun var bare en smule nervøs omkring hvor 'voldsom' hun kunne være med andre.

Dust havde mange ar på kroppen som var ret markante og der var kun 3 steder på hans overkrop der havde ren hud og det var der hvor sporings mærket version herre på hans venstre skulde sad et rødt kinesisk tegn i toppen af hans rygsøjle lige under nakken og et egyptisk evigheds tegn på hans højre overarm! Den beroligende lyd af hendes hjerte slag og vejrtrækning gjorde at Dust sov roligt i nogle timer før han vågnede let han var lidt groggy så han troede først at det var Rapheal han lå op af! Roligt nussede han hendes hofte og vendte sig så han lå over hende men så opdagede han at det var Blair og han kom til sig selv!

"Åh undskyld jeg var vist lidt groggy oven på luren jeg troede du var en anden!" sagde han roligt og lagde sig ned ved siden af hende igen! Han var blevet helt rask igen intet i ham rystede han var frisk igen og virkede fattet "Tak fordi du blev hos mig det har virkelig hjulpet meget!"

Blair faldt en smule hen, men hun sov aldrig helt. Hun havde svært ved at sove fuldstændig for tiden, hun var altid på vagt i frygt for der skete noget eller at der kom nogen. Blair havde lukket øjne da han lagde sig over hende. Hun blev pludselig nervøs for om han ville gøre hende noget. Men så lagde han sig ved siden af hende igen.

"Det er okay. Sådan har man det engang imellem."

Hun vendte sig op i mod ham, så hun lå med fronten imod ham.

"Det var ingenting."

Dust nikkede roligt og strøg hendes hofte igen med blide bevægelser og nu hvor han var mere vågen og frisk lagde han mere mærke til hvor velformet og smuk Blair var i undertøj men han ville gøre nogen tilnærmelser til hende de havde en indbyrdes aftale om at hun spillede hans slave så hun var ikke tvunget til at knalde med ham og han ville ikke ødelægge deres aftale ved at lægge an på hende for at kneppe hende!

"For mig betød det noget Blair og jeg er taknemlig for at du lod mig nyde din krops varme så jeg kunne få det bedre igen!" sagde han roligt "Jeg har ikke selv nogen indre varme så hvis jeg for eksempel bliver psykisk ustabil går min krop ned og bliver kold! Men jeg er heldig at have sådan en sød smuk ung dame som dig i nærheden der ville hjælpe mig også selvom du måtte rive op i gamle sår!" hans hånd fulgte hendes fine former men han stoppede sig selv og skulle til at rejse sig inden han fortabte sig i hendes smukke krop!

Blair prøvede så godt som muligt ikke at tænke på Alian og Lucy, men det var svært når det var her hun havde brugt et år af hendes liv. Der var så mange minder tilknyttet til stedet at det ville være underligt hvis hun ikke tænkte på dem. Blair vidste ikke helt om hans andre slaver var ligesom Blair, det kunne være de var rigtige slaver, hvor Blair bare var pretend slave. Hun så smilende på ham, men det stivnede da han lagde an til at rejse sig. Hun tog fat i hans håndled og rykkede blidt i ham som tegn til hun ønskede han blev liggende.

"Jeg vil altid gerne hjælpe dig. Jeg stoler på dig, mere end mange andre. Du er hurtigt kommet ind på livet på mig, sidst det skete..."

Blair stoppede sig selv. Det var Alian der havde smuttet sig selv ind på livet af hende, det gik ikke ligefrem godt. Så at det samme skete med Dust, det gjorde hende bekymret og skræmt. Hun turde ikke tro at det kunne blive noget godt.

Dust mærkede at hun rykkede blidt i ham og det fik ham til at ligge sig ind til hende igen så hun lå tæt op af ham selv hendes bryster var blidt presset mod hans bryst kasse og han begyndte at nusse hendes hofte igen med blide strøg!

"Du skal ikke sige mere om dem Blair du har mange minder om dem og det endte tragisk men du må ligge dem på en hyle i dit hjerte og hvis du en dag har brug for dem så tænk på de gode minder de ting de lærte dig og som gør dig glad!" sagde han roligt og så hende dybt i øjnene!

"Måske er jeg kommet så tæt på dig fordi noget i dig endelig er klar til at komme videre og jeg tror inderst inde så ved du godt at det er det du gerne vil!" sagde han mens hans nussen var som engels hånd mod hendes nøgne hud "Så hvad siger du til at jeg hjælper dig med at lægge dem ind i dit hjerte så et smil kan komme frem på dine smukke læber?"

Blair var godt klar over det ikke hjalp at gå og tænke på dem hele tiden. Men hun kunne ikke lægge dem væk. Hun ville føle sig skyldig, hun ville føle at hun ikke huskede dem. Det ville æde hende op indefra hvis hun gjorde det. Blair så kort på ham, men lod så kort efter hendes blik falde på madrassen under dem.

"Det kan jeg ikke. Jeg kan ikke lægge dem væk. De var mit liv og nu er de bare... Væk. Jeg nåede næsten ikke engang at sige farvel. Men du har ret. Jeg bør komme videre."

Hun så op på ham igen. Hun forstod ikke hvorfor han ville gøre det for hende, selvfølgelig ville hun gerne hjælpe ham, så det kunne man vel kalde en slags gengæld. Hun lagde en hånd på hans kraveben.

"Hvordan vil du gøre det?"

Da hun lagde sin hånd på hans kraveben lagde han blidt sin arm om livet på hende og nussede hendes haleben lige over trussekanten mens han så hende i øjnene med et stålfast sind han ville hjælpe hende med at give slip lige som hun ville hjælpe ham med at have følelser og selv ikke engang hendes varme krop mod hans distraherede ham!

"Du kan godt lægge dem i dit hjerte Blair de har virkelig haft betydning for dig og selvom du ikke har nemt ved at give slip er det heller ikke det du skal du skal bare give dem en særlig plads i dit hjerte!" sagde han roligt og lagde en hånd mod hendes bryster der hvor hendes hjerte var "Ser du selvom folk dør og det gør ondt at miste dem så forsvinder de aldrig helt for de lever videre gennem dem der elskede dem mens de levede de lever i dine minder om dem og hvis du har en speciel plads til dem i dit hjerte vil de et eller andet sted altid være med dig!"

Det var tydeligvis med ord at Dust ville hjælpe hende han håbede hun forstod ham og hun kunne gøre det han sagde selvom det kunne være svært for en som Blair især i hendes situation!

Blair prøvede at forstille sig at hun pakkede alle minder om Lucy og Alian væk. Hun forstillede sig selv stå ved en papkasse fyldt med minder, en efter en pakkede hun dem sammen og gemte dem væk i hendes hjerte. Det virkede på en måde. Nu var deres første møde væk, da de blev et par, Lucys fødsel og så.. Deres død. Så gik hun kold, hun kunne ikke holde ud at tænke på det. Sorgen tog over og hun blev som var hun en anden. Når Blair var rigtig, rigtig såret, så var hun ikke helt sig selv. Hun skubbede Dust væk uden at ligge skjul på hvor meget hun havde lyst til at komme væk. Hurtigt rejste hun sig og trak i hendes kjole.

"Jeg skal væk herfra."

Hendes stemme var kold, følelsesløs og det lød overhovedet ikke som hende. Hun lød som en helt anden, en der slet ikke passede til Blair. Hvis man kendte Blair godt nok, ville man også vide at hun aldrig ville være så kold, medmindre hun prøvede at beskytte sig mod noget. Hvilket også var hvorfor hun var så kold.

Dust så på hende og skyndte sig at hoppe i tøjet så da hun var klar gik han roligt efter hende da han vidste at det var bedre at tale med hende om det her mens de ikke var i huset da det tydeligvis mindede hende for meget om den smerte hun følte ved tabet! Da de var nået et passende stykke væk fra huset stoppede han hende ved at lægge armene om hende og give hende et kram så hun kunne mærke trygheden ved hans nærvær og ved at han prøvede at hjælpe hende!

"Blair er du ikk sød at blive dig selv igen?" spurgte han roligt og prøvede at berolige hende "Jeg ved det er hårdt jeg mistede mine forældre da jeg var lille og ved derfor at det ikke er nemt at mangle nogen der står en så nært at miste nogen dit hjerte har kært men du er nød til at tage dig af det du kan ikke gå og sørge hele dit liv!" han så på hende og prøvede at lokke hende til at skabe øjenkontakt mellem dem!

"Jeg ved det er meget at bede om af dig men prøv at pakke væk!" sagde han roligt "Og hvis du får brug for det kan du græde ud ved min skulder!"

Blair gik væk derfra i et raskt tempo, hun virkede på en måde vred, men stadig tilbagelænet. Det var underligt at se Blair sådan, for det var en side af hende man sjældent fik at se. Hun stoppede ikke før han stoppede hende og omfavnede hende. Det var som om hun prøvede at kæmpe imod, men at hun ikke kunne. Hun tog flere dybe indåndinger og forsøgte at tage det roligt og skubbe smerten væk, hun kunne ikke håndtere den på det tidspunkt. Det gjorde for ondt, det skulle ske når hun var alene, der håndterede hun det bedst.

"Du forstår det ikke.. Ja det gør ondt at miste, men nu har jeg ingen tilbage. Jeg har ikke noget familie, min far er død og min mor er.. Jeg ved ikke hvor hun er, der er måske to andre som jeg kan holde mig til. Men den ene kan jeg ikke se uden det bliver akavet og den anden ved jeg ikke hvor er. Jeg har ikke nogen tilbage."

Blair var teknemmelig for han ville prøve at hjælpe hende, men hun var begyndt at tro hun var umulig at hjælpe.

"Tak, men jeg tror ikke det hjælper."

Dust nussede stille hendes mave for at få hende til at falde til ro mens de snakkede han vendte hende dog om og så hende i øjnene mens han holdt hende om livet i håb om at hun lod ham gøre hende mere tryg!

"Der er noget du overser Blair!" sagde han roligt og fastholdte hendes blik "Du er ikke alene du har mig nu jeg vil gerne gå gennem himmel og helvede for at finde en løsning på det her og du må ikke tvivle et sekund på at jeg er til at stole på! Lad mig være din ven, din støttesøjle gennem din svære tid!"

Blair havde haft ham med i hendes overvjelser, men hun turde bare ikke stole ordentligt på ham endnu. Hun vidste godt at hun kunne, men hun var bare ikke tryg ved det. Hans hænder var betryggende, men hun var bare ikke sikker på om det var nok.

"Jeg tør ikke... Du vil bare forlade mig som alle andre. Det vil ske. Hør, Dust, jeg sætter meget pris på det du prøver at gøre, men jeg er ikke simpel. Jeg kan ikke så let som ingenting blive rodet ud. Min sjæl er som garn der er blevet rodet ind, bundet knuder på. Det vil tage år at rode den ud."

Blair stilte sig på tæer og kyssede blidt hans kind, for at vise hendes taknemmelighed.

Dust smilede roligt da hun kyssede ham på kinden og så hende i øjnene og man kunne virkelig se at han havde bestemt sig for hvad han ville gøre! Han havde sat sig noget i hovedet og der ville det bare blive siddende for Dust var stædig og ville ikke lade hende i stikken han ville ikke have hun skulle være ensom fordi alle forlod hende for Dust havde altid været ensom og det var et mareridt at leve sådan et liv et mareridt han nægtede at tillade tog bolig i hende!

"Nej!" sagde han roligt "Nej det vil jeg ikke jeg vil ikke lade dig være ensom det får du ikke lov til! Om jeg så skal side med loop og pinseter for at vikle din indre garnnøgle ud og bruge de næste 100 år på det så vil jeg gå ind til det med stiv nakke og hjælpe dig!" han strøg roligt hendes kind mens han snakkede "Du får ikke lov til at slippe for mig for jeg vil ikke give dig det Blair jeg vil hjælpe dig så du må hellere tage det til dig og give mig et af dine søde smil for du har hermed fået en ven der er så stædig og tyk pandet at du ikke engang ville kunne få mig til at forlade dig om du så skreg mig op i ansigtet at jeg skal gå min vej og aldrig komme tilbage!"

Blair var selvfølgelig glad for han ville gøre det for hende. Men hun var bare stadig nervøs for at han ville give op på et tidspunkt. For hun var indviklet, man skulle helt tilbage til hendes barndom for at kunne forstå hendes handlinger. Hun kunne allerede nu se mange timer med lange historier og sikkert også tårer fra hende. Men lige nu stod Blair og smilte. Ikke et overdrevet stort smil, men et lille, genert, usikkert smil. Et af de smil der oftest prægede hendes læber. Hun lagde en hånd på hans brystkasse, som hvis hun ville skubbe ham væk. Men hånden blev bare liggende, hun havde ikke tænkt sig at skubbe den væk.

"Undskyld. Jeg er lidt en idiot nogen gange. Det var jeg i hytten før, så undskyld."

Hun lod hendes blik fange hans, hun havde noget med at øjne altid var det bedste på andre, man kunne som regel se sandheden i andres øjne, deres sande følelser. Men ved Dust var der bare tomt, nogle gange var det også muligt at se vrede, men oftest var det bare tomt. Det fortalte Blair hvor svært det ville blive for hende at få hans følelser tilbage, men det ville lykkedes.

Dust smilede tomt af hende og gav hende et kram da hun smilede til ham han nussede let hendes kind mens de så hinanden i øjnene "Ja du er lidt af en idiot men nu er du min idiot og jeg er din dum skalde så hvad med at vi 2 møder verden med alt vores idioti og dum skaldethed sammen som venner?" spurgte han lidt drillende for at lokke et smil frem fra hende og for på en lidt speciel måde at sige at hun ikke behøvede at undskylde!

"Og hvad siger du til at tage med dum skalden hen på en kro eller noget hvor vi kan indlogere os og få os noget at putte i din mund!" spurgte han så!

Blair lo kort og hurtigt, men det var langt mere et fnis end en latter. Hun trådte lidt væk fra ham og så sig omkring. Pludseligt slog hun armene ud.

"Lad os overtage verden sammen!"

Hun prøvede at skabe en dramatisk effekt ved at sige 'Dumdumduuuum' det lykkedes ikke helt så godt, men hendes mening med det kunne vist ikke misforstås. Hun sank armene igen.

"Jeg kunne godt drikke til jeg blev fuld lige nu. Så klart, lad os gøre det."

Blair vidste ikke om der var nogle barer i nærheden, men dem i Doomsville var hun stor benytter af.

Dust smilede roligt og trak sit skarpretter sværd for at holde det frem så han stod lige som hende!

"Ja alle der siger min idiot imod vil blive kildet til døde!" sagde han roligt da hun sagde dum dum dummmmmmmmmmmmmmm!

(// Jeg er ved at blive træt x)

Blair begyndte at grine, hun elskede at opføre sig tosset, det gjorde bare alt meget sjovere. Hun begyndte at hoppe elegant rundt.

"Jeg er en idiot-fe."

Hun lod som om hun spredte en form for støv omkring sig, men stoppede efter lidt tid.

"Skal vi finde en bar?"

Hun stod igen som hun altid stod. Elegant og rankrygget.

//Mon ikke det går //