You are Alive! -Nille-

Lilly så hen på Nille som så ned på græsset, og sparkede lidt til det. Lilly forstod hvad det var... Og så på Jacob med et charmerende smil.
"Jacob.. Hm.. Jeg er Nilles mor, mit navn er Lilly 'Skammer' Loeve." Lilly rakte hånden frem.
Nille gik hen imod dem med korslagte arme. Hun gik imellem Lilly, og Jacob. Stod med ryggen til Jacob for hun ville ikke se på ham i frygt for at hun ville sige noget skarpt... Igen.
"Forsvind så." Snerrede Nille. Hvilket bare fik moderen til at grine. "Vær nu ikke uhøflig Nille... Du vil ende med at fortryde det, og måske... Føle skam over det?" Lilly smilede smørret.

Jacob måtte indrømme at han ikke helt forstod hvorfor hendes mor pludselig smilte charmerende til ham, efter hun kiggede hen på Nille som sad og hev noget græs op ad jorden, så det var tydeligt for Jacob at se at hun tænkte over en hel masse, en hel masse som gav ham lysten til at krybe i et musehul.. Men nu måtte han være stærk og stå overfor denne Lilly, en som så ud til at genere Nille meget.
"Hej," sagde han og kiggede tøvende på hendes hånd, men nåede ikke at tage den, før Nille stillede sig imellem.
Josh gemte sig stadig i Jacobs hætte.

Nille lagde en hånd på Lillys skulder, og smilede skævt. "Skam er noget du ikke kan kontrollere." Med de ord blev Lilly skubbet ind i en væg af vinden. Nille trådte hurtigt væk fra Jacob. Hans nærhed gjorde hende nervøs. For hvis hun var for tæt på ham ville hun omfavne ham. Hun turde ikke, hun ville heller ikke give ham den tilfredshed. Han skulle gøre sig fortjent til hendes tilgivelse denne gang. Lilly var pludselig væk. Hun var løbet væk. Nille så sig over skulderen, og så på Jacob.
"Farvel," hun begyndte at gå væk.

Det hele skete så hurtigt, ligesom når en film var klippet dårligt sammen! Han kunne ikke følge med, pludselig stod Lilly der ikke mere, men var kylet ind i en væg, som var væggen på Jacobs hytte, hvilket forudsagede en lille bule. Men, det ville Jacob ikke tænke så meget over, for pludselig var Lilly væk igen og Nille var på vej væk.. vent hvad!? Var hun på vej væk? Hun kunne tro nej, hun skulle ingen steder!
Han satte Josh ned med et smil og hviskede til ham.
"Jeg kommer snart igen,"
Josh nikkede forstående og blev stående det samme sted, som Jacob havde sat ham ned, alt det drama forvirrede den stakkels dreng, men mon ikke han kunne forstå det en dag. Jacob løb op foran Nille og kiggede på hende med et usikkert, men samtidig sikkert blik i sine krystalblå øjne. "Vil du ikke nok snakke med mig?"

Nille hørte udmærket det Jacob sagde til Josh, og håbede for Jacobs egen skyld han ikke gik i vejen for hende. Hun sukkede irriteret da han stod foran hende, og hun lænede hovedet tilbage. Hun så på ham igen, og var blottet for følelser.
"Hvorfor? Så du kan stå og sige 'Nille, jeg elsker dig, men jeg har følelser for Jade. Bare rolig ingen panik, jeg opgiver dig jo ikke, eller bryder mine løfter.' " Hun efterlignede hans stemme lidt, men den var ikke helt som hans.
"Ja, det kan jeg se Jacob. Du opgiver mig. Du brød dine løfter." Hun gik udenom ham, og fortsatte med at gå.

Hvad skulle han sige, han havde aldrig stået i sådan en situtaion før og han havde aldrig troet at han skulle prøve det, men nu stod han her og kunne ikke snu sig udenom, lige meget om han så forsøgte! Han skulle klarer den her, han skulle bevise det overfor hende, hvor meget der så end skulle til.
Men, han måtte tænke sig om, han vidste udmærket godt at hun nok ikke ville hører på det pjat, så han måtte finde en anden måde at gøre tingene på. Han lod hende gå forbi, blev stående imens han kiggede ned i jorden, måske skulle stemingen ikke være så trist, så hvorfor ikke få den op igen. Han smilte kægt for sig selv.
"Du har ret Nille, det lød faktisk lidt ligesom mig," sagde han og kiggede hen på hende med kægt og kærligt smil. "Jeg opgiver dig ikke, tværtimod kæmper jeg," han formede en is blomst og rakte hende den, i tvivl om hun vil tage imod den. Han sendte hende det kærlige og charmerende smil.

Hun stoppede op, og sukkede dybt. Hvor var hun dog træt af dette. Hun vendte sig om mod ham, og lagde armene over kors. Atter så hun kold ud.
"Drop det der, Jacob." Hun rystede blot på hovedet. "Søde ord, og en fin is rose hjælper dig ikke her. Denne gang gør jeg det ikke let." Hun vendte om igen.
Hun ville se om han ville prøve mere, så hun gik langsomt hen imod skoven.

Søde ord.. Han sukkede selv og smed blomsten fra sig.
Okay, så det virkede ikke, men hvad mon så ville virke mod den tydeligvis sårede Nille. Han hadede at såre nogen på denne måde, specielt når folk kiggede koldt på ham, eftersom hans forældre ikke havde gjort andet end at sende ham kolde blikke hele hans liv. Han kiggede efter hende, imens hun langsomt gik tættere på skoven, han måtte indrømme at han var en smule blank, men mon ikke at hvis han blev ved, så skulle det give pote og hvis ikke, måtte han vende ryggen til med værdighed. Men han ønskede mest at vinde hende tilbage, om han så måtte blive ved med at kæmpe et stykke tid..
han fulgte endnu engang med hende, men kiggede sig kort over skuldren for at se til Josh, som bare vinkede til ham med et smil. Jacob vinkede tilbage og fik et lumsk smil på sine læber, han fremtryllede en lille og uskyldig snebold som han kastede forsigtigt på hende, ikke at det gjorde ondt. Han ventede på hendes reaktion og smilte kærligt men lumsk. Han kastede den ikke for at genere, men for at se om han kunne få hende til at smile til ham igen.

Nille stoppede op da en lille snebold rammede hendes ryg. Netop der hvor man ville tro hun ville vende om, og grine som hun plejede... Vendte hun sig om, og stirrede tomt på ham. Første tanke var at råbe af ham, mens den anden var at kaste ham ind i et træ. Det kunne hun faktisk godt finde på! Hun gik helt hen til ham.
Intet smil, ingen glæde glimt i øjnene, ingenting. Hun var som en tom skal.
"Tror du virkelig det dér ville hjælpe? Du har ingen ide om hvor meget du lige har såret mig, Jacob." Tårerne kom frem i hendes øjne. Hun holdte dem tilbage. "Jeg fortryder så meget at jeg kom herhen... Hellere leve i mørke, end at se på dig igen." Hun ville give ham en lussing. Hun ville gøre et eller andet! Men ord var måske ok? Det mente hun selv. Hun løftede sin hånd som om hun ville slå ham... Men tog den ned igen. Hun gik baglæns væk fra ham, og vendte så ryggen til ham, igen for at gå.

Han havde ikke set det smil som han havde håbet på, faktisk så så han ikke noget som helst.. Så han fortrød hurtigt at han havde kastet den snebold, men han var ikke van til sådanne situtaioner og ønskede blot at se hende smile endnu engang, men han kunne fornemme på det hele at der ville gå noget tid før han ville se det smil igen.
Det hun sagde var nok det som gjorde mest ondt.. Hun ville hellere sidde i mørket end at se på ham, det kunne hun da ikke mene kunne hun? Han havde tænkt så meget på hende og det var alt hvad han fik tilbage..
Denne gang gik han ikke efter hende, men håbede blot på at hun ville stoppe op og snakke med ham, eller i det mindste lytte til ham. Han åndede ud og fokuserede kun på at få de rigtige ord sagt..
"Nille jeg tænkte på dig," sagde han og kiggede ned i jorden, da han ikke turde se om hun blev ved med at gå. "dengang mig og Jade kyssede, tænkte jeg stadig på dig og om at det var forkert fordi jeg stadig elskede dig," Han kiggede fortsat ned i jorden. "Du forsvandt aldrig for mine tanker, aldrig.. hver gang jeg kiggede på skoven , tænkte jeg på dig, hver gang Mystic kom hen til mig, tænkte jeg på dig, Jeg huskede alle dine varme ord og de ting som vi havde oplevet sammen.. Hvert et eneste øjeblik huskede jeg, du tror måske at jeg opgav dig, men du tager fejl, det har jeg aldrig gjort og det vil jeg aldrig gøre.." han holdte en pause og kunne nærmest mærke sig selv ryste, men han holdte det tilbage og kiggede tøvende op. "jeg stoppede aldrig med at tænke på dig,"

Endelig havde hun ikke ment det. Hun ville bare ikke se på ham, og vide at jade havde fået kløerne i ham. Det var nok det der mest gjorde ondt. Hun trak vejret hurtig, men jævnt. Hun stoppede op da hun hørte at han var begyndt at snakke igen.
Hans ord gjorde ondt. Før havde hun været villig til at tro at hjertet var mere end en organ. Nu var det en organ. Folk var bare romantisk anlagt, som hun havde været. Men den tid var ovre nu. Hun var sjæledæmon. Hun skulle opføre sig som en. Hun så ned.
"Hvis du tænkte på det var forkert... Hvorfor gjorde du det så?" Hendes stemme var fuld af gråd, men hun græd ikke. Hun var på randen til det. Hun slog armene om sig selv, og kunne ikke få sig til at gå videre. Hun trak vejret mere normalt.
Det værste var nok det at hun havde sendt ham tegn om hun stadig var der... Og alligevel havde han gjort det.
"Jacob, hvis jeg nogensinde skal kunne stole på dig igen... Nej vent. Glem det. Jeg glemte lige hvem jeg er. Jeg er kriger, ikke en pige der vil have blomster, og være på dates." Hun sukkede lavt, og rystede på hovedet.

Hun stoppede op, hvilket fik ham til at håbe at hun også lyttede til hvad han sagde, selvom han ikke havde det som om at de ord der røg ud af munden på ham, nogensinde ville komme nogen vejne. Men, han ville ikke give op så let, lige meget om hun så startede med at give op, så ville han ikke give op ligeså hurtigt.
"Jeg ved det ikke," mumlede han og kiggede ned i jorden, men hurtigt op igen. "Det skete bare så pludseligt, men jeg stoppede aldrig med at tænke på dig, men dengang jeg mødte din dæmon, troede jeg også at jeg aldrig skulle se dig igen og da Victoria fortalte mig at din dæmon var forelsket i anden, troede jeg lidt at du heller ikke elskede mig mere," Han kiggede hen på hende, tøvende men bestemt. "Men, du var i mine tanker hele tiden,"

Nille var ved at få nok. Hun havde brug for noget der kunne hjælpe hende... Noget der kunne holde hende beroliget. Vind... Vind kunne berolige hende. Hun lukkede øjnene, og en stille vind sneg sig om hende. Det var lige det der skulle til for at få hende til at vende sig om mod ham. Hendes ansigt var en maske. Masken afslørede en lille glæde, men samtidig også ligegyldighed.
"Min dæmon? Hun var ikke min dæmon. Hun var min reinkarnation." Rettede hun. Pludselig blev hendes ansigt koldt da han nævnte Victoria. "Gid den tøs ville lade mig være i fred." Hun var ved at gå amok. Hurtigt stod hun atter foran ham igen. "Dette viser bare at du ikke forstår noget af det der sker ved mig. Kom jeg ikke frem i dæmonen? Viste jeg dig ikke tegn? Det var hende! Hende der forelskede sig! Og ved du hvad? Hun er stadig inde i mig! Jeg slog hende ihjel, men jeg har stadig en indre dæmon! Den Dæmon er forelsket! Jo mere jeg bliver skubbet væk, og hun bliver revet frem, jo mere vil jeg føle tiltrækning til Markulius." Hun fortrød at hun havde sagt det.

Markulius.. Navnet sagde ham ikke noget og det skulle det vel hellere ikke.. Han kiggede en anelse forbavset på hende, men fjernede det hurtigt ved at kigge ned i jorden. Lige nu, var det som om at hun blev ved med at kaste knive efter ham og hver og en kniv ramte lige der hvor de skulle.
Forstod han hende ikke? Han forstod hende skam udmærket! Hvem var det ikke lige der havde lyttet til hende, været hos hende så snart mormoren døde? Han forstod hende udmærket og hun havde forstået ham, dengang han fortalte det med sine forældre. Et indre knurren opstod inde i ham, men han valgte at holde den tilbage, for hvad ville det egentlig nytte?
Han kiggede op på hende, med et udtryksløst blik, ligesom hun sendte ham.
"Du sendte mig tegn ja, det ved jeg," sagde han og et glimt af et søgen efter forståelse var i hans øjne. "Og jeg prøvede at få dig frem, men dæmonen var vel for stærk," Han gik et skridt væk fra hende. "Jeg prøvede også at sige til mig selv at du nok skulle komme igen, men så kom tanken om at din dæmon var forelsket op i mig og jeg troede at jeg havde tabt, at spillet var slut og jeg havde tabt!" han kiggede ned i jorden med knyttede hænder. "Jeg er forelsket i dig, nej, jeg elsker dig," Han kiggede op på hende med et trist og koldt blik. "men, det ser ud til at jeg taber endnu engang," Han snakkede om tiltrækningen til Markulius.

Det at han trådte væk fra hende fik hende til at se smertende ned. Hun hadede når folk vigede væk fra hende. Det mindede hende blot om det hun kunne. Hvilket gjorde hende vred. Man skulle virkelig forsigtig med hende i øjeblikket. Hun gik helt hen til ham, og de blå lysende øjne fik sorte prikker i sig. De forsvandt, og så kom de frem igen et andet sted. Hun lod ham snakke færdig.
"Jeg sagde, jo mere hun bliver hevet frem. Markulius hiver hende frem, du skubber hende væk. Men hvis du gør mig vred, eller trist kommer Dæmonen i mig frem, hun kommer frem." Hun lagde en hånd på hans kind. "Og jeg sagde, tiltrækning til ham. Ikke at jeg elsker ham." Hendes ansigt var blevet mere blidt. "For man kan ikke elske to. Det ved jeg nu. Derfor er jeg temmelig sikker på du ikke elsker Jade." Hun smilede blidt, og kyssede ham kort. Hun trådte væk, og vendte ryggen til ham. Med et charmerende smil så hun sig over skulderen, og gik væk. Et drillende glimt var i hendes øjne.

Tabt..
Jacob brød sig ikke om at tabe, men det var der vel ingen som gjorde.. Men, at tabe en man elskede var nok den næreste måde at tabe på.. Han havde det som om at jorden gik i stykker under ham og loge om lidt ville suge ham ned i et hul, hvor en stor ond og djævelsk skabning med fråde om munden ventede på ham..
Han kom ud af sine tanker, da han kunne mærke en varm hånd på hans kind, som næsten fik ham til at spjætte bare pga. Overraskelsen over st mærke hånden. Han kiggede forbløffet og en anelse forvirret ned på nille, lyttede til hvert et ord hun sagde, hvilket langsomt gjorde ham mere og mere forvirrede, men også fik ham til at blive bløder og bløder..
Han ville sige noget, men blev afbrudt af noget han aldrig havde troet at hun ville gøre, så han nåede næsten ikke at reagere før hun var gået igen.. Han kiggede efter hende og kunne ikke lade være med at smile, da han så hun smilte charmerende og drilsk til hende.. Holdte hun af ham nu eller hvad? Han var stadig forvirret, men på en underlig måde så han var.. Glad?
Han overvejede at gå efter hende, men kun ikke få sug selv til det, han blev bare stående og smilte fjoget.
"Gå efter hende!" Råbte josh pludselig bag ham.
Jacob kiggede om på ham og kunne stadig ikke stoppe med at smile, den lille josh viftede med hænderne for at få ham til at gå efter hende. Jacob nikkede kort og vendte sig om for at følge efter hende. Dog gik han nogen meter bag hende, men han smilte til sidst lumsk og løb op foran hende, kiggede sig over skulderen og sendte et drilsk smil, imens han fortsatte med at løbe.

Nille så fremad, og havde stadig det charmerende smil fremme. Men hun skulle samtidig også huske på... Hun så ned, og så kort trist ned. Hun smilede drillende, og klarede da hun hørte Joshs stemme. Hun grinede lavt, og lagde armene over kors. Hun hørte at Jacob fulgte efter hende.
Hun smilede blidt til ham da han løb lidt foran hende. Hun grinede lavt da han begyndte at løbe videre. Hun løb efter ham, og prøvede at skifte form. Hun blev skuffet da det ikke skete. Hun rystede på hovedet, og løb efter ham.
Hun fik kontrol over vinden, og gjorde sådan den ville give ham modstand. Hurtigt var hun henne ved ham, og sprang på hans ryg. Hun låste armene om hans hals, og benene om hans liv.
"Det kan du godt glemme." Hviskede hun charmerende ved hans øre.

Han elskede at løbe! Han følte sig så fri! Så frisk, som om han kunne alt og kunne slippe fra alt, som besluttede sig for at løbe efter ham! Det føltes så befriende når vinden blæste i hans hår og ansigtet på samme tid. Et smil så stort og glad voksede på hans læber, så det blev kun større da han kunne mærke og hører at nille løb efter ham og besluttede sig for at give ham lidt modstand med sine vind kræfter.
Smilet udviklede sig til et grin, som nærmest blev dæmpet af alt den vind som ramte ham i ansigtet.
"Så det kan jeg?" Hviskede han og prøvede at ignorer hvor meget det kriblede i ham st hører den charmerende stemme igen. "Så se her,"
Han satte i løb, denne gang hurtigere.

Nille gav slip på vinden. Det udmattede hende at holde fast i den, så hun skulle ikke holde fast i den for længe, med mindre det var højst nødvendigt. Hun gemte ansigtet ved hans hals. Hun holdte godt fast i ham da han begyndte at løbe igen. Hurtigere denne gang. Hun lukkede øjnene.
"Jeg elsker dig, Jacob..." Hviskede hun mod hans hals. Hun vidste ikke om han kunne høre det, men det håbede hun.
Hun strammede grebet om ham, og kyssede ham blidt på halsen. Hun vidste at tiltrækningen til Markulius aldrig ville blive stærkere end hendes forelskelse i Jacob. Hun var forelsket i ham, og elskede ham. Hun ville ikke give slip på ham. Aldrig mere.

Han vidste at hun ville holde fast i ham, men alligevel kunne han ikke lade være med st holde fast i hende, ved at have hænderne under hendes ben, så han var sikker på st hun ikke skulle falde af og blive væk fra ham.
Den gik ikke denne gang!
Han gav ikke slip på hende!
Hendes stemme suste med vinden, så det fik en rødmen frem på hans kinder, eftersom at det hun sagde gjorde ham blød i knæene, så han havde det som om at han snart ikke kunne løbe mere..
Han smilte kort op til hende og ville stoppe, men blev afbrudt da han pludselig trillede ned ad en lille skråning.. Det suste i hans mave, og så snart han landede for enden af skråningen, grinte han kærligt og glad.
"Jeg elsker også dig!" Sagde han til sidst og sendte hende et kærligt smil. "Jeg elsker også dig,"

Nille blev ved med at gemme sit ansigt ved hans hals, og lukkede øjne. Hun trak vejret roligt, og jævnt. Hun havde savnet alt dette... Efter så lang tid i mørket... En tåre gled ned af hendes kind, og landede på Jacobs skulder.
Hun så op da han gled ned af en skråning, og hun grinede let da de var landet på anden af skråningen. Hun hoppede ned fra hans ryg, og gik hen foran ham. Som altid med øjnene vendt nedad. Man skulle tro at hun ville være ellevild med at se ind i hans smukke blå øjne, men vaner var ikke lette at komme af med. Hun så op da han sagde han også elskede hende. Hun smilede kærligt. Hun omfavnede ham.
"Jeg har savnet dig så meget..!" Hun kunne ikke lade være. Tårerne gled ned af hendes kinder. Hun gemte ansigtet ved hans brystkasse.

Hvor havde han savnet alt dette.. Deres grin, deres fjoller rundt og deres latter som snoede sig sammen i den blide vind. Det havde været så lang tid siden, men han kunne stadig ikke lade være med at huske hver og en detalje..
Han fortsatte med at grine, men latteren blev langsomt lavere, så snart hun kom tættere på ham. Det at hun ikke kiggede ham i øjnene, gjorde ham ikke sur eller forvirret, han vidste jo godt hvorfor hun ikke gjorde det.
"Jeg har savn.." Han blev afbrudt, da hun tog ordene ud af munden på ham. Den søde sætning, som de fleste elskede at hører.
Jeg har savnet dig!
Han krammede hende hårdt, gemte sit ansigt i hendes ansigt og bare nød at omfavne hende. "Jeg har virkelig også savnet dig,"

Nille nød hvert øjeblik. Hun havde savnet lyset, ham, og alle hendes venner. Hun havde savnet at mærke vinden mod sit ansigt, savnet at have fri vilje, savnet at mærke træernes bark mod sine hænder. Savnet lyden af dyrene der løb rundt, og morede sig.
Hun græd lavt, og klamrede sig til ham. Hun trak vejret hurtigt, men prøvede at styre sig. Det havde været forfærdeligt i mørket... Alene, koldt, og så uendeligt mørkt. Små skygger der havde klamret sig til hende. Nu var hun fri...! Forhåbentlig. Faktisk, Nille ville aldrig være fri. Der var stadig en dusør på hende, og folk der ønskede hende død.
"Du må ikke forlade mig..." Hviskede hun lavt, og så endelig op på ham. Hun ville have øjnekontakt.
Hun ville have blevet ved ham, men lyden af en gren der knækkede... En stemme... Kaldte.
"Jeg ... Bliver nød til at gå." Hun smilede kærligt til ham, og løb.

~ 9 måneder efter ~

Nille lå under dynen i et luksus værelse i Rafaels villa. Hun kunne høre det lille barns lave åndedrag ved hende. Hun holdte den ind til sig. Hun havde en hvid natkjole på. Hun var gemt af dynen med det lille barn. Hun sukkede lavt.

Brevet til Jacob.

Kom hurtigst muligt.
Jeg ved det er længe siden, men du skal skynde dig!
(adresse til villaen)
Der er vagter, men når de ser dette brev vil de forstå hvem du er, og at du må komme ind.

Nille 'Skammer' Kahlan Panara.

Lige nu lå hun blot og ventede.

Han blev ved med at omfavne hende, havde sine arme om hendes talje og gemte bare sit ansigt væk i det sorte hår, som havde den dejligste duft af natur og varme, en duft Nille altid havde haft hos sig, og som han havde elsket at dufte til hele tiden.
Det var som om at tiden stod helt stille et kort øjeblik, han kunne kun hører lyden af Nille og hans eget hjerte som bankede og en enkelt fugl som åbenbart havde besluttet sig for at synge en munter lille sang, hvilket bare fik Jacob til at grine kort.
Han trak sig ud af krammet og kiggede ned på hende, så ind i de blå øjne med de sorte prikker.
"Aldrig," sagde han og smilte kærligt til hende. "Jeg bliver her lige meget hvad,"
Han løj ikke, selv hvis der skulle komme en dag hvor hun ikke havde følelser for ham mere, så ville han være der lige meget hvad og være den ven som alle kunne have brug for at tale med.
han hørte den samme lyd som hende og drejede sit hovede et kort øjeblik, for at spejde rundt i det smukke natur belagte område. Det som skulle se, havde han på en måde forudset, hun havde gjort det før, så hvorfor skulle hun ikke kunne gøre det igen. Men, denne gang var han en anelse mere bange for at lade hende gå, eftersom hun ikke kom tilbage sidste gang...
Men, han holdte hende ikke tilbage og nikkede blot til hende, med et kærligt smil på læben.
"Vi ses Nille," sagde han og sørgede for at hendes navn blev sagt kærligt og varmt. Så snart hun vendte ryggen til at løbe, satte han også i spurt hen mod sit hus, for at se den smilende Josh som bare stod og ventede på ham.. Endnu en gang, var det som om at der var noget helt galt...

Så snart han så brevet, løb han ind til Josh som sad på sit værelse og legede med en form for bold. Han fortalte ham at han måtte smutte og at han måtte vente der. Josh nikkede bare med et suk, inden han fokuserede på bolden igen.
"Okay så," mumlede han trist.
jacob smilte skævt, uglede drengen i håret, inden han løb af sted, velvidende om at Mystic nok skulle passe på Josh.
Josh kiggede efter Jacob med et suk..
"Du har altid så travlt,"

Jacob kom til villaen og nikkede høfligt til de vagter, som lod ham komme ind. Jacob måtte indrømme at han var meget nervøs omkring det, eftersom han ikke vidste hvad der ville ske. Hjertet sad i halsen på ham, da han åbnede døren ind til værelset og kiggede rundt efter Nille, som han hurtigt fik øje på. Hun lå i sengen og havde et barn i sin favn, hvilket bare fik ham til at blive mere nervøs..
Forsigtigt lukkede han døren bag sig og gik hen til hende.
"Hej," sagde han forsigtigt.

En tåre gled ned af Nilles kind. Hun var evig taknemmelig over at Rafael havde reddet hende, og hjulpet hende. Hun løftede hovedet da Jacob trådte ind. Hun trak vejret hurtigt. Han var sluppet forbi vagterne, godt. Hun valgte at sige det hele med det samme.
"Længe har jeg været væk. Jeg... Blev kidnappet." Hun så væk i skam. "Manden der kidnappede mig... Ville have et barn der var Skammer. Du ved jeg er den sidste rigtige. Han ville have en rigtig skammer. Manden var skyggevæsen. Han..." Hun sank en klump, og mærkede tårerne presse på. Hun så på ham. "Han voldtog mig. Gjorde mig gravid." Hun så ned på barnet. "Og dette blev resultatet. Du må ikke se barnet i øjnene, Jacob. Den kan ikke styre sine kræfter endnu. Min evne er for stærk til en nyfødt baby kan holde den tilbage. Rafael reddede mig." Hun så væk. Ville ikke se på ham.