You are Alive! -Nille-

Det var ikke til at tro.. Det var så uvirkeligt.. Så hele den fornemelse om at der havde været noget galt, var altså sand.. Nille var blevet voldtaget og med det resultat at der lå et barn så frisk og nyt i hendes arme.. Jacob kunne ikke lade være med at kigge forbavset på barnet, men han gjorde som hun sagde og kiggede det ikke i øjnene.. Tanken om den mand som havde voldtaget hende, fik ham lyst til at knurre og se hans legemer ligge foran ham som isterninger, hvor han derefter ville putte det i hans venners drink, så de kunne smage hans kød.. Jacob blev en anelse forskrækket over sine egne voldige tanker, så han rystede dem ud af sit hoved og satte sig derfor i stedet for ved Nille, sendte hende et varmt smil og lagde en finger under hendes hage, for at dreje det hen så hun så på ham når han talte til hende.
"Jeg er her, jeg går ingen steder," hviskede han og kiggede kort ned på barnet, men op på hende igen derefter. "Det lover jeg, jeg støtter dig og går aldrig fra dig,"
Han var evig taknemlig overfor Rafael.

Nille blev ved med at se væk. Hendes blik var tomt, og blottet for følelser. Hun turde ikke tænke tilbage på det. Hun så modvilligt på ham da han lagde en finger under hendes hage. Barnet greb ud efter hendes pegefinger, og da den fik den klemte den let sammen om fingeren. Det gjorde selvfølgelig ikke ondt.
"Tak." Hviskede hun, og lagde hovedet på hans skulder. Hun lagde mærke til at han så ned på barnet. Barnet så forsigtigt på Jacob, men Nille blokerede dens øjne ved let at lægge en hånd over dens øjne. Barnet så på hende i stedet. Nille kunne ikke mærke andres skammeres evne. Så barnet ville ikke påvirke hende. Hun lukkede øjnene, og trak vejret tungt. Hun var træt.

Jacob kiggede ikke barnet i øjnene, men kunne ikke lade være med at sende det et smil og kiggede på dets pande, så der ikke var nogen øjenkontakt. Barnet var faktisk ret sødt og han kunne nærmest se på det, at det lignede mere Nille end det lignede sin far, selvom han ikke havde set faren, så kunne han bare se noget af Nilles træk.
"Altid," hviskede han og kunne mærke på hende at hun var træt, så han tænkte om han skulle overtage vagten lidt, så hun kunne få noget søvn. Han ville love at passe ordentligt på barnet og ikke kigge det i øjnene.
"Hvis du vil sove, kan jeg sagtens passe på barnet for dig imens," han hviskede det stille og strøg forsigtigt barnet over dets runde kind. "Jeg lover at passe på, det lover jeg,"

Nille tog hånden væk, og trak vejret dybt. Hun åbnede øjnene, og så op på ham. Hun sank en klump. Hun så bleg ud, mere hun allerede var.
"Passe.." Hun vidste ikke om hun kunne lide hans ide. Hvad nu hvis... Hun rystede på hovedet. "Okay." Hun trak sig lidt væk.
Hun greb blidt fast om hans hage, og tvang ham til at se på hende. Hun så bestemt i hans øjne.
"Pas på. Du ved ikke hvad barnet kan." Hun slap ham igen, og lagde sig ned. Allerede før hun havde ryggen mod madrassen, sov hun.

Selvfølgelig følte hun ikke at det var en god ide, men Jacob lovede at passe ordentlig på det og ikke tage det med ud på alle mulige former for forskellige eventyr. Nej, han ønskede blot at passe det, så hun kunne få sig lidt søvn, hvilket han kunne se at hun havde brug for. Da hun kiggede bestemt på ham, kiggede han alvorligt tilbage på hende, for at vise hende at han mente det og nok skulle passe på det, endda med sit eget liv hvis det var det som skulle til.
"Jeg skal nok passe på," sagde han og tog barnet over i sine arme, da hun ville lægge sig ned. Et smil voksede frem på hans læbe, da han kunne hører hvor hurtigt hun faldte i søvn.
"Det lover jeg," hviskede han en sidste gang og kiggede ned på barnet, men startede ikke en øjenkontakt. Han smilte til det og lod det bare ligge i sine arme, inden han rejste sig op og begyndte at gå rundt i værelset, imens han vuggede sine arme engang imellem. Det var som om han ikke kunne kende sig selv, mon det var det som de kaldte faderinstinkt? Han blev en anelse forskrækket ved tanken, men fortsatte med at gå forsigtig rundt med barnet.

Nille endte i en drømmeløs, og rolig søvn. Hun trak vejret normalt, og hev automatisk dynen over sig. Hun flyttede sig flere gange i ubehag.

Barnet prøvede at få øjnekontakt så godt den kunne, men det var svært. Den ville have øjnekontakt! Barnet greb ud efter et stykke af Jacobs hættetrøje, og fik noget. barnet hvinede glad op.

Det var svært ikke at måtte have øjenkontakt til barnet, eftersom han kunne se og mærke på det at det meget gerne ville have den og det ville han egentlig også selv, men nille havde advaret ham om ikke at gøre det.
I stedet bar han barnet rundt, imens han engang imellem svingede det forsigtig rundt, for at lege lidt med det.
Han tog den snor som hang ud af hans hættetrøje og gav den til barnet, så den kunne lege lidt med den. Han grinte kærligt og fortsatte med at passe barnet, så nille kunne gå den søvn hun fortjente..

Barnet grinede lavt over at Jacob svingede det rundt nogle gange. Barnet tog fat i snoren, og hev lidt i den.

Nille åbnede øjnene, og så hen imod dem. Hun vendte sig om mod dem, men lå stadig ned. Hun trak dynen op til hagen.
"Det er en dreng." Sagde hun stille.

//Sorry for korte svar.

//Helt i orden ^^//

barnet var bedårende, det kunne Jacob ikke komme udenom og han vidste at han sagtens ville kunne passe på det, men om han kunne blive en far for det, var han ikke helt sikker på.. Men, han ville gøre sit bedste, hvis det nu var det Nille ønskede og han ville aldeles ikke gå fra hende. Han elskede hende og ville støtte hende lige meget hvad. Han grinte sammen med barnet og lod det lege med den snor som tilhørte den gråblå hættetrøje, med isen i sig, så det kunne ligne at den var snoet sammen af is tråde.
Jacob vente sig om mod Nille, da hun talte til ham. Han sendte hende et varmt smil og kiggede ned på babyen, men hurtigt hen på Nille igen.
"han er en køn lille baby," sagde han stille..

Nille smilede skævt, hev dynen af sig, og gik hen til dem. Hun gik hen foran Jacob, og strøg barnet over panden. Barnet blev ved med at hive i snoren. Barnets blå øjne blev sorte. Nille lagde en hånd over dens øjne da den prøvede at fange Jacobs øjne. Hun lagde ikke hånden direkte på dens øjne, bare lidt over så hun blokerede dens syn til Jacob. Barnet så automatisk et andet sted hen hvilket i dette tilfælde, var mod Nilles mave.
"Han har ikke fået et navn endnu..." Hun så roligt på ham. "Vil du hjælpe mig med et navn?" Hun lagde hovedet lidt på skrå.
"Desuden..." Hun bed sig i underlæben, og blev nervøs. "Er vi stadig i et forhold... Eller...?"

Det generede ham at han ikke måtte se ned i de søde barne øjne, men han måtte huske Nilles advarsel og ikke kigge drengen i øjnene, selvom han bedst kunne lide at have øjenkontakt. Drengen virkede dog ikke til at have så meget imod at ikke få øjenkontakt med Jacob, for han rettede hurtigt sin opmærksomhed et helt andet sted. Da hun spurtgte om et navn, kørte en masse drenge navne igennem hovedet på ham, så han slet ikke vidste hvad han skulle svarer.
"Selvfølgelig vil jeg det," sagde han og strøg drengen over kinden. "Hvad syndes du om Toby?" Han sendte hende et spørgende og tøvende glimt fra sine krystalblå øjne. Pludselig kunne han mærke at han rødmede endnu engang, da han ikke havde regnet med at hun ville spørge om det, men da hun gjorde kunne han ikke lade være med at føle sig varm indeni.. "Ja, det er vi, hvis du da ønsker at være i et forhold med mig," Han gjorde som hende og bed sig i underlæben.

Nille tog tøvende hånden væk, og opdagede at barnets øjne var blå. Hun åndede lettet op. Hun så roligt på Jacob. Hun tænkte lidt over hans forslag, og nussede barnet på maven med en finger.
"Det navn kan jeg godt lide." Hun smilede skævt, og så nærmest lykkelig ud da Toby greb fat i hendes finger.
Hun så en anelse nervøst på ham.
"Kan du huske hvad jeg sagde før jeg forvandt før min død? Selv ikke døden kan adskille mig fra dig. Jeg ser os stadig i et forhold." Hun så ned på Toby. "Men det betyder du har været mig utro." Hun smilede drillende.
Hun havde jo tilgivet ham.

Toby.. Den søde lille dreng hed nu Toby, et navn han syndtes meget godt om, eftersom det også havde været et af de navne han ville kalde Josh, hvis ikke han havde lignet en Josh mere end en Toby.. Et kort øjeblik gik det op for Jacob at Josh var alene hjemme og ikke havde virket særlig glad for det, så måske han snart skulle tilbage til ham, selvom han gerne ville have Nille med sig og Toby.. Toby måtte også meget gerne komme med.. Han sendte hende et genert smil og kiggede ned på Toby, men op på hende igen med et skævt smil og et drilsk glimt i sine øjne.
"Så.. Jeg gætter på at vi er et par igen?" sagde han og smilte drillende til hende.

Toby klemte let om Nilles finger, samtidig med at han prøvede at få øjenkontakts med Jacob. Toby var nysgerrig efter at se Jacobs øjne... Nille skabte øjnekontakt med Jacob selvom det føltes forkert. Forkert fordi hun burde gemme sig, men hvorfor skulle hun gemme sig foran ham? Han var en af dem hun stolede mest på. Hun rødmede dybt.
"Hvis du vil..." Svarede hun.
Hun tog fingeren til sig, og trak ned i sin hvide natkjole. Hun så tøvende på ham.
Toby greb ud efter snoren i jacobs hættetrøje.

Det var nu sødt at hun rødmede sådan, det klædte hende godt.. Ikke at det ikke også klædte hende at være selvsikker og drilsk, men der var bare noget kært over hende når hun var nervøs og havde en dyb rød farve i sine fine kinder.
Han smilte kært ned til Toby og gav ham snoren til hættetrøjen, det havde han ikke noget imod, han havde trods alt givet ham lov til at starte med.
"Selvfølgelig vil jeg det," sagde han og placerede et hurtigt kys på hendes læber, uden at klemme Toby i sine arme. "Jeg elsker dig Nille," Han kiggede hende dybt i øjnene og kunne ikke lade være med at smile, velvidende om at Toby legede med hættetrøjens snor.

Man skulle nok ikke lige sige til Nille at hun så sød når hun rødmede. Hun ville bare rette på dem, og sige at det ikke var meningen hun skulle se sød ud. Hun skulle ikke virke svag. Hun skulle være stærk, og have løftet hovedet, selvom det var svært for tiden. Hun skulle træde mere varsomt nu.
Han ville gerne? Hun kunne ikke beskrive hvor glad hun blev. Hun mærkede sommerfuglene i maven blafre som aldrig før da han kyssede hende hurtigt. Hun gengældte det kort, og gav en klynkende lyd fra sig da han trak sig væk.
"Jeg elsker også dig." Hun smilede kærligt.
Toby hev lidt i snoren, og hans øjne blev igen sorte. Nille var dog ikke opmærksom på det nu. Toby prøvede at få øjnekontakt med en af dem.

Han sendte hende et varmt smil og lænede kort sin pande imod hendes, imens der blev ved med at være et smil på de blege og smalle læber. Opmærksomheden for at Toby ikke blev klemt var der stadig, så han stoppede med at have sin pande imod hendes og ville i stedet til at rette sine øjne ned på Toby, men bemærkede hurtigt at de nu var sorte og at han derfor slet ikke skulle kigge i dem. Han kiggede hurtigt væk fra Tobys øjne og lod derfor blidt sin hånd dække dem i stedet, ligesom Nille havde gjort for at få ham til at fokusere på noget andet.
Han smilte kærligt til Nille, det var underligt for ham at han slet ikke kunne stoppe med at smile, bare tanken om at hun var hos ham igen, fik bare det fjogede smil frem, som han så i hærdigt prøvede at skjule for alle andre..

Nille lukkede øjnene blidt da han lænede sin pande mod hendes. Toby vred sig lidt, og kunne ikke forstå hvorfor de stod så tæt, men han var jo også kun et barn. Toby prøvede at beholde øjnekontakten han fik kort med Jacob, men Jacob så væk. Toby trak mere i snoren for at få Jacobs opmærksomhed. Da Jacob lagde en hånd over Tobys syn til Jacob... Så Toby automatisk på Nille. Han prøvede at få øjnekontakt med hende i stedet.
Nille mødte uden tøven Tobys øjne. Hun strøg Toby over kinden, og Tobys øjne blev igen blå. Toby gabte, og lukkede øjnene.
Nille så kort på Jacob før hun så på Toby igen. Hun gik væk fra dem, og hen til badeværelset. Hun tog en børste, og ordnede hurtigt sit hår. Hun satte det i en hestehale mens hun gik hen til dem igen.
"Hvad gør vi nu?" Hun så spørgende på ham.

Toby var en meget sød knægt, som så ud til at være træt, så Jacob besluttede sig for at lægge ham fra sig, for at se om han kunne få ham til at sove og lægge behageligt.. Han gik forsigtig hen imod sengen, lagde forsigtig Toby fra sig med hovedet på puden og strøg ham over kinden, imens han smilte varmt til ham.. Jacob kunne mærke hvordan det prikkede i ham, når han tænkte på sin egne forældre og at de aldrig havde behandlet ham godt.. Aldrig sagt et sødt ord til ham eller beskyttet ham, de var blot blevet ved ham indtil han kunne klare sig selv.. Han knurrede indvendigt ved tanken, men beholdte den kærlige facade, imens han forsigtigt rejste sig fra sengen og kiggede hen på Nille, hvor han et kort øjeblik beundrede hende imens hun børstede sit hår.
"Det ved jeg ikke," svarede han med et skævt smil og lænede sig op ad dørkarmen til badeværelset.

Nille skævede til ham, og så sig så i spejlet igen. Det nyttede ikke at blive indenfor, det kunne hun ikke klare. Den sorte fjer var på bordet. Hun lod sit hår være da det var i en hestehale. Hun tog fjeren, og drejede den lidt rundt mens hun så vurderende på den. Hun slap håret løs så det faldt elegant ned af hendes ryg igen i stedet for at være i en hestehale. Hun begyndte at flette det, og stak den sorte fjer i fletningen. Hun sukkede, og vendte front mod ham. Igen hev hun lidt ned i den natkjole hun havde på.
"Intet du har lyst til?" Hun lagde hovedet lidt på skrå, og smilede skævt.

Jacob smilte da han så fjeren.. Han kunne stadig huske at det var en hun havde fået af sin bedste mor, så han forstod godt at den betød så meget for hende og da hun puttede den i sit hår endnu engang, fik det ham bare til at smile og lægge hovedet på skråt. Han gik langsomt hen imod hende med forsigtige bevægelser, imens han stadig var nysgerrig for at vide mere omkring dette sted, men han lod sin nysgerrighed ligge for sig selv i et hjørne for engangs skyld. Den havde ført ham ud på vildspor alt alt for længe..
"Hmm, altså det kommer an på hvad du har i tankerne og hvad der sådan cirka er muligt," sagde han og sendte hende et venligt smil og puttede sine hænder i sin hættetrøjes lomme. Han kiggede kort hen på Toby, men derefter hen på hende igen og startede en øjenkontakt med hende.

Nille kørte en hånd ned langs fletningen, og gik hen til et skab i badeværelset hvor hendes tøj var i. Hun tog en hvid tanktop frem, og sorte jeans frem. Hun så roligt på ham.
"Jeg kan let finde nogen der kan passe på Toby. Selvom jeg nok er den..." Hun sank en klump, og rettede sig op. "Er den eneste der kan se ham i øjnene uden at føle skam." Hun så væk. "For han er skammer. En dreng med evnen Skam.. " Hun bed sig i underlæben ved tanken om det.
Hun rystede på hovedet, og så på Jacob igen.
"Jeg skal skifte tøj." Skyndte hun sig at sige da næsten var blevet opslugt af de smukke blå øjne han havde. Hun skyndte sig at tage tøjet, og låste sig inde i en af badeværelsets rum.

Han smilte til hende og kiggede kort efter hende, da hun gik ud på badeværelset for at skifte tøj.. En tanke strejfede ham.. Kunne det aldrig være muligt for Toby at kigge nogen som helst i øjnene? Ville han aldrig lærer at styrer sin evne, så Jacob kunne få en øjenkontakt med ham, samt alle andre han skulle lærer at kende? Ville han være nød til at kigge ned i jorden hele sit liv? Jacob rystede på hovedet ved tanken, hvis Nille kunne styrer det, ville Toby helt sikkert også lærer at klare det en dag.. Eller, det håbede han i hvert fald på.. Med rolige, nærmest lydløse bevægelser, gik han hen til vinduet og kiggede ud, beundrede det sted som Nille var så heldig at kunne kalde sit hjem.. Han kunne ikke lade være med at føle sig lykkelig.. Nille var hos ham igen, hvilket bare blev ved med at fremtrylle et smil på læben..
Han kiggede kort hen på den sovende Toby med et kærligt smil.

Lidt efter kom Nille ud. Der var stadig ting hun holdte skjult for Jacob... Selv noget med Toby. En dreng kunne ikke lære at styre evnen Skam hvis han var en rigtig skammer. Skammerene var kvinder, de kunne styre evnen på grund af deres... Kvindelige stædighed. Det var faktisk ikke som en knap man kunne slå fra, og til. Det var en evne der ville frem hele tiden, og det var svært at holde den inde. Men det lykkedes for mange. Nu hvor ... Toby, og Nille samt Lilly var de sidste skammere, åbenbart, kunne kun de holde evnen tilbage for de var de eneste rigtige Skammere tilbage. Dem der ikke var rigtige, og ikke havde den blodlinje som dem, kunne slå den fra og til. Den havde bare ikke samme virkning. Men det var kompliceret, og svært at forstå for mange der ikke forstod Skammerne.
Nille lagde sig forsigtigt ved siden af Toby, og strøg ham over kinden. Hun så kort på Jacob, men kiggede så på Toby igen.
Hun smilede skævt af at Toby åbnede øjnene, og så på hende.

Lidt efter kom Nille ud igen og han sendte hende starks et kærligt smil, inden han kiggede kort ud af vinduet igen.. Der var så meget i denne verden som han måtte lærer at håndtere.. Kira og Nethan var stadig derude, i live og ønskede brændende at dræbe ham, ligeså meget som han ønskede at dræbe dem, selvom John havde sagt til ham at det ikke ville nytte noget med hævn.. Men hævn var vel noget alle ønskede sig på et eller andet tidspunkt og lige nu ønskede han hævn over dem.. Bevise overfor dem hvor stærk han var blevet uden deres hjælp.. Tanken om Nethan og Kira gjorde ham bare arrig, så han skyndte sig at kigge hen på Nille og Toby for at få et smil og bedre tanker på.. Han gik forsigtigt hen til dem og satte sig på sengen nær Nille. Toby havde åbnet sine øjne igen, så noget tydede på at han ikke havde lyst til at sove.
"Han var vist ikke træt alligevel," hviskede Jacob stille med et skævt smil.