You are Alive! -Nille-

Victoria løftede blot på et øjenbrun af Nilles spydige komentarer, hun måtte indrømme at det overraskede hende at det skulle komme fra denne pige, som ellers virkede så svag til at starte med, men hun kunne godt fornemme på det hele at denne pige havde udviklet sig meget og ikke længere var den lille bange shapeshifter, men en stærk dæmon og en værdig konkurrent. Jacob blev også en anelse forskrækket over Nilles hårde ord, men han smilte blot lumsk og anerkendende af det, eftersom han ikke havde noget imod at det skulle gå udover Victoria. Trods alt hadede han hende mere end pesten og ønskede blot at se hende forsvinde ud af sit liv.. Irriterende dæmon kvinde.. Han stillede sig hen ved siden af Nille og kiggede også op på hende, med et blik fyldt med had.
"jamen jamen," sagde Victoria lumsk og hoppede over på en anden gren. "Det ser ud til at i ikke er glad for at se mig," Hun løftede på sine skuldre. "Hvor ærgeligt, jeg havde ellers tænkt mig at blive,"

Nille havde et flabet, og kækt smil fremme. Hun ville ikke lade Victoria manipulere med hende, Jacob, eller Josh. Victoria måtte slet ikke se på Josh, eller Toby. Dæmonen hærgede inde i Nille, og fik hende til at spytte hårde ord ud. Dæmonen kunne nemlig ikke lied at folk troede de var hende overlegen.
Nille tog automatisk Jacobs hånd da han stillede sig ved siden af hende. Hun så på ham med blide øjne. Hendes øjne blev hårde, og hun så på Victoria.
"Troede du helt seriøst at vi ville modtage dig med åbne arme, og sind?" Nille grinede, og rystede på hovedet. "Hvor er du dog latterlig." Nille trådte lidt tættere på Jacob for at få Dæmonen væk. "Du ved ligeså godt som jeg, at du ikke får lov til at blive. Drop barnlighederne, Victoria. Voks op." Nille så på Jacob igen.

Jacob gengældte hendes blide blikke, men så snart han kiggede op på Victoria, forsvandt det som et lyn og et hårdt dræberblik kom frem i stedet. Frygten for Victoria var forsvundet, tydeligvis fra dem begge og det hadede Victoria. Hun ønskede at se dem være en lille smule bange for hende og ikke sende hende hårde blikke, som kunne dræbe hende hvis det havde været muligt for et blik at dræbe. Victoria sukkede kort, alt imens hun udfordrede tyngdekræften ved at balancere på grenen.
Josh kiggede forvirret fra dem og op på Victoria, han kunne godt genkende hende og ville ikke længere bare se på.. De havde hjulpet ham så mange gange, nu var det hans tur til at hjælpe! Den lille knægt tog modet til sig og hoppede op i træet til hende, mens hun var alt for optaget af at kigge på Nille og Jacob.
"Jeg er ikke barnlig min pige, jeg kæmper bare for det jeg vil have," sagde hun, men bemærkede kort at der var en som stod ved siden af hende. Først tog hun ikke den lille dreng seriøst, men så snart han kiggede hende i øjnene, begyndte hun at skrige og gå baglæns væk fra ham. "Lad mig være!" Hun tog sig til ørerne. "Få det til at stoppe!" Josh havde en evne til at fremkalde folks frygt hvis de så ham i øjnene, så lige nu så Victoria sin største frygt foran sig..
jacob kiggede forskrækket derop og derefter spørgende hen på Nille.

Hvorfor skulle Nille frygte en kvinde der ikke kunne opføre sig voksent? Det var jo latterligt. Nille smilede skævt, og gik hen imod træet... Indtil Josh løb forbi hende, og hoppede op i træet. Nille så undrende på ham, men sagde intet. Hun så op på Victoria.
"Og det du vil have er netop det du ikke kan få? Du må være død jaloux på mig." Nille smilede flabet. Hun så på Jacob.
Et skrig fik Nille til at se på Victoria igen. Hun gik baglæns hen til Jacob, og så chokeret på Josh.
Hun så undrende på Jacob.
"Hvad sker der..." Hun så på Josh igen, og gik med bestemte skridt derhen. "Josh!" Hun sagde hans navn højt, og bestemt.

Jacob kunne ikke forstå en pind af hvad der egentlig skete, var det virkelig hans lillebror som stod oppe i et træ og skræmte livet af en 900 år gammel dæmon, som ellers altid var så kæphøj og selvsikker? Han kunne ikke tro det, hvad pokker skete der? Han sendte Nille et nyt spørgende blik, samt et der også var en lille smule bekymret, da han ikke var sikker på hvordan Josh gjorde det og om det var farligt for ham.. Josh blev ved med at kigge på Victoria, selvom han kunne mærke at han var ved at blive udmattet over at bruge sin evne så meget. Han var ikke engang helt selv klar over at han var i færd med at bruge den, han følte blot træng til at beskytte dem som han holdte af.. Victoria vred sig og hoppede til sidst ned fra træet, inden hun løb sin vej og stak halen imellem benene, men hun løb dog ikke særlig langt væk, hun ønskede blot at komme væk fra de truende øjne.. Josh hørte Nille råbe, han kiggede kort ned på hende, inden han lukkede sine øjne af udmattelse og lod sig falde ned fra træet. Jacob reagerede hurtigt og løb hen for at gribe ham, inden han ramte jorden. Han greb ham og løftede ham op, hvor han derefter gik hen til Nille.
"Hvordan gjorde han det?" sagde han og var tydeligvis overrasket i sin stemme.

Victoria satte sig ved en sø og tog en masse vand i hovedet..

Nille forstod ingenting. Hvad var det Josh lige havde gjort? Uanset hvad bragte det... Et minde op i hende. Hun stoppede op da hun nærmest så mindet foran hende.
Nille som en lille pige.. Som var trængt op af en krog af nogle drenge fra skolen.. De havde hendes taske. De tog en flaske frem med mudder, og hældte i tasken... Det værste var at inde i tasken var der noget dyrebart for Nille.. En sten som hun havde fundet begravet ved et træ. Den lille pige med det sorte hår greb fat i en af drengenes hals... Og sang. Hun brugte sin evne på ham. Tårerne gled ned af drengens kinder, og han hulkede svagt. De andre drenge så på hende med forbløffelse malet i øjnene. Til sidst gav Nille slip, og faldt om. Drengen løb, og tørrede tårerne væk imens. De andre drenge sparkede hurtigt til hende, og løb efter drengen.

Stenen... Hvor var den nu? Hun gramskede sin hukommelse. Det gamle hus. Det var der den var. Hun blev revet ud af sin lille verden ved at Jacob snakkede til hende. Hun rystede på hovedet, og glippede med øjnene. Hun så på Jacob, og så på Josh.
"Det ved jeg ikke." Nille gik hen imod Victoria. "Hvad så du?" Nilles stemme var advarende. Som i... 'Sig det, eller det sker igen.'

Josh var stadig besvimmet, de brune øjne var lukket helt sammen og Jacob kunne se på ham at han havde det meget varmt, i hele hans ansigt var der en rød tone og han trak vejret tungt. Jacob kiggede bekymret ned på ham og fjernede en hårlok fra hans lukkede øjne.
"Hvad pokker gjorde du lille mand?" hviskede han for sig selv.
For et kort stund overvejede han at gå ind i huset med ham, men så at Nille var på vej hen mod Victoria, så han kiggede pludselig spørgende på hende, med et blik der betød: Hvad vil du gøre? Men, hun nåede ikke at se det, før hun allerede var gået ned til hende. En trang til at følge med hende voksede inde i ham, men han havde jo Josh i sine arme og måtte vente at se, hvad Victoria gjorde og hvis hun så meget som bare tænkte på at sårer Nille, så ville han blande sig..

Victoria kiggede irriteret op på hende, hun var ikke længere selvsikker og flabet, blot irriteret og forvirret.
"det rager ikke dig," mumlede hun og lagde sit hår i den ene side. Man kunne se på hende at hun stadig rystede en anelse over oplevelsen. "Knægten kunne åbenbart vise mig min frygt og jeg siger ikke til dig hvad min frygt er," Hun kiggede alvorligt hen på hende. "Slå heller drengen ihjel inden han sårer nogen med den evne,"

Nille spændte sin krop en anelse, og sætte sig på hug ved Victoria. De fik øjnekontakt da Victoria så på hende. De blå lysende øjne havde sorte prikker i sig.
Nille så rundt efter stenen da den ikke var i tasken som var fyldt med mudder. Hun forstod ikke lige hvad der var sket, og havde allerede glemt alt om det. Stenen var vigtigst. Hun fandt den ved et hjørne af gyden, og tog den. Stenen glimtede svagt... Den kridhvid. Nille knugede den, og stak den i lommen.
Nille rystede minderne af sig, og så alvorligt på Victoria.
"Fortæl mig hvad din frygt er... Du vil vel nødig ende i vandet, eller blive set i øjnene af en Skammer? Det er lige så frygteligt som at se ens frygt..." Nilles øjne blev langsomt sorte. "At du overhovedet siger det til mig..." Hendes stemme blev langsomt syngende. Bare for at skræmme Victoria lidt.

Victoria hadede Nille.. Men mest fordi hun vidste at den evne hun havde, kunne få hende til at skamme sig eller hvad den nu ville gøre imod hende.. Og hun hadede hende også fordi hun havde Jacob, den dreng som hun ville have som sin slave. Hun kunne også dufte på Nille at hun havde været tættere på Jacob end hun troede, hvilet gjorde hende en anelse vred af jalousi. Men, det var noget som hun aldrig ville indrømme. Hun knurrede blot af Nille og fjernede øjenkontakten med hende.
"Du finder aldrig ud af hvad min frygt er Skammer!" vrissede hun og vendte ryggen til hende. "Det er der aldrig nogen som finder ud af," Hun kiggede sig kort over skulderen. "Din evne er stærk ja, men jeg nægter at frygte dig også," Der var intet lusket eller lumsk over Victoria længere, kun den rene alvor. Hun forlod stedet og skoven for at få en pause. Jacob så at Victoria forsvandt, så han luntede ned til Nille stadig med Josh i sine arme.
"Jeg forstår ikke den kvinde," mumlede han..

Nille smilede skævt. Hun vidste godt hun lugtede af Jacob, hun kunne selv lugte hans fært. Nille grinede lavt. Hun havde allerede en ide om hvad hendes største frygt var... Jacobs død. Det var blot en ide, hun var ikke sikker på det. Selvom hun ønskede hun var sikker på det.
"Aldrig nogen? Victoria, når jeg ser dig igen vil jeg ikke tøve med at se dig i øjnene." Nilles stemme var alvorlig, og uskyldig på samme tid. Nu blev Nille forvirret. Frygte hende også? Frygtede Victoria en person? Nå da... Spændende.
Nille rejste sig op da Victoria forsvandt. Hun så ned på sine hænder, og gned håndfladerne mod hinanden. Hun fløjtede lavt, og langtrukkent. Hun så på Jacob, og trak på den ene skulder.
"Heller ikke mig." Hun hastigt hen til ham. Hun lagde en hånd på Joshs pande. "Hvad gør vi?" Hun bed sig i underlæben, og så på Jacob.

Jacob kiggede ned på den besvimmede Josh og smilte en anelse skævt.
"Det ved jeg ikke," sagde han stille og roterede lidt på Josh, så han lå bedre i hans arme. "han er nok bare udmattet skal du se," Jacob kunne hører Joshs vejrtrækning, så han var ret så sikker på at han ikke var død og ikke var på vej til at dø. Jacob skulle lige til at gå op imod Huset, da Josh pludselig åbnede sine øjne og kiggede forvirret rundt på dem begge.
"Hvorfor kigger i sådan på mig?" spurgte han forvirret.
Jacob åndede lettet ud og satte den lidt omtumlede Josh ned på jorden igen, imens han stadig holdte en lille smule fast i ham, så han ikke skulle vælte. Josh kiggede op på Nille med et skævt smil. "undskyld at jeg ikke kom da du kaldte på mig oppe i træet, lige pludselig blev jeg bare så udmattet," Han kløede sig i nakken og kiggede hen på Jacob igen. "Jeg ville bare hjælpe jer,"
Jacob kunne ikke lade være med at smile, så han uglede bare Josh i håret og sendte Nille et smil.

Udmattet... Ja, det var sikkert det. Hun følte sig lidt fjollet. Nille gik helt hen til Jacob, og kyssede hans kind. Hun kunne ikke lade den dreng være! Han var jo så dejlig... Hun kunne sikkert finde på at flå tøjet af ham. Det var måske ikke sådan en god ide hvis hun gjorde. Nille kyssede hans hals, og gik så et skridt væk fra ham.
Hun åndede lettet ud da Josh åbnede øjnene.
"Fordi du ser sød ud når du sover." Svarede hun drillende. Nille gik lidt væk fra dem, men kun lidt. Hun så sig over skulderen til Josh.
"Det er okay." Hun så ind i skoven.
Hun burde virkelig tage hjem... Men hun ville ikke. Hun ville tigge Jacob om at følge hende med hen til hendes hjem, men han skulle jo være der for Josh.. Og hun for Toby.
"At hjælpe andre er en ting at ville, Josh. Du var modig." Hun så sig igen over skulderen. Hun sukkede lavt. Hun kiggede væk.

Jacob fik kort behagelig kuldegysninger af det kys hun gav ham på halsen, så han lukkede sin øjne, men åbnede dem hurtigt igen og kiggede efter Nille med et smil. Han kunne se på hende at der var noget som plagede hende og han havde på fornemelsen om hvad det var.. Josh smilte stolt da hun kaldte ham modig, så han knyttede stolt sine hænder og hoppede op i luften.
"Ja!" sagde han glad og løb selv hen til huset, stadig iført Jacobs trøje, hvilket først gik op for Jacob da han allerede var nået hen til huset. "Jeg var modig!"
Jacob rystede kærligt på hovedet, hvor han derefter gik hen ved siden af Nille og tog hendes hånd i sin. "jeg ved det," hviskede han stille og kiggede ind i skoven ligesom hende. "Du er nød til at tage hjem til Toby og vil gerne have mig med, men jeg skal være her ved Josh.. men er det ikke muligt at tage Josh med hjem til dig?" han så spørgende på hende og trak hende ind til sig, for at placere sin pande imod hendes. "Jeg vil jo så gerne være hos dig,"

Nille grinede lavt af Josh der blev virkelig glad. Hun så ned på jorden. Hun så på Jacob da han stillede sig ved siden af hende. Hun blev lykkelig da han tog hendes hånd. Hun så ned på deres hænder, og smilede skævt. Hun så på ham da han begyndte at snakke.
Hun rynkede panden lidt.
"Sig mig, er du tankelæser?" Hun grinede lavt, og rødmede da han trak hende ind til sig. Hun så op på ham, og lukkede øjnene.
"Det tror jeg ikke han kan. Jeg vil ikke vække rafaels vrede. Men... Jeg... Nej, glem det." Hun så væk. Hun så dog på ham igen.
"Jeg vil ikke gå hjem..." Hun lagde armene om hans nakke, og pressede sine læber mod hans i et blidt kys.

Han grinte kort da hun spurgte ham om han var tankelæser. Nej, han var bare meget god til at se på folk hvad de egentlig tænkte og om de løj for ham osv. Han kendte specielt Nille og kunne sagtens se på hende hvad det var hun tænkte. Jacob kunne godt se at hun ikke ville gøre Rafael vred, han ønskede nok et andet barn løbe rundt i hans hus og fjolle rundt. Men.. Jacob ønskede ikke at hun skulle gå..
"Men du hvad?" hviskede han blidt og kiggede hende i øjnene. "Du kunne også bare hente Toby og tage ham med her tilbage?" Han ville komme med alverdens forslag, bare for at hun skulle blive ved ham. "Jeg vil ikke have noget imod at han er og det vil Josh sikkert heller ikke," Han nåede ikke at sige mere, før hun placerede sine læber på hans i et blidt kys. Han kyssede hende blidt tilbage og lod stadig deres hænder være samlet..

Nille turde ikke løbe en risiko når det gjaldt Rafael. Hun ville ikke svigte ham, ej heller forråde ham. Men Nille ville ikke gå fra Jacob. Bare tanken om det fik hende til at blive trist og savne ham selvom han var lige foran hende.
"Du er tankelæser!" Hun grinede lavt. "Det kunne jeg godt.. Men så må du bare vente på mig. Kan du klare det?" Hun smilede drillende.
Igen, blev Nille ivrig efter ham. Hun tog sine hænder væk fra hans, og lagde sine på hans brystkasse. Hun bed ham i underlæben, og kørte læberne ned til hans kraveben. Hun kyssede hans skulder, og trykkede sin krop mod hans.

Han rystede kærligt på hovedet.
"Nej jeg er ikke tanke læser, jeg kender dig bare alt for godt," sagde han og blinkede til hende. Han lyste op da hun sagde ja til hans forslag om at tage Toby med hen til ham, så de kunne være hos ham. Om han kunne klare det? Joh, han kunne vel godt mangle hende et par minutter, så længe hun kom tilbage igen. Han grinte kærligt af hendes drilske stemme og sukkede nydende over hendes læber som kærtegnede hans hud endnu engang.. Et drilsk smil voksede på hans læber og kyssede hende hurtigt, inden han kiggede hende i øjnene med et lumsk glimt i øjnene.
"Det nok mere mig der skal spørge om du kan undvære mig," sagde han drilsk og blinkede til hende.

Nille sukkede lavt, og rystede kærligt på hovedet af ham. Ja, han kendte hende for godt , det vidste hun godt. Hun kyssede hans kæbe hurtigt.
"Alt for godt." Mumlede hun.
Nille kørte hænderne ned af hans overkrop. Hænderne stoppede ved buksekanten. Hun lagde armene om ham, og kyssede hans hals. Hun trak sig lidt væk, og så på ham.
"Det kan jeg skam godt." Hun smilede drillende, og kyssede hans underlæbe. Hun trak sig væk, og gik hen imod slottet, nærmere sagt hun løb. Hun åbnede forsigtigt døren ind til værelset, og fik øje på Toby der lå på gulvet, og var i fuld færd med at prøve at gange dæmon kvindens hånd der dristigt fløj over gulvet. Dæmon kvinden så på Nille og smilede. Hun rejste sig op, og gik ud. Nille smilede til Toby, og samlede ham op
"Hej min dreng." Hviskede hun, og så blidt på ham. Toby tog fat i noget af hendes hår, og smilede. Nille gik ind i soveværelset, og pakkede en dyne om ham. Hun kyssede hans pande, og gik ud i stalden med ham i hendes favn. Hun satte Toby ned, og sadlede hurtigt shadowfax. Hun tog Toby op, og steg op på shadowfax. Med et godt greb om Toby fik hun shadowfax til at skridte hen til jacobs hus.

De pirrende hænder ned af hans krop, sendte lyn igennem ham, så han bed sig selv i underlæben for at få kontrol over sig selv. Han elskede hende og var glad for at hun sagde ja til at tage Toby med tilbage til ham og josh.
Han kyssede hende blidt tilbage inden han så hende læbe af sted hen mod dæmon ledernes hus, hvor hun skulle hente Toby..
Han smilte kort for sig selv, inden han fik et lusket smil på læben og løb ind i huset, hvor han straks overfaldet sin lillebror for at få ham til at give ham sin trøje. Josh grinte bare og vred sig fri, hvor han derefter gav sig til at løbe rundt i hele huset, bare for at drille sin storebror. Jacob måtte jagte ham i flere minutter før han fangede ham og tvang ham til at give ham sin trøje.
"Hør josh," sagde Jacob imens han tog sin trøje på igen. "Nille kommer tilbage med en lille dreng, som du skal behandle ordentligt og du må ikke kigge ham i øjnene okay?"
Josh så en anelse forvirret ud, men nikkede med et smil på læben. Han glædede sig til at se den lille. Jacob smilte af ham og gik ud i haven, for at vente på nilles ankomst.

Toby klynkede lidt, og holdte sig ind mod Nille. Hun tyssede beroligende på ham, og havde en arm om ham, og den anden holdte fast i tøjlerne. Shadowfax så rundt, og gik roligt. Den vuggen shadowfax nærmest lavede fik Toby til at falde i søvn. Nille så ned på ham, og smilede. Hun kunne da ikke slå Toby ihjel... Nille så rundt, og havde vågne øjne.
Toby klynkede i søvne, ikke fordi han var bange. Nille stoppede shadowfax , og så på jacobs hus, som hun stod lidt fra. Hun satte shadowfax i skridt igen. Hun smilede da hun så Jacob.
Hun stoppede shadowfax , og steg forsigtigt ned så hun ikke tabte Toby.
"At ride og holde en baby er ikke let." Hun grinede svagt, og rettede lidt på den dyne Toby havde om sig.

Han så hende komme ridende igennem skoven og han måtte indrømme at det så ret så godt ud, den måde hun kom, siddende på en hvid hest i sin hvide kjole og med et barn i sin favn.. Det var næsten som en form for eventyr eller som en scene man så på film, når en rytter kom på sin hest igennem skoven.
Han smilte blidt til hende og tog sig den frihed at holde shadowflax i tøjlerne, så hun havde nemmere ved at hoppe ned. Lidt efter gav han dog slip på ham og gik hen ved siden af nille, hvor han først sendte hende et smil og kiggede derefter ned på Toby..
"Det kunne jeg godt forstille mig," sagde han stille med et smil på læben. Han kiggede hen på shadowflax. "Skal din hest bindes fast til noget eller går den bare frit?"

Som altid prøvede Toby at få øjnekontakt med en af dem. Nilles øjne blev sorte, og hun så på Toby. Tobys øjne blev selv sorte, og var rettet mod Nilles. Toby rakte ud efter hendes kind, men fik så øje på jacobs hættetrøje. Tobys øjne blev blå igen, og med meget besvær prøvede han at få fat i en af snorene på jacobs hættetrøje. Nille grinede blidt, og rakte Jacob Toby.
"Han er ikke Blackstar..." Med et så hun trist ud, men det forsvandt da Toby tog en af jacobs hættetrøjes snore, og hev i den. Nille så op, men så hurtigt ned da hun huskede evnen var fremme. Hendes sorte øjne blev lysende blå igen.
"Bare gå indenfor." Nille tog fat i tøjlerne, og trak shadowfax med sig hen til det nærmeste træ.

Jacob tog imod Toby og lod ham endnu engang lege med de to snore som hang og dinglede i hans hættetrøje, som var beregnet til at være der hvis man ønskede at stramme hætten.. Jacob strammede den nu aldrig, så Toby kunne sagtens få lov til at lege med dem.. Han sendte hende et varmt smil for at opmuntre hende, inden han gik hen imod huset og ind til josh som havde ventet på at se Toby.
"Må jeg se ham?" Spurgte han nysgerrigt.
Jacob nikkede og bukkede sig kort, så josh kunne se Toby bedre. Josh smilte over at se babyen, men kiggede ham ikke i øjnene, som han havde lovet.
Jacob rettede sig op igen og ventede på at nille skulle komme ind til dem igen. Josh kiggede også efter hende.

Toby fiskede stadig efter hvilken som helst øjnekontakt. Hvorfor ville de ikke se ham i øjnene?! Toby klynkede lavt, men stoppede da han så en brunhåret ung dreng. Toby så rundt efter Nille, men da hun ikke var i syne begyndte han at klynke lavt. Toby følte sig fanget mellem to fremmede... Selvom han havde set den ene før... Toby så desperat videre efter Nille. Han begyndte at vride sig lidt.

Nille spændte shadowfax fast til et træ, men gjorde sådan at han kunne gå lidt rundt og spise af græsset. Vand kunne hun hente senere. Nille rettede lidt på kjolen, og gik hen imod døren. En raslende lyd i buskene fik Nille til at se sig om. Hun gik hastigt hen imod døren, og åbnede den. Hun så på Toby der lignede en på grådens rand. Hun gik hen til dem, og smilede skævt.

Jacob var på vej til at gå i panik, han vidste ikke hvad man skulle gøre hvis barnet lige pludselig begyndte at græde? Han forsøgte at vugge Toby og berolige ham med små nynnende lyde, men det var som om at det ikke virkede.. Nu var det vel tiden til at gå i panik? Ej, Jacob forholdte sig roligt, selvom han ikke vidste en disse om hvordan han skulle få Toby glad igen. Han var godt klar over at det var nille Toby ønskede at se, hvilket han på sin vis godt forstod..
Det måtte hellere ikke være sjovt at være i blandt fremmede..
Så snart nille kom ind ad døren, sørgede han for at dreje Toby rundt så han kunne se at hun var kommet og at det nok skulle gå.
"Se, der er din mor," sagde han med et smil til Toby.